Første Udkast til "Ordet"

I.

Inger: Bedstefar, sommetider forstaar jeg ikke jer Grundtvigianere^[1] ; Mikkel kan jeg til Nøds forstaa; men jer? nej.

Borgen: Hvad regner du da dig selv for?

Inger: Jeg — jeg regner mig ikke for noget. Jeg er vel som Far; du ved, han kunde aldrig lide de Navne. Men ved du, hvad Sidse Kogekone siger?

Borgen: Nej, og jeg bryder mig heller ikke om at høre det. Sidse snakker altid om det, hun mindst forstaar sig paa.

Inger: Hun kom da i Grundtvigs Hus, mens han levede.

Borgen: I Køkkenet.

Inger: Og hun siger, at dengang Gud skabte Grundtvig, stod Fanden og saa paa og bad om Lov til at hjælpe til. Nej, sagde Gud, ham vil jeg lave selv; men du kan jo prøve, om du kan lave En Mage til. Saa begyndte Fanden; men han kunde ikke faa dem til at ligne, og jo længere han blev ved, des ringere blev de; det er alle Grundtvigianerne.

Borgen: Saa? Saa kan du hilse Sidse Kogekone fra mig og sige, at da hans Oldemor hjemme ved Gryderne, saa, hvor skidt det gik ham, vilde hun hjælpe ham; men hun fik bare lavet en, og det blev til en Kogekone, der kom til at ligne sit Ophav paa en Prik.

Inger: Ja ja, Bedstefar, der er nu noget om det; for I — ja, i Samlingshuset sidder I og synger „Gud lever den Gamle af Dage^[2] ;” men hjemme gaar I og — osv.

Borgen (ind): ^[3] Men hvad? er det Dem, Hr. Pastor.

Klove: Ja ja — jeg syntes — jeg kom netop forbi

Borgen: Velkommen til Borgensgaard

Klove: Tak Tak! ja, De undskylder, at det har ventet saa længe med mit Besøg — —

Borgen: Det bliver jeg vel nødt til. Værsaagod, tag Plads — en Kop Kaffe skal — —

Klove: Kære Mikkel Borgen — hvis De vil gøre mig en Tjeneste: jeg vil ingenting nyde.

Borgen: Saa — e?

Klove: En Cigar højst — Tak. Jo — jeg skal sige Dem — jeg har talt med — med — —

Borgen: Ih, De traf ingen hjemme — —

Klove: Nej og jeg vidste ikke, ^[6] huskede ikke i et Øjeblikket , at det var her — — ja, det er jo Deres Søn, ikke sandt?

Borgen: Min yngste ja.

Klove: Har han været saadan fra lille af?

Borgen: Han var den herligst begavede Gut man kunde ønske sig, indtil sit 22de Aar.

Klove: Nej, se dog — ja ja, Herren prøver os Mennesker.

Borgen: Man siger jo saa.

Klove: Var det — Kærlighed?

Borgen: Det var Bjørnson^[9] .

Klove: Bjørnson?

Borgen: Bjørnson, ja. Johannes studerede Teologi og lad mig sige det ærligt: jeg ventede mig usigeligt af ham — storhedsvanvittige Drømme drømte jeg om ham — en ny Grundtvig drømte jeg mig — og jeg drømte det sikrere og sikrere efterhaanden som Tvivlen begyndte at gribe ham — jeg mente, at det var rigtigt, at Vejen frem gik igennem den.

Klove: Saamænd, der var megen Rimelighed —, — —

Borgen: Da blev Johannes forlovet, en Lægedatter i København — to lykkelige Aar fik han der, men saa brød Grublerierne op igen. En Aften saa han sammen med sin Kæreste paa et Teater derinde Bjørnsons Over Evne, og da de fulgtes hjem fra Teateret blev hun kørt ned af en Bil

Klove: Men nej da — —

Borgen: Han vaagede ved Liget i 2 Nætter, men den tredie Nat hørte de ham raabe derinde — — ja, da vi kom derind stod han og trak i hende og bød hende staa op i Jesu Navn — vi maatte føre ham bort med Magt — siden har han gaaet her — saadan som De vel har set i dag.

Klove: Er han — mener Lægerne han er uhelbredelig?

Borgen: Kun et Mirakel kan hjælpe ham siger de, og hvem tror paa Mirakler nu om Dage

Klove: Nej, de Tider er forbi.

Borgen: Man siger jo saa.

Klove: Tror De da ikke selv, Mikkel Borgen, at de Tider er forbi

Borgen: Jo — forbi. Troens Tider er forbi. Men jeg tror ogsaa, at havde jeg kundet bede med mere end Haab og Tvivl ved min Drengs Sygeseng, havde jeg kundet bede med Tro, var Drengen rask nu — men jeg magted det ikke.

Klove: De skal ikke pine Dem selv med saadanne Tanker. Tænk Dem om et Mirakel

Mikkel: ^[16] Goddag Hr. Pastor — ja, jeg er Mikkel Borgen, ældste Søn paa Borgensgaard — velkommen hertil

Klove: Tak — Tak skal De have

Mikkel: Ja, jeg var nede paa Fjorden at skære Rør og saa saa jeg Dem komme og gaa herind. Jeg havde forinden set Far og min Kone gaa ad Skolen til — saa vidste jeg, ingen var hjemme og skyndte mig hjem. Jeg haaber ikke

Klove: Jeg har jo talt med — ja, er det ikke Deres Bror.

