Indledning
Skuespillet om Pilatus er Kaj Munks første betydelige arbejde. Med sin religiøse tematik har dette ungdomsdrama også en oplagt selvbiografisk dimension. På tilblivelsestidspunktet var forfatteren inde i en voldsom åndelig krise, der varede flere år. Niels Nøjgaard omtaler derfor Pilatus som “et personligt Munksk Dokument” (Nøjgaard 1946, s. 49).
“Vakleren”, som var skuespillets oprindelige titel, handler om et menneske med store magtbeføjelser og dets svære dilemma mellem ansvar og pligt. Pontius Pilatus, den romerske præfekt i Judea (26-36 e.Kr.), som får den skæbne-opgave at skulle forhøre og dømme jødernes konge, forsøger i Munks udlægning af de bibelske begivenheder af al magt at undgå at skulle gøre sin pligt, som den er blevet sat i scene af en jødisk præsts (Kajfas) manipulation og rænkespil. Hermed lægger Munk sig fortolkningsmæssigt op ad Lukasevangeliet, som, modsat Matthæus og Markus, lader ansvaret for Jesu korsfæstelse være delt mellem Pilatus og folkemængden, og således rækker skuespillet mere direkte ud efter sine læsere og spørger til menneskets personlige ansvar set i forhold til det at være en del af et fællesskab med magt.
Pilatus, skulle det hurtigt vise sig, blev det første af en række bibelske dramatiseringer fra Munks hånd, idet han allerede samme år skrev Samson (1917), som senere fulgtes af En Idealist (1928) om Kong Herodes og De Udvalgte (1933) om Kong David. Kong Saul gav også stof til nogle dramatiske forsøg (1933), men disse blev dog aldrig til et fuldendt drama. Ligesom magt- og intrigespillet samt viljen og kraftens dilemma går igen tematisk, ses også en vis formmæssig sammenhæng mellem de bibelske skuespil, idet Pilatus er skrevet på vers (urimede, 5-fods jamber) ligesom Samson og 1. akt af De Udvalgte, hvormed han voldsomt bryder den hverdagsautentiske replikrealisme, som kunne ses i Lollandsskuespillene, Rasmine og I Høstens Dage.
Hovedpersonen i skuespillet var ikke alene om at være splittet og vaklende – Munk kunne nemlig ikke bestemme sig for, hvordan skuespillet skulle ende. Den første afslutning blev revet ud og glemt til hans egen fortrydelse, for den nye huede ham slet ikke. Senere (efter skuespillet udkom på tryk i 1937) fandt Munk imidlertid sin første afslutning igen, og denne oprindelige afslutning medtages og indsættes her som en alternativ afslutning, så læserne får begge varianter.
- Skriveår:
- 1917
- Udgivelsesår:
- 1937
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1937. Pilatus, første trykte udgave, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Skrevet 1917 under pseudonymet Harald Cajus.
Manuskriptside med oprindelig slutning på IV. Akt
"SIDSTE SIDE, som jeg troede bortkommen, men fandt nu, da jeg rodede op til denne Bog.
Den var skaaret ud af Hæftet og en anden Slutning klistret ind, visstnok allerede i 1918."
(citat: billedtekst i "Foraaret saa sagte kommer", side 217)
KMF-nr. 28.05.05
Pilatus
Skuespil i 4 akter af Harald Cajus
PILATUS er mit første Skuespil, fraset et Par Forsøg, hvoraf lidet huskes og intet er bevaret. Det foreligger her, selvfølgelig uden Ændringer af nogen Art, som det blev til, kladdeløst, og næsten uden Overstregninger, frit dikteret af Hjernen i Foraaret 1917, da jeg var Elev i III G i Nykøbing Cathedralskole. Studenterexamenstorturen ret forude gav Spændingen i Sindet. Og de uregelmæssige tyske Verber maatte bukkende forlade Lokalet, naar de femfodede Jamber stormede ind.
Jeg boede 2 km uden for Nykøbing, ovre paa Lolland, i Loftsværelset af en fhv. Skole. Kl. 4 Morgen stod jeg op, vandrede paa Christian IX's Bro over Sundet i Vintermørket, købte 3 varme Kryddere, ofte det eneste, jeg fik at spise hele Dagen igennem foruden Pensionatsmiddagen Kl. 2, sneg mig ind i Skolen, hvor der var Lys og Centralvarme, og gav mig saa ved mit Skolebord i ilende Gang med Blankverset. Under falsk Navn sendtes Resultatet til Pio (Poul Branner), der midt i Repetitionsferien lod svare, (var det Kai Friis Møller?) at her forelaa et virkeligt originalt Arbejde, hvis Forfatter udmærket vilde have gjort sig gældende mellem Shakespeares Samtidige; Forlæggeren vilde tale med sin gode Bekendt Johs. Poulsen om Opførelse paa Det kgl., sandsynligvis til Paaske. Alt det tog 19-Aars-Knøsen jo som noget ganske selvfølgeligt og gik saa videre med "er gebiert, er gebar, er hat geboren".
Et Par Uger efter Jul fylder jeg 40. 10 Aar er da forløbet, siden jeg for første Gang fik et Arbejde frem, En Idealist, ogsaa tilblevet under en Examensspænding, den teologiske Attestatses. (Mon ikke Cant blev til, da jeg skulde aflægge Køreprøve i Skern som Automobilist?) Det kgl. Teater gør mig den Glæde af genoptage Herodesstykket [1] nu. Maaske det da har Interesse for Venner af mig selv, af min kæmpende Kunst (ogsaa kun for dem) at erfare om Gymnasiastens Arbejde samtidig med, at de kan se Studentens. Sjældent forærer jeg Bøger af mig selv, finder det en noget anmassende Høflighed. Men nu har Bogtrykker Rasmussen i Ringkøbing sat mig i Stand til at faa mit Drengearbejde trykt. Saa lad det da gaa som en Julegave til Vennerne, med Bøn om ikke at læse det (der er jo Ting, det er værdifuldt at eje, selv om man ikke bruger dem, maaske især, naar man ikke bruger dem); i hvert Fald ikke sende mig Kvittering for det ("vi har nu med stor Glæde . . ."); bare modtage det som et Udtryk for Tak, Tak for Tro og Troskab gennem Tiderne.
