Indledning
Et meget sandsynligt gæt for tilblivelsen af dette korte og underholdende stykke er år 1938 – det år, hvor Kaj Munk bl.a. blev udnævnt til Studenternes Æreskunstner. Skrivningen blev formodentligt afsluttet i 1939. Det er en periode med en hektisk forfattervirsomhed fra Munks side og en uhyre stor interesse for hans produktion fra teatrenes. En af hovedpersonerne kalder godt nok digterpræsten “Præsten i Vejlby”, hvilket kunne tyde på at denne sketch blev til, efter at Brix og Munk i 1942 havde skrevet deres dramatisering af Blichers kendte novelle, men idéen om en navnelighed mellem Vejlby og Vejse (Vedersø i den lokale dialekt) kan Munk meget godt have haft længe før, selv om han først eksplicit gjorde Brix opmærksom på den i et brev i 1942. Som et vigtigt argument for en tidligere datering kan nævnes, at stykket ikke indeholder en eneste hentydning til krigen. I en kommentar, som gælder det arbejdspres, Munk på dette tidspunkt lå under, skriver Brix: “Det fristede altid Vedersøpræsten, da han var kommet i Skuddet, naar man sendte Bud over til ham med Bøn om hastig Hjælp. Hans Hjerne satte sig i Gang og Omridsene af en Forestilling traadte frem paa den graa Tavle. Men Udfaldet var ikke at lide paa. Undertiden lykkedes Arbejdet dog, saaledes i det lystige Sommerstykke ‘Puslespil’.”
Manuskriptet til Puslespil blev nok påbegyndt i 1938, men en ny version blev færdigskrevet i april 1939, og premieren på Folketeatret fandt først sted den 5. maj 1939. Det blev skrevet direkte på opfordring fra teaterdirektøren Stig Lommer med skuespilleren Carl Alstrup for øje. Meningen var oprindeligt, at Munk, Soya, Kjeld Abell og andre dramatikere skulle skrive hver sin sketch. Det hele endte med, at Kaj Munk skrev hele stykket – en replik i dette forspil kunne hentyde til dette forhold – men Lommer opgav omsider projektet – af tekniske grunde. Folketeatrets direktør, Thorvald Larsen, overtog planen og bad Kaj Munk om, at skrive nogle mellemspil, sådan at Alstrup kunne få tid til at klæde sig om efter hver sketch. Hermed var det tekniske problem løst. Da Larsen imidlertid efterlyste en enakter, som han kunne bruge som indledning, sådan at forestillingen blev lang nok, kan det tænkes at Munk foreslog ham nærværende Forspil, som egnede sig udmærket til dette formål. Referencer til teaterdirektør Betty Nansen og William Shakespeare minder om Munks og Nansens teatersamarbejde vedrørende Munks modernisering af Hamlet i 1935, men flere detaljer kan tages til indtægt for en tidfæstelse i december 1938 eller i begyndelsen af 1939. Når Mussolini omtales som Munks allerbedste ven, er det sikkert en hentydning til det berømt-berygtede åbne brev, som Munk skrev til Italiens diktator den 17. november 1938. Skuespillet Fugl Fønix nævnes også i Forspil, og det blev uropført ti dage senere, den 27. november, i Studenterforeningens regi, med Poul Reumert i Marchanels rolle.
Scenen er todelt, og handlingen udspiller sig dels på “Funkisteatret” og dels i forfatteren Kaj Munks præstegårdshjem i Vedersø. Centralt i skuespillet står en telefonsamtale mellem teaterinspektør William (en navnebroder til Shakespeare), teaterdirektør Halvandencrone (måske en hentydning til Cai Hegermann-Lindencrone, der var blevet chef for Det kgl. Teater i 1938) og Kaj Munk. Det bliver bestemt at Munk i al hast skal skrive en revy for dem. Skuespillet ender med en trestemmig sang mellem William (denne gang sandsynligvis den engelske digter), Betty (Betty Nansen) og Kaj Munk.
