Ordet II

I

Maren Borgen (kommer ud fra Kostalden med en Malkespand i Haanden ind i den maanelyse Gaard):

Det er saa godt at have Ryggen ret
og Ho'det løftet og Sindet let;
da gaar man saa frit gennem Verden,
da gaar man saa frit...

Mikkel (ogsaa ud): Tak, min Pige. Det er vældig flink af dig. Men du skal ikke sidde og slide Fingrene op, fordi jeg har givet Folkene fri.

Maren: Pyt med Fingrene! Kan de ikke holde til en Snes Køer for en enkelt Gangs Skyld, er der ikke meget ved dem. Jeg synes, din Kasket sidder skævt (retter paa den og lister ham dermed Sien over Hovedet).

Mikkel: Det er "Haremor", der tæsker saadan til mig med Halen. Det er den værste Ko til at laske øretæver ud. Har du set Sien, min Pige?

Maren: Den var her da lige.

Mikkel: Det synes jeg ogsaa. Hvor i Alverden er den blevet af? Det var da mærkeligt. Kan Mor have været herude?

Maren: Ikke det, jeg har hørt til.

Mikkel: Jamen hvor i al — Man skulde snart tro, det spøger paa Borgensgaard.

Inger (frem i Døren): Er der nogen, der spøger?

Mikkel: Det er Sien, Inger. Den er pludselig opslugt af Underverdenen.

Maren: Har du set den, Mor? (truer ad hende bag Mikkels Ryg)

Inger: Det er nok dig selv, Mikkel, der har bortkommet den.

Mikkel: Aah, Vissevas!

Inger: Du kan have gjort det i Tanker.

Maren: Ja, for du har jo saa meget i Hovedet.

Mikkel (griber sig til Panden): Naah, har jeg det. Nu skal jeg sige jer to Bolchevikker^[4] noget: Hvis I tror, I skal gaa og lægge Raad op mod Gaardens Husbond, saa skal jeg give jer tørt paa; og det skal blive vaadt (pumper og stænker Vand paa dem).

Inger: Mikkel! Jeg er i mit pæne Tøj (redder sig ind i Køkkenet).

Mikkel: Og saa var det dig, din Malkemaskine, vi skal have givet en Spuling.

Maren: Hjælp, Mor, han drukner mig.

Johannes Borgen (kommer cyklende ind i Gaarden): Hvad gaar her for sig?

Mikkel: Hun tror, hun ustraffet kan drive Grin med sin gamle Far. Men jeg skal give hende.

Maren: Farbror Johannes, du hjælper altid de Undertrykte.

Johannes: Det kommer an paa. Har du fortjent din Straf, saa —

Mikkel: Hun vilde sortere mig gennem en Si. Har du kendt mage! Behandle mig som et Insekt. Men nu skal du til Straf faa Lov til at malke færdig alene (gaar leende ind).

Johannes: Jeg skal hjælpe dig med at bære Straffen.

Maren: Vist ikke, Farbror. Du er jo i dit pæne Tøj.

Johannes: Jeg smider lige Jakken og tager et Forklæde for mig. Det skal nok gaa (tager Marens Spand og gaar ind i Stalden).
( Maren skyller Sien, hælder Mælken i fra Mikkels Spand og vil følge, da Andreas stikker Hovedet frem i Ladeskyggen).

Andreas: Maren, Maren!

Maren (kan ikke rigtig skelne ham paa Grund af Ladeskyggen): Halløj! Hvem er det?

Andreas: Syss, syss, syss! Det er mig.

Maren: Hvem mig?

Andreas: Andreas! Andreas Bandbul.

Maren: Andreas?

Andreas: Jeg vilde saa gerne lige snakke et Ord med dig i Aften, Maren.

Maren: Med mig?

Andreas: Ja, for ser du, jeg skal sige dig, der er kommet Besked i Dag, at jeg alligevel faar det Legat.

Maren: Nej! Er det sandt! Saa skal du være i Paris et helt Aar! Sikke én! Han kan sagtens.

Andreas: Ja, det er morsomt, og jeg er selvfølgelig ogsaa forfærdelig lykkelig for det.

Maren: Det tror jeg. Næ, det skulde bare være en anden én!

Andreas: Maren, det var det, jeg —

Maren: Tænk, saa du kan gaa paa Louvre^[5] hver eneste Dag og se alle de —

Andreas: Det faar jeg nu ikke Tid til, Maren. Jeg skal jo først og fremmest studere Sproget, naar det er det, jeg har faaet Stipendiet til, se at blive rigtig dygtig, Maren, saa jeg kan komme hjem og faa mig en Adjunktplads^[6] og maaske altsaa gifte — have Raad til at gifte mig.

Maren (viger udenom): Du kan da i hvert Fald gaa der om Søndagen. Tænk, at faa alle de Billeder at se, som Hjalmar Sørensen saadan snakkede om.

Andreas: Hjalmar Sørensen?

Maren: Ja. paa Højskolen; Historielæreren. Der var en hel Uge, han ikke bestilte andet end fortælle om Louvre. Tror du ogsaa, du kommer sammen med nogle af de store Mænd, der har lavet de Billeder?

Andreas: Det vil jeg ikke haabe, for de er døde allesammen. Men hør nu, Maren. Jeg rejser til København i Aften og derfra i Overmorgen. Jeg vilde saa forfærdelig gerne — altsaa inden — jeg mente, om du maaske kunde — for ser du, jeg skal cykle til Rutebilen, forstaar du. Saa tænkte jeg, hvis din Vej faldt forbi ved Fjordhuset saadan lidt før 9 — saa kunde vi sige Farvel til hinanden, jeg mener, saa havde vi et Kvarter, vi kunde — hvis der var nogen — saadan —

Maren: Jamen Farvel — jamen — og saa er der ogsaa det, at det jo ogsaa saadan — altsaa — med det — ikke?

