Indledning
Skuespillet havde oprindeligt titlen T. L. C. efter initialerne på den romerske digter og filosof, Titus Lucretius Carus (ca. 99 - ca. 55 f.Kr.), ofte kaldet Lucrets, og handler om dennes liv og levned. Fra de historiske kilder vides næsten intet udover, at han skrev et læredigt i 6 bøger om, hvordan verden er opbygget og fungerer: De rerum natura (Tingenes natur, Om verdens natur). Hvor, Munk er kommet i forbindelse med Lucrets og har fundet inspirationen til sit drama, vides ikke, men det kan med rimelighed antages, at Munk som udgangspunkt må have læst om Lucrets på filosofikum (datidens indledende universitetseksamen i filosofi) i 1917.
Skuespillets overordnede handling er en skildring af begivenheder i Lucrets’ liv i perioden fra han er 17 år og resten af hans liv. I fokus står hans gerning med at skrive et stort værk, der skal bringe et skifte eller omvæltning (tidehverv), som vil oplyse og frigøre mennesket. Tematisk kan skuespillet således ses som en art fortsættelse af skildringen af professor Kraters forskergerning i skuespillet I Brændingen (skrevet 1926-1927, ofte betegnet ‘Brandes-stykket’).
Centralt i stykkets tematik står begreberne ‘tro’ og ‘tvivl’, begreber som også dybt optog og sled på den unge Munk under studierne og de første år af præstegerningen i Vedersø. ‘Tro og tvivls-problematikken’ behandles også i andre skuespil fra samme periode Kærlighed (skrevet 1926) og til dels i Ordet (skrevet 1925).
Som I Brændingen (1926) eller Egelykke (1939) har Fra Tidehvervet en åndshøvding som hovedfigur. Genremæssigt kan skuespillet ses som en filosofisk-eksistentiel refleksion. Dets konklusion – sandheden eller fornuften skal indgå i en harmonisk syntese med kærligheden – minder stærkt om Brandes-stykkets afsluttende scene. Ligesom Pilatus og Samson er Fra Tidehvervet skrevet på vers.
- Skriveår:
- 1928
- Udgivelsesår:
- 1948
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1948. “Fra Tidehvervet”, i Mindeudgave: Kærlighed og andre Skuespil, 193-289, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Fra Tidehvervet
I | |
AUGUREN[1] VESONIUS LUCRETIUS'S HUS | |
(1) | |
(2) | Overslaven Syrax: Jamen! Jamen! Jamen! tør du, Jamenius, |
(3) | En anden Slave: Kan vi nu stole paa, at naar Ildskæret staar |
(4) | Syrax: Du mener! du mener! Alting kan ske ved en Fejltagelse; |
(5) | |
(6) | Syrax: Naar Spartacus har vundet, gaar han strax denne |
(7) | |
(8) | En tredie Slave: Spild ikke din Tid paa de to Krystere, Syrax. |
(9) | |
(10) | Syrax: Godt, Børn, godt! Vi kan vente Budskabet fra Kampen |
(11) | |
(12) | |
(13) | |
(14) | |
(15) | |
(16) | |
(17) | Vesonius (ind med Lascus Memmius[3] og deres Hustruer Palmira og Rheta): Er Bordet rede? |
(18) | |
(19) | Vesonius: Saa ber jeg dig, min Lascus Memmius, |
(20) | Lascus: Vel, skal det gaa saa stift til mellem os! |
(21) | Palmira: Det gør du sikkert, Lascus. Savnet af mig |
(22) | Vesonius: Og du, Fru Rheta, du vil ta' til Takke |
(23) | |
(24) | Vesonius: Men dette Bæger ofrer |
(25) | Lascus: Se Fliserne! de utaknemmelige! |
(26) | |
(27) | |
(28) | Lascus: Det er vi alle, alle Alvorsmænd, |
(29) | |
(30) | |
(31) | |
(32) | |
(33) | Lascus: Altid, kære, altid. |
(34) | Vesonius: Jeg drikker med dig paa, at du endnu |
(35) | |
(36) | Vesonius: Ja, ja, det nytter ikke. |
(37) | Palmira: Saa tving ham med hans Vilje, er det muligt. |
(38) | Lascus: Javisst, det er det Græsk, det er det Græsk, |
(39) | Rheta: Vesonius's Sprog var aldrig mere skønt, |
(40) | Lascus: Jo, tilgiv mig, min Frue. |
(41) | |
(42) | |
(43) | |
(44) | Rheta: Hævder blot, at Græskens Venlighed |
(45) | |
(46) | Lascus: Han læser alt for meget, alt for meget. |
(47) | |
(48) | |
(49) | |
(50) | Palmira: Vesonius ser altid rigtigt, Rheta, |
(51) | |
(52) | |
(53) | Lascus: Bah! |
(54) | Vesonius: Saafremt Sestertierne er alt, der kalder |
(55) | Lascus: Ved Pluto, kære dystre Embedsbroder, |
(56) | Vesonius: Den Mand, der ikke føler Kald til Gerning, |
(57) | Lascus: Jeg føler et i Dag, et nyt i Morgen. |
(58) | |
(59) | |
(60) | |
(61) | |
(62) | |
(63) | |
(64) | |
(65) | |
(66) | |
(67) | |
(68) | |
(69) | Lascus: Hoho, naar blot vi slaas, saa gaar det an. |
(70) | |
(71) | Lascus: Har du glemt Hr. Marius[18] ? |
(72) | |
(73) | Lascus: Mere end en Slave? Nej. |
(74) | Vesonius: Jeg var i Alexandria[20] den Gang. |
