Indledning
Efter en årrække med forkærlighed at have beskæftiget sig med samtidige emner, som fx i Ordet II — En Almanakhistorie (1934-1935), 10 Oxford-Snapshots (1936) og Sejren (1936), vendte Munk sig atter mod historien. Som i skuespillet Diktatorinden er baggrunden for dette filmmanuskript – der iøvrigt aldrig blev filmatiseret – den dansk-svenske konflikt, som førte til Kalmarunionens opløsning (1523) og forholdet mellem Kong Christian 2. (1481-1559) og hans elskerinde, den hollandske købmandsdatter, Dyveke (1490-1517). I overensstemmelse med titlen er Sigbrit Villums her dog mindre fremtrædende end i Diktatorinden. Det er Christian 2.s personlighed – hans tvesind –, der denne gang er mere i fokus, og tidsrammen strækker sig meget længere end i skuespillet, idet det medtager bl.a. Det Stockholmske Blodbad (1520) og kongens flugt til Holland. Således har det en ganske anderledes – for titelfiguren – tragisk slutning. Uden Mor Sigbrit er “tyrannen” fuldstændig ude af stand til at regere.
Sprogligt er skuespillet Diktatorinden holdt i en enkel og naturlig stil, som på realistisk vis er afstemt efter 1500-tallet, bl.a. vha. forældede substantiver og formelle tiltaleformer. Denne stil er overordnet videreført i filmmanuskriptet, men i overensstemmelse med filmmediets specielle krav er replikerne kortere end i skuespillet, og der findes langt flere sceneskift (56 scener i forhold til 4 akter).
- Skriveår:
- 1937
- Udgivelsesår:
- 1938
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1938. Filmen om Christiern den Anden, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Filmen om Christiern den 2den
Til Mænd af den danske Højskole,
Bo Bojesen Rud[1] og C. P. O. Christiansen[2] ,
I. | |
( Junker Christiern[3] og hans uadskillelige Ven Torben Oxe[4] og et Par Adelsdamer ror i Maanestriben paa Maribo Sø. En af Damerne har en Cithar[5] og spiller en frisk Vise. Alle ler, ogsaa Junkeren. De gaar i Land paa en lille Ø med Nattergalsang. Torben vil trække sin Dame med ind i Buskene. "Nej, i Aften er det min Tur hos Junker Christiern," siger hun. "Nej, det er min," siger den anden. Saa slaas de om ham for Halvsjov. Christiern sidder og ler. Striden endes med, at Torben Oxe løfter en af Pigerne og løber med hende. Den anden er temmelig entreprenante[6] over for Junkeren. Efterhaanden begynder han at hengive sig i hendes Kærtegn. Da ringer Klosterkirken hen over Søen. Munke og Nonner i hver sin Procession kommer fra hver sin Klosterfløj hymnesyngende over imod Kirken. Christiern skyder Pigen fra sig. Hun staar lidt skuffet, slaar saa med Nakken og løber efter Torben. Længe sidder Christiern hensunken, lyttende og stirrende gennem den lyse Nat efter de fromme Skarer. Da nærmer en Baad sig hurtigt: "Junker Christiern! her er Brevskab[7] fra Eders Fader. Der er udbrudt Bondeopstand i Norge. Kong Hans gør Jer til Vicekonge i Norge[8] . I maa rejse til Bergen straks.") |
II. | |
( Morgentravlhed i Bergen Havn. Lad Trossen gaa. Faa de Brædder lastet og det lidt gesvindt. Sild! Sild! hvem køber friske Sild! Til Side med Sjægten[9] ! væk med den norske Sjægte! Lybækkeren[10] vil ligge her.) | |
( Gammel norsk Søulk: Min Baad bliver liggende. Brøl fra den tyske Kaptajn: Kan han se, han flytter sig. Folk stimler til. Søulken: Har Landets egne Børn ikke Ret til at bruge Landets Havne? Spredte forskræmte Bravoraab.) | |
( Niclas Wullenwewer[11] frem paa Kajen bred og vældig: Kan han faa gjort Plads for den lybske Baad. Søulken: Jeg er like sæl; i Søen med Hansemand! Uro. Niclas løfter sin Stok og lader den suse ned over de omstaaendes Rygstykker. Nogle flygter. Andre gaar truende frem. Spektakel. Da et Raab: Junkeren kommer. Christiern kommer ridende. Der bliver stille. Klyngen skiller sig. Han ser tungsindig og indadvendt ud. Niclas Wullenwewer hilser paa engang hovent og fidelt[12] . Junkeren gengælder adspredt Hilsenen og vil ride videre. Niclas: Junkeren kender mig vel; Niclas Wullenwewer fra Raadet i Lybæk; jeg har haft Foretræde for Jer angaaende Nedsættelse af Sildetolden. Christiern (løfter sin Dokumentmappe): Vi er ved at undersøge Sagen. Niclas: Junkeren betænker jo nok, at vi Lybækkere er ikke vant til, at man lader os vente. Christiern nikker iskoldt og rider videre. Havnearbejderne hilser ham trevent eller vender Ryg til ham. Grosserere og Redere hilser overdrevent høfligt. Han ser knap nogen af dem.) | |
( Dyveke staar i en Slags middelalderlig Overalls og skyller Vinduer. Pjask, Vandet op mod Ruderne. Hun ser ikke Rytteren. Hesten stejler ved Plasket. Christiern taber Dokumentmappen. Papirer flyver ud. Dyveke bliver forvirret, da hun ser, hvem det er. Samler ilfærdigt[15] Tasken og Papirerne op til ham. Kigger ham ind i Øjnene. Junkeren ser hende ikke. Samler sine Sager sammen og rider videre. Et Blad bliver liggende. Dyveke staar og ser efter ham. Længe. — Halløj, efter Nattesold tumler Torben Oxe og Knud Gyldenstjerne[16] hjem til Hest. Oxe holder Hesten an ved Dyveke:) | |
(1) | Oxe: Giver du en Morgendrik, Dreng? (Dyveke vaagner, ser sig forskrækket om, opdager Papiret, snapper det og løber ind). |
(2) | Gyldenstjerne: Guds Død, Fætter Torben, det var nok en rigtig Dreng, hvad? |
(3) | Oxe: Hende maa vi se nøjere paa, Fætter Knud. (De binder Hestene ved Stangen og tumler ind. En skikkelig Sildesælger sidder ved sin Morgendrik). |
(4) | Oxe: Rejser han sig ikke, naar to Adelsmænd triner ind i Stuen? (Manden rejser sig forskrækket). |
(5) | Gyldenstjerne: ’Rut med ham! han lugter af Sild. (Manden vil forfjamsket fjerne sig. Sigbrit toner frem.) |
(6) | |
(7) | |
(8) | Sigbrit: Hvor jeg regerer, er alle Lige. Her gælder kun een Regel: At der skal være Orden. Og den, der ikke lystrer, sætter jeg ud. Naa. (De staar lidt uvisse og stikker saa af) Hæ! saadan et Par Mallerter[17] . |
III. | |
( Nat. Lys i et Vindue i Bergenhus[18] . Christiern sidder og læser i Bibelen: Hvad gavner det et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men maatte bøde med sin Sjæl. Det fløjter udenfor. Sten flyver mod hans Rude. Han kigger ud. Det er Torben til Hest.) | |
(9) | OXE: Kom ned, Christiern. Sid ikke der og hæng. Natten er smuk. Kom og rid en Tur. |
