10 Oxford-Snapshots

VÆRKSTEDSPASSIAR I MIDDAGSSTUNDEN

Axel: Sig mig, Far, du har vel ikke en Tiøre til Tyggegummi?

Far: Det er jeg ikke viss paa jeg har. Du ved nok, det er sløje Tider for en Sadelmager ^[2] af den gammeldags Slags. Folk bruger ikke Seletøj mere.

Axel: Nej, de bruger Ford.^[3] Han trækker, hva'. Ford trækker bedre end Oxford.

Far: Aah ja saamænd. Gaar det ikke helt godt for dem begge to?

Axel: Far, er du bleven Oxford?

Far: Hvor hitter du paa det, Dreng?

Axel: Aah, du gaar jo da til Møderne. Og saa drillede de mig ogsaa med det i Skolen i Dag.

Far: Drillede? de mente altsaa, at det var noget slemt. Hvad slemt mente de saa, der var i det?

Axel: Naa, det sagde de ikke noget om. De grinede bare af det. De fleste de griner jo af dem, der er noget. Herhjemme da. Ikke, Far? I Tyskland maa det jo være anderledes. Dêr er det dem, der er noget og vil være noget, som bliver regnet for noget. Ikke ogsaa, Far?

Far: Det kan der maaske være noget om. Vilde du hellere bo i Tyskland end her i Maribo?

Axel: Ja, sommetider. Næ, alligevel ikke. For dernede der skal de jo være noget. Selv om de ikke er det. Er det ikke det, der kaldes for Hykleri eller saadan en Ting? Hvad er Oxford egentlig, Far?

Far: Jeg kan ikke rigtig hitte ud af det, min Dreng. Men for mig at høre paa, saa er det noget som, at vi — ja, at vi skal gøre Alvor af vor Kristendom.

Axel: Skal vi det da?

Far: Om vi skal?

Axel: Ja, jeg mener, gør det saa meget, hvordan vi er. Holder Gud ikke nok af os alligevel?

Far: Jo, min Dreng, det er vel sandt nok. Og alligevel, det er nu slet ikke saa indviklet, for jeg holder jo ogsaa meget af dig, og alligevel vil jeg have, du skal gøre, hvad jeg siger.

Axel: Men hvis jeg nu ikke gør det, saa bliver du dog ved med at holde af mig?

Far: Ja, netop. Men der kan jo aldrig komme noget ordentligt Forhold imellem os. Vel?

Axel: Nej, men du forlanger heller ikke Urimeligheder af mig.

Far: Gør Gud det da?

Axel: Aah, jeg ved snart ikke. Der er nu f. Ex. Kurt. Han er jo væmmelig storsnudet. Man er simpelthen nødt til at stikke ham et Par paa Tosken engang imellem. Ellers bliver han slet ikke til at være ved. Og det gør jeg saa ogsaa. Værsgod. Men Gud han vil jo have, at jeg skal finde mig i Kurts Storsnudetheder.

Far: Ja, der er jo noget dêr.

Axel: Nej, det er slet ikke saa let. Selvfølgelig kan jeg godt forstaa, at Gud kan have Ret paa sin Maade. For saadan som jeg gør, saadan er det jo bare ogsaa, at Hitler gør. Han vil ikke finde sig i Ruslands Storsnudetheder, og saa truer han med at slaa Rusland paa Tæven, og saa slaar Rusland bare paa Tæven igen, og saa har vi Verdenskrig og alt det Gøjemøj. Men hvordan Pokker skal vi bære os ad med at faa Kurt til at lade være med at være storsnudet?

Far: Ja, vi skal jo se at faa lavet det saadan, at du og Kurt bestemmer jer samtidig til at ville rette jer efter Gud.

Axel: Jamen tror du, Kurt kan det, selv om han godt vilde? Tror du, Kurt simpelthen kan lade være med at være storsnudet?

Far: Ikke, hvis han slet ikke prøver paa det?

Axel: Jamen, Far, tror du, selv om saa? Du ved da godt, at Kurts Far har det ligesaadan. Naar han kommer gaaende ned ad Gaden, han er jo helt parallel med en Regndraabe i Medvind saadan af bare Værdighed og Overbalance. Tror du ikke, det er noget, Kurt har arvet fra ham, han kan slet ikke gøre for det, han kan slet ikke lægge det af?

Far: Du siger jo selv, at han bliver mere manerlig, naar du lader et Par Tagsten falde ned.

Axel: Ja. Ganske visst.

Far: Kan det hjælpe paa ham med Tvang og Trusler udefra, saa maa det da være meget bedre, hvis det kommer frivilligt og indefra.

Axel: Det ved jeg nu alligevel ikke.

Far: Nej, det ved jeg saamænd heller ikke, Axel. Men saa er det, disse Mennesker siger — —

Axel: Hvadfornogen?

Far: Ja, altsaa Oxfordfolkene.

Axel: Naa-e, dem!

Far: Ja, dem! de siger, at Gud han kan alting.

Axel: Det er vel ogsaa rigtignok. Ellers var han vel ikke til.

Far: Nej, vel. Men naar han kan alting, saa skal vi altsaa bare lade ham faa Magten.

Axel: Hvorfor det? Naar han kan alting selv?

Far: Ja, der er jo altsaa noget dêr. Med at vi saadan er smaa Guder, vi Mennesker. Det staar der jo altsaa noget om i Bibelen.

Axel: Hvad staar der?

Far: Ja, at han skabte os i sit Billede.

Axel: Ja, hvad vil det saa sige?

