Willi Kuhn i Donland

Første Fase.

( En stor Sal i Kongeslottet i Donlands Hovedstad. Til Stede er Højesteretsassessor Bohm, Biskop Senil, Direktør Uwin, Dr.phil. Khura, Forfatteren Senebleu, Medlem af Andetkammer Rusan, Overretssagfører Nepe, Godsejer Fertru, Garvermester Gislo, Professor Laroc og flere andre betydelige Mænd, gennemgaaende upolitiske. Desuden Kongens Kabinetssekretær^[3] og Kongen selv, der just staar for Enden af Bordet og holder Tale.)

Kong Ulf den Sejstende: – – – – samt de urolige Tiders Mørke. De ved, og De vil tro mig, naar jeg siger det, at jeg er ikke – ikke besjælet af nogen Ærgerrighed eller Herskersyge. Det har alle Dage været min Stolthed at bygge videre paa den – den – den herlige Borg, som min ædle, frisindede Bedstefader lagde Grunden til, da han frivilligt og med Glæde fraskrev sig Enevoldsmagten og gav Folket den frie Grundlov^[4] , dette – dette Værk, som ogsaa var min Fars Stolthed og altsaa som sagt ogsaa altid har været min. Fortrøstningsfuld har jeg set Frihedens Frugter, set – set Landet blomstre og Folket udvikle sig, Oplysningen stige, Arbejdernes Kaar bedres, Omsorgen for de gamle skærpes – ja, jeg nævner paa Slump en Del af de Ting, der er de første og skønneste Frugter af den demokratiske –hvad skal jeg sige – det demokratiske Liv, der er – er – er – er blusset op og har blomstret i min Bedstefars, min Fars og min Regering. Jeg føler mig lykkelig ved at være fri for – for Kryberi og Hykleri her ved Hove^[5] , ved at se Armod og Sløvhed vige for Velstand og – og Interesse for aandelige Spørgsmaal, sociale og litterære og religiøse, ogsaa for Menigmand. Jeg finder det rimeligt og kun rimeligt, at Statens Borgere, der jo dog er voxne Mennesker, selv bestemmer, hvordan de ønsker deres – deres – deres Penge anvendt og deres – deres Interesser dirigeret, deres Stat styret. Med Glæde har jeg i min tyveaarige Regeringstid set de sidste Rester af taabelige Fordomme forsvinde, uberettigede Forretter, opnaaet ved Fødsel og – og – og Nepotisme^[6] og den Slags Ting, set det afskaffes, det intetsigende Rang-, Orden- og Titelvæsen ophæves, set Lighed for Loven og i alle andre Forhold rykke frem – kort sagt, set mit Lands gennemgribende og absolutte Demokratisering, saa vi i den Henseende har over – overfløjet enhver anden europæisk Stat. Og jeg – ja, jeg tog det som et Led i denne Demokratisering, da ved Kammervalgene for 3 Aar siden Social-Demokraterne^[7] opnaaede Flertal i begge Ting. Jeg modtog det socialdemokratiske Ministerium med et alvorligt ment Velkommen og ventede mig det bedste Samarbejde. Mine Herrer, jeg er blevet skuffet. Jeg er intet særlig begavet Menneske, har ingen særlig dybtgaaende Statsmandskløgt – men – jeg kan dog ikke – er dog ikke enfoldig nok til at tro, at det kan vedblive at gaa paa denne Maade. Jeg hører trods min Stilling ingenlunde til dem, der mener, at – at en Konge er uundværlig for et Folk – – der kan siges meget til Forsvar for Republikken, ogsaa meget til Forsvar for Kongedømmet – det skal jeg nu ikke komme ind paa. Men jeg tror, at Kongedømmet er saa godt som uundværligt for dette Folk, og – og – og denne Tro, denne Overbevisning vil jeg beholde, til nogen faar mig overbevist om det modsatte – – – ja, jeg mener – – undskyld, jeg udtrykker mig lidt taabeligt, men har heller ikke lært min Tale udenad, da jeg helst ville tale med Dem, mine Herrer, ikke af Papiret, men af Hjertet. Men, altsaa, saa længe jeg har denne Tro, vil jeg værge om min Krone for at overgive den til min Søn helst saa – saa – saa køn, saa uplettet, saa donsk, som jeg fik den af min Far. I over 1000 Aar har dette Land været Kongerige, og min Slægt har i disse 10 Sekler^[9] hersket over det. Mine Herrer, jeg vil ikke lyve, vi har ikke alle hersket lige godt – somme vel endog slet – men Folket selv har jo heller ikke altid været lige godt – og det staar dog fast, at jeg og mine Forfædre til det halvtredsindstyvende Led vi har dog lidt med dette Folk og glædet os med det, vi har haft Sorg og Fryd tilfælles, Skam og Oprejsning, Nederlag og Sejr, vi har ofret vort Blod for hinanden, Folket for den ærgerrige Konge, den pligttro Konge for Folket, vi har – vi har – vi har – ja, forlad mig, at min Røst skælver, det er – er ikke indstuderet, for – for jeg elsker mit Folk. Og naar jeg staar i min Uniform og nikker til dem, naar de hylder mig, ser deres Hænder vifte og deres Øjne dugges, fordi jeg jo i min person ligesom gemmer – rummer deres Historie – nej, vor, vor Historie gennem Tiderne, vore Haab og Skuffelser, vor Tro og vore Lidelser, i min Person ligesom knytter Sekel til Sekel, Parti til Parti, Mand til Mand, Doner til Doner, jeg, Enhedsmærket, mit Folk, ligesom de siger: vor Konge, ah, da kunde jeg lægge mig ned og græde af Taknemmelighed og Ærbødighed, kunde gaa ned og kysse hver enkelt af dem og sige: "Aah, jeg elsker dig, du, for du er jo lige saa donsk som jeg. " – Og saa – saa – saa synes jeg ogsaa, det er bedre med en Konge end med en Præsident – Præsidenten er en Mand, der har naaet – naaet sin Stilling hyppigst ved Intriger og Aftaler og Løfter, hvoraf han saa føler sig, maa føle sig bundet og stækket, hvis han da ikke bryder dem og saadan bliver en uærlig Mand, han er en, paa hvem Døgnlivets Smuds altid til en viss Grad maa klæbe, og som aldrig naar frem, uden at han først er – er – er tilsølet af Modstanderes Løgn og Mistænkeliggørelse – der bliver altid mange, i hvis Øjne han aldrig kan staa som en hæderlig Mand – og han kan jo heller aldrig repræsentere Folket, kun en Klike af det, de Partier, der har valgt ham, Resten af Folket maa han jo sidde som en Torn i Øjet – – naa, men Klokken gaar, jeg maa begrænse mig – – ser De, mine Herrer, det var det, jeg slap fra, dette Ministerium har skuffet mig. Først synes jeg, den sociale Uro er tiltaget, siden det kom til Magten, Strejkerne er bleven hyppigere, og Aviserne løber over af Ondskab og Sværteri, ja, sommetider synes jeg, det er blevet en ren Karikatur af den Frihed og det Broderskab, Bedstefar, Far og jeg drømte om. Men dernæst er der ogsaa Forholdet til Udlandet, hvor jeg frygter, mit Ministerium ikke har helt rent Mel i Posen – i Rubesien er Social-demokratiet jo endnu kun Oppositionsparti, og jeg tror, man pønser paa Intriger der. Og endelig har jeg – har jeg som Regel Indtryk af, at – at mine Ministres Opførsel til en viss Grad er – er – er beregnet paa fordægtigt at chikanere mig. – Ja, dette blev jo nu mere en – en – et hvad skal jeg sige – et lyrisk eller – eller personlig farvet Foredrag i Stedet for en saglig Fremstilling af de foreliggende vanskelige Forhold. Den vil min Kabinetssekretær, Hr. Willi Khun give Dem, naar jeg nu om et Øjeblik sidder i Statsraadsmødet. Men det, jeg vilde spørge Dem om, mine Herrer, Dem, som jeg har indbudt her i Aften, det er, om hvorvidt, hvis jeg ser rigtigt i alt dette, at Fremtiden bærer i sit nærmeste Skød – hm! at den nærmeste Fremtid bærer i sit Skød en Kamp mellem Donlands Social-demokrati og Donland Kongehus^[12] , om jeg da i denne Kamp tør regne med Deres Bistand, saa langt som Deres Samvittighed tillader Dem, og, hvis denne Grænse overskrides, jeg da tør bede Dem at meddele mig Deres Synspunkt strax for, at fuld Aabenhed og Forstaaelse kan raade imellem Dem og mig. Jeg har derfor indbudt nogle af mit Lands mest betroede og hæderlige Mænd uden for Politik for at vise, at det er en personlig Kamp – at – at det er ikke en politisk Kamp, jeg venter. – Ja, saa har jeg talt. Jeg tror, vi forstaar hinanden, og jeg beder hver enkelt af Dem svare og svare ærligt strax. Er der nogen her til Stede, der tror at maatte skille sig fra allerede nu, saa sig det frit; selvfølgelig er vi Venner og har lige stor Agtelse for hinanden for det. (Kongen sætter sig. Pause.)

