Rasmine

1. Akt

( Gammeldags møbleret, lidt sjusket Bondestue; en Petroleumslampe brænder mat paa Bordet, hvorpaa der ligger en plettet Dug og findes nogle faa simple Retter. Der er trækgardiner for Vinduerne. Ilden lusker^[2] svagt i Kakkelovnen. Morten sidder og spiser et Stykke Ostebrød^[3] . Han er høj og noget mager. Ane kommer med Brændevinsflaske og -glas og sætter det foran ham. Hun er mindre og knap saa mager. En Kat hopper op paa Bordet.)

MORTEN (skænker en Snaps): Hør, Ane, bær deŋ, Kat øu; æls kaa vi reskere… naa haŋ, haar kask alredens; de va da Satans te Lout.

ANE (tager Katten, der hvæser, og bærer den ud; hun kommer strax tilbage): Haŋ rivs noue.

MORTEN: Ja, de æ skunne saa aadit; faa de æ aa iŋ, Huŋkat; aa de Pak rivs ju alti. (Drikker Snapsen og skænker en ny) Vaanær trour du, aa huŋ, kommer hæm ijen.

ANE: De bleier danne før væ Titiden.

MORTEN: De æ dou saa aadit, aa hunne æ her; de plejer huŋ, ju alti aa vare. (Drikker Snaps Nr. 2) Vour saae huŋ tæ dej, aa huŋ, tou hen.

ANE: Huŋ saae, aa huŋ ville hen aa se tæ hiŋes Brourdaater, faa de va hiŋes Jebursdau i Dau. —

MORTEN: Næ, jøsses Kos dou, jæ haar glemt aa ji Grisne.

ANE: Jam de haar jæ jort, Mordiŋ

MORTEN: Aa Gusklouda; ja, du æ iŋ, flink^[4] Pie, Ane. (Drikker Snaps Nr. 3) Vour kaa de vaare, aa du haar høust aae de i Jauden?

ANE: De vaaller, aa huŋ, saae de eŋ, 3-4 Gaŋe tæ me, før aa huŋ tou a Stæ.

MORTEN: Va saae huŋ tæ de, før aa huŋ tou a Stæ?

ANE: Ja, huŋ saae saa manne Tiŋ; huŋ saae no--mme--e, a jæ mutte høuse aa faasyŋe altiŋ…

MORTEN: De va skunne saa lit.

ANE: Aa huŋ vill'inŋ vie noue aa noen Jille i Jauden, faade huŋ va væk; aa ves aa du ba noen iŋ, saa skulle jænne vakte op mæ noe, ves aa jæ ville houle miŋ Pias.

MORTEN: De va sku Satens. (skænker en Snaps igen)

ANE: Du kommer te aa houle lit Moue mæ Bræŋeviŋet, Mordiŋ; faa æls kaa huŋ se, aa de æ svuŋen saa skabe møje, naa huŋ, kommer hæm.

MORTEN: De æ sku sant, de. (Drikker den). De ska sku vare deŋ siste i Jauden. Du æ nu aa saan svært flink tæ aa høuse paa altiŋ, Ane.

ANE: De æ ju aa læt aa haae Spetakler, saa fare aa huŋ, æ her.

MORTEN: Ja, de æ de. (skeler til Flasken) Ve dunne gaa øu aa se, om jæ haar høust aa lout faa Hønsne?

ANE: Jo, de haar du; faa jæ va dæomme før aa saae a.

MORTEN: De æ got, Ane, du æ eŋ flink Pie. Men du haar vist glemt Saltkoppet. Ve dunne hende de? (Ane gaar, Morten drikker skyndsomt af Flasken, Ane kommer igen)

MORTEN: Tak, de æ got, Ane. Men sej me… jæ haar køvt eŋ hal Pæl^[5] Rom; ves aa du nu lauer vos eŋ Taa Kaffe, aa jæ saa baar lie saae tæ Jens og Kresten^[6] om aa komme herhen et Øueblik aa faae eŋ lille Knajt^[7] , saa kuŋe vi ju haae de helt raart aa vare færi, tæ aa huŋ kom. De kuŋe vi mali; trour dunne, Ane?

ANE: Jam ves huŋ saa kommer lie met i de hele?

