Indledning
I Foraaret saa sagte kommer (1942) forklarer Munk lidt spøgefuldt, at da han i sin ungdom gav sig i kast med dramaet om Samson, begyndte det at foresvæve ham, at meningen med hans liv var nok den, at han skulle dramatisere alle Bibelens skikkelser, “baade det gamle og det nye Testamentes”. Dette persongalleri er nok ikke blevet så stort som han oprindeligt havde forestillet sig, men det kom trods alt til at omfatte både Pilatus, Samson, Herodes, kong David og Batseba, Akitofel, kong Saul, ypperstepræsterne Annas og Kajfas, Paulus, Peter og flere af Jesu disciple I 1932 skrev Munk artiklen “Paul Tarse”, hvis mening var, at få “Bibelens Skikkelser ned fra Kirkeruderne og ud fra Doktordisputatserne, ned hos the man in the street”. Hans optagethed af den “lille, levende, dirrende Agitator” var så stor, at idéen om, at skrive et skuespil om ham, ikke forlod ham i de følgende år. Ifølge Munk-biografen Niels Nøjgaard skulle han en gang i året 1938 have erklæret, at han kun manglede at skrive ét skuespil – skuespillet om apostlen Paulus. Det lykkedes ham dog samme år at påbegynde det, men han nåede ikke længere end til første akt. Det er dette udkast, man finder i nærværende fragment. Selv om hovedskikkelsen er den samme, har det faktisk ikke noget tilfælles med de fire akter (Alverdens-Urostifterne, 1943), Munk færdiggjorde kun en uge før han blev myrdet.
Handlingen foregår i en teltmagerfabrik i den græske by Korinth, hvor Paulus kommer for at søge om midlertidigt arbejde. Mødet og samtalen mellem Paulus og fabrikkens benhårde opsynsmand, Alexander, er tekstens centrale del. Paulus er her i færd med sin mission som apostel, hvorimod det senere skuespil, Alverdens-Urostifterne, omhandler tiden inden Paulus’ mission begyndte, altså hele forhistorien, bl.a. forvandlingen fra farisæeren Saulus af Tarsus til apostlen Paulus, som gjorde, at “Nazisten var blevet Kommunist” – for at bruge Munks ord i “Paul Tarse”.
Ud fra udkastets beskedne grundlag er det selvsagt vanskeligt at udtale sig med stor sikkerhed, men stilmæssigt ligger det i det realistiske og hverdagsagtige spektrum i modsætning til de tidlige bibelske skuespil bl.a. Pilatus (1917) og Samson (1917), der sprogligt er langt mere svulmende og poetiske. Sammen med skuespillet Kong Saul (1933), der i øvrigt heller ikke er fuldendt, og Alverdens-Urostifterne (1943), kan man sige, at det danner en lille gruppe af mere samtidssvarende bibelske skuespil. Der er bl.a. tale om “det kommunale Kontor” og “Kontoret for Arbejdssøgende”. Det ikke færdiggjorte udkast fra 1938 offentliggøres her for første gang.
- Skriveår:
- 1938
- Udgivelsesår:
- Utrykt/uopført
- Kilde:
- Indskrivning af Kaj Munks håndskrevne manuskriptfragment, som findes skrevet på 8 sider i et kladdehæfte, dateret Stærekassen 21. juli 1938 - kl. 12.14 middag. I samme kladdehæfte findes også forarbejde på 8 sider til Han sidder ved Smeltediglen. KMF-nr. 26.12.01.
Paulus[1] og Smeden Alexander
[2]I. | |
| Et langstrakt skummelt ildelugtende Rum; hvergang Teltdugen løftes, flammer det ind af Sol. Arbejdere sidder rundt paa den bare Jord og syer. Slaver gaar dem til Haande. | |
(1) | Alexander Opsynsmand: Kommer for sent til Arbejdet. 39 Stokkeslag. Hilst Kejserens Billede sjusket. 39 Stokkeslag. Altsaa ialt 78 til hver. Ud med dem med det samme. (3 føres ud) Faa de Kalve huder over i Garveriet og det i en Fart. Han tager for lange Sting dernede. Vandet til det fine Byssos-Lærredet[4] er ikke kogt nok endnu. Tilbage med det og over Ilden engang til. |
(2) | En fremmed Mand (har lempet sig forsigtigt inden for Teltforhænget.): Undskyld, det sku’ vel ikke ku’ tænk sig at der var en bitt ’ – |
(3) | Alexander (ser forbi ham.): Den Kameluld dernede skal tilses; den er jo ved at løbe sur. Hellere faa den ud og vejres. – Sidder han og sover ved Arbejdet, hva! (Hugger med sin kortskaftede Pisk til en Arbejder, der farer op med et Smertensbrøl) Hva? (Hugger igen) Hva? (Hugger igen) |
(4) | En Arbejder (rejser sig): Undskyld, Opsynsmand, men det er altsaa ved det, at Malthus’s Mor ligger for Døden. |
(5) | |
(6) | Arbejderen: Han vaager altsaa ved den Gamle om Natten – en 4, 5 Nætter nu. Maaske han desaarsag er lidt nikkevorn ved Syningen. |
(7) | Alexander: Ved Hermes[10] , hvad rager det mig, hvad Malthus bruger sine Nætter til. Det, der rager mig, er, at han syer om Dagen. Det er det, han er her for. Det er det, Kejseren har sat mig til at passe paa, han gør. (Hugger med Svøben gennem Luften) Er der ellers nogen der mukker? |