Andreas: Jeg mente bare —

Maren: Og de er ogsaa allesammen ude i Aften, saa jeg kan daarligt gaa hjemmefra.

Andreas: Naa. Ja saa — kan det maaske ikke lade sig gøre eller blive til noget. — Men jeg skal altsaa blive væk et helt Aar.

Maren: Ja, det er jo rigtignok længe.

Andreas: Og saa var det, jeg tænkte, saadan en Aften, naar Maagerne skriger ude over Fjorden, og Hylden dufter, og Maanen er ogsaa med, om du maaske kunde huske for et Aar siden ved Skovballet — men jeg har altsaa aldrig kysset nogen anden end dig, Maren.

Maren: Og mig maatte du heller ikke have gjort det med. Jeg har været saa flov lige siden. Nej, Andreas, du maa ikke kigge saadan paa mig, jeg staar jo lige her i mit Malketøj. Hvad vil du? Du maa ikke røre ved mig, saadan som jeg staar og er og lugter af Køer.

Andreas: Det gør du jo ogsaa, Maren, du lugter en lille Smule af Ko. Jeg er lige ved at faa Vand i Øjnene af det, du. For ved du, hvad en Ko er ?

Maren: Fortæl mig det, Andreas.

Andreas: Ko, det er Danmark, du, Danmark, jeg nu skal rejse fra og undvære et helt langt Aar af mit Liv. Inderne regner Koen for et helligt Dyr, og det kunde vi Danske ogsaa, vi især, for Koen er jo nok vort Dyr, vort Tegn. Og hun er hellig, Maren. Hvis man kigger en Ko ind i Øjnene, saa ser man, hun er Jomfru — saa ogsaa lige meget hvor mange Kalve hun har faaet. Maa jeg snuse til dig en lille Gang til? Aah ja, det er Danmark, Kløverduft og Enge med Timian, Summen af Bier og Lærkeklokker, og nok af Mad og langsom Tygning og god Fordøjelse, det salte Smør og den søde Mælk og de gode, troskyldige Øjne. Kys mig, Maren, kys du ogsaa mig.

Maren: Ikke — ikke før jeg faar mig vasket. Aah, du gør mig helt — der kommer nogen — stik af med dig!

Andreas: Du møder mig ved Fjordhuset Kl. 9 — Klokken lidt før 9, et Kvarter før 9 —

Maren: Det ved jeg ikke. Det gør jeg vel.

Andreas: Sødeste Pige! Halv ni! Halv ni! (ud)

Johannes (ind med sin Spand): Hvem var det, du snakkede med herude ?

Maren: Snakkede med — naa, det var vist bare — Katten, den løb her. Sikke dog lyst, det er, Farbror. Saadan har Maanen da aldrig i Livet skinnet før. Se det Skyggespil hen over Porten! Man skulle bare kunne male saadan rigtigt!

Johannes: Ja, den Maane, den Maane! Hvor polisk den ser ud! Nu kan jeg se, den igen har luret sig en Hemmelighed til et eller andet Sted.

Maren: Ja, maaske. Det kan jo være. Naa, jeg maa ind til Køerne. De venter mig nok. Farbror, gaar du til Møde i Aften med Far og Mor?

Johannes: Jeg tænker det.

Maren: Og rejser allerede i Morgen igen?

Johannes: Har du noget, du har Lyst til at snakke med mig om, bliver jeg hjemme hos dig i Aften.

Maren: Nej, det har jeg ikke. Det vil sige: Nej, der er ingenting. — Farbror, der var en af mine Veninder, saa var hun til et Skovbal engang, hun var bare en 18 Aar, og saa var der ogsaa en ung Mand, de havde gaaet i Skole sammen engang og vel ogsaa nok kigget lidt efter hinanden — aldrig sagt noget da. Men saa kyssede han hende den Aften, fortæller hun mig, bare et eneste Kys, saa løb hun fra ham, og nu er det, hun spørger mig, om jeg synes, hun skal sige det til sin Mor.

Johannes: Og hvad synes du saa?

Maren: Hvad synes du, Farbror?

Johannes: Tror du, hun var glad for det Kys eller ked af det?

Maren: Hun var — begge Dele, tror jeg. Nej, hun var glad.

Johannes: Førte det Kys saa til noget mere?

Maren: Ikke siden — det tror jeg ikke — det har hun ikke fortalt mig — maaske det kan,

Johannes: Det hele kommer an paa, om det var et godt Kys eller et grimt Kys. Var det et grimt Kys, gør hun bedst i at sige det, hvis hun da har en rigtig Mor.

Maren: Jamen, det har hun.

Johannes: Hvis det var et godt Kys, skal hun have Lov til at eje det helt for sig selv.

Maren (giver ham pludselig mange smaa Lussinger): Farbror, du kære, goe Farbror, ved du, du gjorde mig glad! (løber ud i Stalden med den raslende Spand. Johannes, der imens har toet^[8] Hænderne og lagt Forklædet, vil trække sin Cykel ind. Den piber, og han begynder at smøre den.)

Inger (ind): Vil du af sted fra Morgenstunden, Johannes?

Johannes: Jeg regner med, jeg skal cykle en god halv Snes Mil i Morgen.

Inger: Er det saa vigtigt med det Blomsterfrø?