Biskop Senil: I 35 Aar har jeg tjent mit Land og dets Kongehus som Biskop. Aldrig har min Samvittighed bebrejdet mig noget af den Grund. Saa længe Kronens Bærer har den Kærlighedsvilje og Sandhedstragten, som jeg ved fylder Deres Majestæts Hjerte, svigter jeg ikke den donske Trone.

Direktør Uwin: Min Stilling er ogsaa givet. De nuværende Forhold betyder Industriens Død. Industriens Død er Landets Ruin. Men hvad kan Deres Majestæt gøre for at ændre det? Jeg ser ingen Udvej.

Dr.phil. Khura: Saa maa vi se at finde den. Og med det Formaal staar vi urokkeligt om Deres Majestæt.

Medlem af Andetkammer Rusan: Inden for Kamrene er der ikke mange kongetro Folk. Men jeg hører ikke til blandt dem.

Professor Laroc: Des flere er vi paa Læreanstalterne.

Garvermester Gislo: Den store Borgerstand ønsker heller ikke Landets Undergang.

Godsejer Fertru: Og Landbobefolkningen reagerer endnu mod Storbyernes Gift.

Højesteretsassessor Bohm: Ja, Donland maa frelses.

Forfatteren Senebleu: Om Kongen for Fædrelandet!

Alle (springer op): Ja! Ja!

Kongen: Tak! Tak, Venner! Tak! Vi vil samtale efter Statsraadet. Men lad mig igen sige: jeg betragter ikke dette som – som – som – jeg mener: jeg vil aldrig føre Kampen med andre Vaaben end dem, min Samvittighed giver mig i Hænde, aldrig. Men skulde nogen – Samvittigheden taler jo forskelligt til hver enkelt – føle sig usikker, saa melde han sig strax fra! Ingen maa gaa paa Akkord med Uret hverken til højre eller til venstre. Hensigten helliger ikke Midlet. Tak! Og igen: Tak! Gud give os alle Vilje og Lykke til at finde hans Veje til vort Lands Gavn! – Maa jeg saa bede Dem – jeg kommer strax, naar Statsraadet er omme – min Kabinetssekretær vil underholde Dem saa længe. Hr. Khun! vil De vise mine Gæster Vej! Og maa jeg saa trykke hver enkelts Haand! Tak! Tak! (En efter en trykker de Kongens Haand, idet de gaar ud til Siden, ført af Willi Khun. Sidst gaar)

Højesteretsassessor Bohm: Hvordan befinder Hendes Majestæt sig, Deres Majestæt?

Kongen: Tak, Hr. Højesteretsassessor, mange Tak! Lidt bedre; min Kone ligger paa Landslottet. Jeg vilde ringet^[13] derind i Aften, men Telefonstrejken –! Nu har jeg sendt en Lakaj. Hvordan staar det til i Deres Hjem?

Bohm: Tak, min Hustru har endnu ikke forvundet Tabet af vor Datter.

