Operationen

I

( Sygdommen)

( Sal i Kongeslottet i Donlands^[1] Hovedstad. Til Stede er Højesteretsassessor Bohm. Biskop Sehnil, Direktør Uwin^[2] , Godsejer Fertner, Garvermester Gislo og mange flere betydelige Mænd, gennemgaaende upolitiske. Desuden Kongens Kabinetssekretær ^[3] og Kongen selv.)

KONG ULF DEN SEJSTENDE (holder Tale): — — samt de urolige Tiders Mørke. De ved, og De vil tro mig, naar jeg siger det, at jeg er ikke besjælet af Ærgerrighed eller Herskesyge. Det har alle Dage været min Stolthed at — æh — at bygge videre paa min ædle frisindede Bedstefaders Værk, da han fraskrev sig Enevoldsmagten med Glæde. Lykkelig har jeg været ved i min 20-aarige Regeringstid at se Fordomme og Forrettigheder forsvinde, Lighed for Loven gennemføres i alle Forhold og — og kort sagt — alt det der. Jeg modtog med ærligt ment Velkommen for 3 Aar siden det venstredemokratiske Ministerium og ventede mig det bedste Samarbejde. Mine Herrer, jeg er blevet skuffet. Ikke fordi mit Ministerium har Kongedømmets Afskaffelse paa Programmet. Jeg er ikke blind for, at der kan siges meget til Fordel for Republikken. Men hvad der har skuffet mig er det, at jeg synes, Friheden er blevet en Karikatur af det, jeg forstaar, min ædle Bedstefader havde tænkt sig med den. Strejker og Persiflage ^[4] og — ja, kort sagt, alt det der forpester det offentlige Liv, og Forholdet til vort Naborige Rubesien har ikke bedret sig, og dog har vor Regering kun foretaget sig det rent latterlige, især hvis det skulde komme til Konflikt. Hvis Fremtiden skulde bære i sit nærmeste Skød — at der skulde blive Uenighed mellem Kongemagt og Ministerium her i Donland — ja, derfor er det, jeg og min Kabinetssekretær Hr. Willi Kuhn^[5] har inviteret Dem, mine Herrer, til dette Møde. (Sætter sig svedende).

BISKOP SEHNIL: I 35 Aar har jeg tjent mit Land og dets Kongehus som Biskop. Det vil jeg gøre til min Død.

DIREKTØR UWIN: De nuværende Forhold er Industriens Død. Industriens Død er Landets Ruin.

MEDLEM AF KAMMERET RUSAN: Inden for Kamrene er der ikke mange kongetro Folk.

PROFESSOR LAROC: Des flere er vi paa Læreanstalterne.

GARVERMESTER GISLO: Den store Borgerstand er utryg ved de nuværende Forhold.

GODSEJER FERTNER: Og Landbefolkningen reagerer endnu mod Storbyernes Gift.

FORFATTEREN SENEBLEN: Om Kongen for Fædrelandet!

ALLE (rejser sig): Ja, ja.

KONGEN: Tak, Venner, Tak. Vi mødes igen efter Statsraadet. Hvad Skæbnen vil drive os til, ved vi ikke. Kun ved vi, det aldrig bliver til andet end, hvad der er fair. — Hr. Kuhn vil vise Dem Vej.

HØJESTERETSASSESSOR BOHM: Hvordan befinder Hendes Majestæt sig!

KONGEN: Tak, Hr. Højesteretsassessor, Tak. Min Kone ligger paa Landslottet. Jeg vilde ringet derned i Aften. Men Telefonstrejken — ikke sandt?

KONGEN (til en Lakaj): Hvorfor er her saa skummelt?

LAKAJEN: Elektricitetslockouten, ^[6] Sire.

KONGEN: Jamen saa tænd Lamperne.

LAKAJEN: Petroleum kan ikke skaffes, Sire, paa Grund af Transportvanskelighederne.

KONGEN: Na na na. Jasaa. Hm. (Ministeriet^[7] indfinder sig klatvis.) Lidt sent som sædvanligt.

FØRSTEMINISTER DRUMP: Et Partimøde tog længere Tid end beregnet.

KONGEN: Godt! Hvilke Love er der i Aften?

LANDBRUGSMINISTER SLEBY: Et^[8] lille om Beskæring af Vejtræer, der lider af Kræft.

KONGEN: Naa det! lad mig skrive. — Noget nyt om Forholdene i Rubesien?

UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Der gaar Forlydender om at Kongen allerede er flygtet paa Grund af den stigende Utilfredshed blandt den arbejdende Del af Befolkningen.

KONGEN: Er der nogen Del af Befolkningen i det Land, der ikke arbejder?

UNDERVISNINGSMINISTER SEJSELNOCH: Ogsaa fra vore Baggaarde stiger der Røster om Brød fra hungrende Kvinder og Børn!

KONGEN: Ja, det er trist at høre, vi ikke er kommen længere, efter at De har dannet Ministerium nu i 3 Aar. Jeg for mit Vedkommende ved, jeg har den ærligste Vilje til at hjælpe.

SEJSELNOCH: Men Viljen alene er ikke nok.

KONGEN: Hvad mere ønsker De da?

DRUMP: Der maa store personlige Ofre til fra os alle.

KONGEN: Hvad har saa De tænkt at ofre, Hr. Førsteminister?

DRUMP: Hvadbehager? Jeg — Naa ja.

SEJSELNOCH: Det er paa høje Tid, at Agraren, ^[9] Grossereren og Prælaten^{[11] [12]} til Bunds faar Forstaaelse af, hvem de skylder den Føde, de mæsker sig i, de Klæder, de bryster sig i, det Liv i Luxus, der bygger paa andres Elendighed.

KONGEN: Hr. Undervisningsminister Sejselnoch, De glemmer, at jeg er ikke blot Arbejderens, men ogsaa Agrarens, Grossererens og Prælatens Konge. De tilgiver mig denne Tilrettevisning. Den skyldes, at det er første Gang, De tillader Dem Vælgermødesprog her.

