Fru Koltchak

I

Eustache: Jamen det kan ikke nytte noget, forstaar De det saa! Ministerchefen staar midt i et Foredrag for Øjeblikket, skal parlamentere med Strejkelederne i Eftermiddag og holde Indvielsestalen i Konfettiteatret i Aften, saa vi har mer end nok at lave i Regeringen i Dag.

En Mandsstemme: Men hun kommer jo hjem mellem Møderne, siger De, (Han skubber sig ind.) Saa venter jeg paa hende her.

Eustache: Hør nu, højstærede. Nu bliver De mig et Par Numre for kunstig^[3] . Se engang her: Grabber, ikke sandt? Dem lader vi forsøgsvis forsvinde. Hvad vil De nu helst? trække Dem tilbage i god Orden eller at jeg skal hive Labberne af Lommen igen?

Den fremmede: Ser her saadan ud?

Eustache: Altsaa!?

Den fremmede: Lad det saa være godt, Eustache. Jeg sætter mig her i Stolen og venter.

Eustache: Hvad Sa – – eller – – – Herre Jesus Kristus!

Den fremmede: Kan vi vente Ministerchefen ene hjem?

Eustache: Det – det ved – jeg ikke.

Den fremmede: For jeg vilde helst – – Hvad er det derinde?

Eustache: Et lille – Kabinet, vi kalder det. Fruen bruger det til at hvile i.

Den fremmede: Er hun ledsaget, kan jeg jo gemme mig der saalænge.

Eustache: Maaske Prinsessen kommer. Fruen sagde, jeg kunde vise hende herind, hvis hun kom først.

Den fremmede: Prinsessen? Barbara?

Eustache: Vi har jo kuns den samme, det jeg ved af.

Den fremmede: Ikke herind med – naa naa naa – gør, som det er beordret. Jeg kan jo altsaa gaa ind i Kabinettet.

Eustache: Som du – som De – som man vil. Altsaa – hvis ikke – ja – Javel. (ud)

Den fremmede: ( tager Værelset i Besiddelse; betragter længe med vexlende Minespil et Maleri i Legemsstørrelse af Ministerchefen, opdager omsider paa modsat Væg et tilsvarende Fotografi af en ung Mand, omvundet med frisk Egeløv. Beskuerens Skuldre synes at løfte sig et Par Gange. Saa kaster han sig i den store Arbejdsstol foran Bordet, støtter Panden mod de knyttede Hænder. Ser op; hans Blik møder Radioen; han aabner.)

Højttaleren: – som Maalet for Folkenes Vandring, mine Herrer og Damer, et Menneskehedens Rige paa Jorden. Førere i denne Bevægelse – huit, huit – Arbejderne i deres verdensorganiserede Broderskab, Videnskaben i sin Internationalitet, Kunsten i sin Almenmenneskelighed, og De, mine Herrer og Damer, hvis Livsnødvendighed er Grænsernes Overstigelighed for Samhandelens Løb. Vel kan vi standes til en Tid, fare vild til en Tid, men atter er vi paa Vejen og marcherer. En saadan Standsningens og Vildfarelsens Periode er over os i disse Aar: først Krigen, saa Pesten, nu Krisen. Hvad Under, at Skinkulturnationer i Panikstemning krummer sig for Reaktionens Fogeder for at slippe for Selvtænkning og personligt Ansvar i Diktaturernes Slavefolde. Men det Folk, jeg i snart 10 Aar har haft den Ære at være kaaret Ministerchef for, lader sig ikke fravriste sin Tro paa Demokratiets, Frihedens, Menneskeværdighedens høje Idealer og Maal. (Bifaldsbrag.)

Den fremmede (Skriger): Fraser^[13] ! Løgne! Demagogi^[14] !

Højttaleren (med ny Stemme): Leve vor Ministerchef, længe leve Fru Koltchak! (Hurra, Bifald.)

Den fremmede: Saa ti dog! hold op! (Hugger Haanden mod Apparatet, det tier. Driver om. Hører Skridt.) Barb – – Prinsessen! (Ind i Kabinettet.)

Baron Erich Castelnau de Wittersdorphe (ind): Det tager jeg ikke mindste Hensyn til.

Eustache: Men, Deres Excellence – –

Baronen: Færdig! (Eustache ud. Baronen^[16] støder et Vindue op. Opdager en af Fru Koltchaks fine Cigarer; tænder.) Ah! (Slynger den ud ad Vinduet.) Forbandet Stimulans! Aldrig mere det Skidt! (Ordner Dokumenter i sin Mappe.) Det maa være, maa, maa. (Tager Telefonen) 17. Ja 17. Ja, det er et lille Tal, Frøken; men det gør jo ikke noget, naar det er rigtigt. – Huf, om det saa er paa Telefonnummeret, sparer den Gnier. –
Er det Isaac og Moses? Det er fra Regeringen. Hr. Moses personlig! Tak. – – Hallo. Goddag, Hr. Moses. Udenrigsministeren her. Ja, uformodet, ja. Fløjet. Aah ja. Men lidt gammeldags. Vi trænger til en ny Opfindelse paa Trafikkens Område. Jo, det kan jeg saamænd godt fortælle Dem; det bliver, at jeg kan strække mig paa Ottomanen^[17] , koncentrere min Sjæl og i et Tankens Nu expedere den til Kongressen til at konferere med Kollegernes og trække den hjem med samme speed, naar Kroppen er stiv af at ligge. Ja, ikke sandt, saa først er der Mening i at sige, at Menneskeaanden har bagbundet Afstandens plumpe Barbar. Bevares. Ber. Ber. Men se, Hr. Bankier, som jeg telegraferede til Dem: jeg staar og mangler dette lille Hundred Tusinde. Hvadbehar? Hvad siger De? Hr. Bankier! I Vanskeligheder De! Tror De, jeg er en Bonde? Jasaa. Pure umuligt. Maaske en anden Gang – Tak! javel, det er muligt, De kan høre fra mig en anden Gang. Farvel. – Ha, jeg muligvis en af Landets ældste Slægter og han en Asiat! – Lad mig nu se, lad mig nu se! – 8912. (Prinsessen ind. Han lægger Røret brat.) Men Deres kgl. Højhed! hvilken overraskelse!