Vedersø Præstegaard. Jul 1937.
[2] [3] [4] [5] [6] [7] [8] [46][50][61]( TÆPPE!)I. AKT | |
( Søjlehal oplyst af brændende Fakler, aaben mod Gaden. Pontius Pilatus hvilende med Hovedet i Julias Skød.) | |
(1) | Drømme, |
(2) | PILATUS (kysser hendes Haand): Tak, dyrebare, elskte Julia, |
(3) | JULIA (stryger hans Pande): Nej, den, der skylder Tak, min Pontius, |
(4) | PILATUS: Hvo skulde andet vel end trofast elske, |
(5) | JULIA: Ja, priset være alle høje Guder, |
(6) | PILATUS: Og tykkes du, det var saa underligt? |
(7) | JULIA: Men du var ærlig, sanddru, god og mandig. |
(8) | |
(9) | JULIA: Du vover altfor lidt, min Pontius. |
(10) | PILATUS (kysser hende): O søde Krog! o yndefulde Madding! |
(11) | JULIA: Ja, Pontius, vi er begge lykkelige. |
(12) | |
(13) | JULIA (drillende): Men kan du huske, hvor du var imod |
(14) | PILATUS: Det var jo heller ikke godt at vide, |
(15) | |
(16) | PILATUS: Forsigtig var jeg altid. |
(17) | JULIA: Hvad? Tilfældet? |
(18) | |
(19) | |
(20) | |
(21) | |
(22) | |
(23) | JULIA (med et Smil): Du tvivler ikke, og du tror ej heller. |
(24) | PILATUS: Jeg tør med Ed stadfæste, at jeg tror. |
(25) | JULIA: Jeg fatter alt din Mening, Pontius; |
(26) | |
(27) | JULIA: Og dog — hvad er vel Verden uden Gud? |
(28) | |
(29) | JULIA: Det var vore Skæbner, |
(30) | PILATUS: Og hvilken Mening vilde du da have, |
(31) | JULIA: En saa klar |
(32) | |
(33) | JULIA: Ja, denne Gud, min Husbond, |
(34) | PILATUS (rejser sig og omfavner hende): Min egen, dyrebare Julia! |
(35) | JULIA (kysser ham): Min elskelige, dyrebare Husbond! |
(36) | PILATUS: Hvis Kejseren[32] udtaler som sin Vilje . . . |
(37) | |
(38) | PILATUS (forfærdet): Du store Jupiter, hvad vi os bryder ... |
(39) | |
(40) | |
(41) | JULIA (bedende): Lad os blive her! |
(42) | PILATUS: Min elskte Viv! Her har du atter Ret. |
(43) | TJENER (træder ind): Tvende[34] Jøder kræve |
(44) | PILATUS (vil gaa med Julia): Nej, nej, i Aften vil jeg ej forstyrres. |
(45) | JULIA (standser ham): Du sagde nys , at du taalmodigt vilde ... |
(46) | PILATUS (ærgerlig): Ja, ja, saa før dem begge da herind! |
(47) | NIKODEMUS: Nu, hvilket Lykketræf, min Ahasverus, |
(48) | AHASVERUS: I Sandhed, Nikodemus, |
(49) | NIKODEMUS: Og jeg kan tænke, |
(50) | |
(51) | NIKODEMUS: Hvorlunde lever du, min Ungdomsven, |
(52) | |
(53) | |
(54) | |
(55) | NIKODEMUS: Saa er der sagtens nogen, |
(56) | |
(57) | NIKODEMUS: Men at det har et saadant Hastværk, at |
(58) | |
(59) | |
(60) | AHASVERUS (med Triumf i Øjet): Fortræffeligt, haha! Saa vinder jeg. |
(61) | NIKODEMUS: Men hvilken Sag? Du tøver? Aah! Betro dig |
(62) | |
(63) | |
(64) | |
(65) | NIKODEMUS: Men hvilket Under-Træf. |
(66) | |
(67) | NIKODEMUS: Saa ogsaa du vil tale med Pilatus |
(68) | |
(69) | NIKODEMUS (trykker hans Haand): Vær ikke vred! Jeg burde have vidst det, |
(70) | AHASVERUS (med Ild i Øjet): Nej, nej, den tabes ej, den vindes kun. |
(71) | |
(72) | AHASVERUS: Og du har jo meget |
(73) | NIKODEMUS: Det maa vi, Ven; dertil os Himlen hjælpe! |
(74) | |
(75) | NIKODEMUS (betagen): Skulde Dødens Gys |
(76) | |
(77) | NIKODEMUS: Løgnens Helvedmumlen |
(78) | |
(79) | NIKODEMUS: Elskte Ahasverus! |
(80) | AHASVERUS (har imidlertid fattet sig og tager Vennens udstrakte Haand): Nej, nej! Saa lad det bare koste Blod! |
(81) | NIKODEMUS: Aah! hvis du vidste, hvor jeg elsker ham! |
(82) | |
(83) | NIKODEMUS: Jeg kunde næppe spørge ud for Lykke, |
(84) | |
(85) | NIKODEMUS: Nu mødes vi da her, min kære, |
(86) | |
(87) | NIKODEMUS: Aah! det vidste, |
(88) | |
(89) | NIKODEMUS: Det gaar ej an. |
(90) | |
(91) | NIKODEMUS: Kan blot jeg gi' det store Flertal Magten |
(92) | |
(93) | NIKODEMUS: Aah! Gudskelov, vi kom før Præsterne! |
(94) | AHASVERUS (hæst): Han vinder Sejren. |
(95) | |
(96) | |
(97) | PILATUS (forlegen): Velkommen da. Jeg fatter vel dit Ærind? |
(98) | NIKODEMUS: Det var jo paa Beregning, høje Herre; |
(99) | PILATUS (oprigtig): Dobbelt da velkommen, |
