Præsten fra Vejlby

Første Akt

( Præstegaardshaven Vejlby. Jomfru Mette sidder ved sin Spinderok, nynnende en Vise. Mettes Vise^[3] .)

Morten Bruus: Naa! Her bliver Fanme slidt i det — æh, jeg mener: Rokken er sgu i Gang.

Jomfru Mette: Uha! Er det Jer^[6] , Morten Bruus? I køs^[7] mig. Hvad vil I her i Haven?

Morten: Naa-e! det var nærmeste Vej. Morten Bruus har ikke for Skik at gaa Omveje, hæhæ. Jeg havde et Ærinde til Hr. Søren, men Jomfruens Far er kanske ikke hjemme. Saa kan jeg nøjes med Jer, hæhæ!

Jomfru Mette: Far kommer sikkert straks. Den Karl, der har hængt sig hos Jer paa Ingvorstrup^[8] …

Morten: Hvad ham? Det var Kærestesorg. Jeg har ikke slaaet ham. Det er Løgn, hvad Folk siger. Og hvad kommer han jeres Far ved? De andre Karle var ved at kule ham ned i et trebundet^[9] Markskel.

Mette: Far er gaaet hen for at læse en Bøn over Graven, selv om det ikke er lovligt. Far sagde, Gud kender Menneskers Lidenskaber og dømmer dem maaske mildere, end vi andre gør og tør. Men det er noget siden han gik, saa han maa snart være her. Jeg tror, jer Bror arbejder etsteds i Haven. I kan jo snakke med ham saa længe.

Morten: Eller ogsaa kan jeg snakke med Jer. Det er bleven mig fortalt, at jer Far har en Følhoppe til Salg. Vi mangler just en Følhoppe paa Ingvorstrup. Det er ellers ikke for det, at vi mangler noget hos mig. Men det kan ikke undgaas, at der paa en Gaard som min ind imellem maa en Nyanskaffelse til. Vi mangler altsaa en Følhoppe ude. Det kan være, der ogsaa mangler en eller anden Ting inde. Man er jo hen mod de 40 nu. Det kan vel ikke være for tidlig at tænke paa Forandring — eller hvad mener Jomfruen?

Mette: Det er dog sært, som Traaden, jeg spinder, er skør i Dag. Den bliver ved med at briste.

Morten: Jomfruen tager for løst paa det. Bare klem til. Den haarde Haand ordner det hele.

Mette: Haha, jeg tror ikke, I har meget Forstand paa at spinde Uldgarn.

Morten: Det kan være. Saa har jeg Forstand paa de Ting, der vigtigere er. Jeg har drevet Ingvorstrup op fra et Rakkerhus^[10] til det, den er nu. De Ingvorstrup Stude har Ry langt op i det tyske. Man er bleven en holden Mand og har kun sig selv at takke for det. Nu er Ingvorstrup en Gaard, man kan byde en hvilkensomhelst Pige med en Smule Ræson i til Kone paa, og være vis paa, at hun siger Tak.

Mette: Jamen det er da lykkeligt for Jer. Saa maa I se at faa en, der passer til jer — jeg mener af samme Alder, og som forstaar sig paa Stude.

Morten: Ja, ja, bette Jomfru, ja, ja, bette Jomfru. Jeg faar nok den, jeg vil have. Det er aldrig gaaet dem godt, der gør sig knibske mod mig. Se nu til, ham her Ole Andersen, sølle Kræ til Husmand, bilder sig ind, han kan spille Øvrigheden^[12] ud imod mig, hæhæhæ! Jomfruen har da hørt om den Eng og det Tørveskær?

Mette: Nej, det ved Gud da jeg ikke har.

Morten: Naa, ikke? Jasaa? Jomfruens Far er jo da ellers ogsaa en Smule kendt med Landbrug, saavidt en Præst nu kan være det med den Klat Jord her hører til. Jo, se, ham her Ole Andersen, han kommer den Onde fortære mig — æh, han kommer Gud hjælpe mig og stabler sig op og vil genne med mine Stude. ”De gaar i min Mose”, piber han. ”Din Mose” sagde jeg, ”hvor mine Stude gaar, der er min Mose”. Saa truede han med at gaa til Herredsfogeden med det samme. ”Goddag, Erik Sørensen! Det er bleven mig fortalt, at I mangler et Par Mohrenkopper^[13] !”

Mette: Mohrenkopper! Hvad er det for nogen Kopper?

Morten: Ja, se, lille Jomfru, det er jo et Par Blaaskimler^[14] med Sving i Bagkroppen og sorte i Hovedet som Zigeunere, Herregaardskram. Svir for en Kusk at holde i Tømmen. De staar hos mig endnu. Hvis det interesserer Jomfruen, kunde jeg godt have min Plaser^[15] af, hvis Jomfruen en Dag vilde besøge Ingvorstrup, at lade hende prøve dem for en Karet.

Mette: Ja Tak, Morten Bruus, det kunde jo være morsomt nok, men jeg regner ikke med at komme til Ingvorstrup, før han har sig en Kone paa Gaarden.

Morten: Den Kone kunde hun jo blive?

Mette: Det sker ikke. Min Far raader for hvem jeg skal have.

Morten: Det var et godt Ord Jomfru. Saa kom vi saa vidt med den Handel. Saa fortsætter vi med Mohrenkopperne. Jeg tog altsaa til Herredsfogeden og sagde: ”Jeg har det her Par Bæster, dem har jeg givet 75 Daler for, jeg har nemlig købt dem hver for sig. Parrede er de deres 100 Daler værd, men I skal faa dem tilsammen for det, de staar mig i.