Prinsesse Barbara: Ja, for mig. Deres Excellence er jo på Nedrustningskongressen.

Baronen: Rigtigt. Altid mindst to Steder ad Gangen.

Prinsessen: Altsaa Dobbelspil.

Ba.: Dobbelt Arbejde. Prinsessen tænker paa Spil, naar Ministeren tænker paa Arbejde.

Pr: Maa jeg komplimentere med de straalende Telegrammer om Resultaterne af Deres Arbejde paa Kongressen.

Ba: De spotter mig?

Pr: Gør jeg?

Ba: De komplimenterer med Telegrammerne og ikke med Resultaterne.

Pr: Deres Excellence har skarpe Øren.

Ba: Hans Exe. har ikke skarpere Øren end Hds. kgl. Højhed Mund.

Pr: De mener, vi for saa vidt passer sammen.

Ba: Det siger De, Prinsesse Barbara.

Pr: Ja, for saa vidt.

Ba: For saa vidt, ja. Men jeg vil have Lov at sige Dem, jeg har ikke fortjent at saares af denne skønne skarpe Mund. Med næsten overmenneskelig Kraft har jeg –

Pr: – holdt Taler, ja, mange Taler, lange Taler, flyvende Taler. Jo, Drs. Exc. er meget dygtig.

Ba: Vilde De have foretrukket, jeg havde fyret en Revolver af paa de Delegerede. Ministerchefen har paalagt mig for enhver Pris at sikre den nuværende Fred –

Pr: Hvad er det for en?

Ba: Ja ja ja, jeg indrømmer det. Men det er dog Fred. Verdenskrigens Rædsler –

Pr: Verdenskrigen? Hvad tænker De nu paa? aah, den lille Forpostfægtning fra 14 til 18, inden det nu rigtig skal til at gaa løs. Hvad med den, siger De?

Ba: Hvorpaa bygger Drs. kgl. Højhed, at det nu rigtig "skal gaa løs", aldenstund her kun kan være indløbet Meddelelser om Kongressens overmaade glatte Forløb?

Pr: Af hvad Grund har De egentlig dirigeret disse løgnagtige Telegrammer herhjem?

Ba: Hvorfra ved De, de er løgnagtige?

Pr: Naar Pressetelegrammer fra Diplomatiet er saa beroligende, maa Fanden være ved at rive sig løs.

Ba: Egentlig, Prinsesse Babara, er De grundlovsstridig klog.

Pr: Til hvad Nytte?

Ba: Havde Grundloven tænkt sig, at en regerende Fyrste – – – – –

Pr: Jeg er ikke reg –

Ba: Nej, ikke endnu. Men naar der engang hænder Deres Far det menneskelige, som end ikke en Konge er hævet over –

Pr: Hvad saa?

Ba: – bliver De vel Landets Dronning.

Pr: Eller De dets Præsident.

Ba: Drs. kgl. Højhed spøger med højst alvorlige Ting.

Pr: Spøg er jo Tidens Facon at tale Alvor paa; og Deres elektricerende Tilstedeværelse kære Excellence, prikker mig altid frem til at vove mig uden for mig selv.

Ba: Og om nu jeg gik ind paa Spøgen og foreslog Dem, at vi stryger det Enten – Eller?

Pr: Hvilket?

Ba: Enten De Dronning eller jeg Præsident. Om vi for at tale med en Filosof^[27] , der var Deres Flirt, inden nu Schopenhauer^[28] brød ind i Rækken, lod det gaa op i en højere Enhed?

Pr.: De mener?

Ba: Den svage Rødme, der klæder Drs. kgl. Højheds Kinder endnu mere fortryllende end Sminken, mistyder jeg næppe, naar jeg lader den røbe mig, at De har forstaaet?

Pr: Jeg vil forsøge at træffe Ministerchefen senere paa Dagen, Drs. Excellence. Farvel.

Ba: Prinsesse Babara, det kan aldrig være en Fornærmelse, at en Mand tilstaar en Kvinde sin Kærlighed.

Pr: Jo, det kan. Og det er det altid, naar han ikke elsker hende.

Ba: Hvor ved De fra, jeg ikke elsker Dem? Nej, De faar ikke Lov at gaa. Selv har De lokket mig frem til denne Linie, stødt mig tilbage og lokket mig igen saa ofte, at De nu fik mig til i et uagtsomt Øjeblik at overskride den. Vær ikke alt for viss paa, De har Raad til at indkassere denne Sejr.

Pr: Vil De true mig?

Ba: Ja, jeg vil true Dem – true Dem med, at De kunde spille saa længe med min Kærlighed, at De maaske omsider tabte den. Nej, le ikke. Der er intet, jeg ikke er rede til at vove for at bevise Dem, hvor dyrebar De er mig. Prinsesse, synes Dem Tiden fæl og fad^[34] , forstyrret og forævlet, længes De frem igen til Daaden, Modet, der vover alt. Viljen, der tvinger sig frem ad sin Triumfvej af Blod og Graad og virker det store og samlende.

Pr: De skal tie. De har ikke Ret til at læse i mit Hjerte Tegn, jeg ikke selv ved om er der eller har Mod til at tyde.

Ba: Vil De det, Prinsesse, saa hvisk det til mig. Hvad om jeg kom for Skade at tabe en Gnist i Krudttønden dernede? om jeg sprang op paa den røde Hest, rev Dem til mig, satte Dem foran mig og De og jeg sammen red den fra Sejr til Sejr?

Pr: Slip mine Hænder, Menneske?

Ba: Om De og jeg paa den nye Tids Kejsertrone –

Pr: Det er Fru Koltchaks Fløjten. Saa slip mig dog? (Pudrer sig hastigt. Han ordner Dokumenter i Mappen.)