Kongen: Ja, de mistede jo – – – Var det ikke – – –

Bohm: Jo, den ulyksalige Apotekerstrejke. Havde vi faaet Medicinen i Tide, var det næppe gaaet saa galt.

Kongen: Ak ja! Ja, det er utaalelige Forhold. Vil De hilse, Hr. Højesteretsassessor, vil De hilse. (Bohm bukker og gaar)( Pause.)

Kongen (til en Lakaj): Hvoraf kommer det, her er saa skummelt i Aften?

Lakajen: Elektricitetslockouten^[15] , Deres Majestæt.

Kongen: Ja, det ved jeg nok. Men kan vi da ikke faa nogle flere Lamper?

Lakajen: Transportvanskelighederne for Øjeblikket. Vi har ikke kunnet skaffe Petroleum.

Kongen: Hm! Hm! (Sætter sig og venter). (Omsider kommer Ministeriets 18 Medlemmer: 11 Ministre og 7 Ministricer. "Vi nævner": Førsteminister Drump, Undervisningsminister Sejselnoch, Udenrigsministrice Malfan, Landbrugsminister Sleby, Handelsminister Oljean, Industriministrice Saasy, Arbejdsministrice Vit, Trafikminister Pro.)

Kongen: Lidt sent som sædvanligt. Klokken er 20 Minutter over 8.

Førsteminister Drump: Et Partimøde, Deres Majestæt, tog længere Tid end beregnet.

Kongen: Godt! Hvilke Love er der i Aften?

Landbrugsminister Sleby: Jeg har æh et lille æh en lille æh om æh Beskæring af æh Vejtræer, der æh lider af æh Kræft æh.

Kongen: Naa, det! Ja, lad mig skrive. (Skriver under) Og hvad foreligger der om Forholdene i Rubesien?

Udenrigsministrice Malfan: Angaaende den politiske Situation i det interimistiske^[17] Monarki, der tangerer vore Domæner, en Pêle-mêle^[18] , der visstnok i dette Moment uhyperbolsk^[19] kan karakteriseres som en oprodet Myretue, er det saa godt som impossibelt^[20] for en Person, der exclusivt er henvist til som teichoskopisk^[21] interesseret at modtage Begreber og Indtryk ikke engang ved Selvsyn, men kun gennem Anden- og Trediehaandsmeddelelser i utydelige Telefonsamtaler og uklare Telegrammer, der oven i Købet arriverer ikke fra selve Begivenhedernes kosmopolitiske^[22] og tumultuariske Centrum, men fra de rusticaneste^[23] Utopier^[24] i Verden, at kræve en saa mirakuløs Evolution^[25] af eclatant^[26] Hypermetropi^[27] , at Ens oculariske^[28] Kvalifikationer skulde have naaet en Kulminationspunkt, hvorfra Resultatet af saa intermiscerede^[29] Conflictationer^[30] kunde fastholdes som Objekt for Kontemplation^[31] . Dog maa jeg admittere^[32] , at der allerede nu evident^[33] existerer et Faktum, hvis Omdisputerebilitet^[34] decideret^[35] maa negeres^[36] , det nemlig, at den suspecte^[37] Suveræn^[38] ubetvivleligt maa relegeres^[39] fra Metropolitanen^[40] i Løbet af infinitesimalt^[41] deminutiv^[42] Tid, og at de social-demokratiske Elementer da vil disponere over, eventuelt occidere^[43] den endnu fungerende, men problematisk fungerende Regering.

Kongen: Hm! Og herhjemme? Nogen nye Strejker?

Industriminister Saasy: Arbejdet i Minerne ligger nu fuldstændig stille.

Trafikminister Pro: Og Transportvanskelighederne er forværrede i overordentlig Grad.

Undervisningsminister Sejselnoch: Deres Majestæt! Fra Gyder og Baggaarde stiger Arbejdernes Raab om Brød for deres forpinte Kvinder, deres umyndige Børn.

Arbejdsløshedsministrice Vit: Ja, ja, de skriger, de fortvivlede. Snart har vi atter de Tider, da vi snubler over udhungrede Lig af Skeletter paa Gaderne, og Kvinderne griber deres Brødknive og skærer Kød og Blod ud af deres hængende Bryster og slænger det for Hundene i Sultens Vanvid, og da – ve over de store!

Kongen: Ja, det er sørgeligt at høre, at vi – vi – vi ikke er kommen længere efter at have haft socialistisk Ministerium i 3 Aar. Det eneste, vi har opnaaet, er, synes jeg sommetider, at jeg faar tiere at vide, at mit Folk sulter. Hvad skal jeg da gøre? De ved, jeg har den ærligste Vilje til at hjælpe. Men hvad skal jeg gøre? Sig mig det.

Sejselnoch: Viljen er ikke nok, Deres Majestæt. Den gode Vilje kan ikke mætte de sultende Kvinder, klæde de frysende Børn. Der maa mere til?

Kongen: Og hvad er det mere?

Drump: Der maa store, personlige Ofre til, store, personlige Ofre fra – fra os alle.

Kongen: Og hvad har saa De tænkt at ofre, Hr. Førsteminister?

Drump: Hvadbehager? Naa, jeg – ja! Jeg har – – –

Sejselnoch: Vi er alle rede til at ofre vort Liv, om det skal være, vort Liv for dem, der bygge i Mørke og i Hunger, vi er rede til at udgyde vort Blod, om det kræves, for Arbejdernes hellige Ret. Det er paa høje Tid, at Agraren^[44] , Grosseren^[45] og Prælaten^{[46] [47]} til Bunds faar Forstaaelsen af, hvem de skylder den Føde, de æder, de Klæder, de bærer, det Liv, de bryster sig i.

Arbejdsministrice Vit: Ja! Ja! Ja!

Kongen: Hr. Undervisningsminister! Jeg maa gøre noget, jeg aldrig før har gjort – af den Grund, at De aldrig før over for mig har ført et saadant Sprog: jeg maa give Dem en – en – en Tilrettevisning; saadan kan De ikke tale til Landets Konge; det er ikke – – – ikke – – fair. De glemmer, at jeg er ikke blot Arbejdernes, men ogsaa Agrarens, Grossererens og Prælatens Konge. Jeg vil gerne gøre alt for at – at – at – at bøde paa Arbejdernes Kaar; men min Samvittighed forbyder mig at høre paa Agitations-^[48] og Vælgermødesprog.

