Ordet

I

Mikkel: Farvel saa længe, Inger.

Inger: Farvel, Mikkel.

Mikkel: Lad os nu se, du klarer Ærterne.

Inger: Du kan være rolig for, jeg gør, hvad jeg kan.

Mikkel: Er det alligevel ikke bedre, jeg bliver hjemme og prøver at hjælpe dig med det?

Inger: Du ved lige saa godt, at tager han ikke efter^[4] mig, saa kan det saamænd være det samme, hvad I andre kan hitte paa.

Mikkel: Det er ogsaa sandt. Men gaa nu forsigtigt til Værks. Husk paa din Tilstand, lille Kone!

Inger: Uf, altid skal I diske op med min Tilstand!

Mikkel: Inger dog!

Inger: Naa ja ja! Bryd dig kuns ikke om det. Jeg mener ikke noget med det. Det kommer vel ogsaa af min — Tilstand.

Mikkel: Anders skulde heller ikke have blandet sig ind i det nu. Det er fejl^[6] gjort af Anders.

Inger: Nu skulde du ikke begynde at kriticere^[7] din stakkels Bror, saadan som han har det for Tiden.

Mikkel: Du skal ogsaa nok ordne de Paragraffer. Bare ikke Far bliver for hidsig!

Inger: Det gør han nok. Skidt med det! Nej, jeg er meget mer bange for, han skal blive saa ked af det. Men — du skal se, Mikkel, jeg skal nok faa det Korn kørt i Lade. Nu bare af Sted med dig! Og pas paa, du ikke gaar igennem Isen!

Mikkel: Jeg holder Øje med Anders, naar han kommer tilbage.

Inger: Gør det! Det kan jo gaa saa galt, at det kan være godt at have dig ved Haanden.

Mikkel: Farvel, min Pige.

Inger: Farvel, min Dreng. — Huhej, man skulde tro, vi var nyforlovet.

Mikkel: Det er vi ogsaa, Ingerpige.

Inger: Naae! gift i 8 Aar! Saa for Søren! nu koger Kaffen.

Mikkel: Bare 8 korte Aar!

Inger: Jeg synes smænd, der er længe til Guldbrylluppet.

Mikkel: Alt for kort, lille Kone, alt for kort. — Naa, Farvel saa længe, du. Og saa er du ikke for kejthaandet !

Inger: Plejer jeg at være det?

Mikkel: Nej, det var Synd at sige. Lykke til!

Inger: Tak, min Ven! (Han ud). Tak, kære Vorherre, Tak, Tak for alting! Vær du nu ogsaa i Dag min Hjælper! Amen.

Gamle Mikkel Borgen (ind): Det kommer af, det har regnet ind. Men nu skal jeg faa det tættet.

Inger: Uha, Bedstefar, er det dig! Du kyser mig jo. Hvad siger du?

Borgen: Pletten deroppe, du stod og saa paa, det er Regnvand. Taget er utæt ved Skorstenen. Kristen Tækker^[10] er dog en Kludrefas,^[11] hvor meget han saa bliver omvendt . — Har Hoppen ikke rejst sig endnu?

Inger: Jeg tror, hun er ved det.

Borgen (i Døren): Katinka, sig til dem, de strør extra ved Hoppen, og lad Drengen holde Øje med Soen, til jeg kommer ud.

Inger: Hvorfor kommer du allerede fra Middagssøvn?

Borgen: Den forbistrede Gigt! Det blander^[13] i Vejret. Saa har jeg det bedre, naar jeg er oppe. — Hvad? Skal vi have Kaffe paa denne Tid Dags^[14] ?

Inger: Det er saa koldt i Dag, Bedstefar.

Borgen: Er det derfor?

Inger: Ja; nej, egentlig ikke. Er det den, du ser efter? Værsgod.

Borgen: Ja, lad mig faa den lange i Dag. Men den skal stoppes. Kan du det ogsaa?

Inger: Jeg kan alting, Bedstefar.

Borgen: Undtagen faa Drenge.

Inger: Naa! naa!

Borgen: Og saa en Tændstik — Tak! Ah, Ingerpige, du er minsæl^[15] en Mester til at brygge Kaffe. Ikke for svag og ikke for stærk.

Inger: Jeg ved jo efterhaanden, hvordan du skal have det. Se saa, nu sætter jeg mig herinde i Varmen og skræller Kartofler, og saa snakker vi lidt over Kaffen.

Borgen: Skal vi have Kartofler til Nadver^[16] i Dag?

Inger: Vi skal have lidt opvarmet. Tænk, at den nye Præst ikke har været her i Borgensgaard paa Besøg endnu.

Borgen: Han er jo ikke Grundtvigianer^[17] .

Inger: Heller ikke Missionsmand^[18] da.

Borgen: Altsaa hverken Kanel eller Skidt .

Inger: Altid utilfreds, Bedstefar.

Borgen: Ja, og det er min Stolthed, Ingerpige, for det har jeg været alle mine Dage — altid utilfreds med det, der ikke er godt. — Mikkel og Anders er vel ved Rørskæret?

Inger: Ja — ja — Mikkel han gik da, lige — lige som du kom op. — Han taler ellers godt paa Prækestolen.

Borgen: Præsten — ja. Derfor bestemte vi os jo til sidst for ham. De sagde mig godt nok, der hvor han kom fra, at han hører til dem, der voxer i Kjolen.

