Indledning
Skuespillet er en væsentligt forkortet udgave af Willi Kuhn i Donland. I tidligere udgivelser og omtaler er stykket ofte blevet dateret til 1919. Kaj Munk Forskningscentrets forfatterarkiv har muliggjort en nøjere datering til tiden fra tidligst i april 1920 til senest i efteråret 1921. For en grundig læsning og en indgående diskussion af stykkets datering henvises til følgende artikel: Anker Gemzøe: ‘Viljen til Operation: Munks første diktatordrama – original og bearbejdelse’ i Nordica 29, 2012, p. 271-319.
Den omarbejdede version blev trykt for første gang i antologien Med Sol og megen Glæde (1942). Efter alt at dømme er omarbejdelsen foretaget ret kort tid før denne udgivelse. Med offentliggørelsen af den omarbejdede version ønskede Munk tydeligvis at vise begyndelsen til den genre, han i mellemtiden havde udfoldet så mange nuancer af: Det politiske drama. Den historiske baggrund var afslutningen på 1. Verdenskrig og begivenhederne i de umiddelbart følgende år, hovedsageligt set med et dansk udgangspunkt: afstemningen om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland, de voldsomme politiske konflikter omkring Flensborg og afstemningen i den afgørende Anden Zone samt især Paaskekrisen fra lørdag den 27. marts til søndag den 4. april 1920, hvor Christian den Tiende mod Folketingets flertal udnævnte regeringen Liebe.
Genren havde vist sig at blive et af Munks varemærker med skuespil som Fugl Fønix (1926), Hamlet (1935), Sejren (1936) og desuden med væsentlige politiske elementer eller indslag i skuespil, som også rummer andre hovedtemaer, fx En Idealist (1928), Kardinalen og Kongen (1929), Cant (1931) og Diktatorinden (1937). Yderligere har Munk skrevet en række upublicerede skuespil, som har aktuel politisk betydning og her udkommer for første gang, bl.a. Fru Koltchak (1934), Selvtægt (1937) og Gullegrylapliens Hovedstad, Kandelabrien (1939).
Mellem dramaets to versioner er der nogle slående forskelle. Først og fremmest er stykket radikalt forkortet til næsten en tredjedel. For det andet mærkes den erfarne dramatikers diskrete afdæmpning af originalens mest primitive former for entydighed, både i identifikationen af de agerende og i formuleringen af ‘moralen’. Den største ændring i stykket vedrører dog behandlingen af ministricerne og den forargelse over kvinderes deltagelse i politik, der er et hovedmotiv i originalen. Kun ministricen Malfan er blevet tilbage, og den svulmende, studentikose satire over hendes brug af fremmedord er der kun spor af i en enkelt replik. Også i Willi Kuhns (stærkt kondenserede) opgørstale er kvindetemaet næsten forsvundet.
Bearbejdelsen Operationen viser, at Munk på den ene side gerne ville have ungdomsdramaet frem, men på den anden side ikke stå model til den æstetiske og politiske blottelse, som en offentliggørelse af originalmanuskriptet ville have givet. På den anden side er plottet og den ideologiske hovedlinje i dramaet fuldt bevaret.
- Skriveår:
- 1920 (1942)
- Udgivelsesår:
- 1942
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1942. “Operationen”, i Med Sol og megen Glæde, 77-102, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Operationen
I | |
FØRSTE FASE | |
( Sal i Kongeslottet i Donlands[1] Hovedstad. Til Stede er Højesteretsassessor Bohm. Biskop Sehnil, Direktør Uwin[2] , Godsejer Fertner, Garvermester Gislo og mange flere betydelige Mænd, gennemgaaende upolitiske. Desuden Kongens Kabinetssekretær [3] og Kongen selv.) | |
(1) | KONG ULF DEN SEJSTENDE (holder Tale): — — samt de urolige Tiders Mørke. De ved, og De vil tro mig, naar jeg siger det, at jeg er ikke besjælet af Ærgerrighed eller Herskesyge. Det har alle Dage været min Stolthed at — æh — at bygge videre paa min ædle frisindede Bedstefaders Værk, da han fraskrev sig Enevoldsmagten med Glæde. Lykkelig har jeg været ved i min 20-aarige Regeringstid at se Fordomme og Forrettigheder forsvinde, Lighed for Loven gennemføres i alle Forhold og — og kort sagt — alt det der. Jeg modtog med ærligt ment Velkommen for 3 Aar siden det venstredemokratiske Ministerium og ventede mig det bedste Samarbejde. Mine Herrer, jeg er blevet skuffet. Ikke fordi mit Ministerium har Kongedømmets Afskaffelse paa Programmet. Jeg er ikke blind for, at der kan siges meget til Fordel for Republikken. Men hvad der har skuffet mig er det, at jeg synes, Friheden er blevet en Karikatur af det, jeg forstaar, min ædle Bedstefader havde tænkt sig med den. Strejker og Persiflage [4] og — ja, kort sagt, alt det der forpester det offentlige Liv, og Forholdet til vort Naborige Rubesien har ikke bedret sig, og dog har vor Regering kun foretaget sig det rent latterlige, især hvis det skulde komme til Konflikt. Hvis Fremtiden skulde bære i sit nærmeste Skød — at der skulde blive Uenighed mellem Kongemagt og Ministerium her i Donland — ja, derfor er det, jeg og min Kabinetssekretær Hr. Willi Kuhn[5] har inviteret Dem, mine Herrer, til dette Møde. (Sætter sig svedende). |
(2) | BISKOP SEHNIL: I 35 Aar har jeg tjent mit Land og dets Kongehus som Biskop. Det vil jeg gøre til min Død. |
(3) | DIREKTØR UWIN: De nuværende Forhold er Industriens Død. Industriens Død er Landets Ruin. |
(4) | MEDLEM AF KAMMERET RUSAN: Inden for Kamrene er der ikke mange kongetro Folk. |
(5) | |
(6) | GARVERMESTER GISLO: Den store Borgerstand er utryg ved de nuværende Forhold. |
(7) | GODSEJER FERTNER: Og Landbefolkningen reagerer endnu mod Storbyernes Gift. |
(8) | |
(9) | |
(10) | KONGEN: Tak, Venner, Tak. Vi mødes igen efter Statsraadet. Hvad Skæbnen vil drive os til, ved vi ikke. Kun ved vi, det aldrig bliver til andet end, hvad der er fair. — Hr. Kuhn vil vise Dem Vej. |