Johannes: Naar Folk har bestilt det, saa —

Inger: Du overanstrenger dig med den evige Faren. Kunne du ikke slaa dig til Ro hjemme hos os en 14 Dage endnu. Det kunde du have godt af.

Johannes: Vil du have Ansvaret for, at Halvdelen at Landets Haver ligger hen med Ukrudt i Sommer? Jeg har bare godt af de Cykleture.

Inger: Ja, maaske nok af Turene. Men alt det, du ser, Johannes, al den Nød og Fortræd, du bliver indviet i, hvor du kommer — jeg mener, alt det, Mennesker lægger paa dine Skuldre, det har du ikke godt af. Den Aften, du kom, for 8 Dage siden —ja, jeg tænkte virkelig paa, da du traadte ind i Køkkenet med din Sæk over Skulderen, at du saa ud, som om du bar al Verdens Synd.

Johannes: Du tager fejl, Inger. Jeg er da lykkelig ved, at jeg kan vinde Menneskers Tillid, og at de har Brug for mig. Vil du ikke lige løfte i Bagskærmen, mens jeg smører Kæden? Tak.

Inger: Lykkelig, siger du. Aah, Johannes, havde du ikke tænkt dig, at dengang, det mægtige skete, at du med din Tros Kraft rejste mig op af Ligkisten^[9] —

Johannes: At Gud paa min Bøns Tro kaldte dig tilbage fra de Døde —

Inger: Ja, ja, for det var jo dog det, der skete, hvad saa end Folk i Sognet mener, og Aviserne skrev, det tror vi dog?

Johannes: Det ved vi, Inger.

Inger: Ja, der ved vi, Johannes. Men havde du saa ikke tænkt dig, at det Øjeblik maatte blive Udgangspunktet for en ny Sejrsmarch af Kristendom hen over Landet?

Johannes: Den er rusten i Tandhjulene; jeg maa ikke passe den ordentligt. — Sejrsmarch, siger du! Hvad jeg tænkte den Dag, har jeg glemt. Siden ved du, der kom en højst ulykkelig Tid, da jeg følte det som min Pligt at blive Reformator og — magtede ingenting. Og Far blev ved at ivre: "Du skal studere, Johannes, blive Præst, blive Biskop." Og døde vel egentlig af Skuffelse.

Inger: Snak, Johannes, Bedstefar var firs.

Johannes: Han døde vist alligevel af Sorg over, at jeg slog ind paa dette Frøhandleri. Men han er blevet klogere siden.

Inger: Siden han er død?

Johannes: Ja, ja, Inger. Tror du maaske ikke, at jeg snakker med Far tit? Han fortæller mig meget, jeg ellers ikke vilde vide. Og han siger til mig: "Nu er du paa den rette Vej, min Dreng."

Inger: Og alligevel, Johannes —

Johannes: Nej, Inger, nej. Vi skal hverken gøre os selv til Profeter eller vente paa Førere og kræve Reformatorer. De kommer, naar det passer Gud. Saa længe skal vi bare saa vore Frø i det stille og lade ham om Regn og Sol, efter som det Aars Vækst skal blive. (Mikkel ind) Naa, Mikkel, er du færdig til Afgang?

Mikkel: Du skal have en Kaabe paa, Inger.

Inger: Sjal er nok i saa fint et Foraarsvejr.

Mikkel: Værsgod! Her har du din Kaabe. Giv mig saa Sjalet. Tak. — Inden du spurter af i Morgen, Johannes, skulde du se ind til Bagerens.

Johannes: Er der noget dèr?

Inger: Du kan tro, jeg har ondt af dem, især af Emilie — ja, det er jo Olga, der er kommet galt af Sted. Det er ogsaa dette væmmelige Badeliv, vi har faaet ødelagt Fjorden med.

Johannes: I lejer jo selv jert Fjordhus ud.

Mikkel: 30 Kroner om Maaneden er ogsaa Penge i disse Tider. Og hvad ondt er der i, at Kontorfolk kommer væk fra Støv ud i Sol og Vind og Vand et Par fattige Uger. Nej, Sandheden er, at Emilie og Hansen aldrig har givet deres Børn en Smule Opdragelse. Men det er vel bekvemmere at skyde skylden paa Badelivet end at tage den selv.

Johannes: Du har Døtre selv, Mikkel.

Mikkel: Ja, og dem stoler jeg paa. Og det tænker jeg ikke, jeg svækker deres Modstandskraft over for Fristelser med. Hverken Ingse eller Maren er Olga.

Inger: "Vi her paa Borgensgaard" som din Far altid sagde.

Mikkel: Ja, ja, Ingerpige, ligner jeg ham, var det vel heller ikke den ringeste, jeg kunde ligne.

Inger: Nej, vist ikke, Mikkel. Jeg har ogsaa Tillid til mine store Piger, det har jeg rigtignok; alligevel siger jeg, det er ingen nem Tid at have voksne Døtre i.

Mikkel: Tiden er som enhver anden Tid: Dem, der duer, hjælper Gud, og dem, der ikke duer, hjælper den Onde. — Hvad er der, Johannes?

Johannes: Ingenting. Det var bare — som et Stik i mit Hjerte. Er vi ikke færdige?

Mikkel: Hank du saa under Armen paa Johannes og mig, Ingerpige, saa skridter vi af. — Hallo, Maren Forkarl! Du fodrer Hestene, før du gaar ind, og ser ind til Soen.

Maren (indefra): Det skal jeg huske, Far (frem med sin Spand).

Mikkel: Godt, min Pige. Pas saa godt paa Huset saalænge. Farvel (de ud).