Inger: At han hvad for noget?

Borgen: At han bliver — at Embedet stiver ham af. Naa, det vil jo altsammen vise sig.

Johannes (stikker Hovedet ind): Et Lig i Storstuen, et Lig i Storstuen!

Inger: Hvad siger han dog?

Borgen: Ti stille, Johannes, og luk din Dør.

Johannes: Et Lig i Storstuen! Og saadan skal min Far herliggøres .

Borgen: Saasaa! (Lukker Døren i paa ham.)

Inger: Hvad sagde han dog?

Borgen: Hvem regner med, hvad han siger? Hm! det begynder at gaa tilbage med Borgensgaard.

Inger: Du skal se, Bedstefar, det bliver nok bedre igen.

Borgen: Johannes bliver aldrig anderledes.

Inger: Hvor ved du nu det fra? Og —

Borgen: Mikkel bliver aldrig anderledes.

Inger: Nej, ved du nu hvad! At du kan faa det over dit Sind at stille dem sammen, stille det sammen!

Borgen: Og Anders — naa!

Inger: Bedstefar, sommetider forstaar jeg ikke jer Grundtvigianere. Mikkel kan jeg til Nøds forstaa. Men jer!

Borgen: Hvad regner du dig selv for?

Inger: Jeg — jeg regner mig ikke for noget. Du ved godt, Far kunde aldrig lide de Navne. Og det er jeg lige som kommen til at tænke lidt ved de sidste Par Aar. For I Grundtvigianere ...

Borgen: Hvad vi?

Inger: Jeg kunde have Lyst til at fortælle dig, hvad Sidse Kogekone sagde til mig, sidst I var raget uklar, I to. Du bliver nok vred over det først, men saa vil det ligegodt more dig bagefter.

Borgen: Jeg bryder mig ikke om, hvad den Rappenskralde siger. Hun snakker kun om Ting, hun ingen Forstand har paa. Det er derfor, hun altid har nok at snakke om.

Inger: Jo, men det er tit dem, der slumper^[21] til at sige det bedste. Saa var hun jo saa tindrendes arrig paa dig. Saa siger hun til mig ude i Bryggerset: "Jo, lille Inger, Grundtvig selv han var god nok. Jeg har tjent i hans Hus; saa jeg ved det. Men dengang Vorherre lavede Grundtvig, da stod den Slemme og saa paa og bad om Lov til at hjælpe til. Nej, sagde Vorherre, ham vil jeg selv lave; men du kan jo prøve, om du kan lave En Magen til. Det prøvede saa Fanden; men han kunde ikke faa dem til at ligne; og jo længere han blev ved, des ringere lignede de; det er alle Grundtvigianerne".

Borgen: Saa? saa? er det det? Saa kan du hilse Sidse Kogekone fra mig af og sige, at da hans gamle Oldemor hjemme ved Suppegryderne saa, hvor skidt det gik ham, kom hun løbende for at hjælpe ham; men hun fik bare lavet en, og det blev en Kogekone.

Inger: Jamen der er vist lidt i, hvad Sidse siger. For i Samlingshuset — ja, der "lever den Gamle af Dage"^[22] . Men hjemme — der gaar I tit, som om han alligevel var død.

Borgen: Du ved det, Inger, jeg tror ikke paa Undere nu om Dage. Og du ved ogsaa, hvornaar det gik i Stykker for mig.

Inger: Fordi Gud ikke hørte dig de Nætter, du laa og bad ved Johanneses Seng.

Borgen: Nej, der tager du fejl. Skylden er ikke Guds, Inger, men min, vor, Menneskenes. Der laa jeg og bad for mit dyreste i Verden, og jeg er fuldt og fast sikker paa, at havde jeg kunnet bede med Tro, var det sket. Men jeg bad med Tvivl: "Mon Gud dog ikke vil høre mig? det er dog altid Forsøget værd". Nej, Inger, nej, naar en Far, skønt det gælder hans kæreste i yderste Nød, ikke kan bede med Tro, nej, saa er Miraklet gjort hjemløst i Verden.

Inger: Skulde Vorherre ikke nok kunne gøre det alligevel, Bedstefar? Skulde Vorherre ikke nok være mægtigere end et Menneskes Tvivl?

Borgen: Inger, du skulde vide, du skulde vide, hvor det tit brænder i mig af Lyst til at rejse til Lourdes^[24] .

Inger: Hvad er det for noget?

Borgen: Aah, det er et Sted i Frankrig.

Inger: Hvad der?

Borgen: Der, Inger, der siger Katolikkerne, der sker Mirakler.

Inger: Sommetider staar der da ogsaa i Avisen om nogen, der laver Mirakler herhjemme.

Borgen: Sværmeri og Hysteri.

Inger: Ja, se, saadan siger du om det, hvor det er. Men ved du, hvad jeg tror?

Borgen: Naa.

Inger: Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade. Ellers kunde man jo heller ikke saadan bede til ham, som man nu kan, hvis det ikke var saadan, synes jeg. Og det kan ogsaa godt ske her, Bedstefar, baade med det ene og med det andet.

Borgen: Hm!

Inger: Bedstefar!

Borgen: Naa!

Inger: Vil du hente Maren og Lilleinger hjem fra Skole i Dag?

Borgen: Det kan du tro, jeg vil.

Inger: Jamen Gigten?