Mette: Og saa sagde Herredsfogeden Nej Tak, hvis jeg ellers kender Erik Sørensen.

Morten: Naa, saa det sagde han. Saa er jeg bange, Jomfruen ikke kender mere til Retsvæsen end til Mohrenkopper. Nej, han svarede, at nu skulde han undersøge Sagen med Ole Andersen, den maatte jo gaa Rettens Gang, og Morten Bruus ved nok, hvor den Ret gaar hen.

Mette: I skal ikke bilde mig ind, at Herredsfogeden er saadan en.

Morten: Herredsfogeden! Herredsfogeden! Hvem er Herredsfogeden? Ikke andet end som Baronens gamle Skriverkarl, der er bleven forfremmet, fordi han forstod at gaa sin Herre under Øjne.

Mette: I er rigtig Styg er I, en rigtig Pranger^[16] og…

Morten: Men der har vi jo Manden, Goddag, Herredsfoged, Goddag. Vi stod lige og talte om jer. Jeg satte Jomfruen ind i min lille Sag, og vi var begge to enige om, at hos jer laa den i de allerbedste Hænder, hæhæhæ!

Erik Sørensen (ind): Goddag, Jomfru Mette. Undskyld, jeg gik gennem Stuerne. Der var slet ingen derinde. Saa hørte jeg Stemmer herude og — —

Mette: Far er henne — — — Far maa snart være her. Vil I ikke indenfor?

Erik Sørensen: Aah, her er jo rart i Haven. En smuk September. Ikke for kold og ikke for varm. Hvad jeres Sag angaar, Bruus, da er Vidnerne afhørte. Jeg har examineret dem grundigt. Ved en række Quæstioner^[17] , betræffende^[18] Ejendomsretten til Tørveskiftet^[19] , erholdt^[20] jeg klare Vidnesbyrd. De gaar desværre alle jer imod.

Morten: Naa, gør de. Jamen, det kan vi bære, blot ikke Herredsfogeden gaar mig imod.

Erik Sørensen: Nu faar vi se.

Morten: Hvad Mohrenkopperne angaar...

Erik Sørensen: De Mohrenkopper anser jeg det for rettest at vente med at handle om, indtil Sagen er afgjort. Jeg regner med, at Dommen kan blive oplæst paa Tirsdag. — Hvem er den Mand, som staar der og lurer?

Mette: Det er vor nye Kusk.

Morten: Det er min Bror, Niels, vi Bruuser har ikke Ord for at lure, saa der tror jeg, Herredsfogeden tog fejl. Men maaske har han et eller andet at tale med mig om. Er der noget, Niels? Jeg har ikke faaet snakket videre med dig, siden du kom i Plads her. Hvor kan det være… (fjerner sig med Broderen, Stemmerne taber sig.)

Erik Sørensen: Hvad er det, Jomfruen spinder?

Mette: Uld.

Erik: Ja, jeg mener, hvortil skal Ulden, skal Traaden, skal Uldgarnet finde sin Anvendelse?

Mette: Jeg ved det smænd ikke selv endnu. Maaske til en Klokke.

Erik: Jasaa. Ja, ja, en Klokke er jo — jeg mener omkring Underlivet — — ja, det er om at gøre, at man ikke fryser fra neden af. Ja, nu endelig fik vi Sommer.

Mette: Den ventede længe med at komme.

Erik: Ja, tænk, til helt hen i Høst. Men des mere velkommen er det jo.

Mette: Ja, det er den rigtignok.

Erik: Det er saadan en stor Kunst at kunde bie^[21] . Saa kommer alting, som det skal. — Ja — ja, han er jo en fattig mand, denne Ole Andersen. Jeg tænker paa Processen, vi talte om. Og Morten Bruus er en rig Mand. Det er ikke let at gaa det store Landbrug imod. De pukker^[22] jo paa at være Rigets Marv.

Mette: Ja men —ja, jeg forstaar mig jo ikke paa det — men jeg mener: Retten er vel til for at værge den fattige Mand. Den rige kan værge sig selv. Jeg mener altsaa bare, at Retfærdigheden maa gaa frem for alt.

Erik: Det siger sig selv, min Jomfru. Skal ikke mankere^[23] . For Rettens Tjener er Rettens eneste Norm. Men — men selve Ejendomsrettens Begrebsbestemmelser har i Virkeligheden gennem de skiftende Tider været højst variabel og er endnu vanskeligt definerbar, Vel opererer vi med Begrebet den faktiske og absolutte Besiddelsesret, men hertil slutter sig straks Spørgsmaal om Afhændelse, Udleje, Pantsætning, Behæftelse med Servitutter^[24] og saa fremdeles. Jeg ved ikke, om I rigtig forstaar….

Mette: Det er jo lidt indviklet, men des gladere er jeg ved, at det er en Mand som jer, der skal finde ud af, hvordan Ole Andersen skal faa Lov at beholde sin Eng. — Har I set, hvorlænge Roserne holder sig i Aar? Det maa være den kolde Sommer.

Erik: De er ogsaa plejet vel.

Mette: Det er nogen, Mor har plantet. Det fornøjer mig saadan at passe dem og se, hvor godt de gror.

Erik: Det er lige som en Hilsen fra hende saa.

