Patricierhus i Kristiania

I.

Christopher Bruun: ^[3] Kom ind.

Svanhild: Goddag, Christopher.

Chr.: Hvad? er det dig, Svanhild. Mor er ikke hjemme.

Svanhild: Nej, vel. Det regnede jeg ogsaa med. Jeg saa hende gaa forbi vore Vinduer. Saa stak jeg herhen. Det kunde da altid ske, han var hjemme.

Chr.: Det er underligt med dig.

Svanhild: Nej.

Chr.: Hvis jeg skulde have digtet en ung Pige, saa skulde hun have staaet ved Døren og været flov og hakket i det: Jeg – jeg – jeg troede, din M – Mor var hj – hjemme.

Svanhild: Hvad skulde det gøre godt for?

Chr.: Jo, for hun var blufærdig.

Svanhild: Naa, er det saadan med at lyve.

Chr.: Lyve kan man egentlig ikke kalde det. Og hvorfor kan man egentlig ikke det. Hun siger dog noget, hun ved ikke passer. Og alligevel lyver hun ikke. Hun udtrykker sig i overensstemmelse med sit Væsen.

Svanhild: Saa er altsaa hendes Væsen løgnagtigt.

Chr.: Hov, bi^[5] nu lidt. Der er noget, jeg maa have regnet ud der.

Svanhild: Ja, undskyld, men det har jeg ikke Tid til at vente paa. For du skal vel af Sted om et Øjeblik.

Chr.: Jeg? Hvorhen.

Svanhild: Til Studentermøde selvfølgelig.

Chr.: Aah! naa det! næ.

Svanhild: Du maa endelig ikke blive hjemme for min Skyld. Det vil sige, det maa du egentlig godt. Naa, men nu er jeg vel fræk igen.

Chr.: Nej, der er ogsaa noget, jeg skal tænke over. For egentlig er du jo fræk, med saadan at buse paa med alting. Og saa er du den blufærdigste Pige, jeg har kendt.

Svanhild: Ja, for du har aldrig kendt andre og du kender heller ikke mig. Hvorfor vil du ikke til Møde i Aften?

Chr.: Af den gyldigste Grund af alle: jeg gider ikke. De snakker Skandinavisme^[7] hver eneste Aften, saa Ørerne er ved at falde en af Hovedet. Norden hænger mig langt ud af Halsen forsikrer jeg dig. Jeg kan snart ikke taale at høre Danmarks eller Sverigs Navn blive nævnet uden at faa Kvalmefornemmelser.

Svanhild: Maa jeg prøve et Bak paa din Pibe^[9] , Christopher?

Chr.: Ja, næ, du maa ikke.

Svan.: ^[10] Ahh! hvorfor ikke? Jo, jamen det vil jeg. Det var ogsaa dumt at spørge.

Chr.: Saa saa saa

Svan.: Man skal aldrig spørge. Man skal gøre det. Hit med den. – Puhpøj, smager det saadan. Værsgod. Næh, at I gider. Du behøver saamænd ikke at tørre den saa omhyggeligt af igen. Jeg har ikke Brystsyge^[12] .

Chr.: Du maatte slet ikke.

Svan.: Hvorfor, om jeg maa vide det.

Chr.: Ryge af min Pibe. Det er omtrent det samme som et Kys.

Sv.: ^[14] Var det saa en Ulykke?

Chr.: Jeg ser jo ikke helt paa det som I andre. Jeg kan saamænd godt fortælle dig, Svanhild, at jeg har givet mig selv det Løfte aldrig at kysse nogen ung Pige …

Svanhild: Du er da en underlig en.

Chr.: undtagen hende, jeg vil gifte mig med.

Svanhild: Saa kunde du jo gifte dig med mig.

Chr.: Ja, det kunde jeg egentlig godt, Svanhild, det kunde jeg egentlig godt, jo, det kunde jeg egentlig godt, jo, hvis bare ikk …

Svanhild: Hvis bare ikke hvad.

Chr.: Hvis bare ikke at det var saadan, at jeg regner med at jeg aldrig vil gifte mig. Hvor kan det være, at den Aare der i din Hals hamrer saadan.