(10) | CHRISTIERN (staar uvis, smækker Bibelen i.): Jeg kommer, Torben! (Saa rider de to Venner da op over Fjeldet sammen. Det straaler af Nordlys. Fjorden brøler.) |
(11) | |
(12) | OXE: Jeg glæder mig til din Fest i næste Uge, du. Alle Norges sødeste Jenter[19] paa Række, hvad. |
(13) | CHRISTIERN: Jeg — nej, jeg var træt af Kvinder allerede, da jeg var 18 Aar. Træt af hele den tomme Verden med dens vilde Kamp for ingenting. Jeg længes efter Klostret i Maribo. |
(14) | |
(15) | CHRISTIERN: Ja, det siger du, Dreng. Og det klæder dig tilmed at sige det. Jeg misunder dig din Livskraft, Torben. Hvad er det, her dufter af? (De stiger af Hestene, som de lader gaa. Christiern lægger sig ned). |
(16) | CHRISTIERN: Se! en Vaarkobjælde[20] ! saa langt hen paa Sommeren! se! (Han begraver Ansigtet i den.) Torben, jeg længes efter — efter en Kvinde, tror jeg. Ikke en af dem, man kan udenad straks, man ser dem. En, der er som Nordlyset henover Himlen, Flammer og Gnister i Leg og Kamp. Eller en, helt modsat, stille og kysk som Blomsten her. — Hvad lever vi for? Attraa staar imod Attraa i vor Krop; vi er for svage til at huse os selv. (Springer op paa sin Hest.) Hej, Torben, hvem skal have Festens skønneste Pige, du eller jeg? |
(17) | |
(18) | CHRISTIERN: Den, der først med sin Hest springer ud i Fjorden. |
(19) | |
(20) | CHRISTIERN: Det gør jeg. (Vædderidt. Oxe kommer først hen til Skrænten, men der er for dybt, Vandet for oprørt, Hesten stejler. Christiern sporer sin des voldsommere. Den springer. Saa springer ogsaa Oxes.) |
(21) | CHRISTIERN (brøler gennem Vandene): Jeg kom først. (Morgenen begynder at gry. Nogle Bønder har samlet sig, hvor de vil ride op.) |
V. | |
( Bønderne diskuterer de to Ryttere. De er lasede og skudrer sig i Morgenkulden. Er det et Par gale Herremænd? Danskere? Djævelen i Danskerne! Djævelen i Adelsmændene! De løber hjem efter Leer, Økser, Forke og omringer Oxe og Christiern, da de rider i Land.) | |
(22) | BØNDERNE: Tvi Jer[21] ! Udbyttere! Tyranner! |
(23) | |
(24) | OXE: Er I rasende! Bondedyr! (En Le hugger efter Christierns Nakke. Oxe afbøder Hugget.) |
(25) | CHRISTIERN: Vogt Jer! ved I ikke, hvem jeg er. Jeg vil Jer intet ondt. Hvem er det, der hidser Jer op imod os? — Væk med Jer da! eller jeg skal sende Soldater og lade Jer indebrænde med Koner og Børn. |
(26) | OXE (skriger gennem Tummelen): Dette Bonde- og Borgerkrapyl bliver bestandig frækkere. Naar du bliver Konge, Christiern, maa du styrke Adelens Magt. — Det gælder Livet nu. Vi maa ride hver til sin Side. Christiern sprænger igennem tværs ind over Fjeldet. Oxe hugger sig ned til Fjorden og ind mod Byen. |
VI. | |
( Dyveke sidder paa en Sten og ser ud over Fjorden. Oxe standser med et Ryk sin galopperende Hest.) | |
(27) | |
(28) | |
(29) | |
(30) | |
(31) | OXE: Hahahaha, saa kan hun have dig i Fred for os Adelsmænd, tror hun. Hvad hedder du? |
(32) | |
(33) | OXE: Og jeg hedder Anna. Men hvis jeg siger, du maa kalde mig Torben, hvad maa saa jeg kalde dig? |
(34) | |
(35) | |
(36) | |
(37) | OXE: Hahaha! Dyveke! hvis du kom i Stadsklæder[22] , saa tror jeg ikke, der var nogen Adelsjomfru saa skøn som du. |
(38) | |
(39) | OXE: Nej se til den lille! — Du, Pigebarn, du, vil du med til Junker Christierns Fest? vil du være min Dame? Du kan laane min Søsters Tøj. Mine Tjenestepiger skal klæde dig paa. |
(40) | |
(41) | |
(42) | |
(43) | OXE: To Timer før Festen kører jeg forbi Kroen i min Vogn. Saa staar du i Døren, Dyveke. (Oxe vinker med Haanden og er væk i Galop. Dyveke svaler de blussende Kinder.) |
VIII | |
( Ærkebiskop Gustav Trolle[23] rider hen ad Vejen, forbi fattige Gaarde og udsultet Kvæg. Han ankommer med Følge til Bispegaarden i Hamar[24] , der er flot og stærk. Trinde[25] Køer i Massevis drives ind til Malkning.) | |
(56) | BISKOP KARL: Velkommen til Hamar, Hr. Ærkebiskop Gustav Trolle. |
(57) | TROLLE: I har det rigtig godt, Biskop Karl[26] . Saalænge Kirken har saadanne Fæstninger, behøver den ikke at frygte. |
(58) | BISKOP KARL: Sandt nok, min kære Ærkebiskop. Men nu skriver Junkeren til mig, at han venter mig til sin Fest i Bergen. |
(59) | |
(60) | BISKOP KARL: Jeg ved ikke — jeg er bange, han mistænker mig for at staa bag disse Bonderejsninger. Skønt saa aldeles med Urette. |
(61) | TROLLE: Des mere faar I komme. Jeg skal nok støtte Jer. (Peger paa sit og Karls Hoveder.) Saalænge Kirken har saadanne Fæstninger, behøver den ikke at frygte. |
XIV. | |
( Sigbrit naar ind i Forhallen, da Dyvekes Slæb forsvinder ind i Festsalen. Hun vil ile efter, men standses af Hellebardister[27] .) | |
(71) | SIGBRIT: Jamen forstaar I ikke! Det er nødvendigt. Det var min Datter. |
(72) | |
(73) |
XV. | |
( Der gaar et Chock gennem Festsalen, da Oxe entrerer med Dyveke. Man glemmer sin Velopdragenhed og glor.) | |
(74) | NICLAS: Ved alle Lybæks Dukater[28] , hvem er hun? |
(75) | BISKOP KARL: Det maa være en eller anden fransk Prinsesse, der er kommen til Bys med Baad i Dag. |
(76) | GYLDENSTJERNE: Hahaha, det er en Gavtyvestreg af Torben. Pigen er saamænd bare ... |
XVI. | |
(77) | CHRISTIERN (gaar urolig op og ned ad Gulvet i et Værelse ovenpaa. Til en Tjener): Jeg har ombestemt mig. Sig til Torben, han maa lede Festen for mig. Jeg kommer ikke ned. |
XVIII. | |
(91) | |
(92) | CHRISTIERN: Gider ikke. Kender jo alle Damerne udenad. Ved, hvordan hver enkelt af dem kysser. |
(93) | |
(94) | CHRISTIERN: Jeg har vundet et Slag, du. 1000 Bønder er hugget ned. Herluf Hyttefad[29] undkom[30] . Om en Maaned har han samlet 1000 ny. Dem hugger vi ogsaa ned. Dette meningsløse Blodspild. Vidste jeg blot, hvem der stod bag disse dumme Bonderejsninger. Jeg gad klemme ham Livet af Kværken med mine Hænder, hvor højt han saa var paa Straa. |
XX. | |
(102) | CHRISTIERN: Ja ja da, Torben, naar du endelig vil det, skal du vel have din Vilje. Men jeg siger dig, at jeg blot lige viser mig. Gaa kun! jeg kommer straks. |
XXII. | |
(114) | |
(115) | |
(116) | OXE: Ved du, at du er 1000 Gange dejligere, end jeg regnede med. |
XXV. | |
(136) | |
(137) | |
(138) | |