Mikkel: Johannes, jo, det er Gaardens yngste Søn. Ryger De ikke

Klove: Tak, mange Tak!

Mikkel: Værsegod og tag Plads — min Kone kommer nok ligestrax — jeg tænker de er gaaet for at følge Børnene fra Skole — saa faar vi en Kop Kaffe

Klove: Tak — Tak — jeg skal ikke nyde noget — jeg er bleven lidt — saadan —

Mikkel: Johannes har da ikke været ubehagelig over for Dem

Klove: Nej — nej — paa ingen Maade — men — ja, aah — det er strengt for Dem — det er sandelig strengt for Dem. Har han været saadan fra Fødselen af?

Mikkel: Nej, Hr. Pastor. Nej. Min Bror var 24 Aar da han mistede sin Forstand.

Klove: Nej se dog, se dog — var det Kærlighed

Mikkel: Nej, det var Bjørnson. Mht.^[24] Religion. Min Bror var teologisk Student — udrustet med glimrende Evner og Talegaver — Far ventede sig meget — overmaade meget af ham — men saa begyndte han at forfalde til Grublerier og Tvivl.

Klove: Hm — ja, der er jo nogen der har det med det.

Mikkel: Saa blev han forlovet — det var med en Lægedatter — og han var meget lykkelig, og det saa ogsaa ud til at det skulde hjælpe ham over det. Far var for Resten ikke glad ved det, for han mente ikke det var den Vej.

Klove: Den Vej?

Mikkel: Ja, Far havde hellere set, at han havde kæmpet sig igennem selv. For som sagt Far stillede meget store Forhaabninger til ham.

Klove: Naa, men hvordan saa?

Mikkel: Ja, saa gik det saadan, at det var alligevel som hans Lykke ikke i Længden kunde bære ham over det; han forfaldt igen til teologiske Spekulationer — ja, og saa en Aften, da han og hans Kæreste havde været i Teateret sammen og set Over Evne og det havde gjort et rystende Indtryk paa ham blev hans Kæreste kørt ned ad^[26] en Bil, da de gik hjem.

Klove: Kørt ned — jamen — nej, se da — ja sandelig Gud prøver os Mennesker, Gud prøver os Mennesker

Mikkel: Man siger jo saa.

Klove: Og saa — saa kunde han —

Mikkel: To Nætter vaagede han ved Liget. Den tredie Nat hørte hendes Forældre ham raabe derinde. Da de kom derind, stod han og trak i Liget og bød hende i Jesu Navn staa op — —

Klove: Aah nej da, aah nej da

Mikkel: Saa maatte han fjernes med Magt. Og siden har han gaaet herhjemme og været saadan som De har set ham i Dag

Klove: Sandelig, De har lært, hvad det vil sige at bøje sit Hoved under Guds Tugt.

Mikkel: Saamænd.

Klove: Og Deres Far — Deres gamle Far kunde han bære det — dette frygtelige

Mikkel: Det var saa slemt i Begyndelsen, da havde han endnu Haab om Helbredelse — nu — men der kommer nok Far.

Borgen: Goddag — er De her, Hr. Pastor. Velkommen til Borgensgaard

Klove: Tak — Tak, Mikkel Borgen. Ja, De undskylder nok, det har ventet lidt længe med mit Besøg hos Dem.

Borgen: Det bliver jeg vel nødt til. —

Mikkel: Ja, det er min Kone

Klove: Dem kender jeg fra Kirken.

Inger: Velkommen, Hr. Pastor. De vil nok drikke en Kop Kaffe?

Klove: Tak — hvis jeg maatte — maatte vente til en anden Gang — jeg er lidt — lidt træt i Dag.

Mikkel: Her var jo ingen hjemme, Far, da Præsten kom.

Klove: Saa jeg fik mig jo en lille — lille Samtale med med — med Deres yngste Søn.

Borgen: Ja, han er jo sindssyg.

Klove: Ja, ja, det hører — det viste sig jo. Ja ja, det er strengt — det er — og det er vel sagtens — det er maaske uhelbredeligt — eller hvad siger Lægerne

Borgen: Ja, saa skulde der ske et Mirakel.

Klove: Ja — de Tider er jo forbi.

Borgen: Ja.

Klove: Og det er jo ogsaa bedst saadan.

Borgen: Vil De ikke sidde ned.

Klove: Tak — jeg tror, at jeg skal — — Men det er da en stor Trøst, at De har to raske Sønner.

Borgen: Ja.

Klove: Og Dem har De jo kun Glæde af.

Borgen: Visstsaa.

Klove: Og en udmærket Svigerdatter at være hos.

Borgen: Nej, hun er hos mig. Jeg har Gaarden selv, Hr. Pastor.

Klove: Har De Gaarden selv — ja naturligvis ja, hehe — ja, De er jo ogsaa en — en ret ung Mand

Borgen: Bare 75.

Klove: Ja, ja — 75 — naa — Ja — ja, saa tror jeg, jeg vil.

Borgen: Farvel, Hr. Pastor. Og Tak for Besøget. De er velkommen paa Borgensgaard saa tit De selv har Lyst

Klove: Tak for de Ord, Mikkel Borgen. Farvel og god — og Tak.