DRUMP: En Forilelse, Deres Majestæt, fra min Kollegas Side. Min Kollega har i den sidste Tid slidt paa sine Nerver ved forceret Arbejde.

SEJSELNOCH: Der er ikke Tale om Forilelse. Deres Majestæt nævnte Ordet Vælgermødesprog. Jeg ønsker at sige Sandheden, hvad enten jeg staar over for det donske Folk eller i Kongesale.

UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Ja ja, ogsaa i Kongesale, saalænge de staar.

KONGEN: Hvad skal det Udtryk sige?

SEJSELNOCH: Min Kollega mente, at ingen Institution er evig. Kun Folket er evigt. I Rubesien er f. Ex. Revolutionen begyndt med Kongens Flugt.

KONGEN: Ja ja, jeg ved, at der i Modsætning til os gør sig visse Modsætningsforhold gældende i Rubesien mellem Folk og Kongehus.

FØRSTEMINISTER DRUMP: Det er jo endnu ikke Tilfældet her.

KONGEN: Endnu — det var et smukt Ord.

SEJSELNOCH: Det var det rette Ord.

KONGEN: Og naar det "endnu" en Dag ikke gælder længere, paa hvilken Side staar saa De, Hr. Undervisningsminister?

SEJSELNOCH: Paa mit Partis.

KONGEN: Og hvor staar Deres Parti?

SEJSELNOCH: Spørg Førsteministeren.

KONGEN (vender sig mod Drump):

DRUMP: Ja, vi staar — vi staar selvfølgelig der, hvor vi altid har staaet.

KONGEN: Og hvor er det?

DRUMP: Det er — det er — paa Menneskerettighedernes Grund.

KONGEN: Mine Damer og Herrer Ministre! jeg ynder mest Aabenhed; har De arrangeret denne Situation?

LANDBRUGSMINISTER SLEBY: Jeg for mit Vedkommende er s'mænd egentlig godt tilfreds med Deres Majestæt.

SEJSELNOCH: Om Deres private Syn, Landbrugsminister, blev ikke spurgt.

KONGEN: Saa megen Ærlighed havde jeg ikke ventet af Dem. Jeg takker Dem. Jeg skal møde Dem med Ærlighed igen: Gør De Dem Haab om ved Chikanerier at drive mig fra den Trone, mine Forfædre gav mig i Arv, tager De fejl. Jeg skylder mit Folk Troskab imod min Trone. Handlede jeg anderledes, vilde jeg ikke være fair. Og hermed er Mødet hævet.

DRUMP: Som Ordensminister maa jeg dog først stille en Forespørgsel til Deres Majestæt: Hvorledes kan General Verge samle store Troppemasser her i Byen uden min Billigelse.

KONGEN: I Følge Grundloven ved jeg dog den kommanderende General kan i Fredstid dirigere med Tropperne i Riget, naar han har øverste Krigsherres Samtykke, og Formaalet er fredeligt. Mit Samtykke har han, og Formaalet, som De ved, en Militæropvisning for den japanske Prins.

SEJSELNOCH: Deres Majestæt, der spilles Intriger her ved Hoffet.

FLERE: Ja ja.

KONGEN: Vil De antyde, at jeg — —?

SEJSELNOCH: Ikke De, men Deres Majestæt. Ja, for Ulykken ved Kongedømmet er jo, at Kongen ikke er Konge, men det er De og Hds. Majestæt og Kabinetssekretæren og Konfessionariussen.

KONGEN: Er — er — er Præsidenten Eneboer da?

SEJSELNOCH: Deres Majestæt, Tiden er ikke længere til at diskutere Monarki kontra Republik.

KONGEN: Men den er til, at jeg skulde gaa af. Bare fordi De kommer og siger, at det var Dem belejligt.

SEJSELNOCH: Vi taler paa Folkets Vegne. Vi er det donske Folks kaarne Mænd.

UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Ja, ja, vi er det donske Folks kaarne Mænd.

SEJSELNOCH: Vi kræver Soldaterne hjemsendt allerede i Morgen.

KONGEN: I Morgen? Og i Overmorgen skal Paraden holdes.

SEJSELNOCH: Vi kræver det. Og er Kravet først rejst i Pressen, har vi Konflikten mellem Konge og Folk.

KONGEN: Og det maa jeg taale. Mine Herrer, De skal faa Svaret strax (Ud).

DRUMP: Stak han af?

LANDBRUGSMINISTEREN: Gik De ikke for vidt, Sejselnoch?

EN FJERDE MINISTER: Og hvis han nu ikke giver sig?

DRUMP: Saa truer vi blot med Afskedsbegæring.

SEJSELNOCH: Hans Dage er talt.

SLEBY: Hvem skal være Republikkens første Præsident.

SLEBY: Hvor stor skal hans Løn sættes til?

UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Jeg foreslaar, det bliver en Kvinde, for at vi kan vise Europa vor fuldstændige Demokratisering.

FLERE MINISTRE: Ja ja.

DRUMP (En Tjener ind med et Kort til ham): Det er Redaktøren, Venstredemokratens Redaktør.

SEJSELNOCH: Emil Kuhn?

DRUMP: Ja, han staar derude.

SEJSELNOCH: Lad ham komme ind. Statsraad kan denne Ballade vel ikke mere kaldes.

EMIL KUHN (ind): Hvor er Kongen?

SEJSELNOCH: Han er gaaet.

EMIL KUHN: Gaaet? Hvad skal det sige?

DRUMP: Vi stillede jo, som De ved, Forlangende om ...

SEJSELNOCH: Vi fremkom med en høflig Forespørgsel om disse saakaldte "Paradetropper".

EMIL: Gik han da ikke glat ind paa, at de kunde hjemsendes?

SEJSELNOCH: Jeg frygter, Emil Kuhn, at du i de Tider, der kommer, maa opgive dit Venskab med ham.

EMIL: Det vil ikke ske.

SEJSELNOCH: Kongen maa væk. Det er nødvendigt for Folkets Skyld. Jeg kan ikke længere samarbejde med ham. Men hvad... der kommer jo din Bror.