(139) | SIGBRIT: Oh, I har nok at kæmpe for. Se, hvor Lybækkerne trænger Landets egne Borgere. Se, hvor højrumpede Herremænd og bredballede Bisper i al Højhed har siddet paa Flæsket, mens Bønderne sulter. Skab noget nyt, Kong Christiern. Bliv Ørnen, der tager den liden Fugl paa sin Ryg og gør den til Fuglekonge[33] . |
(140) | CHRISTIERN (ser truffen paa hende): Sigbrit, hvad er det for Syner, I tænder i mit Sind! |
(141) | OXE (ind med Dyveke. Forsoren, rask): Du er da ikke vred paa mig, Christiern? Jeg er rede til at gifte mig med jer Datter, hvis I forlanger det. |
(142) | CHRISTIERN (vender sig, hendes Skønhed næsten lammer ham, ja, han løfter Haanden halvt som for at afbøde et Slag eller beskytte sine Øjne. Stammende): Er — det — jer — Datter? |
(143) | |
(144) | CHRISTIERN: Jeg har aldrig set dig før; ikke vidst, du var til — aldrig anet, at Verden var saa vidunderlig dejlig. Vil du danse med mig, Dyveke? |
(145) | |
(146) | |
(147) | DYVEKE: Saa længe du fører mig, bliver jeg ikke træt. (Christiern slaar Hænderne sammen, Dørene springer op. Sigbrit har 2 Gange gjort et Skridt frem for at standse dem, men gaar selv i Staa. Christiern og Dyveke gaar ind i Salen. Musikken falder ind, alle rejser sig, vinker, jubler. Dørene lukkes. Tilbage staar Sigbrit og Oxe. De ser ikke paa hinanden.) |
XXVI. | |
( Sigbrit er paa Vej hjem gennem Sommernatten. Vinden fra Fjorden flaar i hendes Tøj. Ensom, næsten segnende gaar hun. Men vinder dog frem.) |
XXIX. | |
( Gamle Kong Hans[34] er paa Rejse med stadseligt Følge i Vestjylland. Han hoster og er utilpas.) | |
(148) | |
(149) | KONG HANS: Jeg er for sløj, jeg bliver i Vognen. (Fortroppen kommer godt over. Men Vognen vælter med gamle Kong Hans. Det ser formelig sjovt ud, Hejdukkerne[35] flyder som Høns i Strømmen, og skriger og tror, de dør, skønt Vandet kun naar dem til Maven. Men Sjovet ophører, da man ser Kongens forpinte Ansigt og hører hans hivende Hosten.) |
(150) | KONG HANS: Naar jeg dør, inden længe, I gode Mænd, saa vær tro mod min Søn. Han har et vanskeligt Sind, men tager I ham rigtigt, kan han blive Danmark en god Mand. Hjælp ham til det. |
XXX. | |
Bergenhus. Dyveke og Christiern spiller Skak. | |
(151) | CHRISTIERN: Saa faar jeg ført en Bonde ned. Og saa har jeg 2 Dronninger. |
(152) | DYVEKE: Du snyder, Christiern. Saa vil jeg slet ikke spille mer. |
(153) | CHRISTIERN: Du er heller ikke god til det. Jeg ved et andet Spil, du er meget bedre til. |
(154) | DYVEKE: Bliv fra mig. Jeg er vred paa dig. Rører du mig, saa kratter[36] jeg. (Christiern ler. Et Bud med et Brev. Stadig leende aabner han. Saa fortrækkes hans Ansigt.) |
(155) | |
(156) | |
(157) | DYVEKE: Aah Christiern! Christiern! (Og hun kysser ham og klapper hans Kinder.) Kunde jeg tage med dig til Danmark, Christiern! |
(158) | CHRISTIERN: Det ikke alene du kan, men du skal. Baade din Mor og du. Nu mister jeg Far. Des mere maa jeg holde fast ved Jer andre. |
XXXI. | |
( Stockholm Slot. Gustav Trolle Ærkebiskop i Lænker midt mellem Rigets Herrer[37] .) | |
(159) | TROLLE: Løs mig, I Slyngler. I glemmer min Rang. Jeg er Ærkebiskop. |
(160) | NAT-OG-DAG: Der ligger din Afskedsansøgning. Vil du skrive den under? |
(161) | TROLLE: Og I er svenske Mænd og handler saadan med en Landsmand. |
(162) | |
(163) | TROLLE: Binde mig kan I og brøle mig over. Men ikke forandre, at jeg har Ret. At bruge Kong Hanses Død til Oprør mod Danmark er Galskab. I kender ikke den nye Mand og ikke den Kvinde, der hjælper ham. |
(164) | |
(165) | TROLLE: Den Latter kan komme Jer dyrt at staa. — Jeg tror ikke paa Sverrigs Sag. |
(166) | |
(167) | TROLLE: Jeg tror Paa Nordens. Margrete, hin geniale, havde Ret, kun som en Enhed kan Norden bestaa. |
(168) | VASA: Jeg tror paa det frie, det stolte, selvstændige Sverrig. Aldrig skal mit Land være Københavns Slavinde. Prik ham med Kaarden, til han skriver sin Afsked under. |
(169) | |
(170) | |
(171) | TROLLE: I, Biskop Mathias, staar I og ser paa, hvordan man behandler jer Ærkebiskop? |
(172) | MATHIAS (lægger Armene overkors): Nej, jeg protesterer! lad være med det. |
(173) | |
(174) | TROLLE: Jeg skriver ikke under. Av, av! I dræber mig. Jeg kan jo ikke skrive. |
(175) | |
(176) | |
(177) | |
(178) | |
(179) | VASA: Nu hjælper det nok. — Bind saa Armen igen. Tilbage til Fængslet med ham. |
(180) | TROLLE: Naar jeg atter engang faar højre Haand fri, skal jeg slaa Jer med Ban[38] og Økse. |
XXXII. | |
( Det er Vinter nu! en Dag med Snekrystaller. Solen gaar rød ned bag de frosne Grene. Christiern og Dyveke kommer Arm i Arm ned gennem Hvidøre Have[39] .) | |
(181) | DYVEKE: Det er saa underligt, Christiern — den Sol, der gaar ned i Aften — det er vor Lykkes Sol, der gaar ned. |
(182) | |
(183) | DYVEKE: Naar jeg vaagner i Morgen, er det min egen Arm, mit Hovede hviler paa. |
(184) | CHRISTIERN: Det Felttog op gennem Sverrig tager mig højst en 3 Maaneder. Saa har du mig jo igen. |
(185) | DYVEKE: Jeg bliver saa ene, Christiern. Mor og jeg kan ikke rigtig snakke sammen mer som før. Havde jeg bare — var der bare noget af dig, der blev tilbage hos mig. Et lille Barn, mener jeg. Tror du, Gud er vred paa os, over at vi lever uviet sammen. |
(186) |
XXXIV. | |
( Foraar hjemme. Sigbrit sidder i Haven med en Stabel Papirer foran sig.) | |
(193) | |
(194) | |
(195) | |
(196) | SIGBRIT: Vis dem herned. (Krummedige, den meget gamle[41] , og Biskop Stygge Krumpen[42] og Gyldenstjerne og Oxe ind. Krummedige maa rømme sig, før Sigbrit ser op.) |
(197) | SIGBRIT: Naa, mine Herrer, har Rigsraadet saa — Hr. Oxe, I er jo fuld. |
(198) | OXE: Hvad mener hun? Jeg drikker, hvor jeg vil og saa meget jeg vil. |
(199) | |
(200) | |
(201) | |
(202) | GYLDENSTJERNE: Den indrømmer Bønderne saa store Rettigheder, at vi kun har eet Svar. Vi afviser den pure. |
(203) | |
(204) | |
(205) | SIGBRIT: Men det er umuligt. Det er jo en Fornærmelse af Kongen. |
(206) | GYLDENSTJERNE: Loven er en Fornærmelse af Adel og Gejstlighed. |
(207) | SIGBRIT: Men hvis nu Kongen befaler Rigsraadet at vedtage Loven? |
(208) | KRUMMEDIGE: Saa bryder han sin Haandfæstning[43] og er en Oprører mod Rigets Forfatning. Og det er han trods sine Sejre i Sverrig ikke stærk nok til. |
(209) | |
