| Første Akt, 1. Scene |
| ( Hjørne i Kejser Franz Josefs Arbejdsværelse i Wien. Sent en Aften i Januar 1889. Kejseren arbejder ved en høj Pult, hvorover Voxlys brænder. Ved et Bord staar Kaptajn Koinoff.) |
(1) | Franz Josef: Videre! Videre, Mænd! Jeg kan godt høre paa Dem, mens jeg arbejder. |
(2) | Koinoff: Javel, Deres Majestæt. |
(3) | Franz Josef: Eller skal jeg fortælle Dem, hvad De skulde til at sige? (aabner en konvolut) En skvalderhovedet Bastard, Ærkehertug Johan af Toscana — — er det rigtigt? |
(4) | Koinoff: Ja, Deres Majestæt. |
(5) | Franz Josef: — vil i Nat konferere med Ærkehertug Rudolf. Sammen med ham vil der — lad mig se — optræde en kendt radikal Redaktør, Sceps, en blødhjernet Familiefader, der er besjælet af Forvisningen om, at hele Verden kan bringes i Lave ved den simple Manøvre, at man vender op og ned paa alting, altsaa ogsaa paa den kejserlige Flaade, Byens Vandforsyninger og hans egen Sauceskaal. Konferencen beæres endvidere med Tilstedeværelsen af en ung Militærekspert, en viss Kaptajn Koinoff, altsaa Dem, og Mødet finder Sted — skal vi sige i Ærkehertug Johans Bopæl? |
(6) | Koinoff: Nej, Deres Majestæt, i Kronprins Rudolfs Gemakker. |
(7) | Franz Josef: Du godeste! I selve Slottet her! (Det banker paa Døren, og en Tjener skiller Portièren.) Du ved selvfølgelig, at jeg ikke kan forstyrres her paa denne Tid af Aftenen? |
(8) | Tjeneren: Javel, Deres Majestæt. |
(9) | Franz Josef: Er der død nogen? Eller ved at dø? |
(10) | Tjeneren: Nej, Deres Majestæt. |
(11) | Franz Josef: Der er sket en Ulykke i Riget, som jeg omgaaende maa have Underretning om? |
(12) | Tjeneren: Nej, Deres Majestæt. |
(13) | Franz Josef: Saa husk for Fremtiden Ordren. |
(14) | Tjeneren: Deres Majestæt, Kejserinden ønsker at tale med Dem. |
(15) | Franz Josef: Kejserinden? Hvor er Kejserinden? |
(16) | Tjeneren: I Modtagelsessalonen, Deres Majestæt.(Pause). |
(17) | Franz Josef: Jeg vil modtage hende straks. (Tjeneren ud.) Gaa ud gennem mit Gemak. Jeg forstaar, at I tre skal drøfte Indførelsen af en moderne Regeringsform. |
(18) | Koinoff: Det er det hele, Deres Majestæt. |
(19) | Franz Josef: Denne Vej. (Fører Koinoff ud. Tjeneren viser Kejserinden ind og forsvinder.) Oh, hvilken Ære! Du ser en Arbejder midt i hans Slæb. En Smule støvet, frygter jeg, og slidt. Vil du ta' Plads? Jeg staar helst. Al den Motion, jeg faar, er blot at bukke Mig efter, hvad jeg taber. ( bukker sig for at tage et Brev op, der er faldet ned.) |
(20) | Elisabeth: Tak. (sætter sig). Blot ikke jeg kommer til Besvær!
|
(21) | Franz Josef: I tretten Aar, om ret jeg mindes, overskred du ikke den Tærskel der. Du sagde, — hvis da stadig jeg husker ret — du vilde aldrig komme alene til mig mere, før jeg havde besvaret dig et Spørgsmaal. Det er ikke besvaret. Men jeg skulde visselig ha' travlt, min kære Cissie[11] , havde ikke jeg Tid til dig.
|
(22) | Elisabeth: Det er for sent at bjerge, hvad Floden for saa mange Aar tilbage drog med sig ud i Havet. Jeg har gaaet forbi din Dør i nogle tusind Nætter — lyttet — og gaaet igen — men Øjeblikket kom aldrig.
|
(23) | Franz Josef: Hvis der er noget, som du ønsker af mig — — stod hele Verden i mit Forgemak, kom du først ind.
|
(24) | Elisabeth: Endnu?
|
(25) | Franz Josef: Jeg ved det jo, du har mig ikke længer kær, men jeg har dig kær og vil ha' dig kær, utvivlsomt saalænge Hjertets Pumpe er i Gang.
|
(26) | Elisabeth: Dengang for længe siden, da du tog mig og gjorde mig til Kejserinde — aah, det var en lykke, en utrolig Lykke for Yngstedatteren af Wittelsbachs skandaliserede ligeglade Hus, hvis Medgift var en Smule Skønhed visnende i Kejserslottets Lys.
|
(27) | Franz Josef: Den visned ikke, og gør det aldrig, tror jeg.
|
(28) | Elisabeth: Lad det være! Saa gik der for sig Ting, som aldrig tilgi'es af mig, af dig, hvor højt du elsker mig, — hvor dybt saa Tiden end har dækket dem.
|
(29) | Franz Josef: Nej, det er sandt. Og det var det, du kom for at sige mig?
|
(30) | Elisabeth: Nej, Franz, min Hjerne er ganske klar, selv om du muligt ofte har tvivlet paa det disse sidste Aar. Og ikke uden Grund. Jeg kom —, to Ting er levnet fra vor Ungdoms Skibbrud: Riget og Rudolf, som skal herske over det, om alt gaar vel. Men bli'r det ved at gaa som nu, da frygter jeg, vi mister begge.
|
(31) | Franz Josef: Hvordan?
|
(32) | Elisabeth: En Arving gav jeg dig, min Gave, min eneste, men ingen Kejser drømte sig bedre Søn at gi' sin Krone til. Højsindet, af sin Alder mer end klog, blid og dog mandig, ivrig for at tjene, elskende Retfærd. Har jeg overdrevet?
|
(33) | Franz Josef: Nej.
|
(34) | Elisabeth: Men nu er han tred've. Og det er, som er Furier[12] begyndt at slide i ham. Maaske vi kriges i hans Blod, vi to.
|
(35) | Franz Josef: Nuvel — og Rudolf?
|
(36) | Elisabeth: Der er nyt fra Ungarn, som ængster mig. Et Folk, som elsker Frihed. Kun ved Erobring er det blevet vort. Tildels fordi han er min Søn, og mig betragter de som Ven, til dels fordi han er Talsmanden for alle deres Ønsker, har Ungarns Folk bestandig elsket Rudolf, han kunde holde dem i Riget for dig. Saa tænkte jeg: sæt Rudolf over Ungarn!
|
(37) | Franz Josef: Som Konge?
|
(38) | Elisabeth: Ungarns Konge.
|
(39) | Franz Josef: Finder du mig tjenlig snart til aftægt[13] ?
|
(40) | Elisabeth: Nej, men hans bli'r det jo dog alligevel engang. Skal først som aldrende han faa Mands Gerning, naar han af Lediggang og Lystenhed er brændt ud og hulet ud — og al hans Tro — —
|
(41) | Franz Josef: Du har vel talt med Rudolf?
|
(42) | Elisabeth: Nej.
|
(43) | Franz Josef: Jeg tror dig. En Løgn har du vist endnu aldrig sagt mig. Naar har du set ham sidst?
|
(44) | Elisabeth: Det var igaar.
|
(45) | Franz Josef: Talt med ham? Som en Moder med sin Søn? Det har Du næppe i det sidste Aar vel?
|
(46) | Elisabeth: Nej. Det er vistnok endnu længere siden.
|
(47) | Franz Josef: Saa lad mig gi' dig lidt Besked om Rudolf. Jeg har et Brev her fra Hans Hellighed. Det gav i Morges mig Besked. Vor Søn har ansøgt Paven om at faa erklæret sit Ægteskab ugyldigt, saa det atter kan staa ham frit at gifte sig, utvivlsomt med denne Tøs Vetzera. Tilstaa maa selv du, det vilde stinke kongeligt fra det nyfødte Lands nyfødte Hof midt i Europa.
|
(48) | Elisabeth: Ja.
|
(49) | Franz Josef: Det var Punkt 1. Punkt 2: Et Baal, tilrettelagt, er Ungarn, og Rudolf skulde sætte Gnisten til med Sammensvorne til at gøre ham til Konge, feje mig til Side som den gamle Hr. Kontorius jeg er, unde mig Østrig, hvis jeg brød mig om det, men Ungarn Rudolfs strax — du vidste dette?
|
(50) | Elisabeth: Nej.
|
(51) | Franz Josef: Men jeg vidste det! Saa godt som nogen! Ved altid mere, end de tror, jeg ved. Sig Rudolf dette, hvis du vil ham vel, samt at hans hede Venner bør slaa koldt Vand i Blodet — skal det ikke koge over.
|
(52) | Elisabeth: Begyndte Rudolf? Var det ham, det kom fra?
|
(53) | Franz Josef: Det ved jeg endnu ikke ganske nøje, det er sandsynligt, naar men tænker paa de Ting, som han har skrevet, og de Venner, han omgaas, og de Møder, som han holder. Men skal jeg være ærlig, ved jeg ikke, hvor stor en Del af Værket, der er hans.
|
(54) | Elisabeth: Var det nu saa, at Ungarn ønsker det, at Ungarn ønsker ham — til Konge altsaa — du vilde sige Nej?
|
(55) | Franz Josef: Hvad andet ønsker et Land end det, som det faar Paalæg om?
|
(56) | Elisabeth: Da vi var unge, linded du for min Skyld engang dit Greb om Ungarn …
|
(57) | Franz Josef: Da vi mødtes for første Gang — ja, du var ikke 17 og af en Skønhed som en mat Krystal saa langt udover, hvad en gammel Mand formaar at finde Udtryk for — en Mand, der har for længe siden gjort sig til sit Riges Kontorist og mistet Evnen til smukke Ord. Jeg elskede dig straks. Og vi blev gift, og som et Kornmodsglimt [14] svandt Aaret for os, men da saa jeg bag dit Ansigts Smil og fandt — en Lovløshedens leende Djævel, stærkere end jeg, langt klogere, letsindig som et Barn, men med en Dæmons Krav. Hvergang du rørte en Haand, har du gjort Kejserdømmet Skade, gjort hele dets Autoritet til Latter, og med en Engels Blik, en Engels Stemme forledt mig til en Række Fejlgreb, som jeg bøder for den Dag idag. Og Rudolf blev født, og se, han var sin Mors Barn, igen en Ærkeengels Smil og Tunge, og med en Djævels Sind, en Wittelsbach[15] . Jeg elsked ham, som dig. Omtrent som dig. Han hader og forraader mig, og jeg — jeg elsker ham. Mit hele lange Liv gaar med at trampe paa mit eget Hjerte — for Rigets Skyld — i dette Kammers Støv og stilhed, her, hvor ingen træder ind. Gaa saa! Mit arbejd' venter!
|
(58) | Elisabeth: Jeg skal ikke, skal aldrig spørge mere.
|
(59) | Franz Josef: Jeg har været taalmodig imod Rudolf — og bli'r ved. Han er min Søn. Men da du tog dit Legem, dit, Kejserindens, Legeme, og lagde det ned ved Siden af en fremmed Mand og tog ham til dig — da jeg hørte dette, det var mig, som min egen Død jeg hørte paa Vandring gennem Slottets øde Gange, skridtende mine Dage af — og uden Haab om at kunne vente andre Skridt.
|
(60) | Elisabeth: Du var den første paa den Vej. Husk det. Nu har du gaaet og tygget paa din Hævn saamange Aar. Nu maa det være nok. Franz, hvor er Imry?
|
(61) | Franz Josef: Der, hvor du aldrig faar ham at se, og næppe heller bryder dig om at se ham. Ikke just et Sted for Elskende. (hun viger et Skridt).
|
(62) | Elisabeth: Godnat!
|
(63) | Franz Josef: Godnat!
|
(64) | Elisabeth: De Skridt, du hører rundt i Gangene, er ikke din Død, men kun en Pige, du engang holdt meget af, og som er blevet gammel og søvnløs, og nu haster frem mod Enden af den saa alt for lange Korridor. Sejgt er det Stof, som du er skabt af, mere end mit og Rudolf, — overleve os, det vil du, og naar du faar os begravet, saa bli'r der stille i de øde Rum. ( ud gennem portièren[16] . Franz Josef griber efter Dokumentbunken paa Pulten, men lægger den fra sig med Øjnene mod Gulvet.) |
(65) | Grev Taafe (ind): Deres Majestæt.
|
(66) | Franz Josef: Naa? Ja, Taafe.
|
(67) | Taafe: De bød mig komme umeldt ind, saasnart det var sikkert, at Vetzera-Tøsen havde indfundet sig alene hos Prins Rudolf.
|
(68) | Franz Josef: Saa lad os gaa. ( tager et Skridt, men maa standse og støtte sig til Bordet). |
(69) | Taafe: Bli'r Majestæten uvel?
|
(70) | Franz Josef: Betyder intet (sætter sig). De gaar med mig, Taafe! Er de alene sammen?
|
(71) | Taafe: Ja, en Stund Skønt det er sagt mig, ogsaa Ærkehertug Johan vil gæste ham.
|
(72) | Franz Josef: Vil Ærkehertug Johan?
|
(73) | Taafe: Det er om Ungarn, Ja man skulde jo troet, at han havde nok i Damen. Men hvad kan ikke Ungdom gabe over? Amourer[17] og Intriger efter Midnat. Og sove? Tak, det kan vi senere, kan sove og la' Vækkeuret ringe. – men det er ubelejligt nok.