KABINETSSEKRETÆR WILLI KUHN (ind): Mine Herrer! Hans Majestæt Kongen har overdraget mig at meddele Dem, at Statsraadet er hævet.

SEJSELNOCH: Statsraadet kan ikke hæves uden med Førsteministerens Samtykke.

DRUMP: Og det meddeler jeg ikke.

SEJSELNOCH: Vil De, Hr. Kabinetssekretær, altsaa meddele...

WILLI KUHN: Jeg gaar Hans Majestæts Ærinde til de Herrer og ikke de Herrers til Hans Majestæt. Hans Majestæt holder Kabinetssekretær og de Herrer saa vidt jeg ved Bybud.

EMIL: Ikke den Tone, Bror! Jeg beder dig stilfærdigt og indtrængende om at gaa til Kongen.

SEJSELNOCH: Vi, det donske Folks Repræsentanter, forlanger i denne Skæbnestund Forhandling med Landets Førsteborger Mund til Mund.

WILLI KUHN: Min Kompliment for den Profetværdighed, det er des mere beundringsværdigt, De forstaar at anlægge, som De egentlig ganske mangler den.

SEJSELNOCH: Deres Komplimenter staar ikke i Pari ^[13] mellem os.

DRUMP: For hos os er ingen mere ildesete end Forrædere.

UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Og De er den største af dem alle. Føj!

EMIL: Lad os ikke skændes. Det er uværdigt for Mænd, der tror paa forskellige Midler, men er besjælet af Vilje til det samme Maal.

SEJSELNOCH: Det donske Folks kaarne ^[14] Førere vil vide at værge Folkets dyreste Rettigheder mod magtgridske Kamarillaers ^[15] Hovmod.

FLERE MINISTRE: Bravo!

WILLI KUHN: Hr. Sejselnoch, jeg vender mig til Dem. De er jo Partiets Fører. Jo, De er Fører. Ikke fordi De har fostret nogen Tanke eller vist Troskab mod nogen Idé, men simpelthen fordi De mellem Nuller rager højest op og blandt Skraalhalse er den største.

SEJSELNOCH: Ring efter en Læge til dette hysteriske Individ.

WILLI: Journalist, Redaktør, Borgmester, Rigsdagsmand, Minister, Præsident. Saadan har De tænkt Dem Deres Levned, og hvor nær ved Maalet var De ikke, da De blev styrtet.

SEJSELNOCH: Styrtet! Naa!

WILLI: Maaske har De villet noget engang. Men tilbage i Dem fra dengang er der nu kun den lurvede Forfængelighed — den lunkne Brynde^[16] efter at være Nr. 1. De er Fritænker^[17] , for selv en Gud i Himlen kan De ikke taale over Dem. De er negativ, De har levet af Had, De har opmuntret Ufordrageligheden mellem Klasserne. De har kvalt al Kritik i Bravader, ^[18] købt Dem Stemmer ved Understøttelser og Ben, De har været en Forhandlingens og Bevillingens Mand i Stedet for en Handlingens og Viljens.

DRUMP: Af sine egne skal man høre det. Er det Sønnen af den Mand, hvis Navn staar først under den frie Grundlov? Er det Revolutionsmaneren, der engang i de unge Aar maatte sendes udenlands for at svales.

WILLI: Ja, det er mig. Det er mig, der engang svor til Frihedens Fane og kureredes af Dem, mine Herrer, ved at se den Opløsning, hvori De har bragt vort engang sunde Statslegeme ved Hjælp af Frihedens giftberusende Dødedrik.

UDENRIGSMINISTRICE MALFAN: Hvad kommer egentlig denne defekte og degenererede^[19] Persons Hallucinationer os ved? Lad os gaa til Kongen.

SEJSELNOCH: Der er Løsenet. Lad os gaa til Kongen.

WILLI: Til Kongen kommer ingen.

SEJSELNOCH: Det skal jeg dog vise Dem. Saa gaar jeg selv.

WILLI: De har Ret, Hr. Sejselnoch, mere end De aner. De gaar selv.

SEJSELNOCH: Hvad har De der?

DRUMP: Afslaar han endnu den Hjemsendelsesordre?

EMIL: Willi! for Gud i Himlens Skyld! det Dokument — — —

WILLI: Meddeler Dem ...

EMIL: Ved alt hvad vi tror paa — hvad Far troede paa! Du skal tie.

WILLI: ... I Henhold til Grundlovens § 11.....

SEJSELNOCH: Det — det — det vover De aldrig — aldrig.

WILLI: Ministeriets Afsked. Godnat. (Ud.)

EMIL (river i Døren): Jeg maa tale med Kongen, hører du, jeg maa... den er laaset! aah Gud, den er laaset.

SEJSELNOCH: Saa kan den aabnes i Morgen af Folket. I sit Folks Blod skal Tyrannen kvæles.

EMIL: Gud skærme vort Fædreland!

II

( Forværringen.)

( Næste Morgen. Sammesteds.)

WILLI: Og det er De overbevist om, Hr. General?

VERGE: Ja.

WILLI: Jeg kan i et og alt forlade mig paa Hæren?

VERGE: Nej.

WILLI: Nej?

VERGE: Ikke De?

WILLI: Ikke jeg, men —?

VERGE: Hans Majestæt.

WILLI: Ja, naturligvis, Kongen, javel.

KONGEN (ind): Godmorgen, Godmorgen. Naa, Verge, hvad siger vi saa?

VERGE: Deres Majestæt! Soldaterne har jeg levet min Tid iblandt. Hvor jeg staar, staar Hæren. Men — det er Deres Majestæt, Hæren er hengiven — og hverken nuværende eller forhenværende Revolutionsmanere, undtagen saalænge de er eet med Deres Majestæt. (Ud.)

KONGEN: Hvad? Hvad var nu den af?

WILLI: Han tilgiver mig aldrig min Ungdom. Ja, havde Landet mange saadanne Mænd! Her er den nye Ministerliste.