Mette: Ja, netop, saadan er det virkelig. Det var smukt af Jer at sige det. Jeg har tit følt det saadan, men egentlig aldrig tænkt det før. Det har været mig et kært Arbejde at sanse^[25] de Roser. Nu forstaar jeg, det er, fordi jeg har følt mig Mor saa nær.

Erik: Hvor gammel var det, I var, da jeres Mor døde?

Mette: Aah, jeg var en tolv Aar. Heldigvis stor nok til at være noget for Far, men Pladsen efter Mor kunde jeg jo slet ikke udfylde.

Eril: Jeres Tjenestefolk giver jer det Lov^[26] , at dygtigere end I kan selv en gammel Husmor ikke være. Og Tjenestefolks Dom har tit en stor Vægt.

Mette: Hvor ved I dog, hvad de siger om mig?

Erik: Aah, jeg har forhørt mig en Smule — eller — ja, jeg mener, som Herredsfoged hører man saa meget... jeg mener, under Forhørene ikke sandt… jeg anser mig for temmelig dygtig til at holde Forhør og skaffe mig at vide, hvad jeg ønsker. Ja, det er ikke for at prale, men det er jo blevet saadan, at det at være i Retten det er mit Liv. Privatliv har jeg ikke noget af.

Mette: I har da jer Moster hos jer.

Erik: Jo men… ja, Gudskelov for min kære gamle Moster. Men — det er jo alligevel noget andet. Aah, Jomfru Mette, der kan være baade trist og dystert i Stuerne hjemme i Fogedgaarden. Naar I staar der og smiler — jeg synes, det er som et Solskin. I maa tro, det at kæmpe for at finde Retten og for at komme Uretten til Livs, der er en svær og ansvarsfuld Gerning. Jeg føler mig sommetider saa svag, ja, afmægtig, endskønt jeg godt ved, jeg ikke er af de ringeste. Aah, jeg synes, jeg vilde blive meget dygtigere, hvis der af og til faldt lidt Solskin over min Vej. Forstaar I mig?

Mette: Aah ja, jo, det er nok lige som med Roserne her. De trængte ogsaa til Solen, og det varede saa længe, inden den kom, men den kom jo, og saa blomstrede de bare meget stærkere og holdt meget længere ud.

Erik: Hvis I vidste, hvor godt I gør med jeres Ord, Jomfru Mette. Ogsaa jer Stemme er som et Solskin. Jeg synes, jeg kan mærke, jeg ligesom gror blot ved at høre den.

Mette: Og se bare, se her, nej, nu maa jeg le, her er virkelig en Rose, der er i Knop endnu. Nej, hvor er det morsomt.

Erik: Den er sandelig nydelig. Hvorfor plukker I den? Saa visner den jo bare.

Mette: Jeg plukker den til Far. Den skal staa og dufte for ham, mens han skriver Prædiken. Far holder saa meget af Blomster — og Børn — og Dyr.

Erik: Jeg ved en, der ogsaa gerne vil have den.

Mette: Gør I?

Erik: En, der ogsaa holder af Dyr og Blomster og Børn — og af unge Piger, én ung Pige, jer. (tager hendes Haand og Blomsten) Maa jeg beholde begge Dele, Mette?

Mette: Blomsten — ja, Men haanden — ?

Erik: Hvad den?

Mette: Den raader Far for (Hr. Sørens vældige Bas rungende paa en Salme høres i Huset:) Uha, slip mig. Der er han. Slip mig, der kommer Far.

Hr. Søren: Ah, Goddag, har vi Fremmede. Herrens Tjener hilser Rettens Tjener.

Erik: Mange Tak!

Hr. Søren: Solen er varm i Dag, hvad, Mettelille, den har brændt dig i Kinderne. Herredsfogeden ogsaa, tror jeg. Tap os en Tønde Øl, mit Barn.

Mette: Skal der Mjød^[27] i?

Hr. Søren: Ikke det søde Stads. Tag den bageste Tønde. Gammel-Øl med en Pind^[28] . Her staar Bænken. Fold jer sammen, Herredsfoged. Naa, hvordan gaar det hjemme? Er jer Moster stadig ved Helsen?

Erik: Hun er rask og rørig nok for hendes Alder.

Hr. Søren: Men dog for gammel til et ungt Liv som jer. Vil I ikke snart have frisk Blod i Huset, Mand?

Erik: Det blev jeg netop enig med Jomfru Mette om.

Hr. Søren: Hva’ sa?

Erik: Ja, ja, naturligvis, saafremt vi kan opnaa hendes Fars Samtykke.

Hr. Søren: Naa, naa. Jeg synes jo nok, der var lidt lummert i Haven, ja, det kunde nok have ladet sig gøre, men… Rent ud sagt, jeg saa det gerne, min kære Ven, hvis bare ikke… Ser I, det er allerede et Stykke Tid siden, Morten Bruus har været hos mig —

Mette (kommer løbende ud): Morten Bruus!

Erik: Se! Se! Han er her.

Hr. Søren: Her?

Erik: Han var her før. Han er gaaet med sin Bror.

Præsten (dæmper Stemmen): Naa saa! Men han var altsaa ved mig et Stykke Tid, før I begyndte at faa jer Gang i Præstegaarden i Vejlby. Han er den rigeste Mand paa Egnen, efter Baronen da jeg gav ham halvt om halvt mit Ja. Hvad andet kunde jeg gøre? Jeg har jo ikke Ret til at staa min Datters Lykke i Vejen.