(100) | AHASVERUS (kaster sig paa Knæ): Tilgiv mig, herlige og høje Hersker, |
(101) | NIKODEMUS (forundret): Men lad dog mig! Men vent dog! Giv dog Tid! |
(102) | PILATUS (misforstaar ham): Vist vil jeg vente; jeg er ej Tyran. |
(103) | |
(104) | |
(105) | AHASVERUS: Jeg er en fattig, ringeagtet Mand; |
(106) | NIKODEMUS (der har vist stigende Rædsel og nu Undren): Er du den Ungdomsven, jeg engang havde! |
(107) | PILATUS: Men bedste Ven dog — hans Opfindelse |
(108) | AHASVERUS: O! du almægtige og herlige! |
(109) | PILATUS: Saa tal! Taalmodigt hører jeg dit Ord. |
(110) | AHASVERUS: Derefter kom han ofte ned ved Søen |
(111) | NIKODEMUS: Landshøvding! Lyt ej længer til hans Røst! |
(112) | PILATUS: Jeg fatter klart, du er ulykkelig, |
(113) | AHASVERUS: Enden nærmer sig. |
(114) | |
(115) | PILATUS: Vist vil jeg høre; end er ej der Mening |
(116) | AHASVERUS: Da nu den højt forhadte Tømmersvend, |
(117) | |
(118) | |
(119) | AHASVERUS: Han var i Søndags løbet ud paa Gaden, |
(120) | |
(121) | |
(122) | AHASVERUS (med funklende Blik): Et af tvende; |
(123) | |
(124) | AHASVERUS: Der er et Luebaal i denne Barm; |
(125) | PILATUS (dybt grebet): Aah! Er der intet, der din Nød kan lindre? |
(126) | AHASVERUS: Vil ej du dræbe mig, da maa den anden, |
(127) | PILATUS: Men bedste Ven, han har jo ej forbrudt sig. |
(128) | AHASVERUS: Saa maa jeg selv betræde Mordets Sti. |
(129) | |
(130) | AHASVERUS: For sidste Gang skal da min Stemme lyde. |
(131) | PILATUS: Og selv om han har gjort det, om han kender |
(132) | AHASVERUS: Kun til det Gode? Har han ikke lært |
(133) | PILATUS: Det falder mig som Skæl fra Øjnene, |
(134) | |
(135) | |
(136) | AHASVERUS: Det lover I! Det er et Løfte af jer, |
(137) | |
(138) | |
(139) | |
(140) | |
(141) | |
(142) | AHASVERUS: I har alt lovet det. |
(143) | |
(144) | |
(145) | |
(146) | |
(147) | AHASVERUS: Nej, gør det ikke; jeg har Krav derpaa. |
(148) | |
(149) | AHASVERUS (styrter frem med dragen Dolk): Du lyver fejgt, du sviger[57] mig, o Romer. |
(150) | |
(151) | |
(152) | PILATUS: Du er en Jøde blot og ingen Romer. |
(153) | NIKODEMUS: Nej, nej, selv har du lige hørt, Pilatus, |
(154) | PIUATUS (fatter sig): En Dødsdom, ja. Er han forsvarligt bunden? |
(155) | |
(156) | |
(157) | NIKODEMUS: Nej, tilgiv; men jeg haster; |
(158) | |
(159) | NIKODEMUS: Jeg maa mig fatte i den største Korthed; |
(160) | |
(161) | NIKODEMUS: Ja, det er saa min Hensigt |
(162) | |
(163) | NIKODEMUS: Han sagde, |
(164) | PILATUS: Hvor kunde han dog sige slig en Løgn? |
(165) | NIKODEMUS: Det svarede jeg og; han trak paa Skuldren |
(166) | |
(167) | NIKODEMUS: Saa lød og mit Gensvar. |
(168) | |
(169) | NIKODEMUS: Mine Ord |
(170) | |
(171) | NIKODEMUS: Jeg sagde, af naar første Gang |
(172) | |
(173) | NIKODEMUS: Han lo: "Det gør Pilatus aldrig, |
(174) | PILATUS (rejser sig): Ja saa! Dér vandt du let et Væddemaal. |
(175) | |
(176) | |
(177) | AHASVERUS (gisper): Nej, gør det ikke! Han bedrager jer! |
(178) | |
(179) | NIKODEMUS: Han vil besnakke jer. |
(180) | PILATUS: Nej, nej, du vinder det, ved Jupiter! |
(181) | |
(182) | |
(183) | NIKODEMUS: Saa lad den lyde saa: "Den første Fange, |
(184) | |
(185) | PILATUS: Ti! Næste Gang, du taler, skal jeg kløve |
(186) | |
(187) | |
(188) | AHASVERUS (jamrende): O Naade! Naade! Naade er min Bøn! |
(189) | NIKODEMUS: Nej, husk, at Sorg har bragt ham fra Forstanden, |
(190) | PILATUS (efter lidt Betænkning): Ja, du har Ret. |
(191) | AHASVERUS (hen for sig): I Morgen! Aah! det er for sent, for silde. |
(192) | ROMERSK SOLDAT (træder ind): Ypperstepræsterne staar og begærer |
(193) | |
(194) | |
(195) | |
(196) | NIKODEMUS: Nej, det er Frygten for at blive uren — |
(197) | PILATUS: Naragtighed! Jaja, saa før dem hid |
(198) | |
(199) | PILATUS: Saa skriver jeg dig med det samme Tavlen; |
(200) | NIKODEMUS (med et Smil): Jeg er ej bange for det. |
(201) | KAIPHAS: Nej, det gik aldrig an, vi gik derind. |