Far: Ja, det faar du vel forklaret, naar du engang skal til at gaa til Præst. Men jeg mener jo, at det vil sige saa meget som, at vi ogsaa fik Lov til at bestemme noget ligesom Gud. Vi er ikke ligesom Kniven her, der værsgod maa skære den Streg i Læderet, som jeg bestemmer. Vi kan lægge os til Rette i Guds Haand, saa han skærer lige saa lige, og det bliver til et helt Kunstværk, men vi kan ogsaa lave Ustyr, saa han kommer til at ryste paa Haanden og skærer fejl. Ja, det er nu saadan bare noget, jeg har staaet her og tænkt sammen, mens Svendene fortalte Historier.

Axel: Tror du, du kunde være helt anderledes, end du er, Far?

Far: Maaske ikke helt anderledes. Men dog noget anderledes. Og jeg længes ærlig talt efter det, Axel. Der er saa mange Ting, som jeg — — — ja, nu f. Ex. med Fadervor; det har jeg bedt, lige siden min Mor lærte mig det, hver Aften, naar jeg er kommen i Seng. Ja, ikke i Svendeaarene; da var der saa meget; og heller ikke engang imellem, naar jeg har haft travlt og arbejdet sent, været ude paa Herregaardene og hænge Gardiner op f. Ex. Men saadan jævnt hen har jeg passet det.

Axel: Har du virkelig, Far?

Far: Ja, det har jeg da. Gør du ikke — naa, det vil jeg ikke blande mig i — men altsaa — jo. Men saa har det tit pint mig noget: du beder nok: Giv os i Dag vort daglige Brød, og saa gaar du alligevel tit og hænger med Næbbet over, hvor skal det komme fra? Eller ogsaa den Bøn: fri os fra det onde — hvad gør jeg, for at den skal blive opfyldt? Bare f. Ex. for at tage en Ting: Svendene fortæller jo af og til nogle Historier, som — naa ja — jeg lader, som jeg ikke hører dem, men det er visst Fejghed eller saadan noget; jeg skulde visst gribe ind og sige: Stop. Og saadan er der smænd saa meget.

Axel: Tænk, Far! staar du og spekulerer paa alt saadan noget?

Far: Det kan du tro, Axel, det er der mange, der gør. Du kan tro, der er mange, der er utilfredse med sig selv og med det, de er blevet til.

Axel: Jamen hvorfor tager I jer saa ikke sammen og laver jer om?

Far: Du sagde jo lige selv — — — Men vi har nu ogsaa prøvet paa det, af og til; men det er blevet til for lidt, Saa gaar Livet videre i sin gamle Slendrian, og en skønne Dag dør man. Og det var jo egentlig slet ikke Meningen.

Axel: Er det derfor, du sommetider er saadan lidt vrippen,^[7] Far, eller lige rent ud sagt —

Far: Hvad for noget?

Axel: Ikke noget.

Far: Kom saa med det da.

Axel: Ja, altsaa ærgerlig, saadan altsaa ikke rar at være ved.

Far: Ja, det er noget derfor, Axel. En kan føle sig saa, saa mat i Sokkerne og — mislykket, rent ud sagt. Og saa, naar der slet ingen Udsigt er til — — Men nu er det jo saa, at disse hersens Folk de kommer — —

Axel: Oxfordfolkene?

Far: Oxfordfolkene, ja. Og de siger jo, at man kan laves om. Fordi Gud kan alle Ting. De stoler saadan paa Gud. De siger: du skal bare gøre Alvor af din Kristendom. Og det er da egentlig ogsaa et rimeligt Krav, synes jeg. Hvis nogen bestiller et Sæt Seletøj hos mig, saa har jeg alle Dage gjort mig den største Umage for at levere det saa akkurat og solidt og fint, at der ikke var det mindste at udsætte paa det, Mankepuden ^[8] var ordentlig blød og Buggjorden ^[9] passelig bred og Skyklapperne med gammeldags Kortsting og alt det dêr.

Axel: Ja, for du er nu en Ordensmand, Far.

Far: Men naar jeg saa tænker paa, hvad for et Rod jeg har haft inde i mig, hvordan alting har faaet Lov til at flyde dêr, ja, hvordan jeg har ladet staa til, ladet alting gaa efter bedste Beskub, som man siger, saa kan jeg godt forstaa, jeg ikke har faaet mere ud af min Kristendom, end jeg har.

Axel: Mere? hvad mener du med mere?

Far: Ja, jeg mener jo saadan — ja, det er jo ikke noget, jeg er vant til at snakke om, men jeg mener jo saadan mere Indhold i mit Liv, altsaa, at det vidste jeg, jeg vilde, og det dêr sagde jeg Nej til, og saa kunde det ikke laves om, og saa var jeg glad ved, at det var afgjort.

Axel: Tror du, du kunde faa det saadan, hvis du blev Oxford?

Far: Jeg ved det ikke. De andre siger jo, at de —. Maaske man skulde —. Hvis det nu er Jesus selv, der kommer og rækker Haanden ud, saa var det jo — saa vilde det vel hævne sig hele Livet, hvis man sagde Nej eller lod som ingenting.

Axel: Og hvis du bliver det, Far, saa ved jeg nu, hvad jeg vil svare de andre Drenge, naar de igen begynder at gøre Nar.

Far: Hvad vil du svare dem?

Axel: Pøh, vil jeg sige, Oxford! I ved jo ikke en Skejs om, hvad Oxford er. Men naar man er Oxford, det er altsaa en, der vil have Orden i Sagerne. Helt igennem, forstaar I. Og derfor er det lige noget, der passer for Far.

Far: Nu kommer Svendene.

Axel: Det gør de visst ogsaa. Saa er det vel ikke værd....

Far: Det er det vel ikke. Ikke endnu da. Stik du saa af.

Axel: Javel.

