Indledning
Dette manuskript skal læses på baggrund af Hitlers annektering af Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939. Det blev nedskrevet i Paris og dateret den 24.3.39. To dage senere bragte Jyllands-Posten en artikel af Kaj Munk med titlen "Brændende Europa", som markerede hans egentlige brud med Hitler. Man skal være opmærksom på, at ca. en trediedel af spaltepladsen i denne artikel skildrer det myldrende liv, der pulserer i Frankrigs hovedstad, denne glade menneskemængde, som han sammenligner med “en Flok Agerhøns paa en Stubmark”. Afsluttende giver han dog udtryk for sin stolthed over, at han lever i en “heroisk tid”, hvor ingen kan fratage en “Retten til at lade sig stille op mod Muren for det, man tror paa og brændende føler for.”
Et citat fra et brev af 28.3.1939 giver indblik i, hvor fortvivlet Munk var: “Jeg synes ikke, jeg kan gøre af mig selv nogen Steder.” Det mærkelige ved nærværende dokument er imidlertid, at det tilsyneladende ikke i det mindste reflekterer forfatterens depressive sindstilstand. Man forstår dog bedre hans intention, når man sammenligner dette ufuldendte stykke med et af dets forlæg, manuskriptet Kandelabrien, hvor Munk havde givet sin modløshed og fortvivlelse frit løb i en tilsyneladende harmløs form. Det er nok frem for alt latterliggørelsen af diktatortypen Munk med dette revyagtige stykke har tilsigtet, som Charlie Chaplin – med meget større kraft – ca. halvandet år senere med filmen Diktatoren.
Handlingen foregår i et sydlandsk bymiljø, der er præget af en revolutions- og karnevalskultur. Skuespillet har to hovedpersoner: den oprørske og udsvævende digter Villanelle og General Bom Basta (!), der er kommet til Gullegrylaplien for at annektere landet. Basta er ganske rigtigt en diktatorfigur, men han bliver hurtigt revet med af den frivole atmosfære, der hersker i landets hovedstad og lader sig nemt forføre af en entreprenant ung kvinde, som hermed viser, at Basta ikke er så principfast, som folk tror han er. Man skal dog lægge mærke til, at satiren trods alt ikke stikker dybt. Det er faktisk invasionen i landet, der bliver fordømt, ikke et politisk system. Men det er måske digterens figur, der er mest afslørende. Hvis han skal opfattes som en slags selvportræt af Munk, er det vigtigt at lægge mærke til at, han repræsenterer “Løshedens og Slaphedens Aand” og mener at han med friheden og livsglæden vil kunne frelse verden. Han har således intet til fælles med Kaj Munks høje etiske krav, men hans skrupelløse adfærd – en “hvad-kan-det-nytte-holdning” – vidner nok om den dybe krise, forfatteren befandt sig i pga. den internationale situation. Der er en vis portion kynisme i denne tilsyneladende letbenede komedie, men dens hovedsigte er ikke til at tage fejl af.
Med dets blanding af komedie, musical og satire hører Gullegrylapliens Hovedstad, Kandelabrien genremæssigt til revyteatret. Det er nok hovedsagelig udtryk for en øjebliksstemning, og som ufærdigt skrivebordsstykke har det heller ingen større æstetisk værdi. Men som personligt dokument har det utvivlsomt betydning.
- Skriveår:
- 1939
- Udgivelsesår:
- Utrykt/uopført
- Kilde:
- Indskrivning af Kaj Munks håndskrevne manuskript, som findes på 59 nummererede sider i en grøn notesbog med spiralryg, dateret Paris 24. marts 1939. Desuden 2 løse blade, som indeholder henholdsvis en personliste og stykkets afsluttende sang. KMF-nr. 21.04.01.
Gullegrylapliens[1] Hovedstad, Kandelabrien
[2]Villanelle [4]
[5]Fru Klothilde[6] , Præsidentens Frue
Grobrianniens[7] Diktator, General Bom basta.
[9]I | |
( Gyde[10] i Gullegrylapliens Hovedstad Kandelabrien. Nær ved Morgendæmning. Lygterne lyser søvnigt. I et Hus ude i Hjørnet er en Indbrudstyv med sine Tyvekoster ved at fire sig ned fra III Sal i Espalieret. Biler tuder i tilstødende Gader paa Vej hjem fra Karneval. Indbrudstyven bliver hængende i Armene, knugende sig til Træbevoksningen, da han hører Sang nærme sig. For Resten staar lige under ham, skuttende sig i Nattekulden Betjenten Fummel. (Altsaa idet Tæppet gaar har vi en natlig Byidyl. Først naar vi se nøjere opdager vi Tyven paa Vej nedad og den søvninge Betjent under ham, ingen af dem anende hinandens Exsistens. Meget fjernt høres Sang endnu før Tæppet er gaaet op.)) | |
(1) | Fummel: Næ, ham hitter jeg ikke. Er det ikke ogsaa lige til Snot i Snuden, her gaar man og ved, han vil lave et Kup i Nat, men hvor det skal være – nej. Bare de andre nu ikke ramler paa ham. |
(2) | Tyven: ( opdager hans Mumlen, opdager ham selv, bliver hængende ubevægelig. Fummel driver ud. Tyven fortsætter sin Vej nedad. Men nu er Sangen for nær. Og han maa holde stille igen. Karnevalsklædte kommer Barbos, Splejs og Villanelle og to andre unge Herrer med Deres Damer Lissa, Letta og Luna og 2 til.) Denne gode gamle Jord Himlen holder Bal i Nat |
(3) | Villanelle: Hør Kammerater og søde Piger, hvis I tror, at alle disse Ord kan boble op af sig selv Natten igennem uden noget til at boble op af – der er en Kro, men hvor er Værten? |
(4) | Fummel (ind): I maa ikke rende her og skrige midt om Natten. Saa faar jeg Vrøvl med Regeringen. |
(5) | |
(6) | Letta: Du skal ikke være bange, gamle Fummel, for Regeringen det er min Far. |
(7) | Luna: Ja, og den er til Aftenselskab hos den grobrianske Gesandt[13] . Men Letta hun er ikke med, for hun har Influenza. |
(8) | Villanelle: Ja, og naar hun er færdig med det, skal hun sove hos mig i Nat. Men kan du skaffe os noget Øl? |
(9) | |
(10) | Barbos: Og kan du ikke skaffe os noget, saa tager vi det selv. |
(11) | Fummel: Naa, det gør I vel ikke; den Ordning er ikke indført hos os endnu. – I maa heller ikke rende rundt her uden jert eget Tøj. |
