Indledning
Som det fremgår blandt meget andet af den første avisartikel han skrev, “Gud er Kærlighed” (1916), eller af det kendte digt “Mester med den tunge Tornekrone” (1921), var Kaj Munk ligefrem fascineret af Jesu person. For ham var Kristus frem for alt den lidende frelser. I den periode, hvor han skiftede Katedralskolen i Nykøbing Falster ud med teologistudiet i København og begyndte en ny fase af sit liv, skrev han i hvert fald to skuespil, som på hver sin måde satte fokus på Jesu sidste timer, inden han døde på korset.
I dramaet Pilatus (1917) behandles hele domsfældelsen af Jesus og dommens udførelse set fra dommerens synsvinkel, mens Munk i Af Dramaet "Judas Iskariotes" (1918) viser korsfæstelsen set fra forræderen Judas’ og Satans side. Ifølge Niels Nøjgaard er det nærværende skuespil blot et fragment eller en “lille rest” af et helt skuespil, som nu er gået tabt. Handlingen begynder med en dialog mellem Satan og hans discipel Judas, der venter på afgørelsen. Først indtræffer fortvivlelsen – “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” (NT: Mark. 15,34) – men skuespillet slutter med troen – “I dine hænder, Fader, befaler jeg min ånd” (NT: Luk. 23,46) – og det gode sejrer. Hvis man skal forestille sig en længere handlingsstreng, må den sandsynligvis have været forudgående fx følgende Judas’ liv frem til forræderkysset i Getsemane Have.
På en måde genopstår Jesus i Munks dramatik med Ordet (1925/1932), men først med De Herrer Dommere (1942) vender Munk tilbage til selve domfældelsen, hvor den denne gang anskues fra de ansvarlige jødiske ypperstepræsters side.
Af Dramaet "Judas Iskariotes" er ligesom Pilatus skrevet på vers – bl.a. optræder et kor af engle og et af djævle – og skuespillet minder derfor meget om et flerstemmigt digt (et element der også bruges i 2. akt af Fra Tidehvervet, 1928).
Stilistisk anvender skuespillet en slags kontrastopbygning, hvor Satan og Judas på den ene side har en meget ordknap, nøgtern og hastig dialog, mens de to kor har lange, dramatiske “replikker” på rimede verslinjer. Midtimellem står de to Jesus-replikker fra Det nye Testamente og pulserer – binder det hele sammen og danner på en gang både midtpunkt og ramme.
- Skriveår:
- 1918
- Udgivelsesår:
- 1942
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1942. “Af Dramaet "Judas Iskariotes"”, i Med Sol og megen Glæde, 63-69, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Af Dramaet "Judas Iskariotes[1] "
(1) | Judas: Nu er din Magt forbi, du Almagtsgud. |
(2) | |
(3) | |
(4) | |
(5) | |
(6) | |
(7) | |
(8) | |
(9) | |
(10) | |
(11) | |
(12) | |
(13) | |
(14) | |
(15) | |
(16) | |
(17) | |
(18) | |
(19) | |
(20) | |
(21) | |
(22) | |
(23) | |
(24) | |
(25) | |
(26) | |
(27) | |
(28) | |
(29) | |
(30) | |
(31) | |
(32) | |
(33) | |
(34) | |
(35) | |
(36) | |
(37) | |
(38) | |
(39) | |
(40) | |
(41) | |
(42) | |
(43) | |
(44) | |
(45) | |
(46) | |
(47) | |
(48) | |
(49) | |
(50) | |
(51) | |
(52) | |
(53) | |
(54) | |
(55) | |
(56) | |
(57) | |
(58) | |
(59) | Judas: Fordømt. |
(60) | Satans Røst: Tror du, Alkærligheden[4] skulde hade? |
(61) | Judas: Fordømt! Forbandelse! Forført af dig |
(62) | |
(63) | Judas: Forbandet Løgn, som al dit Væsen er! |
(64) | Satans Røst: Tror du, at Faderen har Brug for Sønnens Morder? |
(65) | |
(66) | |
(67) | |
(68) | |
(69) | Judas: Om fra dig eller til dig end jeg gaar |
(70) | |
(71) | |
(72) | |
(73) | |
(74) | |
(75) | |
(76) | |
(77) | |
(78) | |
(79) | |
(80) | Klagende Kor af Engle: Se, hvor han lider. |
(81) | Buldrende Kor af Djævle: Se, hvor han lider. |
(82) | Bedende Kor af Engle: Du, som vi dyrke, |
(83) | Vrængende Kor af Djævle: Du, som vi dyrke, |
(84) | Sejrsikkert Kor af Engle: Verden han vrister |
(85) | Sejrsikkert Kor af Djævle: Haab til det sidste! |
( Gennem Bulderet af Tordenen, af Koret og af den øvrige Larm lyder) | |
(86) | Jesu Røst (i dyb Smerte og Fortvivlelse): Eloi'! Eloi'! Lama Sabaktani[11] ? |
( Tordenen forstummer, Mørket bliver fuldstændigt, Dødsstilhed følger. Endelig svagt, fjernt og tøvende) | |
(87) | |
(88) | Satans Røst (i ubændig Skadefryd): Hør! Det store Maal vi naar. |
(89) | |
(90) | Satans Røst: Triumf! Triumf! Det store Maal vi naar. Hyl, fra den lyse, hvælvede Sejr over alle Sejrene! Styrt fra din straalende Herlighed, Skynd dig at flygte, du flammende Klamr dig kun om Hjerterne, Kast dig, du sælsomt forblindende Tvivl, Indhyll[13] og dølg[14] den forbarmende, Aah, vi har grublet om Nætterne, Det af dit Væsen, fra Stjernerne Han, den for Sjæle alt vovende, |
(91) | Jesu Røst (som en Sejrstorden over alt det andet): Det er fuldbragt[15] . |
( Djævlesangen forstummer brat, rasende Tordendrøn ruller uafbrudt, Regn og Hagel styrter ned, Lynene oplyser alt. Judas rejser sig fortumlet og skælvende) | |
(92) | |
(93) | |
(94) | |
(95) | |
(96) | |
(97) | |
(98) | |
(99) | |
(100) | Judas (tumler tilbage): Jeg vil det ej. Aah, frels mig! hvo vil frelse? |
(101) | Jesu Røst (mægtig og jublende): I dine Hænder, Fader, |