Far: Er der noget, du venter paa?

Axel: Aah, det var jo den Tiøre.

Far: Hvad for en Tiøre?

Axel: Den til Tyggegummiet, du ved.

DIREKTØRENS DATTER

Direktøren: Se, Adelheid, forbyde dig at gaa til deres parties og five-o'clock-teas kan jeg ikke og vil jeg ikke; forbyde dig at staa offentlig op her i Byen og — bekende, hedder det vel, kan jeg heller ikke, men det gør jeg alligevel. Jeg vil ikke have det, forstaar du, vil ikke have det. Og jeg forlanger, du respekterer det.

Adelheid: Men, kæreste Far, jeg er jo opdraget til ikke at respektere nogetsomhelst. Hvorfor skulde jeg saa pludselig —?

Direktøren: Sig mig, disse dine nye — fellows, hedder det vel, odd fellows, løjerlige Fyre, har de ikke lært dig det tredie Bud,^[10] eller hvad det er for et, det med at adlyde Far og Mor?

Adelheid: De har lært mig, at der kun er eet Bud, der gælder.

Direktøren: Og hvad er det saa for et?

Adelheid: Du skal adlyde Herren, din Gud.

Direktøren: Jha, jeg maa jo drømme, jeg maa jo i Aftes have drukket et eller andet forbandet, det kan jo ikke være Virkelighed, dette her, at jeg, Direktør Henrik Sejselnoch,^[11] sidder her paa mit Kontor og taler med min Datter Adelheid om "Gud". Hvad i Alverden, Barn, har faaet dig ind i denne — denne — ind mellem disse — ja Daarekistemedlemmer er et lemfældigt Udtryk. Adelheid, hvad er der gaaet af dig? Kan du forklare mig det?

Adelheid: Nej, det tror jeg ikke.

Direktøren: Jeg heller ikke, jeg min Salighed heller ikke.

Adelheid: Men jeg kunde jo prøve paa det, hvis du gerne vil.

Direktøren: Aah, jeg ved ikke. Ja, i Himlens Navn, lad mig saa høre det.

Adelheid: Let vil det nu ikke falde mig. Men det er jo ingen Grund til at lade være. Egentlig er det vel min Pligt at — — —

Direktøren: Ja ja, spring det over. Altsaa?

Adelheid: Det begyndte, Far, det begyndte med at — at jeg blev forelsket.

Direktøren: Ja, naturligvis. Disse engelske plusfours,^[12] de er sgu ogsaa uimodstaaelige. Men han vilde altsaa ikke gaa med paa den, uden at du var — hvad er det, det hedder — changeret?

Adelheid: Du tager helt fejl. Den, jeg blev forelsket i, havde sandelig mindst af alt noget med Oxfordbevægelsen at gøre. Nej, det var saamænd — i al Fordringsløshed — i en af Skuespillerne i Sommerrevyen.

Direktøren: Saa-aa?

Adelheid: Ja, i al Beskedenhed, som sagt. Det var en af disse smaa Afbetalingsforelskelser, som en ikke alt for noviceagtig ung Pige anskaffer sig, naar hun driver rundt og ikke har andet at bestille, og der er gaaet lovlig lang Tid siden den sidste.

Direktøren: Ja ja, jeg forstaar.

Adelheid: Det gjorde han ogsaa. Og da denne — skal vi være flotte og sige: Følelse, havde varet en Maaneds Tid og egentlig begyndte at blive mig lidt besværlig, bestemte jeg mig til at skille mig af med den — paa den eneste Maade, som jeg ved er probat.

Direktøren: Du er kynisk, mit Barn. Meget mer end jeg vidste. Det er egentlig ikke helt sikkert, det klæder dig.

Adelheid: Jeg aftalte altsaa med ham, at vi efter Forestillingen skulde køre sammen et Sted hen at spise. Og det gik udmærket alt sammen. Han var mindre flæbesød, end han plejede at være, og jeg var paa Vej til helt godt at kunne lide ham. Saa siger han ved Ananassen: Det er egentlig helt spøj, dette her.

Direktøren: Hvad var det saa, der var saa spøj, som han udtrykte sig?

Adelheid: Det spurgte jeg jo ogsaa om. Jo, hans Kone sad da i et Kabinet ved Siden af. "Hvad rager det os?" mente jeg lidt haardt.

Direktøren: Var du dêr den Aften?

Adelheid: Ja, jeg var. Og det var du altsaa ogsaa. Fortalte han mig. Pludselig oplevede jeg, at jeg kunde rødme. At jeg kunde det endnu. Jeg blev rasende over det. Jeg sprang op. Han vilde holde paa mig. Det blev til lidt Slagsmaal. Han naaede at kysse mig. Men han var et Skvat. Jeg væltede ham bagover over en Stol. Og saa tog jeg hjem.

Direktøren: Det var naturligvis ærgerligt. Et uheldigt Sammentræf. Uæstetisk, kan man kalde det. Skønt hvorfor? Efter hvilken Æstetik? Gamle mugnede Begreber fra Middelalderen.

Adelheid: Saadan sagde jeg ogsaa til mig selv. Det hjalp mig bare ikke. Jeg blev ved at føle mig ækel til Mode, saa ækel som — ja, som efter mit første Kys. Det var tilfældigvis en ældre lidt drukken Balkavaler. Jeg var sejsten Aar. Jeg tog hjem og prøvede paa at vaske det af, husker jeg. Men det blev siddende. Om Morgenen efter min Aften med Skuespilleren, da jeg vaagnede efter ikke at have sovet, sad ogsaa det gamle Kys der endnu.