(202) | ANNAS: Vi var da ogsaa virkeligt besmittet, |
(203) | KAIPHAS: Ja, javist. |
(204) | AHASVERUS: Det er den Finger, der skal føre Dolken |
(205) | |
(206) | AHASVERUS: Mig og ingen anden. |
(207) | |
(208) | AHASVERUS: Jeg kender ud og ind |
(209) | |
(210) | |
(211) | |
(212) | |
(213) | |
(214) | |
(215) | |
(216) | |
(217) | |
(218) | |
(219) | |
(220) | ANNAS: Men tror du, det er rigtigt, Svigersøn, |
(221) | KAIPHAS: Jeg har jo sagt dig tit og mange Gange, |
(222) | |
(223) | |
(224) | |
(225) | |
(226) | |
(227) | |
(228) | KAIPHAS: Ved Adam, Abraham[62] og Moses. |
(229) | |
(230) | KAIPHAS (rasende): Saa ved Jehova. |
(231) | AHASVERUS (ler): Du sværger frit og frejdigt, tænker vel, |
(232) | |
(233) | AHASVERUS: I korte Træk: Pilatus han har svoret, |
(234) | |
(235) | AHASVERUS: At naar de raaber: "Fri", befries han, |
(236) | |
(237) | |
(238) | KAIPHAS: Men jeg maa ile bort, jeg kan ej tøve. |
(239) | |
(240) | KAIPHAS: Du skal blot vide, naar og hvor i Morgen, |
(241) | ANNAS: Ja, naar og hvor |
(242) | |
(243) | |
(244) | KAIPHAS: Og Svaret fra ham bringer du mig strax, |
(245) | |
(246) | KAIPHAS: Vi har jo vore Tjenere ved Trappen, |
(247) | ANNAS (lykkelig): Vist kan de det. |
(248) | KAIPHAS: Og spørger han dig, hvi du kommer selv, |
(249) | ANNAS: Ja, ja, det er en saare vigtig Sag. |
(250) | |
(251) | ANNAS (rolig): Ja, naar du siger det, saa er det det. |
(252) | PILATUS (til Annas): Jeg hilser dig ærbødigt, gamle Fader, |
(253) | ANNAS (hilser): Det er en saare vigtig Sag, |
(254) | PILATUS (forundret): En sort, bedaget? — Naa, det Jødesprog |
(255) | ANNAS: Naa, en Morgen aarlig[65] ; |
(256) | PILATUS (hæver Stemmen): Nej, gamle Fader, nej, i Morgen tidlig. |
(257) | ANNAS: Naa, saadan, naa, en Morgen tidlig aarlig. |
(258) | PILATUS: Hvorledes? Er du ikke længst bragt did |
(259) | SOLDATEN: Skal ske. For Resten er der lige bragt |
(260) | |
(261) | |
(262) | PILATUS: Hvorledes? den forfærdelige Morder |
(263) | |
(264) | |
(265) | |
(266) | AHASVERUS (hyler): Aah! Naade! nej! aah! Naade! |
(267) | PILATUS (gaar ogsaa): Ja, jamre, hyle, hvine kan en Jøde |
[87][88][98][100][105]( TÆPPE!)
II | |
II. AKT | |
( Solen er lige staaet op. Man ser nu Søjlehallen tydeligt. Uden for Søjlerækken en bred Terrasse, hvortil en Trappe paa 3—4 Trin fører op. Nedenfor Terrassen en saare bred Plads, fuld af Folk. Flere strømmer til under det følgende. Op ad Trappen stiger Kaiphas og Annas; de gaar inden for Søjlerne; de følges af nogle Tjenere med en Stol, som stilles uden for Søjlerækken. Tjenerne gaar ned til Foden af Trappen.) | |
(268) | KAIPHAS (til en romersk Soldat, der træder ind): Pilatus slumrer end? |
(269) | |
(270) | KAIPHAS (til Soldaten): Ja, han kom ogsaa sent i Seng i Aftes. |
(271) | |
(272) | KAIPHAS (ser efter ham): Paa ham jeg stoler mindre end paa Penge. |
(273) | ANNAS: Ja, naar du spørger, skal jeg bare svare: |
(274) | |
(275) | ANNAS (nikker): "Saa er det sket." |
(276) | |
(277) | ANNAS (beroliget): Ja, naar du siger det, saa er det rigtigt. |
(278) | KAIPHAS (til Folket): I Morges, da jeg rejste mig fra Lejet, |
(279) | |
(280) | KAIPHAS: Nu vilde Annas gerne selv berettet |
(281) | |
(282) | KAIPHAS: Da gik vi begge længe, og til sidst |
(283) | |
(284) | KAIPHAS: Da vore Sko var hastigt draget af, |
(285) | EN KVINDE: Saa har Jehova aldrig talt, o Præst! |
(286) | KAIPHAS: Hvordan? er det Jehovas eget Folk? |
(287) | ANNAS (der har set Kaiphas træde lidt tilbage): Skal nu vi gaa? |
(288) | KAIPHAS: Nej, nej, det haster ikke; |
(289) | |
(290) | |
(291) | |
(292) | |
(293) | |
(294) | KAIPHAS (forbitret): Ja, du er da. |
(295) | KAIPHAS: Saalunde gaa det hver, der haaner Gud! |
(296) | ANNAS: Saa er det sket, saalunde er det sket! |
(297) | |
(298) | KAIPHAS: Vel! vi er og rede! |
(299) | |
(300) | KAIPHAS (griber ham haardt i Armen): Ti dog stille, Annas! |
(301) | ANNAS (højt, men resigneret): Ja, maa jeg ikke, faar jeg lade være! |