KONGEN (Lakaj med et Kort): Naa, og her er Repræsentanter for det afskedigede Ministerium. Jeg maa vel tage imod dem. Andet er ikke fair.

WILLI: Blot Deres Majestæt henviser til mig.

DRUMP (ind med Sejselnoch og Fru Malfan): Deres Majestæt, vi tør ikke paatage os nogetsomhelst Ansvar for, hvad der vil kunne ske, hvis Deres Majestæt bifalder den saakaldte Ministerliste, der er fremme i Morgenbladene. For Folkets og Deres Majestæts egen Skyld kan vi kun tilraade Deres Majestæt aldeles omgaaende at indlede Forhandlinger med de politiske Partier.

KONGEN: Idet jeg udtaler min Tak for Deres Henvendelse, maa jeg henvise Dem til min Førsteminister.

SEJSELNOCH: Med Hr. Kuhn har vi intet at forhandle.

WILLI (der har siddet og skrevet, rejser sig): De har Ret, Hr. Sejselnoch, Forhandlinger er Tidsspilde. Godmorgen.

SEJSELNOCH: Deres Majestæt, hvad er det, De ønsker? Ved De, at Revolutionen er brudt ud i Rubesien i Nat. Ved De, at...

WILLI: Er det ikke ved denne Tid, Deres Majestæt spiser Frokost?

KONGEN: Spiser — jo — ja. Jo, det er det egentlig. Jo, det er det, ja. Godmorgen (Ud).

SEJSELNOCH: Jasaa! Det er Krig paa Kniven, De ønsker for enhver Pris?

WILLI: Ja.

SEJSELNOCH: Er det Deres faste Forsæt ikke at ville optage Forhandlinger med de politiske Partier, med det donske Folk?

WILLI: Ja.

SEJSELNOCH: Agter De mod Folkets Vilje og Tilsidesættelse af Kongens Person at oprette et Regimente ved Selvtægt og Grundlovsbrud?

WILLI: Ja.

SEJSELNOCH: Og naar Folket agter at hindre Dem i dette med Vaaben i Haand, hvad vil De saa?

WILLI: Tage Vaabnene fra dem.

SEJSELNOCH: Tak for de Ord. Det var blot dem, jeg ventede paa. Jeg skal bringe Folket Besked fra Dem, og jeg lover Dem, at Folket skal give Dem sit Svar. (De ud.)

WILLI: De kommer fra Kontorerne. Hvad sagde man der?

HØJESTERETSASSESSOR OG INDENRIGSMINISTER BOHM: Kontorerne var lukkede, Hr. Kuhn.

ADJUNKT FALERENNE: Men vi lader os ikke kue. Kunde jeg være med til at samle Magten i Kongens Haand, og se min lille Pjece ^[20] gaa i Opfyldelse...

KRIGSMINISTER, DR. KHURA: Blot vi staar fast, er der ingen Grund til at frygte.

HUSMAND OLASON: Jo, Grund til at frygte er der. Des mere maa vi altsaa staa fast.

WILLI (modtager et Kort): Lad ham komme. (Til de andre): Det er Gesandten ^[21] fra Rubesien.

SARTYR (ind): Rubesiens nyoprettede Regering sender mig til Dem for at meddele Kong Ulf den Sejstende, at hvis han ikke omgaaende indsætter sin gamle Regering igen, vil Rubesien betragte det som Krigsaarsag. (Pause, Uro og Skræk hos Ministrene.)

ADJUNKT FALERENNE: Vor høje Konge kan ikke tage mod Ordre.

WILLI: Hr. Gesandt! den nye Regering har jo ikke Hæren bag sig.

SARTYR: Den har det. Og der er allerede Tropper paa Vej mod Grænserne.

FALERENNE: Men Gudbevares da!

HØJESTERETSASSESSOR BOHM: Den Krig kan undgaas, Kuhn, ved klog forsigtig Optræden.

WILLI: Dr. Khura, De sørger for, at vor Hær strax indkaldes og sættes i højeste Beredskab.

SARTYR: Og Deres Svar til mig, Hr. Førsteminister?

WILLI: Paa Fornærmelser kan man ikke vente Svar. (Sartyr ud.) Mine Herrer, De maa gaa til Deres Kontorer. Vil ingen andre i Riget gøre deres Pligt, maa i alt Fald vi (Ministrene ud.)

KONGEN (ind med et Bundt Aviser): Men Gud i Himlen, kæreste Kuhn, hvad er det dog, vi er kommen ind i? Har De set Aviserne?

WILLI: Flygtigt.

KONGEN: "Sejselnoch undsiger^[22] Tyrannen". Tyrannen — det er mig! "Judas kysser Herodes." Det er Dem og mig. Lad være med at sidde der og skriv og spil rolig. Er det sandt, at vi ogsaa kan vente Krig med Rubesien?

WILLI: Ultimatum ^[23] er tilstillet os: Krig, hvis De ikke tager Sejselnoch igen.

KONGEN: Og hvad svarer De, Menneske?

WILLI: At vor Konge ikke tager mod Befaling af nogen.

KONGEN: Og deri svarede De ret. Det var ikke sømmeligt for vort Land, om jeg gjorde det. Og alligevel er det forfærdeligt.

WILLI: Deres Majestæt, fra Tordenluft til Solskin er der kun een Vej: Lynets.

KONGEN: Ja ja, men Lynet — det kan slaa ned. Jeg vil bede Gud om, at handler jeg galt, jeg da maa undgælde for det og ikke mit Folk. (Ud.)

BISKOP SEHNIL (ind): Hr. Førsteminister, har De Tid til en halv Snes Ord med mig?

WILLI: Nej, jeg har ikke, Hr. Biskop. Men naar det gælder Dem, tager jeg mig Tid.

BISPEN: De og jeg er enige om, at som dette Styre var udartet, betød det Selvmord for Staten. Men den Vej, De slaar ind paa, er Revolutionens, det betyder Mord.

WILLI: Og om jeg nu med et Mord kan standse Selvmordet?