Direktøren: Ja ja, Herregud, mit Barn, vi har jo alle saadanne nogle uudryddelige Fetischforestillinger ^[15] i os. Jeg f.Ex. er bange i Tordenvejr. Derfor indmelder jeg mig dog ikke i Frelsens Hær.

Adelheid: Jeg prøvede ogsaa "mandigt" paa at glemme det her. Jeg gjorde ligefrem et Arbejde for det. Jeg havde tre Flirts ^[16] i Gang paa een Gang, en med en Boghandler, en med en Kunstmaler og en med en Præst. Men jeg blev bare endnu mere tom og led ved det hele. Til sidst sagde jeg til mig selv: "Hvis der var et Kloster her i Landet, saa blev jeg Nonne."

Direktøren: Det Tilfælde kender jeg. Saadanne Nonner ender altid som Libertinere.

Adelheid: Se, Far, nu kan du grine og haane og hvad du vil; men i al denne Tid havde jeg kun et Ønske: at jeg var Jomfru igen. Ja, at jeg igen var sytten Aar — aah, det er dog kun ti Aar siden, men det staar for mig som noget, jeg har læst om, der passerede i Oldtiden: at jeg var sytten Aar gammel og slet ikke kendte "Livet". Og saa skulde der komme en ung Mand, en Kontorist eller saadan noget, og han skulde bare bryde sig om mig, og jeg skulde aldrig have kendt andre end ham og aldrig komme til det heller.

Direktøren: Oehlenschläger.

Adelheid: Ja, og Ibsen og Løgn og forbandet Digt^[19] . Til sidst var jeg ved at blive skør. Saa gik jeg til en kvindelig Læge: om der fandtes nogle Piller mod Acedia?

Direktøren: Og saa gav hun Anvisning paa Jesus.

Adelheid: Det var saadan en rar gammel En, hun fik lidt efter lidt hele Sandheden ud af mig. Og saa sagde hun: "Dette med at blive Jomfru igen, det er slet ikke saa umuligt." Jeg troede, hun var skør, for hun sagde det helt alvorligt. "Det kan Gud gøre," nikkede hun saa, "for Gud kan alle Ting."

Direktøren: Aah, lille Adelheid —, naa ja, hvad saa mer?

Adelheid: Jeg lo nervøst, og spurgte, hvordan det skulde gaa til. Og hun svarede: "Det sker ved Hjælp af Syndernes Forladelse. Og den faar De bedst igennem Sakramentet.^[21] " "Sakramentet?" indvendte jeg, "det er jo noget Hokuspokus, Kristendommen har arvet fra de gamle græske Mysterier.^[22] "

Direktøren: Flinkt sagt, min Pige.

Adelheid: Den gamle Dame sad lidt og tænkte sig om. Saa sagde hun: "Jeg havde en Kæreste i min Ungdom, han døde af Tuberkulose; han gav mig engang en rød Rose. Det var ikke hans Opfindelse; at give sin Pige en rød Rose har mange gjort før han. Alligevel er den røde Rose blevet et Sakramente for mig. Ved de eleusinske Mysterier ^[23] opnaaede den troende Forening med Guddommen. Denne Vej har Kristus ogsaa gjort til sin. Igennem Brødet og Vinen gør Kristus sig til eet med Dem, og naar De rejser Dem fra Nadverbordet, er De ren, saa sandt De har haft Samkvem med Deres Gud. Ny Synd staar strax rede til at rykke ind i det fejede og prydede Hus, men de gamle Synder er ikke mere."

Direktøren: Det var storartet. Saa skriver jeg en falsk Check til mig selv paa 200,000, hæver den i Eftermiddag og gaar til Alters i Morgen.

Adelheid: Ja, prøv du det! det var jo en original Forberedelse til en Altergang. — Men jeg gik til Alters. Saa forpint og ødelagt var jeg, at jeg syntes, alt maatte prøves. En Søndag Formiddag cyklede Frk. Bedding — ja, saadan hed hun, ja, tænk, vi cyklede — ud paa Landet, stod af ved en tilfældig Kirke og gik ind. Og der vovede jeg det altsaa.

Direktøren: Naa. Ja?

Adelheid: Præsten — han var et gammelt Nussehoved, som sjokkede rundt i det og nok ikke længere havde synderlig Følelse af, at det var en hellig Handling, han forestod; hans Negle var ikke udadlelige^[24] , og Vinen havde visst i længere Tid staaet afproppet, Sollyset faldt ned i Kalken, og det saa ud som levret ^[26] Blod, det kvalmede for mig.

Direktøren: Altsaa en Fiasco af Rang, kort og godt.

Adelheid: Netop, ja. Jeg maatte presse Neglene ind i Haandfladerne for ikke at stikke af midt under det hele. Og saa snart Gudstjenesten var forbi, for jeg ud og paa Cyklen. Saa smed jeg mig paa en Grøftekant og hulkede, som jeg ikke har grædt siden Mors Død.

Direktøren: Kunde du ikke — have sagt mig lidt om alt det?

Adelheid: Nej, det kunde jeg ikke; for skønt du og jeg har kendt hinanden i syvogtyve Aar, har vi jo aldrig snakket sammen før nu.

Direktøren: Vi har dog tit — —

Adelheid: Ja, vi har haft meget morsomt sammen. Og du er en god Danser. Og trancherer ^[27] en And med Elegance. Jeg har altid været stolt af at være med dig paa Restaurant. Men — —

Direktøren: Men — men — men! Jeg har været saa god en Far for dig, som jeg har kunnet. Du ved, du har været min Stolthed, Adelheid. Og jeg har villet din Lykke, at du skulde leve et frit og lykkeligt Liv, som jeg har levet det. Jeg har aldrig troet paa den Fabel, at Livets Træ og Kundskabens Træ paa godt og ondt var to forskellige Træer. I de tre Aar, mit første Ægteskab varede, fik jeg nok af Religionen for Livstid. Nej, nej, jeg vil ikke hidse mig op. Du maa jo saa være bygget af et andet Tømmer, end jeg troede, et andet, end jeg er af.