Borgen: Jeg vil blæse den Gigt et Stykke. Jeg er da heller ingen hel Krøbling endnu. Det er bare, naar jeg ligger i Sengen, og saa mod Vejrskifte, den skaber sig som en Tysker^[25] .

Inger: Bedstefar!

Borgen: Naa igen?

Inger: Tror du ikke, Anne kan blive Anders en svært god Kone?

Borgen: Hm! Er det derfor, vi skal have Kaffe?

Inger: Ja. Nej, egentlig ikke. Men tror du ikke nok det?

Borgen: Nu vil vi ikke ind paa den Historie.

Inger: At du kan være saa —!

Borgen: Saa hvad for noget?

Inger: Jo, bondestolt er du, Bedstefar, det kan du ikke fragaa^[26] .

Borgen: Og hvorfor i alle de Riger og Lande^[27] skulde jeg fragaa det? Gamle Mikkel Borgen til Borgensgaard — skulde han ikke have Lov til at være stolt af sin Stand og sit Hjem? Denne Gaard har min Far siddet paa før mig med ingen over og ingen under sig, fri og uafhængig, og før ham hans Far igen, og igen før ham hans Far; den niende af Slægten paa Gaarden ved jeg jeg er; det skammer jeg mig ikke ved at være stolt af.

Inger: Gamle Mormor hun sagde altid: der er immer^[28] 2 Slags af 1 Slags, den gode og den onde Slags. Saa er der vel ogsaa 2 Slags Stolthed: den, der agter sig selv og sit eget, og den, der foragter andre og andres.

Borgen: Jeg agter enhver Mand i hans Stand og hans Kald.

Inger: Altsaa Kastevæsen^[29] , som de har det i de varme Lande.

Borgen: Lige Børn leger bedst.

Inger: Bedstefar, det eneste, eneste, eneste, det kommer an paa, naar Folk er gift, det er, at de holder af hinanden.

Borgen: Kærligheden kommer med Aarene.

Inger: Aah, Bedstefar, du snakker om Ting, du — — ja, lille Bedstefar, du forstaar dig paa alting her i Verden, tror jeg, undtagen lige paa Kærlighed.

Borgen: Naa saa.

Inger: Har du nogensinde været forelsket selv?

Borgen: Haahaa, om gamle Mikkel Borgen har været forelsket! Jo, gamle Mikkel Borgen var engang unge Mikkel Borgen og dengang ...

Inger: Var du virkelig forelsket dengang?

Borgen: 10 Gange slaar ikke til.

Inger: Jeg tænkte det nok.

Borgen: Hvad tænkte du nok?

Inger: Jeg tænkte nok, at du aldrig har været forelsket.

Borgen: Maa jeg, da du nu spørger saa frit, saa ogsaa tage mig Friheder, lille Frue: har du maaske aldrig haft lidt tilovers for andre end Mikkel?

Inger: Aldrig, Bedstefar, aldrig. Fra jeg fyldte 12 Aar, har der aldrig været andre i mine Tanker end Mikkel.

Borgen: Det var Fandens.

Inger: Ja, der ser du selv — du forstaar ikke noget af det. Og derfor forstaar du heller ikke, hvad det vil sige, at Anders holder af Anne.

Borgen: Skal vi nu derhen igen?

Inger: Og jeg er sikker paa, at Anders og Anne de holder af hinanden ligesom Mikkel og mig. Men hvordan skal jeg gøre dig det begribeligt, naar du aldrig selv har kendt til den Slags i dit Liv? For dig og Maren det var jo bare...

Borgen: Hvad var det bare?

Inger: Ja, det var jo Gaardmandshandel. Ja, du har selv sagt, Bedstefar, at Maren ikke kunde dele dine — dine Inte... dine aandelige Interesser.

Borgen: Hør nu, Inger, Maren skal du lade hvile i sin Grav, hun ligger der med Ære. Maren var mig en god Kone, hun var netop den, jeg skulde have. Hvordan tror du, der havde set ud paa Borgensgaard, hvis ikke hun havde været? Naar jeg kørte rundt til Møder, blev hun hjemme og satte Karlene i Gang med den Kommando, jeg havde uddelt, inden jeg drog af. Naar jeg slæbte Foredragsholdere, Højskoleforstandere og Præster med mig hjem, gav hun os god Mad og venlig Forplejning. Aldrig har jeg set en sur Mine hos hende, skønt det var Folk, hun ikke brød sig om, og hvis Snak hun ikke forstod sig paa. I 40 Aar har vi levet sammen, og bundforskellige var vi, og aldrig er der skiftet os et ondt Ord imellem. Hun holdt af mig, og jeg har æret og agtet hende som den, hun var. Det var godt nok, at jeg havde Sans for det ene fornødne, men det var pinedød ogsaa godt, at hun havde Sans for det andet fornødne. Ja, sommetider har jeg haft lidt ondt af det for Martha; for de skulde vel ogsaa have Mad? Jeg syntes, at det at sætte Martha og Marie sammen, at det var saa — rigtigt gjort af den gamle Gud Fader, at Sønnen gerne kunde sparet sig sin Kritik.

Inger: Men Bedstefar dog, er du nu heller ikke tilfreds med ham?

Borgen: Ærlig talt, lille Inger, jeg har mine Mismods stunder, da jeg er utilfreds med alt og alle, om det saa er, jeg havde nær sagt, Vorherre selv.