|
(74) | Franz Josef: Sig intet om Ungarn. Eet ad Gangen. Damen først. — Jeg vilde stige ned i Nat i Graven, og la' dem stoppe Mund og Øren til med Jord, blot for at ha' en anden Søn. Gud sende mig den visdom, jeg behøver, for at faa frelst mit Rige fra min Søn. Jeg har det bedre. Vi kan gaa. ( De gaar ud.) |
| ( Tæppe.) |
| Første Akt, 2. Scene. |
| ( Et Værelse, — halvt Dagligstue, halvt Arbejdsværelse, i Kronprins Rudolfs Gemakker i Hofburg[18] . Dør tilhøjre fører til et Venteværelse. Dør i Baggrunden til det Indre af Gemakkerne og Soveværelset. I Baggrunden tilhøjre en Pult under en Reol, med en Hjerneskal grinende mellem Skrivematerialerne. I Baggrunden tilvenstre brænder en Ild i Kaminen. I den venstre Væg er høje franske Vinduer. Over Pulten hænger et Portræt af Rudolfs Mor, Kejserinde Elisabeth som ung Pige med Stjerner i Haaret. Det er efter Midnat. Værelset straaler i Lys. Tre mænd og tre Kvinder, maskerade-klædte, driver omkring i Stuen som i Venten paa noget. Blandt dem er Baron og Baronesse von Neustadt. En Domino[19] ligger henover Sofaen, parat til at blive taget paa.) |
(75) | Baronesse v. Neustadt: Spørgsmaalet altsaa! Kom saa med Spørgsmaalet! (sætter sig foran en af Mændene). |
(76) | Baron v. Neustadt: Kære hvor var du i Gaar Eftermiddags? |
(77) | Baronessen: Hjemme, min Elskede. Videre! |
(78) | v. Neustadt: Gaa mere i Detaljer! Hvor? Nøjere indkredset: hvor? |
(79) | Baronessen: I mit eget Soveværelse, Allerkæreste. |
(80) | v. Neustadt: Og hvad bestilte du? |
(81) | Baronessen: Brændte — gamle Breve. |
(82) | Første Dame: Ja, det er sandt, hun fortalte mig det. Hun brændte gamle Breve. |
(83) | Første Herre: Hele Eftermiddagen? |
(84) | Baronessen: Kære Fritzi, hele Eftermiddagen. |
(85) | v. Neustadt: Aha. Hvordan gik det saa til, min eneste Elskede, at Mimi ventede paa dig hele Eftermiddagen i dit Soveværelse og saa ikke et Glimt af dig — fra Klokken to til Klokken seks? |
(86) | Baronessen: Tøsen lyver. |
(87) | Anden Dame: Nej, Kæreste, jeg siger Sandhed. |
(88) | v. Neustadt: Rudi! Rudi! |
(89) | Loschek (inde fra Soveværelset): Prinsen vil være her om et Øjeblik. |
(90) | Baronessen: Og nu vil du svare mig paa mine Spørgsmaal, Allerkæreste kære |
(91) | v. Neustadt: Jeg vil købe en pisk. Rudi, Rudi! |
(92) | Baronessen: Hvor var du, min Herre og Mester, i Gaar Eftermiddags? |
(93) | Rudolf (ind i Slobrok): Hvad raaber I for? |
(94) | v. Neustadt: Rudi, hun nægter at fortælle mig, hvor hun var. |
(95) | Rudolf: Hun? Hvem kære Baron? |
(96) | v. Neustadt: Det der! Min Kone der! |
(97) | Rudolf: Er De nødt til at spilde vor Tid med disse Smaatræk fra Familielivet? |
(98) | v. Neustadt: Men det holder aldrig op. Ligegyldigt hvor jeg regner med, hun er, er hun altid alle mulige andre Steder. |
(99) | Baronessen: Du overdriver, min Elskede. |
(100) | v. Neustadt: Ikke Tale om. |
(101) | Anden Herre: Følger Deres Højhed saa med os? |
(102) | Rudolf: Det var min Mening. Men en eller anden Embedsmand har efterladt en Bunke Dokumenter paa min Pult. — De skal underskrives i Aften. |
(103) | Første Dame: Skal vi gøre ham den Ære og tro ham? |
(104) | Første Herre (ser op paa Kejserindens Portræt): Der har nu min Salighed aldrig i Verdenshistorien existeret en Kvinde saa smuk som Kejserinden. |
(105) | Anden Dame: Nej, vel? Og hun er pragtfuld den Dag idag. |
(106) | Anden Herre: Ja, Gud ved, hvordan det er gaaet til, at Rudi ser ud, som han gør. |
(107) | Baronessen: Der var en vis Staldmester, som Kejserinden satte megen Pris paa ved den Tid, da Rudolf her — — |
(108) | Rudolf: Savl jeres Slim af jer, hvor I vil, I Køterkobbel, men hold jeres Tunger fra min Mor! |
(109) | Første Dame: Av, søde, De angriber Arvefølgen! |
(110) | Baronessen: Ja — om Forladelse! Selvfølgelig er en Prinses Mor fredhellig[20] . Er vi Uvenner? Oh, jeg vilde meget hellere være gode Venner med dem, Deres Højhed. Og de faar Brug for Venner. De spiller et højt Spil ved de ungarnske valg. De er indviklet i faretruende Forhold med denne Baronesse Vetzera. Og der er en Grænse, selv for en Kejsers Taalmodighed. |
(111) | Rudolf: For Deres Ærligheds Skyld vil jeg være Ven med Dem, min kære Baronesse. Og jeg skal gerne indrømme Dem, at vi her ved Hoffet befinder os paa et meget farligt Sted. Man glider saa let, og et Ord, en Bevægelse er nok til at sende En paa Hovedet ned i — Glemslen. Men jeg har jo gjort alt for at slippe fri. Jeg hader Hoffet her i Wien, jeg foragter de Mennesker, der færdes her, jeg foragter mig selv, at jeg er med i det. Men jeg er her, jeg har gaaet her Dag ud, Dag ind i alle disse tredve Aar. Hvad De siger om mit Forhold til Ungarn og til Baronesse Vetzera er Løgn, Rygter, Skandalehistorier, men bliv endelig ved at gentage dem, giv mig det Puf, De kan, ned fra denne slimede Højde, jeg staar paa, saa er De min virkelige Ven. |
(112) | Baronessen: Er det Alvor, Deres Højhed? Saa er jeg frelst fra at kede mig i to Uger. Jeg vil foragte Hoffet i Wien. Jeg vil vidne det ned under min Ringeagt og hagle det til med Adjektiver. Børn, vi vil gøre dette til sidste Mode. Det habsburgske Hof! Dets til Himlen skrydende Æselagtighed! Foragte det? Jeg væmmes ved det. Det er — raaddent! — Rudi, Rudi, vi skal gøre dig til højeste Mode. |
(113) | Rudolf: Forsvind saa, alle sammen! I er sent paa det, og det er jeg ogsaa. |
(114) | Baronessen: Og alligevel er jeg Deres Ven, mer end De aner. Jeg har haft en vis Persons Fortrolighed, men tys, vi siger ingenting. |
(115) | Anden Dame: Skal vi saa gaa? |
(116) | Første Herre: Kom saa, I Bande af Køtere. |
(117) | Første Dame: Det er Ordet. |
(118) | v. Neustadt: Deres Højhed kommer saa senere? |
(119) | Rudolf: Om en halv Time. |
(120) | Baronessen: Kom, I Udskud! I Gevækster paa en Majestætiskhed af Dødkød. |
(121) | v. Neustadt: Deres Ord, Rudi. (de alle ud.) |
(122) | Rudolf (efter en Pause, kalder): Loschek! |
(123) | Loschek (ind): Deres Højhed! |
(124) | Rudolf: Kig ind i den lille Gang og hent Bratfisch. |
(125) | Loschek: ( bukker og vender tilbage gennem de indre Gemakker. Rudolf sidder ved sin Pult, løfter et Papir fra Dyngen og løber gennem det, kaster det saa tilbage. Loschek kommer igen med Bratfisch og standser afventende.) |
(126) | Bratfisch: Var der noget? |
(127) | Rudolf: Ja. (fører haanden træt over Øjnene). Loschek, der er for mange Lys. (Loschek bukker og begynder at slukke Kandelabren, lader de to Lys brænde under Kejserindens Billede.) Hvordan er Vejret i Aften? |
(128) | Bratfisch: Let Snevejr, Deres Højhed. |
(129) | Rudolf: De venter ved Bagporten, til den Dame kommer, Bratfisch. Siden tager Loschek Deres Plads. De forstaar? |
(130) | Bratfisch: Nej? |
(131) | Rudolf: De tager den Domino paa, denne, Armene her, Øjnene her — |
(132) | Bratfisch: Javel. |
(133) | Rudolf: Og lader Dem køre til Baltazzi-Paladset[21] , hvor De bliver meldt som Kronprins Rudolf. |
(134) | Bratfisch: Javel. |
(135) | Rudolf: Før Dem med Anstand, med Værdighed, og tag bort igen efter et Kvarters Forløb. Gaa saa, og tag Dominoen med Dem. |
(136) | Bratfisch: Med Tilladelse, Deres Højhed, der er ved Bagdøren en lille Mand, som staar og sælger Kastanier. |
(137) | Rudolf: En Spion? Javel. Saa følger han nok efter min Domino. Se til, at min Domino faar en Nat ud af det, Bratfisch. En lille Smule af alt muligt forargeligt, og tilbage her ved Daggry eller deromkring. |
(138) | Bratfisch: Javel, Deres Højhed. (bukker og ud med Loschek og Dominoen). |
(139) | Rudolf (ser op til Elisabeths Billede): For længe lever vi. Er det din Visdom, du kære Mor med Stjerner i dit Haar? Dengang de maled dig, med disse Stjerner, da var din Verden lys, og Duggen laa paa Vaarens Græs. Nu vandrer du om Natten igennem Slottets lange kolde Gange — ensom– Fordømte vandrer vi paa dette Slot. ( Klokken slaar 2 udenfor.) Og jeg er tredve Aar, — et helt halvt Liv endnu, før jeg bli'r kold! Om nu jeg fik lagt Hav og Veje mellem mig og Wien, saa slap jeg for engang at skulle hvile i de fordømte Kejsergraves Krypt. Der stinker af Habsburg og af raadne Konger. Er det nødvendigt, at Du hviler der, naar du engang er død? Du siger ja. De har jo alt plukket Stjernerne af dine Øjne og af dit Haar og gjort dig rede. ( Han sidder, skjult i Skyggen. Stedet er stille en Stund, saa lister en Pige forsigtigt ind og gaar til Kaminen. Hun sysler med Ilden og standser af og til for at lytte. Rudolf rører sig. Hun rejser sig Hurtigt). |
(140) | Pigen: Undskyld — jeg troede — alle var gaaet. (vil gaa). |
(141) | Rudolf: Vent! Hven har sendt dig herind? |
(142) | Pigen: Ingen. Det er noget, jeg er fæstet[22] til at gøre. |
(143) | Rudolf: Naturligvis. |
(144) | Pigen: Kan jeg gaa? |
(145) | Rudolf: Ja. |
(146) | Pigen: Tak. |
(147) | Rudolf: Vent igen. Vent lidt. Jeg kender dig. |
(148) | Pigen: Nej |
(149) | Rudolf: Fra for nogle Aar siden. |
(150) | Pigen: Nej. |
(151) | Rudolf: Jeg tog din Uskyld, tror jeg, — gav dig Penge, og lod dig gaa. Nuvel, det gør mig ondt, men hvorfor er du her?
|
(152) | Pigen: Jeg tjener her.
|
(153) | Rudolf: Javist, javist. Du er den syvende. En efter en opdager jeg dem, disse Spioner i mit Hus, de sætter paa mig. Og hende har de regnet særligt med, en Pige, jeg har kendt, et helt glat ansigt, jeg kunde falde atter, og du kunde opsamle Kys og Løndomme i Flæng og bringe Kejseren de sidste.
|
(154) | Pigen: De fejler, Deres Højhed.
|
(155) | Rudolf: Ingen Løgne. For jeg er syg af det evindelige Spioneri, de kravler gennem Muren som Tyfus-Lus i Pesttid. Jeg gad hænge dig i et Lagen paa en Sengestolpe.
|
(156) | Pigen: Men De ta'r fejl. Av. De har klemt min Haand. Mon jeg vil miste Pladsen nu?
|
(157) | Rudolf: Vist ikke. For jeg tog fejl. Tilgiv mig. Dette Haandværk at være Prins, det gaar mig under Huden og ind i Blodet. Derfor: tilgiv mig!
|
(158) | Pigen: Jeg tilgi' — ?
|
(159) | Rudolf: Det er for min egen Skyld, ikke for din, jeg siger det. Jeg øver mig i at faa Bugt med dette — Fyrsteblod, be' om Forladelse, hvergang jeg har forløbet mig, om saa jeg nok saa meget krymper mig ved at gøre det. Jeg takker for din Tilgivelse.
|
(160) | Pigen (idet hun falder paa Knæ og tager hans Haand): Lad mig faa Lov at takke Deres Højhed — —
|
(161) | Rudolf: Rejs dig op!
|
(162) | Loschek (ind): Nu er der en, der venter Deres Højhed.
|
(163) | Rudolf (til Pigen): Gaa saa! (Pigen ud). Før hende hurtigt ind! Marie!
|
(164) | Marie Vetzera (i Døren): Tør jeg komme?
|
(165) | Rudolf: Hvordan kom du?
|
(166) | Marie: Det sner, min Ven, og jeg gik gennem Sneen. Blev ikke skygget, tror jeg ganske sikkert.
|
(167) | Rudolf: En hel Sneflage fanget i dit Haar! Saa svale dine Kinder! — Gode Gud, hvor blev paa engang Stuen her en anden!
|
(168) | Marie: Men vil du ikke kysse mig?
|
(169) | Rudolf: Mon det er passende at kysse Engle? ( kysser hende). |
(170) | Marie: Og du har haft det godt?
|
(171) | Rudolf: Tak, rigtig godt? Jeg saa dig jo engang i Prateren[23] .
|
(172) | Marie: Aah, disse 14 Dage! Rudi, har du følt dig ene?
|
(173) | Rudolf: Yderlig elendig! Har tumlet rundt i Tog, har maatet lytte til Velkomst efter Velkomst, fede Byers fede Borgmestre har holdt fede Taler evindeligt — men intet Ord fra dig.
|
(174) | Marie: Jeg kunde ikke klare det. Men tro mig, hvis ikke Loschek havde ladet falde den Hilsen fra dig i min Bønnebog i Kirken, var jeg død nu.
|
(175) | Rudolf: Elsker du mig saa meget?
|
(176) | Marie: Mere! mer endnu, end jeg kan sige dig.
|
(177) | Rudolf: Og det vil vare hvorlænge?
|
(178) | Marie: Til jeg dør. Og siden hen betvivler jeg, det bli'r stort anderledes.
|
(179) | Rudolf: Barn! Barn!
|
(180) | Marie: I Sandhed, Rudi, jeg vil dø, naar du dør — var du end langt borte, vilde jeg mærke, du var død, og ogsaa dø. Ja, hvor dit Støv blev lagt, fandt mit det snart, og vilde ligge der!
|
(181) | Rudolf: Ja! Smukt!
|
(182) | Marie: Og holde dig varm, for saadan brændte det i Støvet, det Støv, der var mit Hjerte før, at dybt i Jordens Skød holdt jeg dig varm. Du vilde af Heden der i Støvet kende mig. Og paa den mangel, at vi aldrig fik en hel Nat med hinanden, kan vi bøde, som der vi hviler sammen tyst og længe.
|
(183) | Rudolf: Du taler alt for godt.
|
(184) | Marie: Det har jeg aldrig gjort før og kommer aldrig til det mere. Jeg gør det nu for dig.
|
(185) | Rudolf: En skønne Dag vil Statshensyn forhindre, at vi ses. Min Hustru vil med sine Knoer hamre paa Vatikanets Porte og vil skaffe os Kejseren paa Halsen. De vil sejle mig imod Østerled[24] og dig mod Vester og ingen Sum af elskov redder os. Din sidste Udvej bli'r et Giftemaal med en Bankier. Din Pris vil synke efter Skandalen her, dit Navn har jeg besmudset.
|
(186) | Marie: Hvis det skal være saadan, skal det altsaa. Men gifter jeg mig — du er den, jeg elsker. Og vender du tilbage til din Hustru — ja, selv om — ja, om saa du ønsker det —
|
(187) | Rudolf: Du elsker mig endda?
|
(188) | Marie: Jeg elsker dig, Vil ikke be' om mer, end jeg kan faa, kun — giv mig Lov at se dig, mens jeg kan. Og lad det være Slut, naar det er Slut.
|
(189) | Rudolf: Gid Ormene fortære mig før Tiden for dette her. Se her, et Brev jeg skrev for to Uger siden til den hellige Næse i Rom[25] — og se, her er en Ring, som jeg har gaaet med i Lommen disse to Uger for —
|
(190) | Marie: Hvad er det?
|
(191) | Rudolf: Bøn til Paven, sat op formelt med Sving og Kruseduller, om Annullering af mit Ægteskab med Prinsesse Stefanie, med Grunde nok til, at jeg kan gifte mig igen.
|
(192) | Marie: Er det nødvendigt, at du gifter dig igen?