Inger: Bedstefar, Anders er kommen.

Borgen: Naa.

Inger: Han er inde paa sit Værelse. Skal jeg bede ham komme ind.

Borgen: Nej.

Inger: Saa gør jeg det altsaa.

Mikkel: Far.

Borgen: Der er ikke noget at tale om.

Anders (kommer ind):

Borgen: Naa, kommer du nu fra Rørskæret.

Anders: Nej .

Borgen: Hm. Nej, du har ikke været i — hm — nej, du har — ja, naa — tillykke da, Anders. Lad mig saa sige det. Du ved selv jeg ikke mener det, ikke kan mene det.

Anders: Far.

Borgen: Anders, du er en voxen Mand — og du er en Søn fra Borgensgaard — vi plejer ikke at græde. Og hvad hjælper det her — —

Anders: Far, han sagde Nej.

Borgen: Hvad siger du?

Anders: Aah, Far, du ved ikke, hvor meget jeg gør ud af hende — og nu er det haabløst — haabløst altsammen. Han sagde Nej.

Borgen: Hvem sagde nej. Skrædderen?

Anders: Ja, Signes Far, ja. I over en Time har jeg snakket med ham — og nu — nu viste han mig ud.

Borgen: Jeg forstaar ikke rigtig. Du var taget hen for at fri til Signe, ikke sandt?

Anders: Jo men — —

Borgen: Og hendes Far Peter Skrædder sagde Nej.

Anders: Ja, for — for, sagde han, han vilde ikke overtræde Guds Befaling. Vi her fra Borgensgaard sagde han vi troede ikke paa Gud, sagde han. Og jeg kunde ingen Vegne komme med ham.

Borgen: Hvad sagde da Signe?

Anders: Hun fik ikke Lov at komme ind.

Borgen: Hun fik ikke Lov — Lov — er det Middelalderen vi lever i — haha, Peter Skrældder er nok ligesom Bergthor Smed^[39] — lukker Døtrene inde — det er dog det stiveste — Og du Anders du stod og tog mod alt det — og du er min Søn — en Søn af Borgensgaard — og saa kommer du hjem og græder som en Skoledreng, der har maattet sidde over

Anders: Far, hvad skulde jeg gøre. Jeg holder jo saa meget af Signe — og hun da ogsaa af mig. Jeg prøvede jo paa at snakke ham til Rette — men hver gang han ikke vidste andet at sige, sagde han haardt: du er jo ikke omvendt, Anders^[42] — og hans sidste Ord, der har lukket Døren efter mig det var disse: Saa længe mine Øjne ser Sol skal min Datter ikke sælges til en vantro Mand.

Borgen: En vantro Mand — han — saa vi af Borgensgaard saa vi er vantro — ja, naturligvis er vi vantro — og vi er ikke gode nok vi af Borgensgaard vi er ikke gode nok til at blive i Familie med Peter Skrædder og du tager hjem og græder — hør nu Anders det er ved Gud for stift et Stykke, det er^[45] det er pinedød for galt

Mikkel: Hør, Far — —

Borgen: Jeg siger, det er for galt — sig mig, sig mig, Anders, er du — er du helt — ved Gud for galt — er du helt sikker paa — skønt ja, nu har det jo staaet paa i over halvandet Aar — sig mig altsaa — du og Signe I vil altsaa have hinanden — ikke sandt — det er jeres Mening altsaa?

Anders: Hvad kan det nytte, Far, naar ingen af jer

Borgen: Hvad det kan nytte, hvad det kan nytte — en Søn af Borgensgaard spørger, hvad det kan nytte — hør nu lidt her, lille Venner — altsaa — Mikkel

Mikkel: Far.

Borgen: Sig til en af Karlene, at spænde den brune for — med det samme — og, Inger, du kommer med min Kavaj^[50] — med det samme

Anders: Far?

Borgen: Og du Anders læsser Fodposen^[51] i Vognen og tager din Overfrakke paa

Anders: Far, gamle, gode —

Borgen: Hold Kæft — jeg skal pinedød — jeg skal — — — kan Sønnen til Borgensgaard ikke skaffe sig Kone, saa kan sgu gamle Mikkel Borgen endnu — — naa, hvor bliver Kavajen af — saadan — saadan — er Pisken derude — læg en Mulepose under Agestolen^[54] — har du et rent Lommetørklæde — jeg skal pinedød — saa passer I Huset saa længe — og saa i Guds Navn —

Inger (til ): ^[55] Og saa siger I endda, at Miraklernes Dage er omme.

Borgen: ^[56] Aah, rejs ad Helvede til! Kom saa, Anders.

Skrædderen: Nej, jeg vil ikke gaa i Vejen for dig.