Ministerchef Fru Terese Koltchak: ( nærmer sig, schrillt^[38] fløjtende en af Fortidens moderneste schlagere; hun standser udenfor, man hører Eustaches Stemme; hun river Døren op.) Prinsesse, tilgiv mig, igen har Tungens lille Nordbagge^[39] slaaet Tøjlen fra mig og travet for længe. Men De, Excellence, hvad er der sket? Og Gud i Himmerig, er De ved at lægge Dem Skæg til?

Ba: Den Idiot til Barber dernede fik smittet mig med en Snert Skægpest^[40] ; saa længe maatte vi skaane Overlæben for Kniven; men nu er det ovre snart.

Fru Koltchak: Og hvordan gaar det til, De staar her falden ned fra Himlen?

Ba: Ganske naturligt: jeg lejede en Flyver i Morges for at udnytte Kongressens Weekend, endda en Flyver med Radio. Og det maa jeg sige Dem strax, Fru Ministerchef, De har ingensinde talt saa godt som i Dag; det var simpelt hen – ja, det var guddommeligt.

Fru K: Men da! Saa kan De ogsaa stole paa, at Guddommen er blevet tør i Halsen. Eustache, Attensyttenbourgognen! og en Whisky til mig, en af de gammeldags dobbeltvægede^[42] ! og det i en Ruf! Naa, saa jeg talte guddommeligt! Hvad giver De, Prinsesse? han forstaar at fedte for Chefen, hvad?

Pr: Jeg hørte Dem ikke. Men fra Far, der var midt i Lytningen, skulde jeg overbringe de bedste Komplimenter.

Fru K: Dem tager vi med. Beder hilse og takke. – Og hvorfor tror De saa, jeg stod der paa Ambolten i Dag og – ja, og troede paa det, jeg havde at sige, som ikke i Maanedsvis. Deres Brev i Gaar, Excellence! Det gjorde mig godt som en Kaffepunch. Hvis Europa til mit 10 Aars Jubilæum stikker mig den Present^[43] at vedtage mine Afrustningsforslag, ved De, hvad saa den Pengegave, de er ved at indsamle til mig, skal ryge til? jeg stod og fandt ud af det midt under Talen før. Jo, ser I, det gamle Middelalderragelse paa Kongetorvet med Riddere^[45] og –

Ba: Men det er dog saa kønt, Fru Koltchak.

Fru K: Kønt! Folk med Lanser i Næverne! en Lanse, der kanske lige er fisket op af et Menneskes rygende Tarme, skal den kaldes køn? Paa en Trillebør med Skidtet og ud paa Lossepladsen! I stedet lader jeg Vincator^[47] – han er dog Mesteren mellem de unge; ikke, Prinsesse?

Pr: Aah, det ved jeg ikke.

Fru K: Men det ved sgu jeg. Ham lader jeg bygge os et Kæmpemonument^[48] af Europas Folkeslag, der har tabt deres Hakker og Hamre og Lygter; men midt mellem dem staar vort Folk, en stout og moden Mand, der løfter sin klare Fakkel højt, saa de andre, naar Panikken igen gaar af dem, kan se at finde det tabte. Se, det er noget andet end det Slagsbroderoptog, der sviner Pladsen til nu.

Ba: Demokratiet skal ikke være en Mand; det skal fremstilles i en Kvindes Skikkelse.

Fru K: Han fedter igen. Men Spøg til Side! her er Vinen, saa gaar vi over til Alvoren: Deres Excellence, min kære Udenrigs, jeg bringer Dem Nationens og min beundrende og hjertelige Tak for den paa eengang: Dygtighed og Inspiration, hvormed De saa lykkeligt har kæmpet i disse Dage for den Sag, der mere end nogen anden ligger Dem som mig paa Hjerte: Fred mellem Folkene.

Pr: Ogsaa jeg ønsker, paa min fraværende Fars Vegne, at udtale over for Drs. Exc. Kronens Paaskønnelse af Deres Indsats.

Ba: Jeg takker Dem begge og tømmer mit Glas paa, at mine Bestræbelser, der vil fortsættes i ganske samme Aand, saa længe Gud giver mig Kraft dertil, vil krones med Helse for vor feberbrændende Verdensdel.

Pr: Det er næsten Synd, Pressen ikke er til Stede.

Fru K: Tværtimod. Dether er jo noget, vi mener med. Og for resten tager jeg og ringer det hele til Bladet i Aften. Det styrker altid. Men hør, vi skal vel til at have Referat af – –

Pr: Kære Fru Koltchak, jeg ser nok, min lille Bazar er i Klemme. Vi opsætter Drøftelsen af den til en anden Dag.

Fru K: Jeg stikker hen til Dem i Morgen. Hvornaar? helst fra Morgenstunden af.

Pr: Udmærket. Jeg er Morgenmand. Allerede Kl. 9?

Fru K: Gudfaderbevares! Jeg kommer ved 7-tiden.

Pr. : Da er jeg ikke oppe.

Fru K: Saa tager jeg Dem i Ferene^[52] .

Pr: Farvel, Deres Excellence.

Ba: Hvis det kunde passe Drs. kgl. Højhed at forblive, mens jeg afgiver Beretning for Ministerchefen, kunde jeg maaske spare at aflægge den en Gang til i Dag – for Hs. Majestæt.

Pr: Far er hjemme hele Eftermiddagen, saa De kan udmærket træffe ham.

Ba: Og De selv?

Pr: En Udflugt – med en Veninde.

Ba: Drs. kgl. Højhed plejer at være til Stede naar –

Pr: Men De ved nok, jeg har en fattig Adspredelse i at bryde Sædvane. Farvel, min kære Excellence. (ud.)