Adelheid: Jeg fik jo slet ikke fortalt dig færdig, Far. Som jeg sad dêr paa Grøftekanten og tænkte paa Mosehuller og Veronal ^[28] og jeg ved ikke hvad, fløj der mig en Sommerfugl forbi. Og pludselig var det, som en Jernring omkring mit Hjerte løsnede sig. Jeg syntes næsten, jeg hørte den klingre. Det faldt mig ind, at det var jo rigtigt, at Vinen i Kalken havde været levret; hvordan skulde Blod, der har været opbevaret i — — —

Direktøren: Undskyld!

Adelheid: Naa ja, men altsaa: jeg følte det, Jesus havde været hos mig. Jeg følte det, at hele den Raaddenskab, mit Liv har været i de sidste ti Aar, var skaaret væk. Jeg følte, at jeg var sytten Aar. Ja, jeg var virkelig changed; jeg havde ikke changed mig selv, nej, Gud havde changed mig. Og jeg kom til at græde, af Glæde, af Befrielse.

Direktøren: Sig mig, Adelheid, skulde vi ikke spørge en Nervelæge, ganske alvorligt talt?

Adelheid: Frk. Bedding er Nervelæge.

Direktøren: Adelheid, jeg betragter dig som — lad mig nøjes med at sige, at du er kommen ind i en Tilstand, der — der ikke er varig. Jeg er ængstelig for, meget ængstelig for Reaktionen. Jeg har tjent godt i Aar. Hvis du vilde —

Adelheid: Nej Tak, hverken Rivièraen eller Pyramiderne. Men i Aften i Mødehallen — —

Direktøren: Det bliver der ikke noget af.

Adelheid: Hys! hys! raab ikke saadan!

Direktøren: Det bliver der ikke noget af. Jeg vil ikke udleveres til Grinet mellem denne Bys høje Borgere. Jeg tager ikke mod nogen Falliterklæring for det frie, muntre Livssyn, der har baaret mig og ogsaa med Lethed vilde kunne have baaret dig, om ikke —

Adelheid: Om ikke hvad?

Direktøren: Om ikke denne engelske Syge eller spanske Syge — jeg mener denne Pest fra Lande, der ligger i Diktatur og i Borgerkrig og permanente Kriser — —

Adelheid: Men Far da! Oxford kommer fra England og Amerika.

Direktøren: Jeg er ligeglad, hvor det kommer fra. Men jeg vil ikke have det ind her i Huset. Vi er ikke Middelalderuhyrer, vi er ikke Trolde, der drikker levret Blod. Vi er Mennesker, og som Mennesker vil vi leve.

Adelheid: Nej, Far, nej, det er for lidt til mig. Jeg kunde ikke nøjes med at leve som Menneske. Du maa da ogsaa kunne se paa mig, hvor glad jeg er.

Direktøren: Jeg har set Folk, der var endnu gladere end du, Folk, der var salige, nemlig af Døddrukkenhed. Hvordan tror du, de saa ud næste Dag under Tømmermændene?

Adelheid: I Aften, Far, vil jeg staa op og fortælle alle Mennesker —

Direktøren: Saa er Huset laaset, naar du kommer hjem.

Adelheid: Pyt, saa kravler jeg bare ind ad Vinduet.

Direktøren: Saa ringer jeg efter Politiet.

Adelheid: Far, jeg er blevet saa glad ved at snakke med dig. Tænk, at det skulde gaa saa godt, første Gang vi rigtig prøvede det. Synes du ikke, vi skulde prøve en anden Gang igen?

Direktøren: Hvis du lover mig, at du vil lade være at "vidne" — du gode Gud, sikke et Oldtidsord! — saa er jeg beredt til alt.

Adelheid: Det er godt, Far, saa siger vi, jeg lader være at "vidne", indtil du selv giver mig Lov. Det vil ikke vare længe.

Direktøren: Aah ja! Herren se i Naade! Og nu vil jeg have mig en King George Whisky og en Nihil sine ^[29] sammen med mig selv!

POLITIK

Mathiesen: Nej Tak, jeg bruger ikke Fløde. Der er egentlig en Ting, jeg havde Lyst til at spørge dig om, Laursen.

Laursen: Og det er, hvorfor jeg har sagt mig alle mine Bierhverv fra.

Mathiesen: Ja, det var i den Retning i hvert Fald.

Laursen: Det kan du ikke forstaa.

Mathiesen: Nej, oprigtig talt. Det maa jo betyde, at du faar en 10—15,000 mindre i Aarsindtægt.

Laursen: Ja, saadan noget.

Mathiesen: Og der er nogen, der siger, du ogsaa har besluttet at gaa ud af Folketinget.

Laursen: Det passer nu ikke.

Mathiesen: Naa.

Laursen: Du tænker, helt skør er han altsaa ikke endnu.

Mathiesen: Lad mig tænke, hvad jeg vil, Laursen, og fortæl mig saa, hvad er det egentlig, du har oplevet med disse her Amerikanere?

Laursen: Jeg har egentlig ikke oplevet saa meget med dem, jeg havde oplevet det meste inden. Det er en lang Historie, Mathiesen; men maaske kan jeg fortælle den kort. Jo, ser du, jeg er jo af de Lykkens Pamphiliusser,^[30] ved du, som alle misunder: et rigtig godt Hoved, et storartet Humør, baaret frem af mine Medmenneskers Tillid, ikke sandt, har fundet min rette Hylde i Tilværelsen, tilhører et stort politisk Parti, er ung endnu, saapas da, vellidt og en Del betroet, vel sagtens Minister, inden jeg dør. Det ser godt ud, ikke?

