Indledning
Dette korte ufærdige manuskript kan ikke dateres nøjagtigt, men der er god grund til at tro, at det blev skrevet før Gullegrylapliens Hovedstad, Kandelabrien. Navnet på en af figurerne – Musenlos – er tysk (ordret: uden muse) og kunne måske tyde på, at teksten blev til i en periode, hvor forfatterens “muse” havde forladt ham, dvs. hvor han led under en fuldstændig mangel på inspiration. Udkastet har sandsynligvis en selvbiografisk dimension. Den “libertinske Digter” Villanelle (også kaldt Libelle eller Libel) skal nok opfattes som et afslørende og kynisk selvportræt. En stemme opmuntrer desuden de tilstedeværende – med jysk accent! – til at “regere [sin] sind”, men denne situation sammenlignes med den kendte episode i Martin Luthers liv, hvor han kastede sit blækhus på djævlen for at jage ham væk, en gang han blev fristet af ham.
Denne beskedne carpe diem-tekst er uden sidestykke i Munks dramatik, bortset fra Gullegrylapliens Hovedstad, Kandelabrien og især scenen med dansen under pesten i Athen, i 2. akt af Fra Tidehvervet. Forestillingen om, at “Herren [Vorherre!] sidder hen og spiller / paa sin Mundharmonika”, mens “hans Svende og Terner ... danser til de dør”, er nok et symbolsk udtryk for forfatterens livslede – en fortvivlet “hvad-kan-det-nytte”-holdning. Det er den kendte litterære topos “spis, drik og vær glad i dag, for i morgen skal du dø”, teksten henviser til, og det er denne for ham sjældne inspirationskilde, Munk her har øst af. Denne “klukkende Kilde”, der lærte hans “Hjerte frit at le / engang, da kun græde det ville”, var imidlertid kun udtryk for en øjebliksstemning og det blev som bekendt ikke nogen langsigtet løsning for ham. Man skal lægge mærke til, at tekstens symbolik – modsætningen mellem Kandelabriens “Munterhed” og letfærdighed på den ene side, og Grobrianniens krav om “mere Strenghed, mere Alvor og mere Sædelighed” på den anden – repræsenteres af to nabolande, hvor det ene øver moralsk pres på det andet.
- Skriveår:
- Sidst i 1930’erne
- Udgivelsesår:
- Utrykt/uopført
- Kilde:
- Indskrivning af Kaj Munks håndskrevne manuskript, som findes i en grøn notesbog med spiralryg. Manuskriptet er skrevet på dels 5 unummererede sider fra den ene ende af hæftet, på den tilhørende forside er skrevet “Kandelabrien Af Kaj Munk”, dels 10 unummererede sider fra den anden ende af hæftet, på den tilhørende forside er skrevet “Skæmtekomedie” og dels på løse ark indlagt i hæftet. KMF-nr. 26.05.01.
Kandelabrien
[1] Libell
[2] [3] [4]For der bag den rareste blødeste Sne
der springer en klukkende Kilde
den lærte mit Hjerte frit at le
engang, da kun græde det vilde
Lyt engang i Nattens Stille
kan I høre langt herfra
Herren sidde hen og spille
paa sin Mundharmonika
Og hans Svende og hans Terner
[7] danser ud i lette Slør
Det er Himlens lyse Stjerner
det er Havets mørke Søer
de vil danse, de vil danse
de vil danse til de dør
Denne Toneleg den hidser
dit Blod ind i mit aah Gud
gennem dine Fingerspidser
mod min Skulders nøgne Hud.