Fru K (har fulgt hende ud.): Et Knippel Pigebarn, hvad? som hun holder sig! der er altsaa noget ved kongelige, saa kan man mene, hvad man vil. Synd, at vi ikke har en Mand i Landet at gifte hende med. Jeg under ikke en eller anden Prins Udland at habse hende fra os.

Ba: Hun er en meget farlig Dame, Fru Koltchak.

Fru K: Vissevas!

Ba: Hun lider af Overlegenhedskomplexer. Og af et perverteret Driftsliv, halvgammel som hun er, og mandsky som hun altid har været.

Fru K: Men hvad er det for et Udbrud, Wittersdorphe?

Ba: Hun traadte mine helligste Følelser under Fødder før. Hun spottede mit Virke for Freden.

Fru K: Oh, syntes jeg ikke nok, I var meget røde i Kammen da jeg tren^[54] ind. Men hvor vil De tage saadan noget højtideligt, Wittersdorphe. Det er jo bare hendes Trang til at udfordre. Hun mener ikke en Bitte med alle de Bomber, hun fyrer af. Mandsky – hm hm hm – ja – – jeg kunde maaske fortælle Dem – naa.

Ba: Fortælle mig hvad?

Fru Koltchak: – kunde fortælle Dem noget, som jeg – ikke vil. Nej, nej, det nytter ikke. Og nu vil vi lade Prinsessen hvile og tænke lidt paa os selv; for jeg ved jo nok, hvorfor Excellencen er smuttet hjem.

Ba: Jeg maa tilbage allerede i Aften.

Fru K: Stygge, hensynsløse Person, der ikke har sendt Telegram, saa jeg kunde haft en Smule fri i Dag. (Tlf. ringer.) Det er mig. Hvad? Ikke Tale om. I maa hellere afbryde Strejken end Forhandlingerne. – ikke af Stedet, jamen det maa I se at komme. Jeg skal kigge hen til jer om en Time. Hvad? Snikkesnak. Vi maa allesammen holde ud. Vær nu skikkelig, Wandel, en 2-Øre kan de gerne fire. Tak. (Røret paa.)
Er det virkelig min store prægtige Mand, der staar foran mig igen? Det er jo endda ved at klæde ham med den lille venlige Uldtot mellem den stærke Næse og den slemme slemme slemme røde Mund. Huh, saa drøj en Maaned har det været mig. Hvordan er den gaaet for Dem? savnet mig en bitte lille Smule? bare saa meget? nej?

Ba: Hahaha, jeg har savnet Dem saa meget, og saa meget, og – ja, jeg maatte have Arme som en Bjergkæde, hvis jeg skulde demonstrere Dem, hvor stort mit Savn har været. Men nu maa jeg til at aflægge –

Fru K: . Skal vi ikke vente med alt det kedelige, kære? er De ikke lidt træt af Rejsen, trænger til, jeg mener, hvis vi begyndte med et lille Hvil?

Ba: Vi skal begynde med et Kys, nej, ikke et, men to, et paa hvert af Deres unge straalende Øjne....

Fru K: Lad være at undskylde mig for, jeg er gammel. Det gør mig led og ked. Hvorfor siger De ikke i Deres straalende gamle Øjne. Det var der Mening i. Det er dog et Fortrin ved mig, jeg ikke er ung. Tror De, jeg dengang var Dem værd? Hvad forstaar en Pige sig paa Elskov? blufærdig, usikker, famlende! Ferskvand! Men en Kvindes sidste Kærlighed – den er som Havet, mægtig til at bære, mægtig til at knuse.

Ba: Au, au for Fanden.

Fru K: Hvad er der, min Elskede?

Ba: Det var Kraveknappen. De trykked den ind i mit Nakkekød, Elskede. Men nu er det godt. I Deres Arme, min Herskerinde er alting godt, i Deres unge Arme – ja, for de er jo unge, hvorfor maa jeg saa ikke sige det? alt ved Dem er jo ungt.

Fru K: Sig det da, sig det igen, jeg vil gøre mig dum og tro det.

Ba: Alt ved Dem er jo ungt.

Fru K: Erich, Erich, hvor mange Mænd har jeg ikke elsket og dog aldrig elsket før nu. Drift eller Tidsfordriv var det kun. Men denne Gang er det – Døden. Erich, Dem slipper jeg ikke, saa længe der endnu slaar Gnister af Baalet herinde. Men naar jeg mærker engang, at Luerne synker, da vil jeg gaa fra Dem, og De vil ikke fortvivle, for De er endda ung og kan finde et andet Sted, hvor en Arne vil staa med sin Varme for Dem, og ensom – ensom vil jeg skænke mit Hjertes Aske til min Barndoms Søster, den trofaste Jord. Ser De paa Uret, Wittersdorphe?

Ba: Jeg? Nej, jeg følte kun ind mod mit Hjerte, det slog saa stærkt ved at føle den Elskede nær.

Fru K: Men De har dog Uret i Haanden, Wittersdorphe?

Ba: Har jeg virkelig? Ja. Det har været Deres Tale om Døden, Manden med Timeglasset, Forgængeligheden, Tiden, der gaar, ikke sandt, som ubevidst har drevet mig Uret i Haanden.

Fru K: Ved De, hvad Tanke der har strejfet mit Sind i denne Maaneds Nætter, naar jeg har ligget vaagen?

Ba: Sig det, Elskede!

Fru K: Sæt, han ikke elsker mig! sæt, det blot er –

Ba: Slip mig, Fru Koltchak! Hvor kan De nænne at trække vort høje Forhold ned?

Fru K: Saa har jeg svaret mig selv: han gør det; jeg tror, han gør det; og saa er det nok. At slippe den Tro var at slippe Livet. Og hvorfor skulde han ikke elske mig? er jeg ikke stærk, er jeg ikke hed, er jeg ikke et Riges Frue?

Ba: Min Herskerinde, jeg kaster mig for Deres Fødder, jeg kysser Deres Dronningeknæ.