|
(193) | Rudolf: Til dig er den Ring.
|
(194) | Marie: Til mig! En Vielsesring! Et Kejserrige venter. Og mig, en Baltazzi fra Østen, Datter af Bissekræmere[26] .
|
(195) | Rudolf: Et kort Farvel da til Kejserriget! Lad de andre ha' det!
|
(196) | Marie: Farvel til Riget? Nu forstaar jeg da, at det er Spøg. En Smule ubegavet og nem at narre er jeg, men jeg ved dog, at ingen Fyrste smider Riget bort for en Kvinde, der blev hans, saasnart han bad.
|
(197) | Rudolf: Ifald jeg vilde ha' det Rige, fik jeg det Rige, dig og Stefanie og alt, hvad jeg bare gider fløjte efter! Men saasnart jeg siger Habsburgs Kejserkrone er en Forbandelse fra Arilds Tid [27] og jeg vil aldrig bære den, saa rejser der sig et Jernbur om mig, og jeg føler min Faders Haand, der lukker sig om alt, hvad jeg saa gør og hvor jeg gaar. Jeg er i Fængsel her paa Slottet, alle Gader er Fængsler, jeg kan ride i, med Mure som viger, men de er Jern, og ikke til at bryde. Kronprins er jeg og Kronprins skal jeg være. Men mit Svar bli'r dette: Enten gaar jeg fra det hele, fri som en Tigger paa en Landevej, eller fra nu af er mit Liv mit eget! Jeg gifter mig med hvem jeg vil, jeg siger, hvad jeg har Lyst til, og saa maa den Storm, jeg rejser, føre mig, hvorhen den vil, saa faar jeg dog min Vilje.
|
(198) | Marie: Og Ringen er til mig?
|
(199) | Rudolf: Den er til dig.
|
(200) | Marie: Hvordan har jeg fortjent den, Rudi?
|
(201) | Rudolf: Tror du, jeg ved det? Der har været andre Kvinder i denne Stue; hvor de siden gik, kom mig kun lidet ved. Naar du er gaaet, saa hører jeg, hvordan ned gennem Gangen din Latter dør, og tror jo, du er borte, men se, saa løber du i mine Aarer som Solskin over Donaus Vand, og mellem mig og Papiret i min Haand der flimrer dit Haar, din Heks! Alt det jo er for Drenge og Pigebørn, og ikke mer for mig, men mit igen hos dig, hos dig. Og derfor vil vi beholde det. Saa lad dem prøve paa at ta' det fra os.
|
(202) | Marie: Dette har jeg ønsket saa inderlig, at jeg har aldrig vovet at ønske det — og skælver nu — ved ikke hvorfor. Hvad skal der blive af os, Rudi? Hvad vil de gøre?
|
(203) | Rudolf: Aah, i nogle timer vil Ramaskrig[28] slaa sammen til en Katte- koncert, saa man kan fristes til at tro, en Heksesabbat er brudt løs rundt om i alle Ambassaderne. Smaa Mænd vil trave ind og ud af Slottets Døre med store Dokumenter. De vil fægte med Hænderne i Luften, bide sig i Læberne, og Haar vil blive graa paa Diplomaternes Hoveder. Far Hvalros vil løsne for en Knurren, der vil rulle som Torden langvejs ned ad Slottets Trapper og maaske revne — det Gardin. Men vi, vi to kan ikke i al Evighed gi' Agt paa det, saa vi gaar blot i Seng.
|
(204) | Marie: Naar bare ikke værre Ting maa hænde.
|
(205) | Rudolf: Vilde du være lykkelig?
|
(206) | Marie: Det ved du.
|
(207) | Rudolf: Saa er der ingen, der kan røre os! De trænger til mig, men jeg trænger ikke til dem, jeg trænger kun til dig. Og altsaa — ! Se at faa ordnet det, saa godt du kan derhjemme. Alle disse stjaalne Møder, de er mig ikke nok. Herefter viser vi to os sammen, ligesaa tit vi lyster!
|
(208) | Marie: Ja — saa maa jeg fortælle dig — der er — — Sagførere og Segl og Underskrifter og alt det der, jeg knap ved Rede paa, — en Ordning truffet — endnu hemmelig — et Forslag til mig om at gifte mig.
|
(209) | Rudolf: Naa saa?
|
(210) | Marie: Forstaar du nok, jeg regned med, du vilde blive træt af mig. De bød mig vel frem paa Markedet for Dagens Pris. Jeg sagde ja — en Gang ved Lejlighed — til næste Aar først. Men nu bryder jeg det.
|
(211) | Rudolf: Ja, bryd det.
|
(212) | Marie: Sige dig det maatte jeg jo.
|
(213) | Rudolf: Hvem er den Mand?
|
(214) | Marie: Braganza! [29] |
(215) | Rudolf: Hertugen? Charmøren! Hvad vil du nu sige ham?
|
(216) | Marie: At som jeg gik et Slot forbi, da traadte der ud en Prins og bad mig ægte sig, og midt i Vinteren blev brat det Foraar, og derfor: undskyld, jeg beklager, men — . Aah, Rudi, du er vred?
|
(217) | Rudolf: Nej, det er bare det kendte Mandens Ubehag ved den Kendsgerning, der er andre Mandfolk til. Men bryd det saa! i Morgen!
|
(218) | Marie: Ja, det vil jeg.
|
(219) | Rudolf: Jeg prøved aldrig før at rejse mig mod Kejseren og sige til ham: dette er det min Agt at faa, men naar jeg gør det, saa lad der regne Fuglereder ned i Wienerwald[30] . Værsgod. Men jeg vil faa det. ( Ærkehertug Johan af Toscana ind fra Baggrunden, Loschek følger, derefter Koinoff og Sceps). |
(220) | Johan: Med Fugleredesuppe vil det regne i Pesth[31] , før du faar Magten, hvis du ikke kan holde dine Kvinder af dit Raad.
|
(221) | Rudolf: Loschek!
|
(222) | Johan: Jøsses! skæld ikke ham, selv gik jeg ind. Vi har en Sammenkomst i Aften her.
|
(223) | Rudolf: Jeg tænker mig, du kender Baronesse Vetzera — Ærkehertug af Toscana Johan, en Mand, der har for Skik at skjule sin Hjerne under Mangel paa Manér.
|
(224) | Loschek (tænder Kandelaberne og gaar ud.): |
(225) | Johan: Har hørt om hende. (nikker). |
(226) | Rudolf: Bag ham Kaptain Koinoff. Bag ham Hr. Sceps fra Tageblatt.
|
(227) | Marie: Jeg skal vel gaa?
|
(228) | Rudolf: Nej, du kan høre dette.
|
(229) | Johan: Ja, saa gaar vi.
|
(230) | Rudolf: Baronessen bli'r min Hustru, saa saare det kan ordnes. Hvis I stoler paa mig, saa stol paa hende ogsaa. ( Mændene bukker) |
(231) | Johan (vender tilbage): Undskyld, men det bli'r dog vist ikke ganske let. Din endnu ikke udrangerte Hustru er Datter af en Konge.
|
(232) | Rudolf: Ja, det ved jeg! Hun kan jo rejse hjem saa til sin Far.
|
(233) | Johan: Giv mig din Haand, nu kan jeg bedre li' dig. ( til Marie). Ak ja, jeg selv var s'mænd engang belemret med med en af disse kongelige Sipper[32] . Hun er tilbage hos sin Mama nu, og ved en lille Danserindes Hjælp er jeg ble't Menneske igen. — Kys Haand, Kaptajner og Skribenter, kys den, før den bli'r kongelig — og Damen selv for fjern.
|
(234) | Koinoff: Til Lykke, Baronesse. ( kysser Vetzeras Haand). |
(235) | Marie: Tak, Kaptajn.
|
(236) | Sceps: Gid De kan gi' ham Lykken. Han har ikke haft den endnu.
|
(237) | Marie: Jeg takker ogsaa Dem.
|
(238) | Johan: Jeg har kun denne halve Time for mig, det synes, som om Ungarn nu har lagt Krudtrender til en Eksplosion, der slynger vort Søsterrige fra Franz Josefs Hænder ned i dit Skød. — Artiklen, som du skrev i Tageblatt — hvem der var dens Forfatter er sivet ud, og Universiteter rundt om i Ungarn gik amok, du ved med unge Knægtes Brølen efter Blod, Fransk Stil og Marseillaisen[33] , og March under et Rudolf-Banner. Derpaa, — Sceps, fortæl!
|
(239) | Sceps: Ja, Deres Højhed ved, med hvilken Omhu jeg hidindtil har passet paa mit Hoved, ud fra den Fordom, at et Hoved er af en vis Værdi selv for en Journalist. Metoden brugt imod Forræddere af Deres Far, er som bekendt en skaansom Halshuggelse foruden al Reklame. Men nu kom der her til Wien en ung ungarnsk Adelsmand, der spurgte — værsgod — mig ud om Dem og Deres Skriveri. Det viste sig, han staar i Spidsen for en Flok Aristokrater, der alle dyrt har svoret paa at skilles fra Wien og har lagt Planer og er rede til at slaa til — de mangler kun et Ord fra Dem — saa gør de Dem til Ungarns Konge. Koinoff og jeg stak af til Budapest for selv at mønstre dem, og det er sandt: den er en Kube rede til at sværme.
|
(240) | Rudolf: Og Deres Skøn, Herr Sceps?
|
(241) | Sceps: Her er en Casus[34] , hvor jeg vil sætte Hovedet paa Spil: et frit og oplyst Ungarn gør sig løs af Østrig.
|
(242) | Rudolf: Og Kaptajn Koinoff?
|
(243) | Koinoff: Jeg er lidt mindre bange for det Ord ”Forræder” end Sceps, der har Familie og Avis. Jeg selv har ikke andet end et Liv, jeg nok gad bytte — lad os sige: for en Anelse mer Frihed her i Verden, hvad aldrig vi kan haabe paa, saalænge som denne Kejser sidder, hvor han sidder, i Fred og Ro.
|
(244) | Rudolf: Hvad angaar Ærkehertug Johan, din Mening ved jeg.
|
(245) | Johan: Gud skal vide, at jeg kun har et mavert Hertugdømme at miste, og en dito Hals, mens du har Haab om Kejsertitel, og du har et Kejserligt Skelet, som du kan hænge en Krone paa, saafremt du skulde faa en. Men gaar der en 5-6 Aar til som nu, bli'r Habsburgkronerne paa Markedet taxerede[35] som andet gammelt Jern. — Grib til da, ingensinde eller nu! Revolutioner vokser som en Frugt. Pluk den, nu den er moden, eller aldrig. For den bli'r ikke hængende paa Træet.
|
(246) | Rudolf: Hvad mener du, Marie?
|
(247) | Marie: Spørg mig ikke.
|
(248) | Rudolf: Hvorfor?
|
(249) | Marie: For jeg forstaar mig paa for lidt.
|
(250) | Johan: Det er dog ligetil, hvis I to ønsker at bryde ud og leve sammen. Chancen er denne. Her gi'r de jer aldrig Lov.
|
(251) | Rudolf: Tror I da virkelig, at om jeg nu blev Hersker over Ungarn, kunde det opveje Rædslen Krig, en blodig Krig – ja, og en tabt Krig —, Tab af Ret og Frihed og Sejerherrens raa Brandskatninger [36] hos dem, der taber Krigen? — Og jeg regner endda slet ikke med: min egen Krop mit Hoved, Halsen, — Ting, jeg sætter Pris paa og gerne vil bevare samlet.
|
(252) | Johan: Godt. Saa maa jeg ud af Landet, hurtigst muligt, Du redder Dit Skind, og jeg redder mit.
|
(253) | Rudolf: Er du saa nobel, at du tænker dig, at det, du har betroet mig, gaar videre, saa tror du mig for daarligt. Jeg skal tie. Ja, hvis Projektet lugtede lidt mindre af Maane og lidt mer af Jord, saa kunde jeg fristes til at lytte lidt endnu.
|
(254) | Koinoff: Det lugter ikke Spor af Maane, Højhed. Som Krigsekspert forsikrer jeg, at den Fordeling af Soldaterne, der fandtes, da jeg for 3 Døgn siden drog fra Buda, let gi'r os Herredømmet over Ungarn. 3 Generaler er af vort Parti. Et natligt Udfald: baade Pesth og Buda er vore, alle Veje kan bestryges af vores Vaaben — Østrig magtesløst.
|
(255) | Johan: Du vil blot skrive, snakke, du vil svide den gamle Herres Skæg med Ord, men naar vi har Brug for Ørn, der kaster sig fra Skyen som Lynet over Lam, saa sidder du paa Reden, altsaa paa din Gump[37] , og glor paa Solen blot og gylper Simili- Dybsindigheder[38] op om Maanens Lugt. Det er Soldater, som du taler til.
|
(256) | Rudolf: Jeg kunde tænke mig at følge Jer, Hvis alting bliver ved at gaa som nu, gaar Kejserriget under, og der bliver slet ingenting for mig at herske over. Jeg kunde muligt give de Reformer, som jeg har kæmpet for mit hele Liv, afværge Katastrofer. — Illusioner! Saafremt jeg lægger Haand paa Ungarn, bliver det til Krig, og al Reform umuliggjort for mange Aar, hver Fremmarch henimod et mere taalsomt Styre rides ned. Føj til: Jeg kunde gaa al Habsburgs Vej: miste hver Frihedstanke, een for een, og for at holde Riget sammen tvinges til at svigte alt, og var jeg først i gang, gaa under den Forbandelse at blive min Fader om igen og fylde Gabene i Rigets faldende Mure op med Lig i Massevis. Ja, du, som er Soldat, du maa da vide det.
|
(257) | Johan: Naar har du læst om noget Tidspunkt i Historien, da ikke Mænd var tvunget til at kæmpe for Frihed?
|
(258) | Sceps: Der er Tider, Deres Højhed, da Midlerne, som er i Starten onde, er endt i Skønhed. Ingen Krig er evig. Ejheller kunde De forandre Dem saa groft.
|
(259) | Rudolf: Oh, en Regering ender altid, som den begynder. Bygger den paa Slagtning, saa vil den staa paa Slagtning, til den falder.
|
(260) | Sceps: Saadan begynder alle.
|
(261) | Rudolf: Og de ender paa samme Vis. Men jeg begynder ikke med Mord, som avler Mord og atter Mord, og pisker min Samvittighed til Taushed med dette: ”Det var en Nødvendighed for mine kære Undersaatters Lykke,” naar denne Lykke er at dø i Taushed, som min Samvittighed, og gøre mig til en elendig Konge. Vel er jeg ikke en taalmodig Mand. Men jeg forsøger paa at lære Taalmod.
|
(262) | Johan: Ved Gud, den kan du.
|
(263) | Rudolf: Ikke helt endnu.
|
(264) | Marie: Nu, jeg har lyttet, Rudolf, vil jeg gerne ….
|
(265) | Rudolf: Tal kun.
|
(266) | Marie: I siger Fare, men det lader, som ved I ikke, hvad det Ord betyder. Det er at dø — dø grusomt — Fangehuller foruden Luft. Han ved jo alting, gør Kejseren, han ved det, før det sker, han lytter sig det til igennem Væggen. ( Det banker paa Døren) |
(267) | Rudolf: Loschek!
|
(268) | Loschek (ind, hen tværsover og ud, tilbage igen en Del rystet): Deres Højhed, det er Kejseren, han ønsker at besøge Dem.
|
(269) | Rudolf (vil sende Gæsterne ud med en Gestus): Jasaa.