(75) | Lascus: Jeg mukked, der hjalp ingen Kæremaal[21] , |
(76) | |
(77) | Lascus: Hvem? Tarmene? |
(78) | |
(79) | |
(80) | |
(81) | |
(82) | |
(83) | Lascus: Intet. Eller da |
(84) | Palmira: Ja, Lascus Memmius, du er Tegnudlægger, |
(85) | Vesonius: Og saa forstaar I ikke, |
(86) | Palmira: Nej, Husbond, jeg i hvert Fald fatter ikke, |
(87) | |
(88) | Lascus: Du gaar og gør dig selv saa rent for gammel, |
(89) | |
(90) | |
(91) | |
(92) | |
(93) | Titus (ind med Charita): Vi hilser jer ved Bordet, ønsker Hebe |
(94) | |
(95) | Palmira: Bred Hynder, Slaver, Hynder. |
(96) | |
(97) | Titus: Vi kommer ej fra Forum[25] . |
(98) | Lascus: Fra Lunden, gætter jeg, fra Lunden, ikke? |
(99) | Charita: Aah, Far, saa mægtigt |
(100) | Lascus: For nær ved Solnedgangen har I været |
(101) | |
(102) | Lascus: Av, undskyld, Jomfru Mundrap, dine Kinder, |
(103) | Titus: Min Faders Ven, du hæderværdige |
(104) | Palmira: Da er i Aften ellers Tiden til |
(105) | |
(106) | |
(107) | Vesonius: Du ser jo, |
(108) | Lascus: Men bedste Barn, men lille Charita, |
(109) | Charita: Aah, Titus, lad os heller med det samme |
(110) | Titus: Ja, lille Charita, |
(111) | |
(112) | |
(113) | |
(114) | |
(115) | Lascus: Det Nej er godt. |
(116) | |
(117) | Lascus: Ingen Far! |
(118) | Titus: Aah, saadan, endelig forstaar jeg jer. |
(119) | |
(120) | Lascus: Ser du, jeg er alt for hidsig, |
(121) | Vesonius: Saa tror jeg, jeg forstaar dig bedre, Søn. |
(122) | Titus: Du fejler ogsaa, Far. |
(123) | |
(124) | |
(125) | |
(126) | |
(127) | Titus: Ja, jeg har gennemtænkt, at er der noget, |
(128) | Palmira: Fra Barnsben af var det din Glæde, Titus, |
(129) | Vesonius: Men du er ung og stærk og vaabenfærdig, |
(130) | Titus: Far, det læres |
(131) | |
(132) | Titus: Jeg ser for grant[30] , hvad deres fører til. |
(133) | |
(134) | Lascus: Tys, afbryd ham dog ikke. Hvad Vesonius? |
(135) | |
(136) | Lascus: Noget siden, |
(137) | |
(138) | Lascus: Jeg forstaar dig ogsaa, |
(139) | |
(140) | Titus: Vække den gamle Romeraand til Live, |
(141) | Vesonius: Hvis det er den Slags Grunde, der bevæger |
(142) | Lascus: Mig ogsaa glad, mig med, men ganske særlig |
(143) | Titus: Og for at jeg kan være ganske viss paa, |
(144) | Palmira: Har onde Aander holdt om mine Lænder, |
(145) | |
(146) | |
(147) | Lascus: Hvor kan du ta' et saadan Sværmeri |
(148) | |
(149) | Vesonius: Det gi'r jeg ikke Lov til. |
(150) | Titus: Hvis Grenens Fald |
(151) | Palmira: En Hæslighed er Livet dog — min Sundhed, |
(152) | Vesonius: Tjen uden Vederlag, om saa du synes, |
(153) | Titus: Du ved, jeg ærer dig, Far, mest af alle, |
(154) | Lascus: Jeg husker daarligt, men jeg tror, han hedder |
(155) | |
(156) | Lascus: At hvis man virkelig |
(157) | Titus: Ja, prøv I kun at sende mig paa Rejser; |
(158) | Lascus: Det snakker |
(159) | Titus: Din Datter, Lascus Memmius, og jeg |
(160) | |
(161) | |
(162) | |
(163) | Titus: Som Vestalinde[37] . |
(164) | Lascus: Det var som Pluto[38] . |
(165) | |
(166) | |
(167) | |
(168) | Lascus: Saa stille rundt omkring. Hvorfor? Fordi |
(169) | Cicero: Forlad mig — Bacchus[44] signe — men — paa Vejen |
(170) | |
(171) | |
(172) | |
(173) | Vesonius: Lascus, |
(174) | |
(175) | Vesonius: Nej, kun private. |
(176) | |
(177) | |
(178) | Cicero: Men mit Sværd! |
(179) | |
(180) | |
(181) | |
(182) | |
(183) | |
(184) | |
(185) | En mager Slave: Først paa den tykke der, tag den tykke først! |
(186) | |
(187) | |
(188) | |
(189) | Vesonius: Nej, Lascus, nej, kast Dolken, jeg forlanger det. |
(190) | |
(191) | Vesonius: Hvem trodser Guderne, hvem taler der? |
(192) | |
(193) | |
(194) | |
(195) | Titus: Denne Vej; |
(196) | |
(197) | |
(198) | |
(199) | |
(200) | |
(201) | Rheta: For |
(202) | |
(203) | Rheta: Indhentet det forsømte, |
(204) | |
(205) | Rheta: Aah, du skulde aldrig, aldrig |
(206) | |
(207) | |
(208) | |
(209) | Rheta: Aah nej, du kære — takke vil jeg — takke |
(210) | Vesonius: Kan jeg ikke. |
(211) | Rheta: Vi gik de Veje, Guderne — og vi |
(212) | |
(213) | Rheta: Jeg husker — takker kun — men lov mig, Rita |
(214) | |
(215) | |
(216) | |
(217) | |
(218) | |
(219) | Palmira: Løft hende! hurtigt! Huset staar i Brand. |
(220) | Lascus: Hvad er dette? |
(221) | |
(222) | Vesonius: Sonoffer[50] bringe hver, der blir i Live |
(223) | |
(224) |
[52]
II | |
ET HERATEMPEL[51] I ATHEN | |
(225) | Titus: Hvad vil du, Cicero? sluk Faklen! sluk den! |
