Til Fest hos Statsministeren

I

Statsministerens Stemme: Hør, Therese, Therese, vi vil sgu have Champagnen ned i Haven – og saa, Kammerater – (Stemmen drukner i Stemmer)

En Tjener (ind med Drikkevarer): Den er vel nok høj i Aften?

Anden Tjener: Hvad Satan! det er vel heller ikke hver Dag i Aaret, at Rigets Fatter fylder 60^[1] .

Første Tjener: Ved du, at jeg har staaet i Værksted sammen med ham.

Anden: Fornylig?

Første: For en lille 40 Aar siden, det har han selvfølgelig glemt. Men jeg husker det

Anden: Hvordan var han dengang, du?

Første: Han var et meget almindeligt Menneske – saadan lidt mut nærmest. Men siden fik han jo ganske anderledes Kæften paa Gled og slog sig paa Fagforeningsramasjangen^[5] og alt det der. Den Vej skulde en anden en selvfølgelig ogsaa have gaaet.

Anden: Visstsaa, Petersen^[7] . Det maa sgu i Aften være ret saa hjertens harmeligt for dig at tænke paa, at det lige saa godt kunde have været dig.

Statsministeren i et noget højrøstet Selskab: Nej hør, Kammerater, Opbrudd allerede, det bliver der altsaa bestemt ikke noget af. Her er det Fatter, der regerer.

Redaktøren: Jamen du skal jo med Toget i Aften til Fredskonferencen i Bern^[9] .

Statsminister: Hvad siger han, gamle Bladneger^[10] ? Den Fredskonference den kan sgu sagtens faa lavet Krig i Europa, ogsaa om jeg ikke er med. Hør, Therese, Therese, vil du ikke se at faa samlet de mere nøgterne af Selskabet omkring Kanonerne og saa sigter vi lige paa den neutrale By Maanen – og fyrer – giv los.

Biskoppen: Hør maa jeg – jeg vil gerne til at trække mig tilbage –

Statsministeren: Hr. Biskop, allerede!

Biskoppen: Ja, allerede, Hr. Statsminister. Dels gaar Deres Tog om 1 ½ Time, og –

Statsministeren: Bliv De bare, Hr. Biskop. Det gaar saamænd nok alligevel.

Biskoppen: Og dels er det Søndag i Morgen – og jeg skal forrette ved Højmessen i Domkirken.

Statsministeren: Jasaa. Bevares.

Biskoppen: Men inden jeg gaar, vil jeg gerne have Lov til – da jeg var forhindret i at være til Stede ved Middagen – at bringe Dem, Hr. Statsminister, og Deres udmærkede Frue en Hyldest og en Tak. Kristendommens dybeste Ide, den enkelte Sjæls Betydning, Individets Ret til – ja, til at leve, til selvudfoldelse – denne Ide har ført og baaret Dem fra Barndomshjemmets fattige Arbejderkaar til Sædet ved Tronens højre. Jeg hylder vor store Statsminister for Deres Livs Indsats for denne Kirkens store Ide.

Digteren Florens: Naar Kirken hylder Dem, Hr. Statsminister, saa vil Kunsten saa sandelig ogsaa have Lov til det. Hvor var vi Digtere, inden du organiserede os. Fattige Djævle, i Tagkammerets forløjede, Poesi. Du sikrede os Kontrakter, saa vi nu faar indtil det dobbelte af hver Roman, der slaar an, du har lært os at Kunsten skal tjene Masserne, styrke den i Klassebevidstheden, du –

II

Statsministerens Stemme fra Huset: Nej, hør, vi vil sgu have Champagnen ned i Haven. Maanen skal ikke skinne for ingenting. Therese, hallo, Therese –

Therese Rosse (sidder paa en Bænk; det giver som et lille Sæt i hende; men saa bliver hun siddende):

Statsm: Og det vil jeg sige Jer Kammerater, i denne festlige Stund – – – (Stemmen drukner i Stemmerne)

Biskoppen: Men, Frue, sidder De her?

Therese: Naa, nej, det gør jeg egentlig ikke.

Biskoppen: Bare ude at svale de hede Kinder lidt.

Therese: Et Øjeblik kun. Den muntre Stemning –

Biskoppen: Er velsignet, ja. Men man er jo ikke helt ung længer. Jeg trængte ogsaa til lidt – lidt Aftensvale.

Therese: Men jeg maa nok op.

Biskoppen: Jeg følger Dem.

Therese: Mange Tak, Hr. Biskop.