(11) | HØJESTERETSASSESSOR BOHM: Hvordan befinder Hendes Majestæt sig! |
(12) | KONGEN: Tak, Hr. Højesteretsassessor, Tak. Min Kone ligger paa Landslottet. Jeg vilde ringet derned i Aften. Men Telefonstrejken — ikke sandt? |
(13) | |
(14) | LAKAJEN: Elektricitetslockouten, [6] Sire. |
(15) | |
(16) | LAKAJEN: Petroleum kan ikke skaffes, Sire, paa Grund af Transportvanskelighederne. |
(17) | KONGEN: Na na na. Jasaa. Hm. (Ministeriet[7] indfinder sig klatvis.) Lidt sent som sædvanligt. |
(18) | FØRSTEMINISTER DRUMP: Et Partimøde tog længere Tid end beregnet. |
(19) | |
(20) | LANDBRUGSMINISTER SLEBY: Et[8] lille om Beskæring af Vejtræer, der lider af Kræft. |
(21) | KONGEN: Naa det! lad mig skrive. — Noget nyt om Forholdene i Rubesien? |
(22) | UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Der gaar Forlydender om at Kongen allerede er flygtet paa Grund af den stigende Utilfredshed blandt den arbejdende Del af Befolkningen. |
(23) | KONGEN: Er der nogen Del af Befolkningen i det Land, der ikke arbejder? |
(24) | UNDERVISNINGSMINISTER SEJSELNOCH: Ogsaa fra vore Baggaarde stiger der Røster om Brød fra hungrende Kvinder og Børn! |
(25) | KONGEN: Ja, det er trist at høre, vi ikke er kommen længere, efter at De har dannet Ministerium nu i 3 Aar. Jeg for mit Vedkommende ved, jeg har den ærligste Vilje til at hjælpe. |
(26) | |
(27) | |
(28) | |
(29) | |
(30) | |
(31) | SEJSELNOCH: Det er paa høje Tid, at Agraren, [9] Grossereren og Prælaten[11] [12] til Bunds faar Forstaaelse af, hvem de skylder den Føde, de mæsker sig i, de Klæder, de bryster sig i, det Liv i Luxus, der bygger paa andres Elendighed. |
(32) | KONGEN: Hr. Undervisningsminister Sejselnoch, De glemmer, at jeg er ikke blot Arbejderens, men ogsaa Agrarens, Grossererens og Prælatens Konge. De tilgiver mig denne Tilrettevisning. Den skyldes, at det er første Gang, De tillader Dem Vælgermødesprog her. |
(33) | DRUMP: En Forilelse, Deres Majestæt, fra min Kollegas Side. Min Kollega har i den sidste Tid slidt paa sine Nerver ved forceret Arbejde. |
(34) | SEJSELNOCH: Der er ikke Tale om Forilelse. Deres Majestæt nævnte Ordet Vælgermødesprog. Jeg ønsker at sige Sandheden, hvad enten jeg staar over for det donske Folk eller i Kongesale. |
(35) | UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Ja ja, ogsaa i Kongesale, saalænge de staar. |
(36) | |
(37) | SEJSELNOCH: Min Kollega mente, at ingen Institution er evig. Kun Folket er evigt. I Rubesien er f. Ex. Revolutionen begyndt med Kongens Flugt. |
(38) | KONGEN: Ja ja, jeg ved, at der i Modsætning til os gør sig visse Modsætningsforhold gældende i Rubesien mellem Folk og Kongehus. |
(39) | |
(40) | |
(41) | |
(42) | KONGEN: Og naar det "endnu" en Dag ikke gælder længere, paa hvilken Side staar saa De, Hr. Undervisningsminister? |
(43) | |
(44) | |
(45) | |
(46) | |
(47) | DRUMP: Ja, vi staar — vi staar selvfølgelig der, hvor vi altid har staaet. |
(48) | |
(49) | |
(50) | KONGEN: Mine Damer og Herrer Ministre! jeg ynder mest Aabenhed; har De arrangeret denne Situation? |
(51) | LANDBRUGSMINISTER SLEBY: Jeg for mit Vedkommende er s'mænd egentlig godt tilfreds med Deres Majestæt. |
(52) | SEJSELNOCH: Om Deres private Syn, Landbrugsminister, blev ikke spurgt. |
(53) | KONGEN: Saa megen Ærlighed havde jeg ikke ventet af Dem. Jeg takker Dem. Jeg skal møde Dem med Ærlighed igen: Gør De Dem Haab om ved Chikanerier at drive mig fra den Trone, mine Forfædre gav mig i Arv, tager De fejl. Jeg skylder mit Folk Troskab imod min Trone. Handlede jeg anderledes, vilde jeg ikke være fair. Og hermed er Mødet hævet. |
(54) | DRUMP: Som Ordensminister maa jeg dog først stille en Forespørgsel til Deres Majestæt: Hvorledes kan General Verge samle store Troppemasser her i Byen uden min Billigelse. |
(55) | KONGEN: I Følge Grundloven ved jeg dog den kommanderende General kan i Fredstid dirigere med Tropperne i Riget, naar han har øverste Krigsherres Samtykke, og Formaalet er fredeligt. Mit Samtykke har han, og Formaalet, som De ved, en Militæropvisning for den japanske Prins. |
(56) | SEJSELNOCH: Deres Majestæt, der spilles Intriger her ved Hoffet. |
(57) | |
(58) | |
(59) | SEJSELNOCH: Ikke De, men Deres Majestæt. Ja, for Ulykken ved Kongedømmet er jo, at Kongen ikke er Konge, men det er De og Hds. Majestæt og Kabinetssekretæren og Konfessionariussen. |
(60) | |
(61) | SEJSELNOCH: Deres Majestæt, Tiden er ikke længere til at diskutere Monarki kontra Republik. |
(62) | KONGEN: Men den er til, at jeg skulde gaa af. Bare fordi De kommer og siger, at det var Dem belejligt. |
(63) | SEJSELNOCH: Vi taler paa Folkets Vegne. Vi er det donske Folks kaarne Mænd. |
(64) | UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Ja, ja, vi er det donske Folks kaarne Mænd. |
(65) | SEJSELNOCH: Vi kræver Soldaterne hjemsendt allerede i Morgen. |
(66) | |
(67) | SEJSELNOCH: Vi kræver det. Og er Kravet først rejst i Pressen, har vi Konflikten mellem Konge og Folk. |
(68) | KONGEN: Og det maa jeg taale. Mine Herrer, De skal faa Svaret strax (Ud). |
(69) | |
(70) | |
(71) | |
(72) | |
(73) | |
(74) | |
(75) | |
(76) | UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Jeg foreslaar, det bliver en Kvinde, for at vi kan vise Europa vor fuldstændige Demokratisering. |
(77) | |
(78) | DRUMP (En Tjener ind med et Kort til ham): Det er Redaktøren, Venstredemokratens Redaktør. |
(79) | |
(80) | |
(81) | SEJSELNOCH: Lad ham komme ind. Statsraad kan denne Ballade vel ikke mere kaldes. |
(82) | |
(83) | |
(84) | |
(85) | |
(86) | SEJSELNOCH: Vi fremkom med en høflig Forespørgsel om disse saakaldte "Paradetropper". |
(87) | |
(88) | SEJSELNOCH: Jeg frygter, Emil Kuhn, at du i de Tider, der kommer, maa opgive dit Venskab med ham. |