(226) | |
(227) | Titus: Saa dør vi. Jeg vil ikke dø. |
(228) | |
(229) | |
(230) | |
(231) | |
(232) | Cicero: Begge Dele. |
(233) | Titus: Vi taler, som om det var mig, der havde |
(234) | Cicero: Pyt, du, Lucretius, |
(235) | |
(236) | Cicero: Af Angst for Livet |
(237) | Titus: Bliv, Cicero, du vover — |
(238) | Cicero: Saa følg mig, Harehjerte[54] . |
(239) | Titus: Skælder du, |
(240) | Cicero: Bundløse Elendighed! |
(241) | |
(242) | Cicero: Jeg ved slet ingen Raad. |
(243) | |
(244) | Cicero: Ha ha! |
(245) | |
(246) | Cicero: Du slaa! |
(247) | |
(248) | Cicero: Ungt! du ung? |
(249) | |
(250) | |
(251) | Titus: Nej, bliv! aah, Marcus, du maa ikke gaa. |
(252) | |
(253) | |
(254) | |
(255) | |
(256) | |
(257) | |
(258) | |
(259) | |
(260) | |
(261) | |
(262) | Stemmen: Jeg er den sidste af os fire Præster, |
(263) | |
(264) | Præsten: Jeg vil — jeg slæbte mig — det kom mig for, |
(265) | |
(266) | |
(267) | |
(268) | Præsten: Der ser du selv. |
(269) | |
(270) | Præsten: Hvad ved vi Mennesker? Jo, om os selv |
(271) | Titus: Slæb dig bort igen. |
(272) | Præsten: Begrav mig. |
(273) | |
(274) | |
(275) | |
(276) | |
(277) | Kvinden: Qodsha. |
(278) | |
(279) | Qodsha: Husker du den Aften |
(280) | |
(281) | Qodsha: Se, om Dødens Kulde om os |
(282) | |
(283) | Qodsha: Ja, af Livets Lykke, |
(284) | |
(285) | |
(286) | Qodsha: Ved Garizim[65] , hvem? Er vi ikke ene? |
(287) | Titus: Gaa med dig, Østerlandshetære[67] , gaa. |
(288) | Qodsha: Saa kom! min Favn er Lethes[68] hede Kilde, |
(289) | |
(290) | Qodsha: Romer, hvorfor veg du fra mig |
(291) | |
(292) | Qodsha: Du ensomme, her staar jeg levende |
(293) | Præsten: Tilsværg mig blot, I vil begrave mig, |
(294) | Qodsha: Uf! ogsaa her! er der da intet Fristed? |
(295) | Titus: Før død i Sandhed end et Liv i Mened[70] . |
(296) | Qodsha: Jeg er saa ung, kun 18 spæde Aar, |
(297) | |
(298) | |
(299) | Titus: Zeus være lovet, at du kommer, Marcus, |
(300) | |
(301) | Mænd og Kvinder (tumler ind med Fakler, Hynder og Bægre under høje Raab): God Aften, Titus! gamle Venner, bravo! |
(302) | |
(303) | Cicero: Ho, fler endnu. Og nogle af dem prægtigt |
(304) | |
(305) | Cicero: Nu gaar det, du. Nu er der Dage nok |
(306) | |
(307) | |
(308) | |
(309) | |
(310) | |
(311) | |
(312) | |
(313) | Cicero: Du skønneste af alle Jordens Byer, |
(314) | |
(315) | |
(316) | Cicero: Hvad anden By i hele Verden kunde |
(317) | Stemmer: Hold Mund! tal ej om Døden! frem til Dansen! |
(318) | Krigen (staar pludselig mellem dem): Jeg er Krigen[73] , og jeg sønderlemmer Mand og skænder Kvinde, |
(319) | Alle: Mens du drikker, vixer Skægget og gaar fløjtende forbi. |
(320) | Kvinden (staar lige saa pludselig mellem dem): Jeg er Kvinden, og jeg drejer hele Verden om min Mave, |
(321) | |
(322) | Pesten (staar der med et Tigersæt): Jeg er Pesten, jeg er Pesten, jeg er Pesten, jeg er Pesten, |
(323) | Alle: Ja, fortæl os, lad os høre om, hvor flinkt det vel kan gaa. |
(324) | Jeg er Døden, og jeg klapper dem paa Kinderne og Halsen |
(325) | Alle: Ja, vi snapper efter Luft og krænger Blik og styrter om. |
(326) | Jeg er Natten, og jeg kalder mine Ugler, mine Ravne, |
(327) | Jorden: Jeg er Jorden, og jeg kalder mine Orme, mine Mider, |
(328) | Ørknen: Jeg er Ørknen, og jeg kalder paa Hyæner og Sjakaler; |
(329) | Pesten: Jeg er Pesten, jeg er Pesten, jeg er Pesten, jeg er Pesten, |
(330) | Alle: Vi er alle med i Spillet; vi er alle dine Slaver. |
(331) | Titus: Nej, dette kan jeg ikke være med til. |
(332) | Cicero: Lad dem rase, Titus. |
(333) | |
(334) | |
(335) | Qodsha: Dette er dog bedre |
(336) | Titus: Jeg ved ej mer, hvad der er godt og ondt, |
(337) | Pesten: Brustne Øjnes Krans er Kronen, Scepteret er Dødningknoklen |
(338) | Kor: Denne Dans er hendes første, derfor: pas du paa din Taa. |
(339) | Alle: Se, vort Herskab danser med os — Pestens og Gudindens Slaver, |
(340) | |
(341) | |
(342) | |
(343) | |
(344) | Cicero: Saa skal jeg samle dem. |
(345) | |
(346) | |
(347) | |
(348) | |
(349) | |
(350) | |
(351) | |
(352) | Kvinden: Hvis er Skylden? Hvem stemmer vor Livsglæde saa- |
(353) | |
(354) | |
(355) | Raab: Din Skaal! du skal leve! Pesten skal leve! |
(356) | |
(357) | |
(358) | Pigen: Dig! dig! forbarm, Asklepios[79] , forbarm dig! |
(359) | Titus: Hvem har den? var det mig, hun peged paa! |
(360) | |