Skrædderen: ^[57]

For det er jo saadan Brødre og Søstre at vi, der er tvættet^[58] i Lammets Blod vi er oplyst af Aanden om hvad vi skal tænke og mene; thi Guds Naade mod os har ikke været forgæves. Derfor holder vi vor Sti ren for vantro, vidende, at vi er Guds udvalgte, helligede, et helligt Præsteskab, et Ejendomsfolk; derfor kan vi heller ikke sætte vore Ben i Guds Hus, saalænge denne Mand er Præst her; thi de af os, der var i Kirke i Søndags, hørte, hvordan han sagde, at hvordan Underet ved Jairi Datters Opvækkelse^[60] skulde forstaas, om det var et virkeligt Under eller ej, det turde han ikke sige; men dette er ikke Aandens Tale. Vi ved ved Aanden, at det var et virkeligt Under — og vi ved, at Gud gør sine Undere iblandt os den Dag i Dag. Har han kanske ikke gjort sine Undere ved hver enkelt af os. Er det ikke et Under, at du kan sidde der Mette Marie med Visshed i din Salighedssag? Er det ikke et Under, at du Simon Smed er ført saadan, at du nu rejser dig blandt Guds Folk. Er det ikke et Under, at jeg fortabte og fordømte Synder kan staa her som et renset og frigjort Menneske og tale til jer, mine Brødre og Søstre — ja, er det ikke det største Under af alle, at Gud har kunnet faa noget godt ud af saadan en som mig? Jo, sandelig det er Naade over Naade og Under over Under. Gud er almægtig han har gjort store Undere, og vi tror for hans Søns Lidelses og Døds Skyld vil han ogsaa i Fremtiden gøre store Undere i vore Hjerter og blandt Verdens Mennesker, saa de ser deres Synd og omvender sig og bliver ligesom os. Lad os saa bede sammen: I Jesu Navn Vi takker dig Herre, at du lod dig forsone ved din uskyldige Søns svare^[67] Lidelse og Død og at vi blev ført gennem Omvendelsen ved din Helligaands Dragelse til Tro herpaa og vi beder dig at du vil hjælpe os til at føre et helligt Liv saa vi kan skinne for Menneskene og saa vi staar Satan imod og holder os fra Besmittelse og Arbejde om Søndagen og Banden og Sværgen og selskabelig Omgang med Verdens Børn, men husker at vi er Lysets Børn, der er sat til i denne Verden at skinne for de andre og saa bagefter skinne i dit Rige. Og lad os aldrig blive forsagte men gerne taale Foragt og Spot for dit Navns Skyld, saa vi husker os selv og hinanden paa at det er dine Apostles Lod i denne syndige Jammerdal^[69] indtil vi dør og de spares for Helvedes Pine og af din Naade og ved din Søns Blod faar en Plads hjemme hos dig paa gyldne Troner i Himmerig. Amen i Jesu Navn. Skal vi synge en Salme Nr. 312 i Indre Missions Aandelige Sangkor.

Synder stop ej mer dit Øre
luk det op for Lammets Røst
hør: den raaber fuld af Naade
kom til Hvilen ved mit Bryst.

Derfor Synder skynd dig kom
Vend til Herrens Veje om
Grib i Dag hans Frelse hvis du
ej i Morgen vil hans Dom

O forhærd dig ikke længer,
nej, træd Satan haardt imod.
Der er Plads for hver en Synder
Rum endnu ved Korsets Fod

Derfor Verdens Fryd er idel^[73] Tomhed
Verdens Evighed et Nu
dens Begyndelse er Jammer
og dens Ende Helveds Gru

Jesu Fryd er idel Glæde
Jesu Liv er Evighed
hans Begyndelse er Naade
og hans Ende salig Fred

Gamle Borgen (ind): Goddag.

Peter Skrædder: Goddag Mikkel, goddag. Og velkommen til vort Møde

Borgen: Jeg kommer ikke til jert Møde. Jeg kommer for at tale med dig.

Skrædderen: Jamen det er du ogsaa saa velkommen til. Kom indenfor, Mødet er lige strax færdig — —

Borgen: Bæsterne er derude — og Anders.

Skrædderen: Jamen — saa — tør du, Simon, tag lige og gaa ud og faa dem ind i Loen — lad mig tage din Kappe, Mikkel, og lad ogsaa Anders komme ind — saadan — saadan — Anders — god Dag igen, Anders, og velkommen. Værsgod og sid ned — der er en Sangbog — vi skal slutte Mødet med en lille Bekendelse af Maren Smeds — værsgod, Lucie, saa er vi andægtige igen.

Lucie Smeds: Jeg vil altsaa bare sige, at jeg vil ønske, at enhver af jer maa faa det med Herren som jeg har det, for det er godt. Men det var det ikke saa længe jeg endnu gik i mine Synder for da var jeg det elendigste Menneske under Solen fordi at jeg altsaa var saadan trykket og knuget af min Synd. Men da blev jeg omvendt 2 Dage før Mikkelsdag i Forfjor ved Midaftenstid, og det var Ordet: Min Mad er at gøre hans Vilje, der sendte mig — og nu er jeg det lykkeligste Menneske paa Jorden og lover og takker min himmelske Fader fordi han førte mig ud af Forkrænkelighedens Verden og gav mig en Plads blandt de udsøgtes Tal, som skrevet staar. Og det var altsaa det, som jeg vilde sige.

Skrædderen: Ja, det var en god Bekendelse — Herren hjælper os alle til at føre den i vor sidste Stund. Skal vi synge Nr 13.^[78]

Ja, saa siger vi Herren Tak for i Aften og samles igen i Dag 8 Dage om et lille Guds Ord i Fattighuset^[81] . Godnat, Brødre og Søstre, Godnat.