Fru K: Se, jeg holder den, jeg holder den i mine skælvende Hænder et skælvende Øjeblik, en Stjerne, en lysende Klode, hjem fra Folkets Hyldest til den Elskedes Favntag: den fuldkomne Lykke. (Hendes Blik falder paa Fotografiet af Ynglingen, hendes Hænder synker.)
Der tabte jeg den. Har jeg Ret til Hyldest, til Elskov, til Livet, naar han nu ligger og raadner i Flandern^[60] ? hvem gav dem Lov til at tage ham fra mig, til at slagte ham paa en Mødding?

Ba: Ved De, Fru Koltchak, hvad der stundom undrer mig over al Maade?

Fru K: At?

Ba: Hvorfor hader De ikke den Fjende, der tog Deres Søns Liv?

Fru K: Men det gør jeg dog også, hader ham til Døden og Helvede.

Ba: Hvordan?

Fru K: Jeg hader ikke Mennesker mere; dertil har jeg lært at kende dem alle for godt. De tænker dog vel heller ikke med den Fjende paa vort Nabofolk, hvis Mødre har grædt de samme Blodtaarer som jeg? Nej; den Fjende er – jeg ved ikke hvad: Menneskets Rovbegær, Blodinstinkter fra Abetiden, hele Svineriet i os, som vi Kvinder nu endelig har rejst os for at lære Menneskeheden Kampen imod.

Ba: Fru Koltchak, De glemmer –

Fru K: Ja, det er sandt, der er ogsaa ædle Mænd, Mænd, som formaar at tænke og føle menneskeligt som en Kvinde. Første Gang jeg hørte Dem tale, Wittersdorphe – jeg glemmer det sent: De kastede Krigen Deres Handske med en Indignation saa iskold, at det sved mit Hjerte som en sydende Brand. Og naar jeg i disse Dage har set Dem for mig paa Nedrustningskonferencen – – –

Eustache (ind): Det er Prinsessen, Frue.

Ba: Igen?!

Fru K: Lad komme, lad komme!

Pr (ind): Jeg ved ikke, om det er ret at forstyrre eller ret at lade være. Har De set Middagsbladene?

Fru K: Nej?

Pr: Se der da.

Ba: Giv mig den.

Fru K: Hvad er der?

Ba: Lad mig først forklare –

Pr: De skriver, Kongressen er sprængt.

Fru K: Sprængt?

Ba: Men de lyver, som sædvanlig. Kongressen er ikke sprængt – ikke endnu.

Fru K: Ikke endnu? Men saa forklar dog!

Ba: Drs. kgl. Højhed! Fru Ministerchef! Jeg tør rose mig af, at jeg paa Kongressen har staaet urokkelig paa Pacifisternes^[61] Grund – med spændt Lydhørhed over for alle nye Tankegange, der er ved at vaagne i Europa.

Pr: Med andre Ord: De har løbet paa Skøjter paa Lavaen.

Fru K: Hvad er det – for Tankegange?

Ba: Fru Ministerchef, da jeg i Forgaars havde skrevet hint fortrøstningsfulde Brev til Dem, traf jeg om Aftenen tilfældigt min argeste Modstander, den altid smilende og altid bukkende Grev Sponn, Delegeret fra den Fjende, vi slog i Krigen, men maaske nu i Freden lidt for hurtig har ladet komme til Kræfter igen.

Pr: Aha!

Fru K: Er det de nye Tankegange?

Ba: Naturligvis blottede Snogen sig ikke et Sekund, han besnærede med Artigheder, blændede med Vid og gjorde mig fortrolige Meddelelser, som jeg ikke hele Tiden kunne stole paa betød det modsatte af deres Ordlyd. Jeg fulgte ham lidt reserveret, lidt distrait, lidt træt, med hver Nerve lysvaagent lurende paa et Sekund til at slaa mine Tænder i hans Nakke. Vi skiltes ved 3-Tiden i en hyggelig Bar. En Mistanke var begyndt at taage i min Hjerne. Paa Hotellet flyttede jeg min Seng ud fra Væggen og gik paa Strømpefødder rundt og rundt og rundt omkring den, indtil Solopgangen slukkede det elektriske Lys.

Fru K: Wittersdorphe, lad os vente med at læse Digte til en anden Gang. Hvad er der sket paa Kongressen?

Ba: Der er intet sket. Men den Morgen –

Pr: – altsaa i Gaar.

Ba: – i Gaar Morges, ja, slog det ned i mig, saa det var, som om jeg lugtede Svovl, hvad denne Konferences enestaaende Forhandlingsvilje skyldtes: det er vor Fjendes Hensigt i Ly af en Nedrustningsoverenskomst hemmeligt at opruste og saa falde over os, bedst som vi sidder uforberedte og smaablunder i Traktatens hyggelige Skygge.

Fru K: Og hvilke Beviser har De, Excellence, for denne nedrige Mistankes Rigtighed?

Ba: Bah! Jeg er ikke Matematiklærer, Frue. Hverken der eller i Digtningen, De før nævnte, ligger mit Operationsfelt, men i Livet.

Pr: Og hvilke Forholdsregler raader Drs. Exc. nu til at træffe?

Ba: Enten at ogsaa vi vedtager Nedrustningen og hemmeligt opruster.

Fru K: Galimatias^[64] , det hele. Skriver de under, holder de vel ogsaa, hvad de giver Ord og Navn paa.

Pr: Har Erfaringer godtgjort det?

Fru K.: Ingen Erfaringer gælder. Vi lever i en ny Tid. Det er ikke længere Fyrsterne, der regerer, Drs. Kgl. Højhed, men Folkene.

Pr: Og de har vist sig bedre?

Fru K: Da Folkene tog Magten, fik Krigen Slut.

Pr: Synes De, den er slut? Lever vi ikke nu i dens Fortsættelse, en enerverende fordægtig Krig, mer hadefuld end den aabne, med alles Tanke mod alle?

Fru K: Slut Traktaten, Excellence, skaf de Underskrifter, der behøves, og tror De dem ikke, saa sikr Dem Garantier.