(12) | Villanelle: Hvad gør du da? Er det dit eget. Hahaha, gamle Fummel! den skikkeligste Drøvtygger i Verden. Men Regeringen har klædt ham ud som Hanløve. Hør, vi vil have Øl. Er det ikke her Mutter Robertha bor? |
(13) | |
(14) | |
(15) | |
(16) | |
(17) | Barbos: Hvad? Vil ikke? Saa annekterer vi hende. (Kaster sig mod Døren, Glas knuses, og den braser ind. Barbos ind.) |
(18) | Fummel: Hør, dette her gaar aldrig i Evighed. Hvad skal jeg dog gribe til? |
(19) | Villanelle: Du skal gribe til en Øl sammen med os andre, naar vi faar en. |
(20) | Fummel: I har vel ikke, mens I har turet rundt i Byen, set noget til Sovealdrig-Klapøje. For vi har faaet Nys – atish – om, at han vil gøre et Kup i Aften. Men de sagde os ikke, hvor. Det skal vi selv finde. |
(21) | |
(22) | En af de unge Mænd: Og Letta siger, Villanelle, at hun lige saa gerne vil sove hos mig i Nat. |
(23) | Letta: Det har jeg aldrig sagt. – Korsetliv[19] ! |
(24) | Villanelle: Det er ligemeget – aldrig har nogen beskyldt Villanelle for Smaalighed. Naar nu Øllet kommer, da digter vi to hver en Sonate[20] – ja, ved den hvide Maanebaad, der glider deroppe paa de evige Vande, du digter en til hendes venstre Brystvorte og jeg en til hendes højre Balle, og den af os, hvem de andre dømmer har digtet skønnest, hans er Byttet i Nat. |
(25) | Lette: Har jeg ikke selv noget at sige? Jeg er Præsidentens Datter og en ordentlig Pige. |
(26) | Villanelle: Om du har noget at sige? Alt, min Letta, alt. Men det bliver, som jeg vil. Ikke? |
(27) | |
(28) | Villanelle: Naar Øllet kommer – – – Postssakramento, der er det jo (Barbos kommer bærende ud med den [...] Mutter Robertha, der kun er iført det nødtørftigste, skriger og spræller uden at slippe det Forklædefuld Ølflasker, Barbos har bundet hende om Halsen) |
(29) | Mutter Robertha: Svinehund, Ræverumpe, forbandede Slyngel, Indbrækker, Bjørnemaas over for en stakkels hjælpeløs lille Kvinde! Voldsforbryder, jeg skal – jeg skal – Køterkobbel, Æsellorte, raadne Torskerogn – og der staar du, Fummel, næh! Gangsterbande! vent! vent! (ind i Huset) |
(30) | Villanelle: Med Livets brusende Drik i vor Haand, Kammerater og søde Piger, hilser vi de glade Stjerner deroppe, hilser vi al Jordens Jammer hernede med vort Broderskabs ophøjede og træfsikre Ord: Skaal og Skide være med det! (Alle drikker af Flasken. Som de der er bedst i Gang, smider Mutter Robertha en Spandfuld Vand over dem inde fra) Nej, Mor Robertha, dette var Synd, jeg fik noget af det i Halsen – det var Synd at spæde det gode Øl med Vand. |
(31) | Mutter Robertha: Jeg skal spæde det med det, der værre er hvis I ikke kommer af Sted, saadan nogle Svinepelse og Kreaturhoveder. Her har I Natpotten ogsaa! |
(32) | Villanelle: Jamen jeg er jo Villanelle, Mutter. (Løfter Masken lidt) |
(33) | |
(34) | |
(35) | Mutter: Og dig har jeg hældt – – – jeg beder saa mange Gange – – – jeg vidste jo ikke – – – Nu skal der komme Vin – – – – jeg har en gammel Fransker – fra Firserne. (ud) |
(36) | Villanelle: Men hør, det var Visen, Dreng. Nu har du vel faaet Tid til at tænke dig om. |
(37) | |
(38) | Villanelle: Bravo! bravo! Og her har vi Vinen. Jeg hilser Sejrherren! jeg opgiver paa Forhaand. Skaal! Tillykke! Tillykke, begge to. Og saa skal stakkels gamle Villanelle have sin Gravskrift lavet om. |
(39) | |
(40) | Villanelle: Jeg havde tænkt, den skulde have lydt saadan: Her hviler nu hans Bene |
(41) | Fummel: Det er Biler henne fra Boulevarden. Det er nok den grobrianske Gesandts Selskab, der er ved at vende hjem. |
(42) | Villanelle: Hvad siger I? Og der er din Far, Letta? Og din Mor ogsaa. Saa er Natten reddet! med ud paa nye Eventyr. (Alle afsted) |
(43) | Fummel: Jeg skulde endda have arresteret ham. Ifølge Instruksen. |
(44) | |
(45) | To andre Betjente (ind): Hør, hvad er det for et Halløj, I holder omme ved jer, Fummel. |
(46) | Fummel: Aah, det er bare – det var ikke andet end som Mor Roberthas Gris, den var brudt ud. Men nu har vi faaet den ind igen. |
(47) | Mutter Robertha: Ja, værsgod og tag en Skænk, lille Betjent. |
(48) | |
(49) | De to: Vi har ikke bestilt andet end kigge efter ham. Men saadan et Kup – nej, det er vi aldrig heldige med. Saa godt under Himlen os det ikke. Skaal! (Et Brag. Espaliet brister. Klapøje kommer susende ned i Hovedet paa de 3 Betjente, og den skrigende Mutter Robertha) |
(50) | |
(51) | |
(52) | |
(53) | Villanelle: Er I gale, Kammerater? Er I splintrende skøre? Gør I Vold mod en af os selv. Vor egen Præsident har givet Landets Løsen: I Kandelabrien har vi alle Lov til at være Lyst. (Og Betjentene maa slippe deres Bytte, enten de vil eller ej. Og med Tyven imellem sig danser de alle paa de toppede Brosten.) Sommerfuglflugt[28] , Menneskefund Sommerfuglflugt[29] , Sommerfuglleg Sommerfugl stig, Sommerfugl stig |
(54) | |
(55) | Villanelle: Mine kære Kammerater og søde Piger, om et Øjeblik vil Præsidenten med sin mer end underskønne Frue passere Hjørnet her. Vi har til den Ende paa dette Hjørne anbragt et Bræt – vis det frem, Splejs, der er Tid til at se det. |
(56) | De to Betjente: Dette her har vi vist bedst af ikke at have hørt noget om. Tak for Skænken. Og Godnat med os. |
(57) | Villanelle: Ja, der har vi Brættet. Ved Anbringelsen af disse 5 paa hinanden følgende Søm er der tilsigtet en Ordning, i Følgen hvilken Præsidentens Bil paa det ene eller det andet Hjul vil indtræde i den Tilstand, der hedder Punktering - saadan! ind i Porthullerne med jer. |
(58) | Præsident Dolnak (træder ud af sin med et Brag punkterede Bil): Hør, hvordan gaar det til? |