(210) | KRUMMEDIGE: Hans Hus har kun regeret Landet et Halvthundred Aar; selv er han barnløs og uden ærligt Ægteskab. |
(211) | GYLDENSTJERNE: Herved giver jeg Jer saa Lovforslaget tilbage. (De bukker og gaar.) |
(212) | |
(213) | |
(214) | SIGBRIT: Hr. Krummedige! Hvad Krav stiller Rigsraadet for Bondelovens Vedtagelse? |
(215) | |
(216) | SIGBRIT: Ja, jeg forstaar, jeg forstaar. Saa fjernes jeg ogsaa, mener I. Og saa faar Loven ingen Betydning. Farvel, Hr. Krummedige. |
(217) |
XXXVII. | |
I Kahytten. | |
(222) | |
(223) | |
(224) | CHRISTIERN: Lille rasende Pige! som hedder Due og er en Lækat, en vild og gal Hermelin! |
XXXX. | |
( Sigbrit gaar paa Grønttorvet. Hun er glad og hyggelig ved igen at være mellem jævne Folk.) | |
(234) | SIGBRIT: Nej, har han Gulerødder allerede! De er rigtig pæne. Der gaar Orm i dem senere hen. Jamen de der Blomkaal, er de virkelig gemt fra i Fjor? Næh, bild mig nu ikke det ind! Aah, han kan selv være et Blomkaalshoved, kan han. Og saa ¼ Mark — aldrig Tale om. 2 for ¼. Naa, saa lader vi være. Hvor er hans saa fra? Naa, fra Skovshoved[44] . Det er fine Ærter. De har faaet Hestegødning. Ja, der kan han se, jeg forstaar mig paa flere Ting end en — Næmen, jamen dér er jo friske Hoveder. Hvad koster de? Det er passelig. Saa skal jeg have ¼ Mark tilbage. Hør, de er pæne. De er ligefrem smukke. Er det hans Kone? Se se, hun er jo lige saa smuk som Kaalhovederne. Sikke to pæne unge Folk! Ja, I kan sagtens, kan I. I er to om det hele. Naa, jeg maa af Sted med Pakkenellikerne. (Hun tramper af. Overalt er der beæret Grinen.) |
XLI. | |
(235) | CHRISTIERN: Hvor er der Fred i den danske Bøgeskov! det bliver mig saa uvedkommende, altsammen, Krigen i Sverrig, Bondeloven. Jeg vilde ønske, den strakte sig til Verdens Ende, og at Hestene aldrig blev trætte. |
(236) | DYVEKE: Se det grønne Mos! med Solstrejf ind over. Skal vi hvile lidt? |
(237) | |
(238) | DYVEKE: Jeg rider med dig. Ja, Christiern, jeg kan ikke undvære dig. Jeg trækker i Drengetøjet — du kan tro, det passer mig endnu. Og naar du skal krones engang, vil jeg forklædt som Ridder og med et lille Overskæg sat paa staa lige bag ved dig under det hele. Gaar det ikke nok an? |
(239) | CHRISTIERN: Dyveke, jeg har aldrig ret friet til dig. (Han knæler ned.) Du har givet mig dit Hjerte. Nu beder jeg: vil du ogsaa give mig din Haand. Vil du blive min Hustru og dele med mig ... (Sigbrit kommer med sine Smaapakker, pustende og svedende i den varme Dag. Hun stopper op, lytter, saa siger hun kort og haardt:) |
(240) | SIGBRIT: Den spanske Kejsers Søster Isabella[45] fylder 16 Aar. (Uvilkaarligt springer de to unge op og lidt fra hinanden. Saa samler Christiern sig og fnyser:) |
(241) | |
(242) | SIGBRIT: Hvordan vil du bøje Rigsraadet, Christiern? Betyder de noget for dig, de Love, du og jeg har bestemt, Retfærd og Sundhed i Samfundet? Ved en Forbindelse med det mægtige Kejserhus kan du tvinge dine Stormænd i Knæ. |
(243) | DYVEKE: Mor, Mor! hvor kan du faa saa hjerteløs en Tanke ind i dit Sind? |
(244) |
XLII. | |
( Inde i Skoven er Skovshovedbonden paa Vej hjem med sin Kone. En lille Hest bærer over Ryggen de usolgte Grønsager.) | |
(245) | BONDEN: Hun er nu en flink en, den her Sigbrit. — Saa kan de sige om hende, hvad de vil. |
(246) | |
(247) | BONDEN: Ja, pas du paa, Ellen. Hun kan blive dig farlig nok. (Saa ler de begge og klapper Hesten. I det samme omringes de af Ryttere.) |
(248) | ANFØREREN: Hr. Krabbe[46] har Brug for din Kone i Aften. |
(249) | |
(250) | ANFØREREN: Du Kvinde, sid op! (Bonden river Grønsagerne af Hesten, sætter sin Kone op paa den, men Rytteren river hende til sig og galopperer bort med hende. Bonden river den bagerste Landsknægt af Hesten. En anden kommer sin Kollega til Hjælp. Flere Ryttere vender om, mishandler Bonden og jager ham ind i Skoven. Paa den solbeskinnede Plet staar Hesten ene tilbage, velfornøjet gumlende Kaal i sig.) |
XLIV. | |
( Purung, fin og spædlemmet sidder Prinsesse Isabella paa en Køjekant i et tumlende Skib i Vesterhavet.) | |
(258) | ISABELLA: Hjælp mig op paa Dækket. Jeg dør hernede. Jeg maa have frisk Luft. (Hun hjælpes op. Klitforrevet og fjernt ligger den jydske Kyst bag de fraadende Bølger.) |
(259) | ISABELLA: Er det ikke Land derinde? Kan vi ikke komme derind? |
(260) | EN GAMMEL MATROS MED FRISPROG: Jo, med Djævelens Hjælp. Saa skal vi først drukne ved en Revle, saa knuse Hovedet paa Vraggods, og sidst blive slaaet ihjel af dem derinde, saa snart vi skyller ind. |
(261) | ISABELLA: Fru Anne Meinstrup[47] , jeg er saa syg, saa syg. Jeg vilde saa gerne — jeg vilde saa gerne blot lige se ham, inden jeg dør. |
(262) | ANNE MEINSTRUP: I dør sgu ikke, Eders Naade. Saa let slipper man ikke ud af 'et. Man dør aldrig, naar man havde godt af det. Næ, Døden og gamle Regninger kommer altid, naar det passer En daarligst. |
(263) | ISABELLA: Bare jeg ikke var saa syg. Videre køn er jeg ikke i Forvejen, og nu kommer jeg til at se helt rædsom ud. Han kan da aldrig komme til at synes om mig, tror I vel, Fru Meinstrup. |
(264) | ANNE MEINSTRUP: Saa gør det heller ikke noget. Jo mindre de synes om os, de Mandfolk, des mer kan vi være i Fred. |
XLVIII. | |
Nat i Hvidøre. | |
(271) | |
(272) | CHRISTIERNS STEMME: Et Barn, min Dyveke. En Blomst fra et Drivhus. Du og jeg maa være gode imod hende den korte Tid, til hun dør. |
XLIX. | |
( Paa Stockholms Slot filer i den øde Nattetime Gustav Trolle sine Haandlænker mod et Spir i Væggen, filer og filer og filer.) |
L. | |
Ting i Viborg. | |
( Højt paa Bjerget mellem Kampesten sidder Kongen med Adel og Bisper om sig, Borgere og Bønder længere nede. Under ham Byen og Domen, de sorte Hedeflader og blinkende Søer.) | |
(273) | BISKOP STYGGE KRUMPEN: Men, Eders Naade, Børglumbispen har dog ældgammel Ret til herreløst Gods, som Havet slaar ind paa hans Kyst. |
(274) | |
(275) | |
(276) | CHRISTIERN: Se efter, hvad der staar i det femte og syvende Bud[48] . |
(277) | GYLDENSTJERNE: Det er min Mening, at vi danske Herremænd lige saa godt kan tale rent ud til Hans Naade. Vi ved jo nok, af hvem han inspireres til at skænke Borgere og Bønder de Rettigheder, han fraraner os. |
(278) | |