Maren: Mis, lille Mis, kom, en Mælketaar! Saadan, lille Mis, fik du nu et fint lille Flødeskæg. Vil du have et Kys? Naa, det regner du ikke. Mælk er bedre, Mælk af den gode gode Ko. Sikke du skinner, Maane! Hvad er du egentlig for en Ting? Er du en Ost? Nej! Et stort Fad Tykmælk? Nej! Nu ved jeg det, du er et Spejl, jeg kan se hele Jorden i dig. Jeg kan staa her hver eneste Aften og se Folk gaa i Paris. De bliver vist lange, de Aftener, Maane, du ikke er til (vasker Spand).

Professor Ardens (ind): Selv du ingen Farve har, hvad Himlen ganske vist heller ikke har, men Professor Heiberg^[11] saa stort paa Tingene, naar det passede ham. En Liter som sædvanlig.

Maren: En Liter Sødmælk som sædvanlig.

Ardens: Med mindre De har en Ko, der malker Whisky.

Maren: Er Humøret snavs igen, Hr. Professor?

Ardens: Ikke synderlig. Ikke mere end sædvanlig. Der er bare én Ting, der piner mig.

Maren: Jeg kan vel ikke hjælpe?

Ardens: Tvivlsomt. Tvivlsomt. Jeg er i den pinligste Uvished om, hvad der er behageligst: At drukne eller hænge sig.

Maren: Fy da! At nogen virkelig gider at være ked af det. Det kan jeg ikke forstaa. Og saa De, som er en stor Kunstner!

Ardens: Var, lille Frøken, var. Nu er jeg bare berømt. Naa! Deres Far er i By?

Maren: Ja, Far og Mor og —

Ardens: Syntes nok, det var dem, jeg saa fortone sig i det rødviolette fjerne. Ja, for ved De, at Maaneskin helt nede ved Jorden — naa, nej, det ved De selvfølgelig ikke. Det var bare det, om De vil sige til Deres Far, at han kan godt leje Fjordhuset ud til en anden fra den første.

Maren: Men! Jeg troede, De blev her hele Sommeren.

Ardens: Var Hensigten, ja. Skulde male. Skulde male Hans Hellighed Fanden et Øre af. Kunde ikke male i København. Tog en Tur til Paris. Kunde ikke male i Paris. Tog hjem. Var en gammel Idiot, der indbildte sig, at det vilde komme i landlig Ensomhed. Gud i Himlen, hvad vilde jeg ikke ofre for endnu engang — naa! 25 Øre, ikke sandt? Værsaaartig. Kontant Betaling. Kvittering udbedes ikke.

Maren: Er det et bestemt Billede, Professoren arbejder med?

Ardens: Et ganske bestemt, ja, nemlig et — ligegyldigt af hvad og hvordan — som kan staa Maal med det første, jeg malede. Et, der faar de Herrer med Lorgnetterne til at staa stille, mens det risler dem koldt ned ad Rygraden, saa de maa hjem til Sprøjtehuset og fylde et Par Spalter med Sværte. Hvad er det for Navne, der nu dominerede, en Hr. — Isch, det er den tossede Maane, der forhekser En, saa man maa snakke op, lige meget med hvem. Altsaa, Frøken, hils Deres Far og sig ham, jeg rejser; jeg maa prøve Paris igen. At konkurrere med Herrerne der. Bonne nuit^[12] .

Maren: Er det en fransk Maler?

Ardens: Hvem? Naa, bonne nuit. Ja, det er en fransk Kunstnerinde, meget søgt i Paris.

Maren: Jeg kan ogsaa male, Hr. Professor.

Ardens: Se, se.

Maren: Jeg har interesseret mig for det, lige siden jeg var lille; da troede jeg, naar jeg saa Sommerfuglene flagre fra Sted til Sted, at de fløj rundt og satte Kulører paa Blomsterne.

Ardens: Meget yndigt. Ok, Gud, hvor er jeg søvnig. Har De saa ikke forsøgt Dem i Kunsten?

Maren: Det kan De tro, jeg har, jeg har malet hele Køkkenet for Mor, ja, det skal De ikke fnyse ad, for De kan stole paa, jeg gik op i det med Liv og Sjæl. Jeg laa og fantaserede om Farver hver eneste Nat i Søvne. Og en Nat da drømte jeg noget saa sindsfortosset som at, ja, altsaa, jeg drømte, at jeg var Gud selv.

Ardens: Ja, ja. Var det saa sindsfortosset? Det drømmer vel enhver Kunstner under sit Arbejde.

Maren: Jamen rigtig Gud — jeg følte mig saa salig; jeg stod paa en Stige og malede med en Pensel i hver Haand hele Himmelrummet rødt.

Ardens: Rødt?

Maren: Ja, og saa kom der en af Englene og sagde: "Jamen det skal da være blaat, kære Herre Gud."

Ardens: Ja, naturligvis, naturligvis. Men De lo bare og blev ved med at male.

Maren: Ja, netop. Jeg skød Englen til Side og sagde: "Vi kan ikke holde ud at se paa det samme i al Evighed." Og saa malede jeg igen.

Ardens: Og blev ved med at male — med begge Hænder — og Englene stod omkring Dem og rystede paa Hovedet — og De blev ved og blev bare ved.

Maren: Nej, jeg gjorde ikke. For saa vaagnede jeg da.

Ardens: Denne paatrængende blaa Farve, der trætter os til Døde til Hverdags. De skaffede den ud i Verdensrummet og fyldte det i Stedet for med Festens purpurne^[13] Rødt.