Arbejdsministrice Vit: P!

( Pause.)

Landbrugsminister Sleby: Deres Majestæt æh skal ikke æh tage det æh saa æh alvorligt. Saadan siger æh han til æh uden at han æh – –

Drump: En Forilelse, Deres Majestæt! Min Kollega har været stærkt optaget af Forholdene i vort Naboland, af Udviklingen der – er meget optaget – han ser deri den endelige Frigørelse af den arbejdende Befolkning.

Kongen: Jeg er ikke klar over, hvad der menes med det Udtryk.

Sejselnoch: Der er heller ikke Tale om nogen Forilelse – og hvad Deres Majestæt kaldte for Vælgermødesprog, kaldte De ikke saa med Ret. Min alvorlige Mening og Sandheden sagde jeg – og den vil jeg have Lov at sige, hvad enten jeg staar over for det donske Folk paa det, Deres Majestæt kalder et "Vælgermøde" eller i Kongesale.

Arbejdsministrice Vit: Ja! Ja! Ogsaa i Kongesale, saa længe de staar.

Kongen: Ja, nu nok om det. – Men jeg forstaar ikke rigtigt, hvad der menes med Udtrykket "Arbejdernes endelige Frigørelse"? Er de da ikke frigjort? Er de da ikke i enhver Henseende stillet lige med de – de – de øvrige Arbejdsklasser. Har de ikke ens Adgang til Domstolene, fri Skolegang, lige Stemmeret – jeg ved ikke, hvad det hedder altsammen. Hvad menes der saa med den endelige Frigørelse?

Sleby: Ja, derved tænker æh vi Socialister æh nærmest paa, æh at æh Arbejderne skal æh regere altid.

Sejselnoch: Dermed mener vi, at den sidste Rest af Fortidens Tyranni og Naragtighed skal styrtes – og herpaa ser jeg da et lykkeligt Varsel i, at Rubesiens Konge – at Revolutionen vil begynde med Rubesiens Konges Flugt.

Kongen: Paa hvad ser De et Varsel deri?

Sejselnoch: Paa Sejren.

Kongen: Hvis?

Sejselnoch: Folkets.

Kongen: Er Kongens Nederlag da Folkets Sejr?

Sejselnoch: Ja, i Rubesien, Deres Majestæt.

Kongen: Naa, men herhjemme?

Sejselnoch: Her – ja – lad det siges da: her er denne Modsætning jo endnu ikke gældende.

Kongen: Endnu ikke! Saa bliver den det altsaa en Dag?

Sejselnoch: Det sagde jeg ikke, Deres Majestæt.

Kongen: Men tænkte det?

Sejselnoch: Det er farligt at slutte, at En tænker det, han ikke siger.

Vit: Farligt! Ja! Ja! Grusomt farligt!

Kongen: Men om den Modsætning nu en Dag kom, paa hvilken Side stod De saa, Undervisningsminister Sejselnoch?

Sejselnoch: Paa mit Partis.

Kongen: Men hvor stod Deres Parti?

Sejselnoch: Spørg Førsteministeren!

Kongen (vender sig mod Drump):

Drump: Ja, vi stod, vi stod – ja, vi stod jo – stod jo, hvor – hvor vi altid har staaet.

Kongen: Og hvor er det?

Drump: Paa Friheds, Ligheds og Broderskabs Grund^[50] .

Vit: Ja, ja! Urokkeligt! Frihed, Lighed og Broderskab! Det skønne Broderskab!

Kongen: Mine Ministre og Minestricer! Ærlighed og Aabenhed er Egenskaber, jeg sætter Pris paa over alt. Vil De svare mig ærligt: jeg har i lang Tid anet en – en – ja, hvad skal jeg sige – en – ligesom en Række – en Slags – et System af snedigt – snedigt hemmelige Forsøg paa at gøre mig ked af min Gerning. Nu spørger jeg: ønsker De, at jeg skal gaa? Chikanerer De mig for at slippe for at afsætte mig og dermed overtage Ansvaret for dette? Er Formaalet at faa mig til frivilligt at takke af?

Sleby: Ja, jeg æh for mit æh Vedkommende æh er smænd særdeles tilfreds æh med Deres M – – –

Sejselnoch: De blev jo ikke spurgt privat, Landbrugsminister!

Kongen: Jeg havde ikke ventet saa megen Ærlighed af Dem, mine Ministre og Ministricer, at De vilde tie til mit Spørgsmaal. Jeg beder Dem derfor tilgive mig, at jeg – jeg har gjort Dem Uret. Men dernæst maa jeg bedrøve Dem med mit Svar. Den Vej, De følger, er ikke den – den rette til at faa mig til at gaa: De skal aldrig ved Chikanerier gøre mig træt af at værne om den Krone, jeg har modtaget fra mine Forfædre og elsker som min egen Sjæl. Aldrig. Og dermed kan Mødet hæves. – Med – med mindre De har mere at fremlægge mig?

Drump: Ja, Deres Majestæt, som Ordensminister maa jeg stille en Forespørgsel til Deres Majestæt. Hvorledes kan General Verge samle store Troppemængder her i Byen uden Ordensministerens Billigelse?

Kongen: I Følge Grundlovens jeg tror, det er § 21^[52] , kan den øverste General i Fredstid dirigere Tropper, hvorhen han maatte ønske det i Riget, for kortere Tid, naar han har den øverste Krigsherres Samtykke, og Formaalet er fredeligt. Mit Samtykke har han, og Formaalet er en Militæropvisning for den Japanske Prins.

Sejselnoch: Deres Majestæt! Der spilles Intriger her ved Hoffet.

Vit: Ja, det gør der! det gør der! Det er det forfærdelige! Aah Gud!

Kongen: Intriger! Ved Hoffet! Vil De dermed antyde Muligheden af, at jeg skulde tænke paa Intriger her mod Folket?