(8) | Den fremmede (ved Døren): Undskyld, jeg vilde gerne tillade mig at spørge om, der skulde vel ikke være en Bitte … |
(9) | Alexander: Faa nu ikke speget Garnet[12] dernede. Hvem har lirket ved Skodden. Luk den til! det Sollys adspreder jer bare. Tavshed! saa syer vi igen. |
(10) | |
(11) | Alexander: Hvad er du for et Kadaver? Hvad render du her, hvor du ikke har noget at gøre? |
(12) | Den fremmede: Undskyld, jeg tænker det er Smeden Alexander, jeg taler med … |
(13) | Alexander: Hvad siger han? Pas jeres Arbejde, I Kreaturer. Ellers skal jeg ….. Jeg er Opsynsmanden Alexander. |
(14) | Den fremmede: Om Forladelse igen. Jeg er en fremmed. Kom til Byen i Gaar. Men har det smaat med Gysser. Og er udlært ved Teltmageriet. Saa tænkte jeg, jeg maaske kunde faa en Dags Arbejde eller to. |
(15) | Alexander: Naa saadan. Han er altsaa en paa Valsen[15] . |
(16) | |
(17) | Alexander: [16] Og hvorfor har han saa ikke henvendt sig til Kontoret for Arbejdssøgende? |
(18) | |
(19) | Alexander: Og saa kommer han her og tror, vi forærer Arbejde bort til udenbys Folk og Omstrejfere, som om vi ikke har Besvær nok med at finde paa noget at bestille til vore egne. Farvel med ham! Rufus, kom herop og vis mig …. |
(20) | Den fremmede: De sagde til mig, at Smeden Ale – at Opsynsmanden Alexander … |
(21) | Alexander (løfter Pisken): Han har faaet Nej paa det kommunale Kontor og kommer saa her og tror – – Ved han ikke, at dette er Statens Teltmageri i Korinth[20] ? at jeg er kejserlig Embedsmand. Ved han ikke, der er Orden her i Riget. Ved han, Kejseren er en Gud? |
(22) | |
(23) | Alexander (forbløffet): Ja, jeg – jeg har noget Betændelse i venstre Arm, ja. Ved han kanske Raad for det? |
(24) | Den fremmede: Det maa I jo nemt kunne faa helbredt, naar I er i tjeneste hos en Gud. |
(25) | Alexander (staar med aaben Mund. Der bliver som en Slags ængstlig Fnisen i Rækken): Herut! |
(26) | |
(27) | Alexander: Stands! Sig mig, du, har du ingen Gud, du dyrker? |
(28) | |
(29) | Alexander: Men du har jo Øjenbetændelse, se blot, hvor du er rød. Hvorfor skiller din Gud dig ikke af med den. |
(30) | |
(31) | |
(32) | Den fremmede: Jeg holdt ikke rigtig af ham. Saa slog han mig med Blindhed. Og nu elsker jeg ham. |
(33) | Alexander: Hahaha, har I hørt det! Hans Gud gav ham en Ulykke paa Halsen; det var noget, han kunde li! |
(34) | Den fremmede: Og den samme Gud har ledt mig herhen og sagt mig, han havde Arbejde til mig her. |
(35) | Alexander: Saa kan du hilse din Gud fra Opsynsmanden Alexander og sige ham, at han tog fejl. |
(36) | |
(37) | |
(38) | Vaspirius: Der er sket et nyt Røveroverfald i de gaiske Bjerge[26] . Vi maa have straffeexpeditionen fremskyndet. Kan Teltdugen være færdig til i Morgen Aften. |
(39) | |
(40) | |
(41) | |
(42) | Vaspirius: Og saa sker det. Jeg stoler paa dig Alexander. Du ved, at hele dette vældige Rige holdes sammen af det ene, at Kejserens Vilje sker. |
(43) | |
(44) | Vaspirius: Vel. Men fy for Pokker, hvor der lugter inde hos jer. (ud) |
(45) | Alexander: Rufus! Afsted til Hvervekontoret med dig. Alt Mandskab, de kan skaffe os, kan vi bruge i Morgen. Der bliver ikke noget af Søvn i Nat, Folkens. Det forstaar I. Dobbelt fart paa. – Sig mig, du der. Kan du sy? |
(46) | |
(47) | |
(48) | Den fremmede: Nej, nej. Og for Resten ligger det jo i Fingrene. |
(49) | |
(50) | |
(51) | |
(52) | |
(53) | |
(54) | |
(55) | Alexander: Har lært i Mysien[29] ? |
(56) | |
(57) | Alexander: Værsgod! tag saa Pladsen der ved Væggen og tag fat med det samme. Aisthenes, bring Værktøj. |
(58) | |
(59) | |
( Der arbejdes i Tavshed. Paulus sidder nu ved Siden af Malthus.) | |
(60) | |
(61) | Malthus: Herre! Herre! Jeg duer visst ikke i Dag. Og min gamle Mor kan dø i Nat. Jeg beder saa ydmyg om et Døgns Frihed for Arbejdet. |
(62) | Alexander: Det bevilges dig. Fri i Morgen Aften. Sy! (Alexander gaar ned gennem Rækken .) Jeg siger dig, du tager for lange Sting, Orbis. Se nu her! (Idet han bøjer sig over Lærredet, kommer Poppea ind, staar lidt i Solstrimen fra Forhænget, vænner sine Øjne til Halvmørket, finder sin Far, gazeller hen til ham) |
(63) | Poppea: [34] Far, Bedste mor er kommen til Bevidsthed. |
(64) | |
(65) | Poppea: Hun spurgte efter dig. Mor mente, jeg skulde prøve at løbe herhen. Bedstemor lever ikke Natten over. |
(66) | |
(67) | |
(68) | |
(69) |