Pr: Der er jeg bange for, kun een Garanti duer.

Ba: Hvilken?

Pr: Den faraoniske^[65] .

Ba: Kender jeg desværre ikke.

Pr: Staar mit Skoleatlas endnu til Troende og mindes jeg ret, gaar der midt gennem Landet en bred Flod; vi kunde maaske saa betinge os Ret til rundt om i Byerne at ansætte Fogeder til at overvaage, at alle nyfødte Drengebørn kastedes i den.

Fru K: Jeg er ingen Ynder af Vittigheder ved Dødslejer, Drs. Kgl. Højhed. Hvad mente De med den anden Mulighed, Exc.?

Ba: Det falder mig svært at svare. Lad Tiden, naar den modnes, sige Dem det selv.

Fru K: Jasaa. Det mente De. De finder det forsvarligt at arrangere en Krig, hvergang en Prinsesse keder sig?

Ba: Fru Koltchak, Fru Koltchak, De miskender mig jo ganske. Jeg hader Mord som De. Men De vil ikke forstaa Farens Alvor, ikke fordi De har for lidt Hjerne, men fordi De har for meget Hjerte. Vor Nabo har et Nederlag at hævne, vi en Sejr at værne om. Spørg Naturens Orden, hvad det nu maa føre til?

Fru K: Naturen! Er vi Dyr? i Drifters Vold?

Ba: Naturens Orden kan De ikke ændre, bedste Frue.

Fru K: Ikke ændre? Er jeg ikke Menneske, Skabningens Herre? Er Naturens Orden vild og perverteret, kastrerer jeg den.

Ba: Kære, kære Frue, det er godt nok altsammen, men Tiden er nu inde til at se Virkeligheden i Øjnene og spørge efter Sandheden i Stedet for Karl Marx^[69] . Vi vil ikke Krigen, men den vil os, og derfor er det vor nationale Pligt, vor Menneskepligt, vor Kristenpligt at holde os rede over for den. Deres. kgl. Højhed, jeg tror, De forstaar mig; Fru Ministerchef, jeg ved, De vil komme til det; og naar vi tre staar sammen i en Jernblok –

Fru K: Hr. Baron, ved De, hvad Krig er?

Ba: Jeg ved, hvad den koster – ved, hvad det kostede os at vinde den sidste. Det bliver os næppe billigere at tabe den kommende. Efter hvad jeg nu har gennemskuet og oplevet vedgaar jeg ærligt: mit Lands Dødsfjende under jeg hverken Fordelen eller Æren af at vinde den næste Krig.

Fru K: Ære! Ved De, hvad Krig er, spurgte jeg.

Ba: Formoder, jeg har en Anelse. Har været med til at storme Skyttegrave i 4 Aar^[72] .

Fru K: Tror De, jeg regner det for Krig, at nogle drukne Knægte, drukne af spiritus, udsultethed, Lus og Dødsangst jages op af et Hul i Jorden og stikker ind i et hylende og væltende Mørke, til de enten faar Bugt med det eller opsluges af det? Nej, Hr. Baron, Krigen er, at en Mor skal staa og se paa –

Ba: Ja ja ja! Kvindeegoismen over Afkommet!

Fru K: – at – at en Mor skal staa og se paa, at det Barn, hun har født, og som knap endnu har faaet Dun paa Læben, aah Herregud smaa tynde Mælkehaar – at det Barn proppes ind mellem Tusinde – Legekammerater og marcherer af Sted med Tramp i Gaden og skraalende af Fuldskab og Fædreland. Hvorhen marcherer han? Denne Dreng, hun har lært, fra han kunde sanse: Du skal ikke stjæle, du skal ikke ihjelslaa, pisker Staten ud til et Kursus i Plyndring og Mord, denne Dreng, hun har kæmpet for at rydde al Usandfærdighed ud af, dekorerer Staten med gyldne Medaljer for List og Svig.

Pr: Men disse Medaljers anden Side –

Fru K: Og imens gaar hun magtesløs hjemme: Roder han nu med en Kniv i en anden Mors Barn, eller skriger han mon som et Dyr, der lemlæstes, med en Bajonetspids i sine Indvolde? gaar i Maaneders Uvished og kvalmende Angst, som da hun fødte ham, nu da han dræbes maaske paa Legem, i hvert Fald paa Sjæl. Se, det, min Hr. Excellence, er Krigen, hvis Ære De taler om. Den Ære at vinde en Krig er for mig en Skændsel. Den Ære skider jeg paa.

Ba: Fru Ministerchef, dette ene Spørgsmaal: den kommende Krig, hvad ønsker De helst, at vi skal vinde den, at vi skal tabe den?

Fru K: Jeg har set nok af Sejrherrers Opførsel til, at jeg ønsker en Dag at besættes af deres Aand.

Ba: Er det Svar eller Undvigelse?

Fru K: Der kommer ingen Krig.

Pr: Altså Undvigelse.

Fru K: Kommer der en ny Krig over Europa, en, vi ikke kan holde os uden for, saa beder jeg til Gud, ham, som Gud være lovet ikke er til, at vi maa have vor Plads mellem dem, der taber. (Sætter sig med Ansigtet gemt i Haanden.)

Pr: Og hvad svarer De til det, Hr. Minister?

Ba: Hvad finder De, jeg skal svare?

Pr: Forræderpolitik.

Fru K: Hvad vil I af mig, I to?

Ba: I Dag kun et eneste: Fuldmagt af Dem til paa Kongressen at handle efter, som min egen Opfattelse af Situationen tilraader mig det.

Fru K: ( Tlf. ringer) Det er mig. Nej, jeg kan ikke i Dag. Beram nyt Møde til i Morgen. Hvad siger De? Aah, umuligt. Generalstrejke nu vilde være Ulovlighed. En dum Trussel kun. – Jeg kan ikke i Dag. I Morgen, ja – Tak. – – Jeg forstaar det ikke. For en Time siden hyldede Tusinder mig.