Sejselnoch: Nej, ikke De, men Deres Majestæt. Ja, for det er Ulykken ved Kongedømmet, at Kongen er ikke Konge. De er ikke Konge; men Konge er De og Hendes Majestæt og Kabinetssekretæren og Konfessionariussen^[53] og alle de andre synlige og usynlige, der hører til et Hof, Mennesker, hvis Raad ikke kan undgaa stundom at naa Deres Majestæts Øren og – – –

Kongen: Er – er – er – er Præsidenten Eneboer – da?

Sejselnoch: Jeg anser mig ikke for bemyndiget til at diskutere "Monarki eller Republik" med Deres Majestæt. Men eet ved jeg mig bemyndiget til, og det er at tale det dagligdagse og fjernt fra Hoffet værende, det slidende og lidende Folks Sag. Og dér skyr jeg ingen Anstrengelse, intet Middel for at øge dets Lykke.

Vit: Nej, det gør vi ikke. Det gør vi ikke.

Kongen: Gør jeg da? Hvor mange Gange har jeg sagt Dem, at jeg er rede til at bringe et hvilket som helst Offer – var det end min Krone – om jeg kunne gavne mit Folk derved? Men fordi De kommer og siger, at det var Dem belejligt, at jeg gik –

Sejselnoch: Vi taler paa Folkets Vegne. Vi er det donske Folks kaarne Mænd.

Vit: Det er vi. Vi er det donske Folks kaarne Mænd – Mænd.

Kongen: En Del af Folket, ja, som De maaske tager, tager Dem større Rettighed over, end det selv nogensinde har tiltænkt Dem.

Sejselnoch: Vover Deres Majestæt dermed at insinuere, at vi vildleder Folket?

Kongen: Jeg skal ikke dømme. Det maa De spørge Deres Samvittighed om.

Sejselnoch: Vor Samvittighed over for Folket er ren. Men Deres Majestæts – –

Kongen: Hvad vover De?

Sejselnoch: Hvad skal de Tropper her i Byen? Hvad skal de? Vi kræver Svar!

Alle (springer op): Ja, ja, vi kræver Svar!

Sleby: – æh Svar!

Vit: Død over Udflugterne! Død! Død! Død!

Kongen (hvid af Vrede): Den japanske – – betvivler De – – – vil De sige, jeg lyver?

Sleby: Ja, æh den med æh Japaneren æh – – –

Sejselnoch: Vi kræver Soldaterne hjemsendt i Morgen den Dag.

Vit: Allerede i Aften! Allerede! Blodet skinner rødt over Agrene.

Kongen: I Morgen! Og i Overmorgen skal Paraden holdes.

Sejselnoch: I Morgen den Dag skal de hjemsendes. Det kræver vi, og vi viger ikke.

De andre: Nej, nej, vi viger ikke.

Sleby: – æh ikke.

Kongen: Hjemsende Tropperne – for Næsen af Prinsen!

Sejselnoch: Vi kræver det.

Kongen: Skulde jeg – –

Sejselnoch: Siger Deres Majestæt Nej, rejser vi Kravet i Pressen i Morgen.

Kongen: Er dette en – en Sammensv– – ?

Sejselnoch: Og er Kravet først rejst i Pressen, saa har vi Konflikten, Modsætningen mellem Konge og Folk.

Kongen: Og det maa jeg taale – –

Sejselnoch: Ja eller Nej!

Kongen: Vent blot et Øjeblik!

Sejselnoch: Deres Majestæt forlader ikke denne Stue, før vi har faaet et klart og utvetydigt Svar. Bliver Tropperne hjemsendt: Ja eller Nej?

Kongen: De skal faa Svaret strax.

Sejselnoch: Nu! Ja eller Nej?

Kongen: Vover De at røre ved mig? Til Side. (Alle viger uvilkaarligt, undtagen)

Sejselnoch: Deres Majestæt faar ikke Lov at forlade – – (griber fat i Kongen)

Kongen (river sig løs): Slip eller ved den levende Gud – (ud).

Drump: At tænke sig, han vover at trodse os!

Sleby: Æh, hvad mon der nu æh – –

Handelsminister Oljean: Gik De ikke for vidt, Sejselnoch?

Sejselnoch: Kun saa vidt som jeg maatte gaa for at forklare ham, at han skal gaa.

Drump: Jeg ved sandelig ikke, hvad vi nu skal foretage os.

Malfan: I dette veritabelt^[56] komplicerede, men genialt improviserede Moment af supernatural Komik og antropomorfisk^[57] – – –

Vit: Jeg kan ikke komme til Orde; thi det suser og bruser i min Sjæl af højstemt Jubel ved det hellige, der nu er ved at fødes.

Sejselnoch: Eet maa vi holde os alle for Øje, at der fra nu af kræves ubrødeligt^[58] Sammenhold.

Drump: Ubrødeligt Sammenhold, ja.

Sejselnoch: Tiden er inde til afgørende at vise, hvem der har Magten her i Landet.

Trafikminister Pro: Men hvis han nu ikke giver sig?

Drump: Saa truer vi blot med Afskedsbegæring.

Sejselsnoch: Saa vidt lader han det aldrig komme, svag af Natur, som han er, og ene, som han staar. Ikke eet Menneske tør hjælpe, hvis han staar uden parlamentarisk Regering. Og hvordan kan han faa en saadan uden os?

Drump: Aldrig. Men vi har ogsaa andre Midler til at faa ham til at bøje sig.

Sejselnoch: Men det ønsker vi ikke, han skal.

Industriministrice Saasy: Skal han ikke bøje sig?

Sejselnoch: Nej, han skal ikke bøjes, men – (standser)

Vit: Ja, ja, styrtes, styrtes skal han. O, opløftende Øjeblik! Saa har Arbejdernes Sved og Blod da ikke flydt forgæves. Nu river vi Kronen af Hornene, ned, ned med det store Dyr i Johannes' Aabenbaring. Brødre og Kammerater! Hilser den kommende Morgenrøde i Vestens Skyer.