Mette: Far, hvad er det, I siger? Det har I aldrig talt et ord om til mig.

Erik: Min eneste Forhaabning ved det, I der ytrede, Hr. Søren, var de Ord: Halvt og halvt. De maa formentlig betyde, at der intet retligt forbindende er i jert Tilsagn til Bruus.

Præsten: Jeg er i en forbandet Situation. I tog jer godt ud før, Børn, det klæder altid et Par unge Mennesker at faa kulør i Kinderne. Og jeg begreb jo nok, den Rose ikke var plukket for ingenting. Jeg har selv været med til at plukke Roser engang — det var sammen med hende, der plantede de dér. Det blev den skønneste Stund i mit Liv. Naa, naa, lad det fare. Det var dengang. Men Morten har faaet mit Ord…

Erik: I sagde dog selv: kun jert halve Ord.

Mette: Med Morten Bruus bliver jeg evig ulykkelig. Det ved jeg, I aldrig kan nænne.

Præsten: Jeg skal prøve paa at tale med Morten. Jeg ved, han er ude efter min Følhoppe. Maaske jeg kan stille ham tilfreds med den. Men hvad blev det til med det Øl?

Mette: Jeg bad Pigerne stille det ind i Stuen.

Præsten: Det er godt. Kom saa med. Naar Øllet løber ned gennem Halsen, løber Tankerne gennem Hovedet. Lad os dele den Kande og finde paa et eller andet imens. Kom med. (de 3 gaar ud.)

Morten (frem med Niels fra en Busk, rystende af Vrede): Forbandede Snydere er de, alle de studerede Folk. De bliver sat til at passe paa os, men det var bedre, vi passer paa dem. Snydere og Slubberter og Svinehalse, der dunster af Løgn. Guds Tjener og Rettens Tjener, ja, det er et Allerhelvedes Tjenerskab. Hvornaar har Herredsfogeden været her sidst, Niels?

Niels: Han titter over til os mindst een Gang hver fjortende Dag. Og det maa han gerne for mig, hihi. Mens han kærestererer med den Lille og øller den med den Gamle, lister jeg over i Loen^[29] og klemmer et Øje til. Saa har En da Fred saa længe, Ellers er han jo over En med Stokken baade ved Nat og Dag.

Morten: Med Stokken? Han slaar dig vel ikke?

Niels: Har har langet efter mig da. Kan du se den store tjørn derhenne ved Laagen? I Søndags fik han revet sin store Grabbe til Blods paa den, da han kom fra Kirke. Saa bliver han saa ædendes galsindet, som han nu har Gave for det, og ryger ind, og nu skal den fældes, og det i en Hast. Jeg sagde noget om Søndag, men saa skulde du have set ham. Han gnistrede med Øjnene som en Orne, og Stokken peb i Luften om Ørene paa mig.

Morten: Og det fandt du dig i?

Niels: Gu’ gjorde jeg ej. Jeg tog Økse og Spade og gik derned, men jeg gjorde sgu’ ingenting ved den. Hihihi. Du kan se, den staar der endnu. — Til Hverdags er han flink nok i mange Dele, og Jomfruen er et Fandens pænt Stykke Sirtses^[30] at gaa og glo paa. Mere bliver det jo ikke til for en anden En. Og jeg tvivler sgu paa, Bror Morten, om det bliver til mere for dig.

Morten: Nu skal jeg sige dig noget, Niels. Du skal ingenting lade dig byde af den Præstehund. Du er fæstet^[31] for Kusk. Hvad Dævlen vil du gaa her i Haven og slide dig puklet for? Husk paa, du er Bror til mig. Hvis han tiere gaar dig for nær, saa sig det til Manden paa Ingvorstrup. Saa skal vi to holde en Prædiken for den Guds Mand, som han aldrig forvinder^[32] .

Niels: Jeg vil ikke rodes ind i noget.

Morten: Du skal ikke blive rodet ind i mere, end jeg kan rode dig ud af igen. Vær tryg for det! Det betaler sig aldrig for et Menneske at lade sig gøre til et umælende Fæ.

Præsten (i Døren): Hvad staar I to der i min Have og lægger Raad om?

Morten: Gaa til dit Arbejde, Niels. Jeg kommer her i Dag, Hr. Søren, for at bestemme med jer Fæstegildet med Jeres Datter.

Præsten: Der er ingen besluttelig Aftale truffet mellem os to. Vi har forhandlet Sagen og Vilkaarene, men nogen endelig Ordning var ikke fastlagt.

Morten: Har I ikke slaaet jer Næve i min?

Præsten: Jo, paa, at jeg vilde tale jer Sag hos min Datter. Men samtidig gjorde jeg jer udtrykkelig opmærksom paa, at i denne Affære vilde jeg tage min salig Kone med paa Raad. — Hvad griner I af? Min Kone for immer^[33] varligt^[34] med Mette, og mig er det altid gaaet bedst, naar jeg hørte efter min Kones Ord.

Morten: Saadan handler vi Prangere ikke, det er Rakkeres Handel, det der. I skulde hellere lade jer salig Kone blive i Jorden end slæbe hende op for at lave Rævestreger med mig.

Præsten: Tager du min Kones Navn i din skidne Kæft? Siger du Rævestreger til mig?

Mette (kommer løbende ud): Far! Far! Hvad er der dog nu? Hvordan er det, du tager paa Veje?

Erik Sørensen (følger efter): Hr. Søren! Hr. Søren! I maa styre jert Sind, at det ikke skal blive til os alle til Fortrydelse.