(361) | Titus: I Guder, hjælp os! hjælp os, er I til, |
(362) | Qodsha: Titus, maaske vi begge to har Pesten, |
(363) | |
(364) | |
(365) | Titus: Tror du — er din Hede |
(366) | Qodsha: Du svage Mand, bag dette tynde Klæde |
(367) | |
(368) |
III | |
TITUS LUCRETIUS'S HUS I ROM | |
(369) | Titus: Lille Vesonius, hent lige Mor |
(370) | |
(371) | Titus: Den, hvis |
(372) | |
(373) | |
(374) | |
(375) | |
(376) | Vesonius: Nu genopvækker vi ham[81] saa, forstaar du? |
(377) | Titus: Er du her, Chasmon? Chasmon, er du her? |
(378) | |
(379) | Titus: Stille! lig kun stille! |
(380) | Chasmon: Vaagen, Herre? sov jeg? |
(381) | Titus: Snus til dig, Chasmon, snus! |
(382) | |
(383) | Titus: Nej, du behøver ikke |
(384) | |
(385) | Titus: Kom saa, Charita. |
(386) | |
(387) | Vesonius: Visst saa da, Mor; det er jo kun en Afmagt , |
(388) | Titus: Saa tæller du til ti, og derpaa gnider |
(389) | |
(390) | |
(391) | |
(392) | Titus: Min Tankes Kraft er uafhængig af, |
(393) | |
(394) | |
(395) | |
(396) | |
(397) | |
(398) | |
(399) | |
(400) | |
(401) | Titus: Du vinker med — med Hænderne i Mørket |
(402) | |
(403) | Titus: Ja, dengang — dig — aah, Charita, min Hustru, |
(404) | |
(405) | Titus: Med al Respekt for hans Personlighed |
(406) | |
(407) | |
(408) | Vesonius: Det var Demmekrit; |
(409) | |
(410) | |
(411) | |
(412) | Charita: Titus! |
(413) | |
(414) | Charita: Ti stille, Dreng! |
(415) | Chasmon: Der er ingen Fare |
(416) | |
(417) | Charita: Aah, Gu — aah, det er godt, |
(418) | |
(419) | |
(420) | |
(421) | |
(422) | Charita: Titus, Titus! |
(423) | Titus: Smaa forskræ — — — |
(424) | |
(425) | Titus: Naa, Chasmon, er du saa parat med Pennen: |
(426) | Charita: At du kan sige, Titus, at jeg mangler |
(427) | Titus: Haha! hvorfor? jeg ved det. |
(428) | |
(429) | Titus: Mit kære Legem er du. |
(430) | Charita: I alting gaar du dine egne Veje; |
(431) | Titus: Et slidt og daarligt Ord. |
(432) | Vesonius: Naar jeg fortæller dette her til Crispus, |
(433) | Titus: Kom! her paa mit Knæ! |
(434) | Vesonius: Ih, det er Mænd og Kvinder af overnaturlig Størrelse, |
(435) | |
(436) | Vesonius: Det er vel noget, der saadan gaar over vor Forstand. |
(437) | Titus: Alt , hvad der er, er naturligt; alt, hvad der sker, sker naturligt. |
(438) | Vesonius: Jo, Far, og det er jo Grunden til, at du har samlet alt dette, |
(439) | Titus: Rigtigt, min Søn, naar Mænd møder noget og ikke forstaar det, |
(440) | Vesonius: Er der da slet ingen Guder? hvordan er der Tro paa dem da? |
(441) | Titus: Still[90] dig en Nat der i Krogen, sig Bøv[91] til den gamle Vesca, |
(442) | Vesonius: Er der da virkelig ingen, der kræver Lydighed af os? |
(443) | Titus: Lydighed! Frimand krummer sig ikke for fremmed Vilje, |
(444) | |
(445) | Titus: Ha, husk det saa, lille Vesonjus. |
(446) | |
(447) | |
(448) | |
(449) | |
(450) | |
(451) | Titus: Naa ja, lad Chasmon. I Dag faar jeg intet skrevet. |
(452) | |
(453) | |
(454) | Titus: Saa skift den, du kære. |
(455) | |
(456) | Titus: Saa lidt som i noget andet. |
(457) | |
(458) | |
(459) | |
(460) | |
(461) | Titus: Farvel. |
(462) | |
(463) | Titus: Nej, men i Ørerne, jeg ved det nok. |
(464) | Charita: Et Lune kun — et Minde — ja, men et |
(465) | |
(466) | |
(467) | |
(468) | |
(469) | Titus: Fortæl kun, |
(470) | Charita: Det var den Foraarsaften, |
(471) | |
(472) | Charita: Saadan laa jeg |
(473) | Titus: I 8 Aar |
(474) | Charita: Det bedste Eventyr |
(475) | Titus: Saa dejlig er du, kæreste, saa dejlig, |
(476) | |
(477) | Titus: Men hvis du havde |
(478) | |
(479) | |
(480) | |
(481) | |
(482) | Charita: Ja, naturligvis. |
(483) | |
(484) | Charita: Jeg ser dig styrte ind, |
(485) | |
(486) | Charita: Fordi jeg vidste, fik jeg dig |
(487) | |
(488) | Charita: Jeg bad og kæmped, |
(489) | |
(490) | |
(491) | Titus: Jeg vandt. Du endte med at overgi' dig, |
(492) | Charita: Saa vandt vi begge to. — Du snakked op |
(493) | |
(494) | Charita: Ikke altid, Titus, |
(495) | |
(496) | Charita: Du var dig selv, dog ogsaa lidt en anden; |
(497) | Titus: Som den, der efter lange Rejser genser |
(498) | |
(499) | |
(500) | Charita: Nej, Titus, ved de fire |
(501) | |
(502) | |
(503) | |
(504) | Charita: Se der. |
(505) | Titus: De er der, alt er der endnu, |
(506) | Charita: Du bruger unge Ord til gamle Koner. |
(507) | |
(508) | Charita: Men hende, Østerlandshetæren, Titus, |