Trafikminister Pro: Hvem skal saa være Republikkens første Præsident?

Handelsminister Oljean: Hvor stor kan hans Løn blive?

En Ministrice: Jeg foreslaar, det bliver en Kvinde, for at vi kan vise Europa vor fuldstændige Demokratisering.

Ministricerne: Ja! Ja!

Sejselnoch: Den Tid! Den Glæde!

Drump: Men Tiden er nær.

Malfan: Og Resultatet absolut og sikkert.

Drump: Ja, for naar Socialister vil noget – – –

Sejselnoch: – – – saa sker det. Hvad nu? (Tjener med et Kort til Drump.)

Drump (ser paa Sejselnoch): . Det er Redaktøren, Social-demokratens^[59] Redaktør – –

Sejselnoch: Emil Kuhn – – –

Drump: Ja, han staar derude – –

Sejselnoch: Lad ham komme ind. Statsraad kan denne Ballade vel ikke mere kaldes.

Emil Kuhn (ind): Her? Hvor er Kongen? Godaften!

Sejselnoch: Han er gaaet.

Emil: Gaaet! Gaaet? Hvad vil det sige?

Sejselnoch: Desværre kommer han saamænd nok igen.

Emil: Desværre? Hvad mener I? Hvad er her sket?

Drump: Jo, vi stillede jo, som De ved, Forlangende om – – –

Sejselnoch: Ja, vi fremkom med en høflig Forespørgsel, om det ikke lod sig gøre at hjemsende "Paradetropper".

Emil: Jaja. Gik han da ikke glat ind paa det?

Oljean: Aldeles ikke, han vilde ikke høre Tale – –

Drump: Tværtimod! Han blev saa vred – – –

Emil: Hvad siger De? Oh, saa ligger der dog noget bag ved. Men jeg skal tale med ham selv endnu i i Aften. Saa bliver alt godt. Jeg troede ham dog saa fuldt. Hvordan kan vort Venskab nu bevares?

Sejselnoch: Jeg frygter for, Emil Kuhn, at du i de Tider, der kommer nu, maa opgive det Venskab.

Emil: O, sig ikke det!

Sejselnoch: Kongen maa væk!

Vit: Ned! Ned!

Emil: Betænk det nøje! Er det nødvendigt for Folkets Lykke? Er det Offer nødvendigt?

Sejselnoch: Ja, det er. Jeg kan ikke samarbejde mere med ham. Og saa ved jeg ikke, om du kan tænke dig nogen anden Udvej: – Men – der kommer jo din Broder.

Kabinetssekretær Willi Kuhn (ind): Mine Herrer! Hans Majestæt Kongen har overdraget mig det Hverv at meddele Dem, at Statsraadet er hævet.

Sejselnoch: Statsraadet kan kun hæves med Førsteministerens Billigelse. Giver Førsteministeren sin Billigelse?

Drump: Næ! næ, det gør jeg sandelig ikke.

Sejselnoch: Vil De, Hr. Kabinetssekretær, saa meddele Hans Majestæt, at Folkets kaarne Talsmænd ikke kan forsvare for deres Samvittighed med Henblik paa det donske Folks Lykke at forlade denne Stue, før vi har oplevet en Samtale med Landets Førsteborger Mund til Mund.

Willi: Jeg gaar Hans Majestæts Ærinde til de Herrer, ikke de Herres til Hans Majestæt. Hans Majestæt holder Kabinetssekretær og De Herrer, saa vidt jeg ved, Bybud.

Emil: Bror! Ikke den Tone over for Ministeriet, hører du. Der er dog eet i Verden, vi to er enige om, at det er først og fremmest vort Lands Lykke, det gælder; den befordrer du ikke ved at tale saa. Jeg beder dig stillfærdigt og indtrængende og gaa til Kongen og sige ham, at vi maa tale med ham blot et Par Minutter endnu.

Willi: Nej.

Sejselnoch: Hans Majestæt har forladt Statsraaadet uden at hæve Mødet. Vi kan ikke gaa, før Mødet er hævet.

Drump: For De vil vel ikke have os til at begaa noget ulovligt?

Willi (peger paa Emil): De maa have regnet med, at Mødet var hævet, da de gav uvedkommende Personer Adgang hertil.

Sejselnoch: Deres Broder trængte selv herind – –

Emil: Næ, Tjeneren sagde nu, Sejselnoch, at du havde givet mig Lov – ellers var jeg ikke kommen. Men hvorfor denne kolde, indædte Tone? Vi er jo da alle Landsmænd, vi vil jo alle det samme: vort Folks Lykke; kun vor Tro er forskellig, vore Midler. Lad os dog tale sammen som Landsmænd, som –

Sejselnoch: Ja, men vi vil ikke tale med Kongens Tjener, vi vil tale med Kongen selv. Vi, det danske Folks kaarne Repræsentanter, kræver i fuld Bevidsthed om vort Ansvar paa Nationens Vegne i denne Alvorsstund personlig Forhandling med Landets Førsteborger. Nægter han os det, stempler jeg ham her som en Mand, der i vort Riges Historie mest skæbnebetyngede Øjeblik svigter sin strengeste Pligt – da maa Fremtidens Ansvar tynge paa ham, de nøgne Børns, de hungrende Kvinders, de tørst- – de lidende Mænds Skrig naa hans Øren, og Blodet af de værgeløse, der nedsables, komme over ham og hans Æt.

Willi: Den gammeltestamentlige Profetværdighed kan De nøjes med at anlægge og bære over for Folket, Hr. Sejselnoch. Mig imponerer den ikke. Ikke som Profet, kun som Tribunepolitiker kan De opnaa min Kompliment.

Sejselnoch: Er der nogens Komplimenter, vi ikke sætter Pris paa, er det Deres Hr. Kabinetssekretær.

Drump: For hos os er ingen mere ildesete end Forrædere.

Saasy: Og De er den største af alle, De –

Oljean: Ja, føj for Satan for saadan en!

Vit: Død over Forræderen! Kast hans Lig for de vilde Hunde!

Emil: Nej, tys! hvad skal dette hjælpe til? Det er visselig ikke Tid til Skænderi.