Maren: Men, Hr. Professor —

Ardens: Til Helvede med Professoren — han er blaseret^[14] , udlevet, kaput. Nej, Frøken Borgen, her staar Kunstneren for Dem, ung, begejstret og dirrende af Skaberlængsel. Vis mig Synet igen! Armene over Hovedet, Hænderne drejet, knugende Penslerne; Øjnene lukket halvt for at holde paa Synet — saadan, saadan — og rundt om: Alle Skumlerne^[15] , der intet forstaar.

Maren: Hr Professor, De — De gør mig næsten bange.

Ardens: Jeg vil tro det. For jeg er beruset — der maa være en Ko paa Gaarden, der malker Champagne. Jeg flytter ikke, Frøken Maren, hele Sommeren bliver jeg. Vi to vil hjælpes med at male Himlen om.

II

( Ind ad det aabne Vindue strømmer Maane og alle Foraarets koglende Lyde.)

Ardens (ved det vordende Billede): Men det er jo ikke rigtigt. Barnet har Ret: "Saadan er min Arm ikke." Herregud: "Saadan er min Arm ikke." Hvem Fanden gav hende Øjne til at se det med? Den lille Gaas! Den lille yndige Gaas! Men naar jeg nu ikke kan male dem, ikke kan fange dem, fordi — fordi jeg ikke kender deres Hemmelighed. Disse to ubegribelige Arme. Hvad er hun for én? Bare en Bondepige? Eller drømte hun ret: Er hun virkelig Gud? Ham selv? Og selv om det lykkes mig at indfange deres Gaade, turde jeg saa male dem, som de er? Turde jeg for Kritikken? Kunde den se, at netop denne Anelse af Plumphed, som er Prikken over i'et i deres Velskabthed, netop den er det, der giver dem dette rørende Liv. Og gør Bondepigen til Gud. Saa hun kan skabe, blot ved at være til. Væren er Skabelse. Gu' kan den ej. Kritikken er jo kun Øjne, hvor Kunstneren er Aand. Men hvad gør jeg da? Jeg maa drikke deres Hemmelighed til Bunds, inden jeg kan male dem, som de er. Og jeg maa kunde male dem, inden jeg kan forvanske dem saa Verden jubler. Disse Arme — bare ét Kærtegn. Én eneste Gang om min Hals! Klokken 11! Saa kommer hun ikke, saa har hun sladret til sin Mor, den dumme Tøs. Og her sidder jeg, Snese af Mil fra min Læge, og har ikke mer Kokain. Til Helved! Til Helved! Nu skal du være skikkelig, Lærred og føje dig under Penselen. Og du, Pensel, hvorfor er du blevet mig saa stikken og saa fjendsk? Lad os hjælpes ad endnu engang. Du ved, jeg kan ikke længere aande uden i en Luft af — af Bifald og Sensation og Checks. Jeg kvæles, jeg kvæles. Aah Gud, jeg er træt til Døden. Kommer hun? Ved Gud, det er hende. Saasaasaa. du Spilledaase herinde, er du slidt i Takkerne og duer ikke mer? Eller er du netop ung? Var det ikke just saadan, du klemtede, første Gang en Pige — Hmm, hun var Komtesse, og denne er — Det gaar tilbage, Henrik. Vrøvl! Hun er ung, hun er sød, hun er sval som Dug over Græs. Komtessen var ikke saa frisk, skønt hun vel var fire Aar yngre. Jo, det er hende, der kommer. Tak, Herre i Himlen, tak, at du skænker mig Livet endnu engang, Livet, at opleve Livet! Løgn og Forgift og Syre! At male er Livet. Og male er det, vi skal, intet andet end male. Jer forsager Djævelen og alle hans Gerninger og tror paa dig, Gud^[17] . Kom kun frit, lille Pige; der skal ikke ske dig noget; du er tryg hos mig. Paa min Ære. Aah, det gør godt at træffe en stor Beslutning, det skænker Højhed og Ro. Ja! Kom ind, Maren! (Maren ind.) Velkommen, min Ven. Det var dejligt, du kom. Det er blevet lidt sent. Vi har Maanen til Anstandsdame bare en Time endnu. Des mere maa vi saa hænge i. Kan du se, jeg har malet lidt ved din venstre Skulder i Dag? Det er straks betydeligt bedre. Jamen Barn da, du er da ikke bange. Sjalet maa jeg dog fjerne, jeg kan ikke male dine Arme nøgne med noget paa. Dette Billede, Maren, hvis det lykkes os — det skal ikke til Frankrig, de er for gammeldags, for doktrinære, — det bliver Aarets Begivenhed i Amerika. Og det skal lykkes os. Hvor jeg takker dig, Maren, du har givet mig Skaberevnen tilbage. Uden den er Kunsteren et vissent, et raadnende Blad, der er faldet i Grøften; men naar han løftes af den, er han Menneskehedens Krone, Universets Midtpunkt. Sol og Maane og 11 Stjerner nejer sig for ham^[18] . Det glimter i dine Øjne, Barn, du skuer for første Gang ind i den Verden, hvori du har hjemme. Den Verden, hvor Fremtidens store vil nævne dig ved min Side, fordi vi to sammen skabte et af de Kildevæld, der kan læske den skønhedstørstende Menneskehed. Naar jeg tager din Haand, Maren, aah, der strømmer et Væld af Sundhed og Oprigtighed over i mig fra din unge, stærke, arbejdsprægede Haand. Nej, Maren, lad mig beholde den, kom med herhen, lad os sammen betragte vort fælles Barn. Hvis jeg nu løfter den højre Arm en Ubetydelighed mer end din venstre, —hvad det stjæler i Balance, giver det i Liv. Anelsen af dit højre Bryst, som Maanestraalerne flygtende kærtegner, som om de ikke ret ved, om de tør — Hvad er der, Maren ? Jo, jeg skal holde saa fast om dig, at du ikke kan slippe fra mig mer. Du forstaar jo nok, du er kommet til mig, er sendt til mig, for at det Store kan ske, at Evigheden et dyrt Sekund viser Tiden sit Ansigt! Saa kan du da ikke svigte, Maren, nu vi er det saa nær, saa maa jeg have Lov til at kysse Hemmeligheden af din fjendske Albue, af din vigende Arm, saa naar Døden engang knuser disse Armes Dejlighed, har jeg skænket dem evigt Liv. Giv mig Lov til at være det flygtige Maanelys, som tøver et saligt —