(279) | GYLDENSTJERNE: Der vil komme den Dag, Kong Christiern, da I maa vælge mellem jert Riges bedste Mænd og et udenlandsk Skørt. |
(280) | CHRISTIERN: Vogt Jer, Knud Gyldenstjerne. Naar en Hugorm løfter sit Hoved for højt ... |
(281) | GYLDENSTJERNE: I fortrøster Jer til, at Borgere og Bønder holder med Jer. Men jeg ved (med hævet Stemme:) at mange agtværdige Borgermænd blues i Løndom[49] over den Behandling, der bliver Rigets retmæssige Dronning til Del. |
(282) | |
(283) | GYLDENSTJERNE: Og hvis det passer, hvad Rygtet melder, at mens Krigen i Sverrig føres valent[50] , og Stockholm er endnu ikke taget, ruster Spanien for at hævne den Tort, der overgaar dets Prinsesse her i Danmark, vil jeg spørge Bønderne: hvor mange af jer vil ofre jert Liv for en udenlandsk Smaapiges Skyld. |
(284) | |
(285) | CHRISTIERN (rejser sig): Tinget er hævet. Naar vi næste Gang tales ved, Knud Gyldenstjerne ... |
(286) | GYLDENSTJERNE: Jeg rejser til Holsten i Morgen. Skal jeg hilse jer Farbror i Gottorp[51] ? |
LII. | |
( Isabella har listet sig ind paa Tronen, der sidder hun med en Cither og synger en Salme[52] :) | |
(294) | ISABELLA: Du ved det nok, mit Hjerte, Velan[54] ! saa faar du kæmpe |
(295) | ISABELLA (opdager Christiern): Men Christiern, er du kommen fra Jylland. Var Rejsen streng? |
(296) | CHRISTIERN: Kun Gud burde være Konge, Isabella. Det er ikke til at magte paa engang at være Konge og et Menneske. |
(297) | |
(298) | |
(299) | ISABELLA: Dem i Hjertet kan jeg jo ikke glatte. Men maa jeg prøve med dem i Panden? |
(300) | CHRISTIERN: Hvor kan du tro paa Gud i denne Verden af Virvar, Isabella? |
(301) | ISABELLA: Hvor kunde jeg leve uden? Jeg har saa meget at kæmpe med, herinde i mit Hjerte, mener jeg. |
(302) | CHRISTIERN: Min lille fromme gode Dronning. (Kysser hendes Hænder.) Det er sent nu. Vi skal til Ro. |
(303) | ISABELLA: Det skal vi vel. (Hun begynder nølende at gaa. Da han tror hende ude, iler han gennem Løngangsdøren. Hun vender sig om, slæber sig hen til Tronen, brister i Graad.) |
LIV. | |
( Den danske General Otto Krumpen[56] sover i sit Telt.) | |
(304) | |
(305) | OTTO KRUMPEN: Hvad er det for et Genfærd? (Rystet) Herre Ærkebiskop — Jer? |
(306) | TROLLE: Stockholm er udsultet, Krumpen. Lov Byen hæderlig Fred, saa overgiver den sig. Og er vi først derinde, giv saa Magten til mig og lad mig indfri jere Løfter. (Vakler og griber for sig.) |
LV. | |
I Wittenberg. | |
( Morten Luther[57] prædiker paa Torvet for Borgerne.) | |
(307) | LUTHER: Han kalder sig Guds Statholder, gør det store Udyr i Rom. Men han er en Fyrste fra Helvede, og djævelske Paahit er hans Love. Hvad vil det sige, at Præster og Munke og Nonner ikke maa gifte sig? Var ikke Patriarkerne gift, Jakob endda med 2 Hustruer, ja havde ikke Gudsmanden David mangfoldige? |
LVI. | |
I Tronhallen. | |
(308) | CHRISTIERN: Jeg maa rejse derop for tredie Gang, Dyveke. Otto Krumpen tager ikke Stockholm. Og nu kan det ikke trækkes længere ud. |
(309) | DYVEKE: Saa maa du sende Mor ud af Landet først. Hun arbejder Dag og Nat paa at skille os. |
(310) | CHRISTIERN: Det kan hun ikke. Men Riget kan ikke mangle hende. Jeg kan bedre undværes end din Mor. |
(311) | DYVEKE: Du maa ikke rejse til Sverrig, Christiern, og lade mig ene hos Mor. |
(312) | |
(313) | |
(314) | |
(315) | |
(316) | |
(317) | TROLLE: Des større er Sejren. Har I hørt om Munken fra Tyskland? |
(318) | |
(319) | TROLLE: Kætteren, ja. Han er Fremtidens Mand. Han kalder Paven for Antikrist, denne Pave, der har afsat mig, en Ærkebiskop, uafsættelig, og givet en anden mit Embede. Munken har Ret! kald ham herop! jeg gør Jer til Nordens Kejser, Kong Christiern, gør I saa mig til Nordens Pave og giv mig jer Søster til Ægte. |
(320) | |
(321) | TROLLE: Fordi jeg vil gifte mig. Præster gifter sig rask væk i Tyskland. Munken har jo Ret. Patriarken Jakob var gift endda med 2 Hustruer, ja Gudsmanden David havde en Vrimmel af Hustuer. Nu er det os, Kejser Christiern! hil Jer! Dagen er vor. (Iler ud.) |
(322) | |
(323) | CHRISTIERN: Og Stockholm er mit, hele Sverrig mit. Endelig. Endelig! Ved den levende Gud, jeg ægter dig, Dyveke! min Hustru, min Dronning, min Kejserinde. (Løfter hende op paa Tronen.) |
LX. | |
Hos Krummedige. Han rejser sig værdig, gammel, gigtplaget, fornem, rig. | |
(342) | SIGBRIT: Staar I ved, Hr. Krummedige, at naar Dyveke fjernes fra Kongen, vedtager I Bondeloven? |
(343) | |
(344) |
LXII. | |
(350) | CHRISTIERN (i Trolles Stue i hans Logi): I bor fattigt her, min kære Ærkebiskop. I maa savne jert Bispesæde[60] . |
(351) | |
(352) | |
(353) | |
(354) | CHRISTIERN: Men først maa I hjælpe mig med at forfatte en ny Ægteskabslov. |
(355) | |
(356) | CHRISTIERN: Jeg har eftergransket Sagen selv. Det strider, som I sagde forleden, mod Naturen og imod Guds Vilje, at en Mand kun har een Hustru. |
(357) | |
(358) | CHRISTIERN: Derfor sætter I Jer paa jer Hest nu, og vi rider til Hvidøre sammen; der vier I mig til Dyveke, hvis I vil gense Sverrig. |
(359) | |
(360) | |
(361) | TROLLE: Folket taaler det ikke. Om Adelsmændene finder sig i det — Adelsfruerne gør det aldrig. |
(362) | CHRISTIERN: Mor Sigbrit vil gifte sin Datter med Torben. Forstaar I mig? Men hun kommer for sent. Følg saa. |
LXIV. | |
(377) | DYVEKE (hamrende paa Døren): Luk mig op! Christiern! Christiern! Hjælp mig ud! (Hun falder om.) |
LXVII. | |
(381) | SIGBRIT (inde i Dyvekes Værelse): Lille Pige, nu skal du bare ligge rolig. |
(382) | |
(383) | SIGBRIT: Saa saa, mit Barn. Det skal nok blive godt. Jeg skal tale med Kongen. — Lig nu bare stille. |
LXXI. | |
(405) | OXE: Er der ingen af jer, Drenge, der har en Drik Brændevin ? |
(406) | EN LANDSKNÆGT: Trænger du til noget stærkt, saa værsgod. (Slaar ham paa Munden. Saa slæber de af med ham i Lænker.) |
LXXVII. | |
I Fangehullet. Torben Oxe[62] og Knud Gyldenstjerne sidder og drikker. | |
(450) | GYLDENSTJERNE: Lad være at hænge med Mulen, Torben. Vi har det jo meget godt, Kom her, lad os rafle. |
(451) | |
(452) | GYLDENSTJERNE: Vi kan sige, at den, der faar flest Øjne, bliver halshugget først. |
(453) | |