|
(270) | Loschek: Og be'r bestemt, at Deres Venner bli'r her. Dem vil han ogsaa gerne hilse paa.
|
(271) | Rudolf: De bli'r her. Luk saa op for Kejseren. ( Loschek aabner, bukkende) |
(272) | Franz Josef (ind, diskret og beskeden med Taafe): Jeg bryder ind, min Søn, paa denne saare uhyggelige Tid. Denne Del af Natten, den er sat af til Sold[39] , mens vi er unge. Jeg solded ogsaa sent i mine Dage, saa jeg forstaar det — og du vil forstaa, hvor kostbar Arbejdsdagen er mig nu, saa jeg først ud paa Natten kan faa Tid til at trænge mig ind til dig med en Sag, der har en — Dødsens Hast.
|
(273) | Rudolf: Velkommen er du. Vi solder ikke, som du kalder det. Hvis nogen havde lyttet, kunde de endda ha' tænkt sig, at vi talte Alvor.
|
(274) | Franz Josef: Ah, et Symposion[40] med høje Tankers Udveksling. Ak, men jeg kan ikke delta'. Jeg er holdt op at tænke. Vi af Habsburg, befrygter jeg, faar hurtigt nok af det, og gi'r os saa i Stedet til at tage Tingene, som de kommer. Og de kommer saa hurtigt, at der næppe nok bli'r Tid til at tænke over dem.
|
(275) | Rudolf: Maaske du ønsker, at jeg skal præsentere for dig — ?
|
(276) | Franz Josef: Nej. Jeg kender dine Venner. Stejl nu ikke, I Herrer, jeg skal ikke spørge om, hvad her er blevet snakket om. Jeg har i Haanden en Kopi af Brevet, som du har sendt til Paven uden først at spørge nogen.
|
(277) | Rudolf: Ja.
|
(278) | Franz Josef: Men jeg har ikke. Selvsagt ved du, Giftermaal i Habsburglinien ligger alle under Kontrol af Kejseren.
|
(279) | Rudolf: Ja.
|
(280) | Franz Josef: Og dine venner har hørt om dette af dig?
|
(281) | Rudolf: Ja.
|
(282) | Franz Josef: Det ser næsten ud, som har du rettet dine Bønner til den fejle Trone. Dette er en verdslig Affære, en, der angaar Staten, den, som jeg har taget paa mig, under Gud, at raade for saa langt min Kraft slaar til, og værge mod de Farer, der kan true fra Sværmeri og Elskovseventyr.
|
(283) | Rudolf: Det her er ikke Eventyr og Sværmen.
|
(284) | Franz Josef: Det tænkte jeg mig. Om forladelse. Hvem er da Kvinden i dit Liv, hin Eneste – i denne Omgang?
|
(285) | Rudolf: Jeg vil bryde med hævdvunden Skik og ægte Baronesse Vetzera.
|
(286) | Franz Josef: Ja, det har jeg ogsaa tænkt mig. Og jeg maa stadig være ubehøvlet, mer end det ligger for mig. Det vil vides, at du og Damen her er kommet Præsten i forkøbet. I hvert fald har din Hustru meldt noget saadant til Hs. Eminence. Med den Ting kan vi se igennem Fingre. Jeg ved , at du bli'r træt af hende, haaber, at hun bli'r træt af dig. Saa leg Jer Leg til Ende, Skilsmissen — og Ægteskab med hende, afslaar jeg med Nej og Nej. Et Barn ved Brystet selv kan sige sig det.
|
(287) | Rudolf: Hvis Deres Majestæt vil huske paa, at vi er ikke Børn her, er der muligt et Sted, hvor vore Viljer kunde mødes. Jeg var et Barn kun, dengang jeg gik lydigt ind paa at gaa til Sengs med en hæderlig, men kedelig Prinsesse. Jeg er voksen nu, og jeg vil ordne den Slags Smaating selv.
|
(288) | Franz Josef: Jeg be'r undskylde.
|
(289) | Rudolf: Og hvad Østrig angaar, du styrer det, du avled denne Søn, mig, til at styre det, gav mig i Hænder paa disse Lærere i Hundredvis, en efter en, der stuved mig min Hjerne saa fuld af Lov og Skik og Tradition, til jeg fik Kvalme og har brækket mig og set igen de kønne Sager, der var hældt i min Skrot[42] og lagret op derinde for at faa lavet mig til rigtig Konge en Ulvs Moral midt i et Hof af Ulve og Køtere, en Lyst til Ordenspragt, der kunde klæ' en Abe, ingen Tillid til Mands Ord eller Kvindes, ingen Ære og Tro, Hyænehunger efter Smiger, Had mod al Ærlighed, der kunde skære for dybt og vise mig, hvordan jeg er: Tjenstvillig og beleven som en Kellner[43] , der ta'r mod Drikkepenge, men under Huden en iskold, rasende Mistænksomhed, en fast Forvisning om, at alle Venner er farlige, at alle Mennesker er Fjender —
|
(290) | Franz Josef: For det er de, inderst inde.
|
(291) | Rudolf: Saadan er jeg, og du, men ellers ingen levende Menneskesjæl paa hele Jorden undtagen de, der ligesom du og jeg dresseres til at herske i den første af Sammenbrudets skanser, — i Europa.
|
(292) | Franz Josef: Ja, ser du, Konger vokser nu engang ikke paa Træer. De fødes, og de dannes, ligesom Digtere. Hvis den Proces fører dem gennem Ild, saa bliver Klingen – som Staal — des skarpere. Og mere haard.
|
(293) | Rudolf: Ja, skarp og haard, og visnet i sit Indre, ret som en Bøddel, der skal skabe Død, og vade uberørt i Barneblod.
|
(294) | Franz Josef: Hvad er det for et Barn, som jeg sendte i Døden?
|
(295) | Rudolf: Alt for mange. ( Pause) |
(296) | Franz Josef: Maa jeg be' dig angive kort og godt den Mening, som du ønsker, jeg skal lægge i disse Udbrud? for du mener dem, men jeg forstaar dem ikke.
|
(297) | Rudolf: Stod det klart for mig, saa kunde jeg vel ogsaa gøre det klart for dig. Men jeg vil bort fra Hoffet og leve som et Menneske, — i en Landsby, hvor mine Fødder kan berøre Jorden, og være fri for de forbandede Lakajer til at brede Løber paa den. Jeg vil langt bort fra dette lumre Drivhus, hvor luften aldrig bli'r fornyet, hvor, hver Gang jeg aabner Munden til en Spøg, de allesammen griner løs som gale. Jeg havde dog engang en Hjerne! Her bryder jeg sammen, Celle efter Celle, og Dag for Dag, hen mod den Kræftsvulstsvækst, Folk kalder Konge.
|
(298) | Franz Josef: Har du tænkt at tage den Dame med dig til den stille Landsby, hvor du vil ha' Kontakt med Jorden?
|
(299) | Rudolf: Ja.
|
(300) | Franz Josef: Og saa? Vil du tilbage her igen?
|
(301) | Rudolf: Saafremt der nogen Sinde bliver Brug for mig.
|
(302) | Franz Josef: Jeg og Grev Taafe kommer for at be' dig fra og med iaften ta' din Plads paa en af disse haarde Stole, som staar ved hans Bord, og deltage i mit Statsraad. Vi er jo ikke unge, jeg og Greven. Vi trænger til nyt Blod, en ung frisk Stemme, moderne Metoder. Det, du har at sige, det vil vi lytte til.
|
(303) | Rudolf: Mit første Raad bliver da at give Selvstændighed til Ungarn, og Stemmeret til alle voksne Mænd, give Ordet frit i Tale og i Skrift i hele Riget, stryge alle Love om politiske Forbrydelser og skænke en fri Forfatning — —
|
(304) | Franz Josef: Du har læst for meget. Vi lever i et Kejserrige, ikke i et Demokrati, og aldrig har en Konge givet, før han blev tvunget til det, det, du vil have, at jeg skal kaste bort.
|
(305) | Rudolf: Den Dag, du kom til Magten, underskrev du fem hundrede Dødsdomme. Du har fortsat som du tog fat. Du suger al din Styrke af Menneskeblod. Du spreder dine lange Fangarme stadig længere ud og borer dem stadig dybere ind i Folkets stakkels forpinte Legeme, til ingen vover at hviske sagte i sin tomme Stue, af Angst for dig. Og hvad er saa dit Maal? At skabe her, i Midten af Europa, en frækt anmassende Maskine, som skal tromle fremad over Menneskeskæbner mod endnu større Glubskhed, mere Magt, fler undertvungne Lande, større Spredning af dette syge Kræftvæv, hvor du sidder som Midtpunkt. Og Maskinen er i Gang; den skrider frem som en Kolos, og Tomme for Tomme nærmer den sig sikkert til den Afgrund, som en Dag vi havner i, og ikke vi alene, men Europa.
|
(306) | Franz Josef: Jasaa, og under din Regering opstaar der aldrig nationale Stridigheder og aldrig Krige eller anden Fjendskab.
|
(307) | Rudolf: Lad Folket vælge Krigen eller Freden.
|
(308) | Franz Josef: Der er jo intet Valg. Der var en Tid, da Sult og Pest holdt Folketallet nede. Men i vor Visdom har vi skilt os af med Hungersnød og Pest. I tætte Stimer staar Folkeslagene paa begge Sider af vore Grænser, vrimlende med Yngel som Fiskerogn, og kæmper om en Staaplads. De, der slaas bedst, vil leve, og de andre maa dø. Hvad skal vi vælge? Dø? Vil du, naar du engang bliver Konge, vælge Døden? Jævnaldrende med dig er Tysklands Wilhelm den Anden[44] , hvad han drømmer om i Prøjsen, er at faa Førstepladsen i Europa. Han bygger sin Maskine op som vor. Den Tid vil komme, da han sætter Foden paa dine Grænser, og to store riger, hinanden lig i Folketal og Rigdom, vil ramle sammen i en blodig Krig. Nej, din Bestemmelse er ikke Fred. Krig er din Skæbne, deres Wilhelm mod vor Rudolf, Hohenzollern[45] mod vort Habsburg. Og hvordan det gaar, afhænger af, hvem der er den bedste af Jer to, og der er Habsburgs Chance. Ingen Prins har i mine Dage vist sig i Europa saa løfterig og snar og vindende og duelig til alt i Krig og Fred som du, saa Tanken gaar til Fortids Storhed. Paa dine Skuldre hviler det, min Dreng, om Østrig skal bestaa. ( Pause. Der høres Skridt og Stød af Geværkolber udenfor.) |
(309) | En stemme (udenfor): Holdt! Kejseren er her, De maa vente her.
|
(310) | Elisabeth: Jeg er Elisabeth — er Kejserinden, og jeg vil ikke vente. ( Loschek er gledet ind fra de bagerste Værelser, paa et Vink fra Rudolf aabner han Døren, Elisabeth ind, Mændene bukker.) |
(311) | Rudolf (bøjer sig over hendes Haand): Velkommen, Mor.
|
(312) | Elisabeth: Tak. Jeg kom med et Ord fra dig til Rudolf. Men du er kommen først. ( Loschek gaar ud.) |
(313) | Franz Josef: Jeg er snart færdig med, hvad jeg har at sige, — og er borte. Maaske du ikke holder af mig, Søn, og holder jeg af dig, jeg ved det ikke, den kan betyde meget eller lidt den sære Sammensnøren sig i Struben, naar noget angaar dig. Kun dette ved jeg, hvad jeg har drømt og haabet for og viet min Ild og mine Aar for at bevare og frelse, det er helligt for mig, Rudolf. Det maa du hjælpe mig at holde oppe. Det er dit Kald. Jeg be'r dig om dit Ord.
|
(314) | Rudolf: Mit Ord paa hvad? Mit Ord paa, et jeg ikke forlader Wien, ikke skilles fra min Hustru, ikke gifter mig igen?
|
(315) | Franz Josef: Ja.
|
(316) | Rudolf: Det er let at sige, for vor Slægts Skyld og Fædrelandets maa bestandig Blod af Mennesker, som forhen, tylles ned i det Rottehul, som Dynastiet er. Var dette Sandheden, saa er jeg blottet for Interesse i Regeringen, i Fædrelandet. Derfor forlader jeg nu Hoffet, Baronessen gaar med mig, hvor jeg gaar. Skilsmissen vil jeg begære offentligt.
|
(317) | Franz Josef: Det gør mig ondt. Det gør mig ondt, at De fik Ret, Grev Taafe, at Vagten blev nødvendig. Bedre Rudolf, end du gør, kender jeg den Dame der. Og hun maa fjernes, hun maa lukkes inde, bevares, hos sin Mor, hvor hun vil føle sig hjemme, og blot for at hun kan falde desfør til Ro, saa kunde man forsøgsvis la' hendes Fangevogter være Manden, hun har bestemt sig til at giftes med.
|
(318) | Rudolf: Du bli'r barnagtig.
|
(319) | Franz Josef: Naar man har med Børn at gøre, bliver man nødt til at slaa ind paa barnagtige Metoder. Engang havde din Mor de samme høje Toner paa Klaviaturet og har siden takket mig for Afdæmpningen.
|
(320) | Taafe: Skal jeg kalde?
|
(321) | Franz Josef: Ja. ( Taafe gaar til Døren og aabner den.) |
(322) | Rudolf: Den kgl. Vagt?
|
(323) | Franz Josef: Søn, jeg beklager.
|
(324) | Rudolf: Det vil du komme til.
|
(325) | Taafe: Herind! En Fængsling! ( To eller tre Soldater ind, en Officer følger). |
(326) | Franz Josef: Det er den Dame.
|
(327) | Rudolf: Deres Majestæt, at arrestere hende i min Stue, det er jo — Operette.
|
(328) | Franz Josef: Er det det? Stol paa vor Diskretion, Hr. Sceps' og min. Selv Ærkehertugen vil holde Tand for Tunge? De var nys i Buda-Pest, hvad? Ikke sandt?
|
(329) | Johan: Nej, Deres Majestæt.
|
(330) | Franz Josef: Godt, godt! Vi siger ingenting om det. Og altsaa heller ingenting om dette! ( til Marie). Vil de gaa med?
|
(331) | Rudolf: Hun bli'r her, hvor hun er.
|
(332) | Franz Josef: Nu ingen Ord og ingen Voldsomheder! ( til Marie). Min Gæst, i Aften kun, saa Deres Mors. Som sagt, jeg kender Dem jo noget bedre end Rudolf gør.
|
(333) | Marie: Ja, jeg — jeg vil gaa med. ( ser engang paa Rudolf, gaar mellem Soldaterne). |
(334) | Rudolf: Du saa mig endnu aldrig vred, men du skal finde mig — jeg sværger ved din egen evige Gud — saa frygtelig forandret, at vi skal angre baade du og jeg, hvis du la'r hende gaa iblandt Soldater blot tre Skridt længere.
|
(335) | Franz Josef: Jeg vilde agte dig ringere, hvis i en Stund som denne, du ikke bruste op. Men du vil komme paa andre Tanker. Du har spyttet mig din Trods i Ansigtet. Letsindigt. Ingen har fra den Tid, jeg blev kronet talt saadan, og det skal aldrig mere ske ustraffet.
|
(336) | Rudolf: Ja, jeg har gjort det, og vil gøre det igen. Hvad vinder du ved dette?