Inger: Bedstefar, vil du love at være glad ved, at Anders og Anne faar hinanden, saa vil jeg love dig noget, der rigtig vil glæde dig.

Borgen: Og hvad er saa det?

Inger: Du skal faa stegt Aal til Middag paa Søndag.

Borgen: Det var jo altid et Tilbud.

Inger: Og — og — og saa skal det blive en Dreng denne Gang. Er du saa glad? siger du saa Ja?

Borgen: Haha, jo, du har godt for at love.

Inger: Siger du saa Ja?

Borgen: Saa, nu vil vi ikke behandle det Forslag længer i Udvalget her.

Inger: Jo, det er netop lige det, vi vil.

Borgen: Det er heller ikke godt med al den Diskuteren for din Tilstands Skyld.

Inger: Aah, da ogsaa! Jo. Netop for min — Tilstands Skyld vil vi have den Sag til en Side.

Borgen: Du spekulerer alt for meget over det, Inger. Lad du de Bekymringer fare. Du skal se, Anders skal nok faa de Griller^[31] af Hovedet, og vi skal magelig finde ham en Pige, der kan...

Inger: Vil du da ikke forstaa? Saa lad mig sige dig det rent ud: Anders er ikke med Mikkel paa Isen i Eftermiddag.

Borgen: Er Anders ikke —? Hvor er han da?

Inger: Han er — cyklet en Tur.

Borgen: Cyklet! I Dag? en Tur? en Mandag! hvorhen? — Aah — saadan!

Inger: Ja, Bedstefar.

Borgen: Naa. Naa saadan. Jasaa. Jasaa. — Det var derfor, vi skulde have Kaffe.

Inger: Ja. Bedstefar, derfor var det. Og hør: naar han nu ...

Borgen: Saa han er cyklet til Kæret i Eftermiddag.

Inger: Ja, og naar han nu kommer tilbage, Bedstefar, saa tvinger du dig til at se glad ud, hører du, og saa tager du mig under Armen, og saa gaar vi hen til ham i Døren der begge to, og saa siger vi: "Tillykke, Anders!" — ikke?

Borgen: Hm! Saa faar Peter Skrædder sig en Svigersøn i Dag.

Inger: Og gamle Mikkel Borgen en Svigerdatter, en sød, god, stille, from, dygtig, ung ...

Borgen: Det har jeg ikke bedt om.

Inger: Bedstefar, vil du ikke nok, som jeg sagde før, vil du ikke nok tage ham i Haanden og sige: "Tillykke, Anders"? Hvis du ikke gør det for din Søns Skyld, for hans Lykkes Skyld og for din egen Skyld, Bedstefar, og for din Guds — gør det saa for min, hører du, og for mit — for dit Barnebarns under mit Hjerte.

Borgen: Intet i Verden faar gamle Mikkel Borgen til at svigte sig selv. Saa Anders er cyklet — og uden at sige mig noget — og du vidste det — og tav ogsaa — et Komplot — et Komplot af mine egne Børn — bag min Ryg — nej, det er dog for galt...

Inger: Bedstefar, hvor vil du hen?

Borgen: Skal jeg staa til Regnskab? — I siger jo ikke mig, hvor I gaar hen. Skal saa jeg...? (Ud).

Inger: Bedstefar! — Og saa ud i den Kulde! Uden saa meget som sit Halstørklæde! Bedstefar! hører du! Bedstefar! (Efter ham).

Johannes (ind, tager en Smaakage, løfter den i foldede Hænder, smuldrer den): Saml det levnede sammen, saa ingenting gaar til Spilde.^[32] — For her er ikke noget at undvære af. — Kom ind.

Pastor Bandbul (ind): Ja, jeg vilde lige — da jeg nu kom forbi...

Johannes: Herren være med dig.

Præsten: Hvadbehar?

Johannes: Herren være med dig.

Præsten: Tak! Mange Tak! De kender mig, kan jeg forstaa. Tak for Deres Velkomsthilsen til min Gerning herude! Tak! Men — undskyld — jeg kender skam ikke Dem.

Johannes: Hm! Du kender mig ikke.

Præsten: Nej, undskyld! Jeg har jo været her saa kort, har slet ikke været i Hjemmene endnu. De har maaske Deres Arbejde her? er maaske Søn paa Gaarden?

Johannes: Jeg er Murer.

Præsten: Næ se! det var da en smuk Gerning: at bygge Huse for Mennesker.

Johannes: Men de vil ikke bo i dem.

Præsten: Ikke? Aah, nej, det er jo pengeknappe Tider. Jeg ved det fra os selv, og vi lever dog meget spartansk^[36] , det gør vi sandelig, meget spartansk — sparsommeligt.

Johannes: De vil bygge selv. Og de kan det ikke. Ubegribeligt! skal de have Sko, gaar de til Skomageren; skal de have Tøj, gaar de til Skrædderen. Men skal de have Huse at være i, nej, da kommer de ikke til mig — saa vil de selv, skønt de ikke kan. Og derfor bor somme^[37] i halvfærdige Hytter og andre i Ruiner, og de fleste flakker hjemløse om.

Præsten: Undskyld, Hr. — Hr. Borgen, jeg kan ikke ret følge Dem, jeg forstaar ikke helt, Deres Tale er saa — saa dobbelttydig, Deres Ordvalg saa — saa ejendommeligt, saa jeg knapt ret ved, om De spøger eller taler i Alvor — eller hvad det er, De gør.