BISPEN: Hr. Førsteminister! Jeg ved, at Deres Vilje er den bedste, jeg ved, Kongens Vilje er den bedste. Men Kærlighedsviljen maa gøre Holdt foran det femte Bud. Vi maa søge Fredens og Forstaaelsens Vej og ikke Blodets og Fortvivlelsens.

WILLI: Deres Mester talte selv om Kvinden, der fødte sit Barn med Smerte...

BISPEN: Ja, Lykken blev hendes gennem Lidelse, men vel at mærke ved selv at tage Lidelse paa sig, og ikke ved at lægge den paa andre.

WILLI: Og dog har De prædiket Søndag efter Søndag, at Gud frelste Verden ved at lade sin Søn lide.

BISPEN: Netop. Sin Søn. D. v. s. sig selv. Ikke Verden.

WILLI: Jeg troede, Hr. Biskop, De vidste, der var en større Lidelse end at dræbes.

BISPEN: Hvilken tænker De paa?

WILLI: At lade dræbe.

BISPEN: Den, der griber til Sværdet, skal omkomme ved Sværd. ^[24] Idealet naas ikke ved at betale Slag paa højre Kind med Slag paa venstre. ^[25] Jeg havde haabet paa Indsats af et stort, sandhedsbegejstret Sind, ikke en praktisk beregnende Menneskeforagters Kommandoord under Kanontorden og Bajonetstød.

WILLI: Jasaa! en Messias, der atter lod sig spigre til Kors og bragte Undergang over sit Folk.

BISPEN: Vore Veje skilles. Jeg undsiger Dem. Og trods mine 75 Aar er jeg ingen Olding. Men skal vi end mødes som Modstandere, det skal De vide: fra nu af beder jeg uafladeligt for vort Fædreland. Saa ske Guds Vilje. (Ud.)

BOHM (ind): Det gaar ikke, Hr. Førsteminister. Alle Institutioner staar os imod. Rigsdagen er for første Gang i sin Historie enig.

WILLI: Saa er der jo allerede vundet noget.

BOHM: Vi maa indlede Forhandling, om ikke med Sejselnoch, saa andetsteds. Borgerpartiet er villigt, ved jeg.

WILLI: Ingen Forhandling.

BOHM: Er det Deres ubøjelige Vilje?

WILLI: Ja.

BOHM: Saa gør det mig ondt at maatte sige Dem, jeg ikke længere kan have Ansvar i dette.

WILLI: Og det gør mig ondt at maatte høre det. Næst Olason er De mit Ministeriums bedste Kraft. Men der er ikke Tid til Beklagelser. Jeg modtager Deres Afskedsbegæring.

BOHM: Og De vil ikke Forhandling?

WILLI: Levvel, Hr. Højesteretsassessor.

BOHM: Ja, ja, saa er Ansvaret Deres. (Ud.)

WILLI: Hm, det fortæller De mig alle. Som om det var noget ganske nyt, at Landets Regering havde Ansvar.

STIFTSPROVST IPOCRI (ind): Højest ærede Første- og Udenrigsminister! Herren velsigne Deres Indgang og Deres — Deres Forbliven paa denne vanskelige Post. De ved, at jeg i min ikke ubetydelige Menighed aldrig er blevet træt af at fremhæve, hvordan Deres Forgængere, dette Kobbel af Gudsfornægtere, Hedninger, Fritænkere, Jøder ...

WILLI: Jeg maa bede Dem fatte Dem i yderste Korthed.

IPOCRI: Jo, jeg forstaar. Jeg og min Menighed takker Herren, at han endelig har set i Naade til dette vanrøgtede Land og udsendt en Mand til at standse Materialismen, Nivelleringen, ^[26] Ansvarsløsheden, alle de hæslige Farsoter, ^[27] der har hærget vort skønne Land. Jeg kommer til Dem for at sige Dem, at jeg i enhver Henseende staar til Deres Tjeneste saa vidt som kristelig Nidkærhed for Tro og Land kan fylde mit skrøbelige Ler med Styrke og Kraft.

WILLI: Hr. Stiftsprovst, De er en veltalende Mand.

IPOCRI: H-e — mnnh-e!

WILLI: ... og allerede af den Grund mistænkelig.

IPOCRI: Hvorledes?

WILLI: Dertil kommer, at De saa vel fra Prædikestol som fra konservative Blade har vist Dem som Agitator ^[28] i en Grad, der var den gængse Metode værdig. Mistænkeliggørelse og Perfidi...

IPOCRI: Jasaa.

WILLI: Deres Færd har ikke vidnet om Tilegnelse af Deres Mesters Aand. Er De ramt, har De slaaet igen. Er De ...

IPOCRI: Man kunde maaske indvende, at ogsaa Herren ved Tempelrensningen slog fra sig.

WILLI: Dette synes mig at være det eneste Træk ved Deres Mester, De har tilegnet Dem. De vil forstaa, at det ikke er med Mænd som Dem, jeg haaber at genopbygge mit Land.

IPOCRI: Jeg beklager, jeg har taget af den kostbare Tid. Jeg indser, den kunde være anvendt bedre af os begge. (Ud.)

EMIL KUHN (ind): Ham? Ham? Er du kommen saa langt ned, at du tager mod Hjælp af ham!?

WILLI: Jeg tager mod Hjælp af, hvem jeg vil.

EMIL: Willi, jeg maa tale med Kongen.

WILLI: Nej!

EMIL: Hvad er det, du vil forvandle Ulf til? Tyran i Stedet for Folkekonge. Og det er dig, Republikaneren!

WILLI: For mig er Modsætningen ikke Kongedømme og Republik. Den er Een og Massen.

EMIL: Hvad er det for Snak? Nogle maa da styre.

WILLI: Ikke nogle, men een.

EMIL: Hvem skal saa den ene være?

WILLI: Den, der duer til det.

EMIL: Ja Herregud, hvem er det?

WILLI: Det kan der ikke gives Regler for. Herhjemme er det for Øjeblikket mig.