MORTEN: Uem, vi skyŋer vus lit.

ANE: Ja, saa ska jæ nok laue eŋ go Taa Kaffe tæ jer.

MORTEN: Ja, du æ eŋ go Pie, Ane.

ANE (dristig): Ja, de sku baar vare mej, der hoult Høus faa dæ; saa sku du nok faa de noue aaŋelees.

MORTEN: Ja, de haar jæ tit tænt aae, Ane; men nu haar jæ ju haat d'aan i 15 Aaer, aa hiŋe slepper jæ smæn heller aller.

ANE (dristigere): Du sku ligot taae aa prøue aae de, Mordiŋ.

MORTEN: Næ Jøsses Kaas dou, næ Jøsses Kaas dou.

ANE: Faa æls keŋer jæ eŋ, der jerne ville vare omhøggeli faa dæ i alle Maaer, saa du kuŋe faa de lisaa got som alle de aaŋre jifte Mæŋ.

MORTEN (bangeglad): Vem sku dou ville haae mej gamle Taask?

ANE: Ja, jæ æ vel kuns diŋ Kenstepie; men jæ haar da eŋ net lille Spaarekassebou paa Buŋen af miŋ Vasæk aa …

MORTEN: Ane, vel du haae me? (springer op og løber hen mod hende)

ANE (løber hen mod ham): Kære, goe Mordiŋ.

MORTEN (standser med et Sæt og lader Armene synke): Næj, Jøsses Kaas dou, næj, det gaar aller, Ane, lille Ane, vi glemte ju hiŋe.

ANE: Pyt, Mordiŋ, skit vare mæ hiŋe. Naar vi to houler sammen, saa gaar de da maeli.

MORTEN (usikker): Næj, jæ tø skunne, lille Ane, jæ tø skunne.

ANE: De ska nok gaae; jæ ska nok jælbe dæ. Veis dou, aa dou æ iŋ Maaŋ!

MORTEN: Jæ tø skunne, de gaaer aller.

ANE: Jo, vist saa. Du ska baare veise hiŋe, aa du æ eŋ Maaŋ.

MORTEN: Jam de haar jæ veist hiŋe; aa de æ sku Øulgen væ de hele.

ANE (beslutsom): Nu haar jæ hitte paa noue; nu gaaer du baare hen og hender Jens aa Kresten; aa saa jauer vi hiŋe øu i Jauden, mens di æ her; saa lauer hunne ret møje Spræl.

MORTEN: Næi, jæ tør skunne, lille Ane, den, gaaer enne got.

ANE (puffer ham ud af Døren): Gaae du nu kuns; saa ska jæ nok ordne de.

MORTEN (stikker i Træskoene): Jam, Jøsses Kaas dou, va ska dou de bleie tæ?

ANE: Nu ska dunne vare baŋe, lille Mordiŋ; gaae kun du! (Ane tager imens af Bordet; hun nynner sagte hen for sig, trækker Dugen af, ryster den og lægger den paa igen med den anden Side op; sætter 4 Par Kopper frem, Fløde, Sukker, en Flaske med Rom; lægger i Kakkelovnen; sætter en Kedelfuld Vand derind, gør Kaffekanden rede. Klokken slaar 7. Man hører Træskoklapren. Døren aabnes. Jens og Kresten og Morten kommer ind.)

ANE: Goauden, Jens. Goauden, Kresten. (Giver dem Haanden)

JENS: Godau.

KRISTEN: Goauden, Ane. Sikken iŋ Kulle.

ANE: Ja, de æ sant. Vasko, sit ner i Sofaen.

MORTEN: Ja, vasko, sit ner.

JENS: Ja Tak. (Sætter sig i Sofaen)

KRISTEN: Ja, jæ bleier nu helst paa eŋ Stol. (Sætter sig paa en Stol ved Bordet) Saa deŋ gamle æ herne i Jauden?

ANE: Næj, aa huŋ, skullenne jærne komme mer.

KRISTEN og JENS: Va faa noue?