III

Ardens (ved Telefonen): Bevare's, Excellence, bevare's. Glæder mig virkelig. Tusind Tak, Deres Dom er, det ved De jo, én af de faa, jeg regner med. Ja, jeg maa sige, selv finder jeg jo ogsaa i al Beskedenhed, at helt mislykket kan man næppe med rette kalde Produktet. Næ, det tror jeg ikke; jeg foretrækker for Tiden Amerika. Hvabehager? Haahaahaa, næ, jeg gik i Paris og var skidt tilpas, og ingenting blev til noget. Saa sagde jeg til mig selv: Prøv og rekonstruer din Ungdom, men Dreng, lej dig ind i et Hummer hos en Fisker eller Bonde, biks lidt Mad sammen selv og lev for Kunsten alene. Ja, saa gik det virkelig. Model? Tja, næ, ved De hvad, hahaha, det er ikke Oplevelse, men Indlevelse, kære Excellence, lad mig sige, jeg har sublimeret^[19] Skikkelsen ud af de Typer, jeg traf og studerede. Mange Tak. Javel. Det skal ske. Jo. Og Hendes Naade? Udmærket? Glimrende; dejligt. Beder hilse mangfoldigst, takker ærbødigst. Godmorgen (tænder Cigaretten). Ak ja ja ja ja ja ja. Hvad var det saa, smaa Antoinette?

Pigen: Det var én — én, der gerne vilde tale med Professoren.

Ardens: En én?

Pigen: En Dame.

Ardens: Dame?

Pigen: Nærmest én, der kunde se ud, som om hun søgte Husassistentpladsen.

Ardens: Som ikke er ledig, vel, smaa Jeanette? Og vil tale med mig. Som ikke er hjemme. Vel?

Pigen: Nej. Men hun bad saa indtrængende, at jeg lovede alligevel at se efter.

Ardens: Pæn eller grim, smaa Susanne?

Pigen: Helt ordinær.

Ardens: Æv. Naa. Ja ja da. Lad se den ordinære, men vent lidt herinde, smaa Georgette, hvis jeg vil have hende kørt paa Porten med det samme (Pigen ud. I Hustelefonen). Bist du bereit zum Spazieren gehen, ma chére^[20] ? Na, also gut. Næ! Men er det — er det — er det Dem, Frøken Borgen? Er De kommet til Hovedstaden? Sikke en Overraskelse! Det var da morsomt. Hvordan gaar det til?

Maren: Det var bare — det var bare en lille 3 Dages Tur, jeg er herinde med Søster Ingse.

Ardens: Det var pænt af Dem at se herop. Desværre staar jeg lige og skal til Frokost. Men — n —

Maren: Saa maaske det passer bedre, hvis jeg kommer i Morgen?

Ardens: Aah ja. Næ; De kan godt vente lidt med den Frokost paa mig; de er s'mænd ikke saa sultne. En Cigaret? De tillader, at jeg selv — Tak. Tak, Lizette (Pigen ud). Ja, saadan bor jeg altsaa. De kiggede paa Dolken før; den bruger jeg til Papirkniv nu. Men oprindeligt er den anvendt til at stikke i Maven paa Ætiopiere, De ved, disse sorte Djævle dernede ved — jeg har faaet den af Kong Victor Emanuel^[21] egenhændigt. Og smukke Ting paa Væggene, ikke ogsaa, Frøken Maren? Den lille Radering^[22] der —

Maren: Henrik, hvorfor er du ikke kommet, som du lovede? Og hvorfor har du ikke svaret paa mit Brev? I to Uger har jeg stjaalet mig til under alle mulige Paaskud at træffe Posten uden for Gaarden; men han havde stadig ingen Svar.

Ardens: Ærlig talt, lille Maren, dit Brev kom mig en Smule overraskende. Da jeg rejste, var det virkelig min Agt at komme igen om en 8 dage, som jeg sagde det til dig. Men saa blev jeg uventet kaldt til Rom. Og siden har der været saa meget forskelligt. Men saa kom jo dit — din, maaske tør jeg sige: Lidt entreprenante^[23] Henvendelse.

Maren: Hvad er det saa for noget?

Ardens: Jeg mener — du nævner Ordet Ægteskab, du maa have misforstaaet eller — se, Maren, det var jo en dejlig Tid, vi havde sammen, lige dejlig for os begge to, regner jeg med, ikke sandt, min Ven. Og det, der er dejligt, skal man efter min Mening, som naturligvis hænger sammen med mit Syn som Kunstner — det skal man regne for helligt og skærme mod enhver Profanation^[24] som for Eksempel at drage det ned i en materialistisk Sphære eller kunstigt at ville forlænge det ud over dets naturlige Grænse. Et Par flygtige Forsommerdøgn i Æbletræernes Blomstringstid, det er alt, saa kongelig ødselt er Livet. Kun ét kan blomstre i evig Skønhed, og det er Mindet, vel at mærke, hvis vi vogter os for Handlinger, der fordærver dets Farve og Duft.