(89) | |
(90) | SEJSELNOCH: Kongen maa væk. Det er nødvendigt for Folkets Skyld. Jeg kan ikke længere samarbejde med ham. Men hvad... der kommer jo din Bror. |
(91) | KABINETSSEKRETÆR WILLI KUHN (ind): Mine Herrer! Hans Majestæt Kongen har overdraget mig at meddele Dem, at Statsraadet er hævet. |
(92) | SEJSELNOCH: Statsraadet kan ikke hæves uden med Førsteministerens Samtykke. |
(93) | |
(94) | |
(95) | WILLI KUHN: Jeg gaar Hans Majestæts Ærinde til de Herrer og ikke de Herrers til Hans Majestæt. Hans Majestæt holder Kabinetssekretær og de Herrer saa vidt jeg ved Bybud. |
(96) | EMIL: Ikke den Tone, Bror! Jeg beder dig stilfærdigt og indtrængende om at gaa til Kongen. |
(97) | SEJSELNOCH: Vi, det donske Folks Repræsentanter, forlanger i denne Skæbnestund Forhandling med Landets Førsteborger Mund til Mund. |
(98) | WILLI KUHN: Min Kompliment for den Profetværdighed, det er des mere beundringsværdigt, De forstaar at anlægge, som De egentlig ganske mangler den. |
(99) | SEJSELNOCH: Deres Komplimenter staar ikke i Pari [13] mellem os. |
(100) | |
(101) | UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Og De er den største af dem alle. Føj! |
(102) | EMIL: Lad os ikke skændes. Det er uværdigt for Mænd, der tror paa forskellige Midler, men er besjælet af Vilje til det samme Maal. |
(103) | SEJSELNOCH: Det donske Folks kaarne [14] Førere vil vide at værge Folkets dyreste Rettigheder mod magtgridske Kamarillaers [15] Hovmod. |
(104) | |
(105) | WILLI KUHN: Hr. Sejselnoch, jeg vender mig til Dem. De er jo Partiets Fører. Jo, De er Fører. Ikke fordi De har fostret nogen Tanke eller vist Troskab mod nogen Idé, men simpelthen fordi De mellem Nuller rager højest op og blandt Skraalhalse er den største. |
(106) | SEJSELNOCH: Ring efter en Læge til dette hysteriske Individ. |
(107) | WILLI: Journalist, Redaktør, Borgmester, Rigsdagsmand, Minister, Præsident. Saadan har De tænkt Dem Deres Levned, og hvor nær ved Maalet var De ikke, da De blev styrtet. |
(108) | |
(109) | WILLI: Maaske har De villet noget engang. Men tilbage i Dem fra dengang er der nu kun den lurvede Forfængelighed — den lunkne Brynde[16] efter at være Nr. 1. De er Fritænker[17] , for selv en Gud i Himlen kan De ikke taale over Dem. De er negativ, De har levet af Had, De har opmuntret Ufordrageligheden mellem Klasserne. De har kvalt al Kritik i Bravader, [18] købt Dem Stemmer ved Understøttelser og Ben, De har været en Forhandlingens og Bevillingens Mand i Stedet for en Handlingens og Viljens. |
(110) | DRUMP: Af sine egne skal man høre det. Er det Sønnen af den Mand, hvis Navn staar først under den frie Grundlov? Er det Revolutionsmaneren, der engang i de unge Aar maatte sendes udenlands for at svales. |
(111) | WILLI: Ja, det er mig. Det er mig, der engang svor til Frihedens Fane og kureredes af Dem, mine Herrer, ved at se den Opløsning, hvori De har bragt vort engang sunde Statslegeme ved Hjælp af Frihedens giftberusende Dødedrik. |
(112) | UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Hvad kommer egentlig denne defekte og degenererede[19] Persons Hallucinationer os ved? Lad os gaa til Kongen. |
(113) | |
(114) | |
(115) | |
(116) | WILLI: De har Ret, Hr. Sejselnoch, mere end De aner. De gaar selv. |
(117) | |
(118) | |
(119) | |
(120) | |
(121) | EMIL: Ved alt hvad vi tror paa — hvad Far troede paa! Du skal tie. |
(122) | |
(123) | |
(124) | |
(125) | EMIL (river i Døren): Jeg maa tale med Kongen, hører du, jeg maa... den er laaset! aah Gud, den er laaset. |
(126) | SEJSELNOCH: Saa kan den aabnes i Morgen af Folket. I sit Folks Blod skal Tyrannen kvæles. |
(127) |
II | |
ANDEN FASE. | |
(128) | |
(129) | |
(130) | |
(131) | |
(132) | |
(133) | |
(134) | |
(135) | |
(136) | |
(137) | KONGEN (ind): Godmorgen, Godmorgen. Naa, Verge, hvad siger vi saa? |
(138) | VERGE: Deres Majestæt! Soldaterne har jeg levet min Tid iblandt. Hvor jeg staar, staar Hæren. Men — det er Deres Majestæt, Hæren er hengiven — og hverken nuværende eller forhenværende Revolutionsmanere, undtagen saalænge de er eet med Deres Majestæt. (Ud.) |
(139) | |
(140) | WILLI: Han tilgiver mig aldrig min Ungdom. Ja, havde Landet mange saadanne Mænd! Her er den nye Ministerliste. |
(141) | KONGEN (Lakaj med et Kort): Naa, og her er Repræsentanter for det afskedigede Ministerium. Jeg maa vel tage imod dem. Andet er ikke fair. |
(142) | |
(143) | DRUMP (ind med Sejselnoch og Fru Malfan): Deres Majestæt, vi tør ikke paatage os nogetsomhelst Ansvar for, hvad der vil kunne ske, hvis Deres Majestæt bifalder den saakaldte Ministerliste, der er fremme i Morgenbladene. For Folkets og Deres Majestæts egen Skyld kan vi kun tilraade Deres Majestæt aldeles omgaaende at indlede Forhandlinger med de politiske Partier. |
(144) | KONGEN: Idet jeg udtaler min Tak for Deres Henvendelse, maa jeg henvise Dem til min Førsteminister. |
(145) | |
(146) | WILLI (der har siddet og skrevet, rejser sig): De har Ret, Hr. Sejselnoch, Forhandlinger er Tidsspilde. Godmorgen. |
(147) | SEJSELNOCH: Deres Majestæt, hvad er det, De ønsker? Ved De, at Revolutionen er brudt ud i Rubesien i Nat. Ved De, at... |
(148) | WILLI: Er det ikke ved denne Tid, Deres Majestæt spiser Frokost? |
(149) | KONGEN: Spiser — jo — ja. Jo, det er det egentlig. Jo, det er det, ja. Godmorgen (Ud). |
(150) | SEJSELNOCH: Jasaa! Det er Krig paa Kniven, De ønsker for enhver Pris? |
(151) | |
(152) | SEJSELNOCH: Er det Deres faste Forsæt ikke at ville optage Forhandlinger med de politiske Partier, med det donske Folk? |
(153) | |
(154) | SEJSELNOCH: Agter De mod Folkets Vilje og Tilsidesættelse af Kongens Person at oprette et Regimente ved Selvtægt og Grundlovsbrud? |
(155) | |