Evangeline, Evangeline, du kommer^[83] en Taar Kaffe til os. Det vil fryse til Natten, Mikkel.

Borgen: Ja, Vinden er sprungen om i Nordøst.

Skrædderen: Jeg er snart ræd for mine Kartofler. Jeg har dem i Kælderen.

Borgen: Ja, du skulde haft dem i Kule^[88] , Peter.

Skrædderen: Det er sandt nok, men jeg syntes ligsom det andet var nemmere.

Borgen: Det er det jo ogsaa.

Skrædderen: Javisst.

Skrædderen: Har du hørt Karetmagerens ny Svend er kommen til Skade.

Borgen: Det er han vel ikke.

Skrædderen: Jo, det er nok — ja, det er længere Tid siden han fik en Splint i den ene finger. Han agted nok ikke paa det. Men nu er der gaaet Bullenskab^[89] i det.

Borgen: Hm. Man skal ogsaa agte paa de smaa Ting.

Skrædderen: Visstsaa.

Skrædderen: Stop Piben, Mikkel.

Borgen: Tak, der er nok i endnu.

Skrædderen: Ja — ja saamænd. Men jeg har da godt med Halm over dem —

Borgen: Ja, saa naar Kulden dem heller ikke de første Par Dage.

Skrædderen: Nej, og saa kunde det da blive Tø igen.

Borgen: Det kan det — Sig mig, hvor blev Signe af? Hun var jo da til Møde.

Skrædderen: Jeg tænker, hun hjælper sin Mor med Kaffen.

Borgen: Hun kommer vel ind.

Skrædderen: Det tænker jeg ikke.

Borgen: Hvad for noget.

Skrædderen: Jeg har sagt, jeg vil ikke have hende herinde, naar Anders er her.

Borgen: Saa?

Skrædderen: Bestil noget, Dreng — lad mig se — har du nu ikke syet Langsting igen. Hvordan tror du du kan komme i Himlen, Sofus, naar du ikke er tro i din Gerning paa Jorden.

Borgen: Er det ikke Fyraften for den Knægt?

Skrædderen: Han havde jo fri nu under Mødet.

Borgen: Det skal han saa indhente bagefter.

Skrædderen: Synes du ikke, der er Rimelighed i det?

Borgen: Jeg tænker det gør ham svært glad for at faa Lov til at være med til Møderne. Kan du nu lægge de Ting til Side, Sofus, og gaa hjem til din Mor. Jeg vil snakke med Peter.

Skrædderen: Saa gør som Mikkel siger — og saa kommer du en halv Time før i Morgen.

Sofus: Det skal jeg i Forvejen for jeg skal sy Knapper i.

Skrædderen: Saa kommer du altsaa en hel Time før. Og husk saa din Aftenbøn.

Sofus: Den husker jeg hver Aften.

Borgen: Det er godt, min Dreng, bliv ved med det, saa skal det nok gaa dig godt. Godnat, Sofus.

Sofus: Godnat.

Borgen: Naa — saa Signe maa ikke komme herud, naar Anders er her, Peter.

Skrædderen: Nej, jeg regner med, at de to har været nok sammen, Mikkel. Og ogsaa mere end nok.

Borgen: Du ved , at de vil giftes.

Skrædderen: Jeg ved ogsaa, at der^[95] bliver ikke noget af.

Borgen: Og hvorfor, Peter?

Skrædderen: Det tror jeg du ved, Mikkel.

Borgen: Jeg ved ikke noget.

Skrædderen: Nu følger du jo ikke Sandheden. Nej, Mikkel Borgen.

Borgen: Jeg vil høre det af din egen Mund. Jeg ved ikke noget. Altsaa: hvorfor.

Skrædderen: Der er Kaffe, Mikkel. Lad os saa tale om det bagefter.

Borgen: Jeg drikker ikke Kaffe, hvis Signe ikke kommer ind.

Skrædderen: Evangeline — lad Signe faa sig en Kop Kaffe med.

Evangeline: Signe staar ude og tuder.

Skrædderen: Lad Signe faa en Kop Kaffe med, siger jeg.

Evangeline: Jaja, nu skal jeg sige det.

Signe (kommer ind): Goddag.

Borgen: Goddag, Signe.

Signe: Goddag, Anders.

Anders: Goddag, Signe.

Skrædderen: Værsgod! Lad os saa sætte os hen.

Evangeline: Ja, værsegod^[97] og forsyn jer.

Borgen: Naa, er alle Børnene ude at tjene.

Skrædderen: Jo, vi har kun Signe herhjemme. Og det er Meningen hun skal ud til Foraaret.

Evangeline: Ja, værsegod^[99] og forsyn jer.

Anders: Der hører du, Far.

Signe (gaar pludselig hurtigt ud.):

Borgen: Hør nu, Peter — hvad er — hvad er dette her for noget — noget Halsstarrighed^[101] — Ufornuftighed vil jeg kalde det. Lad os nu tale fornuftigt sammen. Er det noget, der er i Vejen med Anders? Eller har du sat dig i Hovedet, at Signe skal have en anden? Eller hvad er Meningen med alt dette?

Skrædderen: Det er det sidste: Signe skal have en anden.

Anders: Hvad siger du? Hvorfor talte du ikke et Ord om det i Eftermiddags?