Johannes: Saa er du vel ogsaa en af de hjemløse, en af dem, der trænger til Hus?

Præsten: Tænkte jeg det ikke nok! hele vor Samtale grunder sig paa Misforstaaelser. Saa kender De mig dog ikke; jeg er Præsten, Deres nye Præst.

Johannes: A—h! — Der staar skrevet: Mennesket lever ikke af Brød alene, men af hvert Ord, der udgaar gennem Guds Mund.

Præsten: Jo — men — da jeg nu altsaa netop kom forbi Borgensgaard, vilde jeg lige se indenfor.

Johannes: Der er atter skrevet: Du maa ikke friste Herren din Gud.

Præsten: Jamen hvor vil De hen med det?

Johannes: Vig bort, Satan; thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

Præsten: Hør! driver De Spot med mig? Maa jeg udbede mig en Forklaring, eller De undskylder, at jeg gaar.

Johannes: Se, det passer: da forlader Djævelen ham, men — Englene — hvor bliver Englene af?

Præsten: Hvem er De? Tilhører De en Sekt? De sidste Dages Hellige?^[41] eller hvem er De? Respekterer De mig ikke som Præst, kan vi dog tale sammen som Mennesker? De er maaske slet ikke Søn her fra Gaarden, maaske slet ikke her fra Sognet, saa beder jeg Dem undskylde, men hvem er De da? Mit Navn er Pastor Bandbul^[42] .

Johannes: Mit Navn er Jesus af Nazaret.

Præsten: Nej, hør nu ... eller ... aah! her! ja ja — — aah nej, aah nej!

Johannes: Og har du arbejdet og er besværet, da vær velkommen; thi jeg vil give dig Hvile.^[43] Men er du det endnu ikke, da gaa ud i Verden og bliv det og kom saa igen.

Præsten: Min Ven, De tager fejl, De er ikke Jesus, De er Søn af Mikkel Borgen til Borgensgaard.

Johannes: Rigtigt! som man holdt for: en Søn af Josef, en Søn af Eli, en Søn af Matthat, en Søn af Levi, en Søn af Melki, en Søn af Jannai^[44] ...

Præsten: Ved De, at De er sindssyg?

Johannes: Ja.

Præsten: Hvabehar? Naa.

Johannes: Og du? Ved du, at du er sindssyg?

Præsten: Nej.

Johannes: Der ser du. Jeg ved dog mere end du. Se, din Paraply bag dig har jeg gjort til en Slange.^[45] Og du vender dig ikke om. Saa viss i din Vantro er du, du Troens Mand. Du tror paa mine Mirakler for 2000 Aar siden, men ikke paa mig nu. Hvorfor tror du den døde Kristus, men ikke den levende? Jeg holdt dig for Satan, da jeg hørte, du var Præst, men du er jo blot en vildfarende Mand som alle de andre. Ak, det er gaaet mig, som jeg dengang frygted: naar Menneskesønnen kom igen, fandt han ikke Troen paa Jorden.

Præsten: Hvormed vil De da bevise, at De er Je—, at De er den, De kalder Dem?

Johannes: Du Troens Mand! du Troens Mand! som spørger efter Beviser! Jeg beviser mig Kristus nu som dengang ved Vidnesbyrdet og Undere.

Præsten: Gør De da Undere?

Johannes: Jeg har gjort din Paraply til en Slange, og du vilde end ikke vende dig om. Hvordan gøre blinde seende, naar de presser Øjnene i?

Præsten: Hvad er da Vidnesbyrdet?

Johannes: Det samme som dengang: at Aand er Almagt ^[48] — min Far i Himlene over alle Ting.

Præsten: Jamen det ved vi jo nu.

Johannes: Og dette er Fortvivlelsen: I ved det, men I skulde jo tro det. Derfor er jeg kommen igen. I bekender Guds Almagt, men I tror den ikke, derfor dør jer Glæde og sygner jer Bøn.

Præsten: De gør ikke Undere; for Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud.

Johannes: Og saadan taler min Kirke paa Jord! — Mens jeg vandrede her den første Gang, gik jeg fra Mirakel til Mirakel for at levendegøre for Menneskers Øjne den modtagne Kærligheds Almagt. Jeg gik min Undernes Gang for at lære jer frit at bede og frækt at tro og naa til et Liv i Lovsang^[50] . Ve dig, min Kirke, du, der har sveget mig, myrdet mig med mit Navn. Jeg er træt af din Dyrkelse, træt af dine tredive Sølvpenges^[51] Kys. Og jeg indser, hvor haabløse Kaar I byder Aand, I Slægter i Støvet. Saa kald mig da sindssyg; for min Kærlighed er større end min Træthed, min Tro mere stærk end min Indsigt. Derfor bad jeg hos min Far og fik Lov til endnu engang at gæste den faldende Jord. Se, her staar jeg, og atter forkaster I, mine egne, mig: I vil leve i Ordet og ikke i Gerningen, i den tomme Bekendelse og ikke i Livets Fylde. Men nagler I mig til Overstregelsen^[52] atter denne min sidste Gang, da ve jer, ve dig, du Kaiphas'^[53] og Judas' Kirke, du Slægt, der ikke viser, end ikke tør æske Tegn, ve dig! — Korazin og Betsaida er det gaaet bedre paa Opgørets Dag end dig.^[54] ( Ud).