Mathiesen: Ja, det har vi jo da allesammen ment.

Laursen: Javel. Se det var altsaa Tingene set udvendigfra, med de ærede Vælgeres Øjne. Set med mine egne saa det noget anderledes ud, d.v.s. egentlig saa det slet ikke ud, for dem har jeg ikke haft Mod til at se med i flere Aar, jeg har nøjedes med at se med de andres, Partiets, Vælgernes.

Mathiesen: Ja, hvordan mener du, Laursen?

Laursen: Jeg mener lige rent ud sagt, at det var aandelig Fallit det hele, eller i hvert Fald, at jeg var bange for, det var det. Jeg havde det som Købmanden, der ikke tør gøre sine Bøger op af Angst for Resultatet. Jeg holdt de Foredrag, jeg skulde holde, sagde det, jeg vidste, jeg skulde sige, ved Møderne, rakkede Modstanderne ned og roste vore egne, Folk og Principper, men vidste slet ikke, om jeg strengt taget selv troede paa et Ord af det. Og jo mer jeg blev radbrækket af indvortes Tvivl og Angst, des rankere holdt jeg Ryggen, og jeg bredte Smil over Facaden og hang i med at skaffe mig Ben ^[31] og Udmærkelser; det var, lige som jeg trængte til at have nogle ydre Resultater at pege paa for mig selv, for at jeg dog kunde overbevise mig selv om, at jeg var nogen Nytte til, og at der var noget ved mig.

Mathiesen: Har du virkelig gaaet rundt og haft det saadan?

Laursen: Ja, der skal du se, det havde du ikke tænkt dig, naar du stod op og anbefalede dine ærede Meningsfæller at kaste deres Stemme paa mig.

Mathiesen: Nej, saa min Sæl om jeg havde da!

Laursen: Man skal ikke skue Hunden paa Haarene, Mathiesen.

Mathiesen: Aah, hvorfor ikke? det er man da ogsaa nødt til. Man kan jo ikke skue dem paa Tarmene.

Laursen: Nej, desværre. Naa, saa for en tre—fire Aar siden kom jeg ind i en Krise. Men jeg har jo alle Dage haft en stærk Vilje. Saa jeg sagde ganske haardt til mig selv: Der er ingen, der har nogen Fortjeneste ved, at du kommer paa en Nerveklinik. Nu lever du dit Liv for Fremtiden for at blive en stor Mand. Og derudover spekulerer du ikke. Basta.

Mathiesen: Og gik det saa, Laursen?

Laursen: Saa gik det, Mathiesen. Allerede Aaret efter havde jeg fordoblet min Indtægt og genvundet det halve af min Ungdoms Humør. Men saa kom Oxford.

Mathiesen: Hvordan kom de i Forbindelse med dig?

Laursen: Der kom en Direktør op til mig og sagde, at han havde faaet Førelse ^[32] til, at jeg skulde bringe Oxford ind i den danske Rigsdag.^[33] Saa sagde jeg: "Hvad skal den dêr efter?"

Mathiesen: Det maatte du nok spørge om! he!

Laursen: Han sagde: "Dêr skal den opløse Partierne." Saa sagde jeg: "Da var det det mest fejle Sted, De kunde sende den hen. For der er ingen Steder, der er mere interesseret i Partivæsenet, end netop Rigsdagen." "Derfor er det da netop, at vi skal begynde der," svarede han. "Saa tag fat forfra med Statsministeren!" foreslog saa jeg.

Mathiesen: Det var godt sagt, Laursen. Hvad gjorde han ved det?

Laursen: "Statsministeren er gammel og hører Fortiden til," giver han igen. "Vi begynder med den kommende Statsminister."

Mathiesen: Naada for Pokker! Den smagte du jo lidt paa.

Laursen: Jeg sidder et halvt Minut og kikker paa ham. Saa siger jeg temmelig brydsk: "Vil De købe mig?"

"Det vil vi gerne," svarer han lige saa frækt. "De kommer bare selv til at betale Prisen." Og saa slaar han lige med et om og siger næsten højtideligt: "Men lad os nu holde op med alt det Menneskevaas og i Stedet høre paa Gud, for nu vil han tale til os." Og dermed lagde han de knyttede Hænder paa Bordet og bøjede Panden ned og støttede den mod dem.

Mathiesen: Og hvad i Alverden gjorde du?

Laursen: Jeg blev gal. Først tænkte jeg paa at smide ham ud. Saa tog jeg nogle Betænkninger til Socialloven og begyndte at blade i.

Mathiesen: Hvorlænge sad han saadan?

Laursen: Et helt Kvarter, tror jeg. Saa begyndte han at tale uden at løfte Hovedet. "Nu har vi jo saa hørt Guds Stemme," sagde han, "og den talte jo om al den Nød og Elendighed, der følger i Djævelens Triumftog hen over Jorden; og den talte om, hvordan Ulykken ikke er, at vi ikke ved Guds Vilje, men at vi ikke vil den; hvordan Politikerne i alle Lande de plejer deres egne Interesser, og deres Stands og deres Partis og deres Lands, men ingen af dem ofrer sig for Helheden, ingen tænker paa alle, Politik er blevet dem et Embede i Stedet for et Kald. Var de bare nogle faa rundtom i Verden, der levede og aandede for den tredie Bøn ^[34] og glemte sig selv og alt deres eget for Guds og alle Menneskers Skyld, saa var Jorden ikke den Øglerede, som den nu er i stort og smaat." Saadan blev han ved, og Haarene rejste sig paa mit Hovede ved at høre paa ham. Det, han der sad og sagde, det var jo alle mine hemmelige Tanker, dem, som jeg aldrig, i hvert Fald ikke siden mine alleryngste Aar, har haft Mod til at give Form. Hvor kunde alt det blive lagt ham paa Tungen her i min Stue?