Vejret danser i min Lunge
Blodet danser i mit Bryst
som det dirrer sødt det unge
Løv paa Kvist ved Vindens Lyst
Vaar og Sommer vil jeg danse
det bliver tidsnok, tidsnok Høst
Forspil | |
Byraadssalen i Kandelabrien | |
(1) | Præsident Dolnak: Som Præsident for Kandelabriens Folk noterer jeg, at Statsraadet er samlet, og vi vil nu indlede Mødet efter vort muntre Folks ældgamle Tradition. (Han springer selv meget flot over en ældgammel Stoleryg. Efter ham springer Skrædder Vims nok saa nemt, saa Kullemper Tons med et Brag, nu kommer Pater Dyster, han samler Kjolen op, og det gaar, saa kommer Viktualiehandler Senil[12] , og han er 78). |
(2) | Præs: Skyd Hjertet op i Livet[14] , gamle Senil |
(3) | |
(4) | |
(5) | Kullemper Tons: Saa, bare mase paa. (De hjælper ham over. Stolen vælter) |
(6) | Pater Dyster: Jeg frygter, De bli’r snart for gammel til at varetage Deres Hverv i Raadet. |
(7) | Præs: Saa stemmer alle i. Indledningssangen. Her i vort lille Rigsdagsslot |
(8) | Præs: Vi maa jo holde paa de gamle Former som Munterhed engang har forskrevet vort lille Folk, mens det endnu var ungt. Skønt Tiderne er blevet andre nu. ( Alle sukker undt. Pater Dyster) Vor store Nabo Grobriannien[25] , snart hele Sydamerikas Behersker, forlanger jo mere Strenghed, mere Alvor og mere Sædelighed[26] — og desværre vi Smaafolk er vel nødt at holde Trup. (Alle sukker undt. Pater Dyster) Nu var det da et Held, at vi fik dømt den libertinske[28] Digter Villanelle[29] til Landsforvisning; det har gjort godt Indtryk i Grobriannien. |
(9) | Pateren: Og ikke der blot. Men hver retskaffen Kandelabrer aanded befriet op. |
(10) | Præs: Ja, sandelig, det gør vi. Men hør nu gode Venner og Kolleger, hvad jeg i Dag har sammenkaldt jer for. De Olieboringer, vi har forsøgt med rundt om i Landet, falder matte ud. |
(11) | |
(12) | |
(13) | |
(14) | Præs: Hvi[32] forstyrrer du mig, Fummel? |
(15) | Gamle Betjent Fummel (har længe rykket i Præs.): Her kom et Telegram just ind ad Døren. |
(16) | Præs: Et Telegram! saa er der nogen død. Forhaabentlig dog ikke her i Riget. (Aabner med rystende Haand. Alle æder ham med Øjnene.) Hvad ser jeg? Venner! jubl! jubl til! |
(17) | De andre: Hvad er der? Saa svar dog, , hvad staar i Telegrammet. |
(18) | Præs: Det er fra Overingeniøren Vridbor, han melder, at i Tusind Meters Dybde fandt han i Dag et vældigt Oliehav. Nu er vi rige. |
(19) | |
(20) | |
(21) | |
(22) | |
(23) | |
(24) | |
(25) | |
(26) | Skædder: Og det er rimeligt, at de skal ogsaa have lidt, da det jo er for Deres Penge at vi har foreta’t de Boringer. |
(27) | Alle: Hurra! nu er vi rige. Alle rige. |
(28) | Senil: Nu er der bare det, hvad skal vi med — hvad skal vi med de Penge lige nu, da vi skal til at være sædelige? |
(29) | |
(30) | Præs: Godt Mod, Kolleger, Vi vil prøve paa at lægge vore Hoveder i Blød. |
(31) | Senil: Det er jeg bange[39] , mit kan ikke taale. |
(32) | Præs: Giv Tid. Vi finder sagtens paa en Udvej. Er Folket end kun lille, frie er vi — og naar vi er paa engang fri og rige — kan noget Menneske forlange mer? Hvad nu? hvem bryder ind til os, naar vi har lukket Møde? |
(33) | |
(34) | |
(35) | |
(36) | |
(37) | Kullemperen Tons: Og saa Godmorgen midt om Eftermiddagen[42] ! |