Maren: Du sagde jo, du elskede mig.

Ardens: Tvivler du om, at jeg gjorde det?

Maren: Saa maa du da gøre det stadig. Det at elske, det kan da ikke dø, naar det først er vaagnet.

Ardens: Elsker du mig i Dag som i de Nætter, Maren?

Maren: Jeg —jeg elskede dig ikke i de Nætter.

Ardens: Saa?

Maren: Det spurgte du mig jo heller ikke om. Du drog mig jo bare ind til dig og sagde, du elskede mig. Og saa — ja, jeg ved ikke — bagefter forstaar man jo ingenting. Men jeg har været saa forpint af, at jeg kunde lade det ske, naar jeg ikke elskede dig. Og jeg har tænkt mig, at det siden er gaaet op for dig, og at du derfor var vred og holdt dig borte. Er det saadan, Henrik? Er du vred paa mig nu?

Ardens: Lille Maren, du er en kær og god Pige, og jeg holder meget af dig.

Maren: Tak Gudskelov, aah Gudskelov! Jeg har været saa dødelig bange. Saa kan alting maaske alligevel endnu blive nogenlunde godt. For jeg skal nok være dig tro, Henrik, jeg skal nok blive dig saa god en Kone.

Ardens: Jamen Barn, lille Barn, nej, hør nu, nej, giv Slip.

Maren: Jamen det skal jeg nok, saa tro og saa god. Og maaske saa ogsaa det med rigtig at elske dig, at det kan komme med Tiden.

Ardens: Men lille Barn, vær nu rolig, kom til Fornuft! Sæt dig der og hør paa mig. Naa —

Fru Ardens (ind): Na, also — ach, hast du Gäste, Freund?

Ardens: Ach, ma chère, Gäste und Gäste, maa jeg præsentere, meine kleine Modellin vom Frühling^[26] ab, og det er altsaa min Hustru, en Professordatter fra Saar^[27] .

Maren: Deres — Deres —

Ardens: Hast du was für die Kleine, ma chère? Früchte vielleicht? Lidt Frugt, Maren?

Maren: Tak, jeg maa hellere gaa. Tak. Farvel (ud).

Ardens: Maren, vent lidt, hør her — Herregud! Naa, ja, ja!

Fru Ardens: War das wirklich — ?

Ardens: Unvereinbar. Bedaure^[28] .

Fru Ardens: Aber so ein Angesicht^[29] ! So rote Hände! Solches Benehmen^[30] !

Ardens: Herrgott, Bauern^[31] sind ja nun ein mal so. Hat auch seine Charme.

Fru Ardens: So? Versteh' nicht.

Ardens: Ærlig talt: Jeg heller ikke. Bagefter. Also, ma chère: Dein Arm!

IV

Inger (ind): Er du her, Maren?

Maren: Uh! Men Mor da!

Inger: Hvad er den af? Gaar du og faar Nerver?

Maren: Jamen Mor! Du skulde jo ligge i Sengen!

Inger: Saadan et dejligt Vejr! Jeg maa en lille Tur. Jeg lister saa helt forsigtigt af Sted. Jeg maa rende fra mine Tanker.

Maren: Hvad for Tanker dog?

Inger: Bare Bagerens Kone ikke havde besøgt mig! Jeg kunde ikke taale at se, hun har tabt sig saadan! Hvad kan vi dog gøre for hende? Aah, at Olga kunne gøre sin Mor saa ond en Sorg.

Maren: Saadan noget er hørt før.

Inger: Det er der ikke meget Trøst i, lille Maren. Det er som med Døden; Dødsfald har man ogsaa hørt om før; men naar det rammer ens egne —

Maren: Olga er ikke død, Mor ?

Inger: Ved du, hvad Fru Hansen sagde til mig i Dag, ja, ikke om Olga, for hun blev selvfølgelig ikke nævnt imellem os. Men hun talte om den gamle Provstinde, at hun skulde have sagt, da hun hørte om Sønnens Arrestation for Falsk: Hellere en død Søn end en vanartet Søn.

Maren: Vilde du ogsaa sige saadan, Mor?

Inger: Jeg har jo ingen Søn, Maren. Aah, tænk, han var fyldt 12 Aar nu til Vinter, hvis — tænk, 12 Aar!

Maren: Lad nu være at begynde at græde, Mor. Det har du slet ikke godt af.

Inger: Ikke engang, at jeg fik ham at se! Saadan et lille dødfødt Barn! Men maaske Gud gør noget stort af ham hjemme hos sig. Saa er det ogsaa bedre end hernede.

Maren: Mor, tror du — han var jo nu altsaa fuldbaaret, vor lille Bror. Hvis han nu var død inden — jeg mener, hvornaar tror du, et lille Barn begynder at faa Sjæl?

Inger: Det var noget underligt noget at spørge om.

Maren: Jeg tænker da saa tit paa den lille Bror.

Inger: Gør du, Maren! Det er jeg glad for. Saa er det endnu et lille Stykke mere, som om han er til. Hvornaar det faar Sjæl, ja, min Pige, jeg tror, at Sjæl er det første, det faar. De tre Liv, jeg har følt under mit Hjerte — Jeg synes, naar jeg tænker tilbage, det var, ligesom jeg kunde se paa Mikkels Øjne de Nætter allerede om Aftenen, naar vi gik i Seng —ja, hvordan skal jeg udtrykke det: Mon ikke, naar to Mennesker, der holder meget af hinanden, ser inderligt ind i hinandens Øjne, mon saa ikke Barnesjælen bliver til og saa beder den, om de ikke nok vil give den en lille Krop i Nat? Aah, men det er jo ikke noget for en gammel Kone at staa og snakke med sin store Pige om. Pyh, det Solskin, det er i Dag —

Maren: Lad mig hjælpe dig ind, Mor.