Præsten: Jamen — det er jo aldeles forfærdeligt. Hvorfor spærrer de ham dog ikke inde?

Mikkel (ind): Goddag, Hr. Pastor, og velkommen til Borgensgaard! Ja, jeg er Gaardens ældste Søn, Mikkel Borgen.

Præsten: Naa saadan. Tak, mange Tak!

Mikkel: Værsgod, sid ned! Jeg var nede paa Fjorden og skar Rør, da jeg saa Dem gaa ind. Et Øjeblik efter saa jeg min Kone og Far komme fra Køkkendøren — værsgod, vil De ikke ryge?

Præsten: Tak, mange Tak, Tak!

Mikkel: — og gaa ad Skolen til, jeg tænker, de er gaaet efter Smaapigerne. Saa skyndte jeg mig hjem, for hvis De ikke skulde have truffet nogen. Men det tager jo Tid helt nede fra Fjorden. Jeg haaber ikke, den er falden Dem alt for lang. Har De ikke set nogen af Pigerne?

Præsten: Af Pigerne — næ — næ, det har jeg egentlig ikke. Derimod har jeg — har jeg — ja, er det ikke Deres Bror?

Mikkel: Har De talt med Johannes? Han har da ikke været ubehagelig overfor Dem?

Præsten: Aah nej, egentlig ikke, slet ikke, hvabehar, naa, nej — — det maa jo være strengt for Dem, især da for Deres gamle Far. Ja. Er han født saadan — saadan — lidt...

Mikkel: Vi taler ikke gerne om det heroppe, men — over for Dem — De skal jo dog have det at vide ... Nej, han var om ved de 25, da det kom.

Præsten: Næ se, næ se. Ja, Herren prøver os, sandelig, Herren prøver os.

Mikkel: Man siger jo saa.

Præsten: Tænk, 25 Aar! Var det — Kærlighed?

Mikkel: Det var Bjørnson.

Præsten: Hvabehar?

Mikkel: Bjørnson og Søren Kierkegaard^[56] . Han studerede jo Teologi, Johannes; han havde saa ualmindelige Evner — og saa mente Far... Og det gik saa strygende til at begynde med. Folk strømmede til Kirken, naar han som grøn Student prækede herhjemme i Ferierne. Og — er der noget, De savner?

Præsten: Ja, undskyld, undskyld, jeg beder saa mange Gange — men — ja, undskyld — det var — maaske — et Askebæger?

Mikkel: Om Forladelse, Hr. Pastor. Værsgod.

Præsten: Mange Tak! Tak! Og undskyld! Tak! — Men saa slog det om?

Mikkel: Han fik det saa strengt med Tanker og Tvivl efter Læsningen af de to, især „Over Evne”.

Præsten: Næ, men tænk da! „Over Evne”! Det forældede Arbejde.

Mikkel: Saa blev han forlovet. Far var ikke saa glad ved det.

Præsten: Ikke det?

Mikkel: Far mente ikke, det var den Maade, Johannes skulde igennem paa.

Præsten: Igennem?

Mikkel: Ja, De forstaar.

Præsten: Nej, oprigtig talt. Naa saadan — jo, kæmpe sig igennem skulde han. Tænk, Deres Far maa have ventet sig meget af ham. Og han kom saa — igennem? Ja, altsaa?

Mikkel: Hvor var de lykkelige for hinanden, de to. Det ligger nemlig, skal jeg sige Dem, Hr. Pastor, til vor Familie at være lykkelig i Ægteskab. De skulde have set dem gaa sammen herhjemme paa Gaarden i Ferierne. Det var, som naar man hører den første Lærke synge. Og ved De, hvordan det saa gaar?

Præsten: Hvornaar? nej, hvad saa?

Mikkel: Naar den første Lærke synger?

Præsten: Ja, saa bliver det Foraar?

Mikkel: Nej, Hr. Pastor, saa bliver det Sne og Frost, og Lærkerne fryser ihjel.

Præsten: Hvem — hvem, med Deres Tilladelse, var den unge Dame en Datter af? Var hun her fra Egnen?

Mikkel: Hun var Datter af en Dommer Golschöt.

Præsten: Næ se, Golschöt! ham kender jeg. Han havde en Datter Agathe, der kom ulykkelig af Dage.

Mikkel: Ja, det var Agathe.

Præsten: Jamen — var det — ja, nu mindes jeg, hun var forlovet med en Teolog. Men tænk, var det Deres Bror! Næ se, det var da interes... det var da frygteligt. Næ tænk!

Mikkel: De havde været sammen i et Teater, der hedder Betty-Nansen-Teatret ^[57] og skal ligge i Udkanten af København — ja, jeg har aldrig været derinde. De havde netop set "Over Evne". Og Johannes var nok nærmest oprevet, da de gik hjem. I hvert Fald kom han i sin Aandsfraværelse til at træde lige ud foran en Bil.

Præsten: Og saa skubbede hun til ham. Nu husker jeg det.

Mikkel: Ja, og fik frelst ham. Og blev der selv.

Præsten: Og det kunde hans stakkels Hoved ikke bære? Forfærdeligt! Forfærdeligt!