Sejselnoch: Du har Ret, Emil Kuhn, og for sidste Gang spørger jeg Dem, Hr. Kabinetssekretær: Vil De hente Kongen eller ej?

Willi: Jeg skal svare Dem, og modsat de Herres Sædvane –

Saasy: Her er ogsaa Damer til Stede.

Pro: Dem tager han ingen Hensyn til.

Drump: Uopdragenheder kunde De gerne spare os for, Hr. Kabi – –

Vit: Nej, nej, fra den Kant maa man være forberedt paa alt.

Willi: – – og modsat de Herres Sædvane svare kort. Jeg er led og ked af Deres evige Veltalenhed, Deres opstyltede Fraser, Deres Ørkenbrøl. Vort Land trænger ikke mere til Forhandling, men til Handling. Og det skal De faa mere at se af i den nærmeste Fremtid, end De har drømt om i hele Deres demokratiske Liv. Jeg har ventet i Taalmod og Forsagelse^[61] paa denne Stund – og Gud være lovet, at den er kommen!

Malfan: Kolleger! Som inspirerende Social-demokrater distancerende os fra Proverbiet^[62] : Honny soit qui mal y pense^[63] , kan vi impossibelt tolerere panegyriske^[64] Evakuationer og elegiske^[65] Manipulationer af en enviable méchant^[66] og politisk apatisk^[67] Tronparasit.

Sleby: Ja, æh det er æh lige æh mine Ord æh.

Sejselnoch: Jeg kan gøre Udenrigsministricens Ord til mine. Vi har intet at forhandle med Dem om, Hr. Kabinetssekretær, og vi lader os ikke forvirre, hverken af Dem eller nogen anden. Som det danske Folks kaarne Førere vil vi vide at værge dets dyreste Rettigheder mod magtgriske Blodspekulanters Intriger og regeresyge Kamarillaers^[68] Hovmod.

Oljean: Bravo! Bravo!

Andre: Det vil vi! Det vil vi!

Malfan: Som om det var mig, der sagde det! Ja, ja.

Vit: Vi staar fast til Døden og til Graven.

Willi: Meget prisværdigt. Det vil sikkert blive Dem en stor Glæde at dokumentere det. For at De, mine Herrer, der er her til Stede, har anden Tragten end selv at albue Dem frem, er der i dette Land ingen tænkende, der tror, undtagen min Bror der, Social-demokratens idealistiske, men af Deres Floskler og Løgne ganske forblændede og fortumlede Redaktør.

Emil: Saadan noget har du ikke Lov at sige, Willi!

Drump: Og det skal frie Social-demokrater lade sig byde!

Oljean: De Ord skal vi ikke glemme Dem.

Flere: De skulde skamme Dem.

Vit: Nej, nu gaar det alligevel over alle Grænser.

Sejselnoch: Var Deres Mund, Hr. Kabinetssekretær!

Willi: Det er De ikke den rette Mand til at lære mig, Hr. Sejselnoch. Men hør da: nu vil jeg vende mig særlig til Dem, fordi jeg ved at karakterise Dem karakteriserer Partiet, selv om det, at De er Fører for det, kun vil sige, at De blandt Nuller rager højest op og mellem Skraalhalse er den største.

Oljean: Skældsord! Skældsord byder han os.

Emil: Ikke et Ord mere, Willi.

Vit: Han er jo ganske hysterisk! Lad os slaa ham ned, Kammerater!

Flere: Vi vil ikke høre ham! Fy!

Willi: Og ved De saa, Hr. Sejselnoch, hvordan De er? Ja, De gør. Men det er aldrig sagt Dem. Saa hør det da nu: usømmelig ærgerrig, modbydelig snedig og ubegrænset fejg – – –

Sejselnoch: De skal staa til Ansvar for Domstolene – –

Willi: Usømmelig ærgerrig: De har presset og luret og befalt Dem frem: Journalist, Redaktør, Borgmester, , Rigsdagsmand^[70] , Minister, Præsident. Saadan har De tænkt Dem Deres Levned, og hvor nær ved Maalet var De ikke, da De blev styrtet!

Sejselnoch: Blev styrtet – haa!

Willi: Altid Nr 1: Bladets Hoved, Byens Hoved, Rigsdagens Hoved, Landets Hoved. Ikke fordi De havde nogen Kongstanke^[71] , De vilde sætte igennem, ikke fordi De havde den stoltes Herskertrang i Deres Blod, men fordi De drives af Deres lurvede Forfængelighed. Derfor er De ogsaa "Fritænker"^[72] , fordi den Tanke er Dem utaalelig, at Gud skulle være over Dem, at der var en uafsættelig Konge i Himlen, saa De aldrig kunde blive Præsident der. – Modbydelig snedig: Derfor tog De selv Undervisningsministeriet, fordi det var en lidet udsat Post; derfor omgav De Dem med lutter Undermaalere som Ministre for selv at kunne grejde^[73] alt – –

Pro: Naa, det maa jeg sige – – –

Willi: – – – derfor fortrædigede De Kongen for at faa den afholdte Mand til selv at gaa uden at faa Folkets Harme mod Dem, derfor sværtede De ham i det dulgte^[75] hos Arbejderne, der dengang ogsaa elskede ham. Og ubegrænset fejg: derfor er De aldrig gaaet aabent til Værks med noget som helst; derfor lod De Drump blive Førsteminister for, om det gik galt med det første socialdemokratiske Ministerium, da at kunne –

Drump: Undskyld, det var dengang mig selv, der anmodede –

Willi: – da at kunne vælte Skylden over paa ham og ofre ham; derfor har De lønligt opmuntret Hadet mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, hemmeligt støttet ulovlige Strejker, væltet Blækhuse fulde af Ondskab, Mistænkeliggørelse og Had ud over Landet, ødelagt Hjemmene ved at slæbe Kvinden bort fra Vugge og Gryde og op paa Tribun og Talerstol, ved at væve Politikkens og "Frigjorthedens" Nessosgifte^[76] ind i Huslighedens og Moderlighedens skønne Kjortler, saa vore fagre donske Kvinder – med forvredne Miner gik til Grunde og omskabtes til Væsner af den Art, som her staar – – –

Vit: Vi vil ikke høre mere – – Som om vi ikke var Idealet af Kvinder!