Morten: Faar jeg jer Datter eller ej?

Præsten: I kan faa Djævelen, kan I. Ham passer I bedre til. Vi to er færdige med hinanden.

Morten: Er I vis paa, Hr. Søren, at det er jert sidste Ord?

Præsten: Jeg har en Hoppe, der skal fole^[35] først i April, den ved jeg, I er ude efter. Den vil jeg sælge jer paa billigt Vilkaar, hvis vi saa lader det andet falde.

Morten: Det er Jomfru Mette, jeg er ude efter. Om I saa bød mig 20 hopper, er det Jomfru Mette, jeg har faaet jert Haandslag paa.

Erik Sørensen: Jeg synes, vi skulde drikke et Maal^[36] Øl sammen, Morten Bruus, og se at finde en mindelig^[37] Ordning.

Morten: Jeg skal ingen mindelig Ordning have fundet. Jeg har længe nok staaet og været til Nars for jer høje Herrer. Jeg er en ærlig Pranger. For mig er et Haandslag et Haandslag og en Kæltring en Kæltring^[38] .

Præsten: Er det mig, han staar og kalder Kæltring op i mine aabne Øjne her paa min egen Grund? Se, han kan humme sig.

Mette: Far, du ved godt, Mor vilde ikke have, at du bruste saadan op.

Erik: I maa være rolig, Hr. Søren, det baader^[39] os alle bedst.

Præsten: Skal jeg hjælpe ham ud med disse to her, eller kan hans egne Ben flytte ham?

Morten: Jeg kan flytte mig selv. Og jeg kan maaske flytte flere. Ja ja, ja ja. Held og lykke til da. Saa har jeg ikke mere at gøre her. Farvel! Farvel! Farvel!

Erik: , da han gik.

Mette: Far, løb efter ham! tal med ham! kan du ikke forklare ham…

Præsten: Ham! forklare! hahaha, den Helvedshund. Hvad er det med Jer? I er jo blevet blegnæbbede begge, I to Kyllinger smaa, for lidt siden var I røde i Kammen. Morten Bruus fik forelæst den Tekst, han havde godt af at høre. Han vælter sig over alle Smaafolk. Han har godt af at prøve, hvad det vil sige selv at være den lille. Blæse med ham. Kom nu, mine Børn, kom og kys hinanden, saa jeg kan se paa det. Om otte Dage holder vi Ja-Ord^[42] i Vejlby Præstegaard.

( Tæppe)

Anden Akt

( Præstegaardshaven. Man hører lyden af oprømte^[43] Stemmer.)

Hr. Søren: Tak for Mad og Velbekomme. Saa læser vi fra Bordet.

O Gud ske Lov evindelig
for Mad og Drikke naadelig,
for dine Gaver allesammen.
Gud mætte vor Sjæl i Himmerig. Amen.

Præsten (fra Lyngby ud med sin Marthe): Kyllingerne var ikke rigtig gennemstegt.

Marthe: De var gennemstegt.

Lyngby: Rhinskvinen var lovlig sur.

Marthe: Den var, som Rhinskvin skal være.

Lyngby: Du har aldrig smagt Rhinskvin før, min hjerte.

Marthe: Den var, som Rhinskvin skal være alligevel. Hvorfor skal det altsammen være daarligt, fordi din Mave ikke er god?

Præsten fra Hyllested (med sin Dorthe): Kyllingerne var dejligt gennemstegt.

Dorthe: Du er nøjsom, naar du er ude.

Hyllested: Rhinskvinen var lige tilpas.

Dorthe: Det bliver du vist ikke ved med at være. Mon det ikke er bedst, vi gaar lidt ned i Haven.

Hyllested: Jo. Bare man havde en anden at gaa der med.

Præsten fra Aalsø (med sin Elsebeth):

Elsebeth: Hvor er hun sød, hun, Mette.

Aalsø: Det er ogsaa en køn Mand, hun faar, min Ven. Saa du, han klemte hendes Haand under Bordet?

Elsebeth: Du klemte da ogsaa min.

Aalsø: Gjorde det ondt?

Elsebeth: Jeg kan mærke det endnu.

Aalsø: Kom med den, saa skal jeg blæse paa den.

Elsebeth: Tror du, vi skal danse nu, Jens?

Aalsø: Først skal Trolovelsestalen holdes. Se, der kommer de to. Lad os gemme os.

Mette (ud): Fy, hvor du klemte min Haand under Bordet.

Erik Sørensen (ud): Jamen, der var ingen, der lagde mærke til det.

Mette: Jeg vil bare sige dig, at det gør ondt endnu.

Erik: Det var grimt af mig. Saa vil jeg blæse paa den.

Mette: Saa saa, du! Hold nu op! Vi skal have fat i Far. Han er blevet tilbage ved Bordet, Kan du ikke faa ham herud? Det er bedre, du kalder, end jeg. For ellers tror folk — —

Erik: Hvad tror Folk?

Mette: Aah, ingenting. Kald nu bare.

Erik: Svigerfar! Svigerfar!

Mette: Ss! Nej! Ikke saa højt.

Præsten (indefra): Hvad godt Nyt, kære Børn?

Erik: Tror Svigerfar ikke, Tiden er inde til at fuldbyrde Trolovelsen?