MORTEN: Næj, faa ser I, de æ ju saan … nu … jæ meen … jæ haar ju nu læŋe gaae og tænt aae, vaa Ane dou æs va eŋ søe lille Pie; meŋ, de haar jæ ju aller turt seie tæ hiŋe; men saa i Jauden…

ANE (hurtig): Ja, saa fek haŋ lie mæ eet saan Løst tæ aa seje det…

KRISTEN: Aa saa røj de øu a Fyriŋ, va?

MORTEN: Aa saa æ- der ju kuns een Tein i Vejen.

KRISTEN: Jam hun, æ sku aa nok.

MORTEN: Ja Jøsses Kaas dou, møje mer end nok.

ANE: Kuŋe vi baar faae hiŋe øu ae Høuse; meŋ naa I jælber tæ, saa gaaer de kask.

KRISTEN: Ja, jæ æ sku velli nok.

JENS: Jæ mæ, jæ mæ.

MORTEN: Men jæ kæŋer hiŋe; de gaaer sku aller.

ANE: La me nu skænge jer eŋ Taa Kaffe; saa kaaŋ vi snakke our de imens.

KRISTEN: Ja de æ sku iŋen vovt Raae.

MORTEN: Jam de gaaer sku aller, de gaaer sku aller.

KRISTEN: Vi ska sku nok klaare deŋ. Va Faen, du æ ju da sæl Sounefoue, Mordiŋ, ves a de kommer tæ Støkket.

MORTEN: I maa sku jælbe mei tæ de siste.

JENS: Du skanne frøijte, Mordiŋ; de ska vi nok.

MORTEN: Men de gaaer skunne, de gaar aller.

ANE: De ska gaae, Mordiŋ, vi to ve danne skelles mer.

MORTEN: Næj, grumm nøit, lille Ane, men (ryster paa Hovedet)

JENS: I ska enne skelles.

KRISTEN: Vi gaaer enne herfraa, før huŋ æ øue.

JENS: Aller.

ANE: Men la me nu skænge. (Hun skænker Kaffen, de laver den til)

MORTEN: Man maa sku da haae noue aa størke sæ aae. (Drikker af Koppen og fylder den med Rom)

KRISTEN: De sæier jæ sku mæ. (Han og Jens tager Rom i)

JENS: Va Ti kaa huŋ komme?

ANE: Huŋ saae tæ mæ væ Titien.

KRISTEN: Huŋ ska feiŋe vus ree. (De klinker og drikker) De kaa sku aa snart vare paa Tie, aa du slebber deŋ Mær, Mordiŋ. Nu haar du vel snaart haat hiŋe i 6 Aaer.

MORTEN: Jøsses Kaas dou, jæ haar da haat hiŋe i 15.

KRISTEN: De æ dou svært, saa Tien reŋer; haar du verkli haat de Skabri i 15. Aa du æ levenes eŋo.

MORTEN: Ja, jæ vee skunne, vuŋ aa de æ gaae tæ; men huŋ æ skunne saan aa slebbe fraa, naa huŋ føst haar faat fat i eŋ. (drikker og hælder mere Rom i) Men i Jauden ska de sku prøvs.

JENS: Haar du nouen - saan - Kontragder mæ hiŋe.

MORTEN: Næj, va Saten sku jæ haae dem tæ! (drikker igen)

JENS: Skyller du hiŋe enne nouen Peŋe - faa sin Løn, meen jæ?

MORTEN: De keŋer jæ skunne noue tæ; hun, haar Peŋebouen.

KRISTEN: Ja, de va være; men du æ ju da Sounefoue. (drikker og klinker)

MORTEN: Gu æ jæ saa. (drikker ud) Kaa du skænge eŋ Taaer tæ, lille Ane. Jæ ska baare øu et Øueblek. (rejser sig og gaar ud)

ANE (skænker mere Kaffe): Vaadden mon de ska gaae tæ?

KRISTEN: De ska vi sku nok klaare; naa nu Mordiŋ kommer iŋ ijen, saa dreller vi ham bare lit, tæ vi faaer jort ham ridi ederspeŋt tosse paa hiŋe; saa æ deŋ go.

JENS: Ja, de kommer sku an paa. Jæ æ nunne saa sikker… jæ va tæfres, her va iŋjiŋ, vus to faaøuen. Jam vee I va?

KRISTEN: Næj, va æ de?