Mathiesen: Hvad var det for en Direktør?

Laursen: Det var en rigtig Leveherre, havde han da været, indtil for faa Maaneder siden. Han og jeg havde sammen druknet flere Nætter bort i Whisky, ikke fordi jeg brød mig om det, men det hørte med til mine Forretninger. Og nu sad den svampede Fyr her — en Sygdom havde han vist ogsaa haft engang, naa, det tør jeg nu ikke sige — nu sad han her og talte om Frelsen og om Gud, ligefrem med en Slags Myndighed. Og i samme Øjeblik han holdt op med at snakke, løftede han Hovedet, saa paa mig, sagde: "Jeg kommer i Morgen igen," og var gaaet.

Mathiesen: Og det gjorde han saa.

Laursen: Naturligvis kom han. Jeg havde bestemt mig til at sige til ham, at vi vilde ikke have nogen Sketch i Dag. Men inden jeg rigtig saa mig til, sad han igen ved Bordet, og i henved ti Minutter sad vi vel stille begge to. Saa sagde han: "Nu kalder Gud ad Dem, Laursen." Saa ryger det lige ud af mig, jeg ved ikke, om det var for at gøre Nar eller for Alvor: "Er det virkelig Gud, der kalder, da kommer jeg." "Han tager Dem paa Ordet," sagde han saa og samlede sin Hat til sig, den havde han lagt paa en Stol; "allerede i Dag havde De frasagt Dem alle de Ben, De har faaet samlet sammen ved Hjælp af Deres politiske Indflydelse." Og saa var han væk igen.

Mathiesen: Og det gjorde du saa, Laursen. Jamen hvorfor gjorde du det?

Laursen: Ja, hvorfor? Ved Jeg det? Men jeg sagde til mig selv: "Hvis denne lede Maddike kan blive saa gennemforvandlet, som det ser ud til, han er blevet, saa maa der ogsaa endnu kunne blive noget ud af mig." Du kender vel det gamle Eventyr, Mathiesen, om alt det Guldtøj, man henter hos Troldene, men naar man faar det op ved Solens Lys, er det bare visne Blade og Skarn. Den Dag, jeg skal dø, hvad er saa mine Papirer og Titler og Penge? Skidt og Skarn, der bare vilde gøre Kisten endnu tungere, hvis jeg kunde tage dem med mig. Det, der fra først af drev mig ind i Politik, det var dog en Trang til at kæmpe for nogen Idealer; de Idealer maa jeg kunne naa at slaa et Slag for endnu. Maaske det giver en et lidt brydsommere Liv, men saa ogsaa et renere Eftermæle.

Mathiesen: Det er altsaa paa en Maade din Ærgerrighed, der — —

Laursen: Ja, Mathiesen, det kan du gerne sige; det er min Ærgerrighed, der nu stilles i Guds Tjeneste i Stedet for at tjene sig selv.

Mathiesen: Men hvad saa med Partiet?

Laursen: Jeg har talt med Statsministeren om det. Han afviste mig, maaske nok lidt but,^[35] med, at vort Partis Stilling jo er den, at Religionen er en Privatsag.

Mathiesen: Men nu for din egen Skyld?

Laursen: Ja, maaske kan jeg arbejde efter Guds Plan inden for de gamle Partirammer. Ellers maa jeg prøve at skabe mig et nyt eller arbejde uden for Rigsdagen. Men alt det vil jeg jo i mine stille Timer faa Førelse for. Ja, saadan er det gaaet til. Og nu vil jeg foreslaa, at vi slutter denne Samtale med at være stille lidt sammen. Maaske Gud ogsaa har noget at sige dig.

Mathiesen: Ja, det kunde jo være. Det kunde saamænd gerne være.

Laursen: Du siger det saa — — — Er der noget bestemt, du tænker paa.

Mathiesen: Aah, der var jo det — naa men — —

Laursen: Jo, hvad er det?

Mathiesen: Ja, hvis du nu faar altsaa denne hersens Førelse til, at du ogsaa skal melde dig ud af Partiet — — —

Laursen: Ja, og saa maaske danner et nyt, saa kunde det jo være, at du, Mathiesen, bliver min gode Støtte ogsaa i det.

Mathiesen: Næ, jeg tænkte jo nu nærmest, maaske jeg saa fik — æh, Førelse til at overtage Kredsen efter dig.

MELLEM LÆGER

Albert: Naa, Kollega, slaa Halehvirvlerne i Chesterfielden ^[36] og fortæl mig saa, hvordan gaar det dig, efter at du har tilmeldt dig hos De sidste Dages Hellige?^[37] Kommer dine Patienter sig hurtigere? eller er der Opgang at spore i Sygdomstilfældene? Ja, jeg ved jo ikke, hvordan den store Hospitalsforstander bærer sig ad, naar han skal vise sig imødekommende over for en Læge?

Frederik: Aah, det gaar altsammen i den gamle Gænge.

Albert: Jeg vidste ikke andet end, at der indtraadte en stor Forandring i Verdensordenen. Jeg troede, alle I Oxfordfolk i Følge Kontrakt var forpligtede til at skinne i Ansigtet som Englebasser, men du ser stadig væk ud som den Regnvejrsdag, du har lignet siden Studenteraarene.