Biskoppen: En stor Dag, Fru Therese, hvad? en stor Dag for os alle, for Land og Folk –

Therese: Naa-e da, at en Minister fylder 60^[19] .

Biskoppen: Ja, naturligvis størst for Dem og ham. Og dog – dog synes jeg – tillad mig at sige det som Sjælesørger, som Medmenneske, dog synes jeg at have sporet et ganske lille Drag af Skuffelse om Fru Ministerens Mund.

Therese: Om min Mund? ikke Spor! hvorfor skulde jeg?

Biskoppen: Er der noget, Frue, De trænger til at lette Deres Hjerte for, hos mig er De altid sikker paa Forstaaelse.

Therese: Men kære Hr. Biskop, det har været en enestaaende Dag: Telegrammer, Buketter, Gaver, Deputationer.

Biskoppen: Jeg tænkte bare – jeg savner Deres Søn her i Aften, Frue. Men det er maaske bare –

Therese: Naa, Poul, jo, jo, det er bare –

Biskoppen: Bare?

Therese: Ingenting.

Biskoppen: Ingenting!

Therese: Han har sendt den skønneste græske Vase til sin Far, fuld af Orkideer. Har De ikke set den, Hr. Biskop?

Biskoppen: Næ, det har jeg ikke.

Therese: Saa maa jeg vise Dem den. Og naar han ikke selv er kommen skyldes det kun et lille Ildebefindende.

Biskoppen: Et Ildebefindende? saa? gør mig da virkelig –

Therese: Aah pyt! en Smule Forgiftning, tror jeg. Poul er jo ikke saa stærk (Ind i Huset med Biskoppen.)

Første Tjener (ind med Champagnen): Den er vel nok høj derinde, hvad. Og ham har jeg staaet paa Værksted med engang.

Anden: For nylig?

Første: Naa-e; det er vel en smaa fyrretyve Aar siden. Og jeg var meget flinkere paa Stikkerne end han. Men saa slog han sig jo paa Fagforeningsvæsenet og alt det Ramasjang^[22] . Det skulde en anden en bare ogsaa have gjort.

Anden: Ja, Gud, hvor det maa være ærgeligt for dig i Aften, Hansen, at det lige saa godt kunne have været dig. (ud)

Statsm. (ind med Gæster): Ikke tale om Opbrudd endnu! forstaar I det. Det er Fatter her, der regerer.

Redaktøren: Men Toget til Fredskonferencen^[25] gaar jo om 1 ½ Time, Rosse.

Statsm: Hvad siger han, gamle Bladneger. Den Fredskonference kan sgu sagtens faa brygget Krig i Europa uden min Bistand. Men her er Pistolerne, Venner. Nu sigter vi paa den neutrale Stat Maanen, og saa giv Agt: fyr!

Biskoppen: Inden jeg trækker mig tilbage –

Statsmin.: Hr. Biskop, allerede?

Biskoppen: Jeg skal forrette i Morgen ved Højmessen i Dômen^[27] , Hr. Statsminister.

Statsmin: Ja saa!

Biskoppen: Men jeg vil gerne have Lov til at bringe Dem og Deres udmærkede Frue en Hyldest og Tak. Kristendommens herlige Ide om det enkelte Menneskes betydning, Individets Ret til – ja, til Livet, til at leve, til at udfolde sig har fyldt Dem, ført Dem, baaret Dem fra Arbejderbarnets Baggard til Sædet ved Tronens højre. Jeg siger ikke, at De er Kristen – derom ved jeg intet – men jeg siger, at denne Ide er ogsaa Kirkens Ide, jeg hylder Dem for den Sejr, der har vundet i Deres person og ved Deres Liv.

Digteren: Hylder Kirken Dem, Hr. Statsminister, kan Kunsten endnu mindre tie. Hvor var vi Digtere, indtil Deres Love pegede for os paa Organisationens hellige Ret! Fattige Djævle, af et raaddent Borgerskab henvist til Tagkammerets forløjede og forhyklede Poesi. Deres Lov gjorde os til Mennesker – en Roman giver nu sin Forfatter det dobbelte af før, naar den slaar an – og viste os vor Plads i Folkets Liv, i Kampen Klassebevidsthedens Styrkelse – De gjorde os fra en Blomst til os Nytteurt, og De sparede ikke paa Gødningen.

Statsmin.: Kære Venner, vi bliver tørstige af at høre paa alle de søde Ord. Jeg udtrykker min Tak for alle gode Tanker i det stolte Ord: Skaal!