JENS: Jæ trour nu æ'lejen, aa jæ ve gaae ouer aa bee Smeiŋ om aa kigge herouer saan væ Titien.

ANE: Trour du dou de æ nøvendit?

KRISTEN: Næj, la dou vaare mæ de!

JENS: Næj, de æ dou vist lisaa reidi. (han rejser sig) Jæ kaa ju stras vare her ijen. (gaar)

KRISTEN: De æ dou eŋ faali Bunge Folk, aa der ska tæ faa aa faae hiŋe sat paa Døren.

ANE: Ja, de bleier enne læt. I maa loue mæ, aa Inne gaaer, før huŋ æ komme øu mæ al sit Skrammel.

KRISTEN: De æ vel eŋ svær Hokke. Men jæ ska jerne køre hiŋe aa al hiŋes væk mæ de samme i Jauden.

ANE: Tak ska du haae; det er storartit.

MORTEN (kommer tilbage): Huŋ ska sku nok komme a Stæ. I ve ju da jælbe mæ; aa Ane æ her ju aa; aa jæ æ ju da Sounefoue. Men … men mon de gaaer? (sætter sig og drikker paany) De ska skue gaae. Va Satan, æ Jens alree reŋt; de va sku snaart bestelt.

KRISTEN: Næj, haŋ æ baare gaae øu lit. Haŋ kommer stras ijen.

MORTEN (fylder sin Kop med Rom): Vi kaaŋ sku aa nok klaare deŋ e'leien.

JENS (kommer tilbage): De æ dou svært, saa de æ mørt i Jauden.

MORTEN (drikker): Va Faen rar de vus. Huŋ ska sku herut, ska hun.

KRISTEN: De houler jæ mæ dei i, Mordiŋ; de feil sku baare; sku een haae saan eŋ stour Goer aa see got øu sæl, aa saa lae sej jørre tæ Skofeils ae saan eŋ gammel beskit Rembe. De sku baare vaare mei.

MORTEN: De ska sku bleie Løjn herætterdaus, faa Satan.

KRISTEN: De sæier jæ sku mæ. Du æ ju da et Maaŋfolk; æs hue vi danne valt dæ tæ Sounefoue.

MORTEN: Jæ æ sku baae Maaŋfolk aa Sounefoue, faa Satan.

KRISTEN: Der æ da iŋen, der vel bleie væ aa lae sei kommendere a saan eŋ Mær i Læŋdiŋ.

MORTEN: Hun æ eŋ Mær, faa Satan.

KRISTEN: Især ves aa man hue saan eŋ søe, lille Pie som Ane hos sæ.

MORTEN: Ane, du æ sku den, søeste Pie… kom her om.

ANE (gaar om til ham): Miŋ kære Mordiŋ, va ve du mæ?

MORTEN: Du ska sku sitte paa mit Skø, ska du. (trækker hende til sig) Nu kaa deŋ gamle jerne komme.

ANE: Næj, huŋ kommer enne iŋo et Pa Timer, ætter va huŋ saae.

MORTEN: Jæ æ sku aa ligla. I ve da alle staae mei bi, menne kære Venner.

KRISTEN: Ja, om de saa ska vare hele Natten. Vi gaaer enne fraa dei, va der sker.

JENS: Vi bleier her evit, eller da, tæ huŋ æ væk herfraa faa evit.

KRISTEN: De haar du ret i, Jens. Alle vi her staaer urokkelit faste.

MORTEN: Saa la der ske, va der ve; vi æ ree te aa møe alle Fårer. Aa desfaaøuen æ je ju da Sounefoue. Vi ska nok staae vus.

KRISTEN og JENS: Vi ska nok staae vus; la hiŋe kuns komme; vi ska nok…

MORTEN (holder venstre Arm om Livet paa Ane, Koppen i højre Haand, overdøver de andre): Nu æ de Ti, som der sto i Aveisen, te Stordaae; vi ve enne houlle vus tæbaes. Jæ kaa mærge Bloet bruse i mæ. Mit Mo stier. Aa! ji jæ hue hiŋe her nu; saa sku I faae aa se, faa Satan; ves jæ sto ouerfaa hiŋe nu, saa velle jæ peie paa Ane aa seie: "Kaa du se, vaa huŋ æ køn, aa kaa du se, vaa lee du sæl æ …"

JENS og KRISTEN: De æ storartit.