(59) | Chauffør: Hr. Præsidenten maa meget undskylde, men det er altsaa saadan en gammel Tradition for Luft, at naar der bliver et Hul, som den kan se sit Snit til at klemme sig ud af – – – |
(60) | Præsidenten: Plager den Stygge Manden? Staar han her og vil være morsom oven i Købet? Hvad er det for Bræt. Det er jo Søm. Her skal ikke ligge Søm i mine Gader. Sikke en Uorden. Og hvad gør vi nu, Klotilde? Jeg har sagt til Tjeneren, min Varmedunk skulde lægges i Kl. 2; jeg vilde selv lægge mig i Kl. 2 ¾. Og hvad nu? |
(61) | |
(62) | Præsidenten: Ja, ikke sandt. En Skandale. Nu bliver den 2.50. Og maaske mere endnu, hvis vi ikke faar en anden Bil. Jeg er et Ordensmenneske. Det ved du. Det ved hele Republikken. Hele Republikken bygger paa min Orden. Og saa ligger der Søm i mine Gader, og Kl. bliver – – Lad os se til det Forhjul, kan vi ikke køre paa det, som det er? (De undersøger Forhjulet.) |
(63) | Fru Klotilde (da Villanelle pludselig staar ved Siden af ham): Gud! |
(64) | |
(65) | |
(66) | |
(67) | |
(68) | |
(69) | |
(70) | Villanelle: Ja, kære Frue, jeg er fortabt, og De ved, hvem det er, jeg har fortabt mig i. |
(71) | |
(72) | Villanelle: I Morgen skal jeg flakke om ensom i Bjergene og leve af de haarde sorte smaa Faaregnollinger. Men denne Nat – Elskede, ind hos Enken her, hun røber os ikke. |
(73) | Fru Klotilde: Forvovne[33] , gale Menneske! Og min Mand? |
(74) | Villanelle: Skal jeg tage mig af. Jeg kommer strax. Oh, jeg længes efter at kysse Deres Fødder, kysse deres Knæ, kysse Deres – ja, Resten kender De. Ind med Dem! (skubber hende ind.) |
(75) | Præsident Dolnak: Hør, der er da ogsaa evindelig kreperligt og idiotisk …… |
(76) | Pater Cognac (kommer ud af en Bil, der er bremset op bag Præsidentens): Er det Præsidenten, der ligger og holder Nattesjov i sin egen By? |
(77) | Dolnak: Aah, Himlen være lovet! Dem, Pater Cognac! kommer De her! Maaske jeg saa tør bede Dem køre os hjem. |
(78) | Pater: Jeg vil køre Dem, hvorhen det skal være. Bare stig op. |
(79) | Dolnak: Jamen hvor er nu min Kone henne? Hvor i Alverden er – – – Og hvad er det pludselig for en Masse Mennesker? |
(80) | Pater: Mennesker? Hvor ved De fra, det er Mennesker. Det risler mig koldt ned ad Ryggen. Jeg har bare drukket en Flaske Rødvin i Aften. |
(81) | Dolnak: Og jeg har slet ingen drukket. Men det skulde man maaske have ladet være med. |
(82) | Karnevalsfolkene (omringer dem og synger): Bah bah bah og buh buh buh buh buh--h Bah bah bah og bubu bubu buh Bah bah bah og bubu bubu buh |
(83) | Dolnak: Hahaho! Nu ved jeg, hvem der gemmer sig bag Masken der. – Betjente, hallo, hvor er mine Betjente. Og De vover at vise Dem her igen, efter at jeg – – – |
(84) | Villanelle: Ja, for dette er jo min By. Har De ikke selv sagt, at Kandelabrien er for alle. Denne lille bitte Stat i Europa er jo snart den eneste, hvor Glæden hun faar Lov til at bo. Og hvor Glæden er, der er jeg. |
(85) | Pateren: Er det ham, den gudsforfarene [38] Stympler. Er De vendt tilbage for at nedbryde Respekten for det hellige, tage rundt i Gaderne, friste vore unge Mænd til Galskab og Drik, forføre vore unge Piger… |
(86) | Villanelle: Jeg forfører ikke andre end dem, der trænger til at blive forført. |
(87) | |
(88) | |
(89) | Villanelle: Pater, Pater, jeg kender Deres Gud bedre end De, jeg er hans Ven, han kalder mig sin lille Nar. |
(90) | Pateren: Gud! ha! den Gud, I dyrker, det er Humbuggen og Skørlevneriets[40] Gud – – – |
(91) | Villanelle: Nej. Jeg knæler i Naturen. Men jeg knæler ogsaa i jeres Kirker. De skønneste Buer derinde de præker Gud for mig saa godt som en ung Kvindes Bryster, de Lys, der straaler på Altret derinde, straaler mig Gud ind i Sjælen, saa stærkt som en ung Kvindes klare Øjne. Jo, Gud er ogsaa inde hos jer. Men I tror, I kan mure ham inde. Det kan man ikke. Det er han for stor til. Han springer alle jeres – – – |
(92) | |
(93) | Villanelle: Hvad vil I med Betjentene? Kald mig hellere jer Bror, tag mig til jert Bryst, gaa Fest for mig i jert Hjem. Jeg er jo jeres Mand efter alt, hvad I bekender jer til. Jeg er Friheden. Jeg er Livsglæden. Og jeg er den, der skal frelse Verden. Ser I, jo mere de andre bliver alvorlige og ansvarsbevidste og [...] [42] jo mere gaar det ad Helvede til. Dette er min By! Dette er min Aften! Til Fest, Kammerater! se op, om saa det er Himlen, saa er den illumineret. (Idet de ser op, forsvinder han ind i Huset. Hans Kammerater hvirvles ned ad Gaden om Hjørnet.) |
(94) | |
(95) | Pateren: Desværre nej, ikke endnu. Men væk er han. – Der er en af Deres Betjente. |
(96) | |
(97) | |
(98) | Præsidenten: Men min Kone da? Hvor er dog Mennesket blevet af. |
(99) | Fummel: Ja, hvis altså det maa være tilladt at sige det, er jeg bange for, han rendte med Præsidentinden. |
(100) | Præsidenten: Men Præsi – – – – med min Kone... med Klothilde. – Hvor er han? hvor er han? jeg skal skyde ham ihjel og slæbe ham for Retten og faa ham dømt lovformelig og putte ham levende i et Kar med Saltsyre og hænge ham i den højeste Galge. |
II | |
( Retssalen i Kandelabrien. Fru Klothilde sidder alene paa Tilhørerbænkene. Præsident Dolnak vil gaa rask igennem. Opdager hende.) | |
(101) | |
(102) | Fru Klothilde: Aah, det er visst bare en Draabe Vand, jeg har spildt. Det kan saamænd heller ikke betale sig at gnide længer paa det. |
(103) | |
(104) | Fru Klothilde: Men kære, maa man nu ikke sidde ned, saa længe der ingen er herinde. |
(105) | |
(106) | Fru K: Ja, jeg gik herhen. Og saa sagde de, at Dørene var lukkede. Og saa lukkede jeg op og gik ind. |
(107) | |
(108) | |
(109) | |
(110) | |
(111) | |
(112) | |