EMIL: Det kan enhver jo sige om sig selv.

WILLI: Men ikke bevise det.

EMIL: Kan du det?

WILLI: Ja.

EMIL: Hvordan da?

WILLI: Ved, at I ikke kan styrte mig. Den duer til at styre, der ikke lader sig styrte. I de parlamentære Lande duer ingen til at regere; for der lader de sig alle styrte. Naar de har siddet en 3-4 Aar og skælvet for Kritik og Afstemninger, lader de sig pille ned. Det kalder man Regering, ja, endog Myndighed. — Derfor vil jeg Kongedømme. Er Kongen en stærk Mand, bien, lad ham styre selv. Er han svag, kan den, der duer til at styre, let faa ham i sin Magt og saa styre i hans Navn. Langt vanskeligere er det og langt tarveligere Midler skal bruges til at indynde sig hos en Masse end hos den enkelte Mand.

EMIL: Willi, hvordan er du blevet saadan? Vi var dog Brødre engang.

WILLI: Tvillinger, ja, og dog saa forskellige, som Far og Mor var det.

EMIL: Og Fars Værk vil du nu sparke sønder. Aah, du tror ikke paa nogetsomhelst.

WILLI: Jeg tror paa Realiteterne, du paa Drømme og Digt. Du er lige som Far. Han drømte og digtede Landet en Grundlov paa. Illusionister, godtroende er I begge. Jeg ser, hvordan dit Partis fabelagtige Løgne gaar i dig som Sukkerbrød; du tror dem, du Nar. Far gik her ved Hoffet med Friheds- og Ligheds-Fraser ^[30] og vandblaa Øjne og blev Kongens og Folkets og — Kvindernes Ven. Hjemme sad Mor med os to i Vuggen — hun var for stolt til at græde, hun stirrede blot, til hendes Øjne blev staalgraa, som mine er det — dine er blaa!

EMIL: Willi!

WILLI: For Fars idealistiske Drømmeliv maatte Mor bøde med sit forkvaklede Liv, som Folket har maattet det med sit for hans idealistiske Drømmelov. Og som Mor ikke vilde miste Far, skønt hun følte, han var hendes Ulykke, og tog sin Død derover, vil Folket heller ikke miste hans Grundlov, sin "Frihed", skønt det faar sin Død gennem den. Thi farligst for en Stat er Illusioner; en Stat skal leve, Illusionerne er Gift.

EMIL: Og nu vil du misbruge det Navn, der staar først under Grundloven, det dyrest elskede Navn i Landet, Fars Navn, det vil du slænge ned i evig Skændsel.

WILLI: Jeg vil give Mor Oprejsning og bøde, hvad Far har forbrudt.

EMIL: Med Floskler overdøver du din Samvittighed. Du troede dog paa Menneskenes Godhed engang.

WILLI: Menneskene er hverken onde eller gode, men en Ting saa uhyggeligt midt derimellem, at kun en Djævel kan herske over dem.

EMIL: Og den Djævel vil du være?

WILLI: Den Rolle vil jeg ofre mig for Stykket at tage mig paa.

EMIL: Engang var du kristen, Willi.

WILLI: Er Kristendommen demokratisk?

EMIL: Kristus hørte ikke til i Kongesale. Det nye Testamente er en Lærebog i Demokrati.

WILLI: Aah ja. For saa vidt som Folkeafstemningens "Korsfæst ham" blev taget til Følge.

EMIL: Willi! jeg beder dig: skaf mig Kongen i Tale.

WILLI: Nej!

EMIL: Du er blevet saa haard som... og jeg ved vel, hvorfor.

WILLI: Nej.

EMIL: Jo. Lad os saa tale om det, vi aldrig har talt om. Havde du faaet hende, du tilbad — men hvor kunde hun for^[31] , at det var mig, hun holdt af? Ogsaa fra hende skal jeg hilse dig. Hun gav mig det Bud med, at for jer fjerne Ungdoms Skyld skal du skaffe mig Adgang til Kongen.

WILLI: Saa! nu maa du gaa.

EMIL: Til Fortvivlelse driver du mig. Jeg er dog din Bror, Willi; ved Fars og Mors Minde besværger jeg dig og ved min Hustrus Navn, hende, du elsker endnu ...

WILLI: Nej.

EMIL: Jeg kommer igen. Jeg bliver ved med at komme, til du aabner den Dør, jeg beder dig om. (Ud.)

WILLI (giver ilsomt nogle Ordrer i Telefonen og nogle Breve til en Tjener):

JUDITH: Willi!

WILLI: Du — De — De her, Fru — Kuhn.

JUDITH: Sig Judith og du som i gamle Dage. Ikke? (Rækker ham Haanden.)

WILLI (tager ikke imod den): Værsaagod. Tag Plads!

JUDITH: Hvor er din Stemme bleven — kort. Dit Ansigt lukket. Ja, jeg har vel ogsaa forandret mig i de 18 Aar.

WILLI: Nej!

JUDITH: Jeg har ogsaa været lykkelig. Kun haft een Sorg. Den, naar jeg tænkte paa dig.

WILLI: Du havde ingen Skyld i, at dit Hjerte vragede mig.

JUDITH: Men jeg har Skyld i, at jeg lød mit Hjerte. Jeg saa jo, du var langt betydeligere end Emil og derfor trængte langt dybere til mig.

WILLI: Det er overspændt Tale det der.

JUDITH: Jeg kender dig, Willi. Jeg ved, du er usvigeligt forvisset om, at hvad du nu gør, er rigtigt. Jeg ved ogsaa, hvordan Livet har frosset dig den Forvisning paa. Havde jeg handlet stort og rigtigt dengang, havde du aldrig mistet din Tro. Og vi var blevet lykkelige. Jo, vi var. Min grænseløse Beundring for dig havde Samværet omsmeltet til Kærlighed.

WILLI: Judith, du har ingen Ret til at komme i en Stund som denne og rive den besværligt anlagte Forbinding af mit Saar.