Præsten (frem): Hvad siger I, Børn? Vil I troloves? Godt. Far er rede. I skal blive trolovet, som I aldrig er blevet det før. Saml jer, saml jer, saml jer. I kære Venner, som er stævnet hid for at ære mit Hus paa vor Glædesdag. Mine kære Børn! Der staar skrevet i første Mosebog det 16 de Kapitel^[44] : Jeg giver min Pige i din Favn. Ja, lille Mette, som du staar her saa køn og lys og let, saa synes jeg, det er, som om din salig Mor stod for mig, og det bliver mig saa underligt, at jeg skal give dig i en fremmed Mands Favn. Jeg synes, du hører mig saa inderlig til, at jeg ikke kan gøre dig til en andens. Nej, nu maa du ikke græde, for saa faar du ogsaa mig til at — faar du ogsaa mig gjort blød, og i Dag vil vi kun være glade. Vel ved jeg, jeg vil savne dig bittert. Din Kære Mor, hvem jeg idelig^[45] tænker paa i Dag, hun blev mig en duelig Hustru, langt mere værd end Perler, som Vismanden siger det i Salomos Ordsprog det 31'te Kapitel^[46] , hun forstod at styre mit Hus, — her mellem Venner tør jeg vel sige det— hun forstod at styre mig selv. Begge de Egenskaber tog du i Arv efter hende. Og nu — ja, nu skal jeg gamle Barn altsaa lære at styre selv. Men jeg vil jo ikke andet end, at du skal blive lykkelig, og det er min Lykke i Dag, at det er jeg viss paa, du bliver. Jeg ved, at den Mand, du faar, holder af dig, og jeg ved, at du holder af ham. Saa giver jeg dig da fra mig med Herrens Ord fra Davids 27'de Salme^[48] : ”Fader og Moder skal forlade dig, men Gud skal blive hos dig”. Ja, Herren velsigne jer, Børn! Byt saa Ringe for hans Aasyn^[49] . Erik Sørensen, jeg giver min Pige i din Favn. Far varligt og vær god ved hende.

Erik: Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud.

Elsebeth: Aa, Jens, kære Jens, hvor er det dog smukt.

Aalsø: Hr. Søren har Ordet i sin Magt. Gud give, en anden En kunde saadan udlægge Skriften.

Elsebeth: Naar du bliver lige saa øvet, saa taler du lige saa godt, Jens.

Lyngby: Uha, han talte med Salvelse.

Marthe: Vist ikke. Han talte med Følelse. Det gør du aldrig.

Hyllested: Jeg vilde nu have talt ud fra Davids 128’de Salme^[50] .

Dorthe: Staar der da noget Uartigt?

Hyllested: Der staar: Jeg gør hende til et Vintræ omkring dit Hus.

Dorthe: Ved du, at Folk siger, du er ikke Præst i Hyllested?

Hyllested: Hvad skal det sige, min allerbedste?

Dorthe: For siden du er kommet der, hedder det Fyldested.

Hyllested: Oh!

Præsten: Staa nu ikke længere der, Kolleger, og give^[51] jer den indre Bevægelse i Vold. Nu har vi givet Vold. Nu har vi givet Gud, hvad Guds er. Nu maa vi tænke paa Kejseren. — Skænk i. Skænk i!

Gaudeamus igitur,
Juvenes dum sumus^[52] .

Hyllested: Unge, ak, det er længst forbi. Men glæde os det kan vi endnu. Skaal Kollega! (almindelig Klinken og Drikken. Der spilles op til Dans. De unge danser. De andre ser til og drikker.)

Præsten (til Niels Bruus): Har du faaet noget til Føden, Niels?

Niels: Lige alt det, Maven kan rumme.

Præsten: Og ogsaa noget at drikke?

Niels: Tak, som byder, Husbond. Det gaar bedre. Det render ud, lige saa fort^[53] det render ind. Deraf kan en lære, En er bedre skabt til at drikke end som til at æde.

Præsten: Det var ret, Niels. Men glem nu ikke, at ogsaa de andre skal have noget. Du sørger for, at der intet Glas er, som er mere tomt end dit eget.

Niels: Javel, Husbond. Ja Tak, skulde en kanske sige.

Præsten: Naa, Svigersøn, hold hende ikke saa fast i Kjolen, I kunde flænge den. I ved vel, at revet Brudekjole betyder revnet Ægteskab.

Erik: Jeg skal nok passe godt paa begge Dele. Kom, Mette, vi danser igen.

Hyllested: Herhid Latinere! Hvad vil I staa og glane paa det Tripperi for? Det er bedre at faa det Indvortes rørt og alle ædlere Dele end de skaldede Ben. Hertil er Vinen nyttig.

Edite, bibite, collegiales!
Post multa saecillap ocula nulla^[55] .

Præsten: Men nu vil vi slaas. (sætter sig paa en Stol og krummer Langemand:) Her er Hægten. Kom saa med Mallen^[56] . Hvem trækker Vejlby Præst op af Stolen?

Hyllested: Jeg trak fem Præster omkuld i Heidelberg^[57] , da jeg var 21, nu er jeg 63 — det er tre Gange saa Voksen saa maa jeg kunde tage 15 nu. Her er Mallen, Hr. Søren.

Præsten: Velan^[58] !

Hyllested: Av, av, hold op! Av! I er saa stærk som en Stimand^[59] , Hr. Søren. I har trukket min Finger af led.

Præsten: Hvem er den næste? Vil ingen melde sig? Kom an, Kollega, fra Lyngby.

Lyngby: Vor Herre bevare mig. (flygter, Hr. Søren sætter efter ham. Alm. Latter.)