Drump: Manden er sindssyg – –

Willi: – derfor kvalte De al Kritik og alle Forespørgsler i Bravader^[77] og Poesi og Løgn; derfor købte De Dem Stemmer ved Understøttelser og Ben^[78] og Bevillinger; derfor blev De en Forhandlingens og Bevillingens Mand i Stedet for en Handlingens og Viljens.

( Pause. Der er blevet dødsstille.)

Willi: Og De skreg op om Deres Hjerteblod for det slidende og stridende Folk, mens De gav Fanden i Folket, uden for saa vidt som det var den Lerklat, De kunde træde op paa for at føle Dem højere. Hjulpet af en ulykkelig Grundlov, som en Konge gav i misforstaaet Idealisme, begunstiget af en ærlig og velmenende, men dog for svag og for let overbeviselig Monark, saaede Gift og Ondsind ud mellem Folkets værgeløse Masser, staaende som Opposition over for et Regeringsparti, der selv var befængt af det store onde: Ansvarsløsheden, der hygger sig overalt, hvor ikke en enkelt, men en Sum skal regere, Begejstringsmangelen og Forhandlingsveltalenhedssygen, dragende Fordel af den Raadenskab og Usseldom, som denne Frihedens Karikatur og Selvbestemmelsens Løgn har omskabt vort forhen sunde Statslegeme til, boltrende sig i denne Opløsningstilstand som Deres rette Element, besvigende og forgiftende Arbejdernes godtroende og saa langt fra ondsindede Skarer med Deres egen Misundelses og Magtbryndes^[79] dagsky Had – – –

Sleby: Æh æh æh æh jeg synes, det var Dem, der æh før rettede æh Bebrejdelse æh mod os for æh æh Veltalenhed –

Willi: Ja, jeg ved, jeg selv er veltalende i dette store Øjeblik, men det kommer af, at nu er den Time inde, jeg tavs og fortvivlet og dog viss i min Sag har ventet paa i det sidste helvedslange Decennium^[81] , ventet, mens jeg grublede paa, hvad jeg da skulde sige, saa jeg til sidst kunde det udenad – kunde det udenad, saa jeg sagde det højt, naar jeg i de grubletunge, søvnløse Nætter gik op og ned ad mit Gulv, sagde, at mit Land kunde reddes ud af det Nid^[82] , det Kævl, den Smaalighed, den Ufordragelighed, den Opløsning, De har nedstyrtet det i ved Hjælp af Frihedens giftberusende Dødedrik, Demokratiets mordbrændende Løgn.

Drump: Af sine egne skal man høre det. Er det Sønnen af den Mand, hvis Navn staar først under den frie Grundlov? Er det Revolutionsmaneren fra de unge Dage, han, der maatte sendes udenlands for at svales lidt? Er det ham, der blev Kongens Kabinetssekretær for sin demokratiske Begejstring, sit glødende Frisinds Skyld?

Willi: Ja, det er mig. Det er mig, der engang svor til Frihedens Fane og kureredes af Dem, mine Herrer, kurreredes ved at se Deres Færd paa Tinge og ved Hove, ved at se, hvordan De tjente Folket, og især, hvordan de tjente selv. Det var mig, der saa al Jammeren, saa, at Medicinen, min Far og den gamle Konge havde foreskrevet, var kun Gift, og bad til Himlen, at Lægen maatte komme til dette dødssyge Land, Lægen med Mod og Tro og Vilje, bad, til jeg mærkede, det groede i mig, og jeg svor ved den levende Gud og alle hans hellige Engle, at jeg vilde gribe Kniven og operere Kræftknuden væk, det blive saa til Død eller Frelse.

Malfan: Men hvorfor hører vi paa dette defekte og degenererede^[83] , dette hysteriske og imbecile^[84] Individs sygeligt entusiastiske Hallucinationer, naar –

Sejselnoch: Nej, Udenrigsministricen har atter Ret: hvad kommer denne overspændte Mands Vildfarelser os ved? Det var jo med Kongen vi skulde tale. Efter dette, Hr. Kuhn – jeg kalder Dem ikke mere Kabinetssekretær, da en saa farligt Syg jo ikke vil kunde beklæde et saadant Embede – vil vi derfor allerede i Aften skaffe Dem Ophold paa en fjerntliggende Nerveklinik. Naturligvis staar det enhver klart, der hørte Deres lange og om overordentlig Overspændthed vidnende, Deres ubeherskede og selvfølgelige ganske meningsløse og perfide^[85] – – jeg vil ikke sige Tale, men Ordstrøm, at hvis vi ikke var paa det rene med, at Deres Tilstand kræver øjeblikkeligt Klinikophold, som jo vor omsorgsfulde og folkelige Regering har skaffet enhver Borger gratis Adgang til, stod Tugthusets Døre Dem aabne paa Grund af Deres Optræden her i Aften over for det donske Folks Regering. – Maaske jeg tør bede Landets Førsteminister om strax personlig at gaa til Kongen i hans private Gemak eller, hvor han maatte findes, nu da vi jo ingen Mellemmand har mere, og bede ham i Folkets Navn forføje sig hid.

Drump: Med største Fornøjelse.

Willi (træder i Vejen for ham): Til Kongen kommer ingen.

Sejselnoch: Det skal jeg dog vise Dem. Saa gaar jeg selv.

Willi: Det er just, hvad De gør. De gaar, Hr. Sejselnoch. Thi jeg har endnu en Besked at bringe de Herrer fra Hans Majestæt.

Sejselnoch: Det nytter Dem ikke. Vi tror Dem ikke. Vi anerkender ikke mere – – –

Willi: Derfor har jeg ogsaa sikret mig et Dokument her med Hans Majestæts egenhændige Underskrift – –

Emil: Nej, nej: Vi vil ikke se det. Willi: ved Fars Minde, for vort Folks Skyld, vor Konges – aah, gem det, gem det – – –