Mikkel: Saa var det en Nat, mens hun laa Lig, at hendes Forældre vaagnede og hørte Raab derindefra. Da stod han og trak i hende og bød hende i Jesu Navn staa op. Og de... hyss, nu kommer nok Far. Saa er det ikke værd, vi lader som om...

Borgen (ind): Goddag, Hr. Pastor! Velkommen til Borgensgaard!

Præsten: Tak! mange Tak! Ja, sent er jo bedre end aldrig.

Inger (ind): Goddag og velkommen! Ja, jeg er...

Præsten: Dem kender jeg fra Kirken.

Inger: Kan I komme og hilse. Det er Maren, hun er 7 Aar, og Lilleinger paa 5.

Præsten: Se, se, søde Børn, ja. Har De flere end de to?

Mikkel: Ikke endnu. Men vi faar.

Inger: Mikkel dog!

Præsten: Ja — med Guds Hjælp — ja. Du er rigtignok noget lille til at gaa i Skole, min Ven. Ja, Børn er en stor Velsignelse. Ikke sandt, Borgen?

Borgen: Det er sandt nok.

Præsten: Ja, jeg har jo talt med — set Deres anden Søn — ja, det er jo tungt; men det gælder jo for os som kristne Mennesker om, at ogsaa den Slags Tilskikkelser^[58] kan blive til Velsignelse.

Borgen: Visst saa.

Præsten: Og De har jo — er det ikke tre foruden?

Mikkel: To.

Præsten: Ja, to, jeg syntes det nok — som begge er raske — ja, dem har De da kun Glæde af?

Borgen: Sandt nok.

Præsten: Og søde Børnebørn og en trofast Svigerdatter.

Borgen: Kunde ikke være bedre.

Præsten: Ja, saa har De jo alligevel meget at sige Tak for.

Borgen: Det har jeg.

Lilleinger: Jeg vil ned, jeg vil ned, Mor!

Inger: Saasaa, Lilleinger, fy, ikke være bange; fremmed^[59] Mand er saa rar.

Præsten: For hvor er det dog en stor Lykke at have gode og kærlige Folk at være hos.

Borgen: Jeg ejer Gaarden.

Præsten: Gør De? Ja, naturligvis — saa det gør De! Ja, De er jo heller ikke nogen gammel Mand.

Borgen: Kun 75.

Præsten: Ja, det er jo ikke — naa, 75 — ja, saa kan De jo faa mange gode Aar endnu.

Inger: Nu skal der komme en Kop Kaffe, Hr. Pastor.

Præsten: Aah Tak, hvis jeg maa have den til Gode! Mange Tak! Jeg er lidt træt, vil gerne hjem.

Mikkel: Man kan da ikke gaa tommundet herfra.

Præsten: Cigaren, kære, Cigaren!

Borgen: De er altid velkommen paa Borgensgaard.

Præsten: Tak for det gode Ord, Borgen. Jeg tager det ganske bogstaveligt.

Borgen: Saa tager De det i Udtalelsens Aand.

Præsten: En Bogstavelighedens Aand — det er ikke videre grundtvigsk, hehe. Naa, paa Gensyn! Og Guds Fred over Gaarden her!

Borgen: Tak! Farvel og Tak for Besøget!

Præsten: Selv mange Tak! Farvel.

De andre: Farvel.

Præsten: Farvel, lille Ven.

Lilleinger: Mor!

Inger: Fy da! saadan en stor Pige! du kan da rigtignok ikke gaa i Skole, naar du er saa ræd.

Præsten: Vi skal nok blive Venner med Tiden.

Mikkel: Det haaber vi. (Præsten ud.)

Maren: Hun er ræd, hende der. Han er da ikke noget at være ræd for.

Mikkel: Sikke en høflig og forekommende Mand!

Borgen: Og det faar han aarlig 5000 for af Staten. Ha! saadan en Kapun^[60] !

Inger: Saa, lille Børn, kan I saa gaa ud i Køkkenet til jeres Mad. Saa! — Se, han slaar Paraplyen op for den Smule Sne.

Borgen: Ja, der staar et Sted hos Jesajas eller hvor det er, at over al Herlighed skal der være Dække.^[61] — Er Anders kommen?

Mikkel: Nej, Far, men længe kan det vel ikke vare.

Borgen: Halvfems Tusind — under sælger jeg den ikke.

Mikkel: Hvad staar du og siger?

Inger: Aah, Mikkel, din Far har faaet den fortvivlede Idé, at han vil sælge Borgensgaard fordi det med Anders.

Mikkel: Far, jeg kan ikke forstaa, du kan faa dig selv til at sige saadan noget Pjank.

Borgen: Saa?

Mikkel: Vor Slægtsgaard! At du vil være bekendt at lade Hidsighed rende saadan af med dig.

Borgen:

Vil du have den da?

Ser du, Inger, han tier.

Og det er ret af ham, han gør det.

Kan I saa snart forstaa? kan I saa snart forstaa?

Naar jeg nu mister Anders, saa har jeg mistet alt.

Jeg sagde ikke noget til dig, Mikkel, den Dag da jeg saa det i dine Øjne, at du ikke havde din Fars Tro. At du ikke havde Tro. Det gjorde saa ondt i mig, saa mit Hjerte snøred sig sammen. Men jeg tav. Jeg prøvede paa at forstaa. Du havde set, hvad Kristendommen betød i dette Hjem, at jeg fik Talerne og Sangene og hele Festivitassen og din Mor Skidtet og Slæbet og Sjokket.