|
(337) | Franz Josef: Tid. Og at du bliver her i Byen. Men dog særlig Tid, den bedste Kur jeg kender for Børnesygdomme. — Jeg vil dit Bedste. Det er af Godhed for dig, jeg er haard. Men naar jeg nu maa være det, saa kender jeg ingen halve Forholdsregler. Tænk nu over det! Naar du er svalet af, saa prøv at finde Vejen til min Naade! ( bukker og gaar ud med Grev Taafe). |
(338) | Rudolf: Marchere ind med Tropper — arrestere — han gaar i Barndom — den Slags tomme Trusler —
|
(339) | Elisabeth: Det var de ikke, dengang i Madeira. Dengang hans raa Soldater trængte ind i Huset, hvor jeg boede. Alle ved jo, Oprører var jeg dengang, oprørsk nok til dybt at forelske mig. Manden var Imry. Vi mente, at vi havde holdt det skjult, men uden Varsel, stik mod Lov og Ret kom disse Mennesker — ! Hvad de har gjort ham, fik aldrig jeg at vide. Baronessen faar I kan hænde aldrig mer at se.
|
(340) | Rudolf: Men det er da umuligt.
|
(341) | Elisabeth: Det er hændt. Aah nej, at faa et Hul i Jorden gravet og lægge et uønsket Legem i det, er ganske muligt. ”Civilisationen” er bygget op paa døde Menneskers Tavshed.
|
(342) | Rudolf: Hvad kan vi gribe til?
|
(343) | Elisabeth: Ingenting.
|
(344) | Johan: Nu ta'r du imod det Rige, som vi byder dig. Slaa til nu! For du vil vel ikke sidde i fornem Ensomhed og spekulere paa Skæbnen?
|
(345) | Rudolf: Hvad i Himlens Navn skal jeg med Ungarn?
|
(346) | Johan: Gøre hende til din Dronning, dig selv til Konge. Dersom du slaar til nu, før end han aner noget, har vi taget Baltazzi Slot, Marie ude af det og er selv alle over Grænsen, i et nyt Kongerige, mens han endnu venter paa din Undskyldning.
|
(347) | Rudolf: Vi har ingen Vaaben, og ingen Planer, ingen Mænd.
|
(348) | Johan: I Løbet af 3 Timer har jeg skaffet dig 50.
|
(349) | Elisabeth: Jeg haaber næsten — ! Om I fik ham knækket!
|
(350) | Rudolf: Det er en sindssyg Plan, utænkelig, et Mareridt. Og ingen helt normal kan tro, at den kan gennemføres og — . Skønt — jo! det var dog tænkeligt, i denne Nat, i dette Mareridt, vi gennemlever, med Kejservagten her, i mine Stuer, og Kejseren, en sindssyg, som gaar løs. Skaf de halvhundred Mand, du taler om, saa overfalder vi Baltazzis Hus!
|
(351) | Johan: Og saa?
|
(352) | Rudolf: Og saa? Saa prøver vi med Ungarn!
|
(353) | Johan: Nu gik der Ild i dig.
|
(354) | Sceps: Jeg har nu stillet for mange Gidsler. —
|
(355) | Johan: Frels Dem selv og Deres Avis! — Koinoff, kom her med Haanden!
|
(356) | Koinoff: Ja. Stol paa mig.
|
(357) | Johan: Saa drikke Satan Øjnene paa den, der bryder denne Pagt!
|
(358) | Sceps: Jo, jeg gaar med. Man skal jo dø engang.
|
(359) | Johan: Saadan! Det slutter vor Cirkel.
|
(360) | Rudolf: Nu, da jeg har taget Sagen i min Haand, gaar jeg til det yderste. Vil han have Krig, saa skal han faa den Krig. Du, Mor, er med os.
|
(361) | Elisabeth: Gid, jeg kunde være det. Men alt for meget er mit Hjerte med i Jer Sag til, at min Haand tør røre den. De Læber og de Hænder jeg har hjulpet i Oprør, de er kolde nu. — Det er min Skæbne, at jeg overlever dem, jeg slutter Forbund med imod ham. Slut I Jer Pagt, I, som er unge, og som kan faa del i Lykken. Jeg er kun et Genfærd af Ting, der længst er døde og begravet. Hvorfor skal jeg bebyrde Jer med Sorger, der er forstummede for længe siden. ( Vender sig for at gaa). |
| ( Tæppet) |
| Anden Akt, 2. Scene. |
| ( Næste Aften. Et lille Udsnit af Rudolfs Gemak, med Kejserindens Portræt, nogle Stole er stillet op ved Pulten til Studium af Kort og Planer.) |
(421) | Rudolf (i militær Uniform, bøjet, sammen med Sceps, over Papiret under Lysene, læsende et brev): ”Hun prøver paa at flygte. Vent paa hende”. Det laa paa Deres Bord?
|
(422) | Sceps: Der fandt jeg det, foruden Konvolut.
|
(423) | Rudolf: Det er fra hende. Saa venter vil til Midnat. Ikke længer.
|
(424) | Sceps: Skal jeg gi' Udkast til Proklamationen[52] ?
|
(425) | Rudolf: Det var Napoleon, det lille Kræ, der udarbejdede den Formular, som stadig er i Brug til at befæste Erobringer. Men god er Formlen stadig. De første 8 Ord til Ungarns Folk i Morgen, Sceps, maa altsaa være disse: Her kommer vi med Jeres Frihed til Jer.
|
(426) | Loschek (ind): Deres Højhed. Ærkehertug Johan er kommen, med Grev Josef Hoyes.
|
(427) | Rudolf: Dæk de Papirer til! — Ja, før dem ind! ( Loschek ud. Sceps lægger en Avis over Papirbunken) |
(428) | Johan (af Toscana, ind med Grev Hoyos): Undskyld mig, Rudolf, men her er en Gæst. Har du et Øjeblik?
|
(429) | Rudolf: Det glæder mig at se Dem. Glæder mig som aldrig før.
|
(430) | Hoyos: Her er jeg altsaa. Gud og Ærkehertug Johan maa vide af hvad Grund. Vi sad og snakked', og han sagde, De var oppe. Ja, altsaa Ærkehertugen, for Gud, han sagde ingenting.
|
(431) | Rudolf: Det gør han sjældent. Helt siden Moses har han tiet stille.
|
(432) | Hoyos: Nu — Ærkehertugen har talt i Gaader. Han siger noget om en Inderkreds, som nu har faaet nok af Tyranniet.
|
(433) | Rudolf: Utvivlsomt er der Folk, som tænker saadan. Jeg kender dem blot ikke.
|
(434) | Johan: Hoyos svarede —
|
(435) | Hoyos: Jeg svarede, at ogsaa jeg var ked af —
|
(436) | Rudolf: Oh, De skal aldrig ta' Johan alvorligt. Han mener ingenting med nogenting.
|
(437) | Hoyos: Tænk! Ikke? Vel! Saa snakker vi om Jagt. Jeg ta'r til Mayerling[53] i Aar.
|
(438) | Johan: Guds Død, jeg ved da, hvad jeg gør! Jeg garanterer, Grev Hoyos kan du tale rent ud til.
|
(439) | Rudolf: Pas paa nu, hvad du siger, Fætter! Greven har Kejserens Tillid, og han kommanderer de kejserlige Tropper her i Wien. Jeg ved, han er saa loyal som jeg. Er det Forræderi, du pønser paa, maa du vist hellere prøve andetsteds.
|
(440) | Hoyos: Vi tænker ens, Prins Rudolf, ganske ens. Kast Masken da, saa skal jeg kaste min.
|
(441) | Rudolf: Jeg tror Dem, Hoyos. Men vi tænker ikke paa Wien.
|
(442) | Hoyos: Det var Skade.
|
(443) | Rudolf: Tror De, Hoyos?
|
(444) | Hoyos: Ryd op til Bunds, naar De begynder paa det. Tag dog det hele, — eller ingenting.
|
(445) | Loschek (ind): Mon Deres Højhed venter Baronesse Vetzera?
|
(446) | Rudolf: Kan hun komme her?
|
(447) | Loschek: Hun er her.
|
(448) | Rudolf: Ind med det samme, straks!
|
(449) | Loschek: Ja, Deres Højhed. ( ud, Marie ind) |
(450) | Rudolf: Marie!
|
(451) | Marie: Rør mig ikke! Rør mig ikke, før jeg har sagt Jer, at — er Koinoff her?
|
(452) | Rudolf: Ikke endnu!
|
(453) | Marie: Han er betalt af Kejseren, har længe været det.
|
(454) | Rudolf: Koinoff?
|
(455) | Johan: Umuligt!
|
(456) | Marie: Jeg ved det. Ved det. Alt, hvad I har sagt til ham, er gaaet straks til Kejseren.
|
(457) | Rudolf: Hvor ved du det da fra?
|
(458) | Marie: Fra Baronesse von Neustadt. Hun har bedt mig sige det og bedt dig huske, at hun er din Ven.
|
(459) | Rudolf: Hvor kan du komme her?
|
(460) | Marie: Jeg fandt — en Udvej. Nu stoler Hertugen af Braganza paa, at han kan stole paa mig. Du skal aldrig mer røre ved mig. Jeg kan stadig føle hans Kys. Nu kan jeg aldrig blive ren, aa, aldrig! Skynd dig, før det bli'r for sent for Koinoff har jo været her og hørt — ( Rudolf gaar hen til hende, hun viger tilbage)Aa, Rudi, Rudi, alting er forbi, for os to ogsaa!
|
(461) | Rudolf: Nej, for os to ikke. Se, saadan visker vi det ud, hvad end det var. (han kysser hende). Men det betyder, at mit Liv som Prins er ude nu. Ja, mine Herrer, Nu ved vi altsaa, hvordan Landet ligger. Med lidt Beslutsomhed og med lidt Held kan vi maaske endnu faa Tid at spare Exekutionskommandoet unødvendigt arbejde.
|
(462) | Johan: Jamen, er det sandt?
|
(463) | Hoyos: Jeg tror det. De har i Nat sendt Tropper ind i Ungarn.
|
(464) | Johan: Det har de gjort?
|
(465) | Hoyos: Vognladninger. Og ingen begreb hvorfor.
|
(466) | Rudolf: De ønsker sikkert nu at gaa, Grev Hoyos? Nu er det næppe sundt at være sammen med os.
|
(467) | Hoyos: Nej.(gaar mod Døren) Faar De Brug for Heste, — saa skal De finde Rytteriets Stalde bag Kirken uden Vagt i Nat.
|
(468) | Rudolf: Tak, Hoyos, Jeg har en Regning først at gøre op.
|
(469) | Johan: Ja, ogsaa jeg.
|
(470) | Koinoff (glider ind gennem Halvmørket): Godaften, mine Herrer.
|
(471) | Hoyos: Koinoff?
|
(472) | Koinoff: Hr. General! Grev Hoyos, ikke?
|
(473) | Rudolf: Tag Plads, Kaptajn, vi stod og mangled Dem. Der gaar en Vej, se her, som ingen ved om. ( bøjer sig over et Kort) |
(474) | Koinoff: Jeg vidste ikke, Hoyos var med os. Desbedre. Nu, den Vej. Er Baronesse Vetzera her?
|
(475) | Marie: Ja.
|
(476) | Koinoff: Det er en Militærvej, et Par Aar gammel — endnu aldrig brugt til Handelssamkvem. Men den er der.
|
(477) | Rudolf: De kan alle disse Ting paa Deres Fingre. Vi talte om Dem, før De kom. Vi mangler en General, som vi kan stole paa, til Hærene i Ungarn. Vil De modta' det Hverv af mig?
|
(478) | Koinoff: Det er langt mere, end jeg kunde haabe paa, end jeg fortjener.
|
(479) | Rudolf: Det kan vel gøre det saa pas ud for det lille ugentlige Underhold, De faar fra Kejseren?
|
(480) | Koinoff: Fra Kej — ? Faar jeg?
|
(481) | Rudolf: Ja, De! Fra Kejseren!
|
(482) | Koinoff: Nej hør, Prins Rudolf, Det ved jeg dog De kender mig for godt til.
|
(483) | Rudolf: Aa hvad! en gammel Ordning med Grev Taafe for at faa Vaskeregningen betalt, det hænder unge Løjtnanter — saa kradser de lidt Rapporter sammen bare for en Uge eller —
|
(484) | Koinoff: Det er ikke rigtigt. Hvem har fortalt Dem det?
|
(485) | Rudolf: Tal Sandhed, Koinoff! Naa, kom nu, Mand, staa frem og skrift og faa Absolution[54] .
|
(486) | Koinoff: Det ligger Aar tilbage. Jeg havde næsten glemt det.
|
(487) | Rudolf: Se, det smager straks mer af Mandfolk. Og De er holdt op, Gi'r ikke flere Rapporter?
|
(488) | Koinoff: Nej, det var som Deres Højhed sagde, Drengestreger Det gør mig hjerteondt —
|
(489) | Rudolf: Kan De forklare, hvorfor Soldater er paa Vej til Ungarn fra Wien i Nat.
|
(490) | Koinoff: Det ved jeg intet om.
|
(491) | Rudolf: Men det ved jeg. Fordi et Sjofelt Kryb ved Navn Koinoff har slimet sig omkring fra Fløj til Fløj i Slottet her med Sladder. Væk fra ham! Jeg har Taget paa min Kaarde endog ved Stearinlys. Vis, hvad De har! Men hurtig. Vi har travlt.
|
(492) | Koinoff: Jeg fægter ikke med Dem.
|
(493) | Johan: Jeg skærer Halsen over paa dig, din Hund!
|
(494) | Rudolf: Lad mig, du! — Sæt Dem der i Stolen! Nu sidder De der, og vær sikker paa, De kommer aldrig til at rejse Dem igen.
|
(495) | Marie: Nej, Rudi!
|
(496) | Koinoff: Jeg — jeg er uskyldig.
|
(497) | Hoyos (til Koinoff): Hvad Regimenter er der ladt tilbage til at bevogte Wien?
|
(498) | Koinoff: Det kan jeg sige. Alt, hvad De ønsker, kan jeg sige Dem. Der er 3 Regimenter, alle under Grev Hoyo's Kommando.
|
(499) | Rudolf: Under Hoyos?
|
(500) | Hoyos: Hvis det er alt, som er tilbage her – og det er muligt — saa er Byen Deres og Riget Deres.
|
(501) | Johan: Slaa til nu, Rudolf! Det er altid bedre end at bli' hængt.
|
(502) | Rudolf: Maaske.
|
(503) | Johan: Maaske, maaske. For Pokker, Mand, det store Hjul gaar rundt, og vi gaar op, og Kejseren gaar ned. Rask! Riv din Lykke til dig, før den skifter.
|
(504) | Sceps: Saa fik vi Held til sidst.
|
(505) | Rudolf: I skulde ikke ha' hindret mig. For hvide ind til Benet af Kløe efter Mord er mine Fingre. Hvor skildtes De fra Kejseren?
|
(506) | Koinoff: Han venter i Arbejdsværelset.
|
(507) | Rudolf: Paa hvad?
|
(508) | Koinoff: Jeg loved at bringe ham en Navneliste over ungarnske Adelsmænd.
|
(509) | Rudolf: Rejs Dem op! Saml Deres Hænder paa Ryggen. Bind dem saa! Jasaa! Han venter paa vore Venners Navne. Han skal faa dem!
|
(510) | Hoyos: Et ord først: Vi maa vide ganske nøje, hvor langt vi gaar. Hvis De lader ham beholde den mindste Rest af Magt og Herredømme, saa bygger han det op igen saa snedigt, at vi bli'r gjort til Kødfars.