(454) | GYLDENSTJERNE: Der sker os jo ingenting, Menneske. Du ved da, Rigsraadet dækker os. (Da høres en mystisk Mumlen i Muren: Vi Bønder dømmer ham ikke. Hans egne Gerninger dømmer ham.) |
(455) | |
(456) | GYLDENSTJERNE: Ingenting var der at høre. Skaal! kom saa og rafl. |
(457) | OXE: Skaal da! du har vel Ret, Knud. Hellere grine end græde. Saa slaar jeg først. (Soldater ind.) |
(458) | ANFØREREN: I Kongens Navn, I skal føres til Retterstedet[63] . (Oxe kan kun fremføre nogle apoplektiske[64] Lyde. Ham binder de først. Da gør Knud Gyldenstjerne et pludseligt Spring, slaar 2 over Ende, er ude af Døren. Alle efter ham. Oxe ligger tilbage. Gyldenstjerne smutter ind i en gammel Rustning, de farer ham alle forbi. Han kravler ud af en Luge og er reddet.) |
LXXVIII. | |
( I Hr. Krabbes Gaard. Hr. Krabbe er i Handel med Hr. Galt[65] om en Hingst. En svag gammel Bonde holder Hingsten. Unge Bønder er ved at køre Gødning i Nærheden.) | |
(459) | GALT: Ja, Hingsten er god nok, Hr. Krabbe, god nok. Men lovlig dyr. |
(460) | KRABBE: Men den er Sager, Hr. Galt. Se hvor spillende livlig. (Svirper den med sin Pisk, den bliver vild, vælter Bonden, spænder bort i Galop.) |
(461) | KRABBE (rasende): Svinehund, kan han ikke passe sit Arbejde! (Pisker Bonden paa Jorden. Galt ser med Kenderøjne missende i Solen efter Hesten.) |
(462) | EN KARL: Far er gammel, Hr. Krabbe, han taaler ikke flere Slag. |
(463) | KRABBE: Hvad vover den Flødeflab ? (Pifter i en Fløjte efter de andre Karle.) Paa Træhesten[67] med ham. Bind Sten under! Større! (Karlen bider Tænderne sammen. Den gamle ligger som livløs. Sigbrit kører ind i Gaarden.) |
(464) | SIGBRIT: Goddag, Hr. Krabbe. I har en Hingst til Salg, har jeg hørt, der skal egne sig til Kongen. Hvad er det der? |
(465) | KRABBE: Vi er blot ved at lære en uvoren[68] Slyngel at rette sig efter Gaardens Regler. |
(466) | SIGBRIT: Den Slags er forbudt i den nye Lov. Og I har Ret i, at uvorne Slyngler skal man lære at rette sig efter Reglerne. (Hun river Pisken fra sin Kusk og driver ham et Slag tværs over Ansigtet.) Faa Drengen ned der! (Til Kusken) Kør til. (Ud.) |
(467) | KRABBE (syg af Forsmædelse og Angst og Vrede.): Hvad siger I til dette, Bror Galt? |
(468) | GALT: Jeg siger, jeg køber Hingsten. Kællingen har Ret, den egner sig for en Konge. Jeg giver den til Hertug Frederik at holde sit Indtog paa. |
LXXX. | |
( Storkyrkan. Det mægtige Opbud af Nordens Adel og Bisper — o Himmel! hvilken Pragt. Nu træder Ærkebiskop Trolle ind, omgivet af Bisper og stiller sig ventende ved Højalteret. Og saa kommer Christiern, Otto Krumpen bærer Kronen, Norby Spiret[69] , Sø Æblet[70] , Pogwisch Sværdet[71] . Kongen sætter sig foran Alteret.) | |
(475) | KEJSERENS GESANDT (gaar frem): Hendes Naade maa jo ligge syg i København, men er hos Jer i Tanken og sender Jer som en Hilsen fra sin Broder, Kejseren, den gyldne Vlies[72] . (Og han hænger Christiern den om Halsen. Saa træder Trolle da frem, tager Kronen og løfter den foran Kongen.) |
(476) | TROLLE: Sværger du, at du vil beskytte Kirken og alle Svage og være en mild og naadig Konge? |
(477) | CHRISTIERN (ser ud for sig, paa Pillen lige foran ham taager den døde Dyveke frem): Jeg sværger. |
(478) | TROLLE: Lover du at tilgive og glemme, hvad enhver har forbrudt imod dig? |
(479) | |
(480) | TROLLE: Saa salver og kroner jeg da dig til Danmarks og Norges og Sverrigs rette Konge. |
LXXXI. | |
( Næste Dag. Tronhallen i Stockholm Slot. Christiern spøgende og munter mellem alle sine fornemme Gæster.) | |
(481) | CHRISTIERN: Sig mig, hedder I Nattochdag hele Døgnet rundt? Jeg tænkte, man kaldte Jer Dag ved Dag og Nat ved Nat, saa at sige: skar Jer over paa Midten. Drik, mine Mænd. Dagen er stor og lystig. Den glemmes aldrig i Norden. Svær var Sejren over Sverrig, des mer maa vi agte hinanden og nyde hinandens Selskab nu. |
(482) | LATTER OG MUNTERHED: Det er hørt. Færdig er det gamle. Leve Kong Christiern! |
(483) | CHRISTIERN: Tillad mig nu — lidt tidligt — at trække mig tilbage. Jeg haaber, min kære Ærkebiskop Hr. Trolle vil erstatte mig hos Jer. (Hilser fyrsteligt.) |
(484) | |
(485) | TROLLE: Mine Herrer, hør her, mine Herrer, ved I, hvad jeg har her i Haanden? |
(486) | |
(487) | TROLLE (overdøvende Larmen): Ser I, hvad jeg har her i højre Haand? Hvad tror I? Her i den knyttede højre. |
(488) | STURE: [73] (halvdrukken): Ingenting. |
(489) | TROLLE: Rigtigt. Ingenting. Se. Men læg saa ogsaa Mærke til: Jeg har den fri nu, højre Haand fri. (Der bliver frysende stille.) |
LXXXII. | |
(490) | SIGBRIT (sidder hjemme i sin Stue og skriver:): Hvad Eders Naade skriver til mig om Eders og Ærkebispens Agt, da raader jeg hæftigt fra. Vel kan Eders Naade have Ret, at idel Frafald tør befrygtes af Sverrigs Stormænd, men det er ikke den rette Maade at vinde Sønnerne paa at slaa deres Fædre Hovedet af Halsen. Ogsaa befrygter jeg, at I intet saadant gør af Tanker paa Riget, men ud af Forlængsel efter Hævn, og kan af slig Syndebrynde kun Ulykke følge[74] ... |
LXXXIII. | |
(491) | TROLLE: Nu vil vi tale paa Mandfolkevis med hinanden, I svenske Herrer, hvorfor jeg beder alle Damer gaa. Ad Midterdøren. Alle andre Døre er stænget. Paa mit hellige Embedes Vegne som Kirkens Tjener, endvidere som velbyrdig svensk Adelsmand i denne Kirkes Tjeneste spørger jeg Jer, Hr. Sture: der findes en Liste over de Kættere, som forgreb sig paa Ærkebisp Gustav Trolle, hvor findes den? |
(492) | STURE: Jeg henviser til kongeligt Løfte og Ed[75] . |
(493) | TROLLE: Grib ham! bind ham! Saadan! sæt saa to Kaardespidser ind under hans Arme, nej, højere oppe er Stedet. Hvor er Listen! stik til! stik dybere! stik! |
LXXXV. | |
( Ude paa Stockholm Torv staar Bøddelen med sin store Øxe og venter.) |
LXXXVI. | |
( I Salen! det er ind under Morgen. Graablegt Lys siver ind over graablege Grupper af Mennesker, der har gennemvaaget en Nat i Helvede. Da staar Gustav Trolle pludselig blandt dem mellem Profossens Mænd[76] . Han taler ikke og ingen taler. Da rejser Biskop Vincents af Skara[77] sig.) | |
(494) | VINCENTS: Som Biskop i samme Kirke spørger jeg dig: faar vi end ikke Alterens Sakramente[78] ? |
(495) | TROLLE: Kættere? Nej! (Da rejser Biskop Mathias[79] sig og siger leende:) |