Redaktøren: Ah! Og saa maa vi virkelig – nu der kun 5 Kvarter, og et Par Manchetskjorter og Flipper skal De vel have pakket i Kufferten med til Geneve.

Fru Therese: Kære Hr. Redaktør, for den Sags Skyld kan De rolig give Dem Tid.

Statsminister: Ja, dertil burde du kende Therese godt nok, Bladneger^[37] . Jeg vil sige dig –

Therese: Der er holdt mange Taler for dig i Dag, Bernhard; men der er en, der ikke er holdt.

Statsminister: Men da, Therese – –

Therese: Ja, den vil jeg holde. For den kan kun jeg holde. Og det skal være en Tak fra den, der fik – ja, der fik den store Lykke at være din Kammerat gennem alle Kampenes og nu i de sidste Sejrenes Aar. Der er meget, jeg har at takke dig for, der kun kan siges paa Tomandshaand, og meget, der slet ikke kan siges – ja, som jeg maa gemme i mit Hjerte. Men dette skal siges saa hele Folket hører det: fra den Dag du stod i min Fars Slot og bad mig – –

Statsminister: Næ, nu bliver du for højtravende, Therese. Dette her synes jeg ikke om.

Therese: Afbryd mig ikke. For dette skal siges. Fra den Dag, du greb om mine Hænder og hviskede: Godsejerpip, Adelstøs, du skal hjælpe mig, Arbejderen, med at løfte hele Folket til Frihed og Lykke – fra den Dag og til nu, har der ikke været en Time, hvor jeg ikke har følt min Stolthed over at du kaarede mig til dit Livs Kammerat. Størst har du syntes mig i disse sidste Aar, da Kommunisme og Fascisme og Nazisme har spruttet som Hexe omkring os og du har staaet ligevægtig og urokkelig paa Demokratiets hellige Ide. Mine Damer og Herrer, jeg, Bernhard Rosses første Kammerat beder alle hans Kammerater raabe et Leve for Menneskerettighedens Forkæmper og Værner!

Statsminister: Det er flinkt af dig, Rese.

Therese: Du har fortjent det, Bern.

Statsm: Vi maa skilles. Venner, Kammerater, Medkæmpere, ja, jeg er en lykkelig Mand: hvorfor? fordi jeg bor i et Slot og alle bukker for mig og Kongen skriver under paa, hvad jeg beder ham om? Nej. Hvorfor da? Fordi jeg ser ud over Riget, og der hvor der før var Sod og Armod og Sot^[41] og lammende Slid, der ser jeg nu Renlighed, jævne Kaar, Sundhed, rimeligt Arbejde og rimelig Frihed. Jeg har ikke naaet, hvad jeg vilde. Men jeg har naaet mere af, hvad jeg vilde, end det undes de fleste, der sætter sig Maal saa høje som jeg. De smælder mig i Højreavisen i Dag, jeg ler af dem, jeg har løftet mine egne, og nu spiser jeg mig mæt og lægger mig til at sove i en adelig Seng med en god Samvittighed.

Redaktøren: Det kan du ogsaa.

En Politiker: Ja ja, du har været vor Fører.

En tredie: Vor store Fører.

En fjerde: Vi hilser og hylder dig.

Fler: Løft ham i Guldstol.

Andre: Ud paa Gaden med ham.

Mange: Vi bærer ham i Guldstol til Kongens Slot.

Stemme: Brød! Arbejde! Retfærdighed!

Statsm: Hvad er der?

Sekretær: Hr. Minister! Der er et Optog af Arbejdsløse. De truer med Mytteri.

Politipræfekten: Jeg lader Betjentene trække blank.

Biskoppen: Men Herren bevare os!

Statsm.: Sludder og Vrøvl. Lad dem raabe lidt. Saa gaar Tiden for dem med det.

Sekrætæren: De trænger paa. De vil ind i Haven.

Politipræfekten: Skal jeg alligevel ikke – – Hvis de gaar angrebsvis til Værk – –

Statsm: I Guds Navn, saa holder jeg dem en Tale. Lad os tømme Flaskerne her, og saa –

Bispen: Jeg siger Tusinde Tak for i Aften. (ud)

Politipræfekten: De vælter Stakittet. Nu er det for sent.

Statsminister: Kammerater! hvad vil I?

En Arbejdsløs: Champagne, Hr, Minister, Champagne til Stegen!

Stemme: Pamper! Storborger! Forræder! giv os Arbejde! giv os retfærdigheden!

Statsm: ^[43]