[69] Sidegade i Kandelabrien. Middelalderhuse og Funkisvillaer[70] i hidsig Cocktail. Sen Nat. Lygterne lyser søvnigt. I et Treetagers Hus ude i Hjørnet — hvor ser det idyllisk ud med Espalier og Fremspring. Men hvad er det? Min Sandten om ikke en Indbrudstyv er ved at fire sig ned uden at ane, at under ham staar gamle Betjent Fummel, der heller ikke aner noget. Men saa snyder Fummel Næsen med Fingeren, og Tyven stivner midt i et Dump. | |
(38) | Fummel: Næ, nej, ak nej, ham hitter jeg smænd ikke. Det er da ogsaa li’e til Snot i Snuden, her ved man, han vil lave Kup i Nat, men bare ikke, hvor det Kup skal være. Det skal man altsaa hitte ud af selv. Og hvordan kan man det? — Naar nu kun ikke de annere[74] Betjente ramler paa ham. Kanske man skulde prøve paa at raabe: Klapøje, arbejder du her omkring? Der høres ingenting. Det kan betyde, han enten ikke er her eller ikke vil svare. Tja, saa er man lige nær. |
( Fummel driver ud. Tyven genoptager sin Nedadkravlen. Da lyder der Sang . han maa hænge stille igen. Karnevalsklædte hvirvler Digteren Libelle og hans Venner Musenlos og Adrettos, Damerne Letta, Lissa og Luna og endnu flere unge ned gennem Gaden.) | |
(39) | Libell: Et Leve da for Dansen! Kammerater og søde Piger. Rens nu Stemmen til et Dansen leve lige til vi dør! |
(40) | Fummel (ind): Hør, I maa ikke rende her og skrige saa sent paa Natten. For saa faar jeg Vrøvl med Regeringen. |
(41) | |
(42) | Letta: Vær ikke bange, du gamle Fummel, for Regeringen det er min Far. |
(43) | Luna: Og den er bedt til Selskab hos Grobrianniens Gesandt[92] i Aften. Men Letta der er ikke med, for hun har Influenza. |
(44) | Libell: Og naar hun er færdig med det, saa har hun lovet, hun vil sove hos mig i Nat. Men kan du skaffe Øl |
(45) | |
(46) | |
(47) | Fummel: Nej, stop, den Ordning er ikke indført her hos os endnu. |
(48) | |
(49) | Fummel: Hun er forlængst i Seng. Den fjerne Torden I hører der i Syd er hendes Snorken. |
(50) | |
(51) | |
(52) | |
(53) | |
(54) | Libell: Skynd jer, Kammerater. Thi Kandelabriens Folk forlanger Øl. |
(55) | Fummel: I skulde da vel ikke, goe Venner, paa jeres Tumlen rundt i Byens Gader ha set Klapøje, Mesterindbrudstyven? For der er nogen og har faaet Nys om — atisch — at han og saa hans Brækjern er paa en Tourné i Nat. |
(56) | Libell: Der er Robertha. Velkommen, Mor Robertha. (Musenlus[101] kommer bærende med den fedtsvulmende[102] Mutter Robertha i Særk, hun skriger og spræller uden dog at slippe det forklædefuld Ølflasker, de har bundet hende om Halsen.) |
(57) | Mutter Robertha: Svinehunde! Fordømte Tyvepak! beskidte Stinkdyr Tuberkelsnot! kræftraadne Mavesvulster og underlivsbetændte Djævlerumper at bryde ind og gøre Vold imod en hjælpeløs, afmægtig, lille Kvinde! |
(58) | |
(59) | Mor Robertha: Jeg skal velkomme, jeg skal skaale Jer! (Hun ind i Huset) |
(60) | Libell: Saa hilser vi hverandre, Kammerater og søde Piger, med vort Broderskabs ophøjede og tankedybe Løsen Skaal da og Skide være med det! |
(61) | |
(62) | En ung Mand: Men, Mester, dette maa jeg sige dig, at Letta — altsaa — |
(63) | |
(64) | |
(65) | Letta: Det kan jeg dog vel ikke, kære, bli’ ved med i al Evighed. |
(66) | Libell: Min Lærling, for Smaalighed beskyldte man mig aldrig. |