(302) | PILATUS (kold): Jeg lod jer vente; jeg kom sent i Seng. |
(303) | KAIPHAS: Det er en saare vigtig Sag, |
(304) | |
(305) | KAIPHAS: Der er en Yngling her i Palæstina, |
(306) | |
(307) | |
(308) | PILATUS: Jeg hørte første Gang hans Navn i Aftes. |
(309) | KAIPHAS (med et Skuldertræk): Han kalder sig vor Konge. |
(310) | |
(311) | KAIPHAS (gaar ud og gør et Tegn til en af Jøderne): Han er her snart. |
(312) | ANNAS: Aah! jeg er træt af dette! |
(313) | |
(314) | |
(315) | KAIPHAS: ... være med os allesammen! |
(316) | ANNAS (nikker): Bring det Velsignelsen! |
(317) | |
(318) | |
(319) | |
(320) | KAIPHAS (gaar udenfor Søjlerne): Hør, I udvalgte, |
(321) | PILATUS (da Kaiphas er vendt tilbage; forundret): De jubler ej? |
(322) | KAIPHAS: Nej, Jesus bringes hid. |
(323) | |
(324) | |
(325) | PILATUS: Saa lad dem hente hid, naar jeg det byder, |
(326) | JESUS: Siger af dig selv |
(327) | PILATUS: Mon jeg er Jøde? Se, dit Folk og |
(328) | JESUS: Mit Rige det er ikke |
(329) | |
(330) | |
(331) | KAIPHAS: Hør! Har du mere Vidnesbyrd behov? |
(332) | PILATUS (til Kaiphas): Hvorfor har eders eget Raad ej dømt ham? |
(333) | KAIPHAS: Fordi vi ikke maa aflive nogen, |
(334) | |
(335) | |
(336) | PILATUS (smiler glad): Men dette bliver der nu intet af; |
(337) | |
(338) | PILATUS (med et Smil): Nej, Folket skal. |
(339) | MÆNGDEN (med et Gys): O, korsfæst, korsfæst ham! |
(340) | PILATUS: Skal denne Dom fuldbyrdes over dig? |
(341) | |
(342) | KØBMANDEN: Jeg vidner, at han der |
(343) | PILATUS (til Jesus): Hvad svarer du til det? (Jesus tier. Pause.)(til Købmanden):Saa gaa! Den næste! |
(344) | EN PJALTET MURER: Ja, jeg har hørt ham sige, at han kunde |
(345) | |
(346) | PILATUS: Den næste! — Kan du dig retfærdiggøre? |
(347) | EN GIFT KONE: Han ødelægger Landet ved sin Kyskhed, |
(348) | PILATUS: Hvad! har du saadant unaturligt lært? |
(349) | EN TOLDER: Han forbyder Skat! |
(350) | PILATUS: Hvorledes? har du villet stifte |
(351) | EN SKØGE: Jeg er en falden Kvinde. |
(352) | PILATUS: Hvordan? før sagde en, af han var kysk, |
(353) | KAIPHAS: De stemmer godt; i Munden var han Kyskhed, |
(354) | PILATUS: Har virkelig du saa med dyrisk Drift |
(355) | EN VINGAARDSEJER: Da denne Jesus |
(356) | PILATUS (til Jesus): Sig, tog du stor Betaling for den Vædske? |
(357) | EN LOVFORTOLKER: Han har ved Trusler om det næste Liv |
(358) | PILATUS (utaalmodigt): Den næste hid! Den næste, er der flere. |
(359) | EN FOLKELÆRER: Se, han har ført et overdaadigt Liv. |
(360) | |
(361) | |
(362) | PILATUS: Jeg bryder ej mig om at høre flere. |
(363) | |
(364) | KAIPHAS (studser): Men hvo er du, jeg tykkes ej, jeg kender |
(365) | KONEN: Det tror jeg nok; men du fortaler dig; |
(366) | |
(367) | KONEN: Jo, jo, jeg kender dig. |
(368) | PILATUS (rystet): O Jesus! har du sligt et Under gjort? |
(369) | KAIPHAS (genvinder sin Fatning): Det er en hæslig Løgn, der skal ham redde. |
(370) | KONEN: Ja, Løgne kender du vist til. |
(371) | KAIPHAS (ude af sig selv til Vagten): Slæb hende ud og hug den gale ned! |
(372) | PILATUS (idet han styrter frem): Holdt! Ingen røre hende! Gamle Kvinde, |
(373) | KONEN: Nu vel da, jeg skal gaa! |
(374) | KAIPHAS (med dirrende Røst): Jehovas vilde Harm skal ramme dig ... |
(375) | KONEN: Jehova! Niding[107] ! kender du Jehova? |
(376) | PILATUS (fast, seende paa Jesus): Ja, hun har Ret, og Jesus er uskyldig. |
(377) | |
(378) | PILATUS: Jeg vil ikke høre mere. |
(379) | KAIPHAS: Men han har kaldt sig Konge. Sig mig, Jesus, |
(380) | JESUS (løfter Hovedet): Ja, jeg er en Konge; |
(381) | PILATUS (griber sig til Hovedet): Ja, hvad er Sandhed?[108] - Folket skal jo dømme, |
(382) | |
(383) | |
(384) | |
(385) | AHASVERUS' RØST (blandt Mængden): Gør du det ikke, |
(386) | KAIPHAS (ivrig): Aah! døm ham! døm ham dog som Landsforrædder! |
(387) | |
(388) | |
(389) | |
(390) | |
(391) | PILATUS: Aah! Gaa! Gaa med ham strax! |
[114][121][125][133][135][137]( TÆPPE!)