Stykkets veloplagte og lidt frække tone opfylder udmærket de kriterier, der gælder for revygenren. Denne selvbiografiske og humoristiske satire skal naturligvis ikke tages alt for seriøst, men det er heller ikke bare det rene spas. Der kan anes mange munkske sandheder og holdninger bag. Skuespillet udgives her for første gang.
- Skriveår:
- 1938-39
- Udgivelsesår:
- Utrykt/uopført
- Kilde:
- Indskrivning af maskinskrevet version af Kaj Munks manuskript. KMF-nr. 77.08.01.
Forspil
[8]I. | |
Scenen er delt i to Halvdele med et Cabarettæppe for hver. Ovenover Scenen et Transparentudsnit, hvor en Telefondame kan komme til Syne. Det Højre Cabarettæppe gaar til Side for et Teaters Direktionskontor. Inspektøren staar og telefonerer. | |
(1) | INSP.: Hallo … ja nej, det er ikke Cirkus-Biografen. Det er desværre Funkisteatret[10] … ja, jeg be’r … (smækker Røret paa.) |
(2) | |
(3) | |
(4) | DIREK.: Hvordan gik det iaftes, – hvordan var Fyldningsgraden? |
(5) | |
(6) | |
(7) | INSP.: Underskud. Men vi har udsolgt til Ekstraforestillingen i Aften. |
(8) | |
(9) | |
(10) | DIREK.: Naa, har De nu igen laant Teatret ud til vores Konkurrent? |
(11) | INSP.: Jeg var nødt til det, Hr. Direktør. Olaf Fønss[11] sagde, at det vilde være en Reklame for dansk Teater. De danske Skuespillere skal have en Chance for at vise, hvad de kan. |
(12) | |
(13) | |
(14) | DIREK.: Her spiller man et godt, gammelt , gennemprøvet Stykke, der har gaaet seks Hundrede Gange paa Sønderbro, tre Hundrede Gange paa Nørrebro, 275 Gange paa det Ny Teater og 419 Gange paa Casino, og alle Gangene for røde Lygter[15] . Og nu pludselig, da jeg sætter det op, er Folk ikke til at drive ind i Teatret. |
(15) | |
(16) | DIREK.: Der er jo ikke noget. Alle de gamle Stykker har Folk jo set. |
(17) | |
(18) | |
(19) | |
(20) | DIREK.: Jamen, hvor faar man fat i nogle ordentlige Forfattere? Man kan jo ikke byde Folk hvem som helst. |
(21) | INSP.: Naa, Direktøren har set den! … Direktøren har Ret: Vi maa have en af de Forfattere, der er i Vælten i Øjeblikket … Nu har jeg det: – Kai Munk! |
(22) | DIREK. (eftertænksomt): Tja … han skriver jo rigtig godt. Navnlig denne her om den grimme Ælling. |
(23) | INSP.: Direktøren tænker vist paa Fugl Phønix[16] . |
(24) | |
(25) | |
(26) | DIREK.: Glimrende. Slaa ham op i Telefonbogen med det samme og sæt Personalet til Prøve i Morgen Klokken 12. |
(27) | INSP. (leder i Telefonbogen): Lad os se … M … Madsen … Mikkelsen … Munk (leder) … det var dog mærkeligt, han staar ikke under Præster. Hvor skal man finde ham? Munk … Reklamechef – nej, det kan ikke være ham! … Her er han! … nej, det er jo hans Ekcellence Ministeren; der staar P foran[17] … |
(28) | DIREK.: Ku’ vi ikke faa ham til at skrive noget? Det vilde da være morsomt. |
(29) | INSP.: Nej, det vilde i hvert Fald ikke! – Aah, nu ved jeg, hvorfor Kai Munk ikke staar her: han bor jo slet ikke her i Byen. |
(30) | DIREK.: - Nej – det er jo ham, der kaldes ”Præsten i Vejlby[18] ”. |
(31) | |