(113) | |
(114) | Fru K: Jeg vil ikke have det, siger jeg. Skal jeg staa op i Retten maaske, skandalisere dig, latterliggøre dig. Faar du ham dømt til Døden, saa du er en død Mand i hele Landet fra i Dag af. Du er kvalt i Grin. |
(115) | |
(116) | Fru K: Det har jeg jo sagt dig. Vi var nogen sammen, vi legede Venedig, vi sang Gondoliéresange og – |
(117) | Præs: Ja ja. Du har altsaa bedraget mig med ham. Ikke? Svar! Ikke? |
(118) | |
(119) | Præs: Ja, selvfølgelig vil jeg... Nej, jeg vil ikke. Vel vil jeg ej. Jo, saa min Sandten skal du svare. |
(120) | |
(121) | |
(122) | Fru K: Nej, du gør ikke. Hvis jeg nu svarer dig, at jeg har bedraget dig, tror du saa, det er første Gang. |
(123) | Præs: Ja det er nydeligt, det er nydeligt med Kvinderne nu om Dage. Luddere er de alle. |
(124) | Fru K: Ja, og ved du, hvem vi er det med. Det er med Mændene. Ser du, da jeg var ung Pige, da skulde jeg gemmes. Oh, bare en Mand saa meget som kastede et Blik paa mig, strax kom Mor med Støvekluden. Og den jeg blev gemt til, det var altsaa dig. Kan det saa undre dig, at jeg sagde til mig selv: Saa, nu maa vi altsaa tage Revanche. |
(125) | |
(126) | Fru Klothilde: Vel er du ikkenikkenej, lille Mansemand. Du er meget pæn, det har sikkert ogsaa alle de Piger fortalt dig, du har haft med at gøre. Tilmed er du Præsident. Oh, jeg er udmærket tilfreds. Naar bare I vil lade os være det og selv være det og ikke her begynde at tage Livet alvorligt. Henrette, har man kendt Mage! Jordens dejligste Mand! |
(127) | |
(128) | |
(129) | |
(130) | |
(131) | Fru Klothilde: Jamen jeg skal saa gerne.... Saa er vi enige om, at vi lukker Dørene op. Hvad, Mandsemand? |
(132) | |
(133) | |
(134) | |
(135) | |
(136) | |
(137) | |
(138) | Dolman: [48] Hvad Pokker gaar der af jer. |
(139) | |
(140) | |
(141) | |
(142) | Pater: Forstaar du ikke dem vi har sat til at bore efter Olie, er du med? |
(143) | |
(144) | |
(145) | |
(146) | |
(147) | |
(148) | |
(149) | |
(150) | |
(151) | |
(152) | |
(153) | Præs: Jamen – Jamen – Jamen. Se, de første 10 % dem tager jeg til mig. |
(154) | |
(155) | |
(156) | |
(157) | |
(158) | |
(159) | Præs: Og saa er der enddog 40 % at uddele til Folket. For de skal da ogsaa have noget. |
(160) | |
(161) | |
(162) | Præs: Det er jo da deres Penge, vi har undersøgt for. Nu bliver der Glæde i det hele Rige. |
(163) | Pater: Nu skal vi tre love hinanden, at vi aldrig vil se sure ud mer. Det har vi gjort længe nok. Og det er Synd for vort barnlige, lattermilde Folk. |
(164) | Præs: Aldrig – aldrig vil vi gøre os Bekymringer for noget mer. Byen skal have et nyt Springvand. |
(165) | Senil: Saa skal det være en lille Dreng, der tisser[59] . Det har jeg set i Faaborg. Og det ser saa morsomt ud. Tihihi – nøh! |
(166) | |
(167) | |
(168) | |
(169) | Pater: Synes du ikke, det er en risikabel Maade at takke Himlen paa for dens store Naade at give Letfærdigheden frit Løb. |
(170) | Senil: Ikke skændes nu, vel, ikke skændes nu, vi lige er saa glade. Alle bliver glade nu, om saa det er Grobrianeren. |
(171) | |
(172) | Senil: Det ved jeg ikke. Men han sagde til mig, Gesandten, ved [...] at – – |
(173) | |
(174) | Senil: At hans Folk var jo ogsaa meget interesserede i, om vi fandt Olie. |
(175) | |
(176) | |
(177) | Præs: Vi maa holde det hemmeligt. General Bom Basta annekterer vort Land, i samme Øjeblik det forlyder, vi har Olie. |
(178) | Senil: Vi kan jo ikke holde hemmeligt, hvis vi skal sælge det. |
(179) | Præs: Saa maa vi lade være med at sælge. Vi maa dække Hullet til igen. |
(180) | |
(181) | Præs: Du har Ret, Himlen er ikke at spøge med! Villanelle skal til Helvedet. |
(182) | |
(183) | Senil: Af med Hovedet. Det har han bare godt af. Han forstaar jo ikke at bruge det alligevel. |
(184) | Præs (klapper i Hænderne): Ind med Fangerne. Op med Dørene. Retten er sat. |
(185) | |
(186) | |
(187) | |
( Nu er Tilhørerne myldret ind, alle Damer, og alle Damer, der er skønne. Og nu indfører Fummel Villanelle, Splejs og Barbos, alle i Haandjern, de sætter sig i Skranken midt paa Gulvet.) | |
(188) | Præs: Den høje Ret gaar ud fra, at Sag Nr. 131 Litra[64] A Nr. 1 er saa oplagt, at der i og for sig ikke er Grund til andet end at halshugge de Anklagede omgaaende. Vi er jo nok paa det rene med, at det er en stor Aand vi lægger Haand paa, men der er dog ogsaa i vort livsglade Folk Grænser, der ikke kan overskrides og som er blevet overskridt. Vi ved nok, at denne Digters Sange er gaaet deres Sejrsgang hen over hele Sydamerika, men i de senere Aar har en Alvorens Aand grebet om sig i Verden, og vi maa med i Sædeligheden[69] enten vi stritter eller ej. Der har fundet en Omvurdering Sted, og denne Mand, der før var en Glans over vort Navn, er nu en Skamplet paa det. – Har De noget at sige til Deres Undskyldning? |
(189) | |
(190) | |
(191) | |
(192) | |
(193) | |
(194) | Villanelle: Hvorfor forstyrrer I mig. Der var jeg lige ved at komme paa det Rim. Nu fløj det fra mig igen. |
(195) | |
(196) | |
(197) | |
(198) | |
(199) | |
(200) | |
(201) | |
(202) | |
(203) | |
(204) | Villanelle: En mørkhvid Vinterdag på ligklædt Ager Den skratter lidt i Øret, dens Messe Men hil dog Livet selv i Vaarens Sejer |
(205) | |
(206) | |
(207) | Præs: Ja, det er klart, han skal af med Knoppen. (Alle Kvinderne kaster sig paa Knæ.) Nej, alle Piger i dette Land For Kvindens Gaade er den, min Far Hvem gider vel plukke Stikkelsbær |
(208) | Præs: Det er dog den værste! Min egen Kone og Datter med! Er her dog ikke Skamfølelse i Landet mer? Hvad gør jeg? |
(209) | |
(210) | |