Saa tænkte jeg ogsaa: „Giv Tid, han vil forandre sig; han er jo saa ung endnu; den Dag vil komme ...” Men Aarene gik, og den kom ikke; for der sker ikke Mirakler nu om Dage. Saa maatte jeg jo igen se Sandheden i Øjnene, at du min ældste Søn, Gaardens Mikkel, ikke blev Gaardens Husbond; og Jeg saa, hvor du længtes væk, væk fra dette halve Hykleri, hvor Folk kom og gik og troede, du var en af vore. Og jeg lovede dig i mit stille Sind, at du skulde komme det; for vi fra Borgensgaard er fra gammel Tid vant til at have Lov til at være os selv.

Mikkel: Og saa ringede du til Jegtrup og spurgte, om Møllegaarden var til Salg.

Borgen: Saa du ved det! Ja, min Dreng, det gjorde jeg, og den er det om halvandet Aar.

Mikkel: Du er en Stadsmand, Far.

Inger: Vil I jage mig ud af Borgensgaard, I to?

Borgen: Derfor var det saa tung en Dag, Inger, saa frygtelig tung en Dag, den Dag, du og Mikkel kom og sagde, I havde forlovet jer.

Inger: Tung?

Borgen: Jeg er din Gudfar, jeg har kendt dig, fra du ikke var større end et Plovjern. Jeg vidste, hvor storartet du egnede dig til at blive Kone paa Borgensgaard, du Martha og Marie i een Person. Og du har ikke skuffet. Du har været bedre end Maren, og større Ros kan jeg ikke give dig.

Inger: Jamen saa kan jeg da ikke se, det var saa uforvindelig en Ulykke, jeg blev forlovet med din Søn.

Borgen: Med min fejle Søn, Inger. Det var jo Anders, der skulde have Gaarden nu.

Mikkel: Hm, hm, hm!

Inger: Nej, hør nu! du har ogsaa alt for meget villet hjælpe Vorherre med at regere.

Borgen: Saa har jeg ogsaa faaet min Straf. Men det var jo Gaarden, Mikkel. En Kongsgaard^[62] skal der have ligget paa dette Sted i Oldtiden, ved du. Og Sognets Kongsgaard har jeg gjort den til og haabede jeg paa, den skulde blive ved at være under dig. Det maatte ikke ske; men jeg troede, jeg forstod Meningen med det, da jeg saa Johanneses Evner. Ikke Sognets, men Landets Kongsgaard. Gnisten, der skulde opblusse igen i Guds Time, ^[63] skulde hentes herfra. Manden med Rommen^[64] , som du ved jeg altid fabler om — fra Borgensgaard skulde han udgaa. Saa stolte og flyvende Drømme drømte jeg. Og se nu de knækkede Vinger! haabet har jeg, at han skulde komme sig; han kommer sig ikke; Miraklernes Tid er forbi.

Inger: Jamen lille Bedstefar dog, naar Mikkel og jeg ikke altid kan blive her, hvad bedre kan du da ønske dig end, at Anders faar sig en Kone.

Borgen: Selvfølgelig skal Anders have sig en Kone, det er soleklart.

Inger: Ja, for der er jo kuns saa ringe Udsigter til, at jeg kan blive Enke foreløbig.

Borgen: Kan I da ikke forstaa, at det ikke er det, at Peter er Skrædder, men at det er — det andet? Tror du ikke, jeg kender Anders, god og svag og let at paavirke som han er? han skal have sig en Kone af vor, af min, af Gaardens Tro. En Grundtvigs Højborg i denne Egn er Borgensgaard; mit hele Liv har jeg kæmpet i Grundtvigs Navn; først et kvart Aarhundred mod Rationalismens Aandsdød,^[65] nu et kvart Aarhundred mod Pietismens Aandsforagt.^[66] Min Drøm om at se min Gaard som fortsat Kongsgaard for Sognets Aandsliv er gaaet tabt. Se den som Kongsgaard for Aandsbespottelse ^[67] det vil jeg ikke. Derfor sælger jeg Borgensgaard.

Mikkel: Aah, Far er bange for Missionen.

Borgen: Bange?

Mikkel: Bange for, at Annes Tro er stærkere end Anderses — at Peter Skrædders Aand skal sejre over Borgensgaards.

Borgen: Bange?

Mikkel: Og vil derfor bruge Tvang, tyr til ydre Midler, truer med Salg.

Inger: Mikkel dog!

Borgen: Var din Mund, Mikkel!

Inger: Hys, hys! du tager din Far rent fejl, Mikkel. Hys, I vil da ikke — — aah Gud, der kommer han jo.

Borgen: Naa, kommer du nu fra Rørskær?

Anders (inde): Nej, Far, nej, jeg kommer fra...

Borgen: Naa — ja — ja, fra — fra — naa. Ja saa — Tillykke da!

Anders: Aah haa haa haa.

Borgen: Hvad er det? Brøler han?

Anders: Han sagde Nej, Far, han sagde Nej.

Borgen: Hvem sagde Nej?

Mikkel: Hvad er det, du siger?

Inger: Jamen Anders dog!

Anders: Peter Skrædder — rent ud Nej — jeg blev der i over en Time — han var hverken — hverken til at hug — hugge eller stikke i — og nu jog han mig ud, fordi der sku — skulde være Møde.