Borgen: Naa saadan. Og hvem er saa det om jeg maa spørge.

Skrædderen: Det er ingen bestemt. Men det skal være en Mand, der staar i levende Samfund med Herren.

Borgen: Min Søn er døbt. Min Kone bar ham, og jeg selv har staaet Fadder til ham

Anders: Far, du maa ikke blive hidsig.

Evangeline: Værsegod og forsyn jer.

Anders: Jeg tænker du er enig med mig deri, hvor stor Betydning du end tillægger Daaben, at det dog hedder, at den, der tror; bliver døbt skal blive salig.

Borgen: Og min Søn tror altsaa ikke.

Peter: Der er saa mange Slags Tro.

Anders: Det er jo ogsaa det, jeg har sagt hele Eftermiddagen at I to har forskellige Meninger om Vorherre, hvad kommer det ved, at vi to holder af hinanden.

Peter: Men du har jo sagt, at din Mening om Vorherre som du udtrykker dig at det er den samme som din Fars.

Anders: Jamen derfor kan Signe og jeg vel godt — — —

Borgen: Hør nu her Peter Skrædder, lad os nu tale et borgerligt Ord med hinanden. Dengang du endnu knebent herskede knappe dine egne Buxer, da stod jeg paa Talerstolen ^[109] og bød Folk velkommen til Indvielsen af Sognets Forsamlingshus — nej, jeg gør dig Uret — du var vel i Konfirmationsalderen dengang — alt, hvad der var af Aand og Liv her i Sognet da du begyndte at faa Forstand det stammede fra mig menneskelig talt — jeg har forsømt min Gaard for at hente Foredragsholdere og dele ud af det Lys og det Liv, som jeg selv havde faaet af Gud gennem Grundtvigs Ord — hvordan i Alverden kan du saa komme og gøre dig til Dommer over mig?

Peter: Jeg gør mig ikke til Dommer over nogen, jeg lader Guds Ord dømme for mig.

Borgen: Og det dømmer altsaa mig og mit Hus ned i Helvede.

Peter: Mikkel, Mikkel, hvorfor vil du stampe imod Brodden. Du er jo ikke en omvendt Mand.

Borgen: Det nytter visst ikke vi taler længere. Men een Ting vil jeg sige dig, Peter Skrædder. Jeg regner dig for forrykt. En sød og god ung Pige som Signe skal ikke gaa og ødelægges hos dig. Hun skal giftes med Anders, om jeg saa skal leje en Bil, saa de kan flygte sammen til Tyskland forstaar du det.

Skrædderen: Mikkel, Mikkel, du har endnu ikke faaet nok af Guds Tugt. Jeg vil bede til Herren, at han ikke vil opgive dig, men vedblive at tugte dig til du omvender dig.

Anders: Far, vi maa hellere køre.

Borgen: Ja, vi kører i Aften, men vi kommer igen — I to skal nu have hinanden om jeg saa skal gøre Mirakler, pinedød skal I saa. Hvad er det?

Skrædderen: Hallo ja, det er, Hva! Nej, de er ikke — hvad er der — Inger — saa — ja, jeg skal sige det. Jo, saa kommer de strax — Farvel.

Borgen: Hvad er der?

Skrædderen: Jeg ved ikke — det var fra Borgensgaard — Mikkel ringede, at Inger var bleven saa slemt syg om I ikke vilde komme strax — Evangeline har Lygten.

Borgen: Inger — Er Inger syg — hvor er min Kappe.

Skrædderen: Ja, jeg ved jo ikke — jeg kunde ønske dig — maaske kommer Prøvelsen til dig nu — saa ønsker jeg Lykke og Velsignelse

Borgen: Hvad staar du og siger?

Skrædderen: Ja, jeg siger, at er Guds Time nu inde for dig, saa ønsker jeg dig Prøvelsen maa

Borgen: Staar du og ønsker — staar du og beder til min Svigerdatter maa dø. Ved du din skinhellige Laban

Anders (udefra): Far, du skal styre dig — kom nu

Borgen: Ved du, hvad Svar der skal gives paa det. Et eneste du — saadan En
Saa kører vi

Peter: Slaar du, slaar du — tror du fordi du er den store Mikkel Borgen og jeg er den sølle Per Skrædder, at saa har du Lov til alt. Jeg har Vidner paa dig, Mikkel Borgen.

Peter: ^[119] : Far Far, kom nu.

Mikkel: Rejs ad Helvede til.

Peter: Der er vel Lov og Ret her i Landet. Vi mødes i Retten, Mikkel Borgen.

Borgen: Er Doktoren kommen?

Mikkel: Han har været her en Time

Borgen: Og Jordmoderen

Mikkel: Hun kom et Øjeblik efter Doktoren.

Borgen: Og — og Barnet

Mikkel: Det ligger galt, Far.

Borgen: Johannes laa ogsaa galt. Og han er — er alligevel den mest velskabte af jer

Mikkel: Doktoren siger, at kan han redde min Hustrus Liv, maa jeg være glad.

Borgen: Naa — naa — siger han det. Ja saa — saa — maa vi jo — det gaar nok, Mikkel, det gaar nok, skal du se.

Mikkel: Det haaber vi, Far.

Borgen: Visstsaa. Synes du — skal jeg — gaa derop.