(211) | Præs: Ja, sandelig! ud med dem alle sammen, Fummel. Heraus! ingen Pardon! (Flere Betjente kommer Fummel til Undsætning. Damerne jamrer sig, men maa ud.) |
(212) | |
(213) | Præs: Ja, vi er enige. Fummel, før disse 3 Mænd ud og hugg Hovedet af dem. |
(214) | |
(215) | |
(216) | Pater: Ja, for Pokker. Vi kan ikke hugge eet Hovede af dem alle 3. Der maa 3 Hoveder af. |
(217) | Præs: Jo, selvfølgelig. Jeg mente, hug Hovedet af hver af dem. |
(218) | |
(219) | Villanelle: I staar og vrøvler, Kammerater. Er det virkelig eders Mening, vi skal dø? |
(220) | |
(221) | Villanelle: Som I vil da. Men det vil jeg sige jer. Efterverdenen .... Hvad er det? (En Snurren og Trampen er blevet tydeligere og tydeligere. Nu rives Dørene op. Ind marcherer Oberst Tritt med en Deling Soldater) |
(222) | Tritt: Et to Et to Et to. Holdt! Geværerne fremad fæld[77] ! I Hs Excellence, det grobrianske Folks Leder, General Bom Bastas Navn, Kandelabrien er annekteret. Hs. Excellence er paa Trapperne. Enhver forholder sig rolig, til han kommer. Ret! (Andagtsfuld skælvende Pause.) |
(223) | General Basta (marcherer ind, en Kæmpeskikkelse med flagrende Løvemanke og Skæg, man kan træde i, rødmosset og gnisterøjet): I Grobrianniens Navn, jeg annekterer Kandelabrien. De er Præsidenten her, ikke sandt, jeg kan ikke huske, hvad De hedder, men jeg har set deres Billede i en Avis. De er villig til at skrive under. Oberst Tritt, De har Dokumentet. Vil De lægge det paa Bordet foran Præsidenten. Et to Et to Et to. Holdt. Skriv saa der. |
(224) | |
(225) | General Basta: Hvadbeha'r? Det hedder: med Fornøjelse! Naa! Hvorlænge skal vi staa her og vente paa det Land? |
(226) | |
(227) | |
(228) | |
(229) | Villanelle: Ja, det er netop det, der er Sagen. Hr. Dolnak havde lige trukket sig tilbage fra Præsidentposten, dengang Deres Exc. ringede paa Entredøren. Det kandelabriske Folks Præsident det er mig. |
(230) | Basta: Hvad for noget? Det vidste vi jo ikke – der er noget her, der ikke stemmer med Planen. Ikke, Oberst Tritt |
(231) | |
(232) | |
(233) | |
(234) | Villanelle: Det var jo ikke nemt at vide for den udmærkede Herre med Sandwich[79] i Stedet for Ansigt. For det er jo sket siden De tog hjemmefra. |
(235) | Basta: Umuligt. Der kan ske ikke noget hurtigere end vi sker. Disse demokratiske Stater. De skifter Regeringer tiere end vi andre skifter Grænser. Hvorfor er han ikke Præsident mer? |
(236) | |
(237) | Basta: Var det en Grund til at vrage ham i en demokratisk Stat. Jeg har aldrig kendt nogen Regering i de Samfund, der ikke var – Hvorfor er De saa bleven det? |
(238) | |
(239) | |
(240) | |
(241) | |
(242) | |
(243) | |
(244) | |
(245) | |
(246) | |
(247) | |
(248) | Villanelle: Javel. Men var det ikke klogt om jeg skrev min Ligsynsattest under først. |
(249) | Basta: Død og Pine! Tak skal De have. Det havde jeg nær glemt. Underskriften maa vi have. Orden skal der være i alting. Oberst Tritt, hen med dem, et to, et to, holdt. |
(250) | Villanelle: Undertegnede erklærer hermed, at Kandelabrien afstaar sig til Grobriannien. Javel. P. Villanelle! |
(251) | Basta: Tag dem, Oberst! Tilbage, et to, – – – – Naa, Hr. Expræsident! |
(252) | Villanelle: Jo, saadan gaar det i denne Verden. Det er ellers et kønt lille Rige, dette her. Her fra Vinduet kan man se mellem Bjergene helt ind i Deres eget Land. |
(253) | |
(254) | Villanelle: Jeg tror, De skulde koble Motoren fra paa Sandwichen der. |
(255) | Basta: Naa, har jeg glemt det. Holdt! (Obersten har forsøgt at marchere ud gennem Væggen.) |
(256) | |
(257) | Basta: Den skal De faa mere at høre af. Inden i Morgen er her ryddet op. Al Rigets Ungdom indrulleret i min Hær. Alle Folk med Deres Livsanskuelse eller med Formue paa over 10000 Stakkater[84] eller med mere end 12 cm mellem Øjnene er annekteret eller skudt. |
(258) | Villanelle: Det er en Lohengrin-Stemme[86] . |
(259) | |
(260) | |
(261) | |
(262) | Villanelle: Paré[87] . (Hvisker) Hvis De vil lade være at vende Dem om, skal jeg faa Obersten til at marchere ud. |
(263) | |
(264) | Villanelle: Oberst Tritt! De fører Afdelingen ned paa Gaden foran Huset. De sørger for, at ingen forlader Huset og ingen kommer ind uden min Ordre. March! et to! (Gør uset Tegn til Splejs og Barbas) |
(265) | Basta: Jo, solvement, sacreblø! Naa, men saa gaar vi over til Exekutionen, Hr. Expræsident. Hov – hva Pokker – – – (Haandjernene er om ham) |
(266) | Villanelle: Her. Lommetørklæde ind i Munden paa ham! hurtig! sikke et Flodhestegab! han kan sluge et Lagen. Nu har vi ham. Lad ham nu sprælle af. Kild ham paa Maven. Saa spræller han mer. Des hurtige bliver han mat. Saa sætter vi ham op i Stolen. Se nu, kære Excellence, nu skal vi jo saa til at lægge Programmet for den nærmeste Fremtid. Nu synes jeg, De skal blive her nogle Dage. De har ikke undt Dem selv Ferie i flere Aar, og dette her er saadan et morsomt og uskyldigt Land. Vi skal give Dem Smag for Vin og Pigebørn og Sange. Det er en helt ny Verden, der aabner sig for Dem. Ja, Excellence, nu har Verden i saa mange Aar taget jer Generaler alvorligt uden at det er blevet bedre af det. Nu vil vi prøve en helt ny Kur: vi vil drive Grin med jer og se, om ikke det kan opdrage jer til at lade smaa uskyldige Folk og Lande være i Fred. Saa snart De lover at være skikkelig tager jeg Haandjernene af Dem. Men saa længe styrer jeg Deres Rige fra Telefonen her. |
III | |
(267) | |
(268) | |
(269) | |
(270) | Villanelle: Du ved jo, den har Excellencen forbeholdt sig under sit Ophold her. |
(271) | Letta: Jeg vil blæse paa Excellencen. Du, Villanelle, vil du virkelig ikke gifte dig med mig. |
(272) | Villanelle: Min søde Pige, for det første vil jeg ikke gifte mig, og for det andet vil jeg ikke gifte mig med dig. |