III | |
III. AKT | |
( Samme Scene, Solen skinner stærkere, Pilalus sidder endnu sammensunken i sin Stol. Noget efter Tæppets Opgang træder) | |
(392) | JULIA (ind): Min Pontius! Du sidder her saa ene. |
(393) | |
(394) | |
(395) | PILATUS (som før uden at se op): Til Gengæld raser Luen i mit Bryst. |
(396) | |
(397) | PILATUS: Det værste, Julia, det allerværste, |
(398) | JULIA (trygler): Fortæl det, Pontius! Betro de Sorger, |
(399) | PILATUS: Ja, jeg har dømt, dømt en, der dømte mig, |
(400) | JULIA (med et Skrig): O Pontius! En Yngling, der hed Jesus |
(401) | |
(402) | JULIA: O Pontius! O Ve! Hvad har du gjort! |
(403) | PILATUS (der har lyttet spændt, gentager i altopgivende Kummer og synlig Rædsel): ... Med Sandheds Lyn udglimtende fra Munden |
(404) | JULIA: O! Er han myrdet! Kommer jeg for silde? |
(405) | |
(406) | JULIA: O! Lad mig se hans Lig! |
(407) | PILATUS (hæst): End er han ikke dræbt; thi jeg har givet |
(408) | JULIA (fatter Haab): Hvad? i Herodes'? |
(409) | PILATUS: Det gør han aldrig, magtgrisk, som han er; |
(410) | |
(411) | PILATUS (fortvivlet): Forbyd ham? |
(412) | JULIA (hændervridende): Men hvorfor har du ikke frikendt ham? |
(413) | PILATUS: Julia, |
(414) | JULIA (heftig): Hvad kan du kæmpe med? Du er en Romer; |
(415) | PILATUS: Nej, ikke saa, nej; paa den ene Side |
(416) | |
(417) | |
(418) | JULIA (med flammende Øjne): Og dog — dog stod du ej alene, Pontius. |
(419) | PILATUS (dumpt): [117] Nu har jeg myrdet, myrdet Livet selv. |
(420) | |
(421) | |
(422) | |
(423) | PILATUS: Det siger bare du. |
(424) | |
(425) | PILATUS: Jeg har saa ofte drømt saa meget. |
(426) | |
(427) | |
(428) | |
(429) | PILATUS: Saa maatte jeg i Følge mine Løfter |
(430) | |
(431) | PILATUS: Saa ti dog stille, Kvinde! |
(432) | JULIA: Ja, hvad kan det nytte, |
(433) | PILATUS: Det gør de ikke. |
(434) | |
(435) | PILATUS (ser ud): Men det gør han ikke. |
(436) | |
(437) | PILATUS: Se, de bringer Jesus |
(438) | |
(439) | JULIA: Aah! Lov mig, du vil bryde alle Løfter! |
(440) | PILATUS (rækker Haanden til hende): Nu lad Hjertets Røst |
(441) | JULIA (aandeløs): Du lover altsaa ... |
(442) | |
(443) | KAIPHAS: Landshøvding! Hid vi kommer fra Herodes, |
(444) | |
(445) | |
(446) | |
(447) | KAIPHAS (haanlig): Kan du bevise |
(448) | PILATUS (opbragt): Jeg vil, min Viv skal |
(449) | JESUS: Du havde ingen |
(450) | KAIPHAS (dristig): Du hører, Høvding, at han trodser dig, |
(451) | JULIA (stolt): Vi bryder ikke os om din Beundring; |
(452) | PILATUS (løfter Hovedet og knuger hendes Haand): Nej, nej, det skal ej ske. |
(453) | KAIPHAS (dristigere): Nej, tænk! Pilatus! |
(454) | |
(455) | KAIPHAS (dristigere): Men jeg vinder lidet. |
(456) | PILATUS (drager sit Sværd): Forvovne[123] Gifttand! Dér du gik for vidt! |
(457) | |
(458) | KAIPHAS (ler uforfærdet): Du drager Sværd! Du bliver modig, Høvding, |
(459) | |
(460) | |
(461) | |
(462) | KAIPHAS: Hun trodser. |
(463) | |
(464) | KAIPHAS (peger ud mod Pladsen, hvor Masser atter har samlet sig): Men du betænkte |
(465) | PILATUS (grubler): Naturligt! Den maa ske! |
(466) | |
(467) | |
(468) | |
(469) | PILATUS (skriger og stamper med Foden): Hvad har han da gjort, |
(470) | EN RØST (blandt Skaren): Jo, han har kaldt sig |
(471) | |
(472) | PILATUS (med Rædsel i Blikket; gaar tilbage til Sædet): Guds Søn! O! Er du virkelig Guds Søn. |
(473) | |
(474) | PILATUS (stønnende): Og ham, ham skal jeg lade |
(475) | KAIPHAS (skarpt): Hvis ej du fælder nu din Dom, Landshøvding, |
(476) | PILATUS: Men I ved jo godt, |
(477) | |
(478) | PILATUS (langsomt): Det har den, ja. |
(479) | |
(480) | PILATUS (med et lykkeligt Smil): Kun narre dig og alle disse her, |
(481) | KAIPHAS (med høj Røst): Den ene volder Gru i dette Liv, |
(482) | |
(483) | KAIPHAS (uden at agte paa ham): Jehovas Ord: |
(484) | MÆNGDEN: Korsfæst! Korsfæst ham! Frigiv Barabbas! |
(485) | PILATUS (griber om en Søjle): Forbandet være dette Djævlefolk! |
(486) | |
(487) | PILATUS (glemmer sig selv, styrter ind paa Barabbas og slaar ham til Jorden, sparker til ham og styrter ham ned ad Trapperne, gaar selv tilbage og synker ned i Sædet. Efter en pause): Det glider hen paa Dagen. |
(488) | KAIPHAS (haanende): Folkets Røst |