(509) | Titus: Om jeg —? Næ, Charita, næ, ved du hvad? |
(510) | |
(511) | Titus: Dengang! |
(512) | |
(513) | Titus: — jeg laa og skreg |
(514) | Charita: Maaske — jeg tænkte, |
(515) | |
(516) | Charita: Det er bare, Titus, |
(517) | |
(518) | |
(519) | Titus: Ti stille! |
(520) | |
(521) | |
(522) | Charita: Det var kun et Par Udbrud: du er kær, |
(523) | Titus: Tænk, har jeg talt |
(524) | |
(525) | |
(526) | Charita: Og der er over- |
(527) | |
(528) | |
(529) | |
(530) | Lascus: Javisst. Vi vandt et Slag, saa rømte jeg. |
(531) | |
(532) | |
(533) | Charita: Det var en rigtig Overraskelse. |
(534) | |
(535) | |
(536) | Stella: Som dog har vendt sig |
(537) | |
(538) | Stella: Tusind, tusind Tak, |
(539) | |
(540) | Stella: Jeg si'r dig, Barn, |
(541) | |
(542) | Stella: Det har hun. Næ, saa er Celinders |
(543) | |
(544) | Stella: Det passer, Lascus, ja, nu du igen! |
(545) | Lascus: Har naaet, smukke Glut! i dette Felttog |
(546) | Stella: Saa vil jeg haabe, |
(547) | Lascus: Læg Grime[105] paa! |
(548) | Titus: Hvad var det saa, der førte dig til Rom |
(549) | Stella: Det skal jeg ærligt sige, |
(550) | |
(551) | |
(552) | Stella: Tror I, jeg lægger Vægt paa deres Sladder? |
(553) | |
(554) | Stella: Om jeg gør! Saa splintre |
(555) | Titus: Hm! saa gaar du støt |
(556) | Stella: Ja, |
(557) | Titus: Tak, gode Stella; men det gaar nok ogsaa |
(558) | Stella: Men kære, jeg maa gaa — aah, det er sandt, |
(559) | Lascus: Du snakker rent for rask! lad gaa med det, |
(560) | |
(561) | |
(562) | |
(563) | |
(564) | Stella: Du forstaar mig heldigvis, min Pige. |
(565) | Lascus: Ret saa! |
(566) | Stella: Du er rendt fra din |
(567) | Titus: Stella, en Stjerne[112] . |
(568) | Lascus: En af dem, der straaler |
(569) | |
(570) | Lascus: Hvis jeg ligner |
(571) | Charita: Smæd[114] og spot I kun. |
(572) | Titus: Den skønne hende er jo alting skønt, |
(573) | Lascus: Man byder Slaver, men man beder Guder; |
(574) | Titus: Vi bralrer op og glemmer rent at spørge |
(575) | Lascus: Et lille bitte Slag engang imellem |
(576) | |
(577) | Lascus: Hvad saa? Saa blir |
(578) | Titus: Du ved, mit Arbejd er mig helligt, Memmjus; |
(579) | Lascus: Min kære Dreng, du er jo ung endnu, |
(580) | Titus: Jeg ved, du gør det, Svigerfar, saa trofast |
(581) | Lascus: Dit unge redelige Sind |
(582) | |
(583) | Lascus: Paa dine unge Skuldre ta'r du saa |
(584) | |
(585) | Lascus: Men har du sikret dig et Sted at staa paa? |
(586) | Titus: Du mener altsaa, Præsterne og Pøblen |
(587) | Lascus: Jeg tænker paa min Datters Liv og Velfærd |
(588) | Charita: Jeg er Titusses , kun hans; |
(589) | |
(590) | |
(591) | |
(592) | |
(593) | |
(594) | |
(595) | |
(596) | |
(597) | Charita: Aah, gid I kunde faa talt ud engang |
(598) | |
(599) | |
(600) | Lascus: Han kommer ikke til det gode, Titus; |
(601) | |
(602) | |
(603) | |
(604) | |
(605) | |
(606) | |
(607) | Vesonius: Vær hilset selv! — Jeg kommer, |
(608) | |
(609) | |
(610) | |
(611) | Lascus: Jeg gaar, fordi |
(612) | Charita: Hvorfor behøver du nu ogsaa Ærind, |
(613) | Vesonius: Altsaa: tvende Ærinder |
(614) | Charita: Jeg synes, Titus, |
(615) | |
(616) | Charita: Ja, han er |
(617) | |
(618) | |
(619) | |
(620) | |
(621) | Titus: Des bedre, for saa sparer vi vor Slave. |
(622) | |
(623) | Titus: Saa har vi Drengen om et Øjeblik. |
(624) | |
(625) | Titus: Er det nødvendigt, |
(626) | Vesonius: Og denne Bog |
(627) | Titus: Ak, dengang var jeg ung, og mine Maal var smaa; |
(628) | Vesonius: Jo, jeg forstaar, der er kun eet, du regner med: |
(629) | Titus: Ved denne Lysepraas, kald den kun latterlig, |
(630) | Vesonius: Ja, Solen selv, |
(631) | Titus: Du flygter fra dit Billed til et nyt, Augur, |
(632) | Charita: Lille Vesonius er ikke kommen. |
(633) | Titus: Tilgiv, Far, hvis alt for dristigt |
(634) | Vesonius: Og du, som frelstes, som gik fri af Pesten, |
(635) | Titus: Jeg frelstes ej fra det, der værre var, |
(636) | |
(637) | Titus: Aartusinder har Menneskene ligget |
(638) | |
(639) | Titus: Men staar fast, skal staa |
(640) | Vesonius: Ha ha! |
(641) | Titus: Selv om saa var, |
(642) | |
(643) | Titus: Du ved, |
(644) | |
(645) | Titus: — saa ham kysse |
(646) | Vesonius: Din Tales skarpe Glans og snilde Snoning |
(647) | Titus: Med Føje, Far, saa sandt du ejer intet. |
(648) | |
(649) | Titus: Og jeg, jeg havde |
(650) | |
(651) | |