|
(511) | Rudolf: Ingenting maa han beholde. Manden har een Styrke; at spinde sine Traade tæt omkring En, saa man bliver kvalt i Nettet. Lad ham spinde! I Aften kaster vi hans Skakbrædt ned i Fæstningsgraven sammen med hans Brikker. Spillet er endt. Et nyt begynder vi. Gaa foran, De — ja De med Deres arme bagbundne! ( Koinoff gaar ud imod Gangen) |
| ( Tæppe) |
| Anden Akt, Scene 3. |
| ( Taafe og Franz Josef sidder i Arbejdsværelset over et Skakbrædt. Taafe flytter en Brik.) |
(512) | Franz Josef: Mat, saa.
|
(513) | Taafe: Hvorledes vil De gøre det?
|
(514) | Franz Josef: Min Bonde frem mod Deres Springer.
|
(515) | Taafe: Av, det saa jeg ikke. Mente, De var slaaet.
|
(516) | Franz Josef: Det var jeg, men der aabned sig en Udvej. Den gamle Hjerne kan endnu. Vi gi'r vor Rudolf nok engang en Nød at knække.
|
(517) | Taafe: Nu er det Midnat. Stadig intet nyt. Hvad skal vi gøre?
|
(518) | Franz Josef: Vente.
|
(519) | Tjeneren (ind): Majestæt, Kaptajn Koinoff er kommen.
|
(520) | Franz Josef: Før ham ind. ( Koinoff ind) |
(521) | Taafe: Hvad har De Hænderne paa Ryggen for?
|
(522) | Koinoff: Der er de bundet!
|
(523) | Taafe: Bundet?
|
(524) | Koinoff: Se selv efter. Prinds Rudolf er paa Vej.
|
(525) | Franz Josef: Har Rudolf sendt Dem at be' om Audiens?
|
(526) | Koinoff: Ja.
|
(527) | Franz Josef: Men hvorfor de Baand om Hænderne?
|
(528) | Koinoff: De vidste, inden jeg kom, hvorfor, og var parat.
|
(529) | Franz Josef: De vidste?
|
(530) | Taafe: Der staar en Vagt i Hallen.
|
(531) | Koinoff: Den er borte.
|
(532) | Franz Josef (brøler): Er Vagten?
|
(533) | Koinoff: Den er borte, Majestæt.
|
(534) | Franz Josef: Se efter, hvad han mener. ( Taafe ud)Har De noget at sige mig fra Rudolf?
|
(535) | Koinoff: Ja, det har jeg.
|
(536) | Franz Josef: Han stiller Krav?
|
(537) | Koinoff: Ja
|
(538) | Taafe: ( ind)Deres Majestæt, Prins Rudolf er her, fulgt af en 3-4, og be'r om Adgang.
|
(539) | Franz Josef: Vagten?
|
(540) | Taafe: Er blot afløst. Den er der nu. Jeg kender Mændene.
|
(541) | Franz Josef: Kaptajnen overdriver. Løs ham. Hvem ledsager Rudolf?
|
(542) | Taafe: Sceps. Og Ærkehertug Johan. Og saa Marie Vetzera.
|
(543) | Franz Josef: Jeg vil modtage Kronprins Rudolf og ikke fler.
|
(544) | Rudolf (ind): Du tog det knapt saa nøje, dengang du førte en Ekspedition ind, hvor jeg bor —
|
(545) | Franz Josef: Kom indenfor! Luk døren! ( Taafe lukker døren)Det er vel tænkt som en Fornærmelse at sende en af mine Officerer ind med bundne Hænder —
|
(546) | Rudolf: Kun et lille Svar paa Gunstbevisninger af samme Art. Han er din Mand, du kan beholde ham. Han har de Egenskaber, du har brug for: to Dele Kryberi, tre Dele Gift.
|
(547) | Franz Josef: Ja, uden ham var det nok gaaet mig galt. Saa havde du det halve af mit Rige nu. Naar du engang bliver kronet, skal du lade alt, hvad der hedder Skrupler, blive inde i Kirken, førend du forlader den.
|
(548) | Rudolf: Spar dine Raad! De Krav, jeg stillede før, dem har jeg ændret —
|
(549) | Franz Josef: Var det ikke bedst, vi drøftede den sag paa Tomandshaand?
( Taafe og Koinoff gaar ud)
Konflikterne i Verden viser os, at Sejerherrerne kan stille Krav. De tabende maa ta', hvad de kan faa. Du har forsøgt at spille dig til Ungarn og tabt. Du har paa Slæbetov den lille Vetzera, uden Tvivl en Sejr for dig. Men du kan kun beholde hende, hvis det behager mig, Du har knap mere Grund til dit Kykliky end Hanekyllingen, der knækker Stemmen i sit første Gal.
|
(550) | Rudolf: Se ud af Vinduet, og du vil se, om Slottet staar der Mænd i 4 Rækker.
|
(551) | Franz Josef (standser, gaar til Vinduet): Ret usædvanligt. Sig mig, er der Aften- gudstjeneste? En Helgen, jeg har glemt?
|
(552) | Rudolf: De Mænd er vore Mænd.
|
(553) | Franz Josef: Du har jo ingen Soldater her.
|
(554) | Rudolf: Saa prøv at gaa din Vej. Forlang din Vogn. Kald paa din Tjener. Ring. nej, ingen svarer dig.
|
(555) | Franz Josef: Grev Taafe!
|
(556) | Johan af Toscana (ind): Greven? Han er min Fange, Deres Majestæt. Men hvis De ønsker ham…
|
(557) | Franz Josef: Hvis Fange er saa jeg?
|
(558) | Rudolf: Aah, lad os undgaa Ordet! — Mine Betingelser er enkle. Skal jeg nævne dem for dig?
|
(559) | Franz Josef: Det er ikke lidt, du vover, for blot et Fruentimmer og en Gaard. Hvor er Grev Hoyos?
|
(560) | Rudolf: Her. Men han har travlt. Ham er det, der gi'r Ordre til, at Slottet omringes.
|
(561) | Taafe: Ogsaa Hoyos!
|
(562) | Franz Josef: Dette bliver langt mer alvorligt, end jeg regnede med, for Jer! — Saa lad mig faa de andre ind. ( Rudolf nikker til Johan, der gaar ud)Man skulde tro, at dette maatte skabe Historie, saa megen Adel i et Gemak, saa lidt sund Sans. — Og ikke een, der ( ind kommer Johan, Hoyos, Marie, Sceps og Koinoff)kan sige, naar de banker paa min Dør: Lad Løven sove, at den ikke skal gaa hen og blive farlig. Jeg er farlig, og aldrig før som nu. Men vil I vende og gaa Jer Vej til Jeres Hjem igennem den stille Sne, saa stille som I kom, saa skal jeg glemme, at der var Sne paa Gaderne i Nat, og Fodspor stod i den efter Jer.
|
(563) | Hoyos: Det er lidt sent at sige nu, at ingenting er sket. Et lille Hold af Deres Venner gjorde Ophævelser, og Sneen blev lidt blodig, der hvor de stod.
|
(564) | Rudolf: Betingelserne fastslaas af Sejerherren.
|
(565) | Franz Josef: Sejerherren er dig?
|
(566) | Rudolf: Ring! Kald paa dine Folk. Jeg saa en Tjener, som laa hen over Tærsklen til din Forhal.
|
(567) | Franz Josef: Er Manden død? En mer at svare til! – Der er i arsenalet en Reserve mer end det dobbelte af Jer, Grev Hoyos. Den vil nu blive udsendt for at standse det Nattesjov i Gaderne. Regere vil I kun kort. Bekræft mit Ord, Grev Taafe.
|
(568) | Taafe: Saafremt De venter længer, bliver De knust. Træk Dem tilbage.
|
(569) | Franz Josef: Kaptajn Koinoff dér kan opgive nøje hvilke Regimenter, der er parat i Wien for Nødstilfælde.
|
(570) | Koinoff: Nu lyver de. De lyver begge to. I arsenalet er der ingen Tropper.
|
(571) | Franz Josef: Koinoff! Vejrhanen skulde ikke dreje, før den er vis paa, hvor det blæser fra. — Ja vi har tabt. — Og meget mod min Vilje og hvad jeg tror er ret, gaar jeg da ind paa dine Krav, saa vælg dig altsaa ud din Bondegaard, og tag din Dame med dig.
|
(572) | Rudolf: Det var min Plan at ta' kun Ungarn fra dig, og la' dig holde Østrig, men nu ta'r jeg dem begge.
|
(573) | Franz Josef: Begge? Ikke blot en Gaard, men Ungarn — ikke bare Ungarn, men nu ogsaa Østrig. Skal jeg abdicere[55] ?
|
(574) | Rudolf: Ja. Det bli'r nødvendigt.
|
(575) | Franz Josef: Du har Slottet her og een, een gammel Mand i denne Stue. Derude ligger alle Folk og sover. Hvad vil du svare dem, naar de nu vaagner op og spør', hvad du har gjort med Kejseren?
|
(576) | Rudolf: Hvad svarede du selv, da du tog Kronen fra ham, der bar den?
|
(577) | Franz Josef: Der er ikke een, der følger dig, min Dreng, undtagen de, der tjener paa det. Det, du giver til dem, det maa du tage fra andre. Kan du klare en Borgerkrig?
|
(578) | Rudolf: Du glemmer stadigvæk, at Tiderne forandres. Det, du tilbød, da du blev kronet, er der ikke en Sjæl, der ønsker mer.
|
(579) | Franz Josef: Det har de aldrig gjort.
|
(580) | Rudolf: Men naar jeg byder nu, det Tiden kræver, saa kommer de til mig, og du er glemt.
|
(581) | Franz Josef: Og du vil tro, naivt, paa det, du lover, og stole paa, at Ærlighed og Retfærd nok hjælper, — og saa har de dig i Struben. Aldrig har nogen Konge haft det Valgsprog: Ingenting for mig selv. Men det har jeg. Jeg selv forlanger intet. Jeg vil forme den Sjæl, jeg ejer, til et Instrument til at skabe Ret og Sandhed. Det er muligt, de første Skridt, vi tager, bliver vilkaarlige og haarde, men har vi Magten først, fjerner vi al Slags Tryk og Tvang fra oven og lader saa Haven vokse, som den vil.
|
(582) | Franz Josef: Hvis jeg nu tager min Afsked, hvad bliver saa dit første Skridt som Konge?
|
(583) | Rudolf: At give Folket fuldstændig Frihed —
|
(584) | Franz Josef: Ja. Men jeg kender da et Par hundrede Mennesker i Ungarn og en tre-fire hundrede her i Østrig, som først maa dø, hvis du skal blive Hersker, Ja, jo, — det maa de. Mellem dem er jeg.
|
(585) | Rudolf: Jeg skulde ikke tro, der er saa mange. Dø? Lad os sige fængsles.
|
(586) | Franz Josef: Nej. Nej, da er alle som ham, den Tjener, I har dræbt der ude. Saa længe som de lever, vil de kæmpe. Og de har Venner. Koinoff der vil leve, for Snoge skifter Ham. Men de, som ikke kan krybe, de maa dø. Jo! Uundgaaeligt, hvis du skal holde bare fjorten Dage.
|
(587) | Rudolf: Jaja, saa maa de dø.
|
(588) | Franz Josef: Javel, du tænker paa nogle faa, som ingen Rolle spiller. Men dine egentlige Fjender, dem der ejer Magt og Mod og Vilje, dem lader du leve, for dit Hjerte er for blødt til mere end en mindre Slagtning, og eftersom de ikke dør og ikke har nogen Hæmninger i Smag med dine, saa sprætter de dig op.
|
(589) | Rudolf: Og eftersom det maa forhindres, tager jeg Konsekvensen.
|
(590) | Franz Josef: Hvad siger du?
|
(591) | Rudolf: Fortolk det som du vil. Jeg gør det.
|
(592) | Sceps: Dette er en meget sælsom [56] Begyndelse.
|
(593) | Johan: Men logisk. Der er ingen Vej udenom.
|
(594) | Marie: Nej, Rudi, det er ikke den rette Vej.
|
(595) | Rudolf: Det er den Vej, som vi er slaaet ind paa uden Vej tilbage.
|
(596) | Sceps: I sager, saa alvorlig som denne, er De, Prins Rudolf, pligtig til at spørge os andre, før De træffer en Beslutning.
|
(597) | Rudolf: Ja senere. Men dette er for Tiden en Militæraktion, hvor Een maa føre.
|
(598) | Sceps: Begynder De med Storforfølgelse, da er min Pen unyttig. Jeg er ikke en letkøbt Journalist. Det, som jeg tror paa, det skriver jeg. Men dette er jo rent ud en morderisk Taktik og uden nogen som helst Nødvendighed for Lov og Orden.
|
(599) | Rudolf: Saa vil De ikke samarbejde med os?
|
(600) | Sceps: Nej.
|
(601) | Rudolf: Nej? Saa faar De ikke Lov til at trykke noget, før end vi gi'r Lov.
|
(602) | Sceps: Censur! Vil De Censur?
|
(603) | Rudolf: Til det staar klart, hvem der regerer, bliver vi ganske nødt til at slaa Oppositionen ned.
|
(604) | Sceps: Bliver nødt til? Nødt til?
|
(605) | Rudolf: Tag Deres Plads iblandt os eller gaa. ( Sceps tier) |
(606) | Franz Josef: Dit Styre aabnes med at sætte Drømme paa Døren. Vi er altsaa enige om, at jeg skal abdicere. Og hvad har du saa i Sinde at gøre?
|
(607) | Rudolf: Jeg staar kun mig selv til Ansvar.
|
(608) | Franz Josef: Saa længe der er Folk til Stede, bør du dog lade, som der er en Gud, du staar til Ansvar for. Endnu et lille Spørgsmaal: Naar du har taget de 7 Hundredes Liv, og de er dirigeret under Jorden med al Festivitas, hvad gør du saa med deres Ejendom? Skal dine Venner betænkes med den?
|
(609) | Rudolf: Ikke mine Fjender.
|
(610) | Franz Josef: Godt! Ren Besked. Godnat. Jeg føjer til – med Kongernes berømte smukke Fromhed — et Haab om, at vi ses igen i Himlen.
|
(611) | Rudolf: Godnat!
|
(612) | Taafe: Godnat.
|
(613) | Hoyos: Skal Vagten komme?
|
(614) | Rudolf: Ja. Tag Kejseren og Taafe i Forvaring. Hvad Koinoff angaar, se at faa ham skudt, naar det kan passe!
|
(615) | Koinoff: Deres Majestæt
|
(616) | Rudolf: Spar Underdanigheden!
|
(617) | Franz Josef: Var jeg dig, beholdt jeg ham. Men det er underordnet. Saa gaar jeg da. Idet jeg først blot ønsker dit Kabinet[57] til Lykke med en Kejser, der vil faa min Regering til at staa som en Baggrund for sig, helt guldalderagtig[58] , i hvilken Bødlens Økse bare faldt som et Punktum hist og her. Naar du nu gøder Jorden med mine Venners Blod og planter dine i det, saa kan jeg din Historie udenad. — Ja, endnu eet: Du har et enkelt svagt Punkt: Prinsesse Stefanie, din Hustru stadig. Et Brud med hende gør Europas Magter højst trevne[59] til at anerkende dig. Hold Blodet svalt en Stund endnu, giv Tid med din Forening med Vetzera.
|
(618) | Rudolf: Havde det ligget i din Kejserlige Haand at faa mit Blod afsvalet, stod vi ikke paa dette Sted i denne Nat.
|
(619) | Franz Josef: Du søger Dig Trøst, min Søn, ved et ret tvivlsomt Bryst. Jeg kender denne Dame bedre, Rudolf, end du.