(489) | PILATUS (farer halvt op, og synker atter tilbage): Ti! Eller ved den store Jupiter |
(490) | KAIPHAS: Hvorlænge vil du dog betænke dig? |
(491) | |
(492) | KAIPHAS: Fremdeles! Det er Lovens Bud, at alle, |
(493) | |
(494) | KAIPHAS: Ved Guderne, |
(495) | |
(496) | KAIPHAS: Endvidere har og din Ven Herodes |
(497) | |
(498) | KAIPHAS: Endelig har mange |
(499) | |
(500) | KAIPHAS: Og tilsidst |
(501) | PILATUS: Ja, paa Folkets Skuldre. |
(502) | |
(503) | PILATUS (lurende): Tror du, det kan fatte Medynk |
(504) | |
(505) | PILATUS: Saa aldrig nogensinde det vil raabe, |
(506) | |
(507) | PILATUS: Jeg tror dig ikke; |
(508) | |
(509) | |
(510) | KAIPHAS (beroliget): Nej, intet Folk er mere blødt i Hjertet. |
(511) | |
(512) | KAIPHAS (uden at ane noget): Aldeles, Høvding. |
(513) | PILATUS: Jeg tror dig, Præst. |
(514) | |
(515) | PILATUS (højtidelig): Den sidste Prøve! |
(516) | |
(517) | PILATUS (med vild Rædsel i Øjet): Hvordan? Han jamrer ikke i sin Smerte? |
(518) | |
(519) | PILATUS (farer sammen, Krigsmændenes Spot høres): Du glemte, Kaiphas, før, at i min Kamp |
(520) | KAIPHAS: Du mener Julia? Jovist, men husk, |
(521) | PILATUS (bleg): Du Djævel, atter har du Ret! — Ja vist, |
(522) | |
(523) | PILATUS (aandeløs lyttende): Ti stille! |
(524) | |
(525) | PILATUS: Nej, jeg forstaar dig, luskende Sjakal; |
(526) | STRIDSMÆNDENE (ler): Hil, Konge! |
(527) | |
(528) | |
(529) | PILATUS (peger med Haan paa Jesus): Hvad vil I saa med denne stolte Konge? |
(530) | MÆNGDEN (idet Kaiphas knytter begge Hænder mod den): Korsfæst! Korsfæst ham! |
(531) | PILATUS (staar lidt, som om han ikke har hørt det, eller ikke tror, at han har hørt rigtig, siger saa med dirrende Stemme): Men han er uskyldig. |
(532) | |
(533) | |
(534) | AHASVERUS (Røst blandt Mængden): Korsfæst ham! |
(535) | |
(536) | PILATUS (vakler, mens Sveden bryder ud paa hans Pande): Jeg kan ej mere — nej, jeg kan, jeg vil ej |
(537) | MÆNGDEN (med een Røst): Hans Blod |
(538) | PILATUS (tumler ved disse Ord og synker i Knæ, mens han hvisker): Det komme over os og vore Børn! |
(539) | PILATUS (skriger): Jeg kan ej mer! Det bryder al min Kraft! |
(540) | KAIPHAS (der har hørt det, vender tilbage, idet Romeren bøjer Hovedet og gaar): Nej, skriv ej saa, Pilatus! skriv, han kaldte |
(541) | PILATUS (farer op med et Blik, som om han vil myrde ham, og løfter sine knyttede Næver over ham, mens han tordner): Hvad jeg skrev, det skrev jeg. |
[146]( TÆPPE!)
IV | |
IV. AKT | |
(542) | JULIA (med sitrende Røst): Er Sagen endt, min Husbond? Alt er stille. |
(543) | |
(544) | |
(545) | |
(546) | |
(547) | PILATUS: Den nærmer langsomt sig. |
(548) | |
(549) | PILATUS: Ja, det er fuldbyrdet. |
(550) | |
(551) | PILATUS: Den tunge Dom: hans Blod |
(552) | PILATUS: Græd ej, min Julia, græd ikke saadan, |
(553) | JULIA (ser paa ham med taareblændede Øjne): ... den tunge Dom fuldbyrdet, at |
(554) | PILATUS (vakler, som om han havde faaet et Slag, og tier, Julia bøjer Hovedet og begynder atter at hulke; endelig siger han indtrængende): Stands denne Graad, stands dine Taarer, Julia? |
(555) | |
(556) | PILATUS: Der er jo intet, |
(557) | |
(558) | |
(559) | |
(560) | |
(561) | |
(562) | PILATUS (overbevisende): Saa havde jeg |
(563) | JULIA: Gaa bort, Landshøvding! Find min Pontius! |
(564) | |
(565) | JULIA (river sig løs): Befri mig fra din Haand, |
(566) | |
(567) | JULIA: Naturligvis, du Blodhund. |
(568) | |
(569) | JULIA: Ti med det "Elskte"! |
(570) | |
(571) | JULIA: Umuligt, |
(572) | |
(573) | JULIA: At elske |
(574) | |
(575) | JULIA: Det vil jeg, Høvding, |
(576) | |
(577) | JULIA: Dér løj du atter. |
(578) | PILATUS (synker ned i sit Sæde dumpt): [141] Det er for silde. Pontius er død. |
(579) | |
(580) | PILATUS (mekanisk): Det er for sent, for sent. |
(581) | JULIA: Men sig, hvor kunde du dog, Pontius? |
(582) | PILATUS: Hvor kunde jeg? — Spørg Parcerne[142] , der sidder |
(583) | JULIA: Aah! Han var den, jeg havde længtes efter, |
(584) | PILATUS (som længe ikke har hørt efter, farer op i Sædet med et Rædselsskrig og synker strax tilbage igen): Aah! |
(585) | |
(586) | |
(587) | |
(588) | |
(589) | |
(590) | PILATUS: Aah! Sidste Gang! |
(591) | JULIA (griber hans Haand): Hvad er der, Pontius? Dit Blik er vildt, |