(32) | DIREK.: Vedersø, rigtigt, ja. Ring saa Staten op og forlang Vedersø[19] ( INSPEKTØREN tager Telefonen, TRANSPARENTET tændes, og man ser TELEFONDAMEN.) |
(33) | |
(34) | INSP.: De taler med Central 5440; jeg vil gerne tale med Kai Munk i Vedersø. Varer det længe? |
(35) | TELF.: Der er to Timers Notering paa Nummeret[20] . |
(36) | INSP.: To Timer![21] ! Sælger han nu ogsaa Billetterne selv? |
(37) | TELF.: Nej, det er tre Bisper, fire Teaterdirektører, Nationaltidende, Fru Friis Smitto og Studenterforeningen, der vil have ham til at flytte til København, og Menighedsraadet og Ligningskommissionen, [22] vil have ham til at blive. |
(38) | |
(39) | |
(40) | INSP.: Tak. (Han lægger Røret paa. Transparentet slukkes.) Hvor længe mon det nu varer? (ser paa sit Ur.) Ih, er Klokken saa mange! Direktøren skal snart paa Scenen. |
(41) | DIREK.: Saa maa jeg hellere se at blive færdig . Vil De lige hjælpe? |
(42) | INSP.: Javel. (Han giver DIREKTØREN Paryk paa. Pibekrave og Kappe.) Sesaa. |
( Telefonen ringer, INSPEKTØREN tager den, TRANSPARENTET Tændes.) | |
(43) | |
(44) | |
(45) | |
(46) | |
( Kabarettæppet til Venstre gaar til Side for Studereværelset i Vedersø Præstegaard. Kai Munks lille Datter YRSA[25] sidder og læser. Telefonen ringer. Hun gaar hen og tager den.)) | |
(47) | |
(48) | INSP.: Ja, er det hoa[26] Kai Munk? |
(49) | |
(50) | INSP.: Goddag lille Yrsa, hvordan har du det? – er din Far hjemme? |
(51) | YRSA: Nu skal jeg se. Jeg tror, han er ude at skyde Ænder. Vi skal have saadan en dejlig Middag i Morgen. |
(52) | |
(53) | YRSA: Ja. Det er første Gang i tre Maaneder, at der ingen Teaterdirektører er til Middag. – (raaber) FAR! |
(54) | |
( KAI MUNK iført Studenterhue og Gummistøvler og med Gevær i Haanden) | |
(55) | |
(56) | |
(57) | |
(58) | INSP.: Meget vigtigt. Sig … æh … sig, at det er en af din Fars allerbedste Venner. |
(59) | |
(60) | MUNK ( ivrigt): Nu skal jeg være der. (Sætter Geværet fra sig og gaar hen og tager Telefonen.) |
(61) | MUNK (i Telefonen): Davs’ Benito. Naa, har du endelig læst ”Jyllandsposten[27] ”? |
(62) | DIREK. (forlegen): Ja … se … det er nu ikke mig … jeg mener, det er ikke Mussolini .. æh … . |
(63) | MUNK: Hvem kan det saa være? … Jo, nu har jeg det! (lukker Øjnene, Ekstatisk.) En af Teatrets Store, – – nej, den Største! Ligesom jeg selv. Du har et klogt, ædelt formet Ansigt. Ligesom jeg selv. Hvid Pibekrave paa. Ligesom jeg selv. Men Dragten er fra en anden Tid. Ikkesandt, Beskrivelsen paaser[28] ? |
(64) | |
(65) | MUNK: Tak. Saa kender jeg dig ogsaa. Min store aandelige Tvillingebroder. Vi omgaas jo af og til, ikkesandt William[29] ? Vi to og een til. |
( TELEFONDAMEN har hidtil siddet med Ryggen mod Publikum. Nu drejer hun sig, og man ser, det er Fru Betty Nansen[30] .)) | |
(66) | MUNK: Det er for Resten længe siden, vi tre har været sammen – vi skal snart ha’ en lille Middag – |
(67) | DIREK. (afsides): Ja, man kan vel lige saa godt falde ind i Rollen. |
(68) | TELF. (idet hun atter vender Ryggen til): Tre Minutter er gaaet. |
(69) | |