ANE: Du æ eŋ Knup, Mordiŋ.

MORTEN: Ves aa huŋ veiste sei her nu, saa sku jæ bugge begge Eŋer sammen aae hiŋe aa stigge hiŋe øu i Møddenpøliŋ…

JENS og KRISTEN: Du æ iŋ Sven fra Fa, Mordiŋ; la vus klinge paa de. (De klinker, Ane klapper i Hænderne)

MORTEN (brøler over Larmen): Ves aa huŋ va her nu… (I det samme gaar Døren op; Rasmine træder ind; hun er høj, ret svær, med gullig Ansigtsfarve og Ørnenæse. Hun bliver staaende i Døren og ser hvast fra den ene til den anden.)

RASMINE: Va æ de faa et Selskav? (Ingen svarer; Mortens Haand med Koppen synker; Ane er uvilkaarligt faret op.)

RASMINE: De æ svært, saa du æ røhoet, Mordiŋ; nu haar du nok drugge lit faa møie ijen. De æ dog faa galt, aa dunne kaa nære dei, faade jæ enne æ her, men ska laue saan eŋ Arej, saa fare.jæ haar veŋt me øu a Høuse. (Morten slaar Øjnene ned) Aa I to jifte Mæŋ, skammer I jer enne ouer aa gaae paa Svir paa et Stæ, vaa der iŋen Kviŋfolk æ heeme, aa lae jeres ejne Koner sitte alene. De æ junne got aa vie, va der kaaŋ vaare sket mæ dem imens; aa saa haar I vel oven i Køvet bilt dem eŋ Løjn iŋ. Gaae I nu heller heem aa se tæ dem, før de bleier opdaue … Naa, va venter I aae? (De rejser sig langsomt og usikkert og gaar hen mod Døren) Aa saa dei, diŋ skit Tøs, hue jenne faaboe dei aa vakte op mæ noue i Jauden.

ANE: Jo (Jens og Kresten standser) men saa saae Mordiŋ…

RASMINE: Ja, de kaa vi nu alti snakke om.

ANE: Næj, de æ bæst aa snakke færi nu. Faa naa Mordiŋ saae de, sku jæ vel jørre de? Jæ ska da vel rette mei mer ætter Mordiŋ end ætter dei?

RASMINE: Du æ vel fæst^[8] uŋer mei?

ANE: Jam du æ vel fæst uŋer Mordiŋ?

RASMINE: De ve jenne staae aa skæls mæ dei om; de maa Mordiŋ bæst aajørre. Ve du se paa mæ, Mordiŋ aa seie, om miŋ Kenstepie enne ska jørre, va jæ seier!

MORTEN: Jo, … de ve seie …

RASMINE: Ska huŋ eller ska hunne?

MORTEN: Jæ meen baare …

RASMINE: Jo eller Næj?

MORTEN: Jo, vist ska huŋ de, men …

RASMINE: Dær kaaŋ du sæl høre. (Til de to Gaardmænd) Ja, I kaaŋ jerne gaae.

JENS: Jam, jæ meen, der va noue, aa Mordiŋ hue aa seie tæ dei.

MORTEN: Ja … men … men … jæ ve heller vente mæ aa seie de tæ … tæ i Moeren … tæ i Moeren.

RASMINE: Ja, de trour jæ mæ; faa faa Øueblekket træŋer haŋ vist mest tæ aa komme i Seŋ.

ANE: Næi, Mordiŋ maa vist elejen heller seie de nu.

RASMINE: Lug Muŋ, Tøs; va skraal du op faa?

ANE: Faade de æ noue, der kommer mei væ, ska jæ seie dæ.

KRISTEN: Du ve kask heller haae, aa jæ seier de faa dæ, Mordiŋ?

MORTEN: Ja, ve du de, Kresten, ve du de!

KRISTEN: Ja, de va saa baare de, Rasmine…

RASMINE: Ja, nu ve jenne høre mer paa jert Vrøvl; nu sku I heller gaa heem.

JENS: Aa du æ opsaut ae diŋ Plas fra i Jauden ae.

RASMINE: Æ I taakke? Va æ de faa noue Løjn? Trour I, aa Mordiŋ ve skelle sei væ mej? Ve du vel, Mordiŋ?

MORTEN: Ja … æ … num--me--e-e … de haar jæ tænt aae.

RASMINE: Primmer du? Se aae mei! Ve du ae mæ mei?

MORTEN: Næj… næj, de ve jenne.

RASMINE: Jam va æ de saa faa noue Vrøvl, I kommer mæ?

MORTEN: De … æ … de ve seie … de ve jæ ju nok …

RASMINE: Ae mæ mei!? Haar du da noue aa øusætte aae mei?

MORTEN: Næi, Jøsses Kaas dou, næj, næj. De ve seje: Jo, det haar jæ.

RASMINE: Æ jænne renli nok tæ dæ?

MORTEN: Jo, Gu bevaaes, jo.

RASMINE: Passer jenne Høuset got nok?

MORTEN: Jo, jo.

RASMINE: Haueŋ?

MORTEN: Jo, vist saa.

RASMINE: Kreturet?

MORTEN: Jo, de jø du renok …

RASMINE: Faaer Inne allesammen de, I kaa ee?

MORTEN: Æ… Æ…

RASMINE: Hva?

MORTEN: Jo vist saa, vist jø vi de, Rasmine.

RASMINE: Jam du kaaŋ, danne jaue diŋ Høusholerske væk, naa dunne haar Spor aa klae ouer. Aa de haar du junne? Haar du vel?

MORTEN: Næj, det haar jænne, næj…

JENS: Men saa haar sku jæ,

KRISTEN: Aa jæ.

ANE: Aa jæ.

RASMINE: Ja, va rar de mei! Gaa I heller ver te sit, aa pas jer sæl.

JENS (rasende): Næj, haar vi saan in Stømbs^[9] Sounefoue, saa hanne tø snakk tæ et Fruentømmer, saa tø sku jæ. Naa, du trour enne, vi haar noue aa klae ouer dæ faa, diŋ forbistrede Hex. Jæ ska Satan edtme ji dei rent aae, diŋ So. Faa det føste, jier du denne Folk altfaa lit..,. ,

RASMINE: Aa du jier denne Folk alfaa møje. Jæ kaa nok høuse forleden Aaer, da du hue deŋ nette Kenstepie, som saan plusli maatte reise, faade huŋ jik aa ble saa tykmaue; hiŋe hue du vist jie faa møje, aa de va næsten være end faa lit; aa ves aa du ve haae, aa jæ ska fortælle Kresten none fler Histaarier om dei ae deŋ Slaus, saa kaaŋ du baare bleie staaenes; men ves aa du haar faat nok, saa æ de bære, aa du rubber aa mæ dei mæ de samme, faastaaer du!

JENS: Ja, jæ æ sku ligla…

RASMINE: Aa saa va de de Aaer mæ Dejnekonen…

JENS: For Satan, diŋ raaene Mær, jæ ve skunne staae aa høre paa alle denne Løjnehistaarier. (han render ud og smelder Døren i efter sig)

KRISTEN: Blei her dou, Jeens, du ve danne vaare bekeŋ aa reŋe faa saan et Fruentømmer.

ANE (gaar hen til Morten og lægger Haanden paa hans Skulder): Faa Mo tæ dæ nu, Mordiŋ, faa æs bleier de aller tæ noue. (Hun bliver staaende under det følgende, ivrigt ophidsende Morten)

RASMINE: Haar du noue aa ska haae saut hær, Kresten?

KRISTEN: Kask lit mer en dei.

RASMINE: Ja, du pleier ju aa vunt aa haae diŋ Snøue alle Stæer, vaa deŋne ska vaare, som faaleen Aaer, du nok kaa høuse, mæ di to Hokker Bræŋe, der laae jævneseies nere i Skoveŋ. De va nok eŋ heel Seraat faa dei, aa du hev dei nok meer en eŋ Næffel aa d'aaŋ Hokke. Aa du va ju eŋ svær Drae tæ aa bejyŋe mæ, men paa Sekastiŋ va du vest enne saa svær iŋ Kopherre.

KRISTEN: Du kaaŋ sku seie om mæ, va du ve, dit Tøske, faa jæ æ iveksom danne saa naaeraaig som ham dær. Kaa jæ baare faa Lov tæ aa sundre mei lit, saa ska jæ nok manderer mæ; aa nu ska du Satan Kraft nokke mæ komme tæ aa besse^[10] .

RASMINE: Du sku heller gaa heem aa se vudden aa diŋ nøberre^[11] Ko haar de, de stømbs Kretur, aa hunne ska meiŋge paa Mælken; faa æs ska du vel haae pumpe lit Vaaŋ i deŋ; deŋ Vunne, meen jæ, aa du haar.

KRISTEN: Ja, jæ tvil skunne paa, aa du jærne .. . aa du kleer svært etter aa faae mei astæ nu; men de meis nunne mei. (I det samme rejser Morten sig og gaar ud af Døren)

RASMINE: Voer gaaer du hen, Mordiŋ?

KRISTEN: Va raer de dei. Du ska kun sørre faa aa komme øu a Høuset, men lit gesvendi^[12] , faastaaer du.

RASMINE: Ja, I kaaŋ iviksom danne sætte mei øu i Jauden.

KRISTEN: Faa vem sku vinne kuŋe de?

RASMINE: Faa Øvriheen^[13] .

KRISTEN: Øvriheen, de æ Sounefoueŋ. Vi kaaŋ ju spørre ham a.

RASMINE: De kaa vi jerne. (Morten kommer i det samme ind med Stok og Overfrakke paa)

RASMINE: Va ska de betye? Jæ ve spørre dei om: Kaaŋ man ætter Lovene jaue eŋ Høusholerske øu øuen Opseielse. Ves du nu enne svaare redit, saa kaaŋ du vaare forvesse om, aa jæ ska blamere^[14] dei ouer hele Bøieŋ. Svar nu som Sounefoue!

MORTEN (med en fortvivlet Kraftanstrengelse, slaar i Bordet): I Louens Navn, luk Kæft, Rasmine Olsen, aa rub ae!

ANE: De va storartit, Mordiŋ, du æ enne baŋe.

KRISTEN: De va sku got jort, Mordiŋ, aa saa haar du eŋda taae Sounefouetøiet aae.

RASMINE (med sammenbidte Tænder): Hør, Kresten Pæsen, ves du nunne peler heem mæ dæ mæ de samme, saa ska jæ faatælle diŋ Kone, vaa du aa Pølseole va henne i Foraaret, da du hue bilt hiŋe iŋ, aa du va øue aa se paa Heste?

KRISTEN: Jam…

RASMINE: Aa de ska bleie deŋ Dau i Moeren.

KRISTEN: Jam, jæ meen baare …

RASMINE: Kommer du astæ?

KRISTEN (gaar hen imod Døren): De æ dou aa snaart…

ANE (forfærdet): Gaaer du, Kresten?

KRISTEN: Ja, jæ ve skunne bleie hær hele Natten, naa Mordiŋ enne ve jælbe tæ.

ANE: Ja, saa Gu fræls vus … (idet hun pludselig løber ud) Aa, mon doune Smeeŋ?

RASMINE: Go Nat, Kresten, aa pas saa du aae eŋ aaŋ Gaŋ!

KRISTEN (famler ved Laasen): Men saa . .. saa seier du vel enne noue, Rasmine, om de dær?

RASMINE: Se du baare, du slebber astæ! (Kresten lusker af)

RASMINE (stiller sig med Hænderne i Siden foran Morten, der synker ned paa Stol): Saa æ der nok kun vus to tæbaes, Mordiŋ?

MORTEN: Ja, vus to, ja, der æ nok kun vus to. (ynkelig) Aah, jæ æ saa vou, Rasmine, jæ ve slet enne, va jæ jø.

RASMINE: Ja, de kaaŋ vi ju alti snakke om i Moeren. Nu æ de vist bæst, du ser aa komme i Seŋ.

MORTEN: Ja, vist saa … men … ska vinne seie, lille Rasmine, aa dette hær de snakker vi aller mer noue om.

RASMINE: Ja, de kaaŋ vi ju vente mæ aa snakke om tæ i Moeren; men der æ baare eet, aa jæ ve seie dæ i Jauden; aa de æ, a ves du noen Tier mer snakker et enestens Oer om, aa jæ ska besse, saa bleier jæ enne go faa Fremtien.

MORTEN: Næi, Jøsses Kaas dou, Rasmine, næi Jøsses Kaas dou!

RASMINE: Saa seier vi de mæ de samme, aa du ve aller opseie mæ mer.

MORTEN: Aller, ja vist saa aller.

RASMINE: Aa saa i Moeren faaer jæ de skreftlit; aa saa slaaer vi fast, aa jæ bleier hær faa evi!

MORTEN: Ja vist saa, faa evi, lille Rasmine, faa evi.

SMEDEN (en vældig Kæmpe kommer i det samme buldrende ind med Ane i Hælene): Go Auden. Ja, deŋ lille Ane kommer aa fortæller mei, aa Mordiŋ haar saut dæ op, Rasmine, meŋ aa dunne ve astæ. De æ vist bæst, aa du ser aa komme astæ mæ dæ.

RASMINE: Næi, Mordiŋ haar ombestemt sæ. Haŋ ve heller haae, jæ bleier.

SMEDEN: Ja, de troer jænne aae, nu ve jenne vente hær.

RASMINE: Jam, du kaaŋ ju sæl…

SMEDEN: Jæ venne høre paa dit Vrøvl! Se, du rubber astæ!

RASMINE: Jam, du kaaŋ ju sæl spørre Maaeŋ.

SMEDEN: Ja, ja, da faa Faen! Sei mæ, Mordiŋ, ska huŋ dær øu eller ska huŋ bleie?

MORTEN (skælvende): Ja, huŋ ska …

SMEDEN: Ja, dær kaaŋ du sæl høre, aa haŋ seier, aa du ska øu.

RASMINE: Næi, haŋ mente …

SMEDEN: Nu ve jæ Satan kraftsplendre miŋ Faahammer enne høre mer paa dit Vrøvl. Æ du astæ?

RASMINE: Hør, miŋ goe Sme? Va kommer ditte dei væ? Kaaŋ du høuse i Fjor…

SMEDEN: Luk Kæft aa skrub a!

RASMINE: … Deŋgaŋ da …

SMEDEN: Herut mæ de samme!

RASMINE: Jæ gaar enne i Jauden!

SMEDEN (stiller sig lige foran hende): Va jø dunne?

RASMINE: Jæ ve haae Lou aa Ret.

SMEDEN (knytter den venstre Næve for hendes Næse): Ja, se hær æ Lou, (den højre) aa hær æ Ret; aa du ska faae baae Lou og Ret, ves dunne rubber ae mæ de samme; Satan kraftsplendre mæ.

RASMINE: Va seier du, Mordiŋ?

SMEDEN: Va bleier de tæ? (løfter højre Haand) Æ du færi?

RASMINE: Jæ kaaŋ danne bære menne Saer væk i Nat.

SMEDEN: Nu gaaer Mordiŋ aa jæ ouer hos mei; aa saa jælbs du aa Ane mæ aa stavle al dit Skit op paa Feervouniŋ øue i Gaarin, aa saa laer jæ min Dreŋ sætte Hobben faa, aa saa køre haŋ dei aa dit Møi ouer tæ diŋ Søster i Nat.

RASMINE: Jæ kaaŋ danne …

SMEDEN (løfter Næven igen): Mugger du? For Satan!

RASMINE (tier og skeler til Næven):

SMEDEN: N--n~n, de va da hældit. Aa ves aa du noen Tier meer sætter denne Been i dette Høus ijen, saa ska jæ flække diŋ Røgra. Om eŋ hael Timme æ der spæŋt faa. Kom, la vus saa gaae, Mordiŋ!

MORTEN (springer op, og da han er naaet om bag Smeden, griber han Ane og kysser hende lige paa Munden): Faavel, lille Ane, vi ses snaart ijen. Tak ska du hae, Sme, du kaaŋ sku klare Ærterne! Aa saa Faavel, du dær, aa ji jæ aller ska se dei mer — aller — Faavel, dit gamle, gule Fueleskræmsel! Faavel - faa evi!

( Tæppe.)