Frederik: Jeg er heller slet ikke i bedre Humør, hvis du tror det.

Albert: Hvaba'?

Frederik: I den Henseende er jeg uforandret.

Albert: Hvori bestaar da Forandringen, om det er tilladt en gammel Konfidente ^[39] at fritte?

Frederik: Den bestaar i, at jeg er blevet en bekendende Kristen.

Albert: Og hvorfor er du det, gamle Jas?

Frederik: Af Anstændighedshensyn. Oxford har aabnet mine Øjne for, at det var een stor Uværdighed, jeg levede i. Jeg opførte mig som tilhørende Folkekirken paa Skatteskemaet og betalte min Kirkeskat og dermed Basta. Saa bliver en af mine Patienter oxfordsk, og hun ^[41] kommer til mig en Dag: A har faaet Førelse, Dr. Hjælm, til at sige Dem, te De skal melde Dem ud af æ Kirke.

Albert: Hvormed begrundede denne gode Kimbring ^[42] sin Anskuelse?

Frederik: "For enten er Gud til, Dr. Hjælm," sagde Konen, "og saa driver De Grin med ham; eller ogg^[43] er han ikke til, og saa driver De Grin med Dem selv."

Albert: Tja, det lader sig høre.

Frederik: Jeg smilte forbindtligt, som jeg har vænnet mig til det fra Missionens ^[44] Omvendelsesforsøg. Men da Konen var gaaet, kom jeg til at tænke over hendes Ord. Jeg fandt, hun havde Ret. Saa kørte jeg mig en Tur i Hederne. Jeg spurgte mig selv, hvad Religionen betød for mig, vejede pro et contra. Det viste sig, at alt lagt til alt betød den saa meget, at jeg ikke vilde miste den.

Albert: Og saa gik du til den kimbriske?

Frederik: Rigtigt, saa gik jeg til den brave Kone og sagde: "Nu har jeg taget mit Parti."

Albert: Tja. Men hvorfor saa netop Oxford?

Frederik: Fordi Oxford byder mig Kristendommen i om jeg saa maa sige Renkultur; den lader mig slippe for en Række Dogmer, som jeg foreløbig slet ikke kan se Værdien af. Den siger til mig dette enkle: du skal holde fast ved Gud, saa holder han fast ved dig. Det prøver jeg saa paa.

Albert: Tja.

Frederik: Ja, mere er der ikke.

Albert: Nej. — Lykkeligere har det altsaa ikke gjort dig?

Frederik: Aah nej. Maaske snarere tvært imod. Jeg har faaet det saadan, at jeg synes Gud ser paa mig hele Tiden; jeg er nervøs for, at jeg ikke gør mine Sager godt nok. Men maaske det vil fortage sig, naar jeg bliver vant til at arbejde under saadan et Opsyn.

Albert: Jeg bildte mig ind, at for den virkelig troende var det, som om — ja altsaa Gud førte Kniven for ham.

Frederik: Det ved jeg ikke. Jeg har ikke hørt, at Gud tager Ansvaret fra noget Menneske, der kommer til ham. Men jeg vil hellere have Gud med i mit Arbejde og være bange for ham, end jeg vil være selvsikker og undvære ham.

Albert: Sig mig, Frederik, maa jeg spørge?

Frederik: Saa hjertensgerne da. Det hører jo netop med til min nye Indstilling, at jeg gerne vil pumpes.

Albert: Beder du, inden du opererer?

Frederik: Jeg beder inden ethvert Sygebesøg, inden enhver Operation.

Albert: Siger du noget?

Frederik: Jeg lukker blot mine Øjne, og saa mærker jeg, Gud er nær.

Albert: Hvordan — — — ja, det kan du vel ikke forklare?

Frederik: Jeg mærker det, som om — du ved, man kan pludselig faa en Følelse af, at man bliver iagttaget eller, at nu tænker nogen paa En. Jeg føler saadan, ligesom en Kraft aander paa mig — eller rører ved mig, — nej, du har Ret, jeg kan ikke forklare det.

Albert: Føles det lige stærkt hver Gang?

Frederik: Nej.

Albert: Og du har ikke kendt til det før?

Frederik: Nej.

Albert: Og det er ikke en hyggelig, en opløftende Fornemmelse?

Frederik: Snarere er den knugende. Men opløftende eller det modsatte — har man eengang kendt til den, vilde man ikke undvære den.

Albert: Men-n foreholder Bevægelsens Profeter dig ikke, at det er galt, at du ikke er fuld af fun^[46] ?

Frederik: Bevægelsen har ingen Dogmer, heller ikke, at en Kristen skal være fuld af fun. Men nu har du spurgt mig saa grundig ud, Albert, at nu maa det være min Tur til at krydsforhøre dig: tror du paa Gud?

Albert: Det ved jeg skam ikke.

Frederik: Synes du, det Svar er et anstændigt Menneske værdigt?

Albert: Ja, hvorfor ikke? hvad kan jeg arme lille Pincet vide om Gud? Og hvad kommer alt det mig ved? Min Bestilling er at sprætte Folk op med en Kniv og sy dem sammen igen.

Frederik: Og det behøver du ikke Guds Hjælp til?

Albert: Ikke saa vidt jeg ved da. Men derfor kan det jo godt være, han staar i en Usynlighedskappe ved Siden af mig og passer paa, at jeg ikke gør Brølere. Det vil han jo sikkert være saa honnet ^[47] at gøre ganske uanset mine Forestillinger om ham.

Frederik: Og du har aldrig følt dig hjælpeløs ene, Albert? Og aldrig følt Livet som en Tomhed? som noget latterligt, at der gik dit Liv med at sprætte Maver op og sy dem sammen igen?