(70) | DIREK. (afbryder): Ja, nu er William desværre ogsaa gaaet. De taler med Teaterdirektør Halvandencrone[36] fra Funkisteatret i København. Jeg vilde gerne spørge, om De ikke har noget liggende i en Skuffe, som jeg kunde købe. |
(71) | |
(72) | DIREK.: Noget, jeg kan spille paa mit Teater. De har ikke en – et eller andet – |
(73) | |
(74) | |
(75) | |
(76) | DIREK.: Jamen, kunde De ikke bare overlade mig nogen Brudstykker af Deres Værker, saa mixer vi dem. |
(77) | |
(78) | |
(79) | |
(80) | DIREK.: Ja Tak. Bare saadan, hvad De har ved Haanden. Hvad De har skrevet, – eller hvad andre har skrevet … det gør ikke saa meget, bare det kommer fra Dem. Og saa skal vi nok selv mixe det. |
(81) | |
(82) | DIREK.: Ja, Hr. Pastor, vi vilde jo gerne have det imorgen med Morgenposten, – vi har nemlig sat Personalet til Prøve Klokken 12. |
(83) | |
(84) | DIREK.: Tusind Tak, Hr. Pastor. Og nu maa jeg sige Farvel; jeg skal paa Scenen. Farvel! |
(85) | MUNK: Naa, jaja – farvel da! (Han lægger Røret. Transparentet og højre Halvscene bliver mørk. Højre Kabarettæppe gaar for, og Spillet fortsættes paa Venstre Halvscene.) |
(86) | |
(87) | |
(88) | |
(89) | |
(90) | |
(91) | |
(92) | MUNK: Ja, Kom og hjælp mig. Vi tager lidt af alt, hvad jeg har skrevet. Saadan. (river et Blad ud af en Bog.) |
(93) | FRUEN: Jamen, det er jo Francis Hackett[38] ! |
(94) | MUNK: Det kommer ud paa Eet. Ræk mig lige Smeltediglen[39] . (Hun rækker ham Papirkurven. Han river nogle Sider ud af en Bog.) Og saa blander vi dem lidt. (gør det ud.) Hjælp mig nu. |
(95) | |
(96) | YRSA (kommer med en Bog.): Far maa gerne faa et Par Sider af min Danmarkshistorie . |
(97) | |
(98) | MUNK: Det er vist ikke noget. (vender det sidste Udklip om og ser paa Bagsiden.) Hvad er det: Steincke[42] og Korpigerne, det er straks bedre. |
(99) | |
(100) | |
(101) | |
(102) | MUNK (river ud): Selvfølgelig. Der skal ogsaa være en Skønsang. Og saa noget om Kærlighed[43] , ræk mig lige Salomonsen[44] , Bind K. Tak. (river ud.) Og saa læggercvi[45] lige et Bundt Aviser ved, – saa kan Direktøren selv pille ud, hvad han vil have: Sesaa. (lægger det hele i en stor Konvolut.) |
(103) | FRUEN: Hvo[46] . Far, hvad med Personlisten? |
(104) | MUNK: Ja, den havde jeg nær glemt. ( river en Side ud af Telefonbogen og stopper den ned i Konvolutten. lukker Brevet. ) Saadan! Og saa paa Posthuset! |
(105) | Alle 3.: Vi er 1-2-3 intime Hjertevenner: |
(106) | |
(107) | |
(108) | |
(109) | |
(110) | |
(111) | |
(112) | |
(113) | |
(114) | |
(115) | |
(116) | |
(117) | |
(118) | |
(119) | |
(120) | Alle: Lynge |
(121) | |
(122) | |
(123) | |
(124) | Alle 3.: Vi’ de bedste – kan der være nogen Tvivel[59] ? |
(125) | |
(126) | |
(127) | |
(128) | |
(129) | |
(130) | |
(131) | |
(132) | Alle 3.: Ja selvfølg’lig det er der |
(133) | |
(134) | |
(135) | |
(136) | Alle: Eengangom Ugen vi samles hos Pastoren |
(137) | |
(138) | |
(139) | |
(140) | |
(141) | |
(142) | |
(143) | |
(144) | |
(145) | |
(146) | |
(147) | |
(148) | |
(149) | |
(150) | |
(151) |