Inger: Nej, det gaar sagtens. Jeg vil en lille Tur ned ad Engene til. Og naar man vil, saa kan man. Hæng du bare i med Middagsmaden, min Pige (ud. Maren plukker Ærter, farer sammen ved at høre en Bil bremse. Fortsætter saa roligt sit Arbejde).

Dr. Houen (ind): Goddag, lille Frøken. Hvorlunde^[32] med Fruen?

Maren: Mor er skam ikke hjemme i Øjeblikket.

Houen: Jeg har forbudt hende at forlade Sengen. Hvor er Sengen spadseret hen med hende?

Maren: Mor vilde saa gerne ned i Engen.

Houen: Jeg vilde sgu gerne en Tur op i Himlen; hvor man ikke har Kvalifikationer til at komme, maa man holde sig fra. Bring Overtrædersken til Stede i en Fart, lille Frøken. Saa æder jeg af Havens Urter imens.

Maren: Vil De ikke ind, Dr. Houen ?

Houen: Ikke saalænge, der er én Ært tilbage i Bedet.

Maren: Ja værsaagod, tag endelig for Dem af Retterne (ud).

Houen (ser efter hende): Flot Pige! — Hvad Saa — ? Herregud da! Naa! Naa! Naa!

Pastor Bandbul (ind): Goddag, Hr. Amtslæge!

Houen: Hva'?

Bandbul: Jeg sagde bare Goddag.

Houen: De sagde bare Goddag. Saa siger jeg ogsaa bare Goddag. Det kan der datte^[33] blive Skændsmaal af. Tag Plads — ved min Side!

Bandbul: Tak. De venter maaske?

Houen: Vi venter, ja. Paa Patienterne. Det er nu engang en Læges Lod. Maa jeg byde?

Bandbul: Næ, tusind Tak. Ukogte finder jeg dem for drøje for Maven.

Houen: Saamænd. Livet kan være haardt nok i Forvejen. Og hvordan med nerverne?

Bandbul: Aah, jeg ved saamænd ikke. Det Aars Sygeorlov, De skaffede mig —

Houen: Har hjulpet betydeligt. De kan bare ikke mærke det. Hvad gør det, naar det passer? De ser friskere ud, har mere Ro over Dem, er langt mere omgængelig. Det ved De jo ogsaa godt. De ved jo godt, at mine Kure slaa^[34] aldrig Fejl. Ok Gud ja.

Bandbul: Bare man ikke havde disse evige Problemer for Øje, som man ikke ved, hvad man skal synes om.

Houen: Som for Eksempel?

Bandbul: Ja, det er nu Udviklingen —

Houen: Tag Dem ikke af den! Den gaar sgu sin Gang af sig selv.

Bandbul: Aah, vent lidt med at være morsom, jeg mente Udviklingen af Badelivet her i Fjorden. Jeg kan ikke gaa uden for min Dør uden at faa et Chok — hvor jeg prøver at putte Blikket hen, overalt flimrer det af, om jeg maa bruge saa stærkt et Ord som Damelaar. Ja, ja, ja, ingen ved bedre end jeg, at det er en Velsignelse med Friluftsliv og Sport og aaben Omgang mellem Kønnene; det har jeg holdt de Hundrede Foredrag om i Ungdomsforeninger. Alligevel — ja, kald mig kun en Blaastrømpe^[35] , Hr. Amtslæge — det er sundt og storartet, Mennesker vasker sig, men hvorfor med Forkærlighed i hinandens Paasyn ?

Houen: Det er skam ikke alene storartet. Det er ogsaa liderligt —

Bandbul: Men, Hr. Amtslæge!

Houen: Naturfolkene gaar nøgne, fordi det er naturligt. Vi Kulturfolk gør det, fordi det er perverst, endog saa perverst, at man kan kalde det naturligt. Se, Hr. Pastor, jeg har under et langt Lægelivs Udvikling iagttaget, at jo færre Børn Folk vil have, des mere Liderlighed er de Forbrugere af.

Bandbul: Men, Hr. Amtslæge.

Houen: Ja, de er skrappe, de har en ram Duft af Sandhed. Skal vi holde os for Næsen! Men ved De, hvad jeg gør, Hr. Pastor? J'accuse^[36] . De har en Søn, der studerer Fransk, saa De ved, det betyder ikke: Jeg kysser, men: Jeg anklager. Jeg anklager Dem og mig selv og hele det øvrige Samfund for den Utingenes Tilstand, vi er drevet ind i: At det er noget beundringsværdigt at hore, men en Forbrydelse at skulle have et Barn. Naar jeg bliver Europas Diktator, skal enhver frugtsommelig Kvinde hilses og hyldes, om det saa er Satan selv, hun er blevet det med — derfor kan Barnet sgu' godt blive en Engel, og viser det sig, at det slægter Faderen paa, saa giv det Gas paa et Hospital. Og Staten skal oprette gratis Fødehjem, hvor det er en Ære at indlægge sig, og hvor man kan tage Barnet med sig fra eller lade det blive, som Ens Forhold nu er til. Hvabeha'r?

Bandbul: Undskyld, jeg har en Svaghed for Ægteskabet, det lovordnede Ægteskab, en Svaghed, som De qua Pebersvend maaske ikke forstaar. — Men der har vi jo Fruen.

Houen: Ja, saa sandelig! Dèr fremtriner^[37] den Sengeliggende.