(652) | Charita: Skænd kun! bliv kun vred! |
(653) | Titus: Du ved jo, kære, at den sikreste |
(654) | Charita: Der maa gaa Bud! og vil du ikke, Husbond, |
(655) | |
(656) | Charita: Og vil du ikke for mit Hjertes Skyld, |
(657) | |
(658) | Charita: Nej, frygt ikke, at jeg svigter! |
(659) | |
(660) | Charita: Aah, Titus, du er knap saa rolig selv. |
(661) | Titus: Ti stille, Charita, for jeg er rolig, |
(662) | Charita: Svigerfar, |
(663) | Vesonius: Nej, jeg har større Ting |
(664) | Titus: Du sagde før, at der i Rom var een, |
(665) | |
(666) | Titus: En Mand af et saa tungt Gemyt som dit |
(667) | |
(668) | Titus: For jeg elsker dig. |
(669) | Vesonius: Nej, mindst for det! |
(670) | |
(671) | Vesonius: Læg ikke Skylden paa de Evige! |
(672) | Titus: — derfor hader jeg de Guder, |
(673) | |
(674) | |
(675) | |
(676) | |
(677) | Vesonius: Men som er til aldeles uafhængigt |
(678) | Titus: Jeg ved det nok, du bjerger dig derhen, |
(679) | Vesonius: Haha, dit Skarpsyn og din Digterevne |
(680) | |
(681) | Vesonius: Fra nu af er jeg sønneløs[149] . |
(682) | |
(683) | |
(684) | Vesonius: Saa kæmper da vi to Lucretier |
(685) | Titus: Det er jo ikke Tro og Tvivl, der kæmper, |
(686) | Charita: En streng Dag er det. Om jeg ikke mister |
(687) | |
(688) | Charita: Din Søn! |
(689) | Titus: Nej, nej, nej, jeg tror ingen Verdens Ting; |
(690) | Charita: Vesonjus! |
(691) | |
(692) | |
(693) | |
(694) | Charita: Titus! Titus! |
(695) | |
(696) | |
(697) | |
(698) | |
(699) | |
(700) | |
(701) | |
(702) | |
(703) | |
(704) | |
(705) | Chasmon: Konsulen var ganske visst |
(706) | |
(707) | |
(708) | Titus: Naturligvis. Hvad andet? Ser du, Crispus, |
(709) | Chasmon: En Kvinde staar her |
(710) | |
(711) | Chasmon: Jeg ved det ikke, Herre. |
(712) | Titus: Jeg vil ikke |
IV | |
TITUS LUCRETIUS'S HUS I ROM | |
(713) | Qodsha: Og du vilde virkelig ikke flygte med mig, selv om jeg |
(714) | |
(715) | Qodsha: Ved du, hvad du brænder efter at svare? Men du tør |
(716) | |
(717) | Qodsha: At naar syltede Kvæder[154] er gemt for længe, smager de |
(718) | |
(719) | Qodsha: Jeg keder mig, jeg keder mig, jeg keder mig. Ved du, |
(720) | |
(721) | |
(722) | Chasmon: Jeg vilde stryge dig ganske langsomt over Øjne og |
(723) | Qodsha: Hvad staar der saa i det store Glas øverst til venstre |
(724) | |
(725) | Qodsha: Chasmon! |
(726) | Adabar: Herren har sagt, at her ikke maa fyres mere. Det har |
(727) | Qodsha: Fyr op i Kaminen, Slave! det skal buldre og gnistre, |
(728) | |
(729) | Qodsha: Hvor du hader mig, Chasmon! Hahaha! Du hader mig |
(730) | |
(731) | Qodsha: Du er bange, ikke for ham, men for mig, for dig selv? |
(732) | |
(733) | Qodsha: Hvem er du egentlig Søn af, Chasmon? det har du |
(734) | |
(735) | |
(736) | |
(737) | |
(738) | Chasmon: Hun var Skurekone i et Værtshus i Antiokia[155] . |
(739) | Qodsha: Ha! pyt! |
(740) | |
(741) | Qodsha: Sidst jeg var rendt fra ham, da han fandt mig i Ko- |
(742) | |
(743) | Chasmon: Herre, |
(744) | Cicero: Saa meddel ham, |
(745) | |
(746) | Qodsha: Bi[157] ! Jeg skal melde det. At Lascus Memmjus |
(747) | |
(748) | |
(749) | Cicero: Ikke det! Saa sig ham, at |
(750) | Qodsha: Vrede Herre, |
(751) | |
(752) | |
(753) | |
(754) | Cicero: Jeg forsikrer dig, |
(755) | Lascus: Jeg priser Heldet, |
(756) | |
(757) | |
(758) | Chasmon: Min Herre be'r jer |
(759) | Qodsha: Saa byder jeg jer en god Nat i Selskab |
(760) | Cicero: Oprørende! |
(761) | |
(762) | Cicero: Han! han er jo syg. |
(763) | |
(764) | Cicero: Lad os ene, mens vi venter. |
(765) | Lascus: Cicero, jeg ser min Datter |
(766) | |
(767) | Lascus: Jeg sætter aldrig mine Ben i |
(768) | Cicero: Hvor stammer egentlig det Fjendskab fra |
(769) | |
(770) | Cicero: Et sælsomt Forhold: jeres Børn er gift; |
(771) | |
(772) | Cicero: Du skulde fortsat dit Augurliv, kære. |
(773) | |
(774) | Cicero: Hm! du har ogsaa tabt dig, kære Memmjus. |
(775) | Lascus: Er man næsten firs, |
(776) | Cicero: Og denne Gang til ham i Dag den er os |
(777) | |
(778) | Cicero: Du! prøv at lade, |
(779) | Lascus: Du har jo læst de næste 4 Bøger, |
(780) | |
(781) | |
(782) | |
(783) | Lascus: Javisst, det ved jeg; |
(784) | Cicero: Hm! det er Vanvid — |
(785) | |
(786) | Cicero: Mærkeligst ved Værket |
(787) | Lascus: Din Bøn er hørt; thi for at |
(788) | |
(789) | Titus (ind): Fy, jeg lod jer vente; |
(790) | |