(496) | |
(497) | |
(498) | MATHIAS: Ja, hvorfor ikke? Jeg er ingen Kætter. Jeg sagde jo dengang: jeg protesterer[80] . |
(499) | TROLLE: I er en morsom Mand, Hr. Mathias. Dem har Verden ikke for mange af. Saa gaa med Jer da. (Mathias tror det ikke. Kommer saa til at vakle. Snublende løber han ud.) Profos! to ad Gangen! begynd med Hr. Sture og Hr. Nattochdag[81] . |
LXXXVII. | |
( Men oppe i Værelset sidder Statuen stadig. Da lyder det første Hug fra Torvet. Det dirrer lidt i en Ansigtsmuskel. Det er alt. Allerede da det andet Hug lyder, dirrer det ikke mere.) |
LXXXVIII. | |
( Det er en blæsende mørk Nat i Jylland ved en brøstfældig[82] Kirke. En Maane mellem forrevne jagende Skyer. Ryttere kommer rundt om fra og binder deres Heste om Kirkegaarden. Saa taler Knud Gyldenstjerne.) | |
(500) | GYLDENSTJERNE: Jydske Herremænd, nu ved vi fra Stockholm, hvad Vej det bærer med os alle, hvis dette Regimente farer fort. Giver I mig Fuldmagt til at ride til Hertug Frederik af Gottorp og byde ham Danmarks Krone? |
XC. | |
( Kong Christiern er paa Jagt i Jylland. Han staar ved en Dyrevexel og venter, en smuk Efteraarsdag. Valdhorn høres mellem Træerne, men trækker sig længere og længere væk fra Kongen, der undrer sig. Da kommer Mogens Munk[83] ridende.) | |
(510) | CHRISTIERN: I satte mig af her og kaldte det en særlig god Post. Men det lyder for mig, som om alle Jægerne trækker sig bort mod Sønder. |
(511) | MUNK: Nej, Jægerne er paa deres Poster, Eders Naade. Men der er kommen et Bud til Jer, der vil gøre jer glad. |
(512) | CHRISTIERN: Hvad ved I om, Mogens Munk, hvad der kan gøre mig glad? |
(513) | |
(514) | CHRISTIERN: Maaske I dog virkelig havde en Smule Ret. I hvert Fald fik I mit Hjerte til at banke. |
(515) | MUNK: Til Lykke, Eders Naade. Men jeg skræmmer Vildtet fra Jægeren. (Hilser, springer op, sporer Hesten.) |
(516) | CHRISTIERN (raaber efter ham): I glemmer jer Handske. — Hvorfor hører han ikke? — En Søn! en Søn! (Raadyret springer over foran ham. Raaber:) Til Ære for dig, min Søn. Godt Varsel! Godt Varsel! (Styrter triumferende hen til det, trækker Kniven for at give det Naadestødet. Løfter det. Da er det Dyveke, der ligger der. Han slynger Kniven bort, gemmer Ansigtet i sine Hænder.) Jagten er endt for mig. (Vil gaa. Da ser han et Brev stikke ud af Handsken. Han tager det op, læser det:) Thi meddele vi Eder, Herre Christiern, at vi paa al Jyllands Adels Vegne opsiger Eder Huldskab[84] og Troskab ... (Saa falder Brevet ud af hans Haand.) |
XCII. | |
(518) | CHRISTIERN: Hurtig! Hurtig! en Baad i Vandet. Jeg skal være i Horsens før Middag. (Springer først i Baaden af alle, gaar frem og spejder længselsfuldt ud i Taagen efter Jyllands Kyst.) Ro! saa Blodet springer jer ud ved Neglene. I skal faa Betaling, som om I var Fyrster, Drenge. Disse Herremænd tror, de kan drille os, ser I. Men jeg vil møde dem Ansigt til Ansigt i Horsens og sige dem, hvordan jeg vil slaa dem ned. |
(519) | |
(520) | CHRISTIERN: Og naar jeg har sejret — (Han tier — et Syn gøgler frem i Taagen, han sidder paa Tronen, ler og er oprømt, ved Siden af ham sidder Dyveke. Han vender sig triumferende til hende, da bliver hun utydelig og Tronen er tom.) |
(521) | |
(522) | CHRISTIERN: Ja saa! Ja saa! Kan nogen af jer sige mig, hvad vil vi sejre for? — Uro og Uret og Blod gaar forud. Og siden? Hvad vil vi sejre for? Lad os ro tilbage til Fyn. (De lægger fra og begynder at ro tilbage. — Da rider pludselig Kong Valdemar Sejr hen over Bølgerne og raaber: Jeg Kong Valdemar Sejr gav Loven[85] til Værn for alle Svage.) |
(523) | CHRISTIERN: Ja, Loven, ja! Det gaar ikke, Godtfolk. Vi maa til Jylland. |
(524) | RORGÆNGEREN: Det vil vi ogsaa helst. Eders Naade. Ro til. (Han vender Roret.) |
(525) | CHRISTIERN: Saa mørk Jylland ser ud. (Stirrer nedslaaet i Vandet. Ser sit Spejlbillede.) Ak, jeg er ingen Valdemar Sejr. En Tvivler og Vakler, i Splid med mig selv. Det er rigtigt, Jylland, du vrager mig. Jeg er syg, Kammerater. Vend Baaden, beder jeg. Vi maa tilbage til Fyn. |
(526) | |
(527) | CHRISTIERN (ser raadvildt bedende mod Himlen. En Stjerne brænder igennem Taagen. Den bliver til Knud Gyldenstjerne, som ler og raaber: Flyt Træhesten ud igen!): I hoverer for tidligt. Jeg er Nordens Kejser. Jeg skal knægte alle jer Smaatyranner. Vend Baaden! til Jylland! (Et Øjeblik holder han sig rank. Nye Syner. Sigbrit trækker i ham, Trolle trækker i ham, hovedløse Adelsmænd danser forbi ham.) Nej, Nordens Nar. Aah, Maribo Kloster[86] , din Hvile, din Fred, din blide Død for den, der ikke kan bære Livet og ikke er Livet værd. — Vend Baaden, Folk. |
(528) | |
(529) | CHRISTIERN: Jeg ved det ikke. I maa selv bestemme. Sejl mig hen, hvor I vil. |
(530) | ROKARLENE: Saa sejler vi Jer helst til Jylland, Eders Naade. |
(531) |
XCIII. | |
(532) | FREDERIK: Næh, har du røget Lax, min Pige. Det er da noget af det allerbedste, jeg ved i hele Verden. Røget Lax og røget Aal, naar bare det dyppes godt i Sukker — og saa et Bæger Fløde til. — Hvad skramler der nu? |
(533) | JULIANE: Der er nogen og vil snakke med dig, Far . Det er et Par Herrer fra Danmark. |
(534) | FREDERIK: Med mig? Jamen nu sidder vi lige saa hyggeligt. Nej, det kan de ikke i Aften. |
(535) | |
(536) | FREDERIK: Det siger de altid. Og naar man saa tager imod dem, vil de bare tegge ind til en Kærke. (Gyldenstjerne med Morgens Munk trænger ind.) |
(537) | GYLDENSTJERNE: Vi er her med Danmarks Krone, Hertug Frederik. Vi har taget den fra jer Brodersøn. Vil I have den? |
(538) | FREDERIK: Hvad er det? hvad siger de? hvad er de her med? — Har I lavet Revolution, lille Venner. Nej, det kan jeg sgu ikke lide. Der er ikke noget i Verden, jeg mindre kan lide. |
(539) | GYLDENSTJERNE: Vil I have den, Hertug Frederik? Ellers faar vi vel nok en anden Bejler til den Brud. |
(540) | FREDERIK: En anden! næ, næ, det synes jeg lige saa lidt om. Hør, nu sad vi lige og — — Konge af Danmark — ja, selvfølgelig — det er jo meget — æh, ærefuldt — men ogsaa et Fandens Besvær. |
XCIV. | |
( Ad ensomme Veje paa en daarlig Pasgænger[89] rider Christiern mod København.) |
XCVI. | |