JUDITH: Nej, jeg har ingen Ret. Ingen anden end den, at jeg elsker. Elsker Folket, dit Folk og mit og Emils. Jeg kan ikke bære, at det skal være min Skyld, det nu kastes ud i Borgerkrig og blodig Forfærdelse. Willi, Willi, jeg beder dig: indled Forhandling.

WILLI: Nej.

JUDITH: Ved du, hvad det er i Dag? Det er netop Attenaarsdagen for, at vi skiltes. Husker du det?

WILLI: Jeg har altid haft let ved at huske Aarstal.

JUDITH: Kan du huske det sidste, du sagde til mig?

WILLI: Nej!

JUDITH: At nu vilde du leve bare for een Tings Skyld: om den Dag nogensinde kom, da jeg trængte til din Hjælp ...

WILLI: Nu husker jeg det.

JUDITH: Willi, Dagen er kommen.

WILLI: Og nu staar jeg ikke ved mit Ord.

JUDITH: Jeg kan ikke holde ud at leve, hvis jeg skal bære paa Skylden for alt det forfærdelige, jeg ser nærme sig nu. Aldrig havde jeg troet, jeg skulde oplevet saa ond en Stund.

WILLI: Øg ikke mine Lidelser, Judith, ved at sige, jeg kaster Lidelse over dig.

JUDITH: Aah, jeg er jo ligegyldig. Mit Liv er kun eet af de mange, der nu — — Willi, for min Skyld! vil du ikke? For min Skyld?

WILLI: Jeg kan ikke, Judith. Jeg kan ikke.

JUDITH: Saa maa jeg gaa. Aah, Gud tilgive mig, hvad du gør.

WILLI: Du maa ikke græde, Judith, jeg taaler det ikke.

JUDITH: Din Stemme bliver varm som i gamle Dage.

WILLI: Gaa saa. Jeg beder dig! gaa.

JUDITH: Willi, min ædle Ven. Emil er dernede med Sejselnoch. Du vil høre, hvad de har at sige dig? Ja, du vil. Sig, du vil. Jeg kender dig. Aah, Willi, Willi. Tak. (Ud.)

WILLI (hugger Knoerne haardt mod Bordet):

SEJSELNOCH (ind med Emil): Hr. Førsteminister! Jeg har nu alvorligt overvejet Sagerne baade med mig selv, Rigsdagen, Borgerpartiet og andre. Fjender udefra, Revolution indefra — men vort Fædreland maa frelses. Vi tilbyder Dem derfor ikke længere Forhandling, men Forlig.

EMIL: Hører du?

SEJSELNOCH: Kongen fortsætter som før. Et Blandingsministerium ^[32] overtager Regeringen.

WILLI: Og jeg?

SEJSELNOCH: De, Hr. Førsteminister, kan frit rejse, hvorhen De maatte ønske.

WILLI: Frit? Maaske endogsaa en Pension kan anvises mig?

SEJSELNOCH: Det vil nu mit Parti ihvert Fald ikke modsætte sig.

EMIL: Der hører du, hvordan de Mænds Sindelag er, du har miskendt.

WILLI: Jasaa. Jeg er næsten bevæget. — General Verge herind!

EMIL: Men i Guds Navn, hvad vil du nu?

SEJSELNOCH (hurtig): Maaske ogsaa vi kunde tænke os en anden Mulighed: at — at De fortsatte, og Ministeriet suppleredes med Repræsentanter fra de andre Partier.

WILLI (idet Verge kommer ind): Hr. General!

EMIL: Du maa svare.

SEJSELNOCH: Ja, hvis det er min Person, der staar i Vejen — for det lidende donske Folks Frelse er intet Offer for stort.

EMIL: Og om disse Mænds Idealisme tvivler du.

WILLI: Hr. General, alt er aftalt med Krigsministeren?

VERGE: Ja.

WILLI: Tropperne er rede til at rykke ud.

VERGE: Ja.

WILLI: Og De selv.

VERGE: Venter blot paa Hs. Majestæts Befaling.

WILLI: Vel! Saa befaler Hs. Majestæt, at De efter Planen gaar mod Övres. Udrykning KL.?

VERGE: Kl. 2,40.

WILLI: Vel.

EMIL: Nej — aah nej. Jeg forbyder det. I Folkets Navn forbyder jeg det.

WILLI: De har forstaaet, Hr. General.

VERGE: Javel.

WILLI: Saa være Gud med Dem! (Verge ud).

EMIL: Forhindr det! Vil du ikke! vil du ikke?

WILLI: Styr dig!

EMIL: Du Meneder^[33] , du Brodermorder, du Faderskænder, saa bryder jeg da Blodets Baand og forbander dig med en Forbandelse, der skal æde dig som en Kræft, til Broder ligger for Broders Fod og trygler om Tilgivelse. Forbandet være du af døde og levende, forbandet af din Far, hvis Navn du besudler, af dit Folk, du kaster i Ulykke og Skændsel, forbandet ved din Broders Mund til Samvittighedskval og Ensomhed og Pine ud over Døden. (Styrter ud).

WILLI (til Sejselnoch, der staar bleg): Ser De, saadan, Hr. Sejselnoch, er det at styre et Land.

III

( Krisen.)

( 10 Timer senere.)

( Kongen og Ministeriet undtagen Førsteministeren.)

KONGEN: Det er rigtig uhyggeligt altsammen.

FALERENNE: Blot han dog ikke er myrdet!

OLASON: Giv Tid! Førsteministeren kommer nok.

DR. KHURA: Jamen hvornaar? Det er det, der er Sagen. Vente paa ham i al Evighed kan vi ikke med alle de Sager, der ligger til Afgørelse.

KONGEN: Hvor er det uhyggeligt at kigge ned paa Slotspladsen, se disse mange Mennesker Hoved ved Hoved. Saadan har de staaet hele Eftermiddagen og ikke en Lyd. Denne Stilhed den minder om Lig.