(791) | Titus: Det gamle Hus, jeg har |
(792) | |
(793) | Titus: Kære, kære du, |
(794) | |
(795) | Titus: Ah! du har en Datter? sikkert |
(796) | |
(797) | |
(798) | Cicero: Han gaar af som |
(799) | Titus: Jasaa! |
(800) | |
(801) | Titus: Drikke |
(802) | Lascus: Ja, jeg maa tilstaa, at for tyve Aar |
(803) | |
(804) | Cicero: — — en Verdensomkalfatrer[165] , en Luftspejler[166] , — — |
(805) | |
(806) | Titus: Nej, din. Jeg haaber, Lascus Memmjus, |
(807) | |
(808) | Titus: Jo jo, ser I, jeg har Anfald, |
(809) | Cicero: Og dog er der intet, |
(810) | Titus: Nej, der ta'r I fejl; |
(811) | |
(812) | Titus: Tak, Venner, at I kom! og Tak især, |
(813) | Cicero: Ven, du har bedt mig om det før; jeg svarer |
(814) | Titus: Du gør mig glad; |
(815) | Cicero: Vi haaber |
(816) | Titus: Ven, jeg takker |
(817) | |
(818) | Titus: Bliv fra mig! |
(819) | Qodsha: Nej, du skal hvile nu; du trænger saadan |
(820) | Titus: Hvile? i dit Skød! |
(821) | |
(822) | |
(823) | |
(824) | Titus: Og over Mand Mands Skæbne! jo, men over |
(825) | |
(826) | Titus: Ved du, du har Rynker |
(827) | |
(828) | Titus: Og du er rede, Chasmon? |
(829) | |
(830) | Titus: Aah, det er — det er kærligt af dig, Chasmon; |
(831) | |
(832) | |
(833) | |
(834) | Titus: Du lo. Du har da ikke noget for — —? |
(835) | |
(836) | Titus: Ja, Chasmon, jeg |
(837) | |
(838) | Titus: Du er saa tro, som Guld er utro, Chasmon. |
(839) | |
(840) | |
(841) | |
(842) | Titus: Ja, naar en Dag jeg kan det, maa det ske, |
(843) | |
(844) | |
(845) | Chasmon: Maaske I følte det, som om I maatte |
(846) | Titus: Og sker det saadan, |
(847) | |
(848) | Titus: Men endnu ser jeg kun den store Forskel, |
(849) | |
(850) | Titus: Blir Uvejr ved til Somrens Hæld, gaar Kornet |
(851) | |
(852) | |
(853) | |
(854) | |
(855) | |
(856) | |
(857) | |
(858) | |
(859) | Qodsha: Herre, jeg vil gerne piskes af dig. |
(860) | |
(861) | Qodsha: Ha, se, du vrider dig; |
(862) | Titus: Haha, javisst, det ser man stundom, Qodsha, |
(863) | Qodsha: For sidste Gang, som alle |
(864) | Vesonius den Ældre (ind, fulgt af Lascus Memmius): Hvor er han? |
(865) | |
(866) | Vesonius: Hvad vil |
(867) | Lascus: Hvor vover du at komme med Soldater |
(868) | Vesonius: Jeg kommer i mit Embeds Myndighed med |
(869) | Lascus: Hvis Guderne vil ødelægge Rom, |
(870) | Vesonius: Du ogsaa for den nye Lære! du, der |
(871) | |
(872) | Vesonius: Jeg ved Besked med dem, |
(873) | Lascus: Men du, Vesonius, der alle Dage |
(874) | Vesonius: Jeg fik de høje Guders Naade til det; |
(875) | Lascus: En ydmyg Floskel er mig ikke nok |
(876) | Vesonius: Jeg kom her ikke for at skifte Ord |
(877) | Lascus: Dit Svar er stærkt i Ord, men svagt i Tone. |
(878) | Vesonius: Du mig! du byder mig! |
(879) | Lascus: Vesonius Lucretius, jeg skider |
(880) | Vesonius: Nej, ikke nu. Jeg har et Større for. |
(881) | Lascus: Du har forraadt din Ven, Skinhellige, |
(882) | Vesonius: Saa skal jeg svare |
(883) | |
(884) | Vesonius: Aaret efter, Charita var født, |
(885) | |
(886) | Vesonius: Og bød man mig den atter, greb jeg |
(887) | |
(888) | |
(889) | |
(890) | |
(891) | |
(892) | Titus: Ah! |
(893) | Vesonius: Jeg kommer som den Ældste for vor Bys |
(894) | |
(895) | |
(896) | Titus: Min Far og Fjende, er det ikke nok? |
(897) | Vesonius: Jeg bød dig engang brænde disse Bøger. |
(898) | Titus: De er i Sikkerhed, kun jeg ved hvor. |
(899) | |
(900) | |
(901) | |
(902) | Vesonius: Kom ikke nærmere! Det buldrer lystigt |
(903) | |
(904) | |
(905) | Vesonius: Saa blege blev I. |
(906) | |
(907) | |
(908) | |
(909) | |
(910) | Titus: Saa fik jeg det |
(911) | |
(912) | Titus: Far! aah nej dog, nej dog, Far! |
(913) | |
(914) | |
(915) | |
(916) | |
(917) | Titus: Dræbt ham — for et lumpent |
(918) | |
(919) | |
(920) | |
(921) | |
(922) | Lascus: Titus, din Sjæl! din Sjæl, der brænder op! |
(923) | Titus: Hent Soldater! fjæl[183] mig |
(924) |
V | |
ET FÆNGSEL I ROM | |
(925) | |
(926) | |
(927) | |
(928) | |
(929) | Den første: Det er ingen Smed, det er en Skomager. Ham har |
(930) | Den anden: Jo, det var en Aften, vi havde faaet lidt at fugte |
(931) | Den første: Hvem er han derhenne, der ligger med lukkede |
(932) | Den anden: Det er en, der ikke er rigtig klog; maaske det red- |
(933) | |
(934) | Den anden: Du kan jo gaa over og spørge ham ad, hvis du kan |
(935) | |
(936) | Den anden: Jeg tager aldeles ikke mere fejl, end det passer mig. |