(67) | Mor Robertha (giver dem en Spand Vand over Hovedet): Der har I Skaal og Skide være med det. |
(68) | Libell: Men Mor dog, hvor kan du nænne dit eget Øl — at spæde det med Vand |
(69) | Robertha: Og jeg skal spæde det med værre Ting, hvis ikke I faar flyttet jer lidt villigt. |
(70) | |
(71) | Mor Robertha: Men Hellig Sanct Tremens[112] ! men hvad ser jeg? Men er det Dem? men kære, er det Dem? Og De er her! trods Dom og Landsforvisning. Besøger mig — og jeg — nej jeg har Vin, vent, vent, en rigtig gammel Muskateller[113] i Kælderen! nu skal den være her. (Ind i Huset) |
(72) | Libell: Det kalder jeg en Kone med Ræson . — Men hør nu, Lærling, lad os kappes om, hvem der i Nat i Lettas Arm skal sove — skønt Søvn bli’r der vel ikke meget af. Vi digter hver sin Sang, og den — |
(73) | Den unge Mand: Umuligt. Med Mesteren kan ingen anden kappes. |
(74) | |
(75) | Libell: Nej, Kvindens Mund blev ikke skabt til Ord, det tror hun selv, men Manden ved det bedre, til Kys, til Kys! Se Vinen, hvor den funkler i Mor Roberthas liljehvide Haand. |
(76) | |
(77) | |
(78) | |
(79) | |
(80) | |
(81) | Libell: Vi siger — ja, hvad skal vi sige — jo, du giver et Hyldestdigt til hendes venstre Brystvorte, jeg til hendes højre Balle. |
(82) | |
(83) | |
(84) | Den unge Mand: Fra Hjertets Jordskælv sprang den mig i Møde |
(85) | Libell: Jeg gi’r fortabt. Tillykke, I to unge! Ja, I to unge, unge lykkelige. Nu skal den gamle Digter til at lave sin Gravskrift om. |
(86) | |
(87) | Libell: Her hviler Skjaldens[117] Bene for første Gang alene. Skønt nej — endnu er der en Stund til Morgen. Maaske jeg finder mig et andet Bytte. Op! Op! |
(88) | Letta: Var det et Paaskud for at slippe for Løftet til mig? Haa, maaske du er saa gammel at du kun med Munden dur til Elskov mere? |
(89) | Libell: Spørg din Mor, mit Barn. Af Sted, af Sted til nye Eventyr! (Kysser Mor Robertha. Ud med sit Hof) |
(90) | M. Robertha: Saa du det, Fummel! Lige midt paa Munden. Fra nu af vasker jeg mig aldrig mer. |
(91) | Fummel: Det med at vaske sig, det er det dog visst noget siden, at hun er holdt op med. |
(92) | M. Robertha: Uhh, (Gasser sig, saa alt bævrer paa hende og løber ind hylende af Fryd som et stukket Svin ej noget andet) |
(93) | Fummel: Man skulde jo have bragt ham til Cachotten[119] ifølge sin Instruks. Men gaar det ikke at klemme Øjet i, naar det er saadan en striks Instruks. (Skænker sig vin) Mon Himlen dog nu ikke vil lønne min Godmodighed og sende Klapøje i min Favn? (Drikker. Klapøje kan ikke længere holde sig fast; med et raslende Brag ender han i Hovedet paa Fummel.) Hvad i Alverden? Stop! (De slaas voldsomt for hvem der først kan komme op) Holdt lidt, - jeg be’r dig, Klapøje, om at ligge stille kun et Øjeblik, kun et Klapøjeblik, for jeg fik Vinen i den gale Hals, lad mig faa hostet op. (Klapøje ligger stille) |
(94) | Klapøje (brøler): Lad vær’ med det! Jeg var gentil[125] mod ham saa skal I være gentile imod mig. I snyder jo. Tag mig det Stads af Grabberne igen. |
(95) | Libell (tilbage): Men ere I da skøre, Kammerater og øver Vold imod en af os selv? Har ikke selve Præsidenten givet vort Land dets Løsen: her i Kandelabrien her har vi alle Lov at være til. |