|
(620) | Rudolf: For Satan, al den Omsorg for mig, hvad skal den til? Til at forgifte, hvad jeg har at gøre — smitte os med din Spedalskhed i dit sidste Aandedræt. Ud med dem. Jeg har hørt paa det for længe. ( Vender Ryggen til. Pause. Taafe træder henimod Døren. Koinoff løber, med en Dolk i Haanden, tværs igennem Gemakket mod Rudolf). |
(621) | Franz Josef: Rudolf! Rudolf! ( Han kaster sig mellem Rudolf og Koinoff og slynges i Gulvet. Hoyos og Ærkehertug Johan griber Koinoffs Arme, og Dolken falder. Rudolf bøjer sig over Franz Josef, og hjælper ham, saa han langsomt rejser sig), |
(622) | Koinoff: Hvad standser De mig for? Vil De da dø?
|
(623) | Rudolf: Af hvad Grund vover du dit Liv for mit?
|
(624) | Franz Josef: For du har Liv i dig til 40 Aar, jeg kun til en 10-12, og vi er ens.
|
(625) | Rudolf: Gaar du med i mit Oprør mod dig selv?
|
(626) | Franz Josef: Men Knægt da, jeg har vundet, jeg har vundet. jeg ser jo nu, hvordan en Konge efter mit Hjerte følger mig, en bedre end jeg selv, en Konge, ja, en Habsburg Konge. Ja, naar du taler, taler Wittelsbacher og Taaber af din Mund, men naar du handler, da er du min Søn, og den lange Strid i dit Blod imellem mig og Kejserinden, fra du blev avlet, den er nu forbi, og jeg vil sejre ved at dø.
|
(627) | Rudolf: Regere som du, det vil jeg aldrig.
|
(628) | Franz Josef: Nej, du prøver først med Reformer, og saa lærer du, Reformerne er kun de Regnepenge, enhver Regering bruger, naar den spiller om det, som den vil opnaa. Ogsaa jeg har prøvet det og fandt det brugbart. Naa, vi bød Godnat, og Vagten er parat, og du har travlt, men før du lægger dig, kig i den lille sorte Bog paa Pulten; læs et Par Ord i den. Jeg tror du finder, at du har ikke spildt din Tid med det. ( Fangerne føres ud. Koinoff mellem Hoyos og Johan). |
(629) | Rudolf: Nu er jeg det, jeg hader. Det, jeg gør det er jo, — Ord for ord, og Mord for Mord — hans Tronbestigning!
|
(630) | Marie: Du har sagt engang, en Konge er jo kun et Menneske, men han har Magt at gøre Mennesker fri.
|
(631) | Rudolf: Nu ser jeg, i et Lyn, at den, der tænker paa Ret og Sandhed, vinder aldrig Magten, og den, der vil ha' Magt, maa piske sin Retfærdighed og sin Barmhjertighed og lære dem at sidde pænt. Jeg har jo vidst det, saadan som Børn ved, hvad der staar i Bøgerne, men jeg har troet, der kunde ske et Mirakel i mit eget Sind og gi' min Tanke Vinger. Og nu staar vi her og røver fra de andre det, som de har røvet, nævn mig saa den Tanke, det Bud fra Guder eller Mennesker, som kunde lede os til Ret og Retfærd! Er det da bare det, at man la'r Folk beholde det, de allerede har? Al Ret til Ejendom gaar jo tilbage til Røveri og Mord. Nu har jeg rejst mit Krav med Mord, aldeles som min Fader for længe siden rejste sit. Og nu, nu overtager jeg et Aktieselskab, der holdes oppe ved Bedrageri og Vold og Svindel. Resten er — Parfume. En Konge er den Mand, der vogter Truget for dem, der staar med deres Fødder i det.
|
(632) | Marie: Hvor kan du vide det?
|
(633) | Rudolf: Det er den Lære, de gamle lærte os, da vi var unge, men den er grufuldt sand. Og sand for mig; da jeg kom ind i Stuen her, — da jeg forstod, at det var min, — da jeg forstod, Franz Josefs Magt var min, — da gik min Styrke fra mig, til ham, og jeg var ikke mere mig selv, for hvem som helst, der sidder her paa hans Plads, bli'r som han, — og bli'r som jeg! ( Han sidder ved Bordet og leger med Notesblokken. Marie kommer hen og lægger sin Haand over hans)Lad Manden leve! Lad den gamle Mand kun leve!
|
(634) | Marie: Læs det ikke!
|
(635) | Rudolf: Nej. Jeg vil ikke læse det, behøver det ikke nu, ved, hvad jeg har at gøre. Hvis er den skrift?
|
(636) | Marie: Ja.
|
(637) | Rudolf: Din! Hvad har du skrevet?
|
(638) | Marie: Det er en Dagbog —, hvor vi gik og stod, da vi først mødtes.
|
(639) | Rudolf: Hvordan kommer den, Marie, her?
|
(640) | Marie: Jeg var et lille Fæ, jeg havde set dig ved et Bal engang — og tilbad dig, som alle tilbe'r dig. Saa skete det en Dag, at Baronesse von Neustadt trak mig lidt til side for at fortælle mig, hun kunde arrangere et Møde med dig, blot jeg vilde holde lidt regnskab over, hvad jeg tog mig til og hvor vi opholdt os —
|
(641) | Rudolf: Rapportere altsaa! Til ham? Og saadan gik det til, du lærte at kende mig.
|
(642) | Marie: Ja, altsaa bare lige den første Tid. — Aa, Rudolf, tro mig, hør' du, det er jo ingenting, slet intet staar der, du ikke godt maa se. Da jeg kom til at elske dig, saa holdt jeg op, jeg gjorde. Du tror mig, du, som ved, jeg elsker dig.
|
(643) | Rudolf: Jeg tror dig. Og har elsket dig. Men at det er med dig, som ham. Aa de Koinoffer! Se, de er Kvinden i din Arm, de er den Kærlighed, hun byder dig, de er din Kærlighed til hende. I Musikken, du hører, er de; i den Slurk, du drikker, nedsvælger du dem, og det drypper, det regner med dem! Aa, jeg har vist elsket dig, mere end jeg vidste, mere end jeg vidste. ( Hoyos og Johan kommer tilbage)Der var lidet levnet mig af det, der gaar paa Jorden, som jeg ikke gad spytte paa. Nu er der ingenting. Min elskede, min Dronning skulde hun ha' været, og han sendte hende til mig, saa at hun kunde sove med mig for at referere det. Selv det var hans. Lad ham beholde det, lad ham beholde sin Jord, hvor Mænd maa krybe, og hvor Kvinder maa krybe under dem — og Ord er Løgne. Syg er jeg af det, syg, til Døden syg. Lad Vagten rundt om Slottet — send den hjem, Grev Hoyos, vor Revolution er aflyst.
|
(644) | Hoyos: Kanhænde Deres. Ikke min. Jeg ønsker slet ikke at faa ekspederet mig 3 Alen under Jorden.
|
(645) | Johan: Træk du dig tilbage, har du Lyst. Jeg gør det ikke.
|
(646) | Rudolf: Saa overtag det! Du er nærmest til det. Tag Østrig! Velbekomme.
|
(647) | Johan: Vil du lade os dø som Hundehvalpe?
|
(648) | Rudolf: I dør ikke. I faar en Ordning eller slipper bort.
|
(649) | Hoyos: Er dette Alvor?
|
(650) | Rudolf: Skynd Jer over Grænsen. Det sner endnu, og Blodet, som vi udgød, er blevet dækket. Faa den lille Fyr, som faldt paa Kongens Tærskel, faa ham fjernet, saa ikke Folk, der kommer her, skal snuble og gøre Anskrig. Hvordan var det, nævnede De ikke Jagt — og Mayerling var Stedet? Det vil jeg prøve. Har I Brug for mig, saa er jeg der! (til Marie) Det gjorde du nu godt. Den sidste Rest af alt, hvad jeg har troet paa, den fik du fjernet.
|
(651) | Marie: Skal jeg blive her?
|
(652) | Rudolf: Nej, det er bedst, du gaar med Hoyos. Tag Dem af hende, for min Skyld, Grev Hoyos. Sørg for, hun slipper bort i sikkerhed. ( ud af Døren)Til Helvede med disse døde Mænd! Nu skal jeg se hans Øjne for mig i al Evighed.
|
(653) | Marie: Rudolf…
|
| ( Tæppe) |
| Tredie Akt. |
| ( Rudolfs Lejlighed i Jagtslottet Mayerling. Værelset er enkelt møbleret, der er ikke stort mere end et Skrivebord, et Bøssestativ og et Antal Stole. Der er en Kamin i Baggrunden, samt en Dør til Soveværelset. Indgangsdøren fra Forstuen er tilhøjre. Til venstre to gardinbehængte Vinduer. Det er Daggry næste Dag, det begynder just at lysne før Solopgang. Tre Skud høres i det fjerne med forskellige Mellemrum, saa to endnu, som om en Flok Fugle pludselig blev jaget op. Der høres en Banken paa Forstuedøren, en Pause, og Loschek kommer ind. Han standser, idet han ser mod den aabne Sovekammerdør.) |
(654) | Loschek (dæmpet): Deres Højhed. ( Rudolf ind i Slobrok med en Del Breve i Haanden)Deres Højhed befalede mig at vække Dem ved Daggry.
|
(655) | Rudolf: Ja, er det allerede Daggry?
|
(656) | Loschek: Den er straks 6.
|
(657) | Rudolf: Er Hoyos i Nærheden?
|
(658) | Loschek: Jeg tror, han er paa Jagt nede i Underskoven sammen med de andre. De gik ved 5-Tiden.
|
(659) | Rudolf: Ja, jeg hørte dem knalde løs. Jeg har skrevet Breve, Loschek.
|
(660) | Loschek: Javel, Deres Højhed.
|
(661) | Rudolf: Se, Loschek, De har jo aldrig svigtet mig i noget, undtagen i korte Perioder, da De indskrænkede min Spiritus-Ration —
|
(662) | Loschek: Aah —
|
(663) | Rudolf: Og saaledes forlængede mit Liv hen imod en højst tvivlsom Afslutning. Hvis den Afslutning skulde komme brat, har jeg her forekommet den ved nogle Meddelelser til mine Venner. De opbevarer dem for mig, saa ingen finder dem, medmindre — og til da. Forstaar De mig?
|
(664) | Loschek: Alt for godt, Deres Højhed —
|
(665) | Rudolf: Naa, det er jo ikke noget, der foreligger, det er ikke overhængende. Bare, at den Nyhed har naaet mig, at vi alle skal dø engang. Asrael, Dødsenglen[60] , kom til mig i Nat og sagde mig, at jeg ligner min Far. Jeg følte, at der faldt en Fjer fra hans Vinge, og der, hvor den ramte min Tinding, var Haaret blevet graat nu til Morgen. Naar vi ved, at vi skal dø, Loschek, hvad er saa Forskellen, om vi er døde eller ej?
|
(666) | Loschek: Det er den største Forskel i Verden, Herre.
|
(667) | Rudolf: Jeg aner ikke, hvilken Fremtid min kære Far planlægger for mig, om overhovedet nogen. Lad mig se Grev Hoyos, naar han er færdig med Agerhønsene.
|
(668) | Loschek: Javel, Deres Højhed. ( ud. Spredte Skud høres udefra. Rudolf gaar til et Vindue) |
(669) | Marie (ind i Natkjole): Rudi!
|
(670) | Rudolf: Ja.
|
(671) | Marie: Jeg vaagnede halvt og rakte efter dig, men du var borte, og da greb en Angst mig, saa hvis jeg ikke havde fundet dig, saa tror jeg, jeg var død.
|
(672) | Rudolf: Ja, eller gaaet tilbage til din Seng og vaagnet siden og bedt om Frokost
|
(673) | Marie: Dril mig ikke, Rudi. Det Skær paa Ruden, er det Solopgangen?
|
(674) | Rudolf: Ja.
|
(675) | Marie: Saa er altsaa Solen til endnu, men aah, hvor er det koldt.
|
(676) | Rudolf: Nu skal jeg bede dem tænde Ild.
|
(677) | Marie: Hvem var min elskede i Aftes, imens du elskede mig?
|
(678) | Rudolf: Jeg kan betale. ( Holder Penge frem imod hende)Du kender vel Beløbet? Det er det, man plejer her i Wien.
|
(679) | Marie: Er det Taksten for Prostituerede?
|
(680) | Rudolf: Du kender den? ( Marie ser paa ham, svarer ikke)Der er jo dem, der synes, det er for lidt, naar man har haft en Kvindes Sjæl en Nat. Det lader til, at den er mere værd om Natten. Hvis man undersøger den ved Dagens Lys, saa er den Skarn og Smuds, som alle andre Menneskers. Tag Pengene.
|
(681) | Marie: Saa ondt du saarer mig.
|
(682) | Rudolf: De Rifter. Bare Indbildninger. Med en ny Kjole er de straks lægte halvt, og faar du saa en Cocktail af Stjerneskær, 3 Kys og saa en Ring, saa er de væk, ej værd at tale om.
|
(683) | Marie: Hvad har jeg gjort dog?
|
(684) | Rudolf: Dersom du gaar ned og standser 3 Forretningsmænd paa Gaden og spørger dem, hvad de lever af, saa svarer de Mad og Drikke. De er vis paa det. De nævner ikke et Ord om nogen Tro paa noget, som de ingen Sinde saa, de ymter ikke en Lyd om nogen Dragning imod et Lysskær — Men kender man dem dybere end blot til Fiskeøjnene og Vommen, kender dem endnu bedre, end de gør det selv, saa brænder dog hver enkelt af dem Lys paa et Alter i det skjulte i sit Sind. Tit skjult endogsaa for ham selv, er han sin egen Præst for et Mysterium, hvoraf han lever. Flaa det fra ham: Brød og Kød og Vin er ikke næring mer. Med Fiskeøjne og Topmave hænger han over Diskene, men har han ikke mere sin hemmelige, dumme tro, saa dør han. Den Tro, jeg ejede, var som et Luftslot, forankret i en Sky, den Tro, at jeg dog saa en mening med at være Konge, den Tro, at jeg med Dygtighed og Klogskab med grænseløs Taalmodighed og med en grænseløs Forstaaelse, — at jeg, jeg Habsburgs Ætling, muligt kunde slaa den nye Friheds Mønt med nye Stempler og nye Tanker, løfte Mennesker ved deres Støvlestropper, til de vandrede i højere Luftlag. Det er Taabers Tro, men det var min, og jeg har mistet den. Jeg møder overalt de gamle Lænker og ikke en Sjæl, jeg stoler paa, ja, ikke engang mig selv. Saa griber jeg fortvivlet efter et Holdepunkt, min Kærlighed, – en Kvindes Kærlighed, — ej store Ting at bede om, naar Ens Tro, Ens hele Tillid, Ens hele Verden ramler sammen om En, — og ser, det er en lille smudsig Elskov, beregnende og lugtende af doven Champagne og af — ja, af Cigaretter og Pigeskolegramsen. Egnet til at gaa til Sengs med og gi' Penge for.