Præsten: Er der ingen der ejer en ordentlig Hægte? Er I Skrællinger^[60] , alle til Hobe? Kom saa du, Niels. Vis du alle de gejstlige Herrer, at hvad ingen af dem kan, det kan Vejlby-Præstens Kusk.

Niels (tørrer Fingrene paa Bagen): Det er næsten for grove. Kan det gaa an?

Præsten: ( haler, Niels stritter imod, han bliver højrød i Hovedet, pludselig giver han efter, saa Præsten vælter bagefter.)

Niels: Husbond faa undskylde. Det var ellers ikke Meningen. Slog Husbond sig?

Præsten: Han laver Finkelstreger^[61] . Han fortjente, jeg garvede^[62] hans rygstykker. Men i Dag skal her ikke garves, men bare fugtes. Skaal, Niels. Du skulde^[63] halet mig op, men væltede mig i Stedet. Du har ikke bedre Forstand. Der er for lidt i Hovedet paa dig. Fyld noget i. Skaal allesammen! (Gæsterne har staaet desorienterede og sære ved det sidste Optrin. Nu udløser Stemningen sig i fornyet Latter og Pokuleren^[64] .) Hør du, Svigersøn, tror du, du kan være familie til mig og staa her og lugte langt ud af Halsen af Ædruhed?

Erik: Jeg har skam da ogsaa drukket.

Præsten: Ja, som en Gaas af et Gadekær. Du gør ikke min Drue den Ære, den har fortjent.

Erik: Svigerfar vil vel aldrig have mig under Bordet?

Præsten: Kom her. Nu drikker vi to paa Svogerskab. For i Dag er vi glade. Ikke?

Erik: Det er vi. Saa glade, saa vi egentlig slet ikke behøver at drikke.

Præsten: Snak om en Ting. Jo, netop. Netop!

Mette: Jamen vi skal da ogsaa danse. Far, du har ikke givet mig en Dans endnu.

Præsten: For jeg troede, jeg var for gammel. Men nu har den der (peger paa Vinen) lært mig, at det er jeg ingenlunde. Kom saa, min Pige, saa skal du se, jeg skal svinge dig, som jeg svang din Mor for de 20 Aar siden (Danser ud).

Aalsø: Han fører sig stolt.

Elsebeth: Ja, bare Gildet nu var forbi. Saa havde vi kun haft det dejligt.

Mette (efter Dansen): Tak, far, du danser bedre end Erik, er jeg lige ved at tro.

Præsten: Ham skal du nok faa lært det. Hoho, Hr. Søren kan skam endnu. Men man maatte ogsaa være en Egebul^[65] , hvis man ikke kunde danse med saadan en Tøs i Armene. Saa ofrer vi til Musikken. Strenge koster Penge, det er Spillemandsord. Efter Spillingen ser han om Skillingen.

Mette: Du er Stakaandet, Erik. Nu kunde jeg løbe fra dig. Du fangede mig aldrig igen.

Erik: Du kan ikke løbe længere, end at jeg følger efter. For nu kan jeg ikke undvære dig. Du er groet fast til mig. Nu venter jeg blot paa at kalde dig min søde egen lille Kone, hele mit Hus staar og venter paa dig, hele mit Liv, du.

Mette: Jeg løber alligevel. Gennem Haven, over Marken, ind i Skoven, lige til Verdens Ende. Lad mig saa se, hvad du duer til. (svæver afsted, han efter hende.)

Præsten: Hør nu, I gode Venner, det begynder at skumre. Dagen ganger paa Held. Lad os følges ad ind og faa os en Bid Brød og en extra Slurk Brændevin. Værsaagod! Værsaagod! Bordene er dækket igen. Alt er rede derinde. Hvor er Mette henne? Hvor er Mette og Herredesfogeden blevet af? Naa, kommer I der? Jeg blev med — et — — hvad er der sket?

Mette: Aa, der er ikke sket det allerbitterste, Far. Det var bare, jeg løb for Spøg, og Erik løb efter mig.

Præsten: Du har revet din Kjole.

Mette: Det betyder ikke det mindste. Det rier jeg sammen med et Par Sting. Det var bare, da jeg vilde løbe ud af Haven igennem Laagen ved Tjørnen der.

Præsten: Tjørnen? Hvad for en Tjørn? Har han ikke — har Niels ikke —

Mette: Hvad er der dog, Far?

Præsten: Gaa ind med jer. Jeg beder jer, Svigersøn, gaa ind, begge to. De er ved at samle sig om Bordene. Jeg følger straks efter (gaar).

Erik: Det var nu ogsaa kedeligt, Mette — — —

Mette: Kedeligt. Lad os nu ikke pjatte, Erik. Naar bare du og jeg holder sammen, maa Kjolen saamænd godt faa en Rift. (ind.)

Præsten (frem med spade): Niels! Niels Kusk!

Niels: Hov, raaber Husbond?

Præsten: Bød jeg dig ikke forleden Dag at grave Tjørnen histhenne op?

Niels: Det kan gerne være.

Præsten: Hvem tror du, der skal raade her paa Gaarden, Præsten eller hans Karl? Der har du Spaden af sted med dig og faa den væk, og det med det samme.

Niels: Husbond vil vel ikke have, at jeg skal gaa paa Havearbejde i Dag? (Sang indefra)

Vi har det saa godt i vore Ungdomsaar.
Det gør saa godt at faa en lille Taar.
Enhver kan drikke lisaa meget som han vil,
Og derfor vil vi drikke, Nips, Jomfru Mette til.
Falderi, Faldera, Falderulala^[67] !