(273) | |
(274) | |
(275) | Letta: Det er vel bare en Grund til at elske mig mest. – Men saa kan du for resten have det saa godt – æh (rækker Tunge og løber ud). |
(276) | Villanelle: Hør, Splejs og Barbos, hun maa ikke mere komme herind uden min Tilladelse. – Godmorgen, Excellence! Naa, var det rart at faa Haandjernene af? |
(277) | |
(278) | |
(279) | |
(280) | Villanelle: Næste Nat skal De faa Lov at sove uden Manchetter paa. For Resten har jeg talt med Excellensens Premierminister i Dag. Alt staar vel til derhjemme. |
(281) | |
(282) | Villanelle: Jeg fortalte ham, at jeg blev her et Par Dage. Det med Olien var vist Svindel, og i saa Fald var der jo ingen Grund for mig til at annektere Landet. |
(283) | |
(284) | Villanelle: For Resten spurgte han mig med det samme, om vi ville afslutte en Handelsoverenskomt med det bolchevikiske[89] Asien. |
(285) | |
(286) | |
(287) | |
(288) | Villanelle: Det var der heller ikke noget i Vejens, men nu havde han lige gennemført en Populariseringskampagne i Grobriannien for det bolchevikiske Asien, saa det vilde tage ham en 8 Dage at arrangere et Stemningsomslag med en Hetskampagne imod Vennerne! Jeg mente, Krigen skulde begynde i Løbet af 3. |
(289) | |
(290) | Villanelle: Men nu skal De høre, hvad de skriver hjemme over Deres lille Udflugt over til os. |
(291) | Villanelle: Maa jeg læse en af Deres eget Lands Morgenaviser for Dem: Vor store Leder, General Bom Basta har i Gaar foretaget en Afstikker ind i Kandelabrien. Det drejer sig om nogle faa Dages Ferie, da Hs. Excellence lider af lidt Halskatarh. Førsteministeren leder Regeringen under Chefens Fraværelse. Professor Mavekur er i Flyver afrejst til Kandelabrien for at staa til Hs. Excellences Raadighed. |
(292) | |
(293) | Villanelle: Ja, jeg har for en Sikkerheds Skyld sendt Bud efter den verdensberømte Professor. – Men hør nu engang. Haven her med det lille Havehus, hvor Deres Excellence har blundet i Nat er jo fra Naturens Haand godt afspærret med Kløften, men alligevel har jeg i Løbet af Natten ladet et [...] Højspændingsanlæg nedlægge i Volden rundt om. Denne gamle Hund her skulde være skudt i Aftes, men jeg købte den. Jeg tænkte, det kunde interessere Deres Excellence at se Anlægget i Funktion. Kom Delle, se, hvad Far har her – et Kødben – vupti jo nu humples der af efter det – snup, der naaede den Traadene – de virker godt – ikke? Den vil aldrig mere gaa efter Kødben i dette Liv |
(294) | |
(295) | Villanelle: Se, det var den ene Ting. Jeg regner med, at der vil gaa en Uges Tid eller to, inden det gaar op for Deres Folk derhjemme, at der er Ugler i Mosen. Saa vil de sende Tropper herop, og den Dag bliver jeg nødt til at skyde Dem og bliver saa selv skudt. Vi er altsaa paa en Maade i samme Baad, De og jeg, og derfor synes jeg, vi skal være Dus. |
(296) | |
(297) | Villanelle: Det er dog en voldsom Masse Zoologi, du maa have lært som Dreng, Kammerat. Men der har vi min Sandten Professoren. |
(298) | |
(299) | Prof. Mavekur: Deres Excellence er oven Sengen – aah Himlen være prist. |
(300) | Villanelle: Hs. Excellence har Tyfus, vil De skrive under paa det. Værsgod. |
(301) | |
(302) | |
(303) | |
(304) | Villanelle: Kan De ikke se, der staar to Mænd med Bøsser og sigter paa Dem derhenne. De skyder, hvis De ikke skriver strax. |
(305) | Prof: Jamen, jeg maa dog først undersøge – hvis Hs. Excellence ikke har Tyfus jeg mener – hvis det ikke er sandt. |
(306) | Villanelle: Kære Hr. Professor, det Spørgsmaal om Sandhed er vi for længst kommen ud over her i Civilisationen. Nu gælder Spørgsmaalet om at blive skudt eller slippe for at blive skudt. |
(307) | |
(308) | Villanelle: De skriver. Lad være, Fætter Bom, med at springe paa mig. Saa faar du bare Haandjern paa og trækpapir i Munden igen. Det er et daarligt Maaltid. Oh, du har været saa stor paa det længe, hvor har du godt af at være den lille nu. – Skriv! |
(309) | |
(310) | |
(311) | |
(312) | |
(313) | Villanelle: Hør nu her, kære Barn, hvis der er en lille smule Omløb i Pæren paa dig, gør du gode Miner til godt Spil. Vi er kun en 6 - 7 Stykker der aner, hvordan det staar til, og vi har aflagt den gebommerligste Ed paa intet at røbe, og der er ikke en eneste Kvinde med i vor Sammensværgelse, saa den skal nok holde. Alle de andre her i Landet tror, at du er i Underhandlinger med os og paa Ferie hos os, og disse Tanke paa Torvet nærmest hører med til din sædvanlige Rejseprocedure. I Aften gør jeg et lille Selskab for dig. Ras nu af i Løbet af Dagen og vær saa fornuftig og lad som ingenting og sid hyggelig for Bordenden, saa skal du se, hvor gemytlig vi skal faa det. Tak for Underskriften, Hr. Prof. (ud) |
(314) | |
(315) | Basta: Hvorfor skrev du under, De blegsottige Stykke Espeløv[100] ! Find paa noget, hvordan kommer vi herfra? hvad i hede hule flammende Pelargonien finder vi paa? Jeg skal knuse hver Knogle i dette lille Røverfolk, jeg skal mase dem til en eneste bævrende blodig Gele. |
IIII | |
Haven under Fuldmaane, festligt belyst. | |
( Glade Gæster. Midt for Bordet troner mellem Fru Klothilde og Frk. Letta General Basta. Man er ved at synge Stjernesangen.) | |
(316) | Basta (tager sig i Fornøjelsen): Det er noget Digtersludder, det der. Stjernerne har for længe siden faaet at vide, hvad Orden de skal holde sig i af den himmelske Diktator, og der er ikke en eneste forvoven lille Stjerne, der vover at bryde ud. |
(317) | |
(318) | |
(319) | Fru Klothilde: Det er rigtignok saa berømmelig en Ære for vort lille Land at saa stor en Mand vil gæste os. |
(320) | |