|
(685) | Marie: Jeg har jo elsket dig, fra jeg som lille, som Skolepige, saa dig ride ud igennem Prateren med Din Prinsesse. Forstaar du ikke —, naar man saa pludselig faar et Tilbud om at møde ham, — man skal til gengæld bare sige, hvor han færdes, — og saa at mærke, hvor urimelig forelsket han er blevet, — ligesom jeg —, at en af Verdens Store, ja den største, ser fra det høje ned og elsker dette dit lille tomme Ansigt — aah, Rudi, Rudi, jeg tog min arme Sjæl i mine Hænder og sagde, er den hans, saa maa jeg gøre den værdig til ham, og jeg agted paa dig og lytted til dig, og til sidst det blev mig, som der var vokset noget frem herinde mer ædelt. Jeg blev skabt til Dans og Flagren. Nu kender du mig jo, nu kan du se det.
|
(686) | Rudolf: Hvad kom du for i Aften?
|
(687) | Marie: Var det galt? Jeg har jo ingenting, som er mit eget. Jeg kom, fordi du var her, — tænkte ikke —. Og hvorfor lukkede du mig ind, naar du var ked af det? Jeg ved jo, det var galt. Jeg staar mellem Kejseren og dig. Naar jeg er borte, tager han dig til naade. Jeg sværger dig, jeg tænkte ikke paa det.
|
(688) | Rudolf: Saa tænk du hellere paa, min Tid ude. Jeg er saa lidet kongelig som Loschek. Jeg har en haandfuld Penge i min Lomme, Snore Paa Frakken, og et Navn, jeg hader og saa en voldsom Længsel imod Mørket, som — som en dødssyg Køter. Kvinder har at holde sig til dem, som gaar tilvejrs og sætte deres Hæl i deres Ansigt, der synker ned, som jeg. Og hele Resten er Ord og Ord.
|
(689) | Marie: Jeg vilde gerne være din Hund, for selv en Hund —
|
(690) | Rudolf: Du fryser jo. Vi maa have Ild. ( Han tænder op i Kaminen) |
(691) | Marie: Jeg læste en Historie engang, om hvordan alle Mennesker paa Jorden døde af en Pest, og der, hvor Mennskene havde levet, kom der en Hunderace. Deres Tro var den: der havde engang været Guder til, de havde gaaet oprejst og tændt Baal, Vidst alle Ting og givet mange Bud. Og de var stadig til, — usynlige. Jeg tror, naar jeg har mistet dig engang, saa vil jeg huske dig, som Hundene huskede Mennesket.
|
(692) | Rudolf: For de Baal, jeg tændte?
|
(693) | Marie: Nej. Man maa have en Gud, — Og du? Hvad gør Du? vender tilbage til din Far?
|
(694) | Rudolf: Maaske. Det er saa ligegyldigt, hvad jeg gør nu.
|
(695) | Marie: Han tilgi'r dig, saafremt du opgi'r mig.
|
(696) | Rudolf: Og dig er Verden endnu ung for, saa du mig aldrig mere, passer det saa ikke, saa kommer der en anden Kærlighed og staar og fløjter udenfor dit Vindue, og det er Vaar, og Saaret, som du mente ulægeligt, snart er der knapt et Ar, og Stierne der førte ind til Sorgen, er overgroet og ukendelig, naar vi vil søge dem.
|
(697) | Marie: Aah ja, maaske. Vist saa, aah ja, men jeg er ikke glad for det, som jeg bli'r, naar det engang er sket.
|
(698) | Rudolf: Naar det er sket, saa skænker vi det ikke en Tanke.
|
(699) | Marie: Nej, men nu, — jeg vilde helst i dine øjne være som en Statue, en Statue i Skoven, borte, uset og kold, og hvid, og en, du knap nok mindes, men evigt uforanderligt den samme. Nu vil jeg gaa. Er Fødder skabt til Dans, saa maa de danse, indtil Hjertet standser. ( Spredte Skud fra Skoven) |
(700) | Rudolf: Aa, Hjerter holder godt; alt andet varer de ud[61] . Du ryster stadig, kom til Ilden.
|
(701) | Marie: Nej, jeg vil gaa i Seng nu. jeg er træt.
|
(702) | Rudolf: Du tilgi'r mig?
|
(703) | Marie: Ja, som en Hund sin Gud. Jeg tilgi'r dig fuldkommen, og jeg tilbe'r alt, hvad du gør — blot du vil tilgi' mig, hvis jeg nu aldrig bliver anderledes. Tilgiv mig, Rudi, (kysser ham) Vil du?
|
(704) | Rudolf: Ja. Sov vel.
|
(705) | Marie: Nu er jeg gladere. Nu vil jeg sove. ( Hun gaar ind i Soveværelset og lukker Døren)( Det banker paa Forstuedøren) |
(706) | Loschek (ind): Grev Hoyos. Deres Højhed.
|
(707) | Rudolf: Ja.
|
(708) | Hoyos (ind): Godmorgen!
|
(709) | Rudolf: Det lader til, De aldrig sover.
|
(710) | Hoyos: Jeg har ikke Deres Højheds Fristelser. En Vogn med Kejservaabnet paa Siden gled over Bakken nu.
|
(711) | Rudolf: Den kommer her? Saa er det kejseren!
|
(712) | Hoyos: Ja.
|
(713) | Rudolf: Hvordan staar De Dem med ham?
|
(714) | Hoyos: Aah, som jeg har sagt, han slog os ned med Lynets Fart og gav os vor Pardon med blot et Knips af Fingrene og strøg saa sine Whiskers. Jeg var ikke i Naade før, og er det ikke nu. Det er det hele. ( Et enkelt dæmpet Skud høres)Hvad vil De nu? Kysse og underkaste Dem?
|
(715) | Rudolf: Ja, hvorfor ikke? Af Ulvens Tand og Lammets Bagdel vælger jeg helst at spille Ulven.
|
(716) | Hoyos: La'r sig sige.
|
(717) | Rudolf: Jeg fødtes halvt som Ulv og halvt som Lam. Naar Ulven æder Lammet, — bli'r der Fred. Vent paa mig! ( gaar ind i Soveværelset. Hoyos gaar til Ilden. Efter en Stund kommer Rudolf tilbage med en lille Revolver i haanden)Hoyos!
|
(718) | Hoyos: Ja? ( Rudolf viser ham Revolveren, Hoyos gaar ind i Soveværelset. Rudolf sidder urolig. Hoyos vender tilbage)Naar skete det?
|
(719) | Rudolf: I dette Øjeblik. Hun var herinde —
|
(720) | Hoyos: Jeg maa berette det til Kejseren.
|
(721) | Rudolf: Sig ingen noget. Bare hold dem borte. Er — ? Hun er død?
|
(722) | Hoyos: Ja, øjeblikkelig. Saa! Saa! vist ved jeg, det er svært at se en Kvinde, man har kendt, en smuk ung Kvinde med Kugle gennem Hovedet. Men hvad. — det er jo blot en vanskelighed mindre, naar De engang er løbet tør for Taarer.
|
(723) | Rudolf: Gør som jeg siger! Lad mig være ene! ( det banker) |
(724) | Hoyos: Hvem er det?
|
(725) | Loschek (ind): Kejserinden! Og hun be'r mig sige, at hun be'r paa sine Knæ om Lov at se sin Søn.
|
(726) | Rudolf: Hvad be'r hun for? Lad hende komme ind.
|
(727) | Elisabeth (ind): Hvad er det, Rudolf? Hvad er det, jeg kan læse i dit Ansigt? ( gaar frem, knæler hos ham) |
(728) | Rudolf: Aa —, at det sorte Gab har fat i Ulden — —
|
(729) | Elisabeth: Hvad er det Hoyos? Sig det?
|
(730) | Rudolf: Mor, aa Mor! saa tit, saa tit som Barn, jeg trængte til dig, du var der aldrig, og nu er vi blevet hinanden fremmede.
|
(731) | Elisabeth: De holdt mig borte fra dig.
|
(732) | Rudolf: Nu er vi blevet fremmede for hinanden. Det, som du vilde have mig til at gøre — —, alt i mig, som maaske var værd at frelse, det kom fra dig, og jeg har svigtet.
|
(733) | Elisabeth: Ja, men alt det, vi har tabt, — de spildte Aar, — dem faar vi nu. Din far er taget med mig, aa, han har grædt den hele Nat — en lille, en gammel og elendig Mand — fordi hans Søn foragter alt, hvad han har gjort. Jeg har jo aldrig holdt med ham, men vi er blevet gamle sammen, og hans Søn betyder mere for ham end hans Rige. Han tilgi'r alt, — forlanger intet uden at faa sit Barn tilbage.
|
(734) | Rudolf: Ja — som før.
|
(735) | Elisabeth: Og maa han komme?
|
(736) | Rudolf: Ja.
|
(737) | Elisabeth: Han venter, Hoyos. ( Hoyos ud) |
(738) | Elisabeth: Det nytter ej at slaas med det, vi er. Mig har det knækket. Det vil knække dig.
|
(739) | Rudolf: Du holder med dem nu?
|
(740) | Elisabeth: Jeg hjælper dig. ( Pause)( Franz Josef ind, de rejser sig) |
(741) | Franz Josef: For at du ikke skal tro, jeg møder med falske Løfter, har jeg medbragt her tre lange Statspapirer, satte op i en søvnløs Nat, med Underskrift og Segl. Først: Amnesti for dig og dine Venner. Her er en Fuldmagt for dig til at vælge, hvad Plads du vil i Rigets Styrelse. Og dette sætter dig paa Ungarns Trone, tre Aar fra nu, selvom jeg stadig lever. De tilbud gør jeg dig, saa myg[63] jeg kan. For miste dig, det kan jeg ikke, Rudolf.
|
(742) | Rudolf: Hvad mer?
|
(743) | Franz Josef: Jeg har kun een Betingelse: Vetsera.[64] Hun er en løsagtig Kvinde. Hun lader sig købe, og hun sælger sig. Hun bliver aldrig nogen Dronning for Dig.
|
(744) | Rudolf: Det har jeg sagt, hvert Ord, og hun har svaret, at fra i Dag af vil hun være trofast, og altid blive den, som hun er nu.
|
(745) | Franz Josef: Og det, — det tror du paa?
|
(746) | Rudolf: Det gør jeg, ja. En Statue i en Skov forandres mere af Regn og Frost, end hun, som hun er nu.
|
(747) | Elisabeth: Og — er hun her?
|
(748) | Rudolf: Det er hun.
|
(749) | Elisabeth: Jeg vil tale med hende.
|
(750) | Rudolf: Marie! Marie Vetzera! ( Pause) |
(751) | Elisabeth: Sover hun?
|
(752) | Rudolf: Ja.
|
(753) | Elisabeth: Jeg vækker hende.
|
(754) | Rudolf: Ja! Væk hende, hvis du kan.
|
(755) | Elisabeth: Hvad er det, Rudolf? ( ser paa Rudolfs Ansigt, løber ind i soveværelset, vender tilbage) |
(756) | Franz Josef: Forstaar. ( Gaar kort til Døren, ser kort derind)Det bli'r nødvendigt, vort Besøg her holdes Skjult. Grev Hoyos bringer os Besked til Slottet om, hvad her er hændt. Du gaar med os.
|
(757) | Rudolf: Jeg bli'r her for at ordne det mest nødvendige.
|
(758) | Franz Josef: Ifald du bli'r her, kan ingen Magt i Verden holde dig, dit Navn klar af Skandale.
|
(759) | Rudolf: Gaar jeg tilbage denne Morgen og la'r hende bli' liggende alene her, saa vil I vinde mig fra hende Dag for Dag, saa det bli'r mine Hænder, der skal føre Europa ned i Helvede. Jeg kender mig selv, og hvad I vil af mig, og hvad jeg er, og Skæbnens sorte Planer med mig. Men af den lille Bissekræmmers Datter, Vetzera, har jeg lært, hvordan jeg kan med den Smule Tro jeg har, bevare Troen ud over Tid og al Omskiftelse.
|
(760) | Franz Josef: For Guds Skyld dog!
|
(761) | Rudolf: Du har jo ingen Gud saa lidt som jeg. Man lægger sig og sover, — saa sover man.
|
(762) | Elisabeth: Aa nej, min Dreng, min Dreng, det maa du ikke sige! Sig det ikke! Naar jeg har vandret gennem Slottets Gange, var der kun et, der var mig virkeligt, at du var Rudolf, var min Søn, blev Konge, selv om saa selve Slottets faste Mure opløses for mig, og jeg ikke vover at tale til de Skikkelser, jeg møder, af Angst for, at de ikke er der.
|
(763) | Rudolf: Vi er jo Spøgelser, vi tre, vi vandrer rundt i Europas Gange i en Drøm, der svandt, et Masketog af Konger, Skygger af Middelalderens Erobrerfjæs, en Række Djævleansigter, udslynget forlængst ved Underverdnens Kræfters Udbrud, men længe døde og kun Slagger nu. Nu koger Jorden op igen, nu rejser sig nye Mænd og Folkeslag i Flammer og bli'r til Klippeblokke, ny Forsyning af Djævleansigter, Ikoner, lavet af Menneskenes Haab om Frihed, dyrket som Lysbringere, men det er Voldsmænd kun som dem, vi fulgte. Lad dem arve Verden bagefter mig, og de vil eje den som en Bunke Hjerneskallers Grin paa Dynger, af Dødningben. Europas Ungdom skænker jeg denne evigt søde Nydelse, at stable deres Knogler op i Dynger, og øverst oppe deres Herrers Grin — De døende og gamle overlader jeg deres døende Riger, som skal pløjes af Dødens nye Sædemænd[65] , — de Taaber, der, som jeg selv, vil storme frem til Magten for at gi' Mennesker Frihed, — og bevare den Magt ved at slaa Mennesker ihjel, som det var Skik, og er, og bli'r igen, fra umindelige Tider til den sidste evindeligt. Vi er jo alle døde, vi tre, men fra i Dag af gaar jeg ikke igen i Hofburgs mørke Gange, hverken som Prins af Habsburg eller Wittelsbach, som Ulv, som Lam, ja, ikke engang som Skygge. Saa har jeg talt, og let om Hjertet vil jeg lægge mig hos Vetzera. ( han gør et af sine smaa stive Buk, gaar ind i Soveværelset, lukker Døren) |
(764) | Elisabeth: Rudolf, Rudolf, nej, det kan du ikke, Rudolf, du skal aabne for mig, din Moder. ( et skud) |
(765) | Franz Josef: Nu har vi ingen Søn — ( Hoyos ind) |
(766) | Elisabeth: Her, Hoyos! hurtigt! Det er Rudolf, hurtigt —
|
(767) | Hoyos: Hvad har han gjort?
|
(768) | Elisabeth: Slaa Døren ind! Maaske han kun er saaret.
|
(769) | Hoyos: Nej, jeg maa have Hjælp.
|
(770) | Elisabeth: Franz, Hjælp ham.
|
(771) | Franz Josef: Hjælpe? Vi har ingen Søn. Hold inde med den Lab imod den Dør! Han var for meget Prins af Blodet til at undgaa Døden, naar han ønsked den. Og han er død.
|
(772) | Elisabeth: Du ønskede ham død!
|
(773) | Franz Josef: Jeg holdt jo af ham. Jeg maa tænke paa, hvordan jeg skal gaa videre uden ham.
|
(774) | Elisabeth: Mod hvad?
|
(775) | Franz Josef: Imod det Mørke, som han spaar os — maaske. Aah, Rudolf, var jeg død for dig! Søn, var jeg død for dig, aah, var jeg død! Neddysses maa det. Her har ingen set os. Grev Hoyos melder os det snart paa Slottet. Faa Pigen i en Grav i Nat — En Ulykke. ( Skud høres i det Fjerne)— et Vaadeskud paa Jagten — Frem mod det Mørke, som han varsler om.
|
| ( Tæppe) |