(592) | PILATUS: O, dette gyselige! Fire Nagler, |
(593) | |
(594) | PILATUS: Var det end hundred, tusind Mile borte, |
(595) | JULIA (forfærdet): Du fabler; du har vilde Feberdrømme; |
(596) | PILATUS: Men hvad er det? |
(597) | JULIA: En Kvinde overdøve Jesu Røst; |
(598) | PILATUS: Jo, tal, min Julia, min Kærlighed; |
(599) | JULIA: Nej, Kærlighed og Sandhed er det samme, |
(600) | PILATUS: O, tal! Bliv ved! Det overvinder Rædslen, |
(601) | |
(602) | |
(603) | |
(604) | PILATUS: Aah, hvad er Legemets mod Sjælens Syge? — |
(605) | |
(606) | PILATUS: Hvor er I svundne Drømme fra i Nat! |
(607) | |
(608) | PILATUS: Ham har jeg myrdet, ham, den kærligste, |
(609) | NIKODEMUS: O ve, Pilatus, ve! hvad har du gjort! |
(610) | NIKODEMUS (slynger en Tavle i Gulvet): Ja, der ligger nu min Vilje, |
(611) | |
(612) | NIKODEMUS: Og som min Frelser, |
(613) | |
(614) | NIKODEMUS: Orkanen mødte mig. |
(615) | PILATUS: Og jeg, som troede, det var din Vilje |
(616) | NIKODEMUS: Jehova! Dræber du din egen Søn |
(617) | |
(618) | |
(619) | NIKODEMUS: Ja, men denne Løgn |
(620) | JULIA: Dér løj du atter. Kærlighed og Sandhed |
(621) | NIKODEMUS: Og selv om du har Ret, og jeg har fejlet, |
(622) | |
(623) | NIKODEMUS: Blind var jeg, blind og gal, jeg kunde tro, |
(624) | PILATUS (rystes af Hulken): Og nu, nu hænger han vansmægtende |
(625) | NIKODEMUS: Nej, min er Skylden, |
(626) | JULIA (med stille, bævende Røst): Naturen krymper sig ved Mandens Daad |
(627) | PILATUS (synker paa Knæ med Rædsel): I Sandhed, denne var Guds egen Søn. |
(628) | NIKODEMUS (ler vildt): Haha! du slynger dine Lyn fra Himlen; |
(629) | PILATUS (med Rædsel stirrende paa Lynene): Og mig. |
(630) | |
(631) | PILATUS: Og jeg, der har hans rene Blod paa Haanden, |
(632) | NIKODEMUS: Hør! Lyt til Tordnen! |
(633) | |
(634) | NIKODEMUS: Til ham, der dræbte den, dens Fjende? |
(635) | |
(636) | NIKODEMUS: Men ej af Gud, der raader; |
(637) | |
(638) | NIKODEMUS: Han, |
(639) | PILATUS (knuger Julias og Nikodemus' Haand): O se, dér hænger han! |
(640) | NIKODEMUS: Nej, del den gyselige Skyld med mig! |
(641) | PILATUS: O se, hvor Læben dirrer, |
(642) | JULIA: Min Pontius, din vilde Drømmeevne |
(643) | PILATUS: Se, han lukker |
(644) | JULIA: O følg mig til dit Leje! |
(645) | PILATUS: Ja, Livet, Livet har jeg sat paa Spil |
(646) | |
(647) | PILATUS: Er spildt. |
(648) | |
(649) | PILATUS: Maa jeg heller dø. |
(650) | |
(651) | NIKODEMUS: Du glemmer Lynet, Gud. |
(652) | PILATUS (atter stirrende frem for sig): Se, endnu sitrer Livet om hans Mund. |
(653) | AHASVERUS (kommer løbende ind i Kappe, men uden Hat; Stok i Haanden; han løber i det følgende ustandligt frem og tilbage): Hil være dig, min store Forbundsfælle! |
(654) | PILATUS: O se, nu bøjer han sit rene Aasyn. |
(655) | |
(656) | AHASVERUS: Nej, jeg vil ogsaa være i jert Selskab, |
(657) | NIKODEMUS: Fuldend dit Værk, Jehova! |
(658) | PILATUS: O til en Krampetrækning griber ham! |
(659) | NIKODEMUS (styrter til Jorden): Hvorlunde? Saadan lød hans sidste Ord? |
(660) | PILATUS: Og nu den allersidste lille Trækning, |
(661) | AHASVERUS (skriger): Jaja, det sidste Blik. |
(662) | NIKODEMUS: Mit Frelsens Haab er slukk't; jeg er fortabt; |
(663) | |
(664) | JULIA: Nu er Livet dræbt. |
(665) | NIKODEMUS: Jehova! End engang Barmhjertighed! |
(666) | JOHANNES DØBEREN: Sig, hvi en fortvivlet Taare hvorfor græder I som Kvinder, hvorfor raser du som Daare Uforstand jert Øje blinder, I, som har de lyse Minder I, som ved, at I saa saare "Kærlighedens Strømme rinder og i Salighedens Vaare de vil løse jer fra haarde, hjælpe, saa I overvinder og fra Dybets Slangegaarde løfte fra den tyste Baare og iføre, mens dem blinder thi enhver, der Jesus kaare Han har banet Dødens haarde |
(667) | |
(668) | |
(669) | PILATUS (knuger deres Hænder med et forklaret Smil): Men jeg forstod ham. Julia! Nikodemus! |
(670) | KAIPHAS (bleg og aandeløs ind): Vi kom i Hu, at hin Forfører sagde |
(671) | PILATUS (med et fredfyldt Smil): Tag kun en Vagt, saa stor som selv I vil! |
(672) |
Indskrevet efter den manuskriptside, som findes i Kaj Munk Forskningscentrets arkiv, her gengivet i værkinformationer. KMF-nr. 28.05.05
( Tæppe!)