Mikkel: Inger er bevidstløs.

Borgen: Naa, hun er — ja ja — saa gaa du — gaa du!

Anders (kommer ind): Hvordan gaar det, Far?

Borgen: Barnet ligger galt.

Anders: Er det — farligt, Far?

Borgen: Det kan være det. Og her tror jeg — men ved Guds Hjælp — Anders — du og jeg vi kan jo bede. Lad os saa gøre det i Nat.

Anders: Jeg gaar ind til mig selv, Far. I kalder vel paa mig, hvis der er noget at kalde for.

Borgen: Ja, min Dreng, ja — gaa du kun — jeg forstaar dig — aah ja— aah ja.

Johannes: Herren være med dig.

Borgen: Ja — ja, det er godt, Johannes.

Johannes: Vi har sjældne Fremmede i Nat, fornemme Fremmede i Nat.

Borgen: Ja, Gudskelov er Doktoren ikke en daglig Gæst her paa Borgensgaard.

Johannes: Det er Herren og to Engle.

Borgen: Er det Doktoren, du kalder Herren.

Johannes: Nej. Nej. Først kom Englene — en^[124] Mandengel og en Kvindengel.

Borgen: Saa ved jeg ej der er kommen flere.

Johannes: Jo jo, saa kom jo Herren selv Majestæten selv, kom med sin Le og sit Timeglas.

Borgen: Hold din Mund, Johannes!

Johannes: Hvorfor frygter du, du lidt troende. Jeg er jo endnu endnu^[127] ikke gaaet til min Fader.

Borgen: Gaa ind til dig selv! Gaa i Seng.

Johannes: Men i sin egen Fædreby gjorde han ingen kraftige Gerninger, thi de troede ham ikke.

Borgen: Herre!, Herre — hører du, ikke mere! du har skænket mig Bægeret bredfuldt, nu beder jeg: lad det ikke løbe over.

Mikkel: Saa er Barnet kommen, Far.

Borgen: Er det kommen. Nej da, nej da! er det saa en Dreng som hun lovede mig

Mikkel: Ja, det er en Dreng.

Borgen: Haha, der ser du — ja, Inger holder altid sine Løfter. Og Herren hører Bønnerne, Mikkel, du skal se — —

Mikkel: Det ligger i en Balje, Far — klippet over i 4 Stykker

Borgen: Mikkel! — Naa — naa — saa Inger da — Inger.

Mikkel: Hun er stadig bevidstløs.

Borgen: Aah, Mikkel — kunde du bede, kunde du bede!

Mikkel: Men du kan jo, Far.

Borgen: Ja jo — jeg skal ogsaa nok, jeg skal ogsaa nok

Herre, Herre, hører du, ikke mere — nu løber Bægeret over — forbarm dig du levende Gud, og hold inde, lad Inger leve, lad Inger leve, lad Inger leve.

Johannes: Havde I troet paa mig, da var dette ikke sket. Nu er han gaaet med Barnet, og jeg formaar ingenting

Borgen: Johannes, vil du gøre din gamle Far en Glæde, da hold dig hos dig selv

Johannes: Ah.

Borgen: Hvad er der? hvad stirrer du efter?

Johannes: Se, han kommer igen — der gaar han jo — nu kommer han efter hende

Borgen: Anders! Anders! Anders? Faa din Bror væk, væk, faa ham væk, han gør mig sindssyg ogsaa, ogsaa mig

Anders: Johannes — kom her — Johannes

Johannes: Peter Jakob og Johannes — hvor er I, I maa følge mig derind.

Anders: Saa, kom nu her, hører du.

Borgen: Ja ja og hold ham derinde, hold ham derinde.

Maren: Bedstefar.

Borgen: Er du ikke i din Seng, lille Maren?

Maren: Jo, men du raabte saa højt.

Borgen: Jaja, vækkede jeg dig?

Maren: Ved du, at Mor er syg, Bedstefar.

Borgen: Jaja, kan du bede til den kære Jesus, at han vil helbrede hende.

Maren: Jamen det vil han ikke, for hun dør i Nat.

Borgen: Hvad er det for Vrøvl, du kommer med, Barn

Maren: Jo, det siger Farbror. Farbror siger ogsaa^[142] Og saa vil Farbror opvække hende

Borgen: Lille Maren, kan du nu gaa i din Seng og putte dig godt ned under Dynen og inden du falder i Søvn kan du saa sige saadan af hele dit Hjerte: Kære Gud Fader, vil du ikke nok gøre Mor rask igen. Det beder jeg om i Jesu Navn. Amen. Kan du sige det af hele dit Hjerte

Maren: Kære Gud Fader, vil du ikke nok gøre mor rask igen i Jesu Navn Amen. Jo, det skal jeg nok.

Borgen: Men husk nu: af hele dit Hjerte.

Maren: Ja, det skal jeg nok. Godnat, Bedstefar.

Borgen: Godnat, min Skat.

Borgen: Almægtige Gud! jeg er kun et Menneske, tag ikke Inger fra mig, jeg kan ikke taale at miste mere. Tag ikke Inger fra os, tag ikke Inger fra os.

Mikkel: Far — om det skulde ske, at Inger dør

Borgen: Har I da ikke andet at tale om allesammen? Glemmer I, at ogsaa jeg er et Menneske — jeg er kun et Menneske — kun en gammel Mand.