( Københavns Pøbel er stimlet sammen om Landgangsbroen til Kongens Skib[90] . Reb, Vand m. m. bæres ombord.) | |
(549) | MUMLEN: Naar Sigbrit kommer, har vi Sten parat. Hun skal i Vandet, den lede Hex. Hun skal aldrig slippe levende ud af Danmark. (En stor Tønde bæres ombord.) Og naar Kongen kommer, saa spytter vi alle. Vi sigter efter Skægget, vi spytter alle, baade Kvinder og Mænd. |
(550) | EN LILLE PIGE: Du sagde jo, jeg skulde spytte ham i Øjnene, Mor. |
(551) | MODEREN: Ligemeget hvor i Ansigtet. Bare spytte. Nu kommer han. Jeg skal løfte dig op. (Isabella bærer selv den lille Prins, bagefter kommer Christiern sky og flov. Alle viger ærbødigt. Dronningen ser lige ned for sig og gaar hastigt om Bord. Ogsaa Kongen ser lige ned. Men pludselig standser han og ser op. Og med Taarerne brydende ud siger) |
(552) | |
(553) | OG SAA RAABER DE: Gode Kong Christiern! Kom tilbage! Gode, gode Kong Christiern. |
(554) | CHRISTIERN: I er fattige, ser jeg. Saa ved I, I har en Plads i mit Hjerte. Jeg er fattig selv nu. Men jeg kommer til Jer igen, saa snart jeg faar Raad. |
(555) |
XCVIII. | |
(557) | LUTHER: I klager over jert Tvesind og Vankelmod, Kong Christiern. Saa slip det og bliv en Mand. Bryd for Alverden med Pavens falske Lærdom, bliv en Troens Helt. Jer Krone kan jeg ikke give Jer tilbage, men jeg kan love Jer en Krone i Himlen. |
(558) | CHRISTIERN: Og det forstaar jeg dog nu omsider, at det er det eneste, der er værd at efterstræbe paa Jorden. Det har I lært mig, Luther. Saa tag mig til Alters paa jer Maade. Fra nu af er jeg jeres Mand. |
(559) | LUTHER: Saa fastholde Herren selv dig ved Sandheden og give af sin uforskyldte Naade i denne Tro dit haardtprøvede Hjerte Fred. |
XCIX. | |
( I en Stue i et tysk Værtshus. Christiern sidder ved Vinduet og læser i et Skrift af Luther.) | |
(560) | ISABELLA: Men lille Hans[92] , har du revet dine Buxer igen! Det eneste Par, du har. Saa maa du gaa i Seng, min Dreng, saalænge jeg prøver at finde en Lap. |
(561) | |
(562) | HANS: Drengene siger, det er Løgn, at vi har været Konge engang. Men det har vi da, Far, ikke ogsaa? |
(563) | |
(564) | ISABELLA: Karl![93] Karl! jeg har ikke set dig de mange Aar! |
(565) | KEJSER KARL: Er det sandt, du er gaaet over til Kætteriet, min Søster? |
(566) | CHRISTIERN: rejser sig uden at hilse. Ja, Herre Kejser, det er sandt, for Kætteriet er Sandheden. |
(567) | KEJSER KARL: Sandheden er aldrig Oprøret, men Ordenen, Autoriteten. Jeg giver dig en Hær paa 10.000 Tropper til at genvinde Tronen med, gaar du over til Paven igen. |
(568) | ISABELLA: Det er Djævelen, der frister dig, Christiern. Alt har vi mistet undtagen vor Sjæl. Den vil vi ikke miste. |
(569) | CHRISTIERN: Vær ikke bange, Isabella. Luther har lært mig at trodse paa Herrens Ord. Jeg er som en Klippe nu. Om du saa bød mig din Kejser-krone, sagde jeg Nej. |
(570) | KEJSER KARL (sitrende af Vrede): Saa lev da i Helvede, mens I lever. Og far til Helvede, naar I dør. (Ud.) |
(571) | ISABELLA: Karl, Karl, vi kan ikke skilles saadan, hører du — aah, aah, mit Hjerte! (Bryder sammen.) |
(572) | |
(573) | CHRISTIERN: Isabella! du kære! du gode! Veninde, ogsaa dig! ogsaa dig! Græd ikke, min Dreng. Din Mor var en Engel. Hun har været hernede alt for længe. Det var Synd for hende. Men nu fløj hun hjem. Ikke græde, min Hans. Vi to holder sammen. Nej, ikke græde saa grusomt, Hansemand. Gaa heller — jeg har et Ærinde til dig — træk i de hullede Bukser igen — og løb efter Kejseren — ja, for ham var det — sig ham, din Mor — din Mor har forladt os — og sig ham, at jeg — jeg tager mod hans Tilbud. Skynd dig! løb. |
C. | |
( I Norge. En Klippe ved Akershus[94] .) | |
(574) | SØREN NORBY: Saa stormer vi Fæstningen. Det er gjort paa en Time. |
(575) | CHRISTIERN: Godt, min tro Mand, Søren Norby, godt. Om en Uge er Norge vort. |
(576) | |
(577) | |
(578) | EN KØBMAND (nærmer sig): Min Sjægte løb just ind i Havnen med en dødssyg Mand om Bord — han beder om et Ord med Eders Naade, før det er for silde. |
(579) | |
(580) | |
(581) |
CI | |
En snæver Kahyt. | |
(582) | CHRISTIERN (ind): Hvem er I? Er det — er det Jer, Gustav Trolle? |
(583) | TROLLE (i Pjalter og Feber): Jeg vilde hid — staa ved jer Side — de har jaget mig rundt — Europa igennem — som Betler[95] — som pestsyg Køter — mig, Nordens Ærkebiskop. |
(584) | |
(585) | TROLLE: Jeg dør nu — jeg oplever ikke Sejren — men I vil hævne mig — disse Adelsmænd — Kættere — Aadselgribbe — ikke een vil I lade leve. |
(586) | CHRISTIERN: Skaf en Præst herind, hurtigt! I skal have Sakramentet. |
(587) | TROLLE: Intet Sakramente til mig. Jeg vil ikke derop — ikke op til Hymner og Engleklingklang — jeg vil ned til Satan — Hævn — Hævn — ned at hjælpe ham med at brænde — med gloende Tænger — Hr. Nattochdag — Hr. Sture — i al Evighed. |
CII. | |
(588) | |
(589) | CHRISTIERN: Ikke Kamp — ikke Sejr — ikke Hævn i al Evighed — jeg vil ikke ende som han. |
(590) | |
(591) | |
(592) | |
(593) | CHRISTIERN: Det er Djævle, ja. Jeg har givet min Salighed for dem. Men jeg vil vinde ved Hjælp af Engle. Eller slet ikke vinde. Jeg vil Fred og Forsoning. Lad mig forhandle først med Kong Frederik. |
(594) | SØREN NORBY: Aah, Herre min Gud og Skabermand! — Næj! jeg gaar i Sold hos Zaren[96] . |
CIII. | |
Kong Christiern gaar ombord i det danske Kongeskib. Staar usikker paa Dækket. | |
(595) | CHRISTIERN ( til Kaptajnen): [97] Er Kong Frederik ikke om Bord? |
(596) | |
(597) | |
(598) | |
(599) | |
(600) | |
(601) | GYLDENSTJERNE: Ja, mig, Christiern Oldenborg[98] . Jeg leger Kong Frederik i Dag. |
(602) | |
(603) | GYLDENSTJERNE: Nej, det har vi glemt, Christiern Troløs. Nu sætter vi Kursen mod Sønderborg, Hr. Bondeven. Og saa er det ude med Christiern Skørtemand. (Han trækker ham i Skægget og spytter ham i Ansigtet og river den gyldne Vlies af hans Hals og slynger den bort.) Kom med en anden Lænke, Manne, en, der passer en Fange bedre! |
CIV. | |
( De næste 10 Aar. Om Bordet i Sønderborg gaar han hvileløs. Det taager i det trange Rum med Syner af Luther og Dyveke, Kampe og Kongekroning.) |
CV. | |
( De næste 10 Aar. Nu trisser han rundt i Gaarden, faar sig en Snak med Staldknægtene og griner lidt af en Karlekammerhistorie.) |