OLASON: Giv Tid! Hylet kommer nok. Det er Sejselnochs sidste Trumf. Revolutionen er han dødsensangst for. Den kan skylle ham over Ende. Saalænge han er paa fri Fod, deler han sin Tid med at true med Revolution, naar han er hos os, og besværge den, naar han er hos sine egne.

KONGEN: Jeg har altid troet, at naar man havde sin Samvittighed i Orden, saa kunde man aande frit. Hvorfor gaar jeg saa med det Klem over Mellemgulvet? Kuhn er nu heller ikke den Mand, der lukker sin Mund op. Han kunde godt have udsendt et Par Communiqueer, ^[34] saa de brave Folk var fri for at staa dernede og fryse. Det er ikke helt fair mod Folket. (Pause.) Jeg er vant til, de nikker og vifter. Dette her — uha!

EN TJENER: Medlem af Kammeret Sejselnoch begærer indstændigt Deres Majestæt i Tale.

KONGEN: Saa? — Var Førsteministeren her dog.

TJENEREN: Det er ikke om Politik, siger han, men om Deres Majestæts Person.

KONGEN: Naa — nej — jo — naa. Lad ham komme. De, mine Ministre bliver her jo.

OLASON: Ja, vi bliver her.

SEJSELNOCH (ind): Det er nødvendigt uopholdeligt at indlede Forhandling med — —

KONGEN: Man sagde mig, det var om min Person, De vilde tale.

SEJSELNOCH: Vil Deres Majestæt ikke forhandle, kan jeg ikke i Længden svare for, hvad der vil ske Deres Majestæt.

KONGEN: Mig?

SEJSELNOCH: De ser selv, Slotspladsen vrimler.

KONGEN: Af Folk, der staar meget pænt.

SEJSELNOCH: Fordi jeg har paalagt dem det. Men vil Deres Majestæt ikke bøje sig...

KONGEN: Truer De mig?

SEJSELNOCH: Tiderne er til Alvor. Ja, vi truer. Og truer vi er det ikke Fusk. Da truer vi intet mindre end Livet.

FALERENNE: Er det en Tone mod Landets Drot?

KONGEN: Saa det gør De. De truer. Hvad er Livet for mig i Sammenligning med mit Folks Lykke? Den kan De true mig med, jeg sætter over Styr, saa begynder jeg at blive bange. Saa De troede, jeg vilde slaa om, naar jeg hørte, jeg selv kunde komme i Klemme. Kan De se, De kommer ud!

SEJSELNOCH: Vogt Dem!

OLASON: Tænk over, hvad De gør.

KONGEN: Jo, jeg skal tænke —! Ud! er der ikke en Lakaj, der kan fjerne ham!

SEJSELNOCH: Forraader De Folket, skal jeg sørge for Dynastiets ^[36] Dødsdom, min Herre.

KONGEN: Væk med ham! væk siger jeg. (Sejselnoch ud). Saadan en Hund, ja, det kaldte jeg ham. Jeg siger, saadan en Hund. Tror han nogen for hans Skyld vil lægge Kongen et Straa i Vejen. Her staar mit Folk, der saamænd ikke er blevet alt for hensynsfuldt behandlet, og venter og tier og — Hvad er det? (Raab udefra: Ned med Kongen!)

OLASON: Man kan høre, han er naaet ned.

KHURA: Nu spiller han Trumfen ud.

KONGEN: Jamen — de maa have misforstaaet — — jeg vil tale til dem.

FALERENNE: Nej, for Himlens Skyld, Herre Konge.

OLASON: Det kan der ikke være Tale om, Majestæt.

KONGEN: Jeg vil tale til dem, siger jeg. Jeg skylder mit Folk, at det ved Besked.

FALERENNE: Hvad griber vi dog til?

WILLI (ind): Godaften.

ALLE: Aah Gudskelov.

WILLI: Jeg blev opholdt ude. Nyhederne fra Hæren er ikke de bedste. Verge har dristet sig for langt frem.

FALERENNE: Hans Majestæt ønsker at tale til Folket. Vi har ment at maatte fraraade ...

WILLI: Ja, Deres Majestæt gør bedst i ikke at vise Dem i Aften. Krigsminister Khura, maa jeg tale med Dem. Vil De følge mig over i den anden Fløj. Ingen kan faa Adgang til Kongen, og Deres Majestæt maa holde Dem fra Vinduerne (ud).

KONGEN: Hvor er dette sørgeligt. — Stormer de Slottet nu?

FALERENNE: Jeg dækker Jer med mit Legeme, Herre Konge. (En Skikkelse har vist sig klatrende i Espalieret.)

KONGEN (skyder Falerenne til Side): Hvem er De? hvad er det for en Maade? Emil? dig?

EMIL: Ja, det er mig. Jeg fandt ud af, at Espalieret maatte kunne bære mig.

KONGEN: Emil! at du staar hos mig nu! Jeg synes, jeg er glad ved det. Sig mig et Trøstens Ord i denne Jammer.

EMIL: Du har lukket din Dør for dit Folk. Jeg, du saa tit har kaldt din bedste Ven, har hamret forgæves paa din stængede ^[37] Jernport, ude af Stand til at standse Lavinen, der ruller frem mod vort elskede Land.

KONGEN: Min Samvittighed er ren.

EMIL: Hvad vil du med Trøsteord, naar din Samvittighed er ren?

KONGEN: Jeg har taget min Beslutning. Og Sejselnoch — den Hund — kom her og truede mig paa Livet.

EMIL: Ved du, hvad den Mand, du nu smæder og før fornærmede saa groft, ved du, hvad han gør nu? staar dernede midt i Forbitrelsens sydende Hav og tager dig i Forsvar og prøver at gyde Olie paa Sindenes oprørte Bølger.

KONGEN: Gør han det! Tænk! her før var han unfair imod mig.

EMIL: Han var ført af Fortvivlelsen, han brugte et galt Vaaben. Hvad griber en Mand ikke til, naar hans kæreste staar paa Spil? Hellere burde du have forstaaet den Mands Sjælekamp end følt dig krænket i din trygge Forfængelighed.