Mikkel: Far, du er stærk, og du har Vilje. Hør mig derfor, hvis Inger dør —

Borgen: Men det gør hun ikke.

Mikkel: Far, vi af Slægten har aldrig krøbet uden om Sandheden. Hvis det derfor skulde ske, ja, der tror jeg ikke jeg kan bære det

Borgen: Snak og Sludder — du har jo dine Børn, Dreng

Mikkel: Det er netop dem, Far. Lad Anders og Signe love dig, at de maa være hos dem. Jeg ved ingen anden jeg har Tro til som Signe til at give dem til

Borgen: Peter Skrædder sagde Nej i Aften. Ogsaa til dig.

Mikkel: Saa maa du tvinge ham. Du maa gøre det, Far. Jeg kan ikke være tryg for dem uden hvis de er hos Anders og Signe — for du er jo gammel Far

Borgen: Jeg kan ikke lide denne Snak — ikke taale denne Snak. Inger skal leve — og selv om — men det gør hun — —

Lægen: Mikkel Borgen — Deres hustru er ved Bevidsthed

Mikkel: nu kommer jeg, nu kommer jeg

Borgen: Almægtige Gud — du vil ikke slippe hende af din Arm, du vil lade os holde paa Inger, hør os, vor Fader du som er i Himlen

Lægen: For Satan i Helvede da, hvor bliver det varme Vand af?

Borgen: Den anden Vej — Doktor — til Køkkenet der — —

Mikkel: Doktor, skynd Dem — aah skynd Dem

Borgen: Herre i Himlen, forbarm dig, Herre i Himlen forbarm dig, Herre i Himlen, forbarm dig.

Johannes: Slip mig, Menneske, slip mig, vil du hindre mig i at være i hvad min Faders er?

Anders: Lad Far i Ro, kom herind, Johannes.

Johannes: Se, se der gaar han igen. Stands byder jeg stands her kender du mig da ikke, stands byder jeg dig —

Borgen: Anders — slaa ham heller til Jorden, heller end dette

Johannes: aah fri jer I lidettroende — hvi^[158] slukker I Herrens Herlighed med Stanken^[161] af jeres Tro? Jeg ryster Støvet af mine Fødder^[162] .

Borgen: Aah Gud, aah Gud, aah Gud!

Mikkel: Ja, Far, saa har det Ende

Borgen: Er Inger død?

Lægen: Jeg har gjort, hvad jeg kunde

Mikkel: Og jeg takker Dem, Doktor.

Lægen: Ingen Tak. Ja, saa ved De Hr Borgen, at det skønneste er at , som den store Atlet oprejst at kunne modtage Skæbnens Slag^[167] .

Mikkel: Og det er saa vigtigt med Skønheden?

Lægen: Godnat.

Borgen: Herren gav, Herren tog Herrens Navn være lovet. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet. Herren gav, Herren tog.

Mikkel: Far, kan man ikke gøre mig en Tjeneste — kan jeg ikke slippe for — tror du i disse Dage — slippe for alle de — alle de gudelige Talemaader — om Prøvelse og Guds Kærlighed — og han hjælper hidindtil.

Borgen: Mikkel!

Mikkel: Ja, for jeg har for megen Respekt for min Fars Gud til rigtig at kunne taale det. Vil du ikke se din Svigerdatters Lig

Anders: Mikkel — er hun — aah nej du, Bror — ja, Herrens Veje er over

Borgen: Kom, Anders, lad os sige Godnat til Inger

Johannes: Hun er ikke død — hun sover.

Mikkel: Tror du, Johannes?

Borgen: Mikkel!

Mikkel: Vil du ikke se den sovende, lille Johannes.

Johannes: Hvor har I lagt hende?

Borgen: Aah nej

Mikkel: Hvorfor maa Johannes ikke se hende, Far? Han er vel den af os, der lider mindst ved det.

Borgen: Man ved aldrig hvad han kan finde paa.

Mikkel: Aah Far der kan ikke findes paa noget værre end der allerede er fundet paa

Johannes: Fader, herliggør dit Navn^[175] . (Der bliver stille. Da lyder der et gennemtrængende Skrig)

Borgen: Nej, nej, læg ham her — han kunde ikke tåle det, læg ham her — er han død — eller

Mikkel: Nej, Far, det er ikke den Slags, der dør

Borgen: Nej, han aander, han aander, læg ham ind paa hans Seng, han aander jo. End ikke denne Naade forundes os.

Borgen: Hvad, er det dig, Peter.

Skrædderen: Ja, Mikkel, ja, det er mig — jeg kommer for at — ser du — jeg har ligget paa Knæ for min Gud, Mikkel, i to Nætter har jeg ligget paa Knæ for Herren.

Borgen: Og hvorfor har du saa det?

Skrædderen: Jeg syndede jo. Der staar skrevet: Giver En dig et Slag paa din højre Kind, vend den venstre til. Men jeg for op og blev hidsig og raabte paa Hævn^[180] — det var syndigt, og nu kommer jeg for at spørge, Mikkel, om du vil tilgive mig?

Borgen: Det er jo saa ligemeget nu altsammen, Peter. Og det var jo da mig, der slog.