(321) | Fru Klothilde: Om jeg – ? Men Deres Excellence! De maa dog vide min Lykke ved at faa Lov til at være samtidig med en virkelig Storhed. Alle dem vi læste om i Skolen, de var jo døde for saa haabløst mange Aar siden. |
(322) | Letta: Aah, lad nu være at plage Generalen, Mor, med alt det Smiger, han er saa vant til at høre. Men jeg siger, hvis jeg maa have Lov at holde en Tale for vor høje Gæst, vi unge vi har været opdraget i en Løshedens og Slaphedens Aand, men hvad er det ikke for en Oplevelse for os at opleve en Mand med Principper. |
(323) | |
(324) | Fru Klothilde: Ja, og saa, at De kan faa Tid til at opholde Dem hos os saa længe. |
(325) | |
(326) | |
(327) | |
(328) | Fru Klothilde: Ingenlunde. Jeg ved en Masse. Men maa jeg ikke det? |
(329) | |
(330) | |
(331) | |
(332) | Fru Klothilde: Intet Menneske kan være fuldkommen. Alligevel vilde jeg jo være lykkelig ved at – – – ja, jeg maa sige, at netop at lære en ufuldkommen Side af Deres Fuldkommenhed – – – |
(333) | |
(334) | Villanelle (til Præs. Dolnak): I Aften gaar det. Endelig tør han op. |
(335) | |
(336) | Villanelle: Livet skal altid ende med Døden. Inden det er naaet saa vidt, gør man klogt i at leve det. |
(337) | |
(338) | Fru Klothilde: Hvis Excellencen er mere dygtig i sine Fuldkommenheder end i sine Ufuldkommenheder. |
(339) | Basta: De smigrer mig, bedste Frue. Jeg er sikker paa, at der ikke er en eneste af deres Tæer, der ikke er knust. Men ved De, hvad jeg nu foreslaar, mine Damer og Herrer. At vi tager os en Biltur ud at se Omegnen i Maaneskin. |
(340) | |
(341) | Villanelle: Tror Deres Excellence, at Deres Excellences Halskatarh har godt af.... |
(342) | |
(343) | Villanelle: Maa jeg bede Dem stige i Vognene, mine Herskaber. Jeg har lige to Ord at vexle med Hs Excellence. |
(344) | Basta: Jamen jeg har ingen Ord at vexle med Dem. Jeg blander mig med Befolkningen. Kom saa, Venner. |
(345) | Villanelle (hvisker): De ved, De kommer ikke levende herudfra, Basta. |
(346) | |
(347) | Villanelle: Jeg vil dog spørge Deres Læge. (Kun de Indviede er nu tilbage.) Ja, nu er der kun de Indviede tilbage. Men der havde De nær tvunget os til at rykke ud med Historien. Hvad havde De vundet ved det. At De var latterliggjort over hele Amerika. Men nu bilder jeg Selskabet ind, at De og jeg kører i forreste Vogn, men jeg kører der alene. Om 1 Time er vi her tilbage. Saa kan De selv bestemme, om De vil gaa med paa Spøgen. Eller De vil være gaaet i Seng. (Alle ud) |
(348) | Basta: Det er dog Ret en Allerhulens Karl. Jeg skal finde paa Udveje snart, hvis jeg ikke bliver gal. Men hvad er det for en lille Fugl der? Er De ikke med De andre. |
(349) | Letta: Nej, jeg forputtede mig. De er heller ikke med de andre. |
(350) | |
(351) | Letta: Jeg vilde hellere blive lidt og sidde og snakke lidt med Dem. |
(352) | |
(353) | |
(354) | |
(355) | |
(356) | |
(357) | |
(358) | |
(359) | |
(360) | |
(361) | |
(362) | |
(363) | |
(364) | |
(365) | |
(366) | |
(367) | |
(368) | |
(369) | Letta: Og saa har jeg Venusmaalene[109] . |
(370) | |
(371) | |
(372) | |
(373) | |
(374) | Basta: Hun er for fed, ja. Hvem er den Gamle. Dens her er da virkelig... |
(375) | Letta: Nej, hun er jo bare en Streg. Uha. Hun sulter sig. Men hos mig er det naturligt. |
(376) | |
(377) | |
(378) | Basta: Hvadbehager – nej – ikke meget – egentlig – slet ikke. Husk paa, jeg er jo den sædelige Genrejser af Verden. |
(379) | |
(380) | |
(381) | |
(382) | |
(383) | |
(384) | Basta: Jo, jo, for den Sags Skyld, jeg kan godt forsøge. (Kysser) |
(385) | |
(386) | |
(387) | Letta: Jo, det var brilliant. Det var et af de stærkeste, jeg har smagt. |
(388) | |
(389) | |
(390) | |
(391) | |
(392) | |
(393) | Letta: Jo, det vil De. De med Deres Grundsætninger. De, der allermest her i Verden er en Mand med Principper. – Og jeg har haft saa ondt af Dem, at De har ligget herude 2 Nætter alene. Det er saa koldt. |
(394) | |
(395) | Letta: Jo, saadan er det at ligge ene. Enten har man det koldt eller ogsaa lummert. To, saa er det lige til pas. Er det ellers en god Seng, han har sørget for til Dem? |
(396) | |
(397) | |
(398) | |
(399) | |
(400) | |
(401) | |
(402) | |
(403) | Letta (Springer tilbage og farer ham om Halsen): Uh, hvor jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, din store Næse dit mægtige Skæg, din vældige Røst – ih, det er noget saa pragtfuld ved dig altsammen for en lille Pige at gemme sig i. (Smutter fra ham) |
(404) | Basta: Gemme sig! hvor vil hun gemme sig for den mægtigste Mand i Amerika. (efter hende) |
(405) | Prof. Kummer (ud i bar Skjorte): Aah, først kunde jeg ikke sove fordi her var Gæster, og nu kan jeg ikke sove fordi de er gaaet. Hvad er dog ogsaa dette for et Ophold? Hvad bliver vi her efter? Hvorfor gør Generalen ikke andet end skælde mig ud. Han er jo dog min Mester og Herre hvem jeg ser op til, hvorfor skal han saa gøre det saa vanskeligt at se op til ham. Oh, nu ligger min lille Laura derhjemme og stirrer ud ad Vinduet op i den skønne Maane og længes efter mig. Ah, var jeg kun hos dig, lille Laura! Oh, naar du strækker din Arm ud efter mig og hvisker: Kommer lille Fessormand i Aften; kan lille Fessormand nok undvære sine Marsvin og Kaniner lidt? da faar jeg en Taare i Øjet og jeg svarer Ja, for af alle mine Marsvin og Kaniner er ingen saa yndig som du. Oh, der er ingen, der kan sige Fessormand som lille Laura, min Hustru og min Ven. D.v.s. jeg har jo aldrig hørt nogen andre sige det. „Fessormand”, siger Laura. Saadan siger hun det; Fessormand med Armene strakt frem og Hovedet lidt paa Skraa, saa der sommetider falder lidt Mundsekret ud af den ene Mundvig og ned paa Hovedpuden. |