Pr: Ja, af Bourgeoisiet^[79] . Det var jo Grosserernes Møde. Ikke?

Fru K: Var det Gross – ja, det var det vel ogsaa, Verdenssamhandlen talte jeg om. Ja, saa maa jeg vel have vundet Grossererne for Marxismen. (Peger paa Tlf., der ringer)
Aah gør mig den Tjeneste, Wittersdorphe.

Ba: Hallo, Ministerchefen ikke til Stede i Øjeblikket. Det er Udenrigsministeren. Hvad har De? Oho, jeg har anet det. Hvor? Over hele Riget, jasaa. Vi bemyndiger Dem, Hr. Politipræsident, til at sætte al Kraft ind paa Undersøgelsen. De holder Regeringen underrettet. Adieu.

Fru K: Hvad nu?

Ba: Feberen stiger i Statens Legem, Fru Koltchak.

Fru K: Saa tal dog!

Ba: Politipræsidenten er kommen undervejr med et nyt, talstærkt, over hele Landet udbredt hemmligt Parti af kommunistisk Tilsnit, som han mente stod rede til direkte Aktion.

Fru K: Jeg tror ikke en Døjt paa nogen Voldsdaad af mit eget Folk.

Ba: Partiets ukendte Fører, man mener: en Bonde med Fuldskæg og venstre Arm stiv^[82] skal være kommen til Hovedstaden i Dag for at forhandle med de andre Venstrepartier.

Fru K: Saa lad ham komme til mig! lad os tale sammen.

Ba: Imens tilspidser Transportstrejken sig og Generalstrejken truer.

Fru K: Og til disse Ulykker agiterer De for at få føjet den største af alle.

Ba: Vil vor Fjende en Krig, er Tiden for os til at tage den nu, inden han bliver for mægtig, og Kræften under vort Hjerte gror sig for stor.

Fru K: Aha!

Ba: Begynder De nu at forstaa, Fru Koltchak.

Fru K: Maaske jeg begynder lidt at forstaa.

Ba: Og altsaa – jeg mener – den Fuldmagt?

Fru K: Den Fuldmagt, ja.
Se, dette havde jeg jo ikke ventet. At det kunde komme paa den Maade mellem os to.
Det gør mig ondt, saa ondt, at jeg kunde bide min Tunge over, hvis jeg kunde det, men det kan jeg ikke, for jeg har – det har De maaske ikke lagt mærke til – forlorne Tænder, fordi jeg fik for meget tynd Kaffe med Sukkermellemmad til som Barn. Men De kan jo nok forstaa, Wittersdorphe – saadanne Anskuelser – i mit Ministerium, nej, saa maa jeg hellere tage gamle Sachane til Udenrigsminister.

Ba: Hvad siger De? Fru Koltschak, jamen det er umuligt, De kan ikke undvære mig.

Fru K: Mit Hoved meget vanskeligt: men det bliver det jo nødt til. Mit Hjerte slet ikke, men det kan vel ogsaa undgaas. De maa jo kunne tilgive mig dette, hvis De virkelig elsker mig.

Pr: Elsker?

Ba: Hvor falder De paa det Vanvid?

Fru K: Prinsessen maa saamænd gerne vide det, Wittersdorphe. Hun render aldrig med Sladder.

Ba: Hvad er det for Feberfantasterier, De disker op med? hvad har De bildt Dem selv ind, De gamle ustyrlige Menneske, fordi jeg maaske et Par Gange har taalt, De altid skal læne Dem op ad de Mandfolk, De taler med? De tror hende da ikke, Prinsesse Barbara? De ved da, mit Hjerte ikke slaar for nogen anden end Dem.

Fru K: Ah!

Pr: Jeg ved! Jeg ved – jeg ved fra nu af, at De er en gemen modbydelig Hund.

Ba: Vogt Dem!

Pr: Gaa! De er færdig i dette Land, som vi to Kvinder regerer.

Ba: Hvorlænge?

Pr: Det bliver det ikke Dem, der skal træffe Bestemmelse om. Gaa! eller jeg tilkalder Hjælp. (Trænger ham ud.) Fru Koltchak, men lille Fru Koltchak da, nu holder vi to sammen, nu holder vi rigtigt sammen, vi to.

Fru K: Saa er der altsaa ikke mere. Saadan døde jeg. Ja.

Pr: Men fy da! hvor kan De sige saadan! Nu skal De bare se –

Fru K: Nej, jeg er – ude; for jeg kan ingenting uden Kærlighed. Dengang Sargon^[86] faldt, det var det samme, det føltes som nu, jeg var kraftesløs, færdig. Men saa kom det for mig, at hvis jeg lod ham leve i mig, Drengen, der vilde alting saa godt for alle, saa — var han ikke faldet forgæves derude, var ikke død. Men nu vil de Krig igen, forstaar jeg, Menneskene, ogsaa mit Folk, og han som jeg troede bedst og støtted mig til og skænkede – – aahaahaa, et gammelt latterligt Vrag, en tandløs Kælling, klædt ud som Konge – aahaahaahaahaa, nu er du død for Alvor, Sargon, død til slet ingen Nytte.

Den fremmede (er traadt frem): Aah nej; du maa ikke græde, du!

Pr: Hvem er han? hvem er det Menneske der?

Fru K: Jamen – nej, nej, nej – dig? dig! i Live! i Live!

Sargon: Mor, du kæreste Kære Mor!

Fru K: Min Dreng, min kære Dreng, min Dreng!

Pr: Sargon, hvor har du gemt dig saa længe? hvorfor kommer du først til os nu?

Sargon: Barbara, har du da tænkt paa mig siden?

Pr: Om jeg har tænkt!

Fru K: Nu er han her jo. Nu har vi ham jo. Nu er der ikke den Opgave til, jeg ikke igen kan mægte.

II

Fru Koltchak (ind, sætter sig paa en Taburet, bader Tindingerne): Eustache!