(937) | |
(938) | |
(939) | Haruspexen Anciscor: Aha! en Fangevogter, som vi ikke kender. |
(940) | |
(941) | Anciscor: Vi er 3 gejstlige, som daglig |
(942) | Fogeden: Har I |
(943) | |
(944) | |
(945) | |
(946) | |
(947) | |
(948) | |
(949) | |
(950) | |
(951) | |
(952) | |
(953) | Fogeden: Jeg takker jer. Lucretius, vaagn op! |
(954) | |
(955) | Anciscor: Fred kommer vi jo for at skænke dig, |
(956) | |
(957) | |
(958) | |
(959) | Sol: Spidsfindig! for at hævde, Løn og Naade |
(960) | |
(961) | Anciscor: Nej, kære Venner, |
(962) | |
(963) | Fulmina: Bed Guderne, fra dem |
(964) | Sol: Nej, lad mig! |
(965) | |
(966) | Fulmina: Spot og Forhærdelse er Ægtepar, |
(967) | Anciscor: Det er jo dog saa lidt, vi kræver af dig; |
(968) | |
(969) | |
(970) | Anciscor: Ja, tilstaa du det ærligt for dig selv |
(971) | |
(972) | Anciscor: Blot dit Navn paa dette! |
(973) | |
(974) | |
(975) | |
(976) | |
(977) | Anciscor: Og glæd dig til den Plads, der saa beredes |
(978) | |
(979) | |
(980) | |
(981) | |
(982) | |
(983) | |
(984) | |
(985) | Lascus: Hvad var det, jeg sagde? |
(986) | |
(987) | |
(988) | |
(989) | |
(990) | |
(991) | |
(992) | |
(993) | |
(994) | |
(995) | |
(996) | |
(997) | Titus: Aah, det haster. |
(998) | |
(999) | Titus: Hvor er |
(1000) | |
(1001) | Titus: Og mine Samlinger lagt øde, |
(1002) | |
(1003) | Titus: Paa nær den sidste, den herinde, ja. |
(1004) | |
(1005) | Titus: Aah ja, det koster, du, at være tro |
(1006) | |
(1007) | Titus: Hm! det koster |
(1008) | Lascus: Ja, Titus, jeg er træt — jeg længes efter |
(1009) | Titus: Du muntreste af alle Roms Augurer, |
(1010) | Lascus: Og saa er Cæsar rykket ind og hyldes |
(1011) | Titus: Hvad angaar dette mig? Du ved, jeg kender |
(1012) | |
(1013) | |
(1014) | |
(1015) | |
(1016) | |
(1017) | |
(1018) | Titus: Hvem er den Mand, |
(1019) | |
(1020) | |
(1021) | Cæsar: Den Bog, du udgav om |
(1022) | Titus: Ha! Gajus Juljus Cæsar, hvem er du? |
(1023) | |
(1024) | Cicero: Ju-Ju-Julius, |
(1025) | Titus: Din Ros af |
(1026) | |
(1027) | |
(1028) | Cæsar: Denne Mand |
(1029) | Titus: Jeg blir her, blir: |
(1030) | |
(1031) | Titus: Besynderligt, jeg har jo aldrig dræbt |
(1032) | |
(1033) | Titus: Jeg sagde engang, hun var gennemsund[196] . |
(1034) | |
(1035) | Titus: Aah, kære Slave! er du her! saa ta'r |
(1036) | Cicero: Nej, jeg forstaar dig nok |
(1037) | Titus: Ja, i vort Aarhundred |
(1038) | Chasmon: Maaske det dog var fejl, I ikke udgav |
(1039) | Titus: Jeg kan ikke |
(1040) | Lascus: Jeg er en Romer, Cicero, en Romer, |
(1041) | Titus: Haha; syv Sønner var der spaaet mig, |
(1042) | Chasmon: Brug jer Vilje, Herre! |
(1043) | Lascus: Nu frister jeg det sidste, Cicero. |
(1044) | Titus: Den anden gamle Mand skal ogsaa gaa. |
(1045) | |
(1046) | Titus: Tak, Ven, Tak! |
(1047) | |
(1048) | Titus: Urania[207] , er du her? |
(1049) | |
(1050) | Titus: Og hvorfor kommer du saa? |
(1051) | Charita: Jeg kommer for at be' dig tilgi' mig, |
(1052) | |
(1053) | Charita: Jeg mente jo, naar Sjæl og Legem ikke |
(1054) | |
(1055) | Charita: Jeg kommer for at be' dig tilgi' mig. |
(1056) | Titus: Du kommer for at be' mig tilgi' dig, |
(1057) | Charita: Ja, Livet, |
(1058) | Titus: Tak, fordums Elskede, Tak, at du kom! |
(1059) | |
(1060) | |
(1061) | |
(1062) | Titus: Du atter kære! |
(1063) | Charita: Og er mit Skød dig endnu ej for ringe |
(1064) | Titus: Min Charita! |
(1065) | Cicero: Du tog dig paa en Stordaad uden Lige |
(1066) | Chasmon: Og hvor min Tanke standsed op og svimled, |
(1067) | |
(1068) | |
(1069) | Titus: Aah ja, min Brynde mod Hetæren var vel |
(1070) | |
(1071) | |
(1072) | |
(1073) | |
(1074) | Charita: Kunde jeg — — — |
(1075) | Titus: Vi havde jo — en lille Dreng, der døde[215] . |
(1076) | |
(1077) | Titus: Han er død. Men husker du, |
(1078) | |
(1079) | Titus: Nej, det er den samme, |
(1080) | Charita: Nej, saadan føler jeg det ikke, Titus. |
(1081) | Titus: Hm! der blir ved at taage noget for mig: |
(1082) | Charita: Jeg har kun eet, et eneste at svare: |
(1083) | Titus: Der klares noget fjernt og taaget for mig: |
(1084) | Charita: Det tror jeg ogsaa: saa begynder vi. |
(1085) | Titus: Husk mig kun, Chasmon, paa, min Bog skal ende |
(1086) | |
(1087) | Cicero: Ja, nu er Titus Lucretius død. Saa stor var |
(1088) | Charita: Det er mig alt saa ligegyldigt, blot jeg |