(406) | |
(407) | |
(408) | |
(409) | |
(410) | Letta: Jeg vidste ikke der var saadan en Mand til paa Jorden. |
(411) | |
(412) | |
(413) | |
(414) | |
(415) | |
(416) | Letta: Du har den prægtigste Bas af Verden. Og nu skal jeg lære dig en. Mit Hjerte i mit lille Bryst |
(417) | |
(418) | |
(419) | |
(420) | |
(421) | Basta: Det er umuligt. Du har givet mig hele Verden. Du kan ikke give mig mer. |
(422) | Letta: Jo, du kan tro, jeg kan. En til, som du vil blive næsten lige saa glad for som for den første. |
(423) | |
(424) | Letta: For jeg har snuset mig lidt til, hvordan det hænger sammen. Se, hvad jeg har til dig her. |
(425) | Basta: En Nøgle! Himmelske Snuttebasse, en Nøgle. Jamen til hvor? |
(426) | Letta: Der gaar en Løngang under Havehuset og ud. Den ved ingen om undtagen jeg. Men du maa først love mig aldrig at gøre nogen af mit Folk Fortræd. |
(427) | |
(428) | |
(429) | Basta: Faar? den tager jeg bare. Nu er gamle General Bom Basta sig selv igen. (Han løfter den sprællende Pige op og bærer hende ind i Havehuset.) |
(430) | Villanelle (ind med Præs. og Pateren): Kære Venner, jeg har paa Fornemmelsen, at vor Spøg ikke gaar ret meget længer. De begyndte at ane Uraad i Grobriannien. |
(431) | |
(432) | |
(433) | Præs: Kan vi ikke true ham til at skrive under paa, at han ikke vil hævne sig paa os og saa slippe ham løs. |
(434) | Villanelle: For det første er han ikke den Mand, der lader sig true til noget. Og for det andet, saa vilde han hævne sig alligevel.[120] Men kære Venner, vi har haft en [...] [121] Spøg, og hvad bedre kan man give sit Liv for i denne Verden? |
(435) | |
(436) | Villanelle: Hvad siger De, Præs. Dolnak. Du hellige Grispomendarius hvad siger De der. Ho, det var en Ide. Den prøver vi. Der har vi ham. |
(437) | |
(438) | Villanelle: Jo. Og Damerne vil indfinde sig her om et Øjeblik. Men se, Hr. General, jeg tror Tiden nærmer sig til at vort lille Mummespil skal bringes til Ende. |
(439) | |
(440) | Villanelle: Vi sætter Dem en Revolver for Panden og tvinger til at [...],[122] at De aldrig vil hævne Dem. |
(441) | |
(442) | Villanelle: Det vidste jeg, De gør Nar af os. I Generaler er ikke bange for at dø. Men der er noget andet – og det er I bange for – meget mere end dødsens bange for – og det er at blive til Grin. Ved De, hvad jeg nu gør ved Dem. Jeg binder Dem i en Stol og saa friserer vi Dem. Vi rager alt Skægget af og alt Haaret, saa De er som et pillet Æg i begge Ender. Og saa lader vi Dem gaa. Saa kan De tage en Sporvogn hjem. Hjemme vil ingen kende Dem. For Samsons Kræfter sad jo i Lokkerne[123] . Og over hele Sydamerika vil De blive til Grin, saa De aldrig retter Dem mer. De ser lige med et lidt ked ud af det. |
(443) | Basta: Ja, fy for Pokker. Det var den værste endnu. Mit Skæg det er Statsrekvisit. Tager I det fra mig, saa er ikke blot jeg, men hele Staten kaput. Er der slet ingen Barmhjertighed? |
(444) | Villanelle: Nej. Nej. Nej. Munter Spøg henfra Alvor – der er den første den stærkeste. Det er min Trosbekendelse. Splejs, Barbos, kom med Sax og Kniv og Sæbe. Hurtig. |
(445) | Basta: O, ve O, ve O dobbelt V C, hvad gør jeg nu. Et Øjeblik, de Herrer, et Øjebliks Henstand. Jeg vil lige hente min Salmebog. |
(446) | |
(447) | Basta: Oberst Trit, med fældede Geværer, frem! Op mod Muren de Herrer. Et to Et to, holdt. |
(448) | |
(449) | Basta: Nu siger jeg tak for behagelig Underholdning. De vilde gøre mig til Grin i hele Sydamerika. Nu skal jeg gøre Dem til grin i Helvede. Hænderne op! |
(450) | |
(451) | Basta: Jeg holder altid mine Løfter, naar det passer mig. Hænderne op siger jeg. |
(452) | Villanelle: Nej, saa min Sandten om jeg vil staa og grabbe op i Luften. Dér er jo ikke noget at faa fat i alligevel. |
(453) | Basta: Eins Bier[125] , om De bliver skudt med Hænderne oppe eller nede, skudt bliver De. |
(454) | Letta: Bom, du lovede mig – – – – Saa maa I skyde mig med. (Løber hen til dem ved Muren) |
(455) | Basta: Vel! saa skyder vi dig med. Ganske som Frøkenen ønsker det. |
(456) | |
(457) | |
(458) | |
(459) | |
(460) | |
(461) | Basta: Bøsserne blev skudt af op i Luften. Blev der ramt nogen, kan det ikke være andet end Engle. Faa saa Bud efter Damerne. Naa, der kommer de. |
(462) | Damerne: Hvad var det? Hvem skød? Hvorfor skød I. Irrh! Soldater! Hjælp! |
(463) | Basta: Mine Herskaber, jeg har tilbragt en fortryllende Uge her i Deres fortryllende Selskab. Jeg er nu fuldt restitueret, desuden kalder Pligter. Meget har jeg lært her, der var mig fremmed. Nu indser jeg, at selv om tiderne er strenge, skal der ikke være Kaalrabbi over det hele. Der er brug for Roser ind imellem. Imidlertid er det jo ikke min Trafik at trække mig tilbage uden nogen Erobring. Jeg er da saa heldig ogsaa her at have gjort en Erobring, maaske min bedste til Dato, men skal jo min Sædvane tro forinden bede om Præsidentens Underskrift. Jeg har altsaa den Ære, min Frue og Herre Præsident at anholde om Deres Datters Haand. |
(464) | Fru Klothilde: Mit Barn, med vor Verdensdels mægtigste Mand! |
(465) | |
(466) | Præs: Jeg har ikke – for Bevægelse – nu Himlen velsigne jer I to unge – utututu! |
(467) | Prof. Kummer: Hvad er det jeg hører? skal vi rejse. Er Deres Exe's Halstilfælde gaaet over? |
(468) | |
(469) | Prof: Oh, og jeg som ikke har mine Remedier her! hvad skal jeg nu gøre ved det? |
(470) | Basta: Denne Sygdom skal De behandle paa den for en Læge ikke usædvanemæssige Maade, at De lader den gaa over af sig selv. Honoraret faar De, naar vi kommer hjem. Men nu slutter vi denne lille ualmindeligt kolorerede Komedie med en Sang af vor Ven Villanelle: |