Eustache: Frue!

Fru K: Er min Dreng ikke hjemme?

E: Han gik ud for et Par Timer siden. Han mente, han var hjemme igen, til Fruen kom.

Fru K: At et saadant Mirakel kan ske, Eustache! at en saadan Lykke kan falde ned fra Himlen!

E: Fruen ser træt ud.

Fru K: Det vasker jeg af.
Men det er rigeligt paa 1 Dag, dette. Helt ung er man jo ikke mer.
Kan du huske, Eustache, da vi to var Kærester? du trak Blæsebælgen, og jeg passede Jernene. Jeg slog med Forhammer og du med den store. Da var der aldrig noget, der hed at være træt.
Jeg skulde have giftet mig med dig, Eustache, og vi skulde være bleven ved Smedien^[89] .

E: Det havde jo været nok saa skønt for vort eget private Vedkommende. Især da for mit. Men hvad saa med alle de mange Jern, Fruen siden har haft i Ilden? Og saa dygtig som Fruen blev med baade den ene og den anden Hammer!

Fru K: Nu er Dygtigheden snart ovre, gamle Ven. - Skidt! Vi kan slaa endnu. – Naa, der har vi nok Drengen. Gaa bare, Eustache. – Ja, kom kun ind. (Farer sammen og skjuler, kjoleløs som hun er, sin blottede Hals med et Haandklæde.) De? De her igen! Hvor understaar De Dem –

Baronen (ind): Terese, vi to kan ikke skilles, som vi skiltes før. De maa forstaa, Terese –

Fru K: Ud med Dem! Ud!

Ba: Hys hys hys. Det er til ingen Nytte, Terese, at hidse sig op igen. Hør mig blot – jamen – nej, nej, jeg kommer ikke for at retfærdiggøre, jeg nægter ikke, at jeg har lagt an paa Prinsessen, som en Samler, der vanærer sig for at opnaa et sjældent Mærke, men hvad har det med Kærlighed at gøre, og min Kærlighed – det ved De dog, det maa De dog vide, Terese, efter alt det, vi to har haft sammen – den har jo dog De, kun De.

Fru K: Faa den Haand væk fra min Arm.

Ba: I over en Maaned, Terese, i over en Maaned har min Haand ikke hvilet der.

Fru K: Faa den væk, siger jeg. Der er Syre i denne Flaske.

Ba: Gudfaderbevares, lad os nu være rolige og høre paa hinanden i al Tilforladelighed.

Fru K: Hvad vil De mig?

Ba: Terese, jeg er ikke afskediget, vel? De kan ikke nægte det, De elsker mig, som jeg elsker Dem, vi hører sammen, vi to, og Opgaven, den store, den næsten uløselige, at redde vort Land gennem alle de Vanskeligheder, der taarner sig op, mægter ingen enkelt Mand; men De og jeg magter den, naar vi staar sammen, kun De og jeg, kun naar vi staar sammen, det ved De saa godt som jeg.

Fru K: Og derfor?

Ba: Derfor kan De ikke afskedige mig, derfor har De ikke gjort det.

Fru K: Deres Afskedigelse og Sachanes Udnævnelse er sendt til Kongen.

Ba: Men den kan kaldes tilbage, den kan standses endnu; og den vil blive standset. Terese, Elskede, ingen ser som jeg Storheden i Deres Agt. De vil et Jordens Tempel, bygget af frivillige Hænder, omspændende alle Folkeslag. De er ikke Teoretiker, De har lært af 2 Mestre: Marx og Udviklingen. Internationalismens Atlas Arbejdet og hans Bror Kapitalen, der hidtil har bekriget hinanden, vil De forsone og sætte til at bære Templets Tag^[92] . Og inde i Templet, som er en Værkstedshal, skal Menneskeheden i Fred og Fællessind virke sin højeste Blomstring.

Fru K: De taler høje Ord Wittersdorphe, viser mig det, jeg har villet, fra jeg første Gang blanded mig ind i Døgnets Strid mellem Godsejeren og hans Folk, klarere og skønnere end jeg selv har set det: Ikke en ny Verden, men den gamle renset og uendelig højnet.

Ba: Derfor er det jo ogsaa, jeg ærer Dem, ærer denne higende Aand; dette stolte Legeme –

Fru K: Hvorfor har De da –

Ba: Og De er ikke blot min Fører, De er det nye Europas Fører; for det, vor vaagnende Verdensdel drømmer om, er jo det, Deres Hjertes Instinkt under hele Deres politiske Virke har peget paa. Ogsaa vi vil: Jorden drevet frem til Kulturens højeste Blomstring, blot tror vi ikke det sker ved at løfte i Flok, hvis Frugter ofte er Ansvarsløshed og Dovenskab, men ved ædel Kappestrid mellem Nationer og Racer.

Fru K: Og denne ædle Kappestrid er det formodentlig De har forberedt ved Deres Tale paa Kongressen i Morges, inden De flygtede.

Ba: Flygtede?

Fru K: Fløj da! – saa jeg forstaar Atmosfæren dernede nu er ladet, saa blot – –

Ba: Terese, Terese! ser De da ikke, hvad det er der vil fuldbyrdes? Barnet, De har baaret under Hjerte saa længe, er ved at fødes! lad os ikke skælve for Veerne! Blot et 3-Liniers Telegram fra mig er nok til at skaffe os en Forsvarskrig; saa er alle Vanskeligheder løst; jeg opagiterer en stormende national Stemning, og hele vort Folk marcherer mod Fjenden i Takt. Paa et Aar har vi vundet Krigen. Saa er Europa Deres; De alene kan skabe den nye Tid. Menneskehedens Skæbne er i Deres villende Hænder.

Fru K: Saa store Syner har jeg aldrig set flimre for mine Øjne før.

Ba: Men paa Sejrens Dag, Terese –

Fru K: Kun er der et, der undrer mig.

Ba: Og det er?