Svanhild: Det er fordi – – – er det virkelig sandt, du godt kunde tænke dig at gifte dig med mig.

Chr.: Ja, det er, Svanhild

Svanhild: Du holder altsaa ligefrem af mig?

Chr.: Ja, holder af og holder af. Hvad er det at holde af?

Svanhild: Aah, din Træmand, hvad det er at holde af! Det er det, jeg gør af dig. Kan du saa forstaa det. Og Herregud, kom saa her Christopher og lad os være gode Venner, hvad? Naa, Tak, saa – ja.

Chr.: Jamen –

Svanhild: Nej, du skal kysse mig, Christopher, saadan og saadan og blive med det altsaa^[19] . For jeg skal sige dig noget, jeg skal hviske dig en Hemmelighed, men du maa ikke fortælle den til nogen andre vil du love mig det.

Chr.: Nej, jeg vil ikke. Men jeg vil tie med den uden at love dig det.

Svanhild: Og det er – nu skal du høre; det er den, at der ikke er saa lykkelig en Pige til i hele Verden som mig. Ja, for Mor hun siger: hvordan skal det gaa med dig, din forkælede Unge, du faar jo alt, hvad du peger paa. Og saa har jeg sagt: Nej, Christopher, ham faar jeg ikke. For han vil ikke. Og nu vilde du altsaa alligevel.

Chr.: Jeg ved skam ikke, om jeg vilde. Men du sagde jo, jeg skulde.

Svanhild: Dengang jeg gik herhen i Dag, saa sagde jeg ligesaa stille til mig selv: I Dag skal det afgøres. For hvis han kan modstaa mig i Dag, saa kan han altid modstaa mig. Saa er der simpelthen ikke noget at gøre. Lagde du ikke Mærke til, at jeg var usædvanlig køn i Dag, endnu mere end jeg plejer.

Chr.: Jo, Svanhild køn og køn – egentlig køn kan man vel ikke sige, at du har^[21] .

Svanhild: Saa da!

Chr.: Jamen Svanhild!

Svanhild: Nej, lad mig være!

Chr.: Jamen Svanhild da, er du fornærmet? Jamen Sandheden kan da ikke fornærme dig.

Svanhild: Tak skal du have. Engang til. Nu kan det ellers være nok.

Chr.: Jamen vil du da have, jeg skal staa og lyve for dig?

Svanhild: Lyve og lyve. Du er en Nar med din evindelige Sandheds kærlighed^[22] . Du kan vel i det mindste være høflig.

Chr.: Jamen du hørte mig jo slet ikke ud. For mig er det ikke noget saa vigtigt, at en Pige er smuk. For mig er det meget vigtigere, at – at hendes Sjæl – at den er smuk.

Svanhild: Ja, saa duer jeg jo slet ikke.

Chr.: Jo, det er netop det, du gør. Der er noget ved dig – nej, jeg kan ikke forklare det

Svanhild: Prøv alligevel paa det.

Chr.: Det er bare det, at du og jeg er saa forfærdeligt forskellige, og derfor har jeg tit tænkt paa, at vi passer saadan sammen.

Svanhild: Hvorfor har du aldrig ladet dig mærke med, at du tænkte saadan?

Chr.: Fordi jeg kunde jo tage fejl. Det kunde jo være noget, jeg bildte mig ind.

Svanhild: Det kunde det jo stadigvæk være.

Chr.: Nej, Svanhild, nej. Nu har vi to kysset hinanden, og nu hører vi sammen i Liv og Død og Evighed. For nu er du min egen gode Pige.

Svanhild: Chr., ved du, hvorfor jeg var saa glad i Dag, da jeg kom.

Chr.: Nej?

Svanhild: Saa glad, at du slet ikke kunde modstaa mig? Det var fordi …. men det kan jeg fortælle dig en anden Gang.

Chr.: Ja, det kan du jo ogsaa.

Svanhild: Er du da ikke en lille Smule nysgerrig. Du er da ogsaa det utaaleligste Mandfolk, jeg har haft med at gøre.