Præsten: Jeg vil have, du lystrer Niels! Hvad du forsømmer, skal indhentes, snarest ske kan. Af sted med dig med Spaden. Ikke mer Muggeri.

Niels: For Resten saa siger min Bror, at jeg er fæstet for Kusk og ikke for Havekarl.

Præsten (der allerede har vendt sig for at gaa ind): Skal jeg spilde min Tid med at høre paa Kvalm^[68] af din fordømte Kværk^[69] ? Kan du saa se at faa hummet dig, eller skal jeg faa dig flyttet?

Niels: Dævlen skulde gaa her og lade sig tortere som et umælende Dyr. Vil Husbond have gravet i Haven, saa kan han grave selv. Der har I Spaden (kaster den og rammer Præstens Ben).

Præsten: Hvad bilder din Slyngel sig ind. Hvor skal du hen?

Niels: Jeg har faaet nok af den her Plads. Nu rejser jeg op til Ingvorstrup.

Præsten: Du rejser til Ingvorstrup. Naa, det gør du. Jeg skal lære dig mores^[70] , din næsvise Slog^[71] .

Niels: Husbond slaar ikke.

Præsten: Naa, saa det tror du ikke, din Hvalp. Jeg skal slaa dig, din Hund, til du skal ligge død for mine Fødder. (hugger til ham med Spaden. Niels tumler om, og løber ud.)

Præsten (staar og ser efter ham): Han stikker til skovs, den Laban. Han skulde have haft en til. Alt det Vrøvl man skal have med de Slyngler fra Ingvorstrup. Men forlader han pladsen i Utide, skal det komme ham dyrt at staa. Den Laban!

( Tæppe)

Tredje Akt

Mette: ( er ved at anrette en forfriskning i Haven.)

Præsten (ud i Slobrok, gaber, skutter sig af Velvære i Solen og strækker sig): Det var en dejlig Middagssøvn. Sol! Sol! Sol hver evige Dag. Den lover en lang Lykke for dig, Mettelille.

Mette: Saadan føler jeg det ogsaa selv, far.

Præsten: I bare korte fire Uger endnu er du altsaa min Pige.

Mette: Din Pige er jeg og bliver jeg, saa længe jeg lever.

Præsten: Hm hm! Hm hm! Eheu fugacea, Posthume, Posthume, labuntur anni^[72] . Hvad skal du have med hjemmefra? Du behøver jo ikke noget, Fogedgaarden er rigeligt udstyret, det ved jeg nok, rigtigt et Sted at flytte ind i for en ung Kone. Men noget skal du have med, om ikke for andet saa for at mindes om mig.

Mette: Dig behøver jeg ikke mindes om. Jeg vil da huske dig hver livskabte Dag. Og jeg smutter hjem til dig hver eneste Uge.

Præsten: Din mors Chatol, hvor har du tænkt dig du vil anbringe det i dit nye Hjem?

Mette: Det vil du da ikke af med?

Præsten: Naar jeg skal af med dig, er det lige meget med alt det andet.

Mette: Jamen det skriver du jo altid dine Prædikener ved.

Præsten: Nu gider jeg ikke skrive Prædikener mere. Nu nøjes jeg med at vende Bunken. Ih, for en Ulykke, hvad er det for traurig^[73] Snak! Af hjertets overflod taler Munden, siger man — Men Munden kan meget godt rende paa egen Haand, haha. Jeg er saa glad for, du faar en god Mand, Mette. Der skulde være lidt mere Krummer i ham. Men der er ingen, man kan forlange alting af. Han er en god Mand. Og jeg takker hver Aften min Herre og Skaber for, at han har beredt mig den Lykke, at jeg kan se min Alderdom rolig i Møde, fordi min Pige, min lille, min Eneste, har faaet det godt.

Mette: Go’e Far!

Præsten: Hvad er det for et Optog derude paa Vejen? Er det ikke ham, der kommer kørende?

Mette: Jo, det er Erik. Men En vinder uden om ham, synes jeg. En paa en Hest.

Præsten: Hvem er det? Jeg kan ikke se.

Mette: Det ligner ham, Morten Bruus.

Præsten: Hvad kommer de to farende for, som om de holdt Væddeløb? Hvad vil Bruusen her?

Mette: Jeg bliver bange. Det kan ikke være noget godt, han kommer for.

Præsten: Snak! Hvad skulde vi frygte ham? Det er mig, der skal tage ham i Skole. Jeg har ikke hørt fra Niels, siden han stak af. Det skal nok være Morten, der gemmer ham. Karlen er rendt fra sin Plads, og jeg staar uden Kusk. Den Spas slipper I ikke billigt fra, bitte Morten. — Der har vi ham.

Morten (springer af Hesten udenfor Havelaagen og raaber frem for sig): Folk siger, I har slaaet min Bror ihjel og gravet ham ned i jer Have. Her kommer jeg med Herredsfogeden for at lede efter ham.

Præsten (har rejst sig, men falder tilbage i Stolen med aaben Mund):

Mette: ( begynder at jamre.)

Erik (staar af Vognen og skynder sig frem.): Saa saa, min hjerte Pige! Gaa ind og ængst dig ikke. Jeg skal nok ordne det her. Det falder tilbage paa Bruus selv. Gaa nu ind. Saa kommer jeg ind til dig om lidt.