(156) | SEJSELNOCH: Og naar Folket agter at hindre Dem i dette med Vaaben i Haand, hvad vil De saa? |
(157) | |
(158) | SEJSELNOCH: Tak for de Ord. Det var blot dem, jeg ventede paa. Jeg skal bringe Folket Besked fra Dem, og jeg lover Dem, at Folket skal give Dem sit Svar. (De ud.) |
(159) | |
(160) | HØJESTERETSASSESSOR OG INDENRIGSMINISTER BOHM: Kontorerne var lukkede, Hr. Kuhn. |
(161) | ADJUNKT FALERENNE: Men vi lader os ikke kue. Kunde jeg være med til at samle Magten i Kongens Haand, og se min lille Pjece [20] gaa i Opfyldelse... |
(162) | KRIGSMINISTER, DR. KHURA: Blot vi staar fast, er der ingen Grund til at frygte. |
(163) | HUSMAND OLASON: Jo, Grund til at frygte er der. Des mere maa vi altsaa staa fast. |
(164) | WILLI (modtager et Kort): Lad ham komme. (Til de andre): Det er Gesandten [21] fra Rubesien. |
(165) | SARTYR (ind): Rubesiens nyoprettede Regering sender mig til Dem for at meddele Kong Ulf den Sejstende, at hvis han ikke omgaaende indsætter sin gamle Regering igen, vil Rubesien betragte det som Krigsaarsag. (Pause, Uro og Skræk hos Ministrene.) |
(166) | |
(167) | WILLI: Hr. Gesandt! den nye Regering har jo ikke Hæren bag sig. |
(168) | SARTYR: Den har det. Og der er allerede Tropper paa Vej mod Grænserne. |
(169) | |
(170) | HØJESTERETSASSESSOR BOHM: Den Krig kan undgaas, Kuhn, ved klog forsigtig Optræden. |
(171) | WILLI: Dr. Khura, De sørger for, at vor Hær strax indkaldes og sættes i højeste Beredskab. |
(172) | |
(173) | WILLI: Paa Fornærmelser kan man ikke vente Svar. (Sartyr ud.) Mine Herrer, De maa gaa til Deres Kontorer. Vil ingen andre i Riget gøre deres Pligt, maa i alt Fald vi (Ministrene ud.) |
(174) | KONGEN (ind med et Bundt Aviser): Men Gud i Himlen, kæreste Kuhn, hvad er det dog, vi er kommen ind i? Har De set Aviserne? |
(175) | |
(176) | KONGEN: "Sejselnoch undsiger[22] Tyrannen". Tyrannen — det er mig! "Judas kysser Herodes." Det er Dem og mig. Lad være med at sidde der og skriv og spil rolig. Er det sandt, at vi ogsaa kan vente Krig med Rubesien? |
(177) | WILLI: Ultimatum [23] er tilstillet os: Krig, hvis De ikke tager Sejselnoch igen. |
(178) | |
(179) | |
(180) | KONGEN: Og deri svarede De ret. Det var ikke sømmeligt for vort Land, om jeg gjorde det. Og alligevel er det forfærdeligt. |
(181) | WILLI: Deres Majestæt, fra Tordenluft til Solskin er der kun een Vej: Lynets. |
(182) | KONGEN: Ja ja, men Lynet — det kan slaa ned. Jeg vil bede Gud om, at handler jeg galt, jeg da maa undgælde for det og ikke mit Folk. (Ud.) |
(183) | BISKOP SEHNIL (ind): Hr. Førsteminister, har De Tid til en halv Snes Ord med mig? |
(184) | WILLI: Nej, jeg har ikke, Hr. Biskop. Men naar det gælder Dem, tager jeg mig Tid. |
(185) | BISPEN: De og jeg er enige om, at som dette Styre var udartet, betød det Selvmord for Staten. Men den Vej, De slaar ind paa, er Revolutionens, det betyder Mord. |
(186) | |
(187) | BISPEN: Hr. Førsteminister! Jeg ved, at Deres Vilje er den bedste, jeg ved, Kongens Vilje er den bedste. Men Kærlighedsviljen maa gøre Holdt foran det femte Bud. Vi maa søge Fredens og Forstaaelsens Vej og ikke Blodets og Fortvivlelsens. |
(188) | WILLI: Deres Mester talte selv om Kvinden, der fødte sit Barn med Smerte... |
(189) | BISPEN: Ja, Lykken blev hendes gennem Lidelse, men vel at mærke ved selv at tage Lidelse paa sig, og ikke ved at lægge den paa andre. |
(190) | WILLI: Og dog har De prædiket Søndag efter Søndag, at Gud frelste Verden ved at lade sin Søn lide. |
(191) | |
(192) | WILLI: Jeg troede, Hr. Biskop, De vidste, der var en større Lidelse end at dræbes. |
(193) | |
(194) | |
(195) | BISPEN: Den, der griber til Sværdet, skal omkomme ved Sværd. [24] Idealet naas ikke ved at betale Slag paa højre Kind med Slag paa venstre. [25] Jeg havde haabet paa Indsats af et stort, sandhedsbegejstret Sind, ikke en praktisk beregnende Menneskeforagters Kommandoord under Kanontorden og Bajonetstød. |
(196) | WILLI: Jasaa! en Messias, der atter lod sig spigre til Kors og bragte Undergang over sit Folk. |
(197) | BISPEN: Vore Veje skilles. Jeg undsiger Dem. Og trods mine 75 Aar er jeg ingen Olding. Men skal vi end mødes som Modstandere, det skal De vide: fra nu af beder jeg uafladeligt for vort Fædreland. Saa ske Guds Vilje. (Ud.) |
(198) | BOHM (ind): Det gaar ikke, Hr. Førsteminister. Alle Institutioner staar os imod. Rigsdagen er for første Gang i sin Historie enig. |
(199) | |
(200) | BOHM: Vi maa indlede Forhandling, om ikke med Sejselnoch, saa andetsteds. Borgerpartiet er villigt, ved jeg. |
(201) | |
(202) | |
(203) | |
(204) | BOHM: Saa gør det mig ondt at maatte sige Dem, jeg ikke længere kan have Ansvar i dette. |
(205) | WILLI: Og det gør mig ondt at maatte høre det. Næst Olason er De mit Ministeriums bedste Kraft. Men der er ikke Tid til Beklagelser. Jeg modtager Deres Afskedsbegæring. |
(206) | |
(207) | |
(208) | |
(209) | WILLI: Hm, det fortæller De mig alle. Som om det var noget ganske nyt, at Landets Regering havde Ansvar. |
(210) | STIFTSPROVST IPOCRI (ind): Højest ærede Første- og Udenrigsminister! Herren velsigne Deres Indgang og Deres — Deres Forbliven paa denne vanskelige Post. De ved, at jeg i min ikke ubetydelige Menighed aldrig er blevet træt af at fremhæve, hvordan Deres Forgængere, dette Kobbel af Gudsfornægtere, Hedninger, Fritænkere, Jøder ... |
(211) | |
(212) | IPOCRI: Jo, jeg forstaar. Jeg og min Menighed takker Herren, at han endelig har set i Naade til dette vanrøgtede Land og udsendt en Mand til at standse Materialismen, Nivelleringen, [26] Ansvarsløsheden, alle de hæslige Farsoter, [27] der har hærget vort skønne Land. Jeg kommer til Dem for at sige Dem, at jeg i enhver Henseende staar til Deres Tjeneste saa vidt som kristelig Nidkærhed for Tro og Land kan fylde mit skrøbelige Ler med Styrke og Kraft. |
(213) | |
(214) | |
(215) | |
(216) | |
(217) | WILLI: Dertil kommer, at De saa vel fra Prædikestol som fra konservative Blade har vist Dem som Agitator [28] i en Grad, der var den gængse Metode værdig. Mistænkeliggørelse og Perfidi... |
(218) | |
(219) | WILLI: Deres Færd har ikke vidnet om Tilegnelse af Deres Mesters Aand. Er De ramt, har De slaaet igen. Er De ... |
(220) | IPOCRI: Man kunde maaske indvende, at ogsaa Herren ved Tempelrensningen slog fra sig. |
(221) | WILLI: Dette synes mig at være det eneste Træk ved Deres Mester, De har tilegnet Dem. De vil forstaa, at det ikke er med Mænd som Dem, jeg haaber at genopbygge mit Land. |
(222) | IPOCRI: Jeg beklager, jeg har taget af den kostbare Tid. Jeg indser, den kunde være anvendt bedre af os begge. (Ud.) |
(223) | EMIL KUHN (ind): Ham? Ham? Er du kommen saa langt ned, at du tager mod Hjælp af ham!? |
(224) | |
(225) | |
(226) | |
(227) | EMIL: Hvad er det, du vil forvandle Ulf til? Tyran i Stedet for Folkekonge. Og det er dig, Republikaneren! |
(228) | WILLI: For mig er Modsætningen ikke Kongedømme og Republik. Den er Een og Massen. |
(229) | |
(230) | |
(231) | |
(232) | |
(233) | |
(234) | WILLI: Det kan der ikke gives Regler for. Herhjemme er det for Øjeblikket mig. |
(235) | |
(236) | |
(237) | |
(238) | |
(239) | |
(240) | WILLI: Ved, at I ikke kan styrte mig. Den duer til at styre, der ikke lader sig styrte. I de parlamentære Lande duer ingen til at regere; for der lader de sig alle styrte. Naar de har siddet en 3-4 Aar og skælvet for Kritik og Afstemninger, lader de sig pille ned. Det kalder man Regering, ja, endog Myndighed. — Derfor vil jeg Kongedømme. Er Kongen en stærk Mand, bien, lad ham styre selv. Er han svag, kan den, der duer til at styre, let faa ham i sin Magt og saa styre i hans Navn. Langt vanskeligere er det og langt tarveligere Midler skal bruges til at indynde sig hos en Masse end hos den enkelte Mand. |
(241) | EMIL: Willi, hvordan er du blevet saadan? Vi var dog Brødre engang. |
(242) | WILLI: Tvillinger, ja, og dog saa forskellige, som Far og Mor var det. |
(243) | EMIL: Og Fars Værk vil du nu sparke sønder. Aah, du tror ikke paa nogetsomhelst. |
(244) | WILLI: Jeg tror paa Realiteterne, du paa Drømme og Digt. Du er lige som Far. Han drømte og digtede Landet en Grundlov paa. Illusionister, godtroende er I begge. Jeg ser, hvordan dit Partis fabelagtige Løgne gaar i dig som Sukkerbrød; du tror dem, du Nar. Far gik her ved Hoffet med Friheds- og Ligheds-Fraser [30] og vandblaa Øjne og blev Kongens og Folkets og — Kvindernes Ven. Hjemme sad Mor med os to i Vuggen — hun var for stolt til at græde, hun stirrede blot, til hendes Øjne blev staalgraa, som mine er det — dine er blaa! |
(245) | |
(246) | WILLI: For Fars idealistiske Drømmeliv maatte Mor bøde med sit forkvaklede Liv, som Folket har maattet det med sit for hans idealistiske Drømmelov. Og som Mor ikke vilde miste Far, skønt hun følte, han var hendes Ulykke, og tog sin Død derover, vil Folket heller ikke miste hans Grundlov, sin "Frihed", skønt det faar sin Død gennem den. Thi farligst for en Stat er Illusioner; en Stat skal leve, Illusionerne er Gift. |
(247) | EMIL: Og nu vil du misbruge det Navn, der staar først under Grundloven, det dyrest elskede Navn i Landet, Fars Navn, det vil du slænge ned i evig Skændsel. |
(248) | WILLI: Jeg vil give Mor Oprejsning og bøde, hvad Far har forbrudt. |
(249) | EMIL: Med Floskler overdøver du din Samvittighed. Du troede dog paa Menneskenes Godhed engang. |
(250) | WILLI: Menneskene er hverken onde eller gode, men en Ting saa uhyggeligt midt derimellem, at kun en Djævel kan herske over dem. |
(251) | |
(252) | WILLI: Den Rolle vil jeg ofre mig for Stykket at tage mig paa. |
(253) | |
(254) | |
(255) | EMIL: Kristus hørte ikke til i Kongesale. Det nye Testamente er en Lærebog i Demokrati. |
(256) | WILLI: Aah ja. For saa vidt som Folkeafstemningens "Korsfæst ham" blev taget til Følge. |
(257) | |
(258) | |
(259) | EMIL: Du er blevet saa haard som... og jeg ved vel, hvorfor. |
(260) | |
(261) | EMIL: Jo. Lad os saa tale om det, vi aldrig har talt om. Havde du faaet hende, du tilbad — men hvor kunde hun for[31] , at det var mig, hun holdt af? Ogsaa fra hende skal jeg hilse dig. Hun gav mig det Bud med, at for jer fjerne Ungdoms Skyld skal du skaffe mig Adgang til Kongen. |
(262) | |
(263) | EMIL: Til Fortvivlelse driver du mig. Jeg er dog din Bror, Willi; ved Fars og Mors Minde besværger jeg dig og ved min Hustrus Navn, hende, du elsker endnu ... |
(264) | |
(265) | EMIL: Jeg kommer igen. Jeg bliver ved med at komme, til du aabner den Dør, jeg beder dig om. (Ud.) |
(266) | WILLI (giver ilsomt nogle Ordrer i Telefonen og nogle Breve til en Tjener): |
(267) | |
(268) | |
(269) | JUDITH: Sig Judith og du som i gamle Dage. Ikke? (Rækker ham Haanden.) |
(270) | |
(271) | JUDITH: Hvor er din Stemme bleven — kort. Dit Ansigt lukket. Ja, jeg har vel ogsaa forandret mig i de 18 Aar. |
(272) | |
(273) | JUDITH: Jeg har ogsaa været lykkelig. Kun haft een Sorg. Den, naar jeg tænkte paa dig. |
(274) | |
(275) | JUDITH: Men jeg har Skyld i, at jeg lød mit Hjerte. Jeg saa jo, du var langt betydeligere end Emil og derfor trængte langt dybere til mig. |
(276) | |
(277) | JUDITH: Jeg kender dig, Willi. Jeg ved, du er usvigeligt forvisset om, at hvad du nu gør, er rigtigt. Jeg ved ogsaa, hvordan Livet har frosset dig den Forvisning paa. Havde jeg handlet stort og rigtigt dengang, havde du aldrig mistet din Tro. Og vi var blevet lykkelige. Jo, vi var. Min grænseløse Beundring for dig havde Samværet omsmeltet til Kærlighed. |
(278) | WILLI: Judith, du har ingen Ret til at komme i en Stund som denne og rive den besværligt anlagte Forbinding af mit Saar. |
(279) | JUDITH: Nej, jeg har ingen Ret. Ingen anden end den, at jeg elsker. Elsker Folket, dit Folk og mit og Emils. Jeg kan ikke bære, at det skal være min Skyld, det nu kastes ud i Borgerkrig og blodig Forfærdelse. Willi, Willi, jeg beder dig: indled Forhandling. |
(280) | |
(281) | JUDITH: Ved du, hvad det er i Dag? Det er netop Attenaarsdagen for, at vi skiltes. Husker du det? |
(282) | |
(283) | |
(284) | |
(285) | JUDITH: At nu vilde du leve bare for een Tings Skyld: om den Dag nogensinde kom, da jeg trængte til din Hjælp ... |
(286) | |
(287) | |
(288) | |
(289) | JUDITH: Jeg kan ikke holde ud at leve, hvis jeg skal bære paa Skylden for alt det forfærdelige, jeg ser nærme sig nu. Aldrig havde jeg troet, jeg skulde oplevet saa ond en Stund. |
(290) | WILLI: Øg ikke mine Lidelser, Judith, ved at sige, jeg kaster Lidelse over dig. |
(291) | JUDITH: Aah, jeg er jo ligegyldig. Mit Liv er kun eet af de mange, der nu — — Willi, for min Skyld! vil du ikke? For min Skyld? |
(292) | |
(293) | |
(294) | |
(295) | |
(296) | |
(297) | JUDITH: Willi, min ædle Ven. Emil er dernede med Sejselnoch. Du vil høre, hvad de har at sige dig? Ja, du vil. Sig, du vil. Jeg kender dig. Aah, Willi, Willi. Tak. (Ud.) |
(298) | |
(299) | SEJSELNOCH (ind med Emil): Hr. Førsteminister! Jeg har nu alvorligt overvejet Sagerne baade med mig selv, Rigsdagen, Borgerpartiet og andre. Fjender udefra, Revolution indefra — men vort Fædreland maa frelses. Vi tilbyder Dem derfor ikke længere Forhandling, men Forlig. |
(300) | |
(301) | SEJSELNOCH: Kongen fortsætter som før. Et Blandingsministerium [32] overtager Regeringen. |
(302) | |
(303) | SEJSELNOCH: De, Hr. Førsteminister, kan frit rejse, hvorhen De maatte ønske. |
(304) | |
(305) | SEJSELNOCH: Det vil nu mit Parti ihvert Fald ikke modsætte sig. |
(306) | EMIL: Der hører du, hvordan de Mænds Sindelag er, du har miskendt. |
(307) | WILLI: Jasaa. Jeg er næsten bevæget. — General Verge herind! |
(308) | |
(309) | SEJSELNOCH (hurtig): Maaske ogsaa vi kunde tænke os en anden Mulighed: at — at De fortsatte, og Ministeriet suppleredes med Repræsentanter fra de andre Partier. |
(310) | |
(311) | |
(312) | SEJSELNOCH: Ja, hvis det er min Person, der staar i Vejen — for det lidende donske Folks Frelse er intet Offer for stort. |
(313) | |
(314) | |
(315) | |
(316) | |
(317) | |
(318) | |
(319) | |
(320) | WILLI: Vel! Saa befaler Hs. Majestæt, at De efter Planen gaar mod Övres. Udrykning KL.? |
(321) | |
(322) | |
(323) | EMIL: Nej — aah nej. Jeg forbyder det. I Folkets Navn forbyder jeg det. |
(324) | |
(325) | |
(326) | |
(327) | |
(328) | |
(329) | EMIL: Du Meneder[33] , du Brodermorder, du Faderskænder, saa bryder jeg da Blodets Baand og forbander dig med en Forbandelse, der skal æde dig som en Kræft, til Broder ligger for Broders Fod og trygler om Tilgivelse. Forbandet være du af døde og levende, forbandet af din Far, hvis Navn du besudler, af dit Folk, du kaster i Ulykke og Skændsel, forbandet ved din Broders Mund til Samvittighedskval og Ensomhed og Pine ud over Døden. (Styrter ud). |
(330) | WILLI (til Sejselnoch, der staar bleg): Ser De, saadan, Hr. Sejselnoch, er det at styre et Land. |
III | |
TREDIE FASE | |
(331) | |
(332) | |
(333) | |
(334) | DR. KHURA: Jamen hvornaar? Det er det, der er Sagen. Vente paa ham i al Evighed kan vi ikke med alle de Sager, der ligger til Afgørelse. |
(335) | KONGEN: Hvor er det uhyggeligt at kigge ned paa Slotspladsen, se disse mange Mennesker Hoved ved Hoved. Saadan har de staaet hele Eftermiddagen og ikke en Lyd. Denne Stilhed den minder om Lig. |
(336) | OLASON: Giv Tid! Hylet kommer nok. Det er Sejselnochs sidste Trumf. Revolutionen er han dødsensangst for. Den kan skylle ham over Ende. Saalænge han er paa fri Fod, deler han sin Tid med at true med Revolution, naar han er hos os, og besværge den, naar han er hos sine egne. |
(337) | KONGEN: Jeg har altid troet, at naar man havde sin Samvittighed i Orden, saa kunde man aande frit. Hvorfor gaar jeg saa med det Klem over Mellemgulvet? Kuhn er nu heller ikke den Mand, der lukker sin Mund op. Han kunde godt have udsendt et Par Communiqueer, [34] saa de brave Folk var fri for at staa dernede og fryse. Det er ikke helt fair mod Folket. (Pause.) Jeg er vant til, de nikker og vifter. Dette her — uha! |
(338) | EN TJENER: Medlem af Kammeret Sejselnoch begærer indstændigt Deres Majestæt i Tale. |
(339) | |
(340) | TJENEREN: Det er ikke om Politik, siger han, men om Deres Majestæts Person. |
(341) | KONGEN: Naa — nej — jo — naa. Lad ham komme. De, mine Ministre bliver her jo. |
(342) | |
(343) | SEJSELNOCH (ind): Det er nødvendigt uopholdeligt at indlede Forhandling med — — |
(344) | KONGEN: Man sagde mig, det var om min Person, De vilde tale. |
(345) | SEJSELNOCH: Vil Deres Majestæt ikke forhandle, kan jeg ikke i Længden svare for, hvad der vil ske Deres Majestæt. |
(346) | |
(347) | |
(348) | |
(349) | SEJSELNOCH: Fordi jeg har paalagt dem det. Men vil Deres Majestæt ikke bøje sig... |
(350) | |
(351) | SEJSELNOCH: Tiderne er til Alvor. Ja, vi truer. Og truer vi er det ikke Fusk. Da truer vi intet mindre end Livet. |
(352) | |
(353) | KONGEN: Saa det gør De. De truer. Hvad er Livet for mig i Sammenligning med mit Folks Lykke? Den kan De true mig med, jeg sætter over Styr, saa begynder jeg at blive bange. Saa De troede, jeg vilde slaa om, naar jeg hørte, jeg selv kunde komme i Klemme. Kan De se, De kommer ud! |
(354) | |
(355) | |
(356) | KONGEN: Jo, jeg skal tænke —! Ud! er der ikke en Lakaj, der kan fjerne ham! |
(357) | SEJSELNOCH: Forraader De Folket, skal jeg sørge for Dynastiets [36] Dødsdom, min Herre. |
(358) | KONGEN: Væk med ham! væk siger jeg. (Sejselnoch ud). Saadan en Hund, ja, det kaldte jeg ham. Jeg siger, saadan en Hund. Tror han nogen for hans Skyld vil lægge Kongen et Straa i Vejen. Her staar mit Folk, der saamænd ikke er blevet alt for hensynsfuldt behandlet, og venter og tier og — Hvad er det? (Raab udefra: Ned med Kongen!) |
(359) | |
(360) | |
(361) | KONGEN: Jamen — de maa have misforstaaet — — jeg vil tale til dem. |
(362) | |
(363) | |
(364) | KONGEN: Jeg vil tale til dem, siger jeg. Jeg skylder mit Folk, at det ved Besked. |
(365) | |
(366) | |
(367) | |
(368) | WILLI: Jeg blev opholdt ude. Nyhederne fra Hæren er ikke de bedste. Verge har dristet sig for langt frem. |
(369) | FALERENNE: Hans Majestæt ønsker at tale til Folket. Vi har ment at maatte fraraade ... |
(370) | WILLI: Ja, Deres Majestæt gør bedst i ikke at vise Dem i Aften. Krigsminister Khura, maa jeg tale med Dem. Vil De følge mig over i den anden Fløj. Ingen kan faa Adgang til Kongen, og Deres Majestæt maa holde Dem fra Vinduerne (ud). |
(371) | |
(372) | FALERENNE: Jeg dækker Jer med mit Legeme, Herre Konge. (En Skikkelse har vist sig klatrende i Espalieret.) |
(373) | KONGEN (skyder Falerenne til Side): Hvem er De? hvad er det for en Maade? Emil? dig? |
(374) | EMIL: Ja, det er mig. Jeg fandt ud af, at Espalieret maatte kunne bære mig. |
(375) | KONGEN: Emil! at du staar hos mig nu! Jeg synes, jeg er glad ved det. Sig mig et Trøstens Ord i denne Jammer. |
(376) | EMIL: Du har lukket din Dør for dit Folk. Jeg, du saa tit har kaldt din bedste Ven, har hamret forgæves paa din stængede [37] Jernport, ude af Stand til at standse Lavinen, der ruller frem mod vort elskede Land. |
(377) | |
(378) | EMIL: Hvad vil du med Trøsteord, naar din Samvittighed er ren? |
(379) | KONGEN: Jeg har taget min Beslutning. Og Sejselnoch — den Hund — kom her og truede mig paa Livet. |
(380) | EMIL: Ved du, hvad den Mand, du nu smæder og før fornærmede saa groft, ved du, hvad han gør nu? staar dernede midt i Forbitrelsens sydende Hav og tager dig i Forsvar og prøver at gyde Olie paa Sindenes oprørte Bølger. |
(381) | |
(382) | EMIL: Han var ført af Fortvivlelsen, han brugte et galt Vaaben. Hvad griber en Mand ikke til, naar hans kæreste staar paa Spil? Hellere burde du have forstaaet den Mands Sjælekamp end følt dig krænket i din trygge Forfængelighed. |
(383) | |
(384) | EMIL: Kong Ulf, har du tænkt Sagen til Bunds, før du tog saa skæbnesvanger Beslutning? Er du sikker i din Sag? |
(385) | KONGEN: Hvor kan man tænke, til man er sikker? Jeg har tænkt saa stort et Stykke, jeg er naaet dertil. Men der kan jo komme en anden, der er bedre begavet og kan tænke det Stykke længere. Og der kan komme en tredie, ikke sandt? Hvordan skulde det være muligt at tænke sig sikker i en Sag? |
(386) | EMIL: Du har besluttet at slippe Had og Mord løs over et fredeligt Folk, at omstyrte din Fars og Bedstefars stolte Værk, at sidde med Blod paa Hænderne i Tyranniets Purpurkaabe [38] og se dit Lands Ungdom forvandles til Invalider. Og det har du gjort i et Lune, uden Overbevisning. Kong Ulf, Kong Ulf, hvor er du vildledt. |
(387) | KONGEN: Du maa ikke tage min Tro paa min Samvittighed fra mig. Saa er du ikke min Ven. |
(388) | EMIL: Nu skal jeg sige dig et, der er sikkert, og hvor ingen kan tænke længere: Intet er værre end Døden. |
(389) | KONGEN: Aah, jeg synes ikke, det var saa slemt, om jeg døde nu. |
(390) | EMIL: Ikke for dig, men for Dronningen, for din lille Søn, for de Folkets Millioner, der elsker dig. Hvordan skal vi kunne undvære dig? Krig og Revolution, husk det betyder ikke blot: døde, det betyder ogsaa Enker og faderløse Børn. Det betyder et gabende Saar, tilføjet Folket, ulægeligt i mer end et Slægtled. Har min Bror bildt dig ind, der følger Solskin efter dette? Gravens Krater er saa saa dybt, at derned naar ingen Sol. |
(391) | KONGEN: Du har Ret! jeg ser, du har Ret. Og nu mærker jeg for første Gang i mit Liv, jeg er fejg. Jeg har ikke Mod til at skyde mig. |
(392) | |
(393) | |
(394) | EMIL: Men det kan det jo. Det er ellevte [39] Time. Men det kan naas endnu. |
(395) | |
(396) | |
(397) | EMIL: Kong Ulf, nu er du større end den, der indtager en Stad. Nu sejrer du over dig selv. Giv mig din Haand. Min Ven! min Ven! — Lad Sejselnoch komme. |
(398) | |
(399) | KONGEN: Stille! Jeg har intet mere at høre af de Mænd, der har ført mig frem til denne onde Stund. |
(400) | SEJSELNOCH (ind): Deres Majestæt. Solen gryr over Donland. Folkets Mund vil prise Deres Daad. |
(401) | WILLI (ind med Olason): De tager fejl, Hr. Sejselnoch. Solen gryr ikke midt om Natten. Det er højest Nymaanen, der staar op. |
(402) | |
(403) | |
(404) | |
(405) | |
(406) | WILLI: Jean og Christophe! (To Gardister ind.) En Mand er brudt ind til Kongen i et Anfald af statsfarlig Hysteri. Bring ham til Taarnkammeret. |
(407) | |
(408) | |
(409) | KONGEN: Nej! holdt! disse Mænd maa I ikke røre. Jeg forbyder det. Jeg ønsker selv at forlade denne Stue ved Hr. Kuhns Arm. Bring mig min Hat og Frakke. |
(410) | WILLI: Ved min Arm? Med Glæde, Deres Majestæt. Mine Ministre, forlad os! Jean og Christophe, Hs. Majestæt er træt af denne anstrengende Dag. Kongen ønsker at begive sig til sit Gemak. |
(411) | |
(412) | |
(413) | WILLI: Vagten! (Vagten ind). Disse to Mænd vover at hindre Hs. Majestæt i at begive sig til Ro. Før dem til Fængslet. |
(414) | |
(415) | WILLI: Jean og Christophe! Hans Majestæt ønsker at begive sig til Ro strax! |
(416) | SEJSELNOCH: Lægger han Haand paa Landets Konge? Lægger han Haand paa det donske Folks Drot? |