Chr.: Jo. Jamen jeg vil da gerne høre det

Svanhild: Vil du? Kom saa her da. Jo, det var fordi – at – ja, altsaa at jeg er rask.

Chr.: Ja! rask!

Svanhild: Naa, jamen nej, det snakker vi ikke mere sammen om. Kæreste! nu kommer der nogen. Tiden er løbet fra os. Det er nok din Mor. Skynd dig at give mig et Kys til inden hun kommer. Og saa bare et til. Og saa – Far siger ogsaa, at Skandinavismen kan ikke blive til noget, saa længe eet af Landene trænger mere til den end de andre to.

Fru Bruun: Men er du ikke gaaet til Møde, Christopher. Hvad? er her nogen. Aah, det er dig, lille Svanhild.

Svanhild: Ja, jeg troede – jeg regnede med, at Fru Bruun var hjemme. Det var den Opskrift paa Søsterkage. Jeg skulde hilse og sige Tak fra Mor, nu har hun skrevet den af.

Fru Bruun: ^[28] Det er godt, mit Barn (klapper hende paa Kinden) Men hvor er du varm. Det er rigtignok ikke til at mærke paa dig, at det kropfryser. Man skulde tro – – – men her er for Resten ogsaa varmt inde – – vil du ikke sidde – – – aah, som jeg snakker. Skal du ikke af Sted til Møde, Christopher.

Chr.: Jeg bliver hjemme. Jeg kan det Møde udenad paa Fingrene. Jeg interesserer mig i Virkeligheden slet ikke for Skandinavismen.

Fru B.: Fy! det maa du ikke sige. Det mener du jo i Virkeligheden slet ikke. Enhver aandelig interesseret Student – ja, jeg betænker mig ikke paa at sige: enhver ung Mand, der er noget ved, kan i Dag ikke komme uden om Skandinavismen. Du er da ikke syg, min Dreng.

Chr.: Vorherre bevares!

Fru B.: Jeg syntes^[31] du i den Tid har interesseret^[32] for lidt for de Ting, du før gik op i. Skandinavismen er en stor Ide. Der maa være noget i Vejen med den Ungdom, som ikke kan begejstres for Idealerne.

Chr.: Men kære lille Mor, saadan plejer du da aldrig at tage paa Vej.

Fru B.: Nej, det gør jeg visst heller ikke. Du maa undskylde mig. Jeg tror, jeg har lidt Hovedpine i Dag. Det er det hele.

Svanhild: Saa vil jeg rigtignok ikke staa og trætte Dem.

Chr.: Mor, Svanhild og jeg har forlovet os.

Svanhild: Men Christopher, saadan noget maa du jo slet ikke sige. Du maatte jo da i hvert Fald tale med mine Forældre først.

Fru B.: Har I – jamen saa siger jeg – nej, hør, I er alt for unge – jeg siger rigtignok som Svanhild: du maa først tale med Svanhilds Forældre.

Chr.: Du har jo altid godt kunne lide Svanhild, Mor. Du har altid syntes, vi var et passende Parti for hinanden.

Fru B.: Jo, min kære Dreng, ja, min kære Pige, jo, det har jeg, det syntes jeg jo ogsaa endnu. Det er bare det - I er saa unge – Tiden er saa uendelig – – Hvad er nu det for en Larm igen.

Chr.: Det er den Ungdom, der er noget ved – den, der kan begejstres for Idealerne. Hør, det er Carl Plougs Sang^[34] .

Svanhild: Det lyder nu alligevel godt. Kom du, kom, vi vil ned og være med og synge med. Jeg løber først. Vi behøver jo ikke følges ad ned. Men Kære! der har vi dem jo.

Advokatus: Højstærede Fru Bruun, tilgiv, at vi trænger ind i Deres Hus.

Medicus: Vi vil gerne have Lov til at anstille en Undersøgelse paa Deres Søn.

Teologus: Og især granske hans Hjerter og Nyrer.

Fru Bruun: Folk af Deres Sindelag, mine Herrer, er altid velkomne i mit Hjem