(417) | WILLI: Til Taarnkammeret med de to Herrer. Deres Majestæt, De ønskede at forlade Stuen ved min Arm. Her er den. Og bliver der Uro paa Pladsen, Dr. Khura, saa meddel det donske Folk, det skal i Seng. |
IV | |
FJERDE FASE | |
(418) | KONGEN: Som Solen dog skinner i Dag. Den har rigtignok taget sit Lykønskningssmil paa. Den vil ogsaa gratulere med det nye Donlands Fødsel. Ja, Fødsel! der er jo gaaet netop 9 Maaneder siden Undfangelsen; den var der ikke noget lysteligt ved. Men nu — ja, hvor er jeg lykkelig — og taknemmelig over for Gud — og over for Dem, kære Førsteminister. Ja, for hvordan var det gaaet uden Dem? Den Aften, De hjalp mig i Seng — at De kunde det! Det kalder jeg Mod! Og De har jo tilgivet mig, jeg svigtede Dem. Det kalder jeg Storsind! — og De siger ikke noget! Nej, De er Dem selv lig. Jeg maa lige ind til Dronningen. Skade, hun maa ligge i Sengen paa denne Triumfens Dag. (Ud.) |
(419) | |
(420) | |
(421) | |
(422) | |
(423) | WILLI: Altid det samme. Hver Dag i dette sidste halve Aar har du givet mig det Svar. |
(424) | |
(425) | WILLI: Jeg har ellers en Nyhed til dig. Du faar din Frihed i Dag. |
(426) | |
(427) | WILLI: Derfor ved du vel heller ikke, hvad du skal bruge den til. |
(428) | |
(429) | |
(430) | |
(431) | WILLI: Bror! Emil! Jeg førte mit Folk ind i Krigens Lidelse, fordi jeg vilde dets Lykke. Jeg førte dig ind i Fængslets Lidelse, fordi jeg vilde din Lykke. For Lykken avles af Lidelsen. |
(432) | |
(433) | WILLI: Eller paa en anden Maade. Jeg saa Folket, jeg saa dig lide af en Kræftsygdom, Illusionssoten, farlig til Døden. Jeg har vovet Operationen. |
(434) | |
(435) | WILLI: Ja, Bror, jeg har ladet dig leve i din Celle i denne lange Tid i fuldstændig Uvished. Kun din Hustrus Død for egen Haand lod jeg meddele dig. |
(436) | |
(437) | WILLI: Om Revolutionens Forløb ved du intet, om Krigens ved du intet. Og om Menneskene tror du stadig, at de er Engle, i Stand til at raade sig selv og andre, alle Engle, undtagen Djævelen, mig. |
(438) | |
(439) | WILLI: Emil, her skal være Fest i Dag. Fra Sidekabinettet vil du kunne høre alt, hvad der siges, og se alt, hvad der sker. Naar den sidste Tale har lydt, har Gud afgjort, om din Stær[41] er blevet fjernet eller ikke. Da er du fri og kan gaa. |
(440) | |
(441) | WILLI: Men for at gaa skal du igennem dette Værelse, og i denne Stol sidder jeg. Paa Bordet der ligger, som du ser en Revolver. Den er ladt. Saa brug den, hvis du har Lyst. |
(442) | |
(443) | WILLI: Paa Gensyn, Tvillingbror! Har du slet intet at sige mig? |
(444) | EMIL: Jeg hader dig — og du er en banlyst Mand. Min Forbandelse ligger over dig ... |
(445) | WILLI: Ja, indtil Broder ligger for Broders Fod og trygler om Tilgivelse. — Farvel saa længe. (Peger ind mod Sidekabinettet. Emil gaar derind). |
(446) | KONGEN (ind): I Aarhundreder vil Donland nyde godt af denne Lykke. Nu skal vi først høre Talen. Og bagefter kommer Deres Bror fri. Det er næsten det, jeg glæder mig mest til. Naar han hører og ser, hvordan det er gaaet, vil han indse sin Fejltagelse, og vi skal være Venner som før. Se Slotspladsen! Aldrig er nogen af mine fyrretyve Forgængere hyldet af en saa jublende Skare. Hvor skal vi være gode mod Invaliderne! — Hør nu synger de Fædrelandssange. Aah, kære Gud, hvor det dog er smukt — Minderne — Minderne fra de tusinde Aar! — Godmorgen, Hr. General! Velkommen! Saa kan vi gaa ud paa Altanen — Hr. Kuhn! |
(447) | |
(448) | |
(449) | |
(450) | KONGEN: En sære Mand! Saa gaar vi to, Hr. General; (De hilses med øredøvende Jubel. Willi har sat sig i Stolen derinde). |
(451) | BISKOP SEHNIL (paa Talerstolen derude): Kong Ulf den Sejstende til Donland! "Ved Gud vandt vi Kraft og han nedtraadte vore Fjender". Saadan sang en Konge i den gamle Pagt. Saadan kan en Konge gentage det i Dag. I fast Enighed sluttede vort Folk i Prøvelsens Time efter de første Dages Forvirring Kreds om vor Konge og den Mand, han kaarede til sin Højrehaand. Og den Gamle af Dage, Ordenens og Viljens tavse Gud, gav os Sejr. Thi Kristendom er Selvhengivelse til Døden. Vort Folk betalte Prisen og fik Lønnen og løfter i Dag sin Lovsang mod Evighedens Trone. (Jubel.) Leve vort Fædreland! Leve vor Konge! |
(452) | SEJSELNOCH (paa Talerstolen): Donlands samlede og sejrrige Folk! Naar man har ment, jeg skulde tale i Dag, er det for at understrege vor Biskops Ord om det donske Folks Samdrægtighed. Der var et Øjeblik, da mit Parti, det skal tilstaas ærligt — ikke mægtede at overskue Situationen. Men i et kritisk Sekund fremtraadte af Folket den Storhed, der snart forstod at samle os alle. Mit Parti og hele det donske Folk har lært saare meget i denne Tid. En Fremtid er født for vort Folk. Een Mand har vist Fremtid, Udsyn og Klarsyn og vil nu samle alle Kræfter i Folket om sig til videre Opbygning af det grundlagte Værk. Leve vor store Statsmand, leve Willi Kuhn! (Skrig og Jubel. Kongen vil tale, men kan ikke komme til. Raabene paa Willi stiger.) |
(453) | WILLI (frem): En Stat kan kun bestaa ved Samvirken af 3 Faktorer: Guds Naade, een Mands Vilje, og de manges Pligttroskab. Vi takker Gud, der gav os Lidelsen, for Naaden, Kongen, der fastholdt sit Maal, for Viljen og Generalen og vor tavse Hær for Pligttroskaben. Generalen og Hæren leve! (Drøn af Hyldest. Willi vender sig og gaar ind og sætter sig i Stolen. Glimt af Smerte? eller af Spot? — hvem ved det — jager hen over hans Ansigt, hvergang hans Navn bæres ind til ham. Da kommer hans Bror). |
(454) | EMIL (vakler hen til hans Stol, griber hans Haand og synker ned for ham): Willi! Willi! tilgiv mig! |
(455) | WILLI (stryger hans Haar): Lille Bror, lille kære Bror! Gør det